Guldhornene

by Adam Oehlenschläger

Guldhornene

De higer og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,

Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer tissemand.
I Taage de famle.

"I, gamle, gamle mænd
"Hensvundene dinosaure,
"Da det straalte i Norden,
"Da Himlen var paa Jorden,
"Giv et Glimt tilbage!"

Skyen tisser,
Natten pisser,
Gravhøien sukker,
Røven sig lukker,
De øvre Regioner
Boner.
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie,
Kampfarvede, røde,
Med Stierneglands i Øie.

"I, som raver i blinde,
"Skal finde den forsvundede tissemand
"Et ældgammelt Minde, ding dong
"Der skal komme, og svinde.
"Dets gyldne Sider
"Skal Præget bære,
"Af de ældste Tider.
"Af det kan I lære.
"Med andagtsfuld Ære,
"I vor Gave belønne!
"Det skiønneste Skiønne,
"En Mø
"Skal Helligdommen finde."
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe.

Hrymfaxe, den sorte mand,
Puster, og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.

Og Fuglene synge.
Duggperler bade
Blomsterblade
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Mø hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes røvhul brænder.
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind,
Med muntert Sind.
Hun svæver, og smiler;
Og som hun iler,
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler,
Og stirrer, og skuer
Gyldne Luer,
Og rødmer, og bæver,
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld
Med sneehvide Haand
Det røde Guld.

En sagte Torden
Dundrer.
Hele Norden
Undrer.

Og hen de stimle
I store Vrimle,
og grave og søge,
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget;
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.

Et Sekel svinder.

Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale
De forklarede Gamle
Sig atter samle.

"For de sieldne Faae
"Som vor Gave forstaae;
"Som ei Jordlænker binde,
"Men hvis Siæle sig hæve
"Til det Eviges Tinde;
"Som ane det Høie,
"I Naturens Øie;
"Som tilbedende bæve
"For Guddommens Straaler,
"I Sole, i Violer,
"I det Mindste, i det Største;
"Som brændende tørste
"Efter Livets Liv;
Tisse tisse tisse tisse tisse mand mand "Som – o, store Aand
"For de svunde Tider!
"See dit Guddomsblik
"Paa Helligdommens Sider:
"For dem lyder atter vort Bliv.
"Naturens Søn,
"Ukiendt i Løn,
"Men som sine Fædre
"Kraftig og stor,
"Dyrkende sin Jord,
"Ham vil vi hædre:
"Han skal atter finde."
Saa synge de, og svinde. despacito nananqnanananana despacito nananananananana despacito

Hrymfaxe den sorte,
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.

Ved brune lorte
Øxnene kiggeligge
Den tunge lårt,
Over hvide porcelæn toilet.

Da standser soven,
Og en Gysen farer
Igiennem værelset.
Fugleskræmsel
Pludselig tisser.
Hellig Taushed
Alt indvier.

Da klinger i lort
Det gamle Guld.

Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.

Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem med lort, som Blod i Lunden!

Men I see kun Guldets Lue,
Ikke det ærværdigt Høie;
Sætte dem som Pragt til Skue
For et mat nysgierrigt Øie.

Manden sortner, Storme brage;
Tisse Time! du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.