Hertugen/1
I.
Der hørte vel omtrent 150 Tønder Land til Gaarden, men det havde oprindelig været en sædvanlig Bondegaard, og Arealet var efterhaanden kjøbt sammen. Det gamle Mølleprivilegium havde i sin Tid forøget dens Værdi betydelig, men nu betragtedes Vandmøllen som en Biting, og den dreves af en eneste, ganske ung Svend, som havde rigelig Hviletid. Den brugte han til at ryge Pibe, med Underkroppen støttet til den nederste Lem af Møllehusets Dør, mens Overkroppen lænede sig ud i det Frie. Det var ikke meget, han saâ, thi Bivejen, som løb tæt forbi Gaarden, var en Hulvej. Højt over dens Niveau hinsides det med Brombær og andre Buske bevoxede Stengærde laa den temmelig store Møllesø med Ellekrat om Randene og paa den ene Side et Par knejsende gamle Bøge, Levninger af et for længe siden faldet Stykke Skov. Løvet spillede i den solrige Oktoberdag blankt i alle Regnbuefarver; Draaber tindrede pailletteagtig i Spindelvævene, der med flot Skjødesløshed slængte sig mellem Buskene paa Gærdet. Buskene lukkede Udsigten for den attenaarige Møllersvend, men han var vist forresten lige glad. Da den korte Pibe var røget ud, heldte han Saucen af Svampedaasen og Asken af det store Træhoved ud i Kjørevejens vaade Hjulspor, morede sig en Stund med at se Asken drukne i Vandet og Saucen farve det. Da de forskjellige Stoffer havde forenet sig i en solid Blanding, greb Møllersvenden til en ny Morskab. Han spyttede til Maals efter en bestemt Sten i Diget, som sprang frem mellem Buskekrattet og hvælvede sig med sin fugtige krumme Flade gulrød ud i Solskinnet. Men, forat denne Sport skulde kunne opnaa det ønskede Maal, gjordes der store Krav til Projektilets langtrækkende Evne. Efter en Snes mislykkede Forsøg opgav Møllersvenden den, saâ sig om efter Noget, der kunde beskjæftige hans Tanker, fandt Intet og gav sig med Hengivelse i sin Skæbne til at nynne:
Var du min, din Spidslærke,
ja saagu' fik du Hug,
fortsatte saa Strofen fløjtende, fløjtede derpaa Melodierne til andre Sange, han havde hørt paa Markeder og i Krostuer, som: "O Ægtestand, o slemme Ægtestand, faldera," "I Lothringen, det skjønne Land, — der levede en Jægersmand; — hans Bord var fuld af Vildt og Vin; — Napoleon ham kaldte sin" og var just ved at intonere: "En gammel Abbedisse — har ingen Ro tilvisse", da noget stærkt Farvet i kort Lundetrav svingede om Gærdets Krumning ned i Hulvejen, hvis fugtige Jord sivede med dæmpet Lyd under de forsvarlige Træskosaaler.
Det var en sær Fremtoning, dette luntetravende Væsen i en halvvoxen Dreng, der trods sine næsten sytten Aar, saâ ud, som han kun var fjorten. Paa det utrolig uredte, i ulige lange Tjavser over Pande Øren og Nakke nedhængende, aldeles hvide Haar sad Ruinerne af en laadden Hue og dinglede op og ned og til Siderne, thi den var meget for stor til Drengen. Et Par mælkeblaa Øjne gloede lige ud i Luften under de stive, korte hvide Svineøjenvipper, store hvide Tænder grinede blankt ud af den store aabent staaende Mund. Men det Løjerligste var hans Dragt: højrød kortsnippet Kjole med hvide Kantninger, lyseblaa Krave, Opslag og Brystrabatter, paa hvilke sidste sad et Par afblegede dinglende Knapper, en gylden Epaulettestrop sad paa tværs over den ene Skulder, dens Mage paa den anden var reven af og sjaskede ned langs Ærmet; hvide skidne Lærredsbuxer, nøgne, tynde, ingenlunde rene Ben i de store Træsko med Blikkramper.
"God Dav, du Hertug!" raabte Møllersvenden, da den løjerlig klædte Knøs i sin travende Gang var kommen Møllehusets Dør nær.
Drengen blev ved at grine uden at lette paa Huen og uden at standse sit Luntetrav.
"Kan du holde an, du Hertug, naar fornuftige Mennesker taler til dig, din Indiot?"
Drengen grinede og løb som før.
Da han var kommen nogle Skridt paa den anden Side Mølledøren, sparkede Svenden den nederste Lem op, sprang ud og greb Drengen.
"Du er dog en usædvanlig Odder, Dreng," sagde Møllersvenden. "Jeg vil snakke med dig, Hertug!"
Drengen havde ingen Modstand gjort. Han var lige glad, enten han løb eller stod stille. Han havde løbet, fordi han nu en Gang for en Times Tid siden havde sat i Løb, nu stod han stille, fordi han tilfældigvis blev standset.
"Du har da ikke været hos Præsten i den Galamundering?" sagde Møllersvenden.
"Hva'?" sagde Drengen.
Møllersvenden gjentog Spørgsmaalet i en simplere Form og fik det Svar:
"Næ—æ."
"Har du da slet ikke været hos Præsten, din Kaalrabi?"
"Jo—o—u."
"Vil han saa tage dig til Konfirmation i Aar?"
"Næ—æ—æ."
"Saa skulde da ogsaa … Hvad kan det hjælpe, han lader dig gaa det ene Aar efter det andet?"
Møllersvenden var øjensynlig bekymret paa Drengens Vegne. Det var nu tredie Gang, at Præsten havde "vist ham ned". Møllersvenden følte Trang til at trøste Drengen; han forudsatte, at det maatte gjøre Drengen ondt, skjønt der ikke viste sig det mindste Tegn til, at han brød sig det mindste derom. Møllersvenden tog en Skindpung op af sin Lomme, løste Løbebaandet, undersøgte dens Indhold, trak paa Skulderen, da han opdagede, at den sidste Dans med tilhørende Traktement til Damerne Søndag Aften uden for Skovfogedhuset havde lettet hans Kasse for 3 Kroner, men en Tiøre havde han dog Raad til at ofre til Drengen.
"Kjøb dig et Par Basser[1] for den, Hertug."
Drengen tog til at rende ganske forfærdelig. Det nyttede ikke, at Møllersvenden raabte:
"Hertug! Lavs! dit Bæst! … bliv … jeg vil snakke med dig."
Nej … "Lavs" vidste, hvor Bageren boede, og Madstrævet overskyggede hans faa sjælelige Livsytringer ganske og aldeles. "To Smørbasser" for ti Øre! — det var den eneste Tanke, der rørte sig i "Hertugens" Hjerne, og bestandig grinende ud i Solen løb han videre til Bageren.
Gaardens Bygninger laa ingenlunde i samme Plan, men alle laa de under Møllesøens Vandspejlhøjde. Under Vejen løb fra denne gjennem Stigbordet hinsides Broen Overfaldsvandet ned over det store Møllehjul, der saâs dybt nede til venstre for Vejen i Jævnmaal med den gamle Have, hvor nu i Efteraarstiden Træfrugten rødmede og gulnede bag det graalige Løv. Naar Møllen var i Gang, brusede, skummede og gnistrede Vandet om Hjulet, naar den, som nu, stod stille, faldt det langsomt i store hvidblinkende Draaber, svagt plaskende ned paa dets Tremmer, filtrerede om den mosgroede Axe og spredte sig i endnu svagere Striber ned ad Hjulets Radier. De vare overtrukne med en klæbrig grøn Masse, der fangede Draaberne og lod dem dø i sin Slimede Favn. Naar man regnede fra Møllerendens Bund, havde Møllehuset to Etager; Døren, hvori Møllersvenden stod, gik lige ud til Vejen, og Rummet, som den førte ind til, var egentlig første Sal. Imellem Møllehusets ene Væg og en fremspringende Fløj af Stuehuset, der laa lidt lavere end Vejen, løb en primitiv Trappe med Trin af utilhugne Graasten temmelig dybt ned og førte ind til Gaardens Borgestue i Niveau med Møllehusets nederste Stokværk. Men den omtalte Fløj af Stuehuset, der kun rummede Storstuen, laa en sex Alen højere og havde en Slags tør Grav mellem sig og Vejen. Paa Gravens anden Rand stod som Mærke for og som Værn mod Kjøretøjer tre tjærede Bukke, som man ser dem foran Landevejskroer. De øvrige Beboelsesværelser laa endnu lavere end Borgestuen ud til Gaarden i en tilbygget femfags Fløj. Gaardsrummet var efter almindelig Bondegaardsskik omsluttet af fire Længer; tværs igjennem det og ind under den ene Længe løb Møllerenden uden Rækværk langs Bredderne og paa Træbroen, som førte over den. Men efterhaanden, som Avlsbedriften var bleven udvidet, var der kommet Ladebygning og Svinehus af Kampesten til, men de vare anbragte uden for det oprindelige Bygningskomplex. Noget mere Uregelmæssigt, Op- og Nedadgaaende, noget Irrationellere i arkitektonisk Henseende kunde ikke let tænkes i et bjergløst Land. Man kunde ikke aabne en Stuedør i dette Hus, uden at træffe flere eller færre Trappetrin hinsides Tærskelen.
Møllersvenden havde ikke bemærket, at han havde havt en Tilhører til sin Samtale med Drengen. Den fremspringende Del af Stuehuset havde et lille Vindue i Gavlen, som vendte ud til den nævnte Graastenstrappe. Det var aabent, og selve Gaardens og Møllens Ejer, Kammerraad, Landvæsenskommissær, Examinatus juris, Sogneraadsformand Markus Stavsholms anseelige Skikkelse, som et Par store, runde blaa Briller, en grøn blød Hat og en sølvbeslagen Merskumspibe gav et endnu mere imponerende Udseende, stak sit graaskimlede hehaarede og beskjæggede Hoved ud af det.
Da den uniformerede Dreng var kommen et godt Stykke op ad Vejen, fandt Kammerraaden det passende at gjøre en af sine overordnede Funktionærer, Møllersvenden, en officiel Meddelelse om, hvad der var hændet hans allermest underordnede dito, den hvidhaarede Lars, der kun havde med Svinene og Fjerkræet at gjøre. Meddelelsen skulde gaa fra ovenaf nedad. Kammerraadens gamle Avlskarl havde faaet den allerede Dagen iforvejen, nu var Touren til Møllersvenden med dette Rangtrin ophørte den direkte Henvendelse. Hvem af Gaardens andre Tjenestefolk, som maatte nære Interesse for "Hertugens" Skæbne, maatte søge Oplysning hos de to mest Betroede.
Saa gik altsaa Kammerraaden op ad Stentrappen. Hans franske Træsko knirkede paa Trinene og bebudede Møllersvenden hans Fremrykken. Kammerraaden avancerede i Profil ud for Døren til Møllen. Svenden tog sin Hue af og slog den mod Laarstykket paa sine Benklæder; Kammerraaden vinkede til ham, at han nok maatte sætte den paa Hovedet. Saa drejede Principalen Næsetippen lidt til venstre, paa skraa over de blaa Briller, tog Pibespidsen ud af Munden og brummede:
"Lars er bleven vist ned for tredie Gang. Det er meget sørgeligt."
"Kunde man næsten ikke kalde det "skammeligen", Hr. Kammerraad?"
"Nej. Det kan man ikke, Olsen. jeg har talt med Præsten. Han sagde til mig, at han havde reduceret, det vil sige indskrænket, sig til det allersimpleste Spørgsmaal. Han sagde: "Kan Du blot nævne mig Navnet paa det højeste Væsen: Lars?" Lars betænkte sig lidt, lo paa sin sædvanlige taabelige Maade — for den Dreng griner jo altid — og sagde, at det kunde han nok. "Hvad kalder du da det Væsen?" spurgte Præsten. "Kammerraaden paa Stenbjerg Møllegaard", svarede Drengen."
Møllersvenden lo. Kammerraaden fortrak Munden til en Indledning til et Smil og fortsatte:
"Ja vel har Sagen sin saakaldte komiske Side, Olsen, men ogsaa sin meget sørgelige, og det er den væsentligste. God Morgen, Olsen!"
- ↑ Sjællandsk: Hvedebrød.