Guds Venner/21
XXI
Vincentius tager to af Vindeltrappens høie Trin med hvert Skridt.
Det første Blik overtyder ham om, at hans Papirer ligge i god Orden paa Bordet i Taarnkamret. Dér tilvenstre Bunken med Kirkesagerne, Brevet fra Mittelmynster paa sin Plads. Med rystende Hænder river han det op — tomt! Intet løst beskrevet Blad lagt ind i det. Han blader de foregaaende, de følgende Papirer igjennem, atter og atter — intetsteds det Søgte. Og hvor er Skrivelsen fra den bayerske Hertugs Kansler? Borte!
Vincentius synker ned paa Stolen. Kolde Sveddraaber perle paa hans Pande.
Det er, som han hele Tiden har frygtet. Bispen har søgt efter i hans Papirer — han har taget Kanslerbrevet til sig, bladet i Stiftets Skrivelse og dér fundet hans Kladde til Brevet til Broder Martin — det dobbelt forræderiske Blad, som forraader hans eget Forræderi.
Han er paa Naade og Unaade i denne Mands Magt. Og har han nogen Grund til at haabe paa Naade? Har han nogen Undskyldning? — Ingen!
Det var den første Dags Aften, kort efter sin Ankomst i Telheim, at han opdagede sit frygtelige Feilgreb.
Just som han, temmelig træt af sin Reise, vilde opsøge den brede Seng, som Kroens bedste Værelse lokkede ham med, faldt det ham ind at efterse Ordlyden i det Brev, som han havde efterladt til Broder Martin hos Stephen Kromand i Langenstein. For han havde jo tilfældigvis Kladden i sin Taske. Han havde stukket den til sig blot for at den ikke skulde blive liggende i hans Kammer og falde i Andres Hænder. Men neppe havde han faaet Papiret frem af Tasken, før hans Knæ rystede, saa han maatte sætte sig paa Sengekanten. Disse Kragetæer, Ørnekløer — nei Djævlekløer! — saa forskjellige fra hans egen fine Skrift, og saa velkjendte! — Det var jo Bispens Udkast til Mittelmynster Brevet. Ja, men han husker dog tydelig, at han lagde det ind i Skrivelsen fra Stiftet; altsaa maa han i sin Hast, ved en Streg, Djævlen har spillet ham, have forvexlet de to Kladder, og hans egen til Martin-Brevet ligger nu paa Bordet i det femkantede Kammer i Borg Langenstein, indlagt i Stiftets Skrivelse!
Der kom ingen Søvn i hans Øine den Nat. Helst var han redet sporenstregs tilbage, midt om Natten, skjøndt han var mørkeræd og dødsensangst for Spøgelser. Forgjæves sagde han atter og atter til sig selv, at der ikke er den mindste Sandsynlighed for at det forræderiske Skriftstykkes fredelige Hvile i Bunken af "kirkelige Anliggender" skulde blive forstyrret. Hans Angst tilhviskede ham, at det hvert Øieblik kunde hændes, at Bispen søgte et eller andet Brev, som han havde givet Vincentius i Forvaring; maaske just det fra Mittelmynster, ja høist sandsynligt netop det. Og strax var han badet i Sved fra Haarspidserne til Tæerne.
Den følgende Morgen overbeviste han sig med stor Beredvillighed om den isengraa Sangers Uskyldighed, i alt Fald for saa vidt som han ikke var den søgte Ærkekjætter og overhovedet ingen Person af Betydning. Han sendte ham altsaa til Regensborg til Opbevaring og besteg Klosterhesten for at vende tilbage, foreløbig til Weltenborg, hvor han maatte overnatte.
Her havde han en lang og fortrolig Samtale med Prioren, hvem Bispen jo havde anbefalet ham som en klog og erfaren Herre.
Prioren undrede sig ikke over at den unge Mand havde gjort et frugtesløst Ridt. Han havde hele Tiden haft den Mistanke, at dette Rygte om Gudsvennens Sangerforklædning var udspredt af Kjætterne selv, for at vise Bispen paa Vildspor. Langt snarere skulde man have et vaagent Øie med reisende Kjøbmænd og navnlig Bygmestre, da dette var de falske Roller, som disse Valdenser-Apostle med Forkjærlighed benyttede. Hvad Borg Langenstein angik og dens formodede Sammenhæng med den store Kjætter, saa havde Prioren allerede længe haft den alvorlig mistænkt. For nogle Aar siden var en Reisende, en midaldrende Mand med paafaldende Ansigtstræk, kommen til Klostret for at lade sig sætte over Donau. Han udgav sig for at være Bygmester, og da Prioren førte ham ind i Kapellet og følte ham paa Tænderne, viste han ogsaa Kundskaber i dette Fag. Hvor han agtede sig hen, lod han sig ikke forlyde med. Prioren bød derfor hemmelig en ung Munk at følge efter den Fremmede for at udspeide hans Veie. Disse førte til Borg Langenstein, dog ikke gjennem Byen og over dens Bro, men over Kalvariebjerget og Spangen, som han overskred ved Midnatstid for paa en gaadefuld Maade at forsvinde i Borgen; naar han atter havde forladt den, havde Munken ikke kunnet opdage. Nu, da Prioren havde fornummet Rygter om at Borgfruen paatænkte Ombygninger, var denne Hændelse atter rundet ham oftere i Hu. Den havde tildraget sig just paa den Tid, da Borgherren, Hugo von Laufen-Langenstein, var afgaaet ved Døden, det vil sige næsten nøiagtig for fem Aar siden.
Vincentius studsede. Det faldt ham ind, at Indskriften i Frøken Gertruds Paulus-Fortydskning fra "Guds Ven" var dateret fem Aar tilbage, i Juli Maaned. Det var i alt Fald en paafaldende Omstændighed, som vilde have givet ham mere at tænke paa, hvis ikke hans Tanker havde været lammede af den Angst for den mulige Opdagelse af hans Forræderi, der steg gradvis, eftersom han nærmede sig sit Maal, og havde naaet Febertemperatur, da han saae Borgtaarnet kneise paa Klippen over den lille By.
Men trods sin Utaalmodighed efter at skaffe sig Vished og maaske endnu forhindre en Opdagelse, der i bedste Tilfælde bestandig truede for hvert Minut der gik hen, før han traadte ind i det femkantede Kammer: — trods det, at han saaledes havde Angstens Spore i Siden, kunde der ikke være Tale om, uden Ophold at ride tvers igjennem Byen. Just i den Stilling, han befandt sig i, var det af yderste Vigtighed for ham at sætte sig i Forbindelse med sine Venner hernede, fremfor Alt med Broder Martin, og erfare det mest Mulige og det Tilforladeligste om hvordan Sagerne stod.
Denne Nødvendighed paatrængte sig ham saa meget mere, som det var aabenbart, at der var noget Usædvanligt i Gjære.
Dette mærkede han endnu før han kom ind i Byen. Overalt saae han Landfolk i Bevægelse eller Grupper af Bønder i bevæget Samtale — hist og her havde de ogsaa sluttet Kreds om en Taler, enten det nu var en sekterisk Vandreapostel eller en Barfodmunk; Vincentius havde ikke Tid til at anstille Undersøgelser desangaaende. Da han kom ind i Langensteins eneste Gade, var der baade dér og i de tilstødende Smøger og Gyder det samme opskræmmede Liv. Folk holdt Æddikesvampe for Munden eller havde hele den underste Del af Ansigtet tilbundet; men selv Frygt for Smitten kunde ikke holde dem fra at stimle sammen og lade Munden løbe, hvor besværlig det end var i denne Tilstand.
Det var aabenbart at Soten snarest var i Tiltagende, men der syntes desuden at maatte være hændtes noget Særligt.
I Elisabethinerhuset traf han Broder Martin og fik alle Nyheder ved en Kande Vin, som han selv kun gjorde daarlig Besked.
Franciskanermunken var med sine Ledsagere ankommen til Langenstein ved Morgengry, som Vincentius var redet bort den foregaaende Eftermiddag, og havde strax af Værten i det forgyldte Oxehoved faaet overantvortet den fromme og skarpsindige Skrivelse, som Famulus dér havde efterladt til ham. Hvorpaa han ufortøvet havde haft en Samtale med den fortræffelige Vært og med et Par kloge og gudsfrygtige Mænd af Borgerskabet. Han havde da klarlig set, hvorlunde det forholdt sig med denne Sot, og at der her kun var lidet at udrette med Urter og Salte og Mineraller eller andre Medikamenter af jordisk Art, da det saa aabenbart var Himlens Vrede som ramte Byen, fordi Kjætterskens Borg uforstyrret thronede deroppe ja endogsaa rustede sig og var ved at opkaste nye Befæstninger. Dette havde disse brave Borgere allerede paa egen Haand indset, hvormeget mer da han, Franciskanermunken! Men han saae nu ogsaa strax Remediet, der laa lige ved Haanden. Thi ligervis som man siger at hvor Gud haver opreist en Kirke, dér haver Djævelen bygget en Kro — (ikke at Broder Martin absolut vilde fordømme Værtshuse, i Syndeiiighed naar de føre gode uspædede Drikkevarer og have fromme Kunder, som vide at skjønne paa Guds Gaver, og naar Værten kjender sin Pligt mod Vandremunke) — saaledes havde man her overfor hin Djævlens Kro paa Klippen det hellige Kalvariebjerg. Altsaa en Procession op forbi alle Passions-Stationerne med Bønner og Lovsang ved hver af dem — og med en Messe læst foran Krucifixet — det var Remediet. Til den Ende havde han altsaa sammenkaldt en Forsamling ikke blot af Langensteins Borgere men ogsaa af ansete Mænd fra Landsbyerne i en vid Omkreds, hvilken, saasom der var periculum in mora, afholdtes henimod Aftentide om Torsdagen, udenfor det forgyldte Oxehoved.
"Men som det synes, at Satanas for denne Egns Synders Skyld haver faaet Magt og Myndighed at drive sit Spil, saa maatte det da hænde, at just som jeg var midt i min store Oratio, hvo skulde da pludselig staa midt imellem os uden Bisp Ottomar selv?"
Under den paafølgende Beretning blev Vincentius Gang efter Gang iklædt et Pandser af Gaasehud. Og imidlertid kunde han ikke blive enig med sig selv, om han skulde betro Broder Martin Historien med den usalige Kladde til det Brev, Graamunken havde modtaget fra ham, og dens usikre Skjæbne. Talte forøvrig ikke Bispens pludselige Tilsynekomst nede i Byen stærkt for at han ved dette Fund var kommen under Veir med Forræderiet?
— Om den paatænkte Procession synes I ikke at have sagt Bispen Noget? bemærkede han.
— Visselig ikke, da der ingen Tvivl var om, at han med sin ugudelige Tænkemaade — thi saaledes kalder jeg den mellem os — paa det Bestemteste vilde have forbudt den. Ja min stakkels Procession! den blev der rigtignok sat en endnu grundigere Stopper for … ved denne frygtelige Begivenhed.
Og nu fortalte han om den egentlige Aarsag til al den Ophidselse, der var synlig baade i og udenfor Byen.
Torsdagen havde været den mest trykkende af alle disse hede Dage, men over Skovbjerget bag Borgen havde der hele Eftermiddagen staaet endnu tykkere Skyer end de, der saa ofte før havde vakt forgjæves Haab hos Borgerne. Thi Tørken og Heden syntes dem at være en Forbandelse, der var i Pagt med Soten. Tydelig kunde man se, at Regnskyerne saa gjerne vilde komme men ikke kunde, fordi denne onde Borg med sit truende Taarn holdt dem borte. Men denne Gang steg de høiere ved Aftentide, og Alle aandede op i sikker Forventning om Regn, der — som man forvist haabede — vilde bringe Sotens Aftagen med sig. Himlen blev mer og mer truende, og Folk vilde ikke gaa til Sengs, forventende et saare stærkt Uveir, indtil det dog varede dem for længe. Midt om Natten vaktes de imidlertid ved et Lynslag og et Tordenbrag, som de ældste Mænd i Langenstein ikke mindedes at have hørt Mage til; — kun et eneste, og ikke en Draabe Regn faldt. Den følgende Morgen var Himlen blaa som altid, og som en Løbeild gik det fra Mund til Mund, at Lynet havde knust det berømte mirakelgjørende Krucifix paa Kalvariebjerget.
— Nu ved I vel, Herr Famulus, at om end Bispen snerrer ad min Veltalenhed — endog der er Andre som have en anden Mening derom, men det kan jo være at den ikke er af tilstrækkelig verdslig Art for Hns. Høiærværdigheds Smag; sikkert er det at der af min Mund ofte taler en hellig profetisk Aand, om hvilken man ikke kan vente, at den skal rette sig efter hedenske Rhetorer deres Regler; som det da ogsaa her viste sig. Thi jeg havde i min Tale til disse Borgere sagt at Himlens Vrede over Kjætterborgen, som de taalte over sig, helt vel kunde knuse hint Krucifix, saa at de end ikke længer stod under denne velsignede Beskyttelse og det var, som om Jesus ikke for dem var død paa Korset. Dette mindedes nu Alle og ærede mig høiere end før, som vel de maatte, raabende, at jeg for denne usalige Egn skulde være en Peter fra Amiens og forsamle alle fromme Mænd nær og fjern til et Korstog mod hin Satans Borg og Fæstning. Og I kan tænke Eder at Ophidselsen steg, da samtidig Soten bredte sig i hele Byen ja rundt om ud i Landsbyerne.
— Dette er visselig svart Nyt, Broder Martin, sagde Vincentius, paa hvis overtroiske Sind dette aabenbare Jærtegn ikke havde undladt at gjøre en stærk Virkning. — Dog synes der mig at være noget Trøsteligt deri, forsaavidt som denne Stemning hos Borgere og Landfolk omgiver Eder med en fast Livgarde ja med en sand Hærstyrke, en Betryggelse, som I vel kan have nødig. Thi ogsaa jeg har mit at berette, der angaar vor fælles Sikkerhed.
Og nu fortalte han hvad der var hændtes med Kladden til hint "skarpsindige og fromme Brev" — hvilket virkede saa stærkt paa hans Tilhører, der just vilde styrke sig med en Slurk af Vinkanden, at de røde Draaber trillede rigelig ned ad den graa Kutte.
— Ja, ja min fromme Fader, I har dog foreløbig mindre Grund til at ryste paa Haanden end jeg — Skaal, og Gud velsigne Jer og holde sin Haand over mig, der nu maa løbe Nakken lige ind i Løkken. Men til Syvende og Sidst ere vi rigtignok ombord i den samme Jolle og maa flyde eller gaa tilbunds sammen — Amen! I værste Tilfælde er vi ikke uden Vaaben, men det er et Vaaben, som snart vil glide os af Hænde. Disse rasende Borgere og Bønder er det let nok for Jer at samle og lede idag, men om et Par Dage er Bønderne gaaet hver til sit, og I vil undre jer over hvor døve Borgerne ere blevne paa Korstogsøret. Hvad der imidlertid giver os den største Magt over ham — læg Mærke til det, fromme Fader, fra Skriftestolen af kjender I jo Menneskenes Børn deres Skrøbeligheder; og jeg siger Eder, Hns. Højærværdighed er saa forliebt som en Hankat i Maaneskin, og hvad Kjættersken selv angaar, saa ser hun mig ud til at kunne miave kjælent nok til den Musik.
Den næsten tomme Kande for Munkens Mund gav hul Gjenlyd af en tilfreds klukkende Grynten.
— Hun er et Pant i vor Haand.
— Jeg ser, min Søn, jeg ser.
— Godt, men se ogsaa lidt paa den anden Side af Sagen. Dette skjærper hans Had og Hevntørst mod enhver, der blot saa meget som tænker paa at krumme et Haar paa hendes Hoved. Jeg siger Eder, Hjertet vil le i Brystet paa ham, naar vore Ledemod knirke paa Pinebænken — ja, ja, det er det, det vil komme til, hvis han har fundet min Brevkladde og han faar os i sin Magt. Hun er vort Haandpant, som vi ikke maa lade os liste af Hænde. Just det er den store Fare, at han faar hende bort herfra — i Sikkerhed et eller andet Steds; saa kan han gjøre mod os hvad hannem lyster, og hvad det vil være, hvis han skulde have saadant et Bevis imod os, som det Brev er, det har jeg alt antydet.
Graamunken nikkede eftertænksomt.
— I har Ret. Gud ske Lov og Tak, I er kommen, for min Stilling her var vanskelig, og jeg bar og bærer paa et svart Ansvar. Da gjør det godt at pleie Raad med en klog Mand som Eder, Herr Famulus.
Og de pleiede Raad.
Angaaende Hovedopgaven, Forbindelsen fra Borgen til Byen, blev de enige om følgende Forholdsregler.
Det eneste Vindue i Borgen, der vendte ud til Byen. var mellem to Gavle synligt fra Broder Martins Kammer, ikke at tale om at Stephen Kromand altid let kunde holde Øie med det. Den første Meddelelse, det gjaldt om at bane Vei for, var den, om Brevkladden laa paa sin Plads eller var funden af Bispen. I det sidste Tilfælde skulde Vincentius hænge et hvidt Klæde ud af Vinduet. Et sort Flor betød, at man beredte sig til at reise bort, saa at der ingen Tid længer var at spilde. Hvorledes Vincentius skulde skaffe sig Leilighed til en saadan Signalisering, overlodes til hans eget Snille og hans Forbindelse med Gertrud. Viste det sig at være umuligt, skulde han bruge sit eget Vindue, der rigtignok kun kunde iagttages hinsides Flodkrumningen, fra Foden af Kalvariebjerget, og desuden havde den Mislighed at Signalet neppe kunde undgaa at blive set fra Borgen selv.
Viste den hvide Fane sig ikke, saa var der neppe nogen overhængende Fare for dem begge.
Men den kan han nu godt hænge ud strax, thi at hans Kladde er i Bispens Haand kan der ikke længer være Tvivl om.
Men Bispen har talt om at sende ham til München med Brevet til Kansleren. Hvad det har paa sig med denne Bortsendeise, vil han i alt Fald snart erfare. Først og fremmest gjælder det altsaa om at gjøre dette Brev færdigt.
Han lægger Papiret med Kjøbmandens Diktatskrift foran sig. En smuk og meget læselig Haand!
Vincentius har kun læst nogle faa Linier, da han studser og standser.
Hvorfra kjender han dette eiendommelige Træk, denne Snørkel, der et Par Gange vender tilbage? Det er ikke mange Dage siden han har set den. Og nu veed han det ogsaa: Tilegnelsen i Gertruds Epistel-Fortydskning "fra hendes Ven og Guds". Altsaa denne Kjøbmand fra Basel har for fem Aar siden været her — kom over Weltenborg og gjaldt den Gang for Bygmester, som han da ogsaa nu stod dernede i det femkantede Kammer med en Passer i Haanden og forklarede Bispen og Borgfruen et Byggerids. Og Broder Martin har ikke talt om denne Gjæst; hvilket vil sige saameget som at ingen Sjæl nede i Langenstein aner noget om hans Ankomst! Intet Under: den Gang for fem Aar siden, var han om Natten gaaet over Kalvariebjerget og Spangen og "paa en hemmelighedsfuld Maade forsvunden i Borgen" — naturligvis er han denne Gang kommen den samme Vei paa samme Døgntid og har fundet Indgang paa samme Maade.
Vincentius springer op.
Skulde det være muligt? Bispen har sendt ham bort under Paaskud af at han skulde lægge Haand paa "den store Gudsven." Er det saa at han er kommen her tilbage med uforrettet Sag for at finde denne Ærkekjætter staaende ved Bispens Side? og var det just hin erfarne Prior, til hvem Bispen havde anbefalet ham (blot for at forlænge hans Reise), der blev Midlet til at aabne hans Øie? Hvorledes lød dog Weltenborger-Priorens erfarne Raad: "søg ham ikke blandt de vandrende Sangere, søg ham blandt omreisende Kjøbmænd og Bygmestre!"
Her var begge Dele i een Person!
Og en Gudsven tillige!
At han just var den "store" Gudsven — det var det vigtige Led, der manglede.
Men Muligheden, ja næsten allerede Sandsynligheden faar hele hans Væsen til at sitre af Ophidselse. Han er grebet af Jagtlidenskaben, af den rasende, blodige, brændende Byttetørst, som hidser Herrens Hunde — "domini canes" — paa Sporet af Kjætterne. Og det gjælder Ædelvildt, stort Vildt, Løvejagt!