Havfruens spådom

Havfruens spådom (Dankonning lod gribe en havfrue fin)
Klik for at forstørre
Navn	Havfruens spådom (Dankonning lod gribe en havfrue fin)
Forfatter	anonym
Komponist	anonym
Ogg	Lyt her

1. Dankonning lod gribe en havfrue fin;
den havfrue danser på tilje
hende lader han da udi tårnet alt knibe,
for hun fremmede ikke hans vilje!

2. Dandronning hun kalder på svendene to
"I lader den havfrue for mig indgå,
for hun skal nu fremme min vilje. "

3. Ind kom den havfru’ og stedtes for bord:
"Hvad vil I mig, dronning, I sendte mig ord?
Jeg kan ikke fremme Jer vilje."

4. Dandronningen klapper på hynden så blå:
"Du sidde, havfrue, og hvil dig derpå,
for du skal nu fremme min vilje."

5. "Vil I så forråde mit unge liv:
her ligger jo under den hvasseste kniv,
hvordan skulle jeg fremme Jer vilje?"

6. "Og ved du alt dette, så ved du alt mer:
du sig mig derfor om min skæbne alt fler,
så kan du nu fremme min vilje."

7. "Men ved jeg din skæbne, og siger jeg den:
du lader mig da vist på ilden opbrænde;
thi fremmer jeg ikke din vilje."

8. Du føde skal sønner så bolde tre,
dit unge liv så forspilder de,
så fremmer jeg nu alt din vilje.

9. Den ene skal konning i Dannemark vær',
den anden skal kronen af røde guld bære,
så kan jeg nu fremme din vilje.

10. Den tredje skal være så viis en mand,
du dit unge liv skal lade for ham!
Nu har jeg alt fremmet din vilje."

11. Dandronningen svøber sit hoved i skind,
så gik hun i salen for dankongen ind,
for hun har nu fremmet min vilje.

12. "Og hør allerkæreste Herre min,
vil I give mig denne havfrue fin?
for hun har nu fremmet min vilje."

13. "Jeg giver ret aldrig denne havfrue liv,
thi hun har forrådt mine snekker syv,
da fremmed' hun ikke min vilje."

14. Dandronning hun sortned' da ret som en jord,
hun dåned' al død for konningens bord,
for hun fremmede da hendes vilje.

15. "Min kære, I tag det dog ikke så nær,
følg hende til strande med dine møer,
men hun har nu fremmet sin vilje."

16. Dandronningen taler til sine småmøer:
I følg nu den havfrue ud til den sø,
thi hun har nu fremmet min vilje."

17. Den havfru hun sattes på bølgen hin blå.
Dandronningen græd der, og slet ingen lo,
så havde hun fremmet sin vilje.

18. "I skal ikke græde, græd ikke for mig,
thi Himmerigs dør den står åben for dig.
Nu har jeg alt fremmet din vilje.

19. I Himmerig skal du snart bygge og bo:
den havfrue danser på tilje
der fanger du dig først hvile og ro.
Nu har jeg alt fremmet din vilje."