Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Guds Venner.djvu Guds Venner.djvu/13 131-140

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XII

Bisp Ottomar rykker Taarnkamrets Vindue op.

Frisk Luft er der ganske vist intet Haab om, men dog til en Forandring om Luft, er den end nok saa lummer.

Lummer? Den er hed som en Bagerovns.

Den strømmer ikke ind til ham. Han mærker den først, da han stikker Hovedet ud og støder Panden imod den. For den synes at staa derude som en fast, urokkelig Ting.

Af alle de mange trykkende Dage er denne den mest trykkende.

Ikke heller har Øiet nogen Glæde af Himmellyset.

Det er blændende nok, men søvnigt, næsten farveløst blaalig-hvidt og ensformig stillestaaende som Luften. Over Skovkammen staa et Par matrødlige Skybobler. De se ud, som om de vare fyldte med Ørkenhede og vilde briste for at vælte den over Liden ned i Dalen, snarere end at de skulde bringe kjølende Uveir. For i ugevis har man nu Dag for Dag set saadanne Skyer danne sig i Horisonten.

Uvillig slaar Ottomar Vinduet i.

Saa heller atter Taarnkammerets lidt mugne Luft og det dæmpede grønlige Lys fra Smaaruderne.

Med Undtagelse af den korte Tid, som det fælles Middagsmaaltid tog, har Ottomar tilbragt hele Dagen i sit Kammer. Han er ikke begjærlig efter at træffe Renata i Enrum, for han vil ikke trænge ind paa hende efter et Svar eller blot synes at gjøre det. Og hvad skulde de ellers tale om, uden at det med hvert Ord mindede dem om, at de skyede det Emne, som Alt kom an paa?

Men naar han saaledes har lukket sig inde paa sit Værelse, saa er det ikke for at finde Ro dèr. Han har ikke ventet, at den skulde være der, og den er der heller ei, saa stille det end er rundt om. Den nagende Fornemmelse, at han ved at indemure sig saaledes spilder en hel Dag af de faa, han kan unde sig paa Borg Langenstein, tilmed en af de endnu færre da hans Famulus er langt af Led, er en stadig Urostifter. Et Par Gange har han haft Haanden paa Laasen for at begive sig ned, hvor han kan haabe at træffe hende, og har atter sluppet den med et Suk.

For at overvinde denne utaalelige Tilstand har han kastet sig over et Arbeide.

Bordet bærer Vidnesbyrd om at han for saa vidt i alt Fald ikke har spildt sin Tid. Dets Plade forsvinder næsten under spredte Papirblade og Pergamentstykker af forskjellig og aabenbart tilfældig Størrelse og Format, alle beskrevne — her en hel Side, der knap en halv, hist kun et Par Linier — ofte kradset skraat over Bladet, som det just har ligget der — overalt den samme frygtelige Skrift, som han selv neppe vil kunne læse imorgen, og som sikkert ingen fremmede Øine undtagen Vincentius' kan tyde.

Men kan han lade Vincentius læse hvad han dèr har skrevet?

Han lader Heftet, som han læser i, synke, da han stiller sig selv dette Spørgsmaal, og ryster paa Hovedet med et bidsk Smil. Sikrere selv at overtage det kjedsommelige Renskrivningsarbeide … Med mindre — og Smilet bliver alt andet end bidsk: Renata var i gamle Dage flink til at læse hans Kragetæer! De ere ganske vist blevet værre siden den Gang; men maaske, naar han gaar dem godt efter — — —

Ogsaa det vilde da blive et lille fælles Arbeide, som forbandt dem. Med hvilken Iver og Forstaaelse vilde ikke hendes høie Aand følge hans Tanker! Hvilken Indvielse, som fra Madonnas Haand, vilde hans Arbeide ikke faa ved dette Fællesskab! Hvilken fager Glands vilde der ikke som en forfriskende Dug falde paa disse Tanker, naar han forestillede sig, at han nedskrev dem først og fremmest for hendes Blik! …

Og atter fordyber han sig i sin Læsning.

Det er det Hefte, som man har fundet hos den gamle vandrende Sanger i Telheim: — Udvalg og Uddrag af Mester Eckeharts Prædikener.

Først havde Renata ganske tilfældig nævnet dette Navn, som er ham ærværdigt og dyrebart allerede paa hans Ordens Vegne; saa faldt dette Skrift af den store Mand ham i Hænde; og igaar havde han selv overfor Renata brugt hans Navn som Exempel paa fri og dyb Tænken indenfor Kirkens egne Enemærker.

Derved var en gammel Plan levet op i ham paany.

I yngre Dage, da hans Ærgjerrighed snarere var rettet mod videnskabeligt Ry end mod kirkelig Rang og Magt, havde han ofte tænkt paa at skrive et Forsvar for sin Ordens berømte og stærkt anfægtede Mester. Og dette polemiske Skrift havde han haft i Sinde at rette mod Rivalordenens, Franciskanernes, Hovedkirkelys, William Occam, det eneste glimrende Navn, som befandt sig blandt Underskrifterne paa Anklagedokumentet mod Mester Eckehart.

Mangen Gang havde han i sin Tid med pyntelig prentede Snørkeltegn af forskjellig Størrelse skrevet Udkast til Titelbladet og søgt at forestille sig dets Virkning paa Meningsfæller og Modstandere, indtil det, efter at have gjennemgaaet forskjellig kortere og længere Phaser, fæstnede sig i den lapidare Form:

DEFENSIO ECKEHARDII
Doctorem Invicibilem Vincens[1]
'Te defendo calamo'

Med hvilken Stolthed havde han ikke den Gang gottet sig ved denne dobbelte Braad: Hentydningen til det forfængelige Tilnavn, som Occams Ordensbrødre og andre Tilhængere havde givet ham: samt den til de Ord, hvormed han selv havde paakaldet Keiserens Beskyttelse mod Paven: "Tu me defendas gladio, ego te defendo calamo."

Videre end til dette lovende Titelblad og til Nedskrivningen af enkelte Momenter og et Par ledende Ideer var Stridsskriftet rigtignok aldrig kommet. Den anstrengende Klatren-opad hin gyldne Stige, som snarere var Snc. Peters end Jacobs, havde i altfor høi Grad optaget dets Forfatter til at unde ham Tid for saadanne Allotria, der betragtede fra de Spiler af, som hans Fod meget snart naaede, ikke paa nogen Maade var tilraadelige. Det var, som saa meget Andet, forblevet en Ungdoms-Drøm — og ikke Jacobs!

En Sorg havde det den Gang været — og var det atter — at den udsete Modstander forlængst var død, om han end heldigvis (for saa vidt!) havde lærde og skarpsindige Tilhængere nok, som vilde forsvare hans Sag. Og det var ham til ringe Glæde, at Occam ligesaavel var forkjættret som Eckehart. Thi den pavelige Bulle skyldtes mere hans Politik end hans Theologi, og just i hans politiske Modstand mod Pavedømmet var Ottomar ikke saa helt uenig med Occam. Fordømmelsen af hans theoretiske Sætninger angik desuden hans Philosophi og ikke hans Tro, saa at han var mindre kjættersk incrimineret end Dominikaner-Mesteren. Nei, med Occams Tro havde der saamænd intet været i Veien, den Sag faldt let nok. Han havde jo opfundet Theorien om de to Lommer: i den ene havde han Videnskaben, i den anden Troen; og langt fra at være kræsen, syntes han at sige: "Kom bare med eders Trosfordringer, saa mange det skal være og jo galere des bedre! der er Rum nok i min venstre Lomme, og min høire veed ikke af det."

Er det nu fordi Ottomar, paa hvis Skuldre den episcopale Værdighed med sine Fremtidsløfter var begyndt at sidde noget tungt, her paa Borg Langenstein føler sig saa ung igjen — er det derfor at denne Ungdomsplan finder saa frugtbar Jordbund? Kamplysten og feiderede, som Ungdommen er, sitrer hele hans Væsen ved denne Heroldtrompet, der kalder til aandelig Dyst. Vi vil dog se, om jeg ikke med Pennelandsen kan vippe denne "Uovervindelige" ned fra hans høie Hest!

Og hvis Forsvaret var det oprindelige, saa er Angrebet det, der lokker stærkest. Occams "nominalistiske" Philosophi er ham instinktiv forhadt som Pesten. Denne sandselige Klæben ved Enkelttingene, denne Fornægtelse af Begrebers, Ideers og Urbilleders Realitet, hvilke den, i Stedet for at bosætte dem i et Himmelpalads, anviser et kummerligt Hjemsted under den menneskelige Pandeskal — hvilken Forargelsens Vederstyggelighed! Det er intet Nyt — ikke engang det kan den rose sig af! — men at den nu hæver Hovedet dristigere end nogensinde, er ham et foruroligende Tidens Tegn. I den praktiske Englænder med sine to Lommer, en ideeløs Tro i den ene, en ideeløs Videnskab i den anden, omhyggelig adskilte og bekvemt transportable, ser han rigtig Modbilledet til den tydske Genius, der har tænkt og skuet og følt saa dybt hos den store Mystiker: en ligesaa kløgtig som lavpandet Aand, der truer Alt hvad der er ham selv dyrebart og helligt — helligere maaske for hans inderste Menenske end mangen doctrina sancta, om hvilken han paa Embeds Vegne er enig med Occam.

Saa er det da intet Under, at i den første gjærende Opbrusning Theser og Antitheser, argumenta ad hominem og ad rem, reductiones in absurdum, Paradoxer, Invectiver og Sarkasmer i sande Blækbyger have udgydt sig over ethvert Stykke Papir, saa at tilsidst endogsaa hans altid saa omhyggelig pleiede aristokratiske Fingre bære Vidnesbyrd om Forfatterskabets Voldsomhed.

Det har raset ud foreløbig.

Læsning og grublende Overveielser have for en Tid lang afløst det ....

Ottomar lader Heftet synke, rynker Panden, tager atter Heftet for, blader tilbage, læser om igjen, lader det atter synke, ryster paa Hovedet og sukker — dybt, næsten stønnende.

Ved denne Læsning er det gaaet ham underlig:

Han kjendte Eckehart hovedsagelig fra dennes latinske Skrifter; Studiet af de friere og individuellere i det tydske Sprog var forholdsvis snart blevet afbrudt af mere paatrængende Arbeider. Da han nu fordyber sig i dette lille tydske Udtog, der maaske netop med en vis Hensigt har trængt det Dristigste og Dybsindigste sammen i et lidet Rum, er der saa Mangt og Meget som — frastøder ham? aa nei, snarere det modsatte. Men som, jo nærmere han betragter det i den Hensigt at bryde en Landse for det paa den kirkelige Tournérplads, bestandig synes ham vanskeligere at forklare Andre, eller i alt Fald at forklare dem det saaledes, at de forstod det som ukjættersk.

Ikke just saadan en Sætning som denne, der havde voldt den gode Vincentius Forfærdelse: "Gud er ikke god, jeg er god." At det Moralske kun hører hjemme paa det jordiske Omraade, at Gud er hævet over Differenser som "god" og "bedre" — det falder det en skolet Forstand som hans let nok at gjøre Rede for. Men der er andre Steder, som ere vanskelige, saare vanskelige, og som det turde være farligt at røre ved.

Ikke farligt for ham selv — det tænker han i Øieblikket ikke paa — men farligt for saa vidt som han let kunde komme til at gjøre Mesteren mere Skade end Gavn.

Alt dette er ikke blot saare underligt, det er navnlig i høi Grad foruroligende.

At Dominikanernes Ordensprovincial og Læreren i Dogmatik ved Høiskolen i Køln ikke havde været en Kjætter, hvad saa en vælsk Pave havde decreteret fra sit Avignonske Fængsel, det havde bestandig været en Ordens-Trossætning for Ottomar.

Men hvoraf kommer da denne Vanskelighed?

Er det denne smeltende Hede og evig trykkende Luft, der døver hans Forstand, lammer hans Tankekraft og nedstemmer hans Aand i en saadan Grad, at han pludselig, da han sidder dér foroverbøiet med Hovedet støttet i den høire Haand og det Eckehartske Skrift hængende ned fra den venstre, som et Blad der er ved at falde fra sin Gren, griber sig i at spørge sig selv, om denne Occam til Syvende og Sidst har Ret? om man virkelig maa indskrænke sig til at tro, ikke blot uden at forstaa men endogsaa uden noget Ønske om at forstaa og at rime sin Tro sammen med sit øvrige Aandsindhold?

Du gode Gud, er det kommet dertil?

Uvillig springer Ottomar op og kaster Skriftet hen paa Bordet blandt Papirerne.

Ja, det er dette fortvivlende Veir, Dag ud. Dag ind men idag værre end nogensinde! Dødelige Livsaander kunne ikke i Længden bære dette Tryk uslappede! Og saa dette indestængte Fængselsliv, han idag har viet sig til! Det er ikke til at holde ud længer.

Umuligt at lukke et Vindue op for Luften; men saa Døren ud til Taarntrappen? Paa vid Gab med den! Det giver i alt Fald friere Rum.

Ogsaa en Kjende Kjølighed trænger ind fra det vindueløse Rør mellem favnetykke Mure.

Og Lyd — grotesk uformeliggjorte af Resonansen, men i alt Fald brydende denne søvndyssende Stilhed. Fodtrin … en Stemme, der kalder … Raslen af Fade — Vidnesbyrd om at der rører sig Liv dernede.

Toner. En af Tyendet synger. En Fugl, kvidrende paa sin Kvist, vilde være bedre: men selv en Fadebursterne, der tralrer Omkvædet af en Vise, er bedre end Intet for en Stemning som den, han befinder sig i.

Og nu et Par Stemmer, Kvinderøster i Samtale.

Han træder ud paa Vindeltrappen, læner sig mod Pillen — den er saa rar kjølig! — og lytter. Det er Gertrud von Laufen og Renata.

Han kan rolig lytte, thi Ordene drukne i Resonansen. Men Stemmeklangen, om end forklædt og overdreven, er kjendelig nok.

Hans Hjerte begynder at banke — banker snart saa heftig, som det under dette Ophold paa Borg Langenstein endnu ikke har banket.

Og det gjør saa godt. Det er en ren Lise at føle Blodet pulsere, i Stedet for at mærke, hvorledes Tankens Blyvægt synker stedse dybere i en Tomhed af Tvivl og aandelig Afmagt.

En Dør dernede lukker sig over Stemmeparret.

Ottomars Uro dæmpes ikke derved, den bliver til Bevægelighed, til Aktivitet.

Det er visselig ikke et Vejrlig, i hvilket en Snegl kryber ud af sit Hus, end sige at et Menneskebarn godvillig skulde forlade den Stenskal, der holder det Værste af Eftermiddagsheden ude. Hvorfor altsaa ikke just nu gaa ud? Vado quia absurdum. Kun ikke drive om i den gjennemhedede Skovskygge — det vilde jo netop være at forskrive sig til de plagende Grublerier.

Foretage sig noget!

Men hvad?

Ja, er ikke Missionen fra Regensborg til Sotens Bekjæmpelse just idag ankommen dernede i Byen? Hvorfor altsaa ikke gaa ned til Elisabethinerhuset, høre hvad Indtryk den lidet sympathiske men erfarne Graabroder Martin har faaet af Tilstanden og raadslaa med dem Alle om fornødne Skridt? Op og ned ad Borgklippen paa denne udsøgte Dag og i disse ligesaa udsøgte Eftermiddagstimer, da Solen bager dens Sten til Ovnhede — det er et forvovent Paafund, næsten en Galmandstanke, just derfor antagelig. Saameget mere som der bliver udrettet noget ved den.

Desuden har han ikke betraadt denne Sti, siden hans Fod sprang den saa let op og ned, naar det gjaldt at overraske Renata med et eller andet, der var at faa i Byens Kjøbmandsbod og som han var kommen under Veir med at hun kunde have Brug for. Han gribes af uimodstaaelig Længsel efter at gjense den forkrøblede Birk, der hænger ud over Floden; efter at sidde paa den løibænkformede Rod af den undersætsige Bjergfyr, hvor han sad den Dag de havde plukket Hindbær sammen og havde skjændtes og hun var løbet bort fra ham i Vrede; efter at staa dernede paa Broen og se op paa den kjære gamle Borg.

"Jeg vil komme tilbage badet i Sved, men bedre det end at sidde her og koge indvendig."

Og som han allesinde har været en Mand, der, naar et Indfald bemægtigede sig ham, øieblikkelig maa bringe det til Udførelse, er der ikke gaaet mange Minutter, før han er udenfor Borgen og underveis til Byen.



  1. Forsvar for Eckehart
    Overvindende den Uovervindelige

    »Forsvar Du mig med Sværdet, jeg vil forsvare Dig med Pennen«  var Occams Ord til Keiseren, da han gav sig under dennes Beskyttelse.