Guds Venner/17
XVII
Maanelyset falder lige paa det lille Passionskapel, vækkende de længst falmede og halvt afvadskede Farver derinde til et tvivlsomt Gjengangerliv.
Det sygelige Blaa i Jesu Gevandt og det fade Brune i Judas' Kjortel, Ansigterne, hvor en sminkeagtig Kjødfarve vexler med kalkede Pletter, som minde om Karnevalsmasker, og hvor de altfor store Glarøine stirre blindt gjennem det Støvslør, Sommeren har lagt over dem, ja selve Gethsemanes Træer med deres krøllede violette Løv — Alt dette har et uhyggeligt Præg af forhexet Virkelighed.
Da Ottomar sidste Gang — for femten Aar siden — havde staaet her en Maaneskinsnat og betragtet dette naivt-fromme Kunstværk, havde det gjort saa stærkt et Indtryk paa hans ophidsede Phantasi, at han tilsidst saae Jesus bevæge Læberne for over Judas' Skulder at tilraabe ham de Ord, som hans usalige Farfader idelig havde gjentaget efter Akkas Fald: "Som Judas har du forraadt din Frelser med et Kys."
Denne Nat behøver det stakkels forfaldne Træbilled ikke at gjøre Mirakler.
Læber af Kjød og Blod, dem han lige havde bedækket med hede Kys, have aabnet sig for at slynge de samme Ord som en Banstraale imod ham med en Stemme, der er ham den kjæreste og nu derfor den frygteligste af alle, og som endnu gjenlyder i hans Øre. Hvis Billedet derinde gav sig til at raabe med Engles og Dæmoners Røst, vilde det være en mat og dagligdags Klang.
Videre paa den natlige Pilgrimsfærd!
Ottomar er flygtet fra Borgen, styrtende ud i Natten, ligegyldig hvorhen. Instinktivt har hans Fod taget Veien nedad, bort fra Byen, over Spangen op paa Kalvariebjerget. Her søger han uvilkaarlig Omgivelser, der kan være en sprukken Sangbund for hans Sjæls sprungne Strengespil, saa forstemt det monne klinge i natlig Gru og Forvirring — her, om nogetsteds, kan han haabe at finde Selskab, Gjengangere kun, ganske vist, men dog af hans egen Aand, hans eget Væsen.
Og nu finder han kun Dukker!
Maadelige, ituslagne Dukker, som En i et Pulterkammer finder det Legetøi, der en Gang var saa levende, saa meget sigende for hans Barnephantasi.
Afmægtige Dukker — ogsaa her!
Ja, ogsaa her, hvor han staar ved Mindesmærket for hans Livs Vendepunkt.
Denne under Korset segnende Jesus — er det det Aasyn, hvis Træk altid havde rørt ham saa dybt? som han har prist for dets Udtryk fremfor berømte Kunstværker?
Femten Aars Regn og Støv har skjæmmet det. Intet Spil af Lys og Skygge meddeler det et skuffende Liv. Paa den lynslagne Eg rører ikke et Blad sig. Luften er død som disse Dukker. Dette er ikke noget undergjørende Billed, til hvis Øre man lægger sin Mund, fordi Guds Kraft er nedsteget i det og kan lytte med dets Øre.
Videre!
Og nu staar han deroppe paa det Langensteiner Golgata.
Et kraftløst Underverdenslys ligger over Landskabet med dets lange Skygger. Intet Sølverne, hvor Vand af Flod eller Kjær fanger Maanestraalerne; kun en tam Glands som af anløbet Tin. Dér nedenfor Skraaningen syner Byen som en mørk Masse, af hvilken Mønningerne dukke op med lysere Striber, som Ryggene af en Kvæghjord, der har samlet sig om Vandringsstedet, ved Foden af den graa Klippevæg, hvorfra Strømbruset naaer herover — den eneste Lyd i den store Stilhed; hist og her lysner en Gavlstump op, som om et blisset Dyr løftede Panden. Oppe paa Klippen staar som den vagtsomme Hyrde Borgens "Bjergfred", rank og slank i sin graa Stenkappe. Men bag Hyrdens Ryg, over den sorte Granbakke, synes en hæslig Drage at hæve sin graablaa, uformelig svulne Krop høit op i den stjernetomme Himmel. Og medens han betragter dette Skyuhyre — som hele Eftermiddagen har ligget dèr og speidet ud over Bjergskoven for nu endelig at reise sig — oplyses den svære Masse indefra af et sart, rosenrødt Skjær, der tøvende flakker om mellem de opbunkede Damplag … slukkes — og atter blusser op.
Men ingen Torden lader sig høre — ikke en Lyd uden den af Strømhvirvlerne, som den lodrette Borgklippe sangbundartig sender over til Kalvariebjerget.
Dog — nu lyder der en svag Susen fra de gamle Ege, der spredte mellem store Sten bedække Aasen. Oppe over hans Hoved kommer en Rebstump, der hænger ned fra den ubodfærdige Røvers Arm, i sagte Svingning. Han føler ogsaa et frisk Pust paa sin Pande. Kun et Øieblik. Egelunden staar atter saa stum lyttende, som frygtede den ikke længer at kunne høre den fortrolige Stemme af Strømhvirvlen dernede, der bruste ganske saaledes, naar man i Nætter som denne dybest inde i dens Skygge ofrede til den germanske Himmelgud, før Nogen havde hørt om det Golgataoffer, der nu sender Slagskyggerne af sine tre Kors ind i dens egen.
Atter hænger Rebstumpen ubevægelig ned fra Korsets og Røverens Arm.
Den Træskjærer som havde skabt dette Golgata-Billedværk — aabenbart en anden end han, hvis Haand havde smykket "Stationerne" — havde givet sin naive Naturalisme frit Spil overfor de to Misdædere, navnlig i den ubodfærdiges kvalfulde Forvridninger, og kronet den ved tilsyneladende at befæste dem til deres Kors med rigtige retskafne Rebslager-Tove. Disse vare i Tidens Løb trods de brede, beskyttende Gavltage blevet gjennemraadne og havde løsnet sig, saa at Stumperne nu dinglede frit for Veir og Vind. Men ved Christus-Krusifixet havde han i sin Bestræbelse efter fromt at adskille det ganske fra de to Sidestykker og udmærke det ved hellig Høitidelighed ikke vidst at redde sig paa anden Maade, end ved at give sig en archæistisk Stil i Vold. Saaledes kom det, at mellem de to brutalt livagtige Røvere, paa deres raat tømrede Marterinstrument, et slankt, vel afhøvlet og poleret Kors med architektonisk ornamenterede Arme og Top løftede en saa stiv byzantinsk Christusskikkelse, som nogensinde har ladet sig sværte af Virakrøg og Kjerteos i et græsk Kapel, saa høit tilveirs, at de Andægtige maatte gaa et godt Stykke tilbage for at den store, forlængst irrede Messingdiskus kunde komme til at afgive den rette Gloriebaggrund for Hovedet. Denne Eiendommelighed, der gjorde dette Krucifix uligt alle andre, var formodentlig Grunden til at dets Ry som mirakelgjørende Billede gik viden om i Franken, ja i hele Sydtydskland.
Mangen Gang i gamle Dage har Ottomar undret sig over denne sælsomme Modsætning og gjort sig sine kunstneriske Lægmandstanker derover, som han nu kunde have anstillet paa Grundlag af et ganske andet Kundskabs-Materiale. Men han er alt andet end oplagt til det. Indtrykket er fuldkomment nyt og overvældende.
"Hvad om denne Kunstner ubevidst har givet en frygtelig Idee Udtryk, idet han banlyste alt Liv, ja alt Skin af Liv fra denne Skikkelse og kun opstillede et rent Kirkesymbol? Hvad om der virkelig kun gives Krucifixer og aldrig gaves nogen Korsfæstet? Korsfæstede Mennesker ganske vist, arme Syndere, som vi her se dem krympe sig paa Marterpælene, men intet korsfæstet Gudmenneske? Ingen Guds Søn — og ingen Gud Fader? Ingen Gud, ingen Himmel, intet Helved — hvilken svimlende Tanke! Vilde det ikke være Menneskehedens Befrielse fra uendelig Angst og Sorg? Ja, Gud give at der ingen Gud gaves!"
Han ler vildt i selvmartrende Velbehag ved dette uhyre Paradox.
Disse Ord maa han høre.
"Gud give at der ingen Gud gaves!"
Han raaber dem ud i Natten, op til Krucifixet, ind i den gamle Hedningelund.
Den Gud, der dyrkedes dér, er længst død. Hvad om en Gang en Mand vil staa her og se paa denne Passionsvei som han selv nu ser paa Resterne af den germanske Offerlund — — Minder om en Gudsdyrkelse, hvis Gud længst er død!
Dog disse Tanker kan han vel skimte men ikke fastholde. Lærer og Troessætninger, der vare hans Arvelod og hans aandelige Levebrød fra Barnsben af, som ere blevne formede ind i hans Hjerne, da den endnu var blød som Vox, og meislede ud i den, da den var bleven haard som Marmor, Dag for Dag, Aar ud Aar ind — de ere for stærke for hans oprørske Aand. Til Blasfemi har han Kraft, ikke til frigjørende Tvivl.
Og i Blasfemien beruser han sig.
Endnu en Gang maa han raabe det op til Krucifixet:
— Gud give, at der ingen Gud gaves!
Blaalige Glimt spille deroppe og lade Glorien blinke over det mørke Hoved — atter og atter.
Det er ikke Lyn eller Gjenskin af Lyn! Det er synlige Lyntanker, Kornmod af Vredesuveir, af Viljen til at lynslaa, til at udslynge Banstraalen; slynge den mod Borgen derovre, hvor Kjættersken throner, som nægter at Skaberen er hans Fader; slynge den mod ham dernede, den formastelige Raaber ved Korsets Fod, hans frafaldne Kirketjener, der har forraadt ham med et Kys til hende; mod ham, der er Kjætteren, fordi han elsker Kjættersken, elsker hende endnu med fortvivlet Haabløshed, nu han er forvist fra hendes Nærhed, truffet af hendes Vrede og Foragt — ikke som den Gang, da han blot indbildte sig at være mærket saaledes, o nei, nu er Mærket brændt ind af hendes egne Læber! — ja elsker hende dobbelt, trefold elsker han den trefold forbudne, forbuden af hende selv, af hans egen Stand, af hendes Kjætternavn — elsker hende ind i Kjætterbaalets Flammer, ind i Helvedes evige Brand …
Endnu spøge Lynglimtene deroppe, og i hans Øre lyder en Tordenrøst:
"Gaa, Kirketræl! Gaa, røgt dit Hverv og gjør din Pligt! Fuldtvel veed du, hvori den bestaar. Histovre er Borgen, hvor Kjættersken huser. Dernede er Byen, hvor Soten raser. Thi jeg er den Gud, der hjemsøger Fædrenes Synder paa Børnene indtil fjerde Led, og straffer den Ene for den Andens Brøde og tvætter Synderen ren i den Uskyldiges Offerblod og frelser hvem jeg vil og fordømmer hvem jeg vil. Den By som har reist mig denne Helligdom og tilbeder paa dette Sted, dens Borgere kjende mig vel og de fordre deres Ret af dig: Kjætterskens Dom og Straf, paa det at Soten maa ophøre. Gaa, Træl, indtag dit Dommersæde og gjør din Pligt og vær fordømt, at du gjør den uvillig!" …
Overvældet, sønderknust, magtstjaalen synker han sammen ved Foden af dette skrækkelige, lynstirrende og tordentalende Mirakelkrucifix.
Og hans Blik søger over imod Borgen, hans Hjertes Hjemsted, som han nu er landflygtig fra.
Lidt tilvenstre for Borgfreden, hvor han snarere kan ane end skimte det lille Taarn, som neppe nok rager op over Taget, glimter der noget som en Dugdraabe: — hans Taarnkammervindue. Dér sad han den første Nat og saae herover og gjenoplevede i Tankerne alt hvad han sidste Gang havde oplevet paa Kalvariebjerget — det, der havde jaget ham bort fra Langenstein. Hvor langt havde han da været fra at ane, at hin Anfægtelsernes og Sjæleangstens Nat kun skulde være en ringe Sag imod den næste, som ventede ham her!
Og lige neden under hin Dugdraabe, begynder en anden og større, en hel Gruppe at tindre: — Vinduet i Renatas Gemak.
Har hun fundet Hvile nu? eller hvilke Tanker, hvilke Følelser holde hende vaagen? Ser hun ham mon for sig, som han ser hende? …
… Ser hende staa for sig mellem Sølvstagerne med det nedstrømmende Haar glitrende i Kjertelyset som et Alterbilled af en christelig Martyrerske, endnu mere lig hin Beghine, der vandrede til sit Kjætterbaal i Paris.
Det er ham, som stod han atter paa Trappen til Sorbonne og saae hende gaa forbi, hyllet i sin egen overjordiske Ro og oververdslige Værdighed midt i den hujende Hob, der trænger sig om hende og vælter sig efter hende.
Men det er ikke længer hin franske Kvinde, det er jo Renatas Træk! Han staar ikke paa Sorbonnens Trappe: det er Hedetorvet i Regensborg, der omgiver ham med de velkjendte tindekrandsede og taarnragende Patricierhuse. Han ser det altsammen grangivelig som i en Drøm, ja det er vel ogsaa en Drøm — dog maaske en af hine Sandhedsdrømme, der løfte Fremtidens Slør. Som en fremmed Tilskuer ser han sig selv sidde dèr i hele sit episkopale Ornat paa en Throne, der er reist lige foran den store Rede af Risbundter og Birkebrænde, der venter hende — en Phoenix-Rede —; og dog er han tillige selv den der sidder dèr i Ornatet paa sin Throne, omgivet af sin Hofstat — ved hans høire Haand Vincentius, der hvisker ham noget i Øret, som han ikke kan opfatte for Mængdens Larm og for Klokkeringningen. Tydelig hører han Domkirkens store Klokker, i hvis mægtige høitidsfulde Tonebølger den ynkelige Klang af Raadhusets Armesynderklokke, saa nær den er, redningsløst drukner. Trods al Skik og Brug har han ladet Domkirkeklokkerne ringe til Ære for den store Kjætterske. Nu er hun kommen lige ud for ham — standser og ser paa ham med dette Blik fuldt af den dybeste Medlidenhed — — men allerede trænge Bysvendene hende videre, den rødklædte Mestermand med sine Bøddelknægte træder hende imøde … han er bestukket med tusend Gylden til at tage fugtigt Hø, at Røgen maa kvæle hende før Flammerne naa hende … Nu staar hun deroppe som en Svane i sin Rede og allerede knistrer Kvisteranden, antændt af de Kjerter, hun selv har baaret i Hænderne … Og nu slynger han Krumstaven langt fra sig og river den gyldenstykstunge Kaabe af og styrter derover — Bæddelknægtene vil standse ham, han slynger dem fra sig — en af dem ind i de hvislende, sprudlende Flammer — —
"Til Side — hist er min Plads — hos hende, hos Kjættersken Kjætterens! Hvo vil formene mig den? Har jeg ikke fortjent den? Har jeg ikke røgtet mit Embede og gjort min Pligt? Har jeg ikke skaffet Eder Eders Ret? Thi Ret havde I! Vox populi, vox dei. Thi han er Pøblens Gud, han har skabt den og skabes af den. Jeg var hans og Eders. Se, nu er jeg hendes, den Ædles og Renes, og hendes Gud skal være min Gud. I Daarer! Tro I, nogen Mand, som kjender hende, vil leve med Eder, naar han kan dø med hende? Vil frelses med Eder, naar han kan være fordømt med hende? Vil hvile med Eder i Abrahams Skjød, naar han kan brænde i hendes Arme, brænde evig med hende i det brændende Helvede?"
Baalet slaar op om dem med et altgjennemtrængende Flammelys, og et Brag drøner, som om Verden styrtede sammen.
Saa — husvalende Mørke og dyb, dyb Stilhed.