Hans Goul og hans Slægt

by Marie Bregendahl

HANS GOUL
OG HANS SLÆGT

Jens Nifinger, han var en lange Drabant, der foer ad Vejen paa et Par skæve Ben. Fort gik det for ham, men ikke jævnt; hans Gang var "Slunt i Slant", som man sagde paa Egnen, hjumpende og dumpende.

Over Skulderen bar han sit Værktøj: En "Jomfru", en Hammer, en enbenet Stol. Han var Pikkemand, var Jens, og hans Arbejdsfelt var Intrup Sogn og nærmeste Omegn.

Køn var Jens Nifinger ikke; en kludderstor Næse, en fladtrykt Pande, et hvidtottet Haar saa stift som Galtens Børster. Men alt i Verden er relativt, ogsaa Jens Nifingers Skønhed. Saae man ham ved Siden af hans Kone Dorthe, saa var man forsonet med Jens og syntes, han var en hel knøv Ka'l.

Men Dorthe havde jo sit, hun kunde glædes ved: Hun var født i en knagstor Gaard og var i Familie med alle de "villeste" i Intrup Sogn. — Jo, Dorthe kunde glæde sig og gjorde det ogsaa. — Familien derimod var nok knap saa tilfreds. Ligefrem prale af Slægtskabet med Dorthe er der vist ingen, der har hørt, den har gjort. Derimod blev det ved flere Lejligheder betonet, at hun da ikke var af den nærmeste Slægt. — Søskendebarn, Halvsøskendebarn og Næstsøskendebarn, mere var det da ikke.

De var lidt til en Side altsaa, baade Jens og Dorthe, og det kunde man jo snart faa Øje paa.

Dorthe var altid paa Farten, og altid med en drabelig Mælkespand i den ene Haand og en Tiggertaske saa stor som en Kuffert i den anden. Saadan udrustet drog hun rundt paa Besøg til sine pæne Slægtninge, og Dorthe vidste nok, hvad hun vilde have i sine Remedier: Ti Potter Mælk kunde Spanden tage, men Sødmælk skulde det være — skummet var for Kalve og Grise, sagde hun, og dem havde Dorthe jo ingen af; — og Flæsk og Pølse og Faaresul skulde der i Tasken. Naturligvis brugte Jens og Dorthe ogsaa Brød og Mel og Gryn og sligt, men den Slags "tørre" Sager kunde man faa hos Købmanden, forklarede Dorthe, saa der var det da meget nemmere, om man gav hende en Smule rede Skillinger paa Lommen, saa kunde hun jo selv købe, hvad hun havde Brug for.

Jo, saadan var det at faa Besøg af Dorthe. — Og saa var det endda ikke endt med Gaverne, nej, Dorthe vilde ogsaa trakteres.

— Hvad for noget, tager I ikke ordentligt mod Folk af jer egen Familie? — kunde Dorthe sige, — plejer I kanske ikke at byde Gæster til Bords, brede Dug og traktere med Mad og Kaffe? —

Jo, Dorthe vidste nok, hvordan det skulde være, og hun vidste ogsaa, det var en bekvem Tid at komme til Gaarde, just naar Tjenestefolkene var hjemme til Maaltiderne, for da kom de gode Sager frem af sig selv. — Der var ingen, der brød sig om at faa raabt for højt op om, hvor nær Dorthe hørte med til Familien.

Hvad Traktement og Foræringer angik, kom man meget nemmere om ved det med Jens. Der skulde bare kastes et lille Ord ud om, at han nok nys havde været indbudt til Spisning enten her eller der, ved Povl Tangs, Niels Blidegaards, Jesper Gouls i Storgaard, eller hvad for et skrupstort Navn nu Folk kunde finde paa at nævne, straks hoppede Jens paa Limpinden og begyndte at udbrede sig om alle de Herligheder, man havde beværtet ham med, og som følgelig havde mættet ham saa grundigt, at det da nu ikke var ham muligt at synke en Bid mere.

Stakkels Jens, han forsnakkede sig rent. Han maatte tit gaa videre med tør Mund og slunken Vom for hans ubændige Pralelysts Skyld.

Men en Gang hændte det, at Jens og Dorthe mødtes paa Praleriets Omraade:

Jens var kommen for Skade at nappe nogle Høns og et Par Lam, som han havde faaet Dorthe til at bruge i Stegegryden og det tomme Sulekar.

Saa blev Jens sendt væk en Tid — til Horsens eller til Vridsløselille, hvor det var? — Det tog et Par Aar. — Dorthe kom ogsaa fra Byen i den Tid; hun var nok ovre paa sin Hjemkommunes Fattiggaard.

Men da Jens kom tilbage, kom Dorthe jo ogsaa, og da var de enige om, at det var saa meget en fortræffelig "Lære", de havde været ude i. Ikke at de lagde Skjul paa, hvor de havde været, men de bestræbte sig for at ændre Folks Begreber om, hvad Udbytte der kunde høstes paa den Slags Opholdssteder. — Det var rigtignok Steder, hvor Folk skulde sende deres voksne Sønner og Døtre hen, saa lærte de "en god Skik". Det var noget andet end at sende dem til Landbrugsskoler og Højskoler og alle den Slags forroste Anstalter.

For Dorthes Vedkommende var der nok for Resten noget om Snakken. Hun havde været beskæftiget i Fattiggaardens Bestyrerkøkken, og dèr havde hun bl. a. lært at lave Rombudding og Æggefromage. Hvor mange Æg der skulde bruges til den Slags Lækkerbidskener blev Intrupboerne ogsaa snart belært om. Dorthe fik sig syet et lille Ekstrarum i sin store Taske, der kunde ligge ti Æg. Jov, akkurat.

Til Plage og til Paahæng for Folk i Intrup Sogn, saadan havde Jens og Dorthe levet nu i mange Aar. Det var et Ord blandt Folk, at om de havde alle de Madvarer paa et Sted, Dorthe havde slæbt hjem, kunde de beværte en hel Krigshær — og man sagde ogsaa, at hvis der var pikket saa mange Favne Stenbro, som Jens fortalte om, da var der nu ikke andet end Stenbro i hele Intrup Sogn og ikke Spor af Jord til hverken at saa i eller tøjre paa.

Indbyrdes kom de nok ellers ret godt ud af det. De boede i et gammelt Hus ude i Sognets Yderkant, og der var aldrig Ufred at mærke fra den Side. Et Stykke sandet Jord hørte der til Bopælen. De kunde godt have holdt baade Ko og Faar, om de kunde have samlet sig til at dyrke Jorden ordentligt; men det kunde de ikke. Med Mellemrum naaede de at faa saaet en Ager Rug og lidt Boghvede og faa lagt nogle Kartofler; men det var ogsaa det hele, og det var ikke hvert Aar.

Vrag og Udskud var Jens og Dorthe, og andet kunde der jo heller aldrig blive ud af dem.

^* _* ^*

Der var kommen en fremmed Mand paa Besøg i Intrup, en storige Herre med høj Hat og Pels og guldknappet Stok.

Det var Sønnen fra Storgaard, Hans Goul. Han havde været væk i over 20 Aar, sidst i Australien; hvad han havde taget sig til var der ingen, der vidste, men han maatte have tjent godt af Mønt, for det var ikke Klatskillinger han havde faaet gemt i Banken derinde i Købstaden.

Det var altsaa den store Jesper Gouls Søn, og som saadan hørte han jo med i Kredsen af de rigeste og mest estimerte Bondefamilier Sognet havde. Nu slagtede de saa Fedekalven for den rige Søns Hjemkomst og bød til Gæstebud, og ved Gildet stod baade den ene og den anden af Gæsterne op og holdt Tale for Hans: Det var længe, han havde opholdt sig i det Fremmede, sagde man, det var meget lidt man herhjemme havde hørt om ham, medens han var borte; men at han ikke havde ligget paa den lade Side havde man jo nu Bevis for, thi det maatte enhver kunne se, at Hans var kommen hjem som "en stor Mand". — Dette havde Selskabet af hans Slægtninge en særlig Grund til at føle sig beæret af, da det jo viste, at han havde haft dygtigt og bravt Folk at slægte paa.

De var saa særdeles velskaarne for Tungebaandet i den Goulske Slægt; de var vant til at deres Ord gjaldt alle Vegne bare de aabnede Munden, og de havde baade en Folketingsmand og en Landstingsmand i Familiekredsen, ja, ogsaa baade Præst og Degn.

Da de omsider blev færdige stod Hans op og takkede; — noget tørt syntes Folk, han kom fra det og lidt skævt syntes de, han stod og smilte til dem: men man hæftede sig dog ikke videre ved det. Det var vel saa ikke med Munden, han havde tjent sine Pengegrunker.

De vilde jo alle skaale med ham og hilse og snakke og spørge, saa der var livligt og morsomt nok hos Jesper Gouls den Dag.

Saa var det henimod Aften at Hans havde trukket sig ud af Surlet. Han havde tændt sig en Cigar og var gaaet ud i Haven for at nyde den i Fred og Ro. Her fandt hans Fætter, Hans Blidegaard, ham, og nu skete det, som de to Fættere i den stille Septemberaften sad og røg sammen dèr paa Havediget, at Hans Goul fik Trang til at tale aabenhjertigt. De to Hans'er var lige gamle, og havde i deres Ungdom staaet hinanden meget nær. Nu havde de ogsaa det tilfælles, at de begge var rejst udenlands og i mange Aar havde lagt deres Arbejde i fremmede Nationer.

— Ved du, hvem jeg hele Tiden har tænkt paa i Aften? — spurgte Hans Goul Fætteren.

Nej, det vidste han ikke.

Paa Dorthe og Jens Nifinger. — De er jo bleven saa skammelig forglemte under al den Snak her i Aften om den store, mageløse Familie. De hører dog ellers ogsaa med til Slægten, ikke sandt, og jeg skal ikke nægte, det har kriblet slemt i mig for at gøre opmærksom paa det. Haa haa haa! — Han sad og lo hjerteligt til sin Navne med en ejendommelig indvendig Kluklatter.

Saa fortalte Hans Goul sin Fætter:

— Det var for en 15—16 Aar siden, han havde den Gang drevet en Forretning med finsk Smør og russiske Æg i Tomsk. En Tid var den gaaet godt for ham — en Tid igen var den gaaet stærkt op og ned og havde forvoldt ham svære Bryderier, og omsider gik den rent i Stykker for ham. Han havde slidt som en rasende for at holde Bedriften i Gang og for at slippe for Fallit, det var kun lidt, hvad der var bleven til ham af Søvn og Hvile; han havde prøvet at arbejde fire, fem, seks Timer efter at hans Folk havde holdt op, og saa naar det var Midnat og han omsider havde lukket i Lagerlokalerne at tage fat paa Regnskabsbøgerne og holde ud med dem det meste af Natten — for saa igen efter et Par Timers Hvile at møde som første Mand paa Kontoret.

Den Slags tager paa Kræfterne, og tilsidst havde der været saa meget Hovedbrud, at det slet ikke var ham muligt at sove.

Da stod jo ogsaa Fallitten paa Trapperne, forstod han.

Men saa var han dog saa heldig at faa solgt, og fik da ogsaa saa nogenlunde klaret til alle Sider.

Under Opgøret blev han klog paa, at en af hans Forretningsforbindelser havde ført ham skammelig bag Lyset og løjet og snydt paa den mest sjofle Maade — dog forstaar sig, juridisk var Manden uangribelig.

Nu mødte han denne Mand en Aftenstund og sagde ham sin sande Mening. Da stod Synderen bare og grinede ham haansk og raat lige op i Synet.

Det var mere end Hans Goul paa det Tidspunkt kunde taale. Slid og Søvnløshed havde taget saa haardt paa hans Nerver, saa han kunde ikke beherske sig.

Saa stak han Kæltringen en Lussing, og den var saa eftertrykkelig, at Fyren faldt og brækkede det ene Ben.

Efter dette satte de Hans Goul i Fængsel.

— Se, — sagde han, — havde det nu været under andre Forhold det var sket kunde jeg have klaret mig adskilligt bedre med Rettens Folk end jeg gjorde, kanske have sluppet med en Pengebøde, for deres Sympati var tydeligvis paa min Side. Men nu havde jeg jo ingen Penge, og saa ødelagt og derangeret jeg var gik alting galt. Jeg blev ophidset for ingenting, og jeg gruede og græd for ingenting og lavede Skandale baade i og udenfor Retten. —

Naa, det var ikke saa rart at dvæle for længe ved den Historie, mente Hans Goul.

Det havde taget et halvt Aars Tid før de slap ham løs igen, og han fik Lov til at færdes frit mellem Mennesker. — Det var netop til Jul han fik sin Frihed, og da det skete, var han saa langt nede paa alle Maader, som et Menneske paa kun syv og tyve Aar kan komme. Saadan havde han selv følt det dengang, og saadan stod det ogsaa for ham endnu, naar han tænkte tilbage paa det.

Han havde slet ikke vidst hvor han skulde tage hen, men nogle af dem, han havde kendt som Handelskammerater, havde skillinget sammen til en Billet herhjem til Danmark. — Saa var de jo fri for ham.

Havde det nu ikke været saa nær op mod Jul var han ikke rejst hjem, hvor haardt han end havde længtes efter sit Fødehjem. — Nu gjorde han det. — Det vilde have gjort saa godt, tænkte han, om hans Mor kunde have gaaet og pylret lidt om ham, nu saalænge det var saa koldt og mørkt.

Han naaede Faderens Gaard Lillejuleaften. — Han var kommen med Skib over Kattegat og paa Dæksplads. Det var den billigste Maade at rejse paa. Saa var han bagefter gaaet to Mil inde fra Banegaarden og hjem. Det var ved at blive mørkt, da han naaede Gaarden. Karlene havde Lugerne slaaede op til Tærskelo og Foderlo, og Hans gik rundt om Gaarden som en fremmed Vandringsmand og saae, at de alle stræbte efter at gøre sig færdige før den sidste Rest af Dagslyset svandt — og for at komme ind til Mellemmaden.

Selv var han saa sulten, at Tarmene skreg i Livet paa ham, det var et Døgn siden han havde spist, og han saae tydeligt for sig de store Rundtenommer derinde paa Bordpladen — saa tydeligt, at han gerne kunde have bidt i en Mursten for at fornemme noget mellem Tænderne. Men han vidste jo, at de sibiriske Myndigheder havde underrettet hans Far om, hvor han sidst havde været, og det gjorde, at han betænkte sig paa at vise sig.

I det samme han hørte Folkene gaa over Stenbroen og ind til Mellemmaden fik han Øje paa Faderen. Han kom frem i Risthuslugen og stod dèr i Halvmørket for at flette sig et Par friske Halmvisker til sine Træsko.

Hvad der skete her mellem Hans og hans Far, det vilde han ikke nu gøre stort Væsen ud af. Faderen vidste, at Sønnen havde været straffet, hvorfor og hvad der kunne siges til hans Undskyldning, vidste han vist ikke — og at han var subsistensløs vidste han vel ogsaa knapt. Lige saa lidt var det faldet Hans ind, at Faderen kunde have nogen Forestilling om, hvad det var at være sulten. Hans kunde ikke tænke sig hans Far nogensinde havde prøvet det. Det var da heller slet ikke den Slags Spørgsmaal Jesper havde heftet sig ved, men han lod i meget veltalende Vendinger Sønnen vide, at han skammede sig saa dybt over ham, at ha ikke vilde have ham ind i sit Hus. — Ja, Jesper lod ham vide, at han skammede sig ikke alene paa egne Vegne, men paa hele Familiens, og nævnte den lange Slægtrække ved Navn. Han forklarede sin Søn, at selv om der, som han mente, ikke var noget Haab om, at der kunde blive andet end en skidt Ka'l ud af ham, saa syntes han dog, at han endnu kunde tro paa, at der var saa megen "Slægtsstolthed" i ham, saa han kunde holde sig fra Egnen og ikke komme her og bringe Sorg og Skam over saa mange brave og ansete Mennesker.

— Der har du det — sagde Jesper og rakte en Halvhundredkroneseddel ud af Lugen. — Saa ved En da, du mangler ikke Rejsepenge til at komme ud af Landet for. — Se du saa til at komme væk igen, saa snart du kan.

Saa havde Faderen faaet sine Halmvisker flettede, og da han ogsaa havde faaet dem lagt i Træskoene, slog han Lugen i. Der var hverken Haandtryk eller Farvel eller noget af den Slags.

— Jeg ved ikke, hvad for Slags Paalæg der var paa Folkenes Mellemmad, — sagde Hans Goul til Fætteren, — men det forekom mig bestemt, at jeg kunde lugte, det var Rullepølse. Det kom mig ogsaa for, jeg kunde mærke min Mor kogte Sylte, hun havde nemlig en egen Maade at krydre sin Sylte paa.

— Hans Goul havde jo omsider indset, at det kunde ikke nytte, han blev ved at staa der ved Faderens Gaard og snuse i Luften. Porten var stænget og Dørene lukkede. Det var haardt nok, jovist, men Faderen havde ikke forgæves appelleret til Slægtsstoltheden: I Hjertet gav Hans ham Ret.

Han drev ned over Faderens Mark og videre ud af Sognet. Først da han kom ned til Aaen, standsede han og lænede sig op mod dens Rækværk.

— Ja, hvad jeg tænkte paa, da jeg stod dèr med den klukkende Aa under mig, husker jeg endnu ret tydeligt, — sagde Hans.

— Men saa som det jo gaar her i Verden, midt i det allersorteste kan der pludselig dukke et eller andet Glimt frem, der kan lokke en til at se Tilværelsen fra et andet Hjørne. — For mig gik det pludselig op, at da min Far nævnede den her lange Række af fine Slægtninge, glemte han een: Jens Nifingers Dorthe. Jeg kom til at skoggerle, Hans Blidegaard, og jeg tror, det var den Latter, der kurerede mig.

Jeg vendte mig om der paa Broen og fik Øje paa et Lys, som jeg mente godt kunde være Dorthes, og saa fik jeg den Idé at styre min Kurs efter det lille Blink. Hvem kunde vide, det var kanske ikke helt umuligt, at min Frænde Dorthe var nok saa medgørlig i sine Fordringer til Slægten som min Far og de andre?

Ja, det fik Hans Goul nu aldrig noget at vide om, for hverken Jens eller Dorthe kunde kende ham. De stod saa lyslevende i hans Erindring fra Barndomsdagene, men de havde ikke set ham siden han gik i Landsbyskolen, og han havde været baade paa Latinskole og i lang Handelslære, og nu sidst i Sibirien, saa der var vel ikke meget af den hjemlige Skoledreng igen. Jens og Dorthe hørte jo heller ikke til den Del af Slægten, som Hans Goul havde gjort Besøg hos, naar han kom hjem i Ferierne, og heller ikke til dem, han blev budt til Gilde sammen med. Et stort Skæg havde han lagt sig til, og var, som Dorthe havde udtrykt sig, "begyndt at blive skaldpandet i Nakken".

— De kendte mig ikke, nej, — sagde Hans, — men de tog udmærket imod mig. Jeg fik Mad og Øl og Kaffe, lige saa meget jeg kunde sætte til Livs, og Lov til at blive der Natten over. Og da de hørte, jeg var en fattig og hjemløs Fyr, var der ikke Tale om andet, end at jeg skulde blive Julen over hos dem. Det var da Kristenfolk, jeg var kommen til, sagde de, jeg maatte da endelig ikke tro om dem, at de saadan vilde jage et hjemløst Menneske ud lige til den hellige Højtid.

Ja, saa blev jeg.

Jeg havde mange Gange i det Fremmede længtes efter min Moders Søsterkage. Naa, Dorthe var jo ikke for ingenting af Slægten, da jeg snakkede om hvilken dejlig Kage, jeg havde faaet i min Barndom, saa kunde hun godt bage mig saadan en, og da der bare var det i Vejen for hende at hun manglede en Del af det, der skulde i den, bl. a. Smør og Æg, saa raadede jeg hende til at gaa op i den store flotte røde Gaard derhenne ved Plantagen og forlange lidt til sin Kage, saa fik hun nok hvad hun skulde bruge. Jeg gav hende ogsaa Anvisning paa, at hun skulde se at faa et Stykke Sylte med sig hjem. Jeg var just kommen forbi den Gaard ved Aftentide, sagde jeg, og jeg syntes, jeg havde mærket Lugten af saadan en sjælden god Sylte.

Haa, haa, haa! Hans Goul sad stadig og smaalo, med den dybe, halvdulgte Kluklatter, der klang saa lunt og godmodigt. Han bakkede ivrigt paa Cigaren, Røgen laa ovre i Asketræets Løv som et blaaligt Slør. Haa, haa, haa! klukkede han.

— Men det kan jeg sige dig Fætter Hans, jeg har aldrig siden været slem til at stille store Fordringer til mine Medmennesker. — Jeg lærte dengang, at der godt tilfældigvis kunde komme de Stunder, hvor man befandt sig vel ved at fjæle sig i en upyntet Krog. Jeg lærte ogsaa, at det var svært, hvor det kunde lette paa Forholdene, om man midt i Trængslerne kunde faa Held til at lave en bitte Gavtyvstreg. — Haa, haa, haa, du! — Jeg skal sige dig, Hans, det sætter En saa rart i Niveau med "Folkets brede Lag". — Haa, haa, haa!

Lidt efter rejste Hans Goul sig fra Diget og smed Cigarstumpen fra sig i en stor Bue.

— Hør, Hans, skal vi to ikke tage os en lille Tur ned og besøge vore "Slægtninge", Jens og Dorthe, som er bleven saa skammelig forglemte her i Aften? — Hvad siger du, Hans — vi to udenlandske Fætre?

Jo. Den anden smilte velforstaaende og var straks rede til at følge med.

— Naar vi sætter skraat ned over Markerne er den Tur snart gjort. — Jeg vilde jo godt, forstaar du, i al Stilfærdighed sige dem pænt Tak for sidst. Haa, haa, haa! — Han smaaklukkede stadig.

Og straks efter saae man de to Fætre Arm i Arm paa Vej udad Mosehusene til.