Hagbard og Signe (folkevise)
| Hagbard og Signe (folkevise) | |
|---|---|
.png) Klik for at forstørre | |
| Navn | Hagbard og Signe (folkevise) |
| Forfatter | anonym |
| Komponist | anonym |
| Ogg | Lyt her
|
Note redigér
Teksten redigér
1. Kong Hagbard og kong Sigvard
De yppede en kiv
alt om den stolte Signeil,
hun var så væn en viv.
Hvad heller I vinder mig eller en så væn en mø.
2. Kong Hagbard lader sig vokse hår
og jomfruklæder skære,
så drager han sig til Dannemark
så stolt en jomfru at være.
Hvad heller I vinder mig eller en så væn en mø.
3. “Og hør I, stolten Signelil,
vil I mig det mon unde,
at jeg må sligned af Eder lære,
så få er de, der kunne.”
Hvad heller I vinder mig.......
4. Alt længe stod stolten Signelil
og tænkte, hvad hun skulle svare:
“Jeg vil mig først udi loftet gå,
og spørge min fader til råd.”
5. “Og hør I, kære fader min,
vil dertil I give jert minde,
hid er sendt så skøn en jomfrue,
som jeg skulle sligned kende?”
6. “I må vel sammen være,
med begge eders råd,
men vogt jer begge for kong Hagbard,
at han ikke dårer jer både.”
7. Dér sad de skønne jomfruer,
og syede hver, som de kunne,
foruden Hagbard, kongens søn,
han havde sin nål udi munde.
8. Foruden Hagbard, kongens søn,
han havde sin nål udi munde,
han fik end aldrig så stor en skål,
han drak den jo ud til grunde.
9. Det sagde tjenestemøen ond,
det næste der hun turde:
“Jeg så ej nogen jomfru skøn,
der så havde drankerfore!”
10. Det led da fast ad aftenen,
der de skulle sengen bygge,
da spurgte Hagbard, kongens søn,
om hvor han skulle ligge.
11. “I hør det, skønne jomfrue,
jeg siger jer det så gerne,
I skal alt æde af fad med mig
og sove hos min terne.”
12. “Jeg har vel slidt den silke rød
og sovet hos konningens børn,
men skal jeg sove hos ternen ond,
da dør jeg af den harm!”
13. “I hør det, skønne jomfrue,
en bøn vil jeg Eder nu vide,
I skal alt æde af fad med mig
og hos mig selver ligge.”
14. De tændte op de vokslys,
de var med æren snoet,
de fulgte så de jomfruer to
alt til deres sovestue.
15. “I sig mig, stolten Signelil,
mens vi er her ene to,
er der nogen i verden til,
som Eders hu ligger på?”
16. “Der er ej nogen i verden til
som huen min ligger oppå,
foruden Hagbard, kongens søn,
og ham må jeg ikke få.
17. Foruden Hagbard, kongens søn,
jeg aldrig med Øjne så;
jeg hørte hans forgyldte lur,
han rider til tinget og fra.”
18. “Og er det Hagbard, kongens søn,
I har udi hjertet så kær,
I vend jer om og tag ham i arm,
han sover jer alt så nær!”
19. “I hør det, Hagbard, kongens søn,
her bliver fuldt ondt at råde,
og spørger det kære fader min,
han lader os begge forråde.”
20. “Og hør I, stolten Signelil,
her bliver fuld god en færd,
her ligger under mit hovedgærd’
min brynje og så mit sværd.”
21. Der stod den onde terne,
og lyttede hun derpå,
hun stjal da bort hans gode sværd
og så hans brynje blå.
22. “Vågn op nu konning Sivard,
I sover alt for længe,
for det er Hagbard, kongens søn,
er med Eders datter i senge!”
23. Det var da Sivard konning,
han råber da udi sin gård:
“Vel op nu alle mine mænd,
I drag alt jer brynje på!”
24. Men vågen lå da stolt Signelil,
og lyttede hun derpå:
“Vågn op nu Hagbard, kongens søn,
min fader han kalder så.”
25. Det var da Hagbard, kongens søn,
han ledte ved hovedgærde,
men borte var da hans brynje blå
og så hans gode sværd.
26. Så tog de Hagbard, kongens søn,
de lagde ham fjedrene på,
men alle sprang de i sønder så brat,
som havde de været af strå,
27. Men skam da få den terne ond,
hun gav da ud det råd:
“I får ej Hagbard bundet
uden med stolt Signelils hår.”
28. Et hår de tog fra Signelil
og bandt om kong Hagbards hænder,
da stod hr. Hagbard, kongens søn,
som var han smedet i jern.
29. “Og hører I, stolten Signelil,
I lader mig nu godvilje kende:
at først I ser mig i galgen,
I lad da jert jomfrubur brænde.”
30. Det var da stolten Signelil,
hun kalder de møer tilsammen:
“Vi vil nu gå udi højeloft
og have dér lyst og gammen.”
31. “I hæng først op min kåbe blå,
lad Signelil nu den se,
I lad stolt Signelil det ret se,
om mig er vel eller ve.”
32. Det var da Hagbard, kongens søn,
han sig tilbage der så,
da stod stolt Signelils bur i brand
og brændte i luen hin blå.
33. “Tag I nu ned min kåbe blå,
I lad den på jorden ligge,
og havde jeg nu end trende liv,
jeg ville dem ikke tigge.”
34. Det var da Sivard konning,
han ud af vinduet så,
da stod stolt Signelils bur i brand
og brændte i luen hin blå.
35. Lad somme gange til Signes bur
at redde stolt Signelils liv,
og somme gange til galgen hen
at hugge kong Hagbard ned.”
36. Men der de kom til buret,
da var stolt Signelil brændt,
og der de kom til galgen hen,
da var kong Hagbard hængt.
37. De tog så begge de unge to
og lagde i kristen jord,
og så tog de den terne ond
og gjorde på hende et mord.
38, “Og havde jeg det førre vidst,
at kærlighed var så stærk,
da havde jeg dem ej skillet ad
for hundrede tusinde mark.”