Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Guds Venner.djvu Guds Venner.djvu/13 243-248

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXIII

Et Par Timer efter at Gertrud har ladet Vincentius blive ene tilbage i Taarnkamret, har den flittige Bispetjener Brevet til den Münchener Kansler færdigt og begiver sig ned med det for at overgive det til sin høie Foresatte til Underskrift og Forsegling. Han er ikke lidet opsat paa at se, hvilken Mine Hns. Høiærværdighed vil sætte op, naar hans Famulus i sin Tjenesteiver foreslaar, uden mindste Hvile strax at stige til Hest — maadelig Rytter som han er! — og ride ud i Natten — mørkeræd, som han ogsaa er, hvad Bisp Ottomar ligeledes længst har opdaget og heller ikke undlader at rive ham under Næsen, naar Leilighed bydes!

Han er neppe fra Vindeltrappen traadt ud i Gangen, for en velkjendt Pigeskikkelse, der burde faa hans Hjerte til at banke og faar det dertil, viser sig ved den anden Ende, hvor Trappen fører ned til Hallen. Til fortroligt Møde er der ingen Leilighed, thi Renatas Stemme lyder nede fra Hallen. Idet Gertrud med et kjærligt Blik smutter forbi ham, lader hun et høirødt Tørklæde falde.

Hurtig tager Vincentius det op og stikker det ind paa Brystet, hvorved han føler, at et Stykke Papir eller tyndt Pergament er skjult i dets Folder, befæstet med en Naal.

Det femkantede Kammer er tomt.

Vincentius banker paa Døren til Gemakket, hvorfra hans Foresattes Røst byder ham træde ind.

Ottomar sidder i en Lænestol ved Vinduet, bladende i en Bønnebog — en sømmelig Syssel for en Bisp, om hans Blik end fast udelukkende dvæler ved de forgyldene, i brændende Farver straalende Initialer og Marginaler, som han mindes saa vel og om hvilke han veed, at de allerede have fortryllet Renatas Barneøine.

Hns. Høiærværdighed er naadig stemt, næsten huldsalig. Han er meget tilfreds med Arbeidet, men vil ikke høre tale om at hans Famulus allerede nu i Aften skulde begive sig paa Vei igjen. Aldrig har nogen Foresat vist sig ømmere bekymret for sin Undergivnes Nattehvile. Han har endogsaa betænkt, hvor den skal finde Sted: lige ved Haanden, i det tilstødende Værelse, nei, ikke det femkantede men hvad de her kalde "Bystuen". Skulde han have Brug for Sekretairtjeneste af en eller anden let Art, behøver Vincentius ikke at stige de steile Trin op og ned — se her, hvor bekvemt: fra selve Gemakkets Alkove kan man træde lige derind!

Han aabner selv Tapetdøren og fører sin Famulus ind i hans nye Sovekammer, viser ham Madradsen, som er redt til ham paa Gulvet, hvor han nok vil kunne sove godt inat, om end Leiet er lidt feltmæssigt — ecclesia militans, ikke sandt? …

Hvorpaa Hns. Høiærværdighed vender tilbage til sin Vindues-Lænestol og sine Bønnebogs-Betragtninger.

Aldrig saa snart har Vincentius overbevist sig om at han er ene og i alt Fald i nogle Minutter vil forblive uforstyrret, før han faar det røde Tørklæde frem og Papirstumpen ud af Folderne. Han læser: —

"Vi skal bort imorgen. For mig vil man skjule det. Gud staa os bi! Din Gertrud."

Vincentius nikker: det er, som jeg frygtede. Altsaa fuldt Signal, og lidt til.

Han lytter ved Døren. Bispen rører sig ikke derinde.

Hurtig faar han sin Kjortel snørt saa meget op, at han kan trække frem hvad han bærer under den paa Brystet: en favnelang Snor, ved hvilken han har befæstet et Par vimpelformede Tøistykker; et hvidt af Linned og en Strimmel sort Flor. Han har oppe i Taarnkamret skaaret en Skjorte itu for at skaffe det første tilveie; Floret har han plyndret sin Hue for, og det er kun løselig befæstet, da han maaske endnu ikke har Brug for det. Nu maa det knyttes fastere. Saa Gertruds røde Tørklæde nedenunder Floret, at det "forgyldte Oxehoved" dernede ret kan blive tilsinds at stange løs — og Forberedelserne ere færdige.

Og nu hurtig ned under Madradsen med Vimpelsnoren, til det er Tid at bruge den.

Tiden vilde vel være dertil, om blot Leiligheden var der!

At han er bleven bosat i det Kammer, som det var ham saa magtpaaliggende at have fri Adgang til, synes at være en særlig Begunstigelse af Skjæbnen. Men den veies rigelig op af den mislige Omstændighed, at Bispen sidder Dør om Dør med ham og hvert Øieblik kan kigge ind, ja sikkert vil gjøre det, om han hører et Vindue blive lukket op.

I Nødsfald maa han alligevel vove det — med stor Forsigtighed. Da han ved sin Ankomst traadte ind i dette Værelse, stod Vinduet aabent. Dette er en trøstelig Betragtning; for Vinduer i saadanne ensomme Borgværelser ere tidt uvante med at lukkes op og binde da saaledes, at man maa rykke i dem, saa Ruderne klirre i Blyrammerne.

Men endnu kan han vente. Han har en Følelse af, at Lykken vil staa ham bi. Har den ikke gjort det saavidt?

Hvad er det? Hører han ikke Stemmer derinde? Det er ganske vist den store Gudsven, som er inde hos Bispen. Og nu Skridt — en Dør lukkes op og i — Alt stille …

Han banker paa Døren. Intet Svar. Tøvende lukker han den op og lister ind i Alkoven, beredt til at møde en barsk Forespørgsel med den Forsikring, at han troede, Bispen havde kaldt paa ham.

Lykken staar ham bi. Gemakket er tomt.

Hurtig tilbage til Bystuen, Vimpelsnoren frem under Madradsen, Vinduet op, en Ende af Snoren viklet om den øverste Hængsel, den anden om den underste — det er hurtigere fuldbragt, end han havde tænkt sig det. At lukke Vinduet helt i, er ganske vist ikke muligt; men han befæster det saa godt ved Hjelp af en Stump Snor, at det neppe vil blæse op.

Nogen Vind er der jo — heldigvis. Han har haft Omtanke nok til at befæste Snoren paa den rigtige Side, saa at Vimplerne drives bort fra Vinduet, hvilket er vigtigt for det Tilfælde, at Bispen skulde se ind.

Kun af og til kan han selv blive lidt af dem vàr, navnlig af det røde Tørklæde, hvis Snip flagrer længst ud; og han kan af og til høre Smaasmæld af Fligene, der lyde opmuntrende, ja frydefuldt i hans Øren.

Hans Hjerte banker heftig efter denne forjagede Virksomhed og under Indflydelse af de forskjelligartede Sindsbevægelser, som vexle i det.

Medens han befæstede Snoren, var han et Øieblik kommen til at se ned i Afgrunden under sig, fra hvilken Strømbruset trængte dæmpet op til ham; og han var da bleven dobbelt svimmel, da han derved kom til at tænke paa Gertruds Angst for at han skulde have i Sinde at gjøre et Flugtforsøg ad den Vei. Nu falder det ham ind, om dette maaske skulde være Bispens Mening. Om denne rænkefulde Mand har ladet ham anvise Bystuen til Opholdsted, det eneste Værelse i Borgen, fra hvilket det er muligt for en dristig og behændig Klatrer at flygte, idet han lader sig fire ned til den første fremspringende Stenkant ved Hjelp af et Lagen, ikke Tale om en Rebstige; i det Haab at han skulde benytte denne Leilighed og derved naturligvis knække Halsen.

Saa helt er han gaaet op i sin Rolle som Bagvadsker, da han fik Gertrud til at se den incarnerede Djævel i Bisp Ottomar, at han nu selv er smittet af hendes Lettroenhed, saa at denne Tanke neppe er dukket op, før det ogsaa allerede staar fast for ham, at dette og intet Andet er Meningen med denne Ombytten af Værelserne. Men hvilken retfærdig Nemesis, naar det just derved er blevet ham muligt at sætte sig i Forbindelse med sin Forbundsfælle og kalde Hjelp op for sig selv og for Gertrud. Ja, ogsaa for Gertrud, thi han har allerede talt sig ind i den Forestilling, at det gode Pigebarn svæver i stor Fare, ganske bortset fra at hun jo elsker ham, saa at hans Fare er hendes Fare.

Hvilken Triumf, naar han ved denne uventede Udnyttelse af Modstanderens underfundige Skaktræk kom til at staa som Seirherre og kunde se denne hovmodige, lunefulde og ondtsindede Foresatte ydmyget i Støvet for sine Fødder!

Det er et høit Spil — han veed det. Men han føler ikke sin egen Fare mere. Hele hans Væsen dirrer ved denne Jagtlyst: at nedlægge det store Kjættervildt. Hvor let lykkedes det ham ikke at vinde den unge Ridderdames Hjerte, samtidig med at han ved hendes Hjelp kom dette Ædelvildt saaledes paa Sporet, at det neppe længer kan undslippe ham, skjøndt Kirkefyrsten selv træder imellem med sin Krumstav mod hans Jagtspyd! — Ikke at tale om, at han tillige fanger Kjættersken og derved søndertræder Bisp Ottomars Hjerte … Og kan hænde ogsaa den Drøm gaar da i Opfyldelse, at han ved Gertruds Haand tillige vinder Borgen her, hendes retmæssige Arvelod.

Naar han har kunnet vinde hende, hvad er der da som han ikke kan udføre? Hvorhen kan ikke den fare, som har Lykkens Vind i sit Silkeseil?

Se det røde Flag vifte, hør det smelde i Luften!

Længst har Broder Martin nu set Tegnet.

Hvad den hvide og den sorte Vimpel betyder, veed han jo. Men nu dette røde Flag, der lyser saa vide i denne brændende Eftermiddagssol … Hvad kan det betyde? Kan han høre dets Seiersraab: — "Jeg har ham, ham, den store Ærkekjætter! Blot hurtig gribe til, at han ikke undslipper! Det er os, der fange ham, os, der vinde Prisen, som er sat paa hans Paagribelse, og langt, langt mer end den! vil vi ikke komme til at staa som Kirkens og hele Christenhedens Velgjørere? .. Hid til mig! hid til mig! …"

O nei, det kan han ikke høre. Ikke Ordene. Men hans gamle Munkehoved er for klogt til ikke strax at fatte, at der er kommet noget Nyt og Uventet til, noget ganske Særligt, som maner dobbelt og tredobbelt, maner til at samle sin Kraft og bruge den, mens man har den — ramme hurtig og ramme haardt.

"Blæs Vind — udfold dig, strøm og smeld i Luften, mit lysende Flag! Du er min Dames Farve; selv har hun skjænket sin Ridder den. Du er Kampens og Seirens Farve! Du er heist paa Fortunas Skib, det farer med fuld Bør, det bærer Vincentius og hans Lykke!"