Gjøngehøvdingen

by Carit Etlar

I skoven

I den sydlige del af Sjælland, på den lille halvø, som runder sig
ud mellem Præstø bugt og Stege strand, ligger ruinerne af en gammel
herreborg, der ifølge sagnet skal være anlagt af sørøveren
Joffne, efter hvem den også blev kaldt Joffneshoved, senere Jungshoved.
Dette sagns troværdighed synes at bekræfte sig ved den
rå og plumpe stil, hvori slottet var bygget, ved de små, aflange
vinduer, smalle døre og skydehullerne i de massive mure, endelig
ved befæstningen med grave og volde, som omgav borgen på tre
sider. Fra søsiden blev slottet om sommeren skjult af en bøgeskov;
om efteråret derimod, når løvet var visnet, så man mellem træstammerne
hist og her de yderste bønderhytter af landsbyen Staverby.
Indad mod land forenede Jungshoved skove sig med ørremandsgårds
og omkredsede den smalle vig, der skærer sig op i
landet fra havet. Egen og bøgen udbredte under deres udstrakte
grene et bestandigt halvmørke, mens ellebuske og brombærranker
næsten spærrede vejen mellem træernes stammer. Kun på to steder
blev dette mørke afbrudt; det ene i retning af Jungshoved, hvor
man så en høj skrænt, hvis træer var blæst omkuld. Langs med
stranden havde man senere sat et risgærde, og noget længere inde
lå et bondehus, der blev kaldt Jægerhytten. Den anden lysning
faldt dybere inde i skoven, ved en lille sø med stejle, rørbevoksede
bredder. Ved den ene side af søen lå en kæmpegrav, overgroet med
bregner og omkredset med store gråsten. Folk holdt ikke af at
dvæle i dammens nærhed; herregårdsskytterne i Jungshoved og
ørremandsgård foretrak at gøre en omvej, når deres ærinde førte
dem igennem denne del af skoven, efter at solen var gået ned.
En dag i begyndelsen af vinteren 1657 genlød disse skove af
hundeglam, skud, hornmusik og den forvirrede larm, der betegner
et muntert jagttog. Fra den tidlige morgenstund var skoven blevet
gennemsøgt af de omkringliggende landsbyers bønder, der var
fordelt som klappere, for at drive vildtet ud af tykningen ind i
de mere åbne dele af skoven, hvor jagtselskabet havde forsamlet
sig. Den foregående dags aften var der nemlig kommet fornemt
besøg til Jørgen Reedtz på Jungshoved.
Det var kong Frederik den Tredies dronning, Sophie Amalie,
som gæstede slottet.
Efter at krigen med Sverige var blevet bestemt på rigsdagen i
Odense, tog kongen til Skåne, på hvis grænser de danske kæmpede
mod Steenbuk. Da han straks efter fik underretning om den
stridbare Karl Gustavs uformodede og hurtige march op igennem
Holsten og Jylland, blev de skånske tropper ført over til Sjælland
og Fyn for at dække disse øer; selv tog kongen med et skib fra
Falsterbo over til Præstø, hvor der skulle anlægges en skanse.
Dronningen rejste på samme tid med følge fra Ibstrup, det nuværende
Jægerspris, for at tage mod sin gemal på Jungshoved. Kongen
var endnu ikke kommet, og for at fordrive dagen var det, at
jagten denne dag fandt sted i Jungshoved og ørremandsgårds skove.
Inde i skoven løb en smal sti nedad mod Gravdammen og fortsattes
derfra langs bredden af den smalle fjord, som ovenfor blev
nævnt, og som kaldes Noret. Ved denne sti sad en mand på hug
bag en gammel egestamme. En luntebøsse med et ualmindelig
langt løb stod støttet op til træet, mens han bøjede sig mod jorden
og kastede et spejdende blik hen over vejen foran sig.
Hans kulsorte, små og levende øjne syntes at trænge til den
dybeste grund af alt, hvad de dvælede på. Hans pande var høj
bred og røbede mod og ærlighed, hvilket sidste træk dog igen forstyrredes
af det snu og listige smil, der spillede omkring hans læber.
Mandens ansigtsfarve var mørk, håret sort og næsten skjult af en
højrød, strikket hue. Hans dragt bestod i en ugarvet fåreskindskofte,
der vendte ulden udad, og korte lærredsbenklæder. Et stykke
af en kohud tjente i stedet for sko og var bundet sammen over
fødderne med snore. Omkring livet havde han et læderbælte, hvori
der stak en bredbladet kniv.
Flere timer havde denne mand tilbragt bag egestammen uden at
forandre sit en gang valgte ubekvemme sæde. Solen sank ned bag
skoven. Ovre fra Allerslev hørte man kirkeklokken ringe fem. Manden
blev siddende tavs og ubevægelig. Kun et øjeblik, da der inde
fra krattet lød en raslen i løvet, fo’r han i vejret, greb sin bøsse og
pustede asken bort fra lunten af hanen. Straks efter kom en råbuk
i lette og hurtige spring ud af krattet, hævede hovedet og så sig
omkring til siderne, derpå vendte den sig og fo’r med et spring
tilbage igen ind på stien, hvis forskellige bugter straks efter skjulte
den for skyttens spejdende blik.
Manden rejste sig, plukkede et bøgeblad, satte det for munden
og efterlignede dermed flere gange det skrig, som hinden i løvfaldstid
udstøder, når den kalder på bukken, og som jægerne så
skuffende forstår at efterligne.
Denne list blev heller ikke uden virkning. Råbukken kom langsomt
nedad mod stedet, hvor manden lå, og gik forbi træet. Man
hørte et skud, flere gange gentaget af ekkoet nede fra bakkerne
omkring Gravdammen, og råbukken styrtede. Skytten stak først
bøssen om bag en busk, sprang derpå hen til råbukken og drog den
ind over stien, hvor han skjulte den under et lag løv.
"Ilde gik det dig, og vel var det," mumlede han. "Fordi alle
munde trænger til mad og fattigfolk kan ikke æde hø. En køn begravelse
har jeg nu besørget, og der skal du ligge, til i aften dit
herskab drager hjem fra skoven. Blot Svend ikke får nys om,
hvad her er bedrevet; han er en striks mand og farer ikke med lempe."
Han skjulte sin bøsse i et hul i egestammen og vendte sig for at
gå, men standsede pludselig og lyttede. Straks efter kom en mand
til syne på stien og gik hen imod ham.
"Eja!" mumlede skytten, "der har vi for skam Svend Gjønge;
jeg tænkte det nok."
Den kommende var en stærkbygget mand, klædt i en kofte af
mørkegrønt vadmel, gule hjortelæders benklæder og støvler af
brunt læder. Han bar en hirschfænger om livet og havde kastet
sin bøsse over den højre skulder.
"Gudsfred og godaften, Svend!" udbrød skytten, så snart han
fik øje på den anden, og med en så venlig betoning, som det var
ham muligt.
"Gid fanden annamme dig, Ib, for hvad godaften du har forskyldt,"
svarede Svend. "Ved du ikke, at det koster livet at øve
krybskytteri her, især på en tid, da Hendes Nåde dronningen jager
inde i skoven?"
"Herre Gud! Hvor du tager på vej!" ytrede Ib med en forstilt
ærlig mine. "Det var langt fra mine tanker at drive skytten her;
du ser jo, at jeg ikke engang har bøssen med mig."
"å, den kom vel for en dag, når vi ret ville se os for. Jeg mener
dog, jeg skulle kende knaldet af min egen bøsse, som jeg bar skænket
dig til min fortræd."
"Alligevel må det være en anden, der skød," svarede Ib, beroliget
ved at finde Svend mildere stemt, end han havde formodet.
"Jeg gik til skovs i dag for at søge nogle enebær til den kloge
doktor oppe i Præstø, dem ban bruger til sine salver."
"Hvad mener du da, at dette mærke betyder?" spurgte Svend
og pegede på en blodplet i løvet, hvor råbukken var falden.
"Ja, nu tror du mig vist ikke, men jeg fik før så stærk et næseblod,
at jeg knap nok har forvundet det endnu."
"Og løvbunken derinde!" vedblev den anden, idet han pegede
på stedet, hvor råbukken lå skjult.
"Siden du også har set den, så får jeg vel gå til bekendelse,"
ytrede Ib med et polisk smil. "Da du siger det, er det så; et lille
bitte råkid har jeg skudt. Det er min synd."
Svend gik hen til stedet og skød løvdyngen til side med skæftet
af sin bøsse, hvorved råbukkens horn kom til syne. Ib indså nu, at
han ikke kunne redde sig længere uden ved at levere et hovedslag.
Han tog mod til sig, forandrede den ydmyge tone, hvori han hidtil
havde talt, og udbrød:
"Nu da! - jeg har skudt en buk, men hvorfor er du så bøs for
det, Svend? - Du er min egen svoger og kender helt vel de vilkår,
en fattig mand som jeg må friste. Føden skal jeg bjærge, som jeg
orker bedst; jeg lider sult nede i hytten."
"Derfor kan du sige dig selv tak," svarede Svend heftigt. "Om
du havde skikket dig i den håndtering, jeg bragte dig ind på til
majdag, da ville herskabet på Jungshoved have gjort dig til sin
skytte og givet dig hus og føde. I det sted løb du bort og strejfede
landet rundt med ildgerningsmænd og slige uærlige folk."
"Jeg gjorde, som du siger," svarede Ib med større alvor end
hidtil, "men du må holde mig det til gode. Ak, lille Svend! Du
ved ikke, hvordan jeg er faren, hver gang det stunder ad forår til,
når solen skinner, og lærken synger, da er der noget inden i mig,
som om jeg skulle til at flyve af sted med fuglen; jeg kan ikke
blive hjemme, jeg må drage min vej hen til folk, der har det
samme sindelag. Sådan var det, fra jeg var en lille en, jeg tænker,
det bliver knap bedre, før jeg engang ikke mægter at vandre mere.
Vi vil ikke tale derom. Du har en anden og bedre måde at tænke
på. Lad mig nu tage bukken, siden jeg har den behov til at mætte
mig på, og drag du tilbage igen til dine fornemme venner hist
inde, de spørger vist efter dig."
"Mener du?"
"Tænker du da ikke, jeg har set nådigfruens søster og dig, når I
red på jagt herinde i skoven? Sol og vind har gjort din kind rød,
Svend Gjønge, men rødere blev den dog i hendes nærhed, mens
I fulgtes ad, side om side og så tæt, at eders heste fast rørte ved
hinanden. Men det er jo rimeligt nok, du holder af hende, og
hun skylder da også dig en del for det, du gjorde for hendes
skyld."
"Hvad ved du derom, Ib? Jeg troede, den sag var dulgt for alle."
"For de fleste, Svend! Men jeg ved dog, at de en aftenstund
fandt dig liggende for frøkenens fødder, og så snoede du dig ud af
det ved at foregive, at du var kommet for at bede om forlov at
holde bryllup med hendes kammerpige, som var min søster Ane
Mari. - Stakkels pige! Hun var den eneste, der led under den
historie."
"Nej, nu gør du mig uret, Ib! Ane Mari har intet lidt, jeg har
været en retskaffen mand mod hende alle mine dage."
"Det har du også; men Ane holdt af dig, og du holder ikke af
hende, lad være hun er din hustru for Gud og mennesker. Nu, lad
os slå den sag hen. Lad os skilles, Svend! Du har travlt i dag,
siden du anfører den store jagt for Hendes høje Nåde, dronningen,
- og for Hans høje Nåde, ridder Kørbitz," tilføjede Ib med et
spottende smil.
"Kender du til ridder Kørbitz?"
"Jeg må vel kende ham, siden vi vandrede side om side, dengang
han fra Sachsen kom her ind i landet med sin ransel på ryggen
og uden en penning i lommen."
"Hvoraf ved du det?"
"Det ved jeg for vist, siden jeg selv tog de sidste par skilling
fra ham, han havde."
"Du stjal, Ib?"
"Jeg gjorde så, Svend, formedelst jeg blandt dem, jeg hørte til,
ikke var blevet oplært til bedre. Jeg stjal, fordi jeg dengang
trængte til penge, og fordi det lå i min natur at stjæle. Rynk dog
ikke panden, og gør dig heller ingen sorg deraf, jeg har aldrig
drevet den kunst tiere, siden du engang bad mig om at lade den
fare, fordi det var syndigt." Mens tateren sagde dette, havde han
taget sin bøsse frem af skjulestedet i det hule træ. "Nu, da du har
min forklaring, tør jeg vel nok tage bøssen med, det er dog skam,
at den skal stå og ruste i træet. Gud i vold, Svend! Ræk mig din
hånd her i løndom, hvor ingen kan se, at du er kammerat med en
ringe og uærlig mand som mig."
Svend rakte Ib hånden, tateren trykkede den og skred med lange
og hurtige skridt ind i skoven, der straks skjulte ham. Svend gik
tilbage i den retning, hvor man hørte larmen af jagtselskabet.
Just som klapperne var nået hen imod kredsen af jægere, og skud
på skud knaldede fra alle sider, kom et vildsvin i jævnt trav løbende
ind over skovvejen og fulgte langs med tykningen på den
modsatte side. Her havde man udbredt et stort, mørkebrunt klædestæppe
på jorden, hvorpå der var stillet tre feltstole til dronningen
og hendes to kavalerer, ridder Kørbitz og Kai Lykke, kaptajn ved
dragonerne.
Flere skud blev løsnet mod dyret, men intet traf, i det mindste
formåede de ikke at standse det.
Da dronningen så vildsvinet uhindret fortsætte sit løb, vinkede
hun ad rideknægten, der holdt i nærheden med hendes hest, og
udbrød, henvendt mod Kørbitz og Kai Lykke:
"Til hest! Til hest, I herrer! Lad os forsøge på at fælde dette
dyr i flugten for dog at få lidt afveksling i denne jagt."
Kai Lykke var straks, så snart han så dronningens håndbevægelse
til rideknægten, ilet hen til hesten for at komme ridder Kørbitz i
forkøbet med at hjælpe Hendes Majestæt op.
Dronning Sophie var en udmærket rytterske. Allerede fra hendes
tidligste barndom fortæller man, at hun fulgte sin fader, hertug
Jørgen, til hest på enhver af de manøvrer, han anstillede med sine
soldater. Denne vinter fyldte dronning Sophie sit niogtyvende år.
Hun besad hele ungdommens friske, tillokkende ynde, en klar, hvid
næsten gennemsigtig teint. Hovedudtrykket i hendes ansigt var
iøvrigt en sorgløs munterhed; dertil svarede hendes mørke, strålende
øjne, og dog var det netop dette kongelige blik, der igen
var i stand til at forandre hendes åsyns udtryk. Hun var heftig og
overdreven i alle sine følelser, i glæde som i sorg, i ømhed som
i had; og hendes ansigt kunne få et præg af ubøjelig og uforsonlig
hårdhed, hvis følger den ulykkelige Leonore Christine i toogtyve år
sukkede under, og foruden hende endnu den indtagende kavaler,
som denne eftermiddag red ved hendes side, han som just nu, under
en længe fortsat tavshed, uafbrudt vedblev at betragte sin unge,
kønne dronning med et udtryk, der vidnede om den mest ærefrygtsfulde
hyldest, men som dog måske mere gjaldt damen end
dronningen, og som hun fra sin side gengældte med halvt tilslørede
og talende blikke.
Ved alle fester spillede dronningens yndlinge, den indvandrede
tyske adel, hovedrollen. øverst af alle disse stod igen Kørbitz, der
fra en aldeles ukendt person, i få år, ikke blot hævede sig til ridder
og rigsmarskal, men hvad der vil sige endnu mere, til dronningens
fortrolige og rådgiver.
Kong Frederik selv deltog sjældent og bestandig kun med ulyst
i dronningens fester. Han viste sig tavs og tilbageholdende i hof-
fets kredse. Hans tilbøjelighed var mere rettet på studier, og blandt
disse især klassikerne, senere alkymien, som han dyrkede i forening med
Gabel og under vejledning af en italiensk charlatan, Josef Burhi.
Imidlertid fortsatte dronningen med sine to kavalerer det hurtige
ridt, de havde begyndt gennem skoven. Imellem de bladløse træer
sås vildsvinet i lang afstand og ansporede dronningen, der med
glødende kinder, flagrende slør, let og behændigt vidste at undgå
eller at overvinde enhver hindring, som stillede sig i vejen for
hende. Kai Lykke, der red den bedste hest, holdt sig bestandig nogle
skridt tilbage for dronningen. Også ridder Kørbitz blev bagud,
skønt af en mindre ridderlig grund, den man tydelig kunne læse
i hans mørke og fortvivlede mine, som kun røbede liden lyst til
deltagelse i denne parforcejagt. Pludselig troede han også at se
den endt, idet der i nogen afstand viste sig en dyb og bred å, som
førte vandet i Tybæksmølle ud i fjorden. Vildsvinet satte over, og
dronningen ville uden betænkning gøre det samme, men hendes hest
standsede ved åkanten. To gange søgte hun at tvinge den fremad,
men hesten strakte forbenene stift ud foran sig og standsede, hver
gang den kom hen til bredden.
"Hvis det måtte behage Eders Majestæt at høre mit ringe råd,"
ytrede Kørbitz i det tyske sprog, hvoraf dronningen bestandig betjente
sig, "så tænker jeg, at vi ikke burde friste lykken ved at
sætte over så bred en å, allerhelst da bredden længere nede bliver
smallere og mindre stejl; der kunne vi søge et vadested."
"Nej, ridder!" svarede dronningen heftigt, "det ville skikke sig
slet. Men siden eder synes så, kan I selv følge dette forsigtige råd.
Ikke sandt, kaptajn Lykke, vi to når vel over!"
"Jeg håber det," svarede Kai.
Efter denne ordveksling, der foregik, mens dronningen red tilbage for
at gøre et nyt forsøg, sporede hun atter hesten, og denne
gang med større held, thi Kai, som fulgte efter, gav hendes hest
et slag med geværkolben, idet den atter begyndte at standse, og
begge nåede lykkeligt over på den anden side af åen.
Kørbitz indså nu, at der for ham ikke var andet at gøre end at
følge efter; han sporede da også sin hest, og det var måske mindre
dens skyld end rytterens, der holdt for stramt i tøjlen, at hesten
ikke nåede længere end til midten af åen, hvor den gik bagover
og kastede rytteren i vandet.
Dronningens overgivne latter ledsagede hans uheld. "Vi ses
igen!" råbte hun med en håndbevægelse og begyndte atter den afbrudte
forfølgelse, mere rasende end før.
Vildsvinet var imidlertid ikke kommet ret langt. Efter nogle
minutters ridt fik Kai øje på det inde i skoven; det havde sagtnet
sit løb og tog retning nedad mod den tættere og for ryttere
uigennemtrængelige underskov, som omgav Gravdammen. Dronningen
greb sin bøsse, holdt hesten an og skød, men fejlede. Forbitret rakte
hun Kai Lykke det afskudte gevær og greb hans i stedet for. Det
andet skud var heldigere, vildsvinet sank i knæ, udstødte et langtrukkent
skrig og sank derpå sammen.
"Den falder!" udbrød dronningen glad, idet Kai bød hende
hånden for at hjælpe hende af hesten. "Og det var mit skud! Eja,
hvor det var herligt, at vi fulgte vor egen lyst og ikke lod os
holde tilbage af den stakkels -"
Det var tvivlsomt, hvad enten dronningen mente Kørbitz eller
hesten; thi hun tav pludselig ved at se vildsvinet springe op, idet
hun satte foden på jorden. Dyret lod sine små, tindrende øjne
hvile på dem med et udtryk af vildskab og raseri, derpå nærmede
det sig langsomt skridt for skridt, til stedet, hvor dronning Sophie
og Kai Lykke var steget af.
Dronningen blegnede og trådte hurtigt hen bag et træ; hun holdt
endnu hestens hvide silketømme i hånden. I dette øjeblik veg heltinden
aldeles for den værgeløse kvinde.
"Ak, min Gud!" udbrød hun forfærdet, "hvorledes skal vi blive
frelst?"
"Jeg vil forsøge derpå, min bøje dronning!" svarede Kai, idet
han tog sin hirschfænger og stillede sig foran træet. "Skulle det
ikke lykkes mig, skal Deres Majestæt dog aldrig få lejlighed til at
bebrejde mig min ringe evne. - Lykkes det ikke," vedblev ban med
et funklende blik, "vil jeg dog i min sidste stund sande, at jeg
bar mit navn med rette; thi jeg dør da for den, for hvem jeg aldrig
turde håbe at leve."
Dronningen svarede ikke på dette sprog, som for resten både
stedet og hin tids talemåder retfærdiggjorde.
Vildsvinet nærmede sig i den rolige og langsomme gang, det engang havde
begyndt. Da skiltes buskene, og der kom en mand frem
ved siden af Kai Lykke, noget foran det træ, bag hvilket dronningen
havde skjult sig. Han var klædt i en fåreskindskofte og havde
en lang bøsse i hånden.
"Skyd mand! For Guds skyld, skyd!" råbte dronningen.
"Ja, rare frue!" svarede manden så roligt, som om det angik
den ligegyldigste sag af verden. "Det er netop min mening."
Vildsvinet lod til at studse ved denne nye persons mellemkomst;
det betragtede manden, der bøjede sit ene knæ mod jorden og lagde
bøssen til kinden, rolig og koldblodig, og derpå trykkede af. Vildsvinet
sank omkuld, og denne gang blev det liggende livløst.
Dronningen kom nu frem af sit skjul bag træet. "En dygtig skytte
er du forsandt!" udbrød hun. "Det må man sige, og du fortjener
vor tak for den hjælp, du har bragt os."
"Tak mig ikke, skønne jomfru," svarede Ib med det listige smil,
der var hans ansigt eget. "Give til Vorherre, at jeg blot havde
forlov til at trykke af, hver gang der kom mig et lille dyr i vejen.
Bedre forlanger jeg ikke."
"Tag din hue af, mand!" sagde Kai, idet han kom til, "du stedes
for Hendes Majestæt, Danmarks høje dronning."
"Dronningen!" gentog tateren med en forbavselse, som hvis den
ikke var naturlig, i det mindste var ypperlig forstilt. "Herregud!
Er det dronningen?" gentog han og rev hurtigt sin røde hue af
hovedet. "Den lykke tænkte jeg mindst at skulle opnå i mine
levedage."
"Og hvorfor ikke?" spurgte Sophie Amalie smilende; thi hun
fandt behag i manden, både fordi han før havde besvaret hendes
opfordring i det samme sprog, hun talte, og for den umiskendelige
hyldest, der afprægede sig i hans overraskede og henrykte blik.
"Hvorfor troede du ikke, at du skulle få dronningen at se?"
"Formedelst jeg ikke var værdig dertil," svarede Ib.
"Du har dog frelst mit liv. Kan jeg gøre noget til gengæld? Hvad
ønsker du?"
Ib syntes at blive forlegen ved dette spørgsmål; man så, at der
svævede ham en bøn på læberne, men tillige, at han søgte efter
ord til at udtale den.
"Ak," udbrød han endelig. "Hvis jeg kunne tilstedes nogen belønning,
da ved jeg vel den ting, der ligger mig på hjerte dag og
nat, men den kan vist ikke blive opfyldt."
"Hvad mener du?"
"Af alle verdens goder tykkes jeg bedst om at blive gjort ærlig.."
"ærlig!" gentog dronningen forundret og vendte sig med et
spørgende blik mod kaptajnen.
"Det skete dog forleden med en mand af vore, og det ved kaptajnens regiment
der."
"Hvem er du da?"
"En fattig mand, som de kalder for Ib i daglig tale."
"Hendes Majestæt spørger om din stand og håndtering," ytrede Kai.
"Min stand er at blive jaget fra sted til sted som de vilde dyr i
skoven, siden jeg ikke fik bedre lykke i denne verden end at blive
tater eller natmand. Og min håndtering - i byerne gør jeg hægter
og spår godtfolk lykke og kærester til, i skoven træffer jeg de vilde
dyr, når de vil gøre Deres Majestæt fortræd, og kommer jeg til
søerne, ved jeg også, hvor der sidder en lille fisk, der lader sig
fange, for at jeg kan tjene en skillings penge ved at sælge den til
herskaberne på de store gårde; men at være skytte stod dog min
bedste attrå til, besynderlig nu i denne tid, da de siger, at jagten
fanger an på mennesker."
Dronningen og hendes kavaler lo over taterens forklaring. "Indfind dig i
morgen formiddag på Jungshoved," sagde hun og steg
til hest.
Tateren hilste i en næsten knælende stilling; han smilede, idet
han, efter at de var redet bort, satte sin røde hue på hovedet; men
han blev stående og stirrede efter dronningen så længe, indtil det
sidste spor af hendes fine og ranke skikkelse var forsvundet.
Da dronningen og Kai Lykke red tilbage igennem skoven, begyndte skumringen.
Flere gange hørte rytterne signaler og stemmer af de omstrejfende jægere,
som Kørbitz havde sendt ud i alle retninger for at
søge efter dronningen; men Sophie Amalie behagede ikke at svare
på disse signaler; hun lod endog til at ville undgå de søgende og
vedblev, fordybet i samtale med kaptajnen, at følge den ensomme
skovvej, de valgte.
"Lad os ride lidt stærkere til, kaptajn Lykke, og se at nå ud af
denne mørke skov," ytrede dronningen. "Min hest snubler fast
over hver en gren, der kommer den i vejen. Forsandt! De danske
heste er, ligesom det danske folk, kun lidet bevendt, og holder ikke
ud med vore hjemme i Brunsvig. I derimod rider et bedre dyr;
knap tror jeg, dets lige findes i Hans Majestæts stalde."
"Jeg har også ført den med mig langvejs fra," svarede Kai.
"I Spanien blev den købt, og siden har den båret mig det halve
Europa igennem."
"I har da rejst meget," sagde dronningen med et smil og i en
tone, som beviste, at dette emne tilforn havde været berørt imellem
dem. "Det var også altid min kæreste lyst; rejse, ride verden igennem og
aldrig blive træt! Fortæl mig, hvilket land I syntes bedst om."
"Hvor jeg fandt det skønnest! Det var ved et hof i en lille by
i Tyskland, hvortil min konge og rigsrådet havde givet mig ærinde.
Hertugen modtog mig med megen nåde. Hans navn var -"
"Jeg spurgte ikke om hans navn," sagde dronningen dæmpet og
uden at slå sine øjne i vejret.
"Jeg blev indbudt til jagt med fyrsten og hans datter - men
hvad skal jeg kunne fortælle videre om denne tid, om vore jagtture
i de dybe, dæmrende skove, da vi red ved hinandens side, hun,
fyrstinden, et barn i år, men en kvinde i sine følelser, dejlig og
henrivende, jeg glemte tiden, stedet og den svælgende afgrund
mellem vore forhold, imens jeg stirrede på hendes lette og herlige
skikkelse, når hun red foran mig, eller lyttede til hende, når hun
talte, eller drømte om hende, når jeg var alene. Visselig var det
den lykkeligste tid af mit liv, og jeg fatter ikke ret årsagen, men
aldrig har den senere stået så levende for min erindring som i
aften, mens jeg rider igennem skoven ved Eders Majestæts side."
"Nu videre, kaptajn Lykke!" sagde dronningen, da Kai tav. "I
fortæller så smukt og skildrer så livligt, hvad I oplevede, at jeg
synes at se alt for mig. - I rejste bort?"
"Ja," svarede Kai med et stolt smil, og idet han hævede sit
hoved. "Men der kom endnu lykkelige dage forinden. Jeg rejste
bort, men alle mine tanker og alt, hvad Gud Fader havde givet
mig af godt og ædelt, det blev hos hende tilbage. Derefter drog jeg
hele Europa igennem, ikke for at se, men kun for at glemme."
"Og I så intet videre smukt på eders øvrige rejse?"
"Jeg så fjorten dronninger bære scepter og rigsæble i deres hånd;
da jeg vendte hjem til Danmark, så jeg den femtende bære rigets
og Paris’ æble tillige."
"Og senere?"
"Senere blev mit hjertes dame af skæbnen stillet så højt over
mig, at jeg kun i mine tanker og i mine kære drømme kunne nå
op til hende. Men jeg glemte hende aldrig. Da vi atter genså hinanden,
erindrede jeg kun min lykke, og -"
"Jeg skænker eder denne skildring," sagde dronningen. "Man
har vel lov at glæde sig ved visse erindringer om lykke, men det
hører ikke til gode sæder at rose sig deraf, og en ved jeg, som man
aldrig bør omtale dem til."
"Hvem mener Eders Majestæt?"
"Den, der skabte denne lykke. - Glemte damen eder?"
Kai betænkte sig et øjeblik, tvivlrådig i sit svar. "Månen skinner
i aften så klar, og luften er mild; behager det Eders Majestæt at
slå sløret tilbage, så ser I bedre den smukke egn hist nede ved
slottet, og så skal jeg besvare eders spørgsmål."
Dronningen slog sløret tilbage over den fløjls casque, som dækkede hendes
hoved. Månelyset viste, at hendes kinder var blege,
hendes udtryk alvorligt.
"Om hun glemte mig," svarede kaptajnen, "er en uopklaret gåde,
som vel aldrig vil løses, eller først da, når jeg kendte en dame,
der besad Eders Majestæts kundskab til sit køns hjerte, og hvem
jeg turde spørge, hvad jeg skulle tro på, mit hjerte eller min tvivl,
himmerige eller helvede."
Mens Kai talte, forsvandt det strenge i dronningens ansigt; da
han tav, syntes hun at kæmpe med sig selv, derpå rakte hun ham
hånden og sagde med en blid og bevæget stemme:
"Nej, Kai Lykke! Den dame, I taler om, glemte eder aldrig,
forlad eder kun på mit ord. I livets forhold må det ene indtryk
vige for det andet; men der kommer en dag igen, man ved ikke
når, da ethvert kært og dyrebart minde atter klinger i vort hjerte
som en gammel melodi, man sang for os i vor barndom. Hun glemte
eder ikke," tilføjede dronningen næsten hviskende, "fordi det senere
var nødvendigt for hendes lykke at opfylde den tomhed, hun
fandt i nutiden, med billedet af det forsvundne."
Kai tog den fremstrakte hånd, bøjede sig over den og trykkede
den til sine brændende læber.
I det samme hørtes hovslag på vejen bag dem. Dronningen trak
sin hånd tilbage, drejede hovedet og så Kørbitz komme springende,
så hurtigt hans hest kunne løbe. Ved hjælp af måneskinnet havde
ridderen endelig fået øje på de to ryttere.
"Eja!" udbrød dronningen muntert. "Er det eder, min herre von
Kørbitz! I har sandelig faret i mag og ikke forhastet eder med at
følge os."
"Destoværre!" svarede Kørbitz; "men skylden lå mindst til mig,
og Eders Majestæt har med egne øjne set, hvor grumt tilfældet
handlede idag."
"Og nu først lader tilfældet eder finde vor vej igen?"
"Eders Majestæt vil lade Eders troeste tjener vederfares større
ret ved at antage, at det var min iver, der bragte mig hid, efter at
jeg, skilt fra det øvrige jagtselskab, alene har gennemsøgt hele
skoven for at være den første, der bragte tidning om Hans Majestæt
kongens ankomst til Jungshoved."
"Nuvel, ridder! Så gælder det om, at vi anstrenger vore heste
for at nå slottet. I derimod, kaptajn Lykke, som rider den bedste
hest, må holde eders tilbage, at ikke tilfældet skal berøve os eders
selskab." Med disse ord gav dronningen sin hest tøjlen, og derpå
gik det i skarpt trav ned ad vejen mod slottet.
Kai Lykke fattede fuldkommen årsagen til den gentagne ros,
der var blevet hans hest til del. En lignende beundring fra dronningens
side og omtrent i samme retning gav nogle år tilforn anledning til, at
rigsråd Gunde Rosenkranz sendte hende et spand
udmærkede køreheste, idet han sagde: "Eders Majestæt har i går
behaget at rose mine heste; fra det øjeblik tilhører de ikke længere
mig; thi det sømmer sig ikke, at en undersåt skulle overgå sin
dronning i noget."
Slotsgården var oplyst med begkranse og opfyldt af alle egnens
vornede bønder, som, tilsagt af ridefogden, blot ventede på tegn
og ordre til at ytre deres glæde over de bøje gæsters nærværelse.
Dronningen optog hans artighed meget nådigt. Imidlertid svarede Kai
intet, og få minutter efter red de ind på Jungshoved.

Hvad der skete på slottet om aftenen

Efter at dronningen havde hilst på kongen og skiftet dragt, tog
hun plads i en af de store lænestole, der var stillet i en halvkreds
i den ene ende af riddersalen, og overværede tilligemed sine hofdamer
præsentationen af adelen, som ved rygtet om kongeparrets
ankomst havde indfundet sig på slottet.
Mens kuren fandt sted, blev hofdamerne stående bag dronningens stol, og
de kommende indlodes en efter en, ifølge deres forskellige rang og titel,
og blev nævnt af dørvogteren.
Kaptajn Lykke, der tilligemed en afdeling ryttere dannede kongens garde
for denne aften, stod noget inden for døren med draget
sværd i hånden.
Kai var en høj og kraftfuld mand, hans skønhed var blevet til et
ordsprog for den tid.
Han havde set meget og oplevet meget. De fornemste hoffer
i Europa havde uddannet ham i alle de egenskaber, der udgjorde
betingelserne for en fuldendt adelsmand. Alle disse hoffer var
lige så mange minder om den lykke, han havde gjort, og om den,
han havde modtaget. Han kendte enhver art af kærlighed, den
opofrende og den lidenskabelige, den beregnende, og den hensynsløse, alle
kort sagt, kun ikke den sande.
Adelsmændenes præsentation var ensformig og lod til at trætte
kongen. Dronningen besvarede kun de fornemme herrers hilsener
med et flygtigt og skødesløst nik, hun blev siddende i sin lænestol
og fortsatte samtalen med sine hofdamer og slottets frue, lensmand
Jørgen Reedtz’ hustru.
Da endelig dørvogteren meldte, at der ikke var flere tilbage, som
begærede audiens, opklaredes kongens miner; med synlig tilfredshed gik
han hen i et hjørne af salen og tog plads ved et bord, hvor
hans kammerskriver Gabel imidlertid havde været beskæftiget.
Gabel var kongens fortrolige ven, den samme, der senere blev
ophøjet til statholder i København.
"Nu, Gabel!" udbrød kongen efter at have gennemset de papirer,
kammerskriveren rakte ham. "Hvad siger I til alle disse nyheder?
Forsandt! De indeholder kun lidet trøsteligt."
"Tilvisse, Eders Majestæt! Og dog anser jeg det ikke for så sørgeligt,
at fjenden spiller mester i det land, han har erobret sig,
som at en af landets egne børn, den forræder Ulfeldt, vover at
sende bud til landsdommerne i Jylland og råde dem til frafald.
De gav ham dog kun skam til svar, som brevet her udviser. Han
gjorde for sikker regning på sine venner."
"Venner!" gentog kongen med et bittert smil. "Ak, Gabel, ved
I da ikke, at vi i nøden aldrig har venner? Hvem har vel jeg af
venner? Søger ikke vor afsending Juul forgæves at bevæge landets
allierede, kurfyrsten af Brandenburg, til at angribe svensken fra
landsiden, og hvilket svar giver os her vor gesandt, Henrik Rosenvinge
fra generalstaterne i Haag? Alle frygter de og drager sig
tilbage, fordi kun selvinteresse er den akse, hvorom enhver handling
drejer sig."
Oluf Brokkenhuus, der efter kongens indbydelse var blevet tilbage i
salen, havde hidtil talt med dronningen. Denne underholdning kostede
lensmanden særdeles anstrengelser på grund af hans
ubehjælpsomhed i det tyske sprog.
Uanset alt øvrigt hørte der i sandhed også meget vid til at forsone en
dame, der besad en så udviklet skønhedssans som Sophie
Amalie, med lensmandens ydre. I forbindelse med en uanselig og
krumbøjet figur var han halt og enøjet. Dette øje havde ved den
forøgede sekraft, det måtte anvende, antaget en ubehagelig,
gennemtrængende stirren. Hans kinder og den nederste del af ansigtet
bedækkedes med et stridt, gråligrødt skæg.
Hendes Majestæt lod heller ikke til at finde synderlig interesse
i denne underholdning. Under en af de gentagne pauser rejste
hun sig fra sit sæde og gik hen til bordet, hvor kongen og Gabel
var beskæftigede.
"Forstyrrer jeg?" udbrød hun dæmpet og lænede sig op til kongens stol.
"Ak nej!" svarede kongen med et venligt blik; "tværtimod, vi
længes efter eders selskab."
"Nuvel!" vedblev dronningen og lagde sin hvide hånd på kongens pande.
"Betro mig da årsagen til disse dybe rynker. Har
Eders Majestæt i brevene her modtaget budskab om nye ulykker?"
"Ulykker tilvisse, men dog ikke større, end vi håber at vinde
bugt med dem."
"Og hvilken talisman har Eders Majestæt da at sætte imod alle
disse onder?"
"Jeg stoler på Gud, Sophie, på Gud fornemlig og lidt på mig
selv, fordi den faste og ærlige vilje ejer ubetvingelig kraft, der
bringer enhver hindring til at vige. Og indeholder brevskaberne
her sorg, så kommer jeg selv tilbage fra min rejse med et lykkeligt
budskab."
"Så betro mig det," ytrede dronningen livligt, idet hun tog plads
ved kongens side. Derpå tilføjede hun med sit blik rettet mod
Gabel: "Hvis Eders Majestæt iøvrigt finder det passende i dette
øjeblik."
Kongen fattede hentydningen og smilede.
"Jeg har i lang tid ikke haft nogen hemmelighed for Gabel, der
angik mig selv eller mit riges skæbne," sagde han. "Han får vel
desuden at vide, hvad der snart vil blive kundgjort for hele verden,
at vor admiral Henrik Bjelke forleden ved Falsterbo med tredive
skibe har sejret over kong Karls nioghalvfjerdsindstyve skibe, dem
han ville have skikket over til jyske kysten for derfra at føre os
fjenden i land på Sjælland. Kampen var hård og lang, men svensken måtte
dog fortrække og søge skjul for Bjelke under Rygen.
Denne tidende ville jeg være den første, som bragte min skønne
dronning, og flere lignende skulle vel snart spørges, hvis vi kun
ikke manglede gode soldater."
"Det forekommer mig dog," sagde dronningen, "at de hvervede
krigsfolk har tilforn gjort god nytte i landet. Endnu er Tyskland
fuld af stridsfolk, som efter den lange krig vanker herreløse omkring.
Eders Majestæt behøver sikkert kun et opråb for at samle
dem under vore faner."
"Dertil er tiden nu for knap, og tidligere tænkte vi ikke at have
dem nødig. Både Polen og Brandenburg, ja selv den tyske kejser
tilsagde os hjælp, da vi begyndte denne usalige krig, men som
faren var nær, var hjælpen fjern, og siden har de gode herrer ikke
ladet høre fra sig. Nu får vi hjælpe os selv, som vi kan bedst, og
det ville med Guds bistand også lykkes, hvis ikke vor adel, der
alene har magt til at bestemme krig, også havde magt til at nægte
sin deltagelse deri, ja, tilmed at hindre rigets børn fra at yde den
bistand, de kan, når nøden trænger."
"Ah, denne gode adel," ytrede dronningen, idet hendes mørke
øjne funklede med et uheldvarslende udtryk. "Eders Majestæt og
jeg skylder den allerede så megen tak, og vi bliver begge så hyp-
pigt erindret derom, at vi ret længes efter at betale vor gæld tilbage.
Hvorledes kan iøvrigt adelen undslå sig for at hjælpe, når
fædrelandet er i fare?"
"Den sender os de ryttere, den er pligtig at stille, med gamle
våben, dem folkene ikke engang forstår at håndtere, da størsteparten
består af løbere, fiskere og kokkedrenge. - Ja, min tro! Vi
tør knap tænke eller tale, men aldrig handle anderledes, end det
behager vor adel."
Gabel havde hidtil fulgt samtalen med synlig opmærksomhed.
Flere gange så man, at der svævede ham en bemærkning på læberne, men han
vovede ikke at ytre sig i dronningens nærværelse
uden først at være blevet tiltalt. Ved kongens sidste ord spillede
et let smil om hans mund. Kongen lagde mærke dertil.
"I smiler, Gabel!" sagde han.
"Ja, Eders Majestæt, over mine egne tanker."
"Udtal dem, eders tanker plejer at være gode."
"Det forekommer mig, at siden den danske adel har modtaget
enhver rettighed, den for øjeblikket besidder, mindre ifølge fortjenester
end ifølge kongens ædelmodighed, det da også blot beror
på Eders Majestæt at sætte denne en grænse."
"Hvilken mener I?" spurgte kongen; "dens ret eller vor ædelmodighed?"
"Jeg mener dem begge, Eders Majestæt."
"Ved I, at I derved råder os til at vove en kamp mod adel og
rigsråd?"
"Ak, Eders Majestæt, det er ikke mod adelen, at denne kamp må
udfægtes, men mod principperne. Og Eders Majestæt vil være sikker på
sejren, når I kun forskaffer Eder de rette forbundsfæller."
"Og hvilke er disse?"
"De materielle fordele, den grove egenkærligheds interesser."
"Det vil sige det samme som at styrte adel og rigsråd."
"Det vil sige, at regere i stedet for -"
"Nu videre!" sagde kongen.
"I stedet for at regeres."
"Og glemmer I da midlerne, som udfordres til denne kamp?"
"Sikkerlig ikke," sagde Gabel med uforandret ro. "Planen dertil
vil Eders Majestæts geni uden stor vanskelighed kunne udfinde,
armen, som behøves, er allerede fundet."
Kongen tav, han lænede sig tilbage på stolen og stirrede stift
hen for sig, uden at dog hans blik var rettet på nogen bestemt genstand.
"Hvorledes skulle det da blive senere?" spurgte dronningen,
"efter at denne plan, som Gabel holder for så let, var udført? Hvilken
stand ville da blive den fornemste i riget, eller mener I, at alle
stænder skulle være lige?"
"For lov og ret, ja, Eders Majestæt! En forrang vil iøvrigt den
overlegne kløgt og snildhed altid tilvejebringe."
"Men planen," sagde kongen. "Den plan, som I således uden videre
overgiver til mit geni? Hvorledes skal vi udfinde den, hvem
skal inspirere mig?"
"Den samme, der i legenden inspirerede Matthæus, da han talte
og skrev sin guddommelige lære."
"Hvem mener I?" spurgte kongeparret overrasket og på én gang.
Kammerskriveren bøjede sig forover, fæstede sine kloge øjne på
dronningen og svarede med dæmpet og ærbødig stemme:
"Jeg mener englen, som man afbilder ved hans side."
I dette øjeblik hørtes en larm af højrøstede stemmer i forværelset.
Straks efter blev døren lukket op, og dørvogteren trådte ind.
Kongen, som havde hørt larmen, vendte sig mod den kommende
og spurgte om årsagen.
"En jæger fra godset forlanger audiens," svarede dørvogteren
med et dybt buk.
"Hvem er denne mand?" spurgte kongen.
"Han kalder sig Svend Skytte og tilføjer, at han har den ære at
være kendt af Eders høje Nåde."
"Svend Skytte!" gentog kongen tøvende. "Vi erindrer i det
mindste ikke dette navn. Venter manden endnu derude?"
"Nej, min høje konge!" svarede en dyb og rolig stetnme bag dørvogteren, "nu
er jeg kommet ind, og når Eders Majestæt får set
lidt på mit ansigt, genkender I kanske også dets træk." Med disse
ord trådte manden hen foran bordet og hilste med et dybt buk
for kongen.
Frederik den Tredie smilede godmodigt over denne usædvanlige
fremstilling. Han betragtede jægeren med et forskende blik og
svarede:
"Vist nok synes vi at have set dit ansigt tilforn, imidlertid får
du at komme vor erindring til hjælp og sige, hvor vi mødtes
sidst?"
"I Skåne, min høje konge! En aftenstund straks efter det lille
slag ved Markeryd."
"Profecto! Nu, da du siger det, erindrer jeg, at du ligner en
mand, som i slaget tog os general Steenbuks næstkommanderende,
Magnus de la Gardie, fangen og bragte ham til vort bovedkvarter."
"Ja, det var mig!"
"Men hvorfor gik du da din vej og gav oven i købet vor gode
Gyldenløve skam til tak, da han efter vor befaling kom for at tilbyde dig
belønning for din dåd?"
"Man fanger bjørne, Eders Majestæt, for at tjene sig en skillings
penge ved at sælge hud og skrog, men ikke mennesker."
Kongens ansigt antog atter sit godmodige smil. Han vedblev:
"Siden det var dig, så hørte du jo til gjøngefolket i Småland."
"Jeg gjorde så."
"Et tappert folkefærd!" vedblev kongen, "vi har ladet os flere
af deres bedrifter fortælle. De havde sig også en anfører, der passede for
dem, en modig og forvoven hals, om hvem man vidste
tusind snilde historier at sige."
"Ja!" svarede Svend. "Det er mig."
"Nu, i sandhed!" udbrød Frederik overrasket, idet han trådte
hen til Svend og lagde sin hånd på hans skulder. "Hvis det er dig,
Gjøngehøvding, skylder vi dig særlig gunst og nåde. Os har Gyldenløve
forebragt, at du og dine få folk ydede landet større tjenester end det
tredobbelte antal af hans regulære stridsmænd, og at
du altid var på færde, hvor det gjaldt om at vise en behjertet
mands sindelag og handling."
"Jeg vidste jo nok, at Eders Majestæt ville genkende mig, når
vi først kom til at tale sammen," svarede Svend med en sikkerhed
og uforstyrret selvtillid, som for tredie gang bragte kongen til at
smile.
"Og hvilken tjeneste ønsker du af os til vederlag? Forlang kun
uden frygt og forbehold og lad os høre dit hjertes mening."
"Nu tager Eders Majestæt fejl, som jeg formærker. Det var ikke
for at modtage nogen tjeneste, men for at tilbyde Eder min, at jeg
er kommet herop i aften."
Endskønt ærefrygten for kongeparret holdt de øvrige tilstede-
værende i en vis afstand, kunne det dog ikke undgås, at man lagde
mærke til dette optrin. Samtalen mellem hoffolkene ophørte, de
forlod deres pladser og nærmede sig til bordet for at betragte denne
mand, hvis dristige svar og frie holdning var så afstikkende og
forskellig fra den underdanighed, Sophie Amalie gjorde fordring
på, og som hun var vant til at modtage af enhver, der kom i hendes nærhed.
Svend kunne på den tid være omtrent femogtredive år gammel;
han var typen på den mandlige kraft i dens mest udviklede skønhed. Hans
ansigt hørte til blandt de få lykkelige, som man fatter
tillid til i det første øjeblik; og hvad der vil sige mere, han skuffede
aldrig denne tillid.
"I sandhed, Gjøngehøvding!" svarede kongen. "Du ved at vælge
din tid heldig til at komme med et sådant tilbud; fast ingen sinde
tilforn har Danmark haft sine tro mænds hjælp nødig som i denne
trængselsstund. Derfor skal du igen samle dine folk, og indtil der
findes bedre brug for eder, vil jeg give dig til lensmand Oluf
Brokkenhuus, som står hist henne, at du kan gå ham til hånde med
den skanse, han efter vor befaling anlægger ved Præstø."
Svend tilkastede lensmanden et blik, løftede øjenbrynene og så
op i loftet.
"Du tier, Svend Gjønge! Hvad synes du om mit forslag?"
"ærlig talt, min høje konge, ikke godt."
"Og hvorfor?" spurgte kongen forundret.
"Ved Eders Majestæt da ikke, at det kun er den ubrugbare stridshest, man
benytter til markarbejde?"
"Du glemmer, Svend Gjønge, at det er mig, der betroede lensmanden det
hverv, du omtaler med så liden respekt."
"Ak nej, det er netop, fordi jeg husker derpå, at jeg vægrer mig
ved at tage del deri. Især da det ville være vanskeligt for lensmanden og
mig at enes ved det samme værk."
"Nu ja, vist nok var en strid mellem eder det værste, der kunne
hændes."
"Nej, det værste var Eders Majestæts unåde mod mig, siden jeg
vel sagtens blev den, der i en strid ville sejre over lensmanden."
Svends uforbederlige selvtillid aflokkede kongen et smil. Han
vedblev: "Hvilken anden beskæftigelse kunne du da ønske for dig
og dine mænd?"
"Eders Majestæt lader lensmanden danne skansen, siden han
forstår sig derpå, lad så mig og mine folk forsvare den, det forstår
vi os på."
"Hvor stort et antal gjønger mener du at kunne samle omkring dig?"
"Henved hundrede."
"Så mange?"
"Ja, flere til, hvis vi ville regne os på samme måde som Gyldenløve."
"Hvorledes?"
"Min høje foresatte sagde selv, at han antog hver af os så god
som tre andre. Jeg tænker heller ikke, at Eders Majestæt tager
synderlig fejl ved at følge hans regnemåde."
"Godt, Gjøngehøvding!" sagde kongen, idet han leende klappede Svend på
skulderen. "Vi vil tro dig på dit ord, og hvis det
siden bekræfter sig, skal også din løn blive derefter. Hvor finder
vi dig, når vi har dig nødig?"
"Her på Jungshoved slot; jeg har min post som jæger hos lensmanden, en
tjeneste så god, at jeg kun vil bytte den for Eders
Majestæts." Svend hilste, og kongen tog afsked med ham med et
nådigt nik.
"Sig os engang," sagde dronningen til Gabel, "hvorfra stammer
dette folkefærd, som Hans Majestæt nylig kaldte for gjøngerne?
Synderlig stort må det vel ikke være, ikke heller just synderlig
bekendt, siden jeg i aften for første gang hører det nævne."
"Eders Majestæt har ret," svarede Gabel. "Men hvad de fattes
i antal, har de mangfoldiggjort i mod og manddom. Gjøngerne er
en lille folkestamme, bosiddende på grænsen af Blekinge og Småland, to
herreder i det nordlige Skåne, der er bjergfulde og dækket
af store skove og moradser. Foruden deres næsten eventyrlige mod
besidder disse mennesker endnu en anden fuldkommenhed, der
forøger værdien af den første: de er næsten alle sammen både af
tilbøjelighed og trang udmærkede skytter, af tilbøjelighed, fordi en
mands anseelse beror på, hvor heldig han forstår at håndtere sin
bøsse, af trang, siden mødrene nægter deres unge sønner føden og
jager dem ud i skoven, for at de selv kan skyde vildtet til deres
føde. Man ser derfor næsten aldrig en gjønge uden i selskab med
sin bøsse. De bringer den med i enhver forsamling, ja, selv i
kirken."
"For disse folk har da den jæger, som nylig forlod os, været
anfører?"
"Ja, Eders Majestæt!" svarer Gabel. "Ved ethvert af deres foretagender mod
Steenbuk skal han have været den første til at lægge
planen, den snildeste til at udføre den. Hans Majestæt lod nu i
efteråret korpset opløse sig for ikke at spilde folk og menneskeliv
til unytte, så kom Svend og hans folk herover til Sjælland, og fra
den tid må kaptajn Lykke hist henne vide besked med dem, siden
flere af gjøngerne har fået tjeneste imellem hans dragoner."
"Kaptajn Lykke!" gentog kongen, idet han lagde de papirer fra
sig, som han imidlertid havde været beskæftiget med. "Er han til
stede? Eja! Så lad ham komme herhen, vi har et ord at tale med
ham."
Kai Lykke, der havde hørt disse ord, trådte hen til bordet og
hilste med anstand og ærbødighed på kongen.
"Hvad er det, vi erfarer om eder, hr. kaptajn!" udbrød kong
Frederik temmelig heftig. "Allerede for to måneder siden har vi
ladet udgå befaling, at I og eders regiment skulle marchere til de
forordnede poster ved Vordingborg og andetsteds, og desuagtet er
lige til denne dag endnu kun et kompagni deraf ankommet."
"Eders Majestæt holder mig dette til gode," svarede Kai uden
betænkning. "Jeg vidste ikke, at denne befaling havde været så
længe undervejs, da jeg først modtog den for tre dage siden."
"Guds død!" udbrød kongen harmfuld, "hvorledes besørges da
mit budskab? - Hr. lensmand! Derfor skal I stå os til ansvar, siden
det er eder, der skulle underrette kaptajnnen om vor vilje."
Ved denne lige så uformodede som heftige tiltale mistede Brokkenhuus sin
hele fatning, han blev bleg, rømmede sig og stammede
endeligt:
"Jeg har også fuldkommet den efter bedste evne: kongelig befaling afgik
den selvsamme dag, jeg modtog den, til kaptajnen,
derpå giver jeg Eders Majestæt mit adelige ord."
"Hos hvem af eder er da skylden til stede? Her står to gode
adelsmænd for mig, hvoraf den ene taler stik imod den anden,
hvem af eder dølger os sandheden?"
"Tilvisse ikke jeg, min høje konge!" ytrede Brokkenhuus ivrigt.
"Ikke heller begriber jeg, hvorledes kaptajnen skal kunne bevise
sit ord."
"Hvad jeg begriber, min herre lensmand!" svarede Kai, "er, at
eders hukommelse må være endnu slettere end eders syn; men
lige meget nu, da jeg ved min herre konges vilje, skal den være
opfyldt, inden næste sol går ned."
"Nej, kaptajn! Ikke lige meget, vi lyster dog nok at vide, hvem
af eder vi skal sætte vor lid til i fremtiden, og derfor vil vi have
den sag opklaret."
"Til lykke lader det sig også gøre," tog lensmanden til orde,
"siden min skriverkarl, som gik med budskab til kaptajnen, op-
holder sig her i værelset næst ved. Han vil kunne overbevise Eders
Majestæt om denne skammelige usandhed."
Kai smilede til denne brutale ytring. Derpå vedblev han med
den sikkerhed og selvbeherskelse, det selskabelige liv havde lært
ham:
"Hr. lensmanden synes at glemme, at han taler i Eders Majestæts nærværelse;
dernæst nægter jeg ikke, at han muligvis har
afsendt kongelig befaling, men blot, at jeg har modtaget den."
Efter denne sidste udflugt, der bedre end alt andet beviste den
knibe, Kai befandt sig i, kastede han et langt og bønligt blik over
mod dronningen, som om han søgte hjælp hos hende.
Og Sophie Amalie lod heller ikke sin yndling i stikken. Hun
lagde sin hvide hånd på kongens, tilkastede ham et smil og et blik,
hvori hun syntes at have forenet al den henrivende ømhed, der
kunne ligge i hendes skønne øjne, som endnu aldrig havde forfejlet deres
virkning, og sagde:
"Eders Majestæt tilgiver, at jeg blander mig i talen, men selv
om kaptajn Lykke skulle have været så uheldig at begå nogen
brøde, hvad dog hr. lensmanden næppe har bevist, så besidder han
et så lykkeligt middel til at forsone den igen, at jeg tør håbe, Eders
Majestæt som hidtil vil blive ham i nåde bevågen. Kai Lykke har
i dag så at sige reddet mit liv."
"Eders liv! Hvorledes er det muligt?"
Dronningen fortalte nu i få ord hændelsen med vildsvinet; hun
nævnede vel tateren, men drog tillige Kais rolle mere i forgrunden,
end den med rette tilkom.
Kai stod rolig og tillidsfuld for enden af bordet og støttede sig
til sit sværd.
"Hvilken skrækkelig hændelse!" udbrød kongen. "Men ridder
Kørbitz," tilføjede han, "Eders Majestæts kavaler, hvor var han
da i dette øjeblik?"
"Kørbitz!" gentog dronningen leende, idet hun vendte sig om og
betragtede ridderen med et blik, der havde noget af kattens grusomhed ved
sig. Ved denne bevægelse gled hendes tørklæde ned på
gulvet. Kørbitz gjorde et skridt fremad, tog det op og lagde det på
armen af lænestolen, mens han næsten lydløst hviskede det ene
ord: "Nåde!" og med et så bønligt udtryk, at dronningen næsten
syntes bevæget derover.
"Ridder Kørbitz," gentog hun, "var ved et tilfælde ikke i vor nærhed,
da eventyret passerede. Men jeg synes virkelig, at
vi begge, Eders Majestæt og jeg, er kaptajn Lykke nogen tak skyldig."
"Ja, ganske vist," svarede kongen, "og jeg vil overlade det til min
dronnings gode smag selv at bestemme, hvorledes vi
bedst skal afgøre vor gæld. Hvad eder angår, hr. lensmand, så vil vi
for øjeblikket lade sagen fare; er retten på eders side,
skal I senere få al den oprejsning, I forlanger."
"Eders Majestæt viser mig for megen nåde," svarede Brokkenhuus,
bevæget af en følelse, der var en ægte adelsmand
værdig. "Efter hvad jeg har hørt og set, tror jeg selv, at kaptajn
Lykke havde ret, da han nylig bebrejdede mig, at mit syn og
min hukommelse var lige svage."
Denne selvopofrelse blev ikke uden løn, thi den forskaffede
lensmanden det første nådige og erkendtlige blik denne aften
fra dronningens strålende øjne.

Hvad der skete på slottet om natten

Da tårnuret slog ti, gav kongen tegn til opbrud, hvorefter han og
dronningen lod sig ledsage til deres værelser. Dragonerne
overtog vagten på slottet.
Idet lensmanden Oluf Brokkenhuus gik igennem forværelset, hvori Kai
Lykke var i begreb med at fordele mandskabet,
hilste han på kaptajnen så forekommende, som om han aldeles havde
udslettet enhver erindring om det nylig stedfundne
optrin imellem dem. Kai var endnu opfyldt af dagens hændelser og den
lykke, som dronningens gunst måtte indgyde. Da
Brokkenhuus hilste, erkendte ban fuldkomment den uret, han nylig
havde gjort sig skyldig i, og følte trang til at gøre sin
forseelse god igen. Derfor gik han hen til lensmanden, berørte hans
skulder og udbrød:
"Hr. lensmand! Et ord, hvis I tillader det."
Brokkenhuus vendte sig om, og de gik sammen hen til en af de store
vinduesfordybninger i nogen afstand fra de
tilstedeværende dragoner. Kai sagde:
"Jeg har i aften fornærmet eder, min herre lensmand! Thi just nu
erindrer jeg tydeligt at have modtaget eders brev på den
tid, I nævnede."
"Og nu agter I formodentlig at fornærme mig igen?" spurgte
Brokkenhuus sagtmodig.
"Nej, ved min ære! Tro ikke så slet om mig. Jeg kommer tværtimod i
erkendelse af min uret for at stille mig til eders
befaling."
"I mener?"
"At tilbyde eder al den oprejsning, en adelsmand er den anden
skyldig."
"Ak, kaptajn Lykke!" svarede Brokkenhuus med et sørgmodigt smil; "se
ret på mig. Jeg er en gammel, gråhåret mand,
tilmed en stakkels krøbling; det ville kun både mig lidt af søge
oprejsning i at slås med eder. I gamle dage var jeg altid rede
til at afgøre mine stridigheder med sværdet, men det er længe siden.
En af mine fjender gav mig her i panden dette mærke,
det tog mit højre øje med sig, en anden, lidt ubehændigere, knuste
med en kugle mit ene knæ; hvis mine modstandere levede,
ville de have kunnet fortælle eder, at fejghed ikke hørte med blandt
mine fejl, men de er døde begge to, jeg tror, det var, før I
blev født, min kære herre! Selv er jeg nu næsten blind og må dertil
dølge min brøst, så godt jeg kan, at jeg ikke mister min
bestilling, hvilket ville gøre mig til en stodder; alderen er kommet,
kaptajn Lykke! Jeg må finde mig i, at folk fornærmer
mig, og takke dem, der fornærmer mig mindst."
"O, hr. lensmand! I ydmyger mig dybt; hvorledes skal jeg gøre min
forseelse god igen? Jeg vil gå til kongen i morgen, i
dette øjeblik, og bekende for ham, at skylden ligger på min side. Tro
blot, jeg beder eder, at hvis jeg før havde vidst, hvad I
her siger, jeg da aldrig skulle have tænkt på at fri mig fra min
skyld ved at vælte den over på eder."
"Ja, i sandhed, jeg tror eder!" svarede lensmanden med et vemodigt
smil, der forskønnede hans vansirede træk, "jeg
tænker for ridderligt om eder til at antage, at I vil fornærme en
værgeløs mand, men lige så lidt har I formodentlig betænkt,
at I for øjeblikket endnu mindre end jeg tør give eller modtage nogen
udfordring til kamp."
"Eja! Kære herre!" svarede Kai leende. "Det skulle jeg dog
mene. Hvorfor skulle en tapper adelsmand ikke have lov til at slås,
når lejligheden var derefter?"
"Fordi en tapper adelsmands arm tilhører fødelandet i disse dage, da
fjenden står for døren."
"Jeg fornemmer nok, at jeg bestandig skal have uret lige over for
eder," svarede Kai; "men lige meget. I er en gæv og
ridderlig herre, lensmand Brokkenhuus, og jeg ønsker intet bedre, end
at jeg fra denne stund af turde regne mig blandt eders
venner."
"Det skal I have frit forlov til," sagde den gamle, idet han drog sin
handske af og rakte Kai hånden. "Farvel, kaptajn, og
tak for den glæde, I har forvoldt mig i aften."
"I morgen går jeg til kongen," ytrede Kai bevæget. "Jeg får ikke ro,
før jeg har bekendt hele sagen for ham."
"I lader det fare, kaptajn Lykke! I morgen rejser kongen og jeg hver
sin vej, og det står til Gud, om vi oftere skal træffes i
denne verden."
Brokkenhuus hilste og gik, Kai fulgte ham til den ydre slotstrappe og
viste en ærbødighed mod den gamle, som om denne
havde været hans overherre. Derpå kom han tilbage og fortsatte sin
afbrudte forretning med at ordne vagtmandskabet.
"Husker jeg ret," udbrød han, "befalede jeg jo ham, korporal
Wolf, at tage otte mand med sig og gå til den østre fløj, hvor
Hendes Majestæt dronningen har sine værelser. Der sætter han
vagten og holder folkene til at være stille og rolige. Ingen drikken,
I slyngler, og frem for alt ingen smøgen af den forbandede urt,
I og de gevorbne har ført os ind i landet. I vil forpeste luften i
Hendes Majestæts værelser."
Med den omtalte urt mente Kai Lykke tobak, som Karl den Femtes
soldater havde bragt med sig fra Spanien til Tyskland,
hvorfra igen de hvervede i den forrige konges tid førte den til
Danmark og bibragte almuen smag for den.
Dragonerne gik hver til sit vagthold, alene den omtalte korporal blev
stående, efter at de øvrige havde forladt værelset.
"Har han forstået mig, korporal?" spurgte Kai.
"Javel, hr. kaptajn!" svarede Wolf med hånden til den opkrammede
filthat.
"Hvad djævelen venter han da efter?"
"Eders Nåde behager at glemme, at I i aften gav mig lov at for-
rette et ærinde nede i landsbyen. Karlene fortæller, at vi skal sadle
op i morgen ved daggry, og så får jeg arme mand ingen
tid til at besørge det."
"Han har min tro ret," svarede Kai i en tone, som om han først nu
erindrede sit løfte. "Han har sig jo en kæreste nede i en
af hytterne."
"Ja, strenge herre, det går mig ikke bedre. I hver en by, hestfolkene kommer
til, får man sig på timen en lille kæreste;
men hun her er den bedste og skal være min kone, hvis det ellers ret
gelinger."
"Ja, hvad er herved at gøre? Han har mit løfte, det er sandt, og en
adelsmand må stå ved sit ord; men tjenesten frem for
alt, ved han nok, korporal!"
"Ak, strenge herre!" ytrede korporalen i en ynkelig tone. "Kunne jeg
ikke blot få permission på en time. Det gælder et
menneskeliv, Eders Nåde! Thi pigen ville tage sin død herover, får
hun mig ikke at se. Kun en lille time, så er jeg her igen på
pletten."
"Og hvem skulle imens varetage hans post i slottet? Hans fraværelse ville
være et smukt eksempel for karlene."
Korporalen drejede sig med en fortvivlet gestus om på hælen for at
gå. Kais ord standsede ham atter;
"Hør, korporal! Jeg får et indfald og vil tjene ham, fordi han er en
brav og flink person. Han låner mig sin kappe og hat, vi
er omtrent af ens højde, jeg går da op og holder vagt for ham, da jeg
dog ikke kan sove, imidlertid besøger han kæresten. Er
han tilfreds dermed?"
"Gud velsigne den nådige herre!" udbrød elskeren sjæleglad, idet han
til tegn på sin ydmyge taknemmelighed kyssede sin
hånd og derpå berørte Kajs med den.
"Dernæst holder han ren mund med, hvad jeg gør for ham, og kommer
tilbage i betimelig tid."
Korporalen hilste og gik. Kai svøbte sig ind i kappen, trykkede
hatten dybt ned i panden og fulgte efter vagtmandskabet.
Vejen til dronningens værelser førte igennem en lang korridor, hvis
ene ende sluttede sig til hovedtrappen fra stueetagen, i
den modsatte ende var anbragt et vindue ud imod søen, og langs med
denne side gik igen en tværgang, som førte til
lensmandens lejlighed. Korridoren selv fik sit iys fra en
messinglampe ved trappen
og denne aften tillige fra måneskinnet, som faldt igennem
vinduet. Kai stillede en post ved trappen og valgte sin egen i
nærheden af vinduet, omtrent lige over for døren til dronningens
gemak. De øvrige dragoner, der i nattens løb skulle afløse i og uden
for slottet, opholdt sig nede i stueetagen, hvor et værelse var
blevet dem indrømmet til vagtstue.
En usædvanlig spænding var synlig i Kais ansigt, han ventede med
utålmodighed på fortsættelsen af det eventyr, hans
tilsyneladende så opofrende velvilje for korporalen havde ledet ham
ind i.
Pludselig hørte han nede på trappen, hvor den anden vagt stod, den
taktfaste lyd, som forårsagedes af at præsentere
gevær, derpå lød stemmer, og straks efter så man dronningen, fulgt af
fru Else Parsberg, gå igennem korridoren. Foran damerne bar en kammerjomfru
en tændt, trearmet lysestage. Kai
rettede sig og præsenterede sin karabin. Hans kappe gled
noget til side ved denne bevægelse. Skinnet fra lysene faldt på
sølvet af hans broderede vams, da kammerjomfruen
standsede, mens dronningen tog afsked med fru Else. Var det nu på
grund af det lydelige og præcise i hans hilsen eller ifølge
et vist instinkt, som vi under visse forhold lykkeligvis bliver
begavede med, nok er det, dronningen lagde mærke til ham. I
hendes første blik på den smukke skildvagt viste sig en levende
overraskelse, derpå smilede hun, tilfreds med dette påfund,
der faldt så aldeles i hendes smag; og begge disse udtryk,
genkendelsen og smilet, forsvandt atter i næste øjeblik, mens hun
nådigt standsede fru Else for at forsikre, hvor behageligt opholdet
på Jungshoved havde været hende. Under denne
erklæring, som blev modtaget med henrykkelse, faldt dronningens øjne
endnu engang på Kai. Derpå forsvandt hun, fru Else
og kammerjomfruen, der stiv og ubevægelig, med hovedet halvt
neddukket i den store, opstående halskrave, havde holdt lyset for dette
optrin.
Atter indtrådte stilhed omkring i slottet og dets nærhed. Dronningens
damer havde forladt hende. Lysene i lensmandens
fløj var slukket, man hørte tårnuret slå og vinden, som sukkede i
lindetræerne udenfor. Vagten i den modsatte ende af gangen
havde sat sig ned på det øverste trin af trappen, svøbt sin kappe
tættere omkring sig, lagt karabinen over sine knæ og
hengivet sig til betragtninger, som endte i en dyb og rolig søvn.
Men skæbnen havde bestemt, at denne nats stilhed jævnlig skulle
blive afbrudt. Kai nærmede sig dronningens dør, da han pludselig
trådte til side ved at høre skridt fra den modsatte side af
korridoren. Sagte, næsten lydløst, bevægede en skikkelse sig hen imod
ham og standsede ligesom tvivlrådig i nærheden af
døren til dronningens værelse.
Kai havde øjeblikkelig fattet sin plan; han stillede sig med ryggen
imod låsen og tiltalte manden, der ved skildvagtens
bevægelse trådte over på den mørke side af gangen.
"Hvad gør I her så silde?" spurgte Kai dæmpet.
Manden betænkte sig et øjeblik, før han trådte nærmere, slog sin
kappe til side, og Kai genkendte Kørbitz i den strålende
hofdragt, han havde båret tidligere på aftenen.
"Gør plads, skildvagt!" hviskede ridderen. "Jeg har et ærinde til
Hendes Majestæt."
"Det får at vente til belejligere tid," sagde Kai. "Dronningen er
allerede gået til ro."
"Hvad behager!" svarede Kørbitz med en lykkeridders overmod. "Ved han
ikke, at enhver tid er belejlig for Hans
Majestæts ærinder? Jeg er ridder Kørbitz og overbringer af et
budskab, der ikke tåler opsættelse."
Ridderen trådte under disse ord et skridt nærmere. Kai stillede sig
imod ham, derved faldt månelyset på hans ansigt, og
Kørbitz genkendte ham øjeblikkelig.
"Ah, min hr. dragon!" udbrød han med slet dulgt harme. "I holder god
vagt i nat uden for dette værelse."
"Ja, jeg ser nu, at det gøres nødig; finder I måske noget at udsætte
på denne opmærksomhed?"
"Sikkerlig ikke, jeg tænkte kun på, at det er anden gang, vore veje
krydser hinanden."
"Tal ikke derom," svarede Kai; "thi min beskedenhed forbyder mig at
nære denne tanke."
"Hvad mener I?"
"At det lader til, jeg begge gange skal være den sejrende."
"Tror I også, at det bliver tilfældet, når Hans Majestæt i morgen
erfarer, at I hindrer mig i at fuldbyrde hans befaling?"
"Ah, hr. ridder, derpå vil jeg besinde mig i morgen; for øjeblikket
tænker jeg kun på min post."
"I nægter mig da endnu adgang til dette gemak?"
"Ja!"
"Og grunden, vil I sige mig den?"
"Grunden," svarede Kai smilende, "er, at I hver dag nyder den lykke
at kunne våge over Hendes Majestæt, i nat vil Kai
Lykkes dragoner gøre det."
Kørbitz fjernede sig rasende. Havde han været dronningens værelse
lidt nærmere, ville han måske under striden have
mærket, at døren forsigtigt blev åbnet på klem, mens en skikkelse
indenfor lyttede til, hvad der blev talt; han ville måske
tillige af denne skikkelses bifaldende smil have kunnet forklare sig
årsagen til kaptajnens ubegribelige dristighed.
Omtrent en time senere blev stilheden igen afbrudt ved de forsigtige
og langsomme skridt af en mand, der kom gående
nede i korridoren. Denne mand måtte uden tvivl være fortrolig med
stedet, siden han vidste at finde vej i det halvmørke, som
var indtrådt, efter at månen havde ophørt at skinne gennem vinduet.
Da han kom ned i gangen, berørte hans fod et
klædningsstykke. Han standsede, tog det op og fandt, at det var en
soldaterkappe. Manden smilede; uden at betænke sig tog
han kappen på, svøbte sig tæt ind i den og fortsatte sin vej gennem
korridoren. Skildvagten nede på trappen var imidlertid
vågnet; da han så manden komme sig i møde, trådte han frem for at
hindre ham i at passere; men ved synet af den militære
kappe betænkte han sig igen, antog ham for en kammerat og lod ham gå
forbi sig. Da den ubekendte kom til en dør ved
enden af korridoren, standsede han, lyttede og kastede et blik
tilbage på skildvagten. Denne havde vendt ham ryggen og
lænet sig over mod rækværket af trappen. Da manden således
overbeviste sig om, at ingen lagde mærke til ham, berørte
hans hånd dørlåsen. Så forsigtig og lydløst end denne bevægelse
foregik, syntes den dog at være blevet bemærket indenfor.
Døren åbnedes, og ved det svage lys, som lampen kastede i denne del
af gangen, sås en kvindelig skikkelse komme til syne i
døråbningen. Hun bøjede sig over mod manden, rakte ham begge sine
hænder, og deres stemmer blandedes derpå i en sagte
hvisken, lige så uhørlig som uforståelig, medmindre de ømme og
stjålne blikke, der på samme tid blev vekslet, kunne have
tjent som kommentar for dette hemmelighedsfulde sprog.
Det vidste imidlertid enhver, som var nogenlunde bekendt i slot-
tet, at dette værelse for øjeblikket blev beboet af Julie Parsberg,
en søster til fru Else. Den anseelse og gunst, hendes broder
nød ved Frederik den Tredies hof, havde også udstrakt sig til hans
søster. Hun var endnu meget ung, da hun blev optaget
iblandt Sophie Amalies æresdamer, en post, hvortil landets fornemste
adelige bejlede. Dronningens gunst skaffede den unge
dame en talrig skare af åbenbare beundrere og hemmelige fjender.
Flere af disse sidste stod unægtelig også over hende med
hensyn til aner og formue; men til gengæld overgik Julie dem alle i
skønhed.
Midt i sin lykkes sollys syntes dog Julie at savne noget. Hun blev
træt i denne veksel af kabaler og bagtalelser; efter at
have tilbragt et år ved hoffet udbad hun sig tilladelse til at
besøge sin søster, fru Else Parsberg på Jungshoved, hvortil hun
angav sit svækkede helbred som årsag. Dette påskud fandt naturligvis
ikke tiltro hos nogen, man angav tusinde forskellige
historier om denne besynderlige rejse; imidlertid forblev alle, selv
Julies nærmeste, uvidende om hendes bevæggrund til at
forlade hoffet.
Julie rejste til Jungshoved. I den ensomme og uselskabelige skovegn
var jagten og hyppige rideture hendes eneste
adspredelse; men hun syntes at befinde sig ypperligt derved. Hendes
blege kinder rødmede på ny, hendes mørke øjne havde
ingen sinde besiddet en friskere glans. Hun ønskede og savnede intet.
Det var altså, som sagt, udenfor den unge hofdames dør, at de to i
dette øjeblik samtalede.
Pludselig tav manden, idet den anden vedblev at tale.
"Gå nu!" hviskede denne stemme; "jeg vil ikke høre din skildring om
kongens nåde. - Stakkels menneske! Som om en
konges yndest kunne forøge min. - Jeg holder ikke af, at du sætter
dit håb til fremtiden, når allerede det nærværende øjeblik
har opfyldt alle dine ønsker. Heller ikke har du lov til at rose dig
af anden gunst end den, du læser i mine øjne. - Gå, min
Gjøngehøvding! Jeg siger dig jo, at jeg har fået dronningens
tilladelse til at blive. Gå!"
Hun skød ham bort, idet hun holdt to små, hvide hænder for hans
ansigt og lod ham bedække dem med sine kys. Derpå
trådte hun tilbage i døren og lukkede den efter sig.
Manden svøbte sig tættere ind i sin kappe og gik tavs og stille forbi
skildvagten. Denne var imidlertid slumret ind på det
øverste trappetrin. Svend Gjønge fortsatte sin gang, indtil han
nærmede
sig dronningens værelse. Før han kom til dette, blev han tiltalt af
skildvagten.
"Hvad gør I her?" spurgte denne.
Svend standsede, han betragtede soldaten overrasket. Det forræderske
sølv på den udsyede vams lod også ham genkende
kaptajnen. Han smilede:
"Om forladelse, hr. dragon! Bliv ikke vred over min dristighed men
kulden er streng, og natten falder lang. Jeg kommer
blot for at bringe eder denne kappe."
Endnu mens Kai besindede sig på, hvad han skulle svare, havde Svend
forladt ham og var bøjet om ad tværgangen, hvor
lyden af hans sagte og forsigtige skridt snart tabte sig.

Dronningens stridsmand

Tidligt den næste morgen holdt dragonerne opstillet i slotsgården i
to lange rækker fra stentrappen ud til vindebroen for at
ledsage kongeparret til Præstø.
Man fortalte, at kongen i morgenstunden havde fået vigtige under-
retninger om fjenden, og at der i denne anledning var
afgået ilbud til rigsrådet i hovedstaden.
Dragonerne havde indhyllet sig i deres lange kapper og så strunke og
ubevægelige i sadlen, med øjnene rettede mod slots-
trappen, på hvis øverste trin man så to af dronningens løbere i korte
trøjer og skindbukser og med røde stave i hænderne.
Gården og begge sider af broen fyldtes efterhånden med tilskuere.
Foran disse stod en høj mand i en fåreskindskofte
med blottet hoved og hænderne foldede over sin røde, strikkede uldhue
Det var Ib, som mødte efter dronningens befaling.
Bønderne holdt sig noget tilbage fra ham, som om de frygtede for hans
nærhed derved opstod en åbning mellem ham og den
øvrige mængde. Tateren syntes ikke at lægge mærke dertil, hans blik
var ufravendt hæftet mod døren, hvorfra dronningen
skulle komme. Fra den tidlige morgen havde han stået på dette sted,
ydmyg og undselig ventende på, at man ville holde det
løfte, der var blevet ham givet.
Det var tydeligt at se, hvor megen umage tateren havde anvendt på sit
ydre den dag. Hans korte, sorte skæg var
omhyggelig skilt til begge sider. Håret var redt glat tilbage fra den
høje og brede pande. I stedet for sejlgarnet, hvormed koften
ellers holdtes samnen, havde han i dag bundet den med røde uldsnore,
og det brede bælte omkring livet, hvori han bar en kniv
med hjortetakskaft og en blankpoleret tinske, fuldendte denne dragt,
der efter Ibsformening ikke lod noget tilbage at ønske.
Pludselig opstod en mumlen blandt mængden. "Nu kommer de," hviskedes
der fra alle sider, og man så en hofkavaler vise sig i
slotsdøren og sige nogle ord til løberne. Den ene af disse sprang ned
ad trapperne og over gården, mens han råbte:
"Hans Majestæt kongens vogn skal køre frem."
Straks efter holdt vognen foran hovedtrappen, og mængden trængte sig
nærmere henad mod slottet for at få et glimt at se
af de høje herskaber, når de steg ind.
Ib blev revet med af strømmen. Blandt alle tilstedeværende var han
den, der ventede med størst utålmodighed. Flere gange
fo’r han med hånden op over panden, hans hjerte bankede, hans mægtige
lemmer skælvede, en ængstelig frygt begyndte at
vågne ved tanken om, at man mulig kunne have glemt ham og den vigtige
anledning, hvori han var kommet.
Idet han nærmede sig trappen, så han Kai holde til hest foran
dragonerne. Han genkendte ham og udstødte et glædesskrig,
derpå dukkede han sig ned og søgte at bane sig vej mellem de
foranstående, men det var håndfaste folk, han havde at gøre
med. Enhver blev på sin plads, og efter flere gentagne forsøg
erkendte han det umulige i at nå trappen. Sveden brast ud af
hans pande, og da han så ned på sin dragt, opdagede han til endnu
større smerte, at dens nylig så pyntede udseende var aldeles
tilintetgjort. Han hævede sine arme og udbrød med en bønlig og
bævende stemme:
"å, lad mig komme frem i Guds navn."
"Hvor agter du dig hen, dit lange spektakel?" spurgte ridefogden, som
stod i hans nærhed. "Synes mig dog, at du kan
være ret vel fornøjet med den plads, du har, alt imens du står blandt
lutter ærlige folk."
"Ak, foged!" bad Ib, "vær ikke streng. Jeg skal jo hen og tale med
dronningen."
"Natmanden skal tale med dronningen," råbte en i klyngen. "Lad ham
dog komme frem."
Disse ord blev besvaret med en almindelig latter.
Under den munterhed, som derved opstod, var Ib blevet genstand for
alles opmærksomhed. Nogle enkelte af de nærmeste
følte sig bevæget af det bønlige og smertelige udtryk i hans ansigt
og rykkede tættere sammen; derved opstod en smule plads. Han trængte sig
frem, endnu en kamp, og et jublende skrig
tilkendegav hans held, han styrtede ud af kredsen og sank åndeløs og
forslået ned ved foden af trappen.
Kørbitz blev stående i slotsdøren, en tjener havde hængt en
foerværks kappe over hans hofdragt. Da han hørte skriget og
så den bevægelse, som opstod blandt mængden, idet tateren trængte sig
frem foran de øvrige, gik han hen til ham og spurgte,
hvad han ville.
"Nådige herre!" svarede Ib med dybe buk, "jeg kommer, fordi
dronningen har bestilt mig herhid."
"Dronningen!" gentog ridderen, ikke mindre forundret end alle de
andre. "I hvilken anledning?"
"Hun ville gøre mig noget tilgode, formedelst jeg hjalp hende i går,
da hun var ude i skoven at jage."
"Hvormed hjalp du?"
"Med at frelse hendes liv."
"Du?"
"Ja!" svarede Ib undselig, "fordi der dengang ingen bedre var til-
stede."
"Jeg tror, alverden har frelst Hendes Majestæt i går," mumlede
ridderen, ubehageligt bevæget ved de erindringer, som
dermed forbandt sig. - "Gå bort, mand! Hendes Majestæt har ingen
stunder at tale med dig."
Idet Kørbitz sagde dette, gjorde han en håndbevægelse mod en af
fogederne, som stod posteret neden for trappen. Fogden
drev den ulykkelige tilbage med skaftet af sin partisan, og ridderen
stillede sig atter i døren.
Nogle øjeblikke blev Ib stående som bedøvet. Mængden spottede og
forhånede ham, men han syntes at være uden følelse
derfor, det var ikke ydmygelse, der forandrede hans træk og bragte
hans øjne til at løbe i vand, efter at ridderens
tilbagevisning havde tilintetgjort hans kæreste håb, målet for alle
hans ønsker.
Hændelsesvis red kaptajn Lykke på samme tid langs med linien af sine
folk og nærmede sig det sted, hvor tateren var
trængt tilbage. Da Ib så ham, besluttede han at vove endnu et sidste
forsøg. Han udbredte sine arme og råbte:
"Høvedsmand! Høvedsmand! Kom mig til hjælp!"
Kai hørte dette råb, så klagende og lydeligt, at det nåede over hele
gården. Han vendte sig forundret og fik øje på tateren.
Skæbnen syntes at have udset ham til at modvirke Kørbitz, hvor de
mødtes. Han hilste ridderen med sin pallask og red
derefter hen til Ib.
"Hvad ønsker du, min ven?" spurgte han.
"Ak, høvedsmand! Kender I mig ikke mere?"
"Jo vist, det var jo dig, vi mødte i går i skoven."
"Det var mig, I lovede at gøre til en ærlig mand, og nu har de glemt
det og siger, at der er ingen stunder dertil, og spotter
og støder mig tilbage alle steder."
Kai følte, at han var i gæld til tateren, fordi dennes bedrifter
aftenen før var blevet regnet ham tilgode. Han sagde:
"Tøv kun lidt, min søn, vi vil se, hvad der lader sig gøre."
I samme øjeblik blev dørene stødt op, og kongeparret steg ned ad
trapperne, dronningen med et tilfreds og smilende
ansigt, derimod dvælede endnu rynkerne på kongens tankefulde pande.
Dragonernes pauker og horn hilste majestæterne.
Kaptajn Lykke var blevet holdende tæt foran vognen. Ved hans side
stod Ib med sin hue i hånden. Fogden prøvede flere
gange på at drive ham tilbage, men Ib havde fået mod efter Kai Lykkes
opmuntring og gjorde en fortvivlet modstand.
Derved tildrog han sig dronningens opmærksomhed. Hun kastede et
spørgende blik på ham og trådte et skridt nærmere.
Fogden drog sig tilbage til rækværket af trappen, tateren bøjede sit
hoved og sank på begge sine knæ ned for hende.
"Hvad ønsker denne mand?" spurgte dronningen.
Kaptajnen gjorde en dyb hilsen, idet han svarede:
"Han tror at have nogen fordring på Eders Majestæts nåde." "Hvem er
han?"
"Han var til stede i går ved vildsvinejagten."
"Ja, jeg erindrer det. Vi lovede ham en belønning."
"Han vælger blot ikke nogen heldig tid til at minde os derom," ytrede
kongen.
"Ak, Deres nådige Majestæt!" stammede Ib. "Jeg har ventet her siden i
morges, før det blev lyst."
"Hvad begærer han da?" spurgte kongen.
"Jeg ved det ikke ret selv," svarede Sophie Amalie, "men siden I, hr.
kaptajn Lykke, gør eder til hans fortaler, så behag at
forklare Hans Majestæt, hvad manden ønsker."
"Hans bøn er at blive gjort ærlig."
"ærlig!" gentog kongen forundret.
"Ja, Eders Nåde," gentog tateren, hvem kongens venlige mine gav mod.
"Jeg ville så inderlig gerne være ærlig, for jeg er
kun en stakkels natmand, som ikke har forlov til at omgås med andre
mennesker. I går gav dronningen mig jaord på, at det
nok kunne ske."
"Det har været landets skik tilforn," bemærkede Kai, "at fanerne
gjorde en mand ærlig, når de blev svunget over hans
hoved."
Kørbitz, som hidtil havde stået bag dronningen, stak sit hoved op
over kraven på sin foerværks kappe og ytrede:
"Kaptajnen synes at glemme, at her for øjeblikket ikke haves nogen
fane til stede."
"Jeg glemte det ikke," svarede Kai med et artigt buk for ridderen,
"men antog den for at være unødvendig, hvis det ellers
måtte behage Deres Majestæter at opfylde mandens ønske. I Danmark
hedder det for et gammelt mundheld, at den mand,
hvem kongens hånd berører, han vorder ærlig."
Mens Kai talte, lod dronningen sit blik glide hen over de to rivaler.
Ridderen stod kroget og sammenbøjet i sin kappe,
hans blege ansigt var blevet blåligt af kulde og vansiredes endnu
mere ved den nødtvungne erkendelse af Kais overlegenhed
i dette øjeblik. Lige over for ham kaptajnens ranke og ridderlige
skikkelse, som aldrig havde taget sig fordelagtigere ud.
"Jeg må dog give ridder Kørbitz’ mening mit bifald," ytrede Sophie
Amalie med et blik på Kai, "og siden denne
ceremoni nu tilforn plejer at fuldbyrdes med fanen, må det også denne
gang ske således. Jeg vil nødig lade mit løfte
uopfyldt," tilføjede hun, henvendt til kongen. "Især da det for
øjeblikket er Eders Majestæt om dygtige krigsmænd at gøre,
og denne mand venter kun på at blive værdig til at indtræde i landets
tjeneste."
"Vi er også rede til at opfylde hans ønske," svarede kongen.
"Hr. von Kørbitz!" vedblev dronningen, idet hun pegede over mod
fogden. "Behag at bringe os denne betjents partisan."
Kørbitz adlød forundret. Dronningen udfoldede sit lommetørklæde og
bandt fligen af det om spidsen på spydet. Solen var
imidlertid steget på himmelen, den skinnede ned i gården og belyste
det optrin, som nu fulgte efter, og som for de
tilstedeværende hoffolk var genstand for smil og morskab, for Ib
derimod den helligste og højtideligste begivenhed i hans
liv.
Han lå foran dronningen, knælende på jorden med foroverbøjet hoved,
og holdt huen i sine foldede hænder. På et vink af
Kai Lykke red paukeslageren og de to trompetere, hvoraf musikken
bestod, hen til trappen. Dragonerne præsenterede med
sablen.
I det samme hørte man en vældig røst hæve sig blandt tilskuerne og
råbe:
"Tag eders huer af, folk!"
Ingen vidste, hvem der talte, eller hvorfra denne dybe og klangfulde
stemme kom, men man adlød den øjeblikkelig.
Trompeterne blæste fanfare, dronningen hævede partisanen med det
flagrende klæde over taterens hoved, og da trompeterne
tav, trådte kongen ned til Ib, lagde sin blottede hånd på hans hoved
og sagde:
"Rejs dig op, min søn, i Guds navn, så sandt du fra nu af er en ærlig
og pletfri mand."
Da kongens hånd berørte Ibs hoved, syntes en pludselig skælven at
fare igennem hans lemmer, han skjulte ansigtet i sine
hænder og brast i lydelig gråd. Hans bryst arbejdede, han ville tale,
men magtede det ikke. Da han lod sine hænder synke, lå
et lykkeligt smil udbredt over hans ansigt, og idet han så op og
hæftede sine
kloge øjne på dronningen, nikkede han gentagne gange, ligesom for at
udtrykke den bekræftelse, der var blevet kvalt af hans
gråd.
"Hans Majestæt har nu opfyldt din bøn," sagde dronningen venlig. "Har
du mere tilbage at ønske?"
Ib rejste sig, han rystede på hovedet og hviskede ganske sagte:
"Slet ingenting."
"Nu vel," sagde dronningen, idet hun af en pung tog nogle
guldstykker, "så kan du herefter trøstig følge dit hjertes attrå
og stille dig blandt landets forsvarere. Jeg fæster dig herved til en
stridsmand for os og den gode sag."
Med disse ord lod hun tre guldstykker glide ned i taterens hue. En
glødende rødme fo’r over Ibs ansigt; han stirrede et
øjeblik overrasket ned i huen på pengene, derpå tog han guldstykkerne
op, trykkede de to af dem til sine læber og lagde dem
ned på trappen, hvor dronningen stod. Det tredie guldstykke beholdt
han, hævede det i vejret, udstødte et højt og jublende
skrig og forsvandt derpå i den tætte klynge, som havde dannet sig
omkring vognen.
Kongen gjorde en bevægelse mod kaptajn Lykke, idet han fulgte Ib med
øjnene.
"Hvis han ønsker at komme blandt krigsfolket, hr. kaptajn, så sørg
for, at han bliver antaget."
"Han er allerede antaget blandt Eders Majestæts krigsfolk," svarede
en dyb og rolig stemme i nærheden, og da kongen
vendte sig om, så han Svend Gjønge stå med Ibs hånd i sin og smilende
blotte sit hoved.
"Det er nok bedst, at han bliver hos mig," vedblev Svend. "Jeg kender
denne mand bedre end kaptajnen og ved, hvor han
kan være til nytte."
"Hos dig vil han også være i gode hænder, Gjøngehøvding!" svarede
kongen med et godmodigt nik. "Erindre dig vort
ord; vi bliver dig i gunst og nåde bevågen."
Kongen førte dronningen til vognen, derpå steg han selv ind; kusken
smældede med pisken, dragonernes musik lød på ny.
De kongelige vogne rullede bort og efterlod det gamle slot øde og
forladt, som en balsal dagen efter festen.

Hvorledes gjøngerne samler krigsforråd fra dem, de bruger det imod

Den følgende vinter var ualmindelig streng. Frosten lagde en bro over
bælterne, som Karl Gustav ikke tøvede med at
benytte. I slutningen af januar måned førte han sine folk over isen
fra Jylland til Fyn.
På Fyn modtog Karl Gustav et brev med underretning om, at Danmark
ønskede fred og i den anledning havde afsendt to
rigsråder til den svenske lejr. Uden at give noget svar lod kongen
isens fasthed undersøge i Store Bælt og førte sine soldater
over Tåsinge til Langeland, derfra til Lolland og to dage senere til
Falster. Den tolvte februar satte han foden på Sjællands
grund. Svenskernes komme vakte en ubeskrivelig skræk og forvirring i
alle kredse. Vejene til hovedstaden var opfyldt af
flygtninge. Kongens livregiment forlod tillige med Kai Lykkes
dragoner Vordingborg, så snart fjenden viste sig ved
Masnedø. De fleste adelige familier, som boede omkring på
herregårdene i den sydlige del af landet, skjulte deres skatte og
kostbarheder i kældere og brønde, flygtede til København og overlod
omsorgen for deres godser til foged og forvalter, hvor
disse selv ikke fandt for godt at drage med. Fæstebønderne var de
eneste, som under den almindelige modløshed
med håb og tilfredshed ventede på, hvad der ville ske, de havde
intet at tabe og derfor heller intet at frygte; for dem gaves der
ingen højere nødvendighed end føde og hvile, og begge disse ny-.
delser tilbød sig i rigeligt mål efter deres tyranners flugt. Trællene
var blevet herre, de spottede fogderne, opbrød ladegårdene og
borttog det indhøstede korn.
Straks efter Karl Gustavs ankomst til Vordingborg udsendte han
strejfkorps i den nærmeste omegn, og da Jungshoved for ham
måtte være et vigtigt punkt, fordi landet der danner en sikker
havn, der kunne benyttes ved overførsler fra Sverige, blev der
givet en afdeling dragoner befaling til at besætte slottet og landsbyen
Roneklint, som ligger umiddelbart ved havet.
Fru Else Parsberg var til trods for sine venners råd blevet tilbage
på godset. De foregående dage havde hun ladet godsets bønder
forene sig med et vagthold fra Gisselfeldt for at iagttage fjendens
bevægelser, men bønderne satte ild på vagthusene og nægtede til
sidst ligefrem at drage ud oftere. Fru Else måtte finde sig i sin
skæbne, hun indesluttede sig på slottet og ventede på, hvad tiden
måtte føre med sig.
I disse farens dage var Svend Gjønge sporløst forsvundet. Fru
Else havde flere gange sendt bud op til hans hjem, men der blev
svaret, at han havde forladt huset samme dag, svenskerne gjorde
landgang på Sjælland, uden senere at være vendt tilbage. Den
hest, som han havde taget med sig, var nogle aftener efter kommet
løbende ind i gården med et sabelhug over øjet og strejfet på halsen af en
musketkugle. Til Svend selv havde ingen hørt noget.
Imidlertid begyndte det at blive uroligt i omegnen. Af og til
hørtes skud i skovene, og flere bønder fortalte, at de på markveje
havde truffet ubekendte mænd af et forunderligt vildt udseende.
Nogle af disse bar en slags stormhue eller jernhat på hovedet.
Andre var pansrede med kyrasser eller brystharnisker, som efter
deres form og prydelser at dømme syntes at være blevet gjort til
bytte fra svenskerne. Disse mænds bevæbning var meget forskellig,
man så enkelte med udrettede leer på skafter, andre havde ryttersabler,
karabiner eller pistoler med et langt løb og en patrontaske
spændt omkring livet.
En formiddag i begyndelsen af februar måned var nogle dragner
af et svensk strejfkorps forsamlet i en lille hytte mellem Gjer-
derød og Kragevig. ved udkanten af ørremandsgårds skove. Rytterne havde
trukket deres heste ind i et skur og søgt ly mod det
heftige snevejr, der begyndte med dagningen. Hytten syntes at være forladt
af dens beboere, man så ikke andre i stuen end de fire
dragoner og en bonde, som havde tjent svenskerne til vejviser.
Den ene af rytterne gjorde et mægtigt bål på skorstenen, hans
kammerater plukkede imidlertid fjerene af en høne, som blev stukket på enden
af en ladestok og drejet frem og tilbage over ilden.
To andre dragoner efterså hjullåsen på karabinerne, stillede dem i
en krog og strakte sig derefter hen ad bænkene omkring bordet.
Bonden stod ved det lille hornvindue, som vendte ud mod skoven.
Hans små, sorte øjne var i uafbrudt virksomhed og iagttog enhver
af dragonernes bevægelser. Endelig kastede han et langt og dvælende blik ud
ad vinduet og udbrød:
"Det er hårdt og strengt vejr denne morgen, og endnu værre
har det været i nat. Gud nåde den vejfarende, som ikke ved, hvor
han skal søge sig et tag."
"Gid djævelen annamme de vejfarende!" svarede korporalen for
dragonerne. "Større betryk lider Kongelig Majestæts soldater, som
står skildvagt i disse nætter."
"Hej, bondemand!" råbte dragonen, som sad ved ilden og drejede
stegespiddet. "Skaf mig noget brænde. Jeg tænker, du finder
det i skuret derude."
Manden rejste sig og gik til døren, da en anden rytter standsede ham.
"Se med det samme til vore heste og giv dem et foder havre
af poserne."
Manden gik.
"Det må man lade de små danske," udbrød dragonen med en
hånlig latter, "villige er de og lystrer godt tillige; ikke heller tænker
jeg, at kongen skal have svært umag ved at styre dem, når
han nu får hele riget gjort til en provins af Sverige. Men hvad
er det?" vedblev han og rejste sig op imod vinduet, "jeg synes,
som om jeg hørte hestetrav på den frosne jord. Eja! der har vi
jo selskab og godt kammeratskab."
Ordene var næppe udtalt, før døren blev revet op, og to dragoner stak
hovedet ind i stuen. Den ene blev stående med begge
hestes tøjler i sine hænder, den anden trådte ind. De blå uldsnore
over armen på hans lysegule uniform og en messingplade på skulderen
tilkendegav hans rang som fænrik.
Korporalen og de øvrige dragoner hilste.
"Tusind djævle!" råbte fænrikken. "I gør eder det jo mageligt
herinde, imens vi andre er nær ved at omkomme i dette fordømte vejr."
"Må jeg byde herren en drik vin," svarede korporalen på denne
tiltale og holdt sin læderflaske frem. "Den er taget fra et kirkealter,
og I har derfor lige så godt deraf, som om I gik til Herrens bord,
Gud ved hvor ofte."
Fænrikken smilede til denne råhed og drak.
"Har ingen af eder set noget til Svend Gjønge?" spurgte han.
"Svend Gjønge!" gentog korporalen. "Jeg kender ikke den mand.
Han står ikke ved vore dragoner."
"Deri har I min tro ret, korporal!" svarede fænrikken leende.
"Han giver tværtimod bevis på, hvor lidt han gør af jer."
Korporalen spærrede mund og øjne op. Han forstod ikke denne
ytring.
"I har ikke forstået mig," vedblev fænrikken. "Når jeg taler om
Svend Gjønge, så mener jeg den stimand, den helvedes hund, der
siden vor ankomst til dette land kun pønser på at fortrædige svenskefolket,
brænde rytteriets foder, tømme vore ammunitionsvogne,
opsnappe vore strejfkorps og skikke dem snarest muligt ind i den
anden verden, hvor han ser sit ram dertil. I nat har han igen været
på færde. Vagten meldte skud nede fra mosen, og i morges fandt
vi fire af vore folk liggende dræbt ved siden af deres heste; -
og hvordan mener I vel, at de var dræbt? Heste og karle lå sønderflængede og
forslåede, som om man havde brugt leer og plejle i
stedet for klinger og sværd i kampen mod dem. Tilmed havde den
røver plyndret dem og trukket dem ud til det blotte linned."
Et rasende udbrud af dragonernes harme besvarede denne fortælling.
"Lykkeligvis er vi ham på spor," vedblev fænrikken. "En bonde,
som vi fangede og bragte ind til hovedkvarteret for lidt siden, har
givet os god besked. Karlen stod i ledtog med Svend og nægtede
først alt, men oberst Sparre har sin egen måde at bringe sandheden
for en dag; han lod mandens tommelfingre snøre sammen og sætte
en lunte imellem dem. Det hjalp. Bonden gik til bekendelse; han
fortalte, at Svend luskede omkring her i egnen og havde tilhold
med sine folk i ørremandsgårds skove. Vi stillede vagter omkring,
men ti tusind millioner djævle tage ham, os er han undsluppet, og
vi kommer nu herind for at spørge, om I intet har mærket til ham."
"Ikke det ringeste," svarede dragonerne.
"I ved, at han ikke holder sig skjult i hytten?"
"Det skulle vi da mene. Lejligheden er endda ikke så vidtløftig,
at den jo lader sig overse, og udenfor rækker skuret knap over
vore hestes hoveder."
"Så må vi af sted," ytrede fænrikken, idet han åbnede hanen på
sine pistoler, blæste fængkrudtet bort, og kom frisk på.
"Til vi ses igen!" vedblev han med en håndbevægelse og forlod
stuen. Straks efter skjulte det tætte snefog de bortridende dragoner.
"Den Svend Gjønge må jo være enfoldigere end en nyfødt,"
ytrede korporalen lidt efter. "Landet har overgivet sig, danske
kongen sender os sine rigsråder, som trygler om pardon, og endda
vover han med sin håndfuld stratenjunkere at gøre alarm lige foran
kvarteret. Det skal jeg love for, han vil annamme sin betaling og
komme til at klæde stejle og hjul, hvis kong Karl får ham fat."
"Hvis!" gentog en stemme i døren.
Det var den enfoldige bondemand, som just i dette øjeblik kom
tilbage med en armfuld brænde i favnen.
"Hvad snakker du om, bondeknægt!" ytrede korporalen foragteligt. "Kender du
noget til ham, vi taler om?"
"Ak ja, strenge herre!" svarede bonden. "Vor hele egn kender
endda Svend Gjønge. Han er en hård hals, som alle sine dage kun
har pønset på at spille andre et puds. Det må være en rask karl,
der skal binde an med ham, og bedre endnu den, der magter at
få ham fanget."
"Kongelig Majestæt har også raske karle iblandt sine ryttere,"
svarede dragonen med selvfølelse. "Det er vel intet at kro sig af,
fordi han med en flok stratenrøvere har kunnet overfalde en lille
kommando i uvej somme moser og liggende på lur i et hul som
bønderne hos os efter en bjørn. Jeg gad se ham og hans karle i
dag, mens oberst Sparre rider ud med sine ryttere."
"Det gad jeg også se," sagde bonden.
"Ved alle djævle! Obersten ville lade dem hugge i stumper
så små som sneen uden for vinduet."
"Den oberst har jeg hørt meget omtale, hans folk med, det må
være en gæv mand."
"En menneskeæder."
"Og han er draget ud med sine ryttere i dette skrækkelige vejr?"
vedblev den nysgerrige bonde.
"På det lav, kujon! Hvad ville han vel gøre med alle sine ryttere? Tyve
mand sadlede op i morges for at besætte Jungshoved
slot; jeg mener, at halvparten havde været tilstrækkelig."
"Ak, ja, strenge herre kan endda slå noget af, de vil næppe
møde nogen modstand, siden der ingen bor på slottet uden Jørgen
Reedtz, fru Else og hendes søster. Men en slemme vej har de alligevel at
rejse. Tager de, med forlov at spørge, ind igennem skoven?"
"Hvad kommer det dig ved?"
"Jeg mener kun, at en fattig mand som jeg kunne fortjene en
skillings penge ved at løbe med og vise dem en gennere vej."
"Nu ja, de tog fra Egitsborg ad Allerslev og Rekinde, og der skal
vi støde til dem ved middagstid og bringe obersten en ordre. Jeg
gav med stor glæde en måneds sold, hvis vi måtte møde din Svend
Gjønge imens."
"Jeg tænker vel, han hytter sig," svarede bonden med et polisk
smil. "Svend ligner brokken, der ser sig om, før den går ud, tilmed ligger
han om dagen og sover."
"Gid du ske en ulykke, som du lyver ham på," svarede en stemme, og i det
samme så man først fødderne og dernæst det øvrige
legeme af en mand krybe ud af et hul i alkoven. "Svend Gjønge
er min tro lysvågen."
"Alle djævle!" råbte korporalen, idet han rejste sig og sprang
hen til krogen, hvor karabinerne stod.
Den ubekendte trådte i vejen for ham, åbnede sin vams og trak
to pistoler frem under denne. "Korporal!" vedblev han derpå med
sin dybe og rolige stemme. "I havde lyst til at se Svend Gjønge;
her er han."
I samme øjeblik, Svend trådte hen foran karabinerne, drog den
ene af dragonerne sin sabel og fo’r hen til døren. Men midt i
denne havde vejviseren stillet sig.
"I vil kanske hente eders våben, hr. dragon!" sagde han smilende. "Jeg har
allerede taget to af dem til mig og forvaret de
andre."
Svenskeren veg et skridt tilbage for de truende pistolløb, som
manden ved disse ord tog frem under sin kofte og rettede mod ham.
"Du!" råbte dragonen rasende.
"Ja, for at fængkrudtet ikke skulle blive spoleret af snevejret."
Dragonen ved skorstenen lod hønen falde, bøjede sig til side
og tog en karabin, som han havde stillet op mod væggen, mens
han benyttede ladestokken til stegespid.
"Du skulle også have forvaret denne," råbte han triumferende
og spændte hanen.
Vejviseren blev stående i døren, han forandrede ikke en muskel,
mens rytteren lagde an på ham. Karabinen klikkede.
"Ja, nu bliver I vist nok vred på mig," udbrød vejviseren, "når
jeg fortæller, at jeg nylig af vanvare kom til at røre lidt ved
hanen og viske fængkrudtet bort, da jeg bragte eder brændet."
Dragonen kastede karabinen hen ad gulvet og satte sig på en
træblok ved skorstenen. Den fjerde, der var sprunget i vejret tillige med
korporalen, havde under disse forskellige optrin ladet
sine øjne løbe om til alle sider i stuen for at søge en udvej til
frelse; da han så sig og sine kammerater behersket af to fjender,
vendte han tilbage til bænken, spidsede munden og begyndte at
fløjte med en forbitrelse og harme, som udtrykte sig i ethvert træk.
"Ved alle djævle!" ytrede korporalen. "På den måde synes jeg
næsten, at vi er fanget."
"Siden I selv tror det," svarede Svend, "vil jeg ikke sige eder
imod."
"Og hvad agter du at gøre med os?"
"For det første vil jeg bede jer om at spænde eders pallask
fra siden."
Da korporalen tøvede, som om han vægrede sig, spurgte manden, som stod ved
døren: "Skal jeg kalde på vore kammerater?"
"Nej," svarede Svend, "lad dem kun blive, Ib, jeg tænker ikke,
vi har dem nødig."
Ved denne hentydning til gjøngerne sank den sidste rest af dragonernes mod.
"Så har du endnu flere kammerater her?" spurgte korporalen,
mens han spændte sablen fra sig og kastede den hen i krogen.
"Ja," svarede Svend, "men vi nænnede ikke at forstyrre eders
ro, mens I sad så godt herinde, derfor krøb jeg alene gennem det
lille hul, vi har gjort os under halmen i alkoven."
"De var også bange for, at I skulle hugge dem i stykker så små
som snefnuggene udenfor," tilføjede Ib.
"Nogle af dem gav mig alligevel en flittig hilsen med til eder
og bad, om I ville overlade dem eders køllerter i det strenge vejr."
"å ja, hvorfor ikke!" råbte korporalen rasende.
"Ja, hvad nu eders angår, korporal!" tilføjede Svend, "så skal
den blive holdt i agt og ære, siden jeg selv har i sinde at benytte
den i et lille ærinde, jeg rider, og derfor må I være så god at låne
mig bukserne med."
Svensken vægrede sig, men Svend afbrød ham.
"Korporal!" sagde han kort og bydende. "Min tid er knap, lad
os ikke spilde den med snak. I og eders kammerater er de første,
jeg har tilbudt så gode vilkår, de øvrige, jeg fik i min magt, ligger
omkring på marken. Forstår I? - De døde røber intet, de nægter
heller intet. Jeg overlader eder valget."
"Vi får vel at adlyde," sagde korporalen og begyndte, bleg af
raseri, at trække uniformen af. De øvrige fulgte eksemplet.
"Pak du alt tøjet sammen," sagde Svend til Ib, "spænd et bandoler omkring
det."
Ib lagde sine pistoler på bordet og adlød befalingen.
"Jeg ville ønske, jeg lå forvaret i min grav," ytrede korporalen.
"Hvordan det går, er jeg en ulykkelig mand, når det spørges, hvad
her er sket, og at min ordre til obersten ikke er blevet besørget."
"Gør eder ingen sorg for ordren," svarede Svend, "den påtager
jeg mig at bringe, dernæst binder vi eders hænder og fødder, så
kan I fortælle, at I har haft med overmagt at bestille, eller hvad
anden lystig historie I tykkes bedre om."
"Ja, det skal stå eder frit for," tilføjede Ib, "og jeg giver jer en
ærlig mands ord på, at ingen af os vil sige eder imod."
Korporalen og rytterne fandt sig i dette forslag. Svend var blevet
stående med pistolerne i hænderne, mens Ib pakkede uniformer
og våben sammen; da dette var udført, stillede Ib sig som vagt
og så med et ubeskriveligt udtryk af glæde, hvorledes Svend bandt
svenskerne. Derpå kastede de halmen fra alkoven ud på gulvet
og lod rytterne tage plads på dette.
"Forslå nu tiden, som I kan bedst," sagde Svend. "I aften skal
eders kammerater få at vide, hvor I er at finde."
Han stak pistolerne i sit bælte, og de forlod stuen.
Hvis dragonerne ikke havde ligget bundet på gulvet, ville de
nogle øjeblikke efter have set Svend Gjønge og Ib, iført svenske
uniformer, forlade skuret. Et stykke på hin side hytten skiltes de.
Ib tog hestene og svenskernes våben med sig. Da han kom inden
for stengærdet ved skoven, boldt han sin hule hånd for munden
og råbte til Svend:
"Farvel, hr. korporal, og god lykke!"
Derefter slog han hestene løs og forsvandt imellem træerne.
Svend derimod valgte den modsatte vej ned til Rekinde, hvor dragonen havde
fortalt, at oberst Sparre ville gøre holdt med sine
folk.
Før Svend forlod hytten, havde han bundet døren fast til stolpen
og med et stykke kalk malet tre store kors på døren, et kendemærke, som på
den tid betød, at beboerne i dette hus var smittet
af kopper.
Denne list betjente han sig af for at forskrække de omstrejfende
svenskere fra at gå ind i hytten, hvor de ville finde deres kammerater og
måske derved tilintetgøre det anslag, han var i begreb
med at udføre.

Svend Gjønge i fjendens krigstjeneste

Samme eftermiddag red en fjendtlig afdeling hestfolk gennem
Rekinde nedad mod de mørke skove ved ørremandsgård. Rytterne
havde stukket sablerne i skeden og indhyllet sig i deres lange
kapper til værn mod den bidende kulde, som var indtrådt efter
snevejret. I spidsen for skaren red oberst Sparre, den mand, som
korporalen om morgenen havde omtalt i hytten, og til hvem han
skulle have bragt den ordre, som blev omtalt før Svends komme.
Det tykke snelag, som dækkede enhver genstand, havde på flere
steder tilintetgjort vejsporet, så at dragonerne måtte ride i skridtgang og
af og til holde stille, indtil obersten havde fundet den vej,
de skulle drage.
"Korporal!" udbrød Sparre efter en sådan standsning. "Kender
han vejen til det fordømte slot?"
"Nej, hr. oberst!" var svaret.
"Tag fire ryttere med til husene hist nede og bring os en mand
tilbage, som kan vise os til rette på vor vej. Sneen har sinket vort
ridt, og vi må være i kvarter, før mørket falder på."
Korporalen hilste og holdt sin hest an for at komme tilbage. I
samme øjeblik så man en rytter i jævnt trav nærme sig dragonerne.
"Han kan tøve lidt," udbrød obersten og vendte sig mod den
kommende.
Rytterens ansigt viste Svend Gjønges bekendte træk; han holdt
stille foran obersten og hilste så roligt og sorgløst, som om han
havde befundet sig midt iblandt sine kammerater.
"Hvem er I?" spurgte Sparre, idet hans lyseblå øjne hæftede sig
med et skarpt og spejdende udtryk på Svend.
"Ordonnans hos general Fabian Fersen," svarede Svend i det
brede og syngende smålandske folkesprog, som han blandt gjøngerne havde lært
til fuldkommenhed.
"Hans ærinde?"
"Jeg bringer den nådige hr. oberst denne ordre."
Svend rakte obersten et papir, som han havde skjult under sin
køllert. Sparres opmærksomhed lod til at fordobles, hans øjne vedblev
ufravendt at være rettet på Svend, mens han modtog ordren.
Svend syntes ikke at lægge mærke dertil, blot en gang hævede
han sit blik og mødte oberstens, men hans træk forblev uforan-.
drede, rolige og ærbødige som før. Sparre brød endelig brevet og
løb det flygtigt igennem, derpå vendte han sig i sadlen og vinkede
ad Svend, som var blevet holdende nogle skridt foran fronten.
"Han tjener under grev Fersen?"
"Ja!"
"Hvem leverede ham denne ordre?"
"Grevens feltskriver."
"Når?"
"I morges ved daggry."
"Hvor blev det sagt, at han ville træffe mig?"
"I en liden by Rekinde, som jeg nys kom igennem."
"Kender han vejen til Jungshoved?"
"Så som så."
"Hvorfra?"
"Jeg har redet den tilforn."
"Hør, korporal!" vedblev han dæmpet. "Jeg ved ikke selv at
forklare mig grunden, men jeg tror ham ikke. Papiret og hans svar
er i orden; men alligevel er han ikke den, han udgiver sig for."
"Hr, oberst!" udbrød Svend med en mesterlig påtaget forbavselse.
Sparre afbrød ham, idet han pegede på en pistol, hvis messing-
beslagne kolbe var kommet til syne under køllerten i den hast,
hvormed Svend nylig havde fremtaget ordren.
"Denne pistol -?" vedblev obersten med rynket pande.
"Jeg tog den fra liget af en hellebardist, som ligger dræbt nede
i mosen."
"Alt dette kan være sandt," vedblev Sparre, "og har jeg taget
fejl, skal det ikke være til hans skade; men indtil jeg får vished,
rider han her ved min side, og hvis jeg fornemmer til ringeste uråd,
stikker jeg ham et pistolløb i øret og trykker af. Har han forstået mig?"
"Nøjagtigt, hr. oberst!"
"Hvor går vejen?"
"Langs med gærdet hist henne og derfra igennem skoven."
Obersten kommanderede fremad, og skaren satte sig atter i bevægelse. Ved
indgangen gennem stengærdet blev der gjort holdt,
medens rytterne efterså deres bøsser. Disse skove, som de skulle
drage igennem, var allerede svenskerne bekendt som tilflugtssteder
for Svend Gjønge og hans folk. Alting var stille og roligt i rytternes
nærhed, selv hestenes hovslag blev dæmpet af den bløde
sne. Svend holdt sig så nær obersten som muligt. Sparres stirrende
og mistroiske blik ledsagede enhver af hans bevægelser: men Svend
syntes ikke at lægge mærke dertil.
"Korporal Lundkvist!" udbrød obersten pludselig og vendte sig
til siden. "Tag seks mand med og rid forud langs med den lysning
imellem træerne, der betegner vejen. Brug øjne og øren, og om
han fornemmer uråd, da giver han ild på minutten."
Vejen gennem ørremandsgårds skove var meget smal og på
begge sider omgivet af et krat af høje bregner, gyvel og slåenbuske. På
flere steder måtte dragonerne forandre deres rækker,
idet de blev hindret af fældede træer eller af bakkerne, som vejen
snoede sig igennem. Imidlertid rykkede de målet nærmere, man begyndte
allerede hist og her at skimte slottets røde mure.
I dette øjeblik blev skovens stilhed afbrudt af to pistolskud, som
faldt straks efter hinanden i den retning, hvor de udsendte dragoner var
forsvundet. Straks efter kom korporalen sprængende
tilbage.
"Hr. oberst!" udbrød han. "De har spærret vejen foran med
fældede træstammer. Vi så også tydeligt folk ligge på lur bag disse
og råbte dem an, men de ville ikke svare, og vi gav derfor ild."
"Godt, min søn!" svarede obersten. "Du har gjort din pligt. Jeg
ventede ikke bedre."
Han kastede et blik på Svend og spurgte:
"Ved han nogen anden vej til herregården?"
"Der gives ingen anden," svarede Svend.
"Nu vel, dragoner," vedblev Sparre "så rider vi videre. Sablerne
frem og agt nøje på, hvad jeg befaler." Med disse ord drog obersten sin
pistol op af sadelhylsteret og sagde til Svend: "Han mærke
sig mine ord fra før. I den kamp, som fanger an, vil han få lejlighed til at
vise, hvad han er for en mand. Glem ikke, at han rider
ved min side."
"Jeg skal erindre det, min herre oberst!" svarede Svend med
samme koldblodighed.
Efterhånden som rytterne kom dybere ind i skoven, bemærkede
Sparre til sin glæde, at vejen udvidede sig. Man så en mængde
træstammer ligge fældede på jorden. Grenene af disse havde
Svends folk slæbt hen over vejen og derved dannet en forhugning, som ville
være umulig at overstige, hvis ikke arbejdet ved
fjendens for tidlige ankomst på enkelte steder var forblevet ufuldendt.
Obersten lagde mærke dertil ved første øjekast. Han lod sine
folk trække deres linie sammen, derefter red de ind på den åbne
plads foran forhugningen. I den korte tavshed, som nu fulgte, så
man et mørkt omrids af en mand hæve sig over træstammerne, og
en klar og tydelig stemme råbe: "Slå dem nu ihjel!"
Efter disse ord fulgte en almindelig salve, som affyret på få
skridts afstand bragte dragonernes første rækker til at vige. Obersten havde
afskudt sin pistol. Idet han drejede hovedet for at tage
den anden frem af sadelhylsteret, hørte han et suk og så Svend, som
holdt den endnu rygende pistol i hånden trykket tæt op til brystet,
læne sig tilbage i sadlen, tabe stigbøjlerne og derpå synke ned på
jorden, hvor han blev liggende stiv og ubevægelig.
Straks efter at dragonerne havde afskudt deres pistoler, gjorde
de en svingning ind imod den ufuldendte del af forhugningen for
at komme bag denne; men gjøngerne ventede dem koldblodigt. De
rettede deres leers lange og skarpe blade mod hestenes bringer,
mens de bag træerne opstillede skytter fyrede skud på skud efter
mændene. De sårede heste sprang tilbage, stejlede og lod sig ikke
længer styre af deres ryttere.
I den almindelige forvirring beholdt alene oberst Sparre sin fatning. Han
standsede dragonerne, som begyndte at vige, og kommanderede en afdeling af
dem til et nyt angreb, derpå vendte han
sig til de øvrige.
"Lykken er med os," sagde han. "I den korte krig er vi de eneste,
der kommer til at veksle skud med fjenden; jeg tænker, han, skal
få sin lyst styret. Korporal! Han drager med sine folk til højre og
søger at komme ind imellem træerne; imidlertid angriber vi fra
den modsatte side. Kan I ikke trænge igennem på anden vis, så
stig af hestene. Hver mand gør sit bedste."
Korporalen adlød, og skaren skiltes til begge sider. Derved opstod et
mellemrum i midten af vejen, hvor dragonerne havde modtaget gjøngernes
første salve. Man så nogle ryttere og en død hest
ligge udstrakt i sneen. Den ene af rytterne må formodentlig ikke
have været dødeligt såret, thi straks efter at obersten havde forladt
stedet, hævede han sit hoved og kastede et hurtigt og spejdende
blik til alle sider. Da han havde overbevist sig om, at ingen lagde
mærke til ham, rejste han sig på knæene og krøb på denne måde
ind mod forhugningen, bag hvilken han forsvandt. Straks efter
hørtes et gennemtrængende jubelskrig, der syntes at hilse hans
ankomst. Det var gjøngerne, som havde genkendt deres anfører.
Og nu begyndte en kamp, mand imod mand, som blev ført med lige
raseri og forbitrelse på begge sider.
Hvad der forøgede det farlige i svenskernes stilling var ikke blot
gjøngernes hurtige og velrettede skud, men tillige, at de havde
opstillet sig i en halvkreds på begge sider bag ved træstammerne;
disse afgav en ypperlig dækning, fra hvilken de først trængte sig
frem, efter at dragonerne havde affyret deres skydevåben. Ober-
stens plan, at sprede sin fjendes styrke ved på én gang at angribe
fra begge sider, mislykkedes også. Endnu før korporalen og hans
afdeling var steget af hestene, blev de modtaget med en vel vedligeholdt
ild, som tilintetgjorde al videre fremrykning og omsider
bragte uorden og forvirring i den lille skare. I den korte afstand
traf ethvert skud. Dragonerne hørte gjøngens bydende stemme befale sine folk
at lade hurtigt; de søgte at rykke tilbage; enkelte,
som var steget af, dækkede sig bag deres heste; da endelig gjøngerne forlod
deres skjul for at begynde et håndgemæng, var allerede enhver modstand
opgivet.
I dette øjeblik mærkede Sparre, at hans hest var såret. Dens lemmer
skælvede, den udstødte en hul stønnen, vaklede og sank til
jorden. Obersten fik netop tid til at gøre sig fri af stigbøjlerne; idet
han atter rejste sig, så han noget borte Svend Gjønge med blottet
hoved og endnu iført den svenske korporals uniform.
"Ak, min herre oberst!" råbte Svend, mens Sparre lige overrasket
og harmfuld vedblev at stirre på ham. "I har nedladt eder til at
stige af hesten, mens I fornam, hvor slet den stod for skud; ret snart
kommer jeg over til eder for at forny vort bekendtskab."
Med disse ord banede gjøngen sig vej mellem sine folk og sprang
op på en fældet træstamme for at komme over til Sparre, men en
klynge af flygtende dragoner, som gjøngerne drev foran sig, adskilte dem
igen.
Midt under denne larm af døendes skrig, sårede hestes stønnen,
opmuntringer og pistolskud trængte pludselig de klare og skingrende toner af
et valdhorn igennem skoven. Svend blev stående som
forstenet oppe på træstammen. Mens han lod sit blik glide hen
over kamppladsen, fo’r et udtryk af smerte over hans ansigt; sejren
var hans, han så svenskerne trække sig tilbage til begge sider,
gjøngerne begyndte allerede at opsamle de faldnes våben. På samme tid hørte
han dragonernes jubelskrig besvare hornets toner, som
hurtigt syntes at nærme sig.
"Det er Fersens trompeter!" råbte korporalen, idet han atter
vendte sin hest mod fjenden.
"Ret så, min søn!" svarede Sparre, kløgtigt benyttende øjeblikket; "det er
Fersens dragoner, som kommer; de vil dele æren med
os, skynd eder derfor, lad dem finde arbejdet fuldført, når de
ser os."
Efter disse ord samlede obersten sine folk til et nyt angreb, Svend
udstrakte begge hænder imod ham, udstødte en trusel og lod sig
glide ned bag træstammen.
Denne gang lykkedes det dragonerne at trænge ind igennem
forhugningen; gjøngerne trak sig tilbage i små klynger ind i krattet, som
begrænsede vejen, og forsvandt mellem træerne.

Gjøngens hjem

Svends hus lå ved enden af Roneklints bymarker. Til denne bolig,
der var lav og uanselig som alle bondehuse på hin tid, kom man
igennem en dyb og sandet hulvej, hvis bakker skjulte stedets forside indtil
i få skridts afstand. På de to modsatte sider gav skovene, som strakte sig
langs med kysten, læ og skjul for den skarpe
søvind.
I denne hytte sad Ib den følgende aften foran en tørveild, beskæftiget med
at støbe blykugler. Noget borte fra ham stod en
bondekone, iført egnens almindelige dragt, og skar aftensmad til
en lille, lyshåret dreng ved hendes side.
Konens ansigt havde grove træk, der udtalte en fast og bestemt
vilje, men som tillige vidnede om gennemlevede sorger og modgang. Hun hed
Ane Marie og var Svends hustru.
"Mutter, mutter!" udbrød den lille dreng. "Når kommer dog
min far hjem?"
"Din far!" gentog konen med et sørgmodigt smil. "Han kommer,
når han kan, min lille dreng! Tag du nu din kofte af og gå i seng,
fold så kønt dine små hænder og læs en herrensbøn for din far,
så kommer han vel, til du vågner igen."
Drengen adlød, og konen vendte sig derpå mod Ib, som havde
endt sit arbejde og dæmpet ilden.
Da han rejste sig fra skorstenen, så man, at hans ansigt var
usædvanlig blegt denne aften, det røbede en heftig og bevæget
stemning.
"Nå, Ib, min bror!" sagde konen, idet hun lagde sin hånd på
hans skulder, "hvad er det så, du grunder på, imens du sidder
så stille?"
"Ak, lille An’ Mari’!" svarede Ib og lagde sit hoved op til hendes.
"Hvad jeg har udstået i dag, det forvinder jeg nok aldrig i denne
verden."
"Er du da bange for at betro dig til mig?" spurgte konen.
"Nej, An’ Mari’! Jeg ville blot dølge det, så længe jeg kunne,
for det angår os begge."
"Nå, og hvad så?" sagde konen med et trodsigt udtryk. "Har
du ikke set An’ Mari’ bære på ulykke hele sit liv igennem?"
"Det angår vor søster Soffi. Hun er død."
"Desbedre for hende."
"Ja, men du ved ikke, hvordan hun døde."
"Jeg tænker på sottesengen. Alt siden hun forlod hr. Lykkes
hus, sygnede hun hen dag for dag."
"Nej, vist ikke," svarede Ib med sitrende læber. "Nu skal jeg
forklare dig, hvordan hun døde. I middags listede jeg mig op igennem skoven
til hende, for jeg vidste, hun glædede sig, hver gang
vi havde udrettet noget mod svensken, og hun skulle nu høre vor
sidste bedrift. Dengang jeg kom uden for ørremandsgård, hvor
hun tjente, så jeg fru Kirstens hus besat med svenskere. De råbte
og skreg og slog den rige frues vinduer ind og kastede borde og
stole ned i gården. Ridefogden sagde, at tre af vore egne bønder
havde ført fjenden derop og fortalt ham om fruens mange penge.
Så listede jeg mig ind på gården op mod Soffis kammer. Dørene
stod åbne, og i salen holdt de svenske høvedsmænd forhør over den
rige frue. Hun svor til djævelen på, at hun ikke ejede en sølvstob
på hele gården, og skreg og bad for sig, det ynkeligste hun kunne,
men en af bønderne lo deraf og sagde: De nådige herrer, tro hende
ikke, hun har pinet penge ud alle sine dage og holder dem velforvaret her på
slottet. Derom kan ingen vide bedre besked end den
kønne Soffi Abelsdatter, som har været hendes højre hånd. Så greb
de fruen, bandt hendes tommelfingre sammen og stak en brændende
lunte af hampegarn imellem dem, og derpå tog de fat på Soffi."
Ib tav, han skjulte sit ansigt i hænderne og vendte hovedet bort.
"Fortæl kun resten med, lille Ib!" sagde Ane Marie kort og
bydende. "Det, du kan se på, kan jeg vel høre."
"Soffi blev hentet op af sengen, og da hun ikke magtede at stå
på sine ben, satte de hende ned i fruens lænestol og spurgte, om
hun ville gå til bekendelse. Hun rystede på hovedet og sagde, at
hun intet vidste. Så tog de strengen af tamburens tromme, bandt
den om hendes hoved, og derimellem stak de en trommestik og
drejede rundt. Ane, Ane! hvor hun skreg og bad om forbarmelse
for sig og løftede sine små magre hænder, der var blevet hvide og
blege under sygdommen, op til hendes bødler, men den eneste trøst,
hun fik af dem, var det bestandige spørgsmål, om hun snart ville
gå til bekendelse."
Ib tav atter. Konens ansigt var blevet blegere end før, og en dyb
rynke viste sig mellem begge øjenbrynene, men hendes stemme var
rolig og fattet.
"Hvad så mere?" spurgte hun.
Ib vendte sig bort fra lyset og gik hen til vinduet.
"Hvad så videre, Ib!" gentog Ane Marie, idet hun greb hans arm.
"Så skreg hun ikke mere," hviskede han næppe hørligt.
Under denne samtale var natten brudt frem. Et svagt skær af det
klare månelys faldt ind gennem rimen på vinduets hornrude. Ib og
hans søster tav, man hørte kun det dybe og langtrukne åndedrag
fra drengen, som sov i alkoven. Pludselig rejste Ib sig, lagde hovedet til
ruden og lyttede. Straks efter lød fodtrin på den frosne sne
udenfor. Ib nikkede til Ane.
"Jeg hører det nok," sagde hun.
"Det er vel Svend, der kommer."
"å nej," svarede Ane sørgmodigt, "det er endda ikke ham."
"Ja, hvoraf ved du det, søster?"
"Tror du ikke, en kone kender sin mands fodtrin, især når hun
har lyttet så mange gange efter dem som jeg?"
Straks efter gik døren op, og en mand viste sig i den. Han blev
stående i åbningen og spurgte:
"Bor Svend Gjønge her?"
"Han gør så," svarede Ane.
"Godt, min søn," vedblev den fremmede, henvendt til sin ledsager udenfor,
"så har du forrettet dit ærinde, og jeg behøver dig
ikke mere. Gud i vold!"
Med disse ord trådte han ind i stuen og hilste de tilstedeværende.
Det var en aldrende mand med et blegt og langagtigt ansigt og
en bred pande, som i forbindelse med hans dybtliggende øjne og
smalle og sammenknebne læber røbede en høj grad af bestemthed
og viljekraft. Idet han tog sin hat af hovedet, gled hans kappe til
side, og man så under den en sort klædesvams med høj rødt for
under de opsplittede ærmer. Om livet bar han et bælte med et
bredt sølvspænde, til hvilket der var hæftet en kort daggert.
"Hvem er I?" spurgte Ib.
"En rejsende!" svarede manden.
"En rejsende," gentog Ib. "Sådan kalder natmændsfolkene sig,
når de kommer til denne del af landet."
Den fremmede rynkede panden, men han beherskede straks igen
dette udtryk og svarede: "Jeg hører ikke til dette folkefærd. Er
Svend Gjønge hjemme?"
"Nej," svarede konen.
"Det varer nok også en stund endnu, inden han kommer," tilføjede Ib.
"Jeg vil vente så længe."
"Sandt at sige," ytrede Ane Marie, "det kan gerne vare, til sol
står op igen, før han vender hjem."
"Det siger intet," svarede den fremmede, som med uforstyrret
ro havde taget plads på en halmstol foran alkoven. "Jeg har stunder at
vente."
Ane Marie tilkastede Ib et roligt blik, denne rømmede sig og tog
ordet:
"Konen her vil give jer at forstå, om I ikke agter at søge jer et
andet herberge til den tid. Vi holder ikke hus for vejfarende og
venter nogle af vore egne folk i aften, så lejligheden vil blive
ringe."
"Man får tage lejligheden, som den kan falde."
"Ja, siden I hverken vil nævne eders navn eller trække bort
med det gode, så kommer jeg nok til at hjælpe jer af sted. Vi lever
i en svær ufreds tid, og man må kende sine folk."
Med disse ord trådte Ib frem fra bordet og nærmede sig den
fremmede.
Denne blev siddende på stolen, hans ansigt antog et spottende
smil, idet han sagde:
"Du skal ikke volde dig nogen ulejlighed, min ven, jeg tror knap,
du vil befinde dig ved derved."
"Hvorfor?" spurgte Ib, som følte sig bevæget ved den fremmedes kulde.
Manden slog sin kappe til side og trak en pistol frem.
"Fordi jeg ser, at du er ubevæbnet," sagde han, "mens jeg har
en pistol."
"Så er det nok en tvilling til denne," svarede Ib, idet han strakte
hånden ind under bordet og tog en langløbet og rusten pistol frem.
"Lad os nu ingen ufred få," sagde Ane Marie og greb ham om
armen. "Tænk på, hvad skud vil betyde så nær ved fjendens krigsfolk. Bliv
kun siddende i Guds navn, fremmede, siden I har stunder til at tøve."
"Det er godt," sagde manden og skjulte igen pistolen under sin
kappes vide folder.
Ib havde atter taget plads på bænken ved vinduet; hans små,
sorte øjne dvælede uafladelig på den fremmede. Denne lagde ikke
mærke dertil, han havde svøbt kappen tættere omkring sig, bøjede
hovedet ned mod brystet og satte sig til ro. Ane Marie satte sig
ved Ibs side og begyndte en samtale med ham i en sagte og
hviskende tone.
"Hvad blev der siden af den gamle frue til ørremandsgård?"
spurgte hun.
"Svenskerne jog hende ud ad porten og fulgte selv bagefter. Jeg
blev siddende i mit skjul bag tapetdøren, indtil de alle var borte,
så lagde jeg Soffi ind i sengen og gav hende en bønnebog under
hagen i Guds navn, derefter gik jeg hen til hendes kiste og tog
denne pakke brevskaber op af læddiken. Det var alt hendes efterladenskab."
"Ja ja!" svarede konen. "Hvad skulle hun vel komme til at eje?
Fru Kirsten har alle sine dage haft ord for gerrighed, og Soffi
måtte takke sin Gud til, at hun kunne få hus, efter at Kai Lykke
havde givet hende afsked. Skær os en lyspind, Ib, det bliver mørkt
herinde."
Ib gik hen til en træklods på skorstenen, skar en spån af og
tændte den ved lyset i stagen.
Disse lyspinde opgraves endnu i gamle moser omkring på alheden. De skæres
af nåletræ, som tidligere har groet der, og hvis
ved, gennemtrængt af jordolie, brænder med en stærk og rødlig
flamme.
Lysets skær faldt lige på den fremmede. Han sad endnu som før,
ubevægelig og med hovedet nedbøjet over brystet og syntes at sove.
"Hvor er Svend gået hen i dag?" spurgte Ib.
"Det kan du nok tænke dig," svarede Ane Marie, idet hun med
fingeren pegede hen i retning, hvor Jungshoved lå. "Han gik til
slottet, som han plejer, og når han er andet steds henne, er ban
dog der med alle sine tanker om dagen, og om natten med, kan
jeg tro, for jeg hører ham tit tale i søvne, og det er hverken om
kone eller barn, han drømmer."
"Ja, lille søster," svarede Ib, "det går nu engang således til i
verden, som jeg hørte dem synge:

Og om du lider på mandfolks tro,
det er som du gik på en trøsket bro;
men om du lider på mandfolks tale,
det er, som du tog en ål ved dens hale.

Jeg siger det ikke på mig selv, jeg har endnu ikke givet mit
jaord til et kvindfolk, formedelst der var ingen, som ville have
mig, mens jeg endnu ikke var gjort ærlig. Svend er en retskaffen
mand alligevel, så du må ikke klage."
"Klage!" gentog Ane Marie i en spottende tone. "Tror du, jeg
klager, Ib! Du spørger, og jeg svarer, det er alt."
"Du kan alligevel tro, der står ham andet for hovedet i denne
tid end kæresterier. Det begynder at gå fejl med vore folk, de
knurrer og har intet at leve af, aldenstund Svend ingen penge flyr
dem, og kongen, der skulle hjælpe ham, er kun en fattig en, som
sidder endnu værre i det end vi andre. Dengang Svend skrev til
ham om en skok bøsser af de nye, de bruger, med hjullås, for luntebøssen kan
være god nok, men hun duer ikke for os, der må ligge
på lur i slud og dårligt vejr, svarede de høje herrer ham fra kongen,
at hvis Svend var i betryk for våben, så var han vel også selv mand
for at gøre udvej for dem. Det kan jeg også, svarede Svend, og så
slog vi svensken ihjel og tog fra ham, hvad vi manglede. Med penge
går det værre, folkene har intet at købe føden for, og fristelsen er
blevet stor, siden den svenske høvedsmand ovre på Jungshoved
har udlovet en pris for den, der bringer ham Svend til veje. Vorherre
forbyde, de skulle lade ham i stikken."
"Det gør ingen dansk mand," råbte Ane Marie med en ivrighed,
der lod hende glemme den fremmedes nærværelse.
Ib lagde fingeren på munden: "Han kan jo høre hvert ord,
vi taler."
"Jeg tror, han sover."
"I så fald var det bedst, vi tog hver ved sin side af stolen og bar
ham udenfor i sneen, så bliver han narret, når han vågner."
"Men hvis han vågnede imens," udbrød den fremmede og hævede
sit hoved.
"Ja, så venter vi, til han sover igen," svarede Ib, "og narret blev
I alligevel," tilføjede han, "jeg talte kun så for at prøve, om I sov."
I dette øjeblik hørte man skridt udenfor, og straks efter lød tre
afmålte slag på døren. Ib besvarede dette tegn med tre lignende
slag på ruden, derpå blev døren lukket op, og tre mænd trådte
ind i stuen.
"Guds fred herinde!" udbrød den ene med en dyb basstemme
og satte sig på bænken. "Er Svend hjemme i aften?"
"Nej, Abel, vi venter selv på ham," svarede Ane Marie, som,
efter at have kastet et blik på de ankomne, gik hen til en kedel,
der hang i skorstenen, øste noget af dens indhold op i tre træskåle
og satte dem for mændene.
"Her har I en drik pors, og brødet ligger oppe på hylden ved
hanebjælken over jer. Spis og drik!"
Mændene tog plads omkring bordet. Ordføreren, der syntes at
være den fornemste blandt dem, rakte op efter et havrebrød, som
han skar i stykker, derpå tog han sin hue af hovedet, foldede sine
hænder over den og mumlede andægtigt og langsomt en bøn. Hans
staldbrødre fulgte eksemplet. Efter at bønnen var endt, spiste de
og tømte skålene.
Ib havde siden de nye gæsters ankomst ikke talt et ord, hans blik
gled vekselvis fra dem til den fremmede på halmstolen.
"Tak for mad, An’ Mari’!" sagde Abel og skød den tomme skål
hen ad bordet.
"Gid det må bekomme jer vel," svarede konen. "Har I ellers
noget bud til Svend i aften?"
Abel brast i latter og vendte sig til sine kammerater. "Hun spørger, om vi
har noget bud til Svend," gentog han. "Det er rart."
"Vi har det budskab til ham," svarede en af mændene, "at vi
vil forklare ham sandheden og ikke længer trække omkring efter
hans indfald, som hidtil er sket."
"Det begynder jo ret fornøjeligt," ytrede Ib. "Svend vil få en
ulykke på halsen, når han hører jer braske på den vis. For resten
har vi fremmede folk i stuen, og I gjorde bedst i at lade den snak
fare til siden."
"Jeg tænker, vi gør bedst i at tale, mens tid er, og derfor har vi
forladt vore poster i aften."
"Hellig kors!" råbte Ane Marie og slog sine hænder sammen. "I
er gået fra jeres poster, I ulykkelige folk! Så frelse eder Gud, når
Svend får det at vide."
"å, ikke andet," svarede Abel med et roligt nik. "Svend er en
fredløs mand, som har ondt for at hytte sig selv. Vi agter ikke at
gøre ham noget til men, det være langt fra, men en mand, som
giver sig af med folk af vor slags, må holde sit ord blankt. Dengang vi kom
til Svend, lovede han os guld og grønne skove i sin
tjeneste, han lovede at skaffe os føde og klæder og nogle skillinger til, og
vi sagde, at det var godt, men anderledes gik det
siden. Vore klæder - ja, dem har vi selv taget fra svensken, derfor
vovede vi livet og havde hårde dage og nætter, som var værre end
dagen. Vore kammerater ligger skudt omkring på marken eller
nedgravet i den dybe sne. Enhver dag kan andre komme til at gøre
os samme tjeneste."
"Ja. der er nogen sandsynlighed for det," svarede Ib, "især når
I fortæller Svend, at I er løbet fra eders poster."
Abel vedblev: "For alt dette giver Svend os intet, ikke engang
det daglige brød, det kalder vi for slet, og derfor vil vi opsige ham
vor tjeneste, lad ham så hjælpe sig, den fredløse fugl, med sine
store ord og løfter, alt som ban orker bedst."
Denne slutning ledsagede manden med et spørgende blik på sine
kammerater, som tilgendegav deres bifald ved et nik.
"Hør, lille folk!" udbrød Ane Marie, idet hun trådte hen til
bordet, "I kan fortælle Svend, hvad I vil, jeg tænker, han er mand
for at svare derpå; men så længe han er borte, må ingen komme
med ukvemsord til mig, der er hans kone."
"Ja, man siger rigtignok, I er det," svarede Abel med en spottende latter.
En glødende rødme farvede konens ansigt ved denne hån. "Man
siger også, at jeg er herre i mit hus, lad være, jeg kun bærer skørt
og korsklæde," tilføjede hun. "Vil I krænke Svend, kan I gøre det
andet sted, eller jeg sætter jer ud ad min dør, og kan jeg ikke - -"
"Nå, bliv kun ved, An’ Mari’! I taler så godt for jer."
"Ja!" svarede Ib i en overordentlig blid tone. "An’ Mari’ mener,
at hvis hun ikke magter at sætte jer uden for døren, så falder det
mig til, som er hendes kødelige broder."
Med disse ord rejste han sig op i sin fulde højde og støttede
begge sine arme på bordet.
"Lad fare al ufred," sagde Abel godmodigt; "med dig har vi
intet ondt at skaffe. Kan være, det var uret at tale, som vi gjorde,
men når gryden kommer i kog, løber den over. Svend Gjønge er
vor mand, og til ham vil vi klage, for vi lider nød, mens han sidder
i overflod og velstand."
"Ja, han gør så," svarede konen, idet hun med et spottende skuldertræk lod
sit blik løbe omkring i stuen.
"Han har i det mindste føden, mens vi sulter."
"Nej, nu tager I nok fejl," svarede Ane Marie med en sørgmodig
stemme. "Mens I sidder i den varme stue, arbejder Svend derude
for jer, og når han kommer hjem i aften, får han intet at spise,
fordi I tre nylig har fortæret hans aftensmad."

Hvorledes fjenderne frelser Svend og hans venner forråder ham

Mens dette foregik i hytten, listede en mand sig hen over volden,
som omgav Jungshoved. Det var Svend Gjønge, der vendte tilbage
fra et besøg på slottet. Den bidende kulde, som fulgte efter solens
nedgang, begunstigede hans flugt. Vagten havde søgt ly i sit skilderhus, de
øvrige soldater sang og spillede nede i deres vagtstue.
Svend kom lykkelig ned til den frosne voldgrav. Han vedblev at
følge kanten af denne, indtil han nåede vindebroen, under hvilken
han troede sig bedst skjult, mens han sneg sig over graven. Her
sagtnede han sine skridt, prøvede isen med fødderne og gik derpå
langs med murpillerne, som støttede broen.
I samme øjeblik, han nåede over på den modsatte side, hørte
han stemmer. To mænd kom gående over broen. Af de tunge og
slæbende trin kunne man slutte sig til, at den ene af disse mænd
bar træsko. Den andens klingende sporer forkyndte en krigsmand.
Svend lyttede og skjulte sig bag den sidste pille.
Mens de gående nærmede sig, sagde krigsmanden:
"Det bliver altså ved aftalen, og du kommer tilbage ved midnat."
"Med forlov at spørge," udbrød den anden med en læspende
stemme, ved hvilken Svend syntes at fare sammen, "hvor agter
høvedsmanden at møde mig?"
"Her uden for slottet, hvor skoven begynder."
"Kommer I selv?"
"Jeg skal skikke dig en pålidelig mand."
"Hvorpå skal jeg fornemme, at han kommer fra eder?"
"Han hilser fra kaptajn Kernbok."
"Det er godt," svarede manden og gjorde nogle skridt fremad.
Svenskerens ord standsede ham atter.
"Glem ikke, at du holder livet i din hånd," sagde han.
"Nej, høvedsmand!" svarede den læspende. "Glem heller ikke,
at I holder pengene i eders."
Efter disse ord gik han og forsvandt straks efter mellem lindetræerne, som
stod på begge sider af vejen.
Ved et tilstrækkeligt lys ville man have set Svend som et bytte
for den heftigste bevægelse, mens han lyttede til denne samtale;
men han forstod at beherske sine følelser. Da han så manden forsvinde,
fattede han en dristig beslutning. Han tog en blykugle i
munden, krøb hurtig og behændig op af graven og trådte ind på
broen. Månen var endnu ikke så langt fremme på himlen, at dens
lys nåede op over Jungshoved; som følge deraf kastede den vestlige del af
slottet en lang og mørk skygge ud over broen. Svend
Gjønge lod sine skridt genlyde tungt og slæbende på de frosne
planker, han bøjede sin ranke skikkelse og krøb sammen for mere
skuffende at ligne manden, som nylig var gået. Kuglen, han holdt
i munden, gav hans stemme den samme læspende betoning, idet
han råbte efter den bortgangne officer:
"Høvedsmand! Endnu et ord."
Svensken vendte sig om og så Svend komme uden at fatte den
ringeste mistanke.
"Nå, hvad har du videre at sige?"
"Ak, høvedsmand!" udbrød Svend noget dæmpet. "Når jeg ret
får betænkt mig, var det bedst, at jeg mødte den mand, I vil sende
mig, klokken ti i stedet for til midnat."
"Det kan også ske," svarede officeren.
"Jeg tror vist, at det ville være bedre for mig."
"Klokken ti altså, det gælder blot om, at du skaffer os manden
død eller levende."
"Jeg tænker nok, de skal få ham levende," svarede Svend, idet
han bortfjernede sig.
To timer senere stod månen over slottet, og i det lys, den kastede
ind mellem træerne foran vindebroen, sås et menneske, indsvøbt
i en rytterkappe, bevæge sig frem og tilbage ved begyndelsen af
alleen.
Det var Svend Gjønge, som ventede på sit stævnemøde med
kaptajn Kernbok.
Da tårnuret på Jungshoved slog ti, trådte kaptajnen ud ad slotsporten og
skred hen til vindebroen. Svend hørte den kommende,
endnu før han kunne se ham, han trådte over i skyggen af alleen
og gik ham i møde.
"Hvem der?" udbrød den svenske med dæmpet stemme.
"En mand, der venter på kaptajn Kernbok," lød svaret.
"Det er rigtigt," ytrede kaptajnen, mens han betragtede Svend
med et nysgerrigt og spejdende blik. Svend trådte ud af skyggen,
så snart han så, at den kommende var en anden end den, han før
havde talt med, og at hans skikkelse og mæle som en følge deraf
ikke kunne røbe ham.
"Nå, så høvedsmanden ville ikke komme selv." udbrød han smilende.
"Høvedsmanden mente, at jeg kunne træde i hans sted."
"Det falder også ud på ét," sagde Svend. "Lad os gå."
"Du er altså sikker i din sag, bondemand, og ved, hvor Svend
Gjønge er at træffe?"
"Ja, kaptajn! Stol på mig. Der er ingen, som kan give bedre
besked. Men eders folk, hvor har vi dem?"
"De ligger for Rekinde og Allerslev."
"Hvor mange?"
"Vel to hundrede mand; jeg tænker ikke, vi behøver flere."
"Det tror jeg heller ikke. To hundrede mod én, det slår til."
"Guds død!" udbrød kaptajnen. "Er han alene?"
"Ja, kaptajn! I vil træffe Svend Gjønge alene, en fattig mand,
fredløs og forfulgt, forrådt af dem, der skulle være hans venner."
"Eja, bondemand, hører du da ikke selv til hans venner? Hvordan I handler
mod ham, det bliver eders sag, os er det kun om at
gøre at få ham uskadeliggjort."
"I forstod mig ikke ret," svarede Svend, "jeg mente, at vi havde
ikke så mange af eders folk nødig."
"Alt vel betænkt," sagde Kernbok, "så har vi slet ingen nødig;
jeg tager ham på min samvittighed alene."
"I?"
"Min tro, ja! Jeg har tilforn forsvaret mig ene mod flere, men
aldrig været med, hvor der var flere mod én."
"I er en modig mand, kaptajn!"
"Folk siger det," svarede Kernbok.
De to mænd fortsatte nu en tid lang deres vej igennem skoven
uden at tale. Svend gik til venstre for kaptajnen. Hans øjne vågede
over enhver af hans bevægelser. Kernbok vedblev at skride fremad, rolig og
sorgløs, med sablen under armen og den højre hånd
stukket ind på brystet af sin gule uniform. Pludselig vendte han
sig om med et spørgsmål:
"Hvor træffer vi Svend Poulsen?"
"Her i skoven."
"I skoven?" gentog kaptajnen.
"Er ikke den det bedste skjulested for en fredløs mand?"
"Du har ret."
Atter vedblev Svend at skride frem på stien, der førte til en
slette, som blev omtalt i begyndelsen af denne fortælling under
navn af Gravdammen. Kaptajnen fulgte ham uden betænkning.
Da de kom ind på den åbne plads, hvis ubanede jordsmon sneen og
isen forlængst havde udjævnet, ophørte stien, månen kastede sit
blege og melankolske lys ned imellem træerne og oplyste den ene
halvdel af kæmpegraven, fra den modsatte side faldt en lang og
blålig skygge hen over snefladen. Svend standsede midt på pladsen,
hans ansigt vendte imod månelyset og var koldt og roligt, mens
han sagde:
"Nu er vi på stedet."
"På stedet?" gentog Kernbok spørgende. "Og Svend Gjønge?"
"Han står for eder."
Med disse ord kastede Svend sin kappe tilbage og greb en pistol
i hver hånd. Kaptajnen udførte en lignende bevægelse på samme
tid, men Svend havde den fordel at kunne vælge sin stilling, og
idet han vendte ansigtet imod månelyset afgav hans skikkelse et
mindre sikkert mål end kaptajnens, der dannede en skygge mod
den lyse sne.
"Eja!" udbrød Kernbok, der for et øjeblik var bragt ud af fatning. "Du har
altså faret med list for at få mig lokket herhid."
"Desværre," svarede Svend, "det var ingen list, endskønt I siger
så. En af mine folk lovede obersten at forråde mig. Jeg hørte dem
aftale alt og måtte søge at forekomme deres plan. Det lykkedes,
som I ser; og nu, min herre kaptajn; jeg står her alene og venter
på, hvad der behager eder."
"Hvad mener du?"
"Vi prøver, hvem af os lykken vil det bedst, eller også vil
jeg bede om forlov til at bære eders pistoler det lille stykke
vej, vi har tilbage."
"Ved du hvad, Svend Gjønge!" svarede kaptajnen muntert.
"Ved min sjæl tror jeg, at lykken denne gang er på din side. Et af to!
Enten skyder jeg dig, og derved vinder jeg intet, eller også skyder du
mig, og derved vinder jeg endnu mindre, siden det kun anstår
en krigsmand slet at lade sig lokke i et baghold af en fuglefri
mand som du."
Med disse ord tog kaptajn Kernbok sine pistoler i den ene hånd
og rakte dem med bortvendt løb til Svend. Gjøngen stak dem i
sit bælte.
"Kan være, du kommer til at fly mig dem tilbage igen, hvis jeg
bliver i live så længe," tilføjede han smilende.
"Ak ja, kaptajn!" svarede Svend i den samme tone. "Lykken
skifter. Jeg forstår ellers nok, hvad I mener," lagde han til. "Nu
for lidt siden fortalte I, at eders folk lå nede ved Rekinde og Allerslev,
kanske de er gået sig en tur i det klare måneskin, for da
jeg kom ned ad vejen før, tyktes det mig, at jeg så en mængde
mørke skikkelser myldre ud af skoven; de drog over ad ørremandsgård til, og
derfor var det godt, vi ikke gjorde larm nu nys ved
at skyde vore pistoler af. Lad os være oprigtige, min herre høvedsmand! I
overgav eder så villig, for at I om lidt kan tage oprejsning igen. Men jeg
holder for meget af eders selskab til at skilles
så hurtigt fra eder, og vi vil se at hitte en vej, hvor vi kan være i
ro for krigsfolkene."
Kaptajnen svarede ikke, men hans smil forsvandt, mens Svend
talte. Han spændte sablen fra siden, da Svend lagde sin hånd på
hans arm.
"Behold kun sablen, kaptajn! I giver mig for meget at bære på;
siden en pistol rækker længere end et sværd, tænker jeg ikke, I
gør mig fortræd, og det er kun de fejge, man ikke lader beholde
noget våben."
Derpå trådte gjøngen hen ved siden af Kernbok, og denne fulgte
ham ad en vej, som løb i en skrå retning ind i skoven og modsat
den, fra hvilken de nylig var kommet.
I Svend Gjønges hytte var imidlertid selskabet blevet forøget
med to personer. Den ene af disse var en lille, uanselig person med
en smal og fremstående pande, indfaldne kinder og en gul sammenskrumpet hud.
Nød og savn talte ud af ethvert træk. Hans hoved
var blottet, og det lange, uredte hår spændt sammen omkring hovedet med en
smal læderrem. For resten hørte han til gjøngerne
ligesom de øvrige tilstedeværende.
Noget særegent for denne mand var et utydeligt og læspende
organ, som påfaldende lignede det, Svend havde lagt mærke til i
samtalen med den svenske officer, mens han lå skjult under broen.
Den anden af de sidst ankomne bar sin arm opbundet i et tørklæde. Da han
hørte, at Svend ikke var hjemme, satte han sig hen
til Ane Marie, som gav sig i færd med at forbinde ham.
"I ved vel heller ikke, hvor han er gået hen?" spurgte den
læspende.
"Nej, jeg ved det ikke, Tam! Men du kan jo forrette dit ærinde
til Ib."
"å, nej, hvad jeg har at sige Svend, kan jeg ikke sige til
andre.
"Så får du slå dig til ro, indtil han kommer," sagde Ane Marie.
"Lille Tam har sig kanske også et klagemål at føre mod Svend,"
bemærkede Ib, idet han tilkastede ham et spottende blik.
"Nej, det var endda ikke mit ærinde," svarede Tam uden at se
op; "men siden du selv siger det, så er jeg just ikke meget fornøjet med
Svends regimente."
"Det er der ingen, der er fornøjet med," udbrød de andre.
"Hvorfor ikke?" spurgte en rolig stemme i den åbne dør, og man
så Svend træde ind tillige med kaptajnen. Gjøngerne veg overraskede et
skridt tilbage; under det bifald, hvormed de optog Tams
ord, havde de ikke bemærket, at døren blev åbnet.
Ingen af dem synes dog i den grad at forvirres over Svends pludselige
ankomst som Tam, hans legeme skælvede, hans stirrende
øjne gled sky og ængstelig fra Svend til kaptajnen. Imidlertid famlede hans
hånd under det uldne dække, hvori han havde indsvøbt
sig, indtil den fattede om kniven i bæltet, og han trådte et skridt
til siden hen imod døren, som om han agtede at søge frelse igennem den.
Svend lagde mærke dertil. Under den almindelige tavshed, som opstod, da han
viste sig, trådte han hen til Tam og betragtede ham stift og
gennemtrængende.
"Se, Tam!" sagde han, idet han tog ham i armen og førte ham
hen foran kaptajnen. "Det er kaptajn Kernbok, til hvem du ville
forråde mig og dine kammerater. Gå ud af mit hus, du skal være
en fri mand for mig, men bed til Gud, at du aldrig oftere må komme i min
nærhed."
Tams øjne var fæstet mod jorden, han bevægede sine blålige
læber som for at tale, men stemmen svigtede ham, hans hånd slap
kniven; endelig udstødte han et skrig og fo’r med et spring ud
ad døren.
"Og nu, I andre!" vedblev Svend, henvendt til Abel og hans ledsagere.
"Hvorfor har I forladt eders poster, og hvad vil I her?"
Skønt optrinet med Tam og den overlegenhed, hvormed Svend
handlede, ikke var blevet uden virkning på gjøngerne, rejste dog
Abel sig fra sit sæde; hans ansigt havde endnu beholdt dets tid-
ligere udtryk af trods; alene hans stemme syntes at være mindre
sikker, idet han svarede:
"Vi er kommet herned, Svend, for at sige dig vor hjertes mening,
formedelst vi ikke er rigtig fornøjede med dig som vor høvedsmand, imens du
lader os lide nød og glemmer, hvad du lovede."
"Hvad har jeg lovet jer?" svarede Svend med et lynende blik:
"Føde, klæder, våben og en ærlig død for fædrelandet; I skal få
det altsammen."
Endnu mens Svend talte, blev døren revet op, og en mand stak
hovedet ind ad den med de ord:
"Tag dig i vare, Svend Gjønge! Fjenden er på færde i nat. Fra
Egebjerg og Ambæk kommer de imod dit hus i to store flokke."
Svend vendte sig mod Kernbok. Kaptajnen smilede.
"Det siger intet, Jes; vi skal vel slippe for dem, så længe vi har
to andre veje til Bønsvig skovhuse åbne."
Manden forsvandt. Svend vedblev:
"Men hvorfor skjuler du den rette grund, Abel, idet du siger,
at I vil have en anden høvedsmand. Delte vi ikke bestandig lige i
godt og ondt, som man bør gøre, når man anfører modige folk
som I? Eller tror I at kunne finde en mand, der lægger snildere
planer, eller som bedre forstår at udføre dem end jeg, så nævn
mig hans navn, jeg gad nok kende ham?"
"Nej, Svend! Det ved du nok selv, vi kender ingen bedre," svarede Abel.
"Nuvel da," vedblev gjøngen, idet han trådte hen foran Abel,
hævede sit hoved og målte ham med et hånligt blik; "så skal jeg
sige dig, hvad du ønsker, du og de andre, der har en lige så ussel
tænkemåde, I vil have eder en høvedsmand, der lader fare mandstugt og orden,
som giver eder lov til at plyndre fra landsens egne
børn, I vil leve højt og juble, mens hver ærlig mand klager og sukker i
vånde."
Atter hørtes det aftalte tegn på døren, og en mand trådte hurtigt ind.
"Hvad nyt bringer du, Hartvig?" spurgte Svend. "Du ser så
bleg og modfalden ud?"
"Sørgeligt nyt!" svarede manden og støttede sig stakåndet til
bordpladen. "Vi er omringet fra alle kanter. Det myldrer af svenskere oppe
fra Jungshoved skov; ved Egebjerg hørte jeg ryttere
trave over den frosne jord, og da jeg løb ned over Bønsvig, så jeg
også fra den kant svenskens hellebarder glinse i måneskinnet."
Denne tidende vakte almindelig uro, alle gjøngernes blikke hvilede på
Svend, som havde vendt sig om mod Kernbok. Kaptajnen
stod ved skorstenen, støttende sig på sin lange kårde; om hans læber
svævede et smil, skønt han gjorde sig umage for at synes uopmærksom for,
hvad der foregik. Abel gik hen til Svend, rakte ham sin
brede hånd og udbrød:
"Er du vred, Svend Poulsen? Jeg vil da sige dig, at det kun var
mig, som fandt på at gå herop. De andre har ingen skyld."
"Ak, lille folk!" vedblev Svend roligt og koldblodigt, som om
faren ikke havde været til stede for ham. "I taler om nød, I mænd
fra Gjønge, der i hele eders liv er vant til at savne og tåle, men
i aften så jeg den gamle præst fra Smidstrup stavre omkring fra
dør til dør med en potte i en snor for at tigge sig en mundfuld mad;
ham jog fjenden fra hus og hjem, og han var vant til bedre dage.
I ønsker en anden fører, og hvem? Enhver af eder tænker selv på
at blive det. Så vær det da alle sammen. Du hører jo, Abel, hvad
budskab de bringer, hvorfor tøver du? Læg en plan og lad os fuldbyrde den.
Før folkene an; eller gør du det, Bent, eller du, Ving,
eller du, Jens Jerntrøje. Fjenden vil snart banke på døren, jeg overlader
jer min post, siden I er kede af mig, og når jeg ikke længer
befaler, skal jeg vise jer, at jeg forstår at lystre den, som ved at
byde bedst."
"Hvem siger, at vi er kede af dig?" spurgte den sidst ankomne
med et mørkt og truende blik mod de mænd, Svend nylig havde
nævnt.
"Det gjorde jeg," svarede Abel, idet han trådte frem og med en
angerfuld og bønlig mine rakte hånden hen mod Svend. "Tilgiv
mig, nu fortryder jeg det og ser, at ingen uden du er den rette
mand af os."
Under hele denne samtale var Ib blevet siddende på sin plads
ved bordet så rolig, som om han ikke havde nogen tanke for, hvad
der foregik; kun det lyn og den uafladelige bevægelse, der viste
sig i hans små og spillende øjne, røbede liv. Pludselig rejste han
sig op, skød bordet til side og trådte ud på gulvet.
"Nå, Svend," sagde han, "lad os nu ikke agte den sludder længere, men høre
din mening; jeg synes, det er på tide at handle."
"Klæd barnet på, Ane Marie!" sagde Svend. Derpå vendte han
sig om til Kernbok. "I smiler, kaptajn," vedblev han, "og jeg forstår eder.
I vidste, at dette overfald var i værk, og overgav jer
derfor godvillig. Hør nu et ord: I er en modig mand, det er jeg
også, I må frelse mine folk, siden I nu engang er kommet sammen
med dem. I vil ikke, å jo, jeg er overbevist derom. I et tilfælde som
dette tager man sine forholdsregler."
Kaptajnens ansigt antog et mere spottende udtryk end hidtil.
Svend vedblev: "I frelser folkene og er fri, I lader være og bliver skudt,
så snart den første svensker stikker hovedet ind ad
døren."
"Hvordan skal jeg kunne frelse eder?" svarede Kernbok, som
følte sig påvirket af den bestemthed, der lå i Svends ord.
"Det er ikke så svært, som I tror. Nede mellem skrænterne ved
bugten må svenskernes linje være svagest, den vej skal blive jer
anvist, og ad den fører I folkene. Træffer I på eders egne soldater,
siger I, det er bønder, I har samlet for at vise eder vej til vore
smutbuller. En af mine følger med på hele vejen."
"En højst pålidelig mand," bemærkede Ib, mens han ladede
sin pistol.
"En mand," vedblev Svend, "til hvem jeg sætter min hele fortrøstning, og
som ved det mindste tegn, I gør til at røbe os, skyder
eder ned på stedet."
"Det er mig, han mener," sagde Ib og nikkede med et venligt
smil til kaptajnen.
"Gør eder rede, jeg skal føre eder," sagde Kernbok.
"Tag du drengen og følg med, lille Ane!" sagde Svend. "Eder,
kaptajn, vil jeg bede om at svøbe lidt uldgarn om hjulene på eders
sporer, de klinger ellers på den frosne vej."
"Går du ikke selv med, Svend?" spurgte Ane Marie.
"Nej," svarede Svend, "jeg vælger en anden vej og møder eder
siden. Et ord endnu, Ane!" vedblev han sagte, "og læg det vel på
sinde: Du ved, at vi har sanket ris sammen på de højeste steder i
skoven. Kommer vi nogen sinde i bekneb, og du får bud fra mig
eller Ib om risbunkerne, hvor forblommet det end sker, så list dig
hen og stik dem i brand, det er et tegn for vore folk til at samle
sig, og det kunne let hænde sig så, at mit liv vil komme til at bero
på denne omstændighed."
"Ræk mig din hånd på, at du ikke er vred," sagde Abel, da han
gik ud ad døren. "Trolden skal tage mig, hvis du ikke snart får
spurgt, at jeg har gjort min forseelse god igen. I morgen går jeg
hen og skærer øreflipperne af Tam og hovedet med, fordi han ville
forråde dig."
Svend rakte Abel hånden og smilede. "Vil du så siden efter også
føde hans kone og de tre børn, han har derhjemme?"
"Gid jeg times en ulykke, om jeg vil."
"Så lad Tam fare i fred. Det kan du lide på, at hvis jeg ikke
havde erindret hans kone og børn, skulle han aldrig være kommet
levende over min dørtærskel."
Nogle minutter senere listede gjøngerne sig ud gennem bagdøren
af Svends hus og forsvandt mellem bakkerne, der løb nedad mod
bugten. Kernbok anførte toget. Tæt bag ham gik Ib med en spændt
pistol i hånden. Ane Marie havde taget sin lille søn op på armen.
Drengens hoved hvilede på moderens skulder. Han sov. Gjøngerne
gav Ane Marie plads i deres midte. Hele toget bevægede sig fremad
i den dybeste tavshed, forsigtig og spejdende til alle sider.

En fælde

Efter at månen var gået ned, blev natten mørk og tåget. Denne
omstændighed begunstigede flygtningene, som tavse og lydløse vedblev at
snige sig frem i de store skove, der omgiver landet mod øst.
Neden for skrænterne af disse udbredte havet sin frosne og snebedækkede
flade. Flere gange hørte man den dumpe lyd fra hestetrav og fodtrin på den
hårde jord, men gjøngerne fortsatte ubemærket deres vej ned til søen.
Da faren syntes at være overstået, gik Ib hen til kaptajnen og udbrød
dæmpet:
"Jeg tænker ellers, vi narrer svenskerne denne gang."
"Måske," svarede Kernbok.
"å ja, det går nok. Her ned imellem sumpene ved bugten vover
de sig knap, lad være der fast ikke er en smøge i det hele land,
uden at I jo har været der og udbredt sorg og fortræd alle
vegne."
"Det er en krigsmands lod i ufreds tid," svarede Kernbok.
"Nej, det er det ikke. En krigsmands lod er at slås i ærlig kamp,
så godt og så længe han mægter, men ikke at drive hærværk og
vold mod sagesløse kvinder og børn.".
"Hvad har svensken gjort eders kvinder og børn?"
"Jeg skal fortælle jer en historie derom," svarede Ib, idet han
greb Kernbok i armen. "Hist nede uden for skoven, hvor I går
over broen fra Jungshoved, tjente en fattig pige hos den rige ørremandsgårds
frue. Svensken plyndrede fruens hus, og da de ikke
fandt så store midler, som de havde ventet, greb de fruen og pinte
hende, de greb også hendes tjenestepige, lagde en trommestreng
om hendes hoved og skruede den sammen, indtil hun, syg og afkræftet som hun
var, opgav ånden. Sådan bar svenskerne sig ad
der; I skal have ondt ved at nægte det, for jeg stod selv og så
derpå.
"Jeg også," svarede Kernbok.
"Den stakkels pige var min søster!" vedblev Ib, "og folkene, som
handlede så, bar den samme uniform som I, gul kofte og blåt
skærf.
"Hvad så?"
"Ja, resten af historien havde jeg betænkt at gemme hos mig
selv en stund endnu, indtil I lykkelig og vel havde ført vore folk
uden for svenskernes linje. Men siden I spørger mig om, hvad der
følger på, skal I også få det at høre. Der blev en mand tilbage i
gården, efter at alle disse umennesker havde forladt den. Han
lagde sig ned på sine knæ og bad sit fadervor og nok en lille bøn
for den døde, og så svor han til Gud Fader almægtigste, at aldrig
nogen svensker, som bar den gule kofte med det blå skærf, skulle
slippe levende ud af hans hænder. Forstår I, derpå svor han sin
saligheds part i himmerig."
"Det forstår jeg nok," svarede Kernbok, "du taler sær tydeligt."
"I indser da selv, at man ikke kan bryde en sådan ed."
"Naturligvis. - Videre."
"Ja, så er der næsten ikke videre tilbage," sagde Ib, mens hans
stemme skælvede af raseri, "for så snart nu folkene har forladt os,
og vi to bliver ene tilbage, sætter jeg eder denne pistol i øret og
trykker af. Derefter begraver jeg eder i sneen og trøster mig med,
at jeg har holdt mit ord som en ærlig mand."
"En ærlig mand, min ven, anser jeg kun den for at være, der
lader ven og fjende vederfares lige ret, og det gjorde du ikke, da
du fortalte din historie."
"Hvad mener I?"
"Du har glemt noget."
"Det mindes jeg ikke."
"Dengang soldaterne slæbte den syge tjenestepige frem for at
forhøre hende, trådte en mand i vejen for dem og sagde: "Hvad
I her vil gøre, kammerater, er et niddingsværk, som vanærer den
svenske krigsmand."
"Ja, det er sandt!" svarede Ib med bævende læber.
"Denne mand stillede sig endvidere foran den ulykkelige pige,
mens han drog sin klinge og truede med at nedstøde den første,
der vovede at lægge hånd på hende. Men soldaterne var berusede
og agtede ikke på hans ord, de kastede et lagen over hans hoved
og førte ham ud af saden."
"Det gjorde de!" hviskede Ib. "Og denne mand -?"
"Det var mig."
"Eder?"
"Genkendte du ikke min stemme?" spurgte Kernbok venligt.
Ib søgte at tale, men lod sit svar bero med at ryste på hovedet.
Kernbok vedblev:
"Og for at du kan vide det, når du næste gang bedømmer mine
landsmænd så hårdt, så var der blandt alle de barbarer, som begik
denne niddingsdåd, ikke en eneste svensker. Hele regimentet består
af tyske lejesvende, der blev hvervede på Majestætens tilbagetog
fra Polen, noget jammerligt udskud til hobe, hvis fædreland og ære
hænger i en pengepung, og som blot følger hæren af samme grund
som kragerne, formedelst byttet."
"Ja, ja!" sagde Ib. "Nu genkender jeg eder på røsten. I bad for
den stakkels Soffi. Tak, kaptajn, tak!"
Ib greb under disse ord Kernboks hånd og trykkede den uagtet
hans modstand til sine læber.
"Jeg synes, at jeg hører nogen komme bag ved os," hviskede Abel
lidt efter, idet han gik hen til dem.
Ib standsede, lagde hovedet til jorden og lyttede.
"Ja," udbrød han, "der lyder hovslag på vejen. Den løse sne
dæmper larmen, men jeg mærker dog, at de nærmer sig, det
lader også til, at de har fundet vort spor, ellers ville de ikke
ride i trav."
"Hvad agter I at gøre?" spurgte Kernbok.
"Hvad vi skal gøre, det må jeg udfinde," svarede Ib. "I kaptajn,
kan gå eders vej." Med disse ord greb han Kernboks hånd, trykkede
den og tilføjede dæmpet: "Når I læser eders aftenbøn, føj så et
par ord til for Soffi. Og Gud være altid med eder." Derpå hviskede
han nogle ord til folkene, og den lille skare forsvandt hurtigt og
lydløst i en lavning mellem bakkerne, som gik ned til søen. Kaptajnen blev
stående og stirrede efter dem, derpå valgte han den
modsatte vej, som førte tilbage mod Jungshoved.
Da Ib havde ført sin skare ned til stranden, vendte han sig om
mod folkene og udbrød:
"Det lader til, at vi er i knibe, men hvis I vil følge mit råd, så
tænker jeg, at vi alligevel skal narre svenskerne. Her udenfor os
ligger en lille holm, som de kalder Maderne, midt i indsejlingen
til Præstø. På de tre sider er søen dyb omkring den, men på den
fjerde, nærmest land, kan man næsten gå tørbenet derover til enhver tid af
året. I behøver kun at følge mig én for én. Gå ikke til
nogen af siderne; hvorvel havet er lagt til overalt i denne vinter,
skærer strømmen dog isen bort, og forgangen uges tøvejr har gjort
hende tyndere. Når I holder det lille lys, som skinner igennem
hornruden fra Tappernøje Kro, ret foran, så er vi snart ovre, lad
rytterne da se, om de kan hitte den vej. Kom, An’ Mari’! Giv mig
din dreng at bære. Du er vel træt af at gå så langt med ham?"
Efter at have fulgt sin fører en tid lang nåede skaren over på
holmen, som var omgivet af store gråsten, indenfor hvilke man hist
og her så buske af lyngris og marehalm eller en enkeltstående tjørnebusk
hæve toppen over sneen. Skønt havet var tillagt, så langt
øjet kunne nå ud over Præstø bugt, hørtes dog af og til den hule
og susende larm af bølgeslag under isen, men ingen agtede længere
derpå, og gjøngerne gik i land på holmen.
"Se så, i Guds navn!" udbrød Ib og satte sig på en af stenene.
"Nu har vi igen fast land under fødderne, og al fare er forbi. Ikke
heller kan svenskerne nu nå os med bøssen, som jeg var mest bange
for. Lad os nu sprede os langs med stenene, for så langt går landet,
og vær ikke bange for at gøre lidt støj; lad dem kun høre vore
stemmer, kanske vi får dem lokket ud på isen efter os."
"Tager jeg ikke fejl," udbrød en af gjøngerne, "så holder hele
flokken neden for bakkerne ved Roneklint, og dengang vi kom
herop, vrinskede en af deres heste."
"Ja vist, det er dem, det er dem!" råbte Ib triumferende "De har
set os og rådslår vist om at komme herover, lad os lokke dem
til det."
Han tog en pistol, spændte hanen og trykkede af. Skuddet genlød
flere gange ind imellem bakkerne langs kysten. På samme tid så
man svenskernes mørke klynge udstrække sig i en lang linie og
bevæge sig fremad hen over isen. Ib blev siddende på stenen i en
foroverbøjet stilling. Hans øjne anstrengte sig for at gennemtrænge
mørket.
"Hvis de kommer, Ib!" udbrød Ane Marie ængsteligt, "hvad
tænker du så at gøre?"
"De kommer ikke, lille Ane!" svarede han alvorligt og tillidsfuldt. "Gud
Fader har draget en skillevej imellem os og vore fjender, den mægter ingen
af dem at nå over."
"Men der nærmer de sig jo, de drager frem i en lang række. Jeg
hører dem tale sammen."
"Jeg også," svarede Ib, "men ret nu taler isen med, hører du,
An’ Mari’? Fold dine hænder, Gud nåde de arme mennesker."
Endnu mens Ib talte, lød et hult og pibende suk hen over havfladen.
Rytterne standsede, de syntes at betænke sig, nogle af dem
vendte deres heste ind mod land igen, men det var for silde; man
hørte et skrald i isen, et gennemtrængende og gentaget skrig. Hestene
vrinskede, isfladen bevægede sig og bøjedes sammen, rytterne råbte om
hjælp, de kæmpede og forsvandt under isen. Ude
på holmen var Ib og gjøngerne tavse, grebne vidner til dette optrin.
Svend Gjønge var imidlertid blevet stående og stirrede efter de
bortgående, indtil det sidste spor af dem var forsvundet i natten.
Derpå stængede han døren og satte en træskodde for vinduet,
således at man udefra ikke kunne se lysets skin.
"Nu må jeg bort, før svensken besøger huset," udbrød han tilfreds, "alt er
roligt udenfor, de andre er frelst, kaptajnen kan ikke
forråde dem, siden Ib følger med, og ingen har set dem forlade
huset."
"Ingen uden jeg," svarede en stemme ved alkoven, og da Svend
overrasket vendte sig om, så han den fremmede, som rolig og ube-
mærket under de foregående optrin var blevet siddende i halmstolen.
Svends første handling var at gribe efter pistolen i bæltet, men
da han så den fremmedes blege og sagtmodige træk, slap han den
igen og gik hen til manden.
"Hvem djævelen er I?" spurgte han forundret, "og hvordan er I
kommet ind?"
"Jeg har siddet her hele aftenen," svarede den fremmede, "og
bringer et ærinde til dig, Svend Gjønge!"
"Ja, dermed får vi vente en stund," ytrede Svend, "for øjeblikket gælder
det om at komme bort. Er I dansker?"
"Det hører du vel på mit mæle."
"Desværre!" svarede Svend, "jeg har hørt mangen mand tale det
danske tungemål, uden at det derfor var synderlig bevendt med
hans sindelag. Jeg mente for resten, at hvis I ikke står i ledtog med
svensken, vil det kun være en ringe anbefaling, hvis man traf jer
i dette hus."
"Så gør vi følgeskab."
"Lad gå, skønt jeg holder mest af at vide, hvem jeg har for mig,
det hører nu engang til min håndtering at være forsigtig, fremmede!
Omstændighederne har lært mig det."
"Det hører også til min håndtering," lød svaret.
Svend betragtede manden et øjeblik tvivlrådig, derpå gik han
hen til alkoven, hentede to lagner og nogle uldstrømper.
"Se her," sagde han, "svøb jer ind i dette og drag strømperne
uden på eders sko, så vil vi kunne gå forbi svenskerne på ti skridts
afstand uden at blive bemærket, og så skal jeg føre eder til et sted,
hvor I kan forrette eders ærinde i sikkerhed."
Manden adlød opfordringen. Svend slukkede lyspinden og listede
ud ad døren, her lyttede han først nogle få øjeblikke, derefter
kaldte han på den fremmede, og de forlod huset.
Svend valgte en sti, der efter nogle minutters forløb førte dem
ned i en af de dybe grøfter, som indhegnede de kongelige vildtbanedistrikter
fra herregårdsjorderne. Grøften var på begge sider
kantet af træer og buske, der udbredte deres grene oven over den,
og vejen lod til ofte at være benyttet på lignende vis som i nat,
thi den var temmelig banet og sneen trådt fast sammen.
"I må enten gå foran eller helst ved siden af mig," hviskede
Svend, "så har jeg større fornøjelse af eders selskab undervejs."
Den fremmede adlød.
"Har vi langt til det sted, hvor du agter at skjule dig?"
"åh nej, blot et lille stykke vej endnu, bestandig langs med grøften, så
er vi der."
Da de kom til skoven, sprang Svend op på gærdet og udbrød:
"Kom, her er min hånd, lad mig hjælpe jer op, nu er vi i skoven
og i sikkerhed, her nede i krattet kan ingen fjende trænge sig frem
i mørket, og i alt kender jeg vejen bedre end alle andre. Sæt jer
ned på stenen og træk vejret lidt, før vi går videre."
"Det er just ikke noget mageligt liv, du fører, efter hvad jeg
har set i nat," ytrede manden, "jeg er kommet til den tro, at du
måtte kunne have bragt det videre i denne verden."
"Måske, men hvorledes?"
"Du er en dygtig krigsmand."
"Ak, dertil måtte jeg være adelbåren, siden adelen alene kan
bringe det til noget på den vis."
"Der er således her i landet, men du kunne jo søge fremmed
krigstjeneste."
"Hos hvem?"
"Hos den mægtigste, Svend Gjønge! Fordi han ville være bedst
i stand til at belønne dine fortjenester, og nu da svensken for tiden
er mægtigst, ville jeg efter min tænkemåde foretrække ham."
"Det lod sig vel gøre," svarede Svend spottende, "især siden han
allerede har sagt mig fredløs. I mit sted ville I altså gå i svensk
krigstjeneste?" tilføjede han med en påtagen ligegyldig tone.
"Ja, ganske vist."
"å, hvad, de ville vel ikke engang have mig."
"Måske dog."
"Jeg ved heller ingen, jeg kunne henvende mig til."
"Hvis det er din mening, så fandt vi vel på råd derfor."
"Giv mig da eders råd, siden I engang har begyndt derpå."
"Du tænker altså at gøre alvor af sagen?"
"Ja, hvorfor ikke?"
"Sandt nok, man kan lettere besvare et hvorfor end et hvorfor
ikke, og jeg vil gå ærligt til værks. Jeg kender en formående mand
blandt svenskerne, som kunne skaffe dig den post, du ønsker."
"Hvem er denne mand?"
"Det er gehejmeskriveren hos grev Ulfeldt."
"Når kan jeg få svar fra ham?"
"Straks."
"Straks!" gentog Svend, "så må det altså være eder selv."
"Og hvis det var tilfældet?"
"Ja, hvis det var tilfældet," svarede Svend, idet han sprang ind
imod den fremmede og greb ham i brystet med den ene hånd,
mens han drog en pistol frem med den anden, "så fortjener I, at
jeg satte jer en pistolkugle i panden, men vel betænkt er I ikke
en ærlig mands skud værd."
Efter disse ord kastede han ham så heftigt og uformodet tilbage,
at den fremmede, berøvet ethvert middel til modværge, styrtede
omkuld på jorden. Manden ville tale, men Svend afbrød ham:
"Stakkels herre! Hvor jeg ynker jer, at I ikke engang mærkede
den snare, jeg stillede for at få at vide, hvad I førte i skjoldet. Sådan en
myggedræber tror de at kunne skikke for at få mig til at
svigte folk og fædreland! Forsandt, jeg havde ikke eders hjælp
behov, siden svenske generalen, Gustav Steenbuk, alt i fjor tilbød
mig høvedsmands plads og tjeneste blandt sine folk. - Vend tilbage,
gehejmeskriver! I nat lader jeg eder slippe, men træffes vi nogen
sinde på samme vej igen, så bed Gud Fader om nåde for eders
syndige sjæl. - Nu ved I, hvem jeg er."
Svend vendte ham ryggen og gik, den andens ord bragte ham til
at standse.
"Ja, Svend Gjønge!" udbrød manden. "Nu ved jeg, hvem du er,
men du ved endnu ikke, hvem jeg er. Før mig derhen, hvor du har
betænkt at skjule dig, så skal jeg fortælle dig resten af mit ærinde.
Du har hidtil kun hørt den første halvpart deraf."
"Hvad mener I?" spurgte Svend overrasket. "Er det et nyt forsøg,
I agter at anstille med mig. Jeg synes, I må have tabt lysten til at
komme igen, siden den første prøve ikke lykkedes bedre."
"Men hvoraf ved du egentlig, at den første prøve ikke lykkedes
bedre?"
"Hvoraf jeg ved det?" gentog Svend rasende, idet han trådte
manden et skridt nærmere. "Deraf, herre, at jeg stod på nippet
til at knække jeres nakkeben."
"Det ville have været højst urigtigt af to grunde, først fordi du
måske derved kunne have skadet din egen sag, og dernæst fordi
jeg efter en sådan hændelse sandsynligvis ikke ville have fået lejlighed til
at gøre dig bekendt med, at alt, hvad der før blev sagt,
kun var en prøve, jeg agtede at stille dig på."
"En prøve?" gentog Svend dvælende.
"Ja, og hvoraf du indser, både at denne prøve ikke mislykkedes,
og at min snare var snildere anlagt end din, siden du lod dig
fange.
"Jeg får vel tro eder, når I giver mig beviser derpå," svarede
Svend; "men i et punkt har I dog ikke båret eder klogt ad. Jeg
er en heftig mand, herre, det ligger i mit blod, og den, som fornærmer mig,
enten det nu sker for spøg eller for alvor, gør bedst
i at være så langt borte, at jeg ikke kan række ham. - Guds død!
Man kryber dog ikke ind i huset til den hund, man agter at drille.
Siden I altså hverken er gehejmeskriver eller svensksindet, hvem
er I da?"
"Det skal jeg sige dig, når vi kommer til dit skjulested; synes
du da ikke, at de oplysninger, jeg kan give, er tilstrækkelige, så er
jeg dig dog så nær, at du kan forsøge på at knække mit nakkeben igen."
"Godt," svarede Svend. "Lad os gå."
Efter en lang og besværlig gang, der førte hen over så mange
krydsveje og tværstier, at den fremmede ikke havde det ringeste
begreb om, hvor han befandt sig, stod Svend Gjønge endelig stille
foran en kæmpegrav, som var omgivet af en rad store gråsten.
Svend Gjønge rullede en af stenene til side, og hvor den havde
ligget, viste sig et hul, stort nok til, at et menneske kunne krybe
igennem.
"Læg eder ned og kryb ind," udbrød Svend, "det er på høje tid,
at vi kommer i skjul. Ret nu begynder daggryet at bryde frem, og
så nytter vore lagener os kun lidt."
Den fremmede krøb ind igennem hullet, som straks efter udvidede sig,
således at man kunne stå oprejst. Svend trillede stenen
tilbage på dens forrige plads og slog derpå ild i sin fyrtønde.

Hvorledes Svend kom til at opgrave skatte

Lyspinden, som Svend tændte, kastede sit rødlige skær omkring i
denne hule, hvis vægge var dannet af store granitsten. I det ene
hjørne fandtes et sengested af utilhugne bøgegrene og opfyldt med
frisk hø. På den modsatte side så man en mængde hjelme, kårder
og geværer, som alle bar svensk mærke og lå uordentlig henkastet
i en dynge.
Den fremmede lod sit blik glide hen over disse genstande; han
havde taget huen af hovedet og satte sig ned på en trærod, som
tjente i stedet for stol.
"Ja, se jer kun omkring herinde," udbrød Svend. "Jeg har lukket
for os, og vi er sikre for at blive røbede."
"Det er min tro godt, vi kan tale uforstyrret," svarede den anden,
"jeg har meget at sige dig."
"Så lad os begynde med eders navn."
"Lad os begynde med mit ærinde, det er alt, mit navn kommer
siden, det er intet. Ser du, Svend, så såre Majestæten og det høje
riges råd fornam, at svensken tænkte på landgang, bestemte de, at
øernes befalingsmænd skulle skikke deres byers og kirkers penge
til København, men budskabet herom blev opsat, ligesom alt andet
nødvendigt er blevet opsat i denne usalige krig. Først dengang fjenden stod
på Fyn og begyndte at tage penge i hver en by, han kom
til, var nøden på færde, og jeg drog i hast over til befalingsmanden for
Lolland og Falster for at se, om der derfra lod sig redde
noget. Den kloge hr. von Pappenheim havde på egen hånd sanket
alt, hvad der i hans stift var blevet opkrævet i skat og toldpenge,
som med kirkens midler og de, der blev skikket fra hr. Henrik
Rammel på Møen, udgjorde en sum af halvfjerdsindstyve tusind
rigsdaler. Det lykkedes mig med megen fare at komme over til
Vordingborg, og der har vi nu forvaret alle disse penge på et
sikkert sted, siden jeg ikke trøstede mig til at bringe dem videre.
I denne knibe tænkte jeg på dig, der besad et kløgtigt hoved og en
stærk arm, hvor det kom an på at hjælpe."
"Hvem gav mig den lov?" spurgte Svend.
"Hans Majestæt kong Frederik den Tredie."
En glødende rødme fo’r over Svends ansigt ved disse ord; han,
så frygtløs, så eventyrlig dristig i alle sine handlinger, vovede i
dette øjeblik ikke at hæve sine øjne fra gulvet til den lille, blege
mand, der sad lige over for ham.
"Det var da kongen selv, som skikkede eder af by i det ærinde?"
ytrede han dæmpet.
"Det var så!" svarede den anden, "og siden vi nu kommer til
at have beviser nødige, så ser du her det første, som bekræfter sandheden
af, hvad jeg fortæller."
Manden trak en lille lædertaske frem fra sin brystklædning og
udtog et sammenfoldet papir, som han rakte Svend.
På dette papir stod skrevet:

Alle, som dette brev ser eller hører, vor hilsen tilforn! Såsom
ærbare Hans Nansen, vor tro og øverste borgmester udi København,
er skikket udi kongens anliggender, dens vel at forfremme, så skyldes ham
hørighed og lydighed, item hjælp og bistand af hver den
riges mand, til hvem han måtte eragte sig at vende og bistand at
begiere.
Friederich Rex.


Da Svend havde læst brevet, gav han det tilbage til Nansen, som
vi fra nu af kan nævne ved hans navn.
"Kommer I i betryk på vejen, føjede Kongelig Majestæt til, eller
mangler den hjælp, som er eder fornøden, siden det gælder om at
bringe pengene midt igennem et af fjenden besat land, næsten gennem hans
lejr, så opsøg Svend Gjønge, han er mand for at hjælpe
eder og den, til hvem I kan sætte eders fortrøstning. Så rejste jeg
fra Vordingborg og fandt dig først i aftes efter lang søgen, skønt
rygtet om dit mod og dine bedrifter fast spørges over den hele ø."
Svend trak på skulderen med en ringeagtende mine. "Synes I
ikke bedst om, at vi lader eders ros bero, indtil jeg får den fortjent
bedre? Hidtil har jeg ikke gjort andet end skaffet mig folk og
folkene våben, det er først nu, jeg agter at fange an på noget."
"Du glemmer, at jeg var til stede under de forskellige optrin
i dit hus."
"Og hvad så? For fanden, herre! Bilder I eder da ind, at så forvovne og
halvvilde mennesker som disse gjønger, folk, der så at
sige allesammen er fødte og opdragne i krig og overfald og slagsmål, lader
sig regere som fluer i en sytråd. Hvis de ikke kendte
mig som den, der magter dem både i mod og manddom, ville de
le mig op i ansigtet og på timen vælge en anden fører. Gud nåde
egnen, hvis det skete; thi siden de har så ondt ved at lystre nogens
befaling og ikke kender andet begreb om ret end det, jeg foreskriver dem,
ville de sprede sig til alle sider som rotter fra en
tømt lade og måske føre et endnu værre regimente over vore egne
folk end svenskerne."
"Nuvel, Svend!" vedblev Nansen, "jeg så da også i aften, at du
var en mand, men det var mig ikke tilstrækkeligt, jeg måtte nøje
udforske dig, før jeg vovede at betro denne vigtige sag i dine
hænder."
"Det vil sige, at I høje herrer inde i København ikke har andet
begreb, end at en fattig mand nødvendigvis må ophøre at være
en ærlig mand, når man blot rasler for hans øre med en fyldt
skindpung. Ak, så tror jeg dog langt bedre om eder, skønt I fortjener det
mindre."
"Såmænd, Svend Gjønge!" svarede Nansen med et overlegent
smil, "det hører også ungdommen til; den skuffes af alt, fordi den
tror på alt."
"Jeg er femogtredive år," ytrede Svend.
"Jeg regner ikke med et menneskes alder efter år, men efter hans
følelser, og deri er du endnu ikke femogtredive år gammel. Efter
mit begreb måtte jeg altså mistro dig, indtil jeg fik bevis på det
modsatte."
"Nej, djævelen annamme mig, om I måtte!" råbte Svend heftigt.
"Når Hans Majestæt nedlader sig til at give mig et skudsmål som
det, I før omtalte, synes jeg, at jeg også kunne være god nok for
en lille mand som eder."
"Vi lader nu den sag fare! Havde jeg uret før, da jeg tvivlede
på dig og dine lige, så synes det virkelig, at jeg søger at gøre
denne fejl god igen."
Svend lo. "Fordi I kommer og beder mig om at hjælpe eder?"
"Nej, Svend Gjønge, men fordi jeg kommer og tilbyder dig hele
æren af dette foretagende, en ære, der er så meget større, fordi
dine bedrifter først skal begynde der, hvor jeg har erklæret mig
ude af stand til at handle videre."
Svend indså rigtigheden af denne slutning, han stod nogle øjeblikke tavs og
grundede, derpå nikkede han og rakte Nansen sin
hånd, idet han sagde:
"Det er sandt, og vi vil ikke tænke mere på, hvad der er sket.
Men hvor stor er den kapital, jeg skal bringe til København?"
"Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler."
"Det er mange penge."
"Ja, men endda ikke så vanskelige at transportere, eftersom en
del af summen er omsat i vekselbreve fra bekendte mænd og kun
en ringe part i guld og sølvmønt. Tror du at kunne få disse penge
bragt lykkelig og vel igennem Sjælland?"
"Det ved jeg ikke."
"Hvorledes, du ved det ikke? På den måde er vi jo lige nær."
"Byfoged!" svarede Svend, "jeg skal sige eder noget. En dreng
strækker armen ud og tror, at hele verden hænger i et kalveskind,
en mand rækker den ikke længer, end han kan drage den tilbage
igen, han må være hurtig til at handle, men sen til at sove. Jeg
er en mand, som I nylig sagde, og først, når jeg har fanget tingen
an, skal jeg sige min mening om den. Det kommer ikke blot an på
at skuffe svenskeme, som har en forbandet fin næse, men tillige at
fortjene den tillid, I høje herrer sætter til min manddom og snildhed. Hvor
har I forvaret pengene?"
"Det skal du få at vide, når vi kommer til stedet, thi jeg formoder, at vi
følges ad."
Svend fo’r i vejret, han stillede sig foran Nansen med flammende øjne.
"Nå, det formoder I?" råbte han, "da er jeg rigtignok af en hel
anden mening. Atter mistroisk!"
"Atter hidsig!" svarede Nansen.
"Stakkels mand!" vedblev Svend, idet han gjorde synlig vold
på sig selv for at betvinge sin heftighed. "I vil være med ved
denne lejlighed. I, som endnu gisper efter luft af træthed over de
par skridt, vi nylig gik. I ryster jo af kulde hernede i dette lune
kammer; hvordan vil I være faren, når vi kommer udenfor? Sikken
lille, hvid hånd, enhver svensk pibedreng ville vriste sværdet af
den, når det kom til kamp. I ville få ondt mellem vore skud og
dåne af skræk, imens vi flygtede. Kast et blik på jer selv, borgmester, og
så et på mig. Jeg siger det ikke for at forringe eder, men
af os to er I manden, når det i kongens råd kommer an på et kløgtigt
indfald, jeg er manden, når det gælder om at vove liv og lemmer for at
udføre det. Svøb derfor kappen om eder, herre, og vend
tilbage til eders skrivestue; giver Gud mig lykke, skal jeg sørge
for resten."
"Lad det da blive, som du bestemmer, halstarrige!" svarede Nansen; "men
husk vel på, at du ved at skikke mig bort overtager alt
ansvar for sagens lykkelige udfald."
"Ja, jeg ved det," svarede Svend med et hovednik, "alt ansvar
og al ære."
"Når er du færdig til at rejse?"
"Det var jeg fra det øjeblik, I nævnede sagen."
"Og dine kammerater?"
"For en ufærd, borgmester! Hvad angår mine kammerater eder?
I kunne lige så godt spørge, om jeg har min mellemmad færdig,
eller om mine pistoler er ladt. Det var instruksen, jeg talte om."
"Nuvel, kender du præsten i Vordingborg?"
"Hr. Christen Nielsen, som har anlagt et biværk i sin have?"
"Jeg hører, du kender manden. Gå og bring ham dette brev fra
mig, jeg har allerede nævnt dit navn for ham; det er en ærlig og
tro dansker, han vil hjælpe dig med, hvad han kan."
"Ja, Gud bedre det for den ærværdige herre! Hvis det gjaldt om
at læse et helligt evangelium, eller han kunne kalde englene til
hjælp, så var han manden til at hjælpe os. Men her tænker jeg,
at mine engle kommer til at forrette arbejdet, hvis sagen skal have
fremgang. Præsten ved altså, hvor pengene er forvarede, og jeg
må ikke vide det?"
"Vi har forvaret dem i et af hans bistader. Nu har jeg sagt alt.
Tag dine forholdsregler og husk vel på alle de farer og vanskeligheder, der
er forbundne med dit vovestykke."
"Nej, borgmester!" svarede Svend munter og frejdig, "på planen
vil jeg tænke straks, men på farerne vil vi først tænke, når de er
overstået. Desuden er en sejr uden fare kun en ros uden fortjeneste."
Nansen rakte Svend Gjønge hånden og beholdt hans i sin, mens
han sagde:
"På et lykkeligt udfald, Svend! Vil Gud, at vi to møder hinanden igen, og
du nogen sinde har en ven behov, så henvend dig
til mig."
"Tak skal I have, herre!" svarede Svend. "Hvis I nogen sinde
oftere skulle have Svend Poulsens hjælp behov, så henvend eder
kun til mig uden først at lægge snarer. Og kommer I til København, så sig
til Hans Majestæt og den høje riges adel, at jeg
ringe mand råder dem enten til at have fuld tillid til dem, de
vælger sig, eller også slet ingen; de kan måske have sådan lære
fornøden."
Mens Svend talte, hørtes en dæmpet larm oven for hulen; stenen
blev væltet fra, en mand viste sig i indgangen og han krøb ned,
nikkede til Svend og satte sig hen på hølejet i sengestedet, fra
hvilket han med synlig overraskelse vedblev at stirre på Nansen.
"Nå, Ib!" udbrød Svend, "hvor kommer du fra?"
"Fra begravelse."
"Hvis begravelse?"
"De svenske ville ryttere prøve, hvem der nåede højest, de på
deres heste eller vandet i bugten; desformedelst druknede de, og
vi stod på holmen og så derpå."
"Og Ane Marie og vore folk?"
"I sikkerhed."
"Han er min bedste hånd!" ytrede Svend, henvendt til Nansen.
"Han er mit hoved!" svarede Ib, som troede at burde gengælde
denne artighed. Nansen smilede og sagde:
"Jeg kender allerede den gode mand fra før af."
"Det er mere, end jeg kan sige," svarede Ib.
"Ja, ja, Ib! Du skal nok få at vide, hvem han er, han bringer os
et ærinde at forrette, hvori vi først skal forsøge vore kræfter. Men
derom taler vi sammen i morgen. For tiden tænker jeg, det er bedst,
vi glemmer, at det bliver lyst udenfor; lad os slukke vore lys og
tage en god lille søvn på det, vi har udrettet i dag, og på det, vi
vil udrette i morgen."
Ib løste et af høbundterne op og spredte det på jorden, derpå
tog han plads. Svend og Nansen udbredte deres kapper over sengen
og lagde sig ved hinandens side. Kort tid efter genlød gravkammeret
af de tre sovende mænds dybe og langtrukne åndedrag.

Skriftemål

I Vordingborg fandt dagen efter en stor begivenhed sted. Borgerfolkene
færdedes i alle gader og tog vejen nedad mod kirken.
Man så tillige flere svenske officerer, som hørte til den garnison,
Karl Gustav havde ladet blive tilbage på slottet, mens han selv
fortsatte sit tog op mod København.
I nærheden af kirken blev trængselen større, bysvendene søgte
forgæves at holde vejen til hovedindgangen åben. Tæt uden for
kirkedøren stod en klynge svenske krigsmænd, som her fandt en
bekvem lejlighed til at iagttage byens skønne, når disse slog sløret
til side fra deres ansigter, idet de trådte ind i kirken.
Imellem mængden gik en ung mand i gejstlig kappe og med en
krave om halsen. Han var usædvanlig lang og spædlemmet, havde
lyst hår, en bleg, usund ansigtsfarve og døde, glansløse øjne. Ved
hans side fulgte en ung pige, der bar en bønnebog i et hvidt lommetørklæde.
Manden var Oluf Tange, kapellan hos sognepræsten, den unge
pige var præstens eneste datter, Gjertrud, og trolovet med hr.
Tange.
Da de kom ind i kirken, førte kapellanen sin dame op til den
næstøverste stol på gulvet og forlod hende derpå for selv at tage
plads i en af korstolene ved alteret blandt de tolv disciple af den
latinske skole, som her udførte korsangen. Hele hans beskæftigelse
var for øjeblikket delt imellem at tygge på sine negle og at optegne
dem, der meldte sig til Herrens bord næste fredag.
Det var altså dagen før altergang, på hvilken menigheden plejede at gå til
skrifte; og dog kunne man næppe antage, at denne
årsag alene havde forsamlet en så usædvanlig mængde i kirken.
De tilstedeværendes opmærksomhed var også mindre henvendt på
den gamle præst i skriftestolen end på den kvindelige skikkelse,
som lå knælende på stengulvet midt i kordøren. Hun var iført en
vid overkjortel af sort lærred, der nåede hende fra halsen til de
blottede fødder.
"Det er Kulsoen!" hviskede tilskuerne. "I dag står hun første
gang åbenbar skrifte herinde, men på søndag siger de, at hun skal
stå med bare ben uden for kirkedøren i den høje sne. Det slemme skarn!"
"Hvem er Kulsoen?" spurgte den ene af de to mænd, som tillige
med mængden havde trængt sig frem på kirkegulvet, og som ved
fortsatte bestræbelser var nået hen i den yderste række.
"Gudfader bevares nådig vel!" hviskede den lille mand ved deres
side, "kender I ikke Kulsoen? Det er jo den lede troldheks, som har
gået omkring her i byen og ude på landet og forkoglet både folk
og bæster."
I dette øjeblik hørte man lyden af en lille klokke, hvorefter graveren kom
frem med en lang, hvid stok og med megen værdighed
og selvfølelse gik langs med siderne af stolerækkerne for at vække
dem, som var indsovet i kirken. Efter at han var kommet forbi
skaren, begyndte samtalen på ny.
"Hvis det, I fortæller her om Kulsoen, er sandt," sagde den ene
af de to mænd, som imidlertid ubemærket havde trængt sig frem
til nogle svenske soldater, der dannede den første række, "så begriber jeg
ikke, hvorfor byrådet lod hende slippe med så lempelig
en straf. Mig synes dog, der er lands lov og ret for, at alle hekse,
som lægges for kogleri og anden uterlighed, skulle levende
brændes."
"Ak ja, gode herre," sagde borgeren med et suk, "vi tænkte jo
også, at byrådet ville have voldet os den fornøjelse, men hun var
dem for klog, og siden de ikke kunne bringe noget ud af hende,
slap hun med at blive stillet frem i kirken til åbenbar skrifte. - Nu
giver hr. Tange et tegn til manden ved orgelværket, at skriftemålet
er til ende."
"Endnu ikke," ytrede den ene af mændene. "Jeg har også en sag
at skrifte for præsten."
Han tilkastede sin kammerat et betydningsfuldt blik og trådte
ud af skaren. Svenskerne spærrede ham vejen, men manden lagde
sin hånd på en af høvedsmændenes skuldre og udbrød:
"Min herre kaptajn! Tillader I?"
Med disse ord gik han op ad kirkegulvet hen til skriftestolen.
Kapellanen, som stod i kordøren, standsede ham og sagde:
"Hvis I ønsker at stedes til hellig altergang, må I først komme
med mig, at jeg kan tage eders navn og vilkår."
"Jeg tænker ikke, det gøres behov, ædle hr. kapellan!" svarede
manden med sin dybe og rolige stemme.
"Agter I eder da ikke til Herrens bord?"
"Jeg agter at skrifte," svarede manden. "Om resten kan vi tales
ved siden."
Disse ord blev vekslet i nærheden af den knælende kvinde. Hun
hævede sit hoved, som hidtil havde været skjult i hænderne, og man
så da et magert, indfaldent ansigt med lumske, fortrukne træk.
Hendes gullige hud dannede i de gule tindinger, under øjnene og
omkring munden en utallig mængde rynker, læberne var indfaldne
og sluttede kun halvt om en rad af skæve og sorte tænder. Den
fremmede kastede et blik på dette ubehagelige ansigt og fo’r sammen, men han
beherskede sig straks og gik hen til skriftestolen.
foran hvilken han knælede. Hr. Tange blev stående i kordøren og
så forbavset efter ham. Borgeren, der nylig havde fortalt om Kulsoen, vendte
sig om mod den fremmedes kammerat og hviskede:
"Med forgunst at spørge, gode herre! Hvem var den mand, som
vi nys talte med? Han er ikke fra vort kirkesogn, ikke heller har
jeg set ham tilforn."
"Det tror jeg nok," svarede den tilbageblevne; "hvorledes skulle
I vel have set ham, siden han nylig er kommet herind fra Tyskland."
"Fra Tyskland," gentog borgeren forundret, "da talte han dog
det danske tungemål sær godt."
"Han taler alverdens tungemål, hvorfor skulle han da ikke også
tale det danske? Det er en fornem mand af den høje adel, - en
yderst fornem mand," tilføjede han med særdeles eftertryk, "og
det er vi begge to. Han ejer det bedste grevskab, som nogen
vil se for sine øjne, det gør jeg med, at sige, mit er kun et lille
grevskab."
"å nej," udbrød borgeren forundret, "hvor er det rart at høre."
"I dette grevskab har han de dejligste hunde, der findes på denne
jord; og dog er hundene endnu intet mod hans bøsser, der hænger
luntebøsser fra Lüttich med riflet løb, gaffelbøsser samme steds
fra, så store som kanoner, og bøsser med hjullås, der lader sig bruge
i hvad slags vejr, det skal være. Jeg taler ikke om hans sabler,
de skærer i den hårde flint, som en madkniv skærer i en ost, og så har
de endda så fint et bid, at de rager skægget af en mand lige ind til
kindbenet."
"Gud fri os!" ytrede tilhørerne med største andægtighed.
"Men hvorover kommer det, at slig fornem herre går op at skrifte
for vor præst?"
"Han har haft en åbenbaring forgangen nat," svarede manden.
"Jeg kan gerne sige eder det, siden I ser ud til at være højst agtværdige
folk. Englen Gabriel har vist sig for ham, han har vist
sig for os begge to, livagtigt som jeg her står for eder. Nu går
han op og spørger præsten, om der er nogen synd i, at et kristent
menneske gifter sig med stortyrkens datter. Det gør vi i alle byer,
vi kommer igennem."
Mens denne oplysende underretning blev givet, knælede den
anden foran præsten og hviskede til ham:
"ærværdige herre! Sid stille og lad eder ikke mærke med, at I
bliver forundret over mine ord. Jeg kommer i et alvorligt ærinde
til eder, og da det er af vigtighed for os begge, at intet menneskeligt øre
uden eders hører, hvad jeg har at forebringe, så valgte jeg
dette hellige sted, fordi det var det sikreste, jeg kunne tænke mig."
Den gamle præst stirrede på manden med et udtryk af den mest
levende overraskelse, det varede nogle øjeblikke, før han kunne
svare:
"Hvorom eders ærinde end drejer sig, så bør jeg ikke høre det
i Guds hus, jeg har kun her kirkens forretning at varetage." Efter
disse ord gjorde han et tegn til at rejse sig, men den andens mørke
og bydende blik bragte ham igen til at opgive denne beslutning.
Den fremmede vedblev:
"Bliv siddende, herre præst! Jeg beder eder derom. Kan I tænke
noget bedre sted end dette til at forrette et hemmeligt budskab?
Bag eder den tykke mur, til alle sider ingen, som lytter, ovenover
os Gud, som vi begge tror på, og som jeg tænker, at vi begge tjener
ved at virke for den sag, der er mennesket helligst og dyrebarest,
fædrelandets sag."
"Hvem er I?" stammede præsten.
"Mig sender borgmester Nansen, og mit navn er Svend Gjønge."
"Svend Gjønge!" hviskede præsten overrasket. "Og I kommer
for at -"
Svend smilede. "Jeg kommer for at levere eder et papir, ærværdige herre,
som jeg allerede, uden at I mærkede det, har ladet falde
fra mit trøjeærme ind i skriftestolen, dernæst kommer jeg for at
bede om forlov til at bese eders bier, da jeg hører, I ejer en bigård,
som ikke har sin lige i det hele land."
"Mine bier," gentog præsten.
"Ja," svarede Svend, "eller bikuberne, siden det egentlig er dem,
der er målet for min rejse."
"I trøster eder altså at drage til København, Svend Gjønge! Det
bliver en farlig rejse og en slem vej. Frygter I ikke for at påtage
eder dette ærinde?"
"Nej, ærværdige herre! Jeg frygter aldrig. Når vil jeg være
færdig til at kunne tage bort?"
"Jeg skal overlevere eder alt i denne nat."
"Og hvor mødes vi igen?"
"Her i kirken."
"Når?"
"Jeg tænker, at månen er gået ned klokken tolv."
"Til den tid være Gud med eder. I ser så god og ærværdig ud.
Giv mig eders velsignelse, jeg vil have den nødig."
Svend bøjede sig over mod præsten. Den gamle mand lagde
hånden på hans hoved, hævede sine klare øjne i vejret og mumlede
sagte nogle ord, mens Svend lå knælende foran ham. Derpå rejste
han sig og gik tilbage igennem koret ned til sin staldbroder, som
imidlertid havde fortsat underretningen til borgerne med forskellige
mærkværdige bidrag.
Da der ikke meldte sig flere til skriftemålet denne gang, trådte
præsten hen i kordøren, hvor Kulsoen imidlertid uafbrudt var
blevet liggende på knæ. Han gjorde korsets tegn over hende og
lagde sin hånd på hendes hoved, idet han udbad sig menighedens
gunst og barmhjertighed for den bodfærdige.
Da Kulsoen rejste sig, og hendes rynkede ansigt blev synligt for
alle, viste der sig et udtryk af trods og raseri. Hun blev overgivet
til to af bysvendene, der skulle føre hende tilbage til Gåsetårnet,
hvor hun sad fængslet, indtil kirkeboden var endt.
Menigheden forlod kirken. Hr. Tange bød Gjertrud sin arm for
at følge hende tilbage til præstegården.
I Gjertruds lille, runde ansigt kom en vis sørgmodighed til syne,
hun lænede sig fastere på sin elskedes arm, mens de vandrede igennem gaden,
og hviskede til ham med et udtryk af vemod:
"Hvor jeg ynkes over den stakkels, gamle kone. I sandhed,
Tange, jeg vil bede fader, at han forkorter den tunge kirkebod
noget."
"Vistnok," udbrød Tange og trykkede hendes arm, "kunne du
råde, mit unge hjerte, da skulle end ikke den argeste forbryder
komme til at lide nogen straf, alligevel jeg holder den for at være
god mod en så grov misdæder som Kulsoen."
"Tror du da virkelig, hun har i sin magt at øve trolddom?"
"Tilforladelig tror jeg derpå," svarede Tange vigtig. "Sådanne
kvinder kender mange lønlige naturens kræfter og geister, dem de
bruger til medmenneskers fortræd. Selv har jeg med egne øjne i
Jylland ved Nibe set en gammel heks, der mægtede at vise døde
igen, så hårene rejste sig på vore hoveder derved."
"Virkelig!" ytrede Gjertrud, idet hun med en frygtsom nysgerrighed så på
ham.
"Bliv ikke bange, mit søde, lille hjerte!" sagde elskeren. "Den
kunst gør hun aldrig mere."
"Hvorfor ikke?"
"Fordi hun blev levende brændt uden for byen, hvor hun havde
sit tilhold," svarede Tange med en selvbehagelig latter. "Lad os
ikke tale mere herom, det skal ikke være godt, når mørket falder på."
"Nej," svarede Gjertrud, "lad os hellere overlægge den tid, da
du i morgen vil følge mig op til apotekeren, der gør de smukke
billeder, at han kan udklippe os vore portrætter, som vi lovede
at sende til moster på Falster."
"I morgen falder lejligheden knap dertil," svarede Tange. "Næst
efter altergang må jeg skrive på min prædiken til søndag. Jeg har
uformærket bragt i erfaring, at den svenske general Vavasor agter
at besøge kirken til aftensang."
"Men i aften da, kære Tange!" ytrede Gjertrud med et bønligt
blik. "Du har jo dine nye klæder på, kunne vi ikke gå straks til
ham? Han udklipper folk den hele dag, til han har nydt sin øllebrød til
nadver."
"I aften," gentog Tange med en tilsyneladende forundring. "Må
jeg ikke i aften gennemlæse evangeliebogen og sætte mig ind i
teksten, at min lille Gjertrud kan få glæde af at høre mig roses
og lovtales, når vi til søndag går med hinanden arm i arm fra
kirken?"
"Ja, det er også sandt," svarede den unge pige med et suk; "men
i den sidste tid kommer du næsten aldrig ned og ser til mig; jeg
sidder alene med den gamle Sidsel og spinder på min ten, og du
tøver oppe på dit kammer, som om vi var skilt ved bjerge og dybe
dale. Den svenske høvedsmand Manheimer nyder oftere godt af dit
selskab end mig."
"Det er anden gang, du nævner høvedsmanden i dag," sagde
Tange fortrydelig. "Jeg må vel finde mig i hans selskab, som jeg
kan, og så ofte det behager ham, mens svensken spiller herre og
mester i landet. Af to onder skal man tage det mindste, og jeg ser
hellere kaptajn Manheimer oppe på mit kammer end inde i dit."
"Ja, vistnok, kære Oluf! Men gamle Sidsel siger, at I sidder og
spiller terning og andet højt spil deroppe. Jeg er så bange, at hans
selskab ikke skal være dig til gode."
"Lille Gjertrud må være en fornuftig pige og tænke, at hun
ikke er noget barn længer. - Herre Gud! Jeg tror, hun græder!
Skal vi nu have et nyt optrin igen? Tør dine tårer af, min elskelige!"
vedblev han og kyssede hendes hånd, "at ikke gamle Sidsel
eller fader skal brumme, når de ser dine røde øjne."
Den unge pige adlød. Oluf hævede hammeren på præstens dør,
og de trådte ind.
"Det var min tro på tide, at I kom," udbrød den gamle kone,
som lukkede dem op. "To gange skikkede den svenske høvedsmand
bud ned for at høre, om hr. Oluf var vendt tilbage fra kirke, og
siden har han larmet og støjet deroppe på kammeret, som om han
ville bryde hanebjælkerne ned af huset."
Hr. Olufs matte øjne antog større liv, idet Sidsel nævnede
høvedsmandens navn. "Siden I så siger," ytrede han, "bliver det
vel bedst, jeg går op for at holde styr på ham. Sidsel behøver ikke
at bringe mig min aftenkost op for denne gang, jeg er ikke sulten."
Tange kyssede med et kærligt smil sin bruds hvide, små fingre,
derpå nikkede han til Sidsel og forlod stuen.
Den gamle kone blev stående nogle øjeblikke uden at sige noget,
hendes spejdende og alvorlige blikke dvælede på Gjertrud. Den
unge pige slog sine øjne ned for disse gennemtrængende blikke,
som syntes at læse i hendes indre. Pludselig brast hun i gråd og
ville forlade værelset. Den gamle gik hen til hende, slyngede sine
arme om hendes liv og hviskede bevæget og sagte:
"Vorherre vender alting til det bedste for os, mit elskede barn!
Men bliver dette længe ved, så vil det kun tage en sørgelig ende."

Et terningespil

Idet Tange gik op ad trapperne til det loftskammer, han beboede,
hørte han en dyb basstemme brøle tvetydige ord af en tysk soldatervise. Han
skyndte sig for at afbryde denne ubehagelige sang og
trådte ind ad den åbentstående dør.
En mand i svensk rytteruniform lå udstrakt på løjbænken; ved
hans side på gulvet stod en halvtømt vinkande, og foran ham på
et bord lå udbredt en mængde små og sirlige breve, som han formodentlig
havde gennemlæst, før han hengav sig til hvile.
"Gid tusinde millioner djævle annamme ham, kapellan!" råbte
manden, idet han udstrakte begge arme imod Tange. "Her lader
han mig sidde og vente efter sig en stiv klokketime tilende."
"I vidste jo dog, hr. kaptajn, at jeg var beskæftiget i kirken."
"Hvad bryder jeg mig derom! Bøddel og brand! Havde det ikke
været for den lange vejs skyld, skulle jeg have hentet ham i kirken
og fugtlet ham hjem med min flade klinge!"
Kaptajn Manheimer var en lille, bredskuldret mand med et rødt
ansigt, sort, tæt afklippet hår og et stort overskæg, som efter den
tids begreb om det klædelige blev strøget opad mod øjnene. Han
bar et blåt anløbet brystharnisk og en tveægget kårde med bred
parerplade, gennembrudt med en mængde små, firkantede huller
til deri at opfange modstanderens klingespids. Foruden kården
havde han endnu en daggert, der blev ført i venstre hånd, på samme tid man
benyttede kården, og som vekselvis tjente til angreb
og parade.
"Ja, kig han sig kun om!" vedblev kaptajnen med en tilfreds
latter; "hvis han skulle finde, at her ser en smule forstyrret ud, så
får han takke sig selv derfor. Jeg måtte jo have noget at fordrive
tiden med, og så tog jeg disse kærestebreve, som jeg gav mig
til at læse."
"Mine breve!" udbrød Tange harmfuldt.
"Ja, til mig er de i det mindste ikke skrevet; han må tilgive mig,
at jeg ikke lagde dem på plads igen. Her var desuden så koldt inde
i stuen, at jeg selv måtte gøre ild på, så slog jeg en af hans gamle
lænestole i stykker og smed den ind i ovnen med samt dens læder
og udstopning. Det hjalp!"
"Min lænestol!" råbte Tange med stigende harme.
"Ja, min var det Guds død ikke!" vedblev kaptajnen leende,
"og han må pardonnere mig, om her ryger lidt, for det gamle asen
af en stol vil ikke brænde, men så tog jeg nogle af hans papirer og
en tynd, lille huspostil og tændte op med, det hjalp."
"Herre Gud!" udbrød Tange med ynkelig stemme, "det er jo en
forfærdelig ulykke, I har anstiftet. Mine kostbare papirer og den
gode stol! Hvad tror I, præsten vil sige, når han spørger sligt?"
"Gid tusind skok djævle tage præsten!" råbte Manheimer leende.
"Efter den store tjeneste, jeg i dag har bevist ham, er han desuden
vist for taknemmelig til at tænke på sligt."
"Hvilken tjeneste?"
"Har ikke jeg og min tjener arbejdet for ham fast to timer tilende i denne
eftermiddag, mens han var i kirke."
"Arbejdet, højtærede kaptajn?"
"Ja, netop. Jeg gav knægtene ordre til at grave et hul i den dybe
sne bag om i haven, deri satte vi hans bistokke, en for en, og dækkede dem
så til igen, imens jeg gjorde mig en god, tyk lunte, velfyldt med svovl, den
stak vi ind under stokkene og antændte. Forleden klagede de i køkkenet over,
at vi drak dem for meget mjød,
derpå har vi nu rådet bod; så snart det behager præsten, vil han
kunne lave sig et oksehoved fuldt på ny og vel noget derover, thi
vi svovlede flinkt og tog alle de bistokke med, som vi kunne overkomme."
Manheimer tav og støttede sine arme på løjbænken for ret i
mag at betragte, hvad virkning hans fortælling gjorde. Tanges
intetsigende ansigt havde antaget en blegere farve end sædvanligt,
han rynkede sine lyse øjenbryn, men svarede intet. Imidlertid samlede han de
adspredte breve samme for at lægge dem på deres
forrige sted i det åbne chatol.
"Nok derom," vedblev kaptajnen. "Det var ikke for at sige dette,
at jeg længtes efter ham. Klokken bliver mange, jeg har kun to
timer til hans tjeneste i aften. Skyl derfor mjøden af dette tinbæger
og lad os få terningerne frem, jeg skylder ham jo revanche
fra sidst."
"Jeg vil nok spille en stund," svarede Tange, "men jeg har kun
to rigsdaler hos mig, som jeg endda skal aflevere til kirkens fattigblok."
"Hvordan kommer han til kirkens penge?"
"Jeg fik dem på visitats i aftes, mens klokkeren gik omkring for
at høre, om nogen bandede."
"Hvad for noget?" råbte Manheimer leende. "Har man ikke
engang lov til at lette sit hjerte og sindelag med en dygtig ed i dette
fordømte land?"
"Ingenlunde," svarede kapellanen vigtig. "Hvis jeg mindes ret,
var det anno 29, da kongelig lov befalede, at præster og lærere
flittigt skulle gå omkring i deres sogn og se, om folk holdt morgen og
aftenbøn og lytte efter, om nogen blandt almuen sværgede. Men
den, som bander, skal bøde for fireogtyve skilling, mens den, der
hører og ikke angiver, skal bøde ti skilling."
"Det var jo rart. Gud give da, at folk ville bande dygtigt, desto
flere bøder får vi jo under hænder. Altså ejer han to rigsdaler;
jeg låner den ene på kavalers parole. For resten har vi altid noget
at spille om, så længe han bærer sølvknapper i sin kofte."
Tanges ansigt blev mere livligt, mens han skyllede tinbægeret
og bredte et tæppe over bordet, for at lyden af de faldende terninger ikke
skulle høres ned i stuen.
Under det spil, som nu begyndte, forandredes efterhånden Tanges ansigt;
det antog udtrykket af en rasende lidenskabelighed,
hans døde øjne strålede, hans kinder rødmede, årerne stod spændt
i hans pande. Spil var dette menneskes eneste lidenskab. Lykken
var ham ikke god denne aften, først tabte han pengene, bagefter
måtte den ene efter den anden af hans sølvknapper vandre over
bordet til kaptajnen. Manheimer modtog dem med et spottende smil.
"Min herre begriber da vel nok, hvorfor jeg så gerne gider vinde
disse knapper," ytrede han igen efter at have gjort et heldigt kast.
"I går, da jeg gik ud for at gøre dem, som jeg havde vundet forleden, i
penge, mødte jeg præstens gamle husholderske på trappen.
Jeg viste hende knapperne og spurgte, om hun kunne sige mig,
hvad de vel var værd."
"å, Herre Gud!" råbte Tange fortvivlet. "I har vist Sidsel knapperne, så
er jeg da rent ulykkelig."
"Ja. hun købte min tro alle knapperne af mig og betalte mig
resolut, det må jeg tilstå, og jeg tænker nok, den gamle viser det
venskabsstykke også at købe de knapper, jeg vinder fra ham
i aften."
"Og vil I sælge hende dem, kaptajn?"
"Naturligvis, min kære præst, det var synd andet, end at hun
skulle få dusinet fuldt. Nu videre, det er til ham at ryste."
"Nej, nej," råbte Tange med alt det raseri, som udgør en kujons
mod. "I kan handle med mig, som I vil, kaptajn! Men hvis Sidsel
får mindste nys om, at I har vundet mine sølvknapper, så spiller
jeg aldrig mere med jer."
"Han ryster terningerne, og det på minutten!" råbte kaptajnen
med rynkede bryn, "eller fanden skal tage mig, om jeg ikke ryster
sjælen ud af kroppen på ham. Forstår han?"
Tange greb bægeret uden flere indvendinger. Spillet begyndte
på ny.
"Kapellanen sidder ikke i lykke i aften," bemærkede kaptajnen
med et hånligt smil. "Nu har jeg vundet otte knapper, og han har
kun to tilbage."
Tanges hænder skælvede, idet han rystede bægeret og lod terningerne rulle
hen ad bordtæppet. Begge brikker viste på seks.
"Dette går om igen!" udbrød kaptajnen. "Jeg så ikke kastet."
"Nej, det går ikke om!" svarede Tange med en fortvivlet bestemthed. "Ret må
have sin gang."
"Nu vel da!" vedblev Manheimer. "Vi spiller kvit eller dobbelt
om resten af knapperne. Lån mig koften."
Tange rakte koften hen på løjbænken til kaptajnen, som med sin
kårde filede de sidste knapper af.
"Kvit eller dobbelt!" gentog Tange, hvem lykken gav mod. Han
samlede terningerne og rystede på ny. Der faldt to enere. Manheimer udbrød i
en skadefro latter og slog med sine sporer i betrækket i løjbænken. Turen
var til ham at slå. Ved det første kast
viste terningerne på syv, men næste gang lå der tolv øjne på
bordet. Kaptajnen havde vundet.
Tange sank tilbage og skjulte sit blege ansigt i hænderne.
"Mord og bøddel!" råbte Manheimer efter i nogle øjeblikke at
have ladet sit blik hvile på den fortvivlede kapellan. "Hvor han
dog er et stort barn, at blive forknyt for så lidt. Jeg har kendt en
adelsmand, som på en aften spillede to herregårde bort, uden at
der kom så meget som en rynke på hans ansigt; og han hænger med
ørerne for ti sølvknapper. Siden de synes ham så dyrebare, så behold dem,
behold dem alle sammen. Jeg skal ikke være den, der
berøver ham kærestens gave."
Med disse ord skød Manheimer knapperne over til Tange.
"Mener I det virkelig?" udbrød Tange tvivlende. "Jeg sætter
stor pris på disse knapper, fordi de er en skænk fra min kæreste."
"Han kan beholde dem alle sammen," svarede kaptajnen. "Men
lige for lige," tilføjede han med et lumsk grin. "Jeg giver ham
knapperne, til gengæld derfor skal han fortælle mig, hvor præsten
har forvaret kirkens sølvkalk og brødæsken."
"Det lader jeg vel være." sagde Tange, "siden jeg ikke ved det."
"Ja, ja," ytrede Manheimer ligegyldigt, "så taler vi ikke mere
om denne sag. Han beholder hemmeligheden og jeg min gevinst."
Dermed lagde han sin vældige hånd over knapperne, som Tange
uafbrudt vedblev at stirre på.
"Jeg vil gøre min ed på, at jeg ikke ved det," forsikrede kapellanen med
et bønligt blik.
"Jeg tror ham gerne," svarede kaptajnen tørt, "men ved han,
hvad jeg vil gøre min ed på? Det er, at alle hans knapper i morgen
tidlig spadserer ned til den gamle madmor for samme pris som den,
jeg fik sidst."
"Nej, for Guds skyld!" hviskede Tange, idet han bønligt strakte
sine hænder hen mod kaptajnen.
"Hvor er sølvkalken forvaret?"
"Ak, Herre Jesus! Jeg har svoret med hånd og mund aldrig at
nævne det for noget menneske."
"Gå hen og fortæl det til ovnen hist, så bryder han ikke sin ed."
"Jeg tør ikke; å, jeg beder eder, kaptajn."
"Tror han ikke nok, at den gamle giver mig en ort for stykket
af knapperne?" spurgte Manheimer, idet han gned en af dem på
sit trøjeærme og holdt den op mod lyset.
"Ak, jeg ulyksalige menneske!"
"Mon det skulle være for gilde at træffe den gamle pulverheks
i aften? Jeg tror jeg forsøger min lykke straks, så får hun gevinsten
både frisk og varm."
Sveden brast ud af Tanges pande, han kæmpede med sig selv,
han knugede sine hænder sammen over hovedet, mens hans tørre
og sitrende læber mumlede en bøn til kaptajnen.
"Vil han vente, til jeg kommer igen?" ytrede Manheimer uden
tilsyneladende at have øre for den ulykkeliges kvaler. "Jeg tænker
ikke, det skal vare længe, før vi får sluttet vor handel dernede."
Med disse ord rejste han sig for at gå. Tange greb ham heftigt
i armen. "I går ikke," hviskede han.
"Og hvorfor ikke, min rare ven?" spurgte Manheimer leende.
"I vil gøre mig ulykkelig."
"Ja, det var en god grund," svarede kaptajnen leende og stødte
kapellanen til side.
"O Gud, o Gud! Er der da ingen redning for mig?"
"Han kan jo redde sig selv," sagde Manheimer i døren.
"Godt," svarede Tange, "det vil jeg også. I skal få at vide, hvor
begge dele er gemt."
Denne erklæring blev givet så pludselig og bestemt, at Manheimer overrasket
betragtede kapellanen nogle øjeblikke, før han
ytrede:
"Gud nåde ham, præst! Hvis han narrer mig."
"Det har jeg ikke i sinde, jeg kender den mand, de er betroet til."
"Hvem?"
"Graveren. Jeg går hen til ham."
"Godt!" svarede kaptajnen med et tilfreds nik. "Der har han sine
knapper igen, jeg lægger mig da til at blunde lidt på løjbænken
og venter på ham, til han kommer tilbage." Efter denne erklæring
tømte Manheimer mjødkanden og lod sig falde tilbage på løjbænken. Tange tog
hat og frakke og forlod kammeret.

Hvor alterbægeret gemtes

Der forløb omtrent en time, efter at Tange var gået. I hans kammer
var der roligt. Lampen brændte mat og døsigt på bordet, og Manheimers
lydelige åndedrag tilkendegav en tryg slummer. Denne ro
blev afbrudt ved de tunge og slæbende trin af husholdersken, som
kom op ad trappen. I den tanke, at hr. Oluf var alene på sit kammer, åbnede
hun døren, men udstødte et skrig ved at se kaptajnen
på løjbænken.
Manheimer vågnede, han tog den lange tane af lyset og betragtede Sidsel
nogle øjeblikke med et spottende og ondskabsfuldt smil,
før han udbrød:
"Vær velkommen, min kære mundskænk! Lister I herop på den
silde aftenstid for at gantes lidt med mig, så skaf mig først noget
at drikke, ellers vil jeg ikke vide af eder."
"Jeg kommer for at forrette mit ærinde til hr. Oluf," svarede
husholdersken med dydig harme, "alt imens jeg troede, han sad og
skrev på sin prædiken til næste søndag."
"Sin prædiken," gentog tyskeren med en skoggerlatter. "Gid
ham ske tusind ulykker, den hallunk! Har han bildt jer sligt ind.
Ak nej, motter Sidsel! Vi sad og doblede lidt nu nys, indtil jeg
havde vundet alle hans sølvknapper, mage til dem, I købte forleden;
da vi blev kede af spillet, skikkede jeg hr. Tange til kyperen at
hente os nogle flasker franskvin, før vort selskab kommer i aften."
"Hvilket selskab?" spurgte Sidsel.
"Eja, den galgenfugl, fandt han ikke på, at vi i aften, når I og
jomfruen var gået til ro, skulle hente os nogle pigebørn herop og
have lidt lystighed med dem. Mord og brand! Jeg glemmer, at han
bad mig ikke at tale til eder derom, fordi I var en afskyelig, gammel
sladdermund, som han sagde, der kun pønsede på at sætte ufred
mellem ham og kæresten. Men jeg har bedre tanker om eder, I
lader jer ikke forlyde med noget. Kom og kys mig på min hånd,
gamle Sidsel! Var I tyve år yngre, kunne I gøre jer forhåbning
om at blive min kæreste, mens jeg ligger her i kvarter."
Manheimer udstrakte hånden, men Sidsel tog sit forklæde for
øjnene og forlod kammeret med en lydelig hulken.
Kaptajnen sank atter tilbage på løjbænken og lukkede øjnene,
men denne gang kom han ikke til at sove. Straks efter hørte man
skridt på gangen, og Tange kom ind. Kapellanens miner røbede
en heftig og bevæget sindsstemning; der var tillige noget mere
dristigt og bestemt i hans fremtræden end tidligere.
"Kommer han allerede tilbage, min bedste!" udbrød kaptajnen.
"Jeg ventede ham ikke så snart. Fik han graveren i tale?"
"Tys stille!" svarede Tange og udstrakte hånden med en bydende
bevægelse. "Da jeg kom til kirken, fik jeg et bedre indfald. Har
I lyst til at slutte en handel med mig?"
"Javel, min søn, lad os handle."
"Hør først betingelserne!"
"å ja, hvorfor ikke! Han opstiller altså betingelser."
"For det første leverer I mig de to slettedalere tilbage, som I
vandt fra mig før. Dernæst sværger I mig til, ved en krigsmands
parole og ved eders timelige og evige vel, at gå ned til Sidsel
i morgen og sige, at I har taget de sølvknapper i mit kammer, som
I solgte hende forleden."
Mens Tange talte, havde kaptajnen givet flere tegn på utålmodighed. Han
stampede i gulvet og bed i sine knebelsbarter. Men
ved den sidste betingelse udstødte han en rasende ed, fo’r ind på
Tange og greb ham med den ene hånd i skulderen, medens han
med den anden tog kården, der lå på bordet.
"Ved min himmerigs part!" råbte han. "Jeg skal straks spidde
ham fast til sin egen væg, elendige salmesynger, siden han vover
at gøre mig et sådant forslag. Jeg, kaptajn Manheimer, skulle tilstå
et tyveri, det jeg ikke engang har begået."
Tange var blevet bleg, idet kaptajnen sprang ind mod ham; imidlertid tabte
han ikke sin fatning, men udbrød: "Forhold eder rolig,
kaptajn! I har hørt mit forslag til ende, nu skal I erfare, hvad jeg
byder til vederlag derfor."
"Lige meget, jeg går i al evighed ikke ind på den sidste betingelse."
"Og hvorfor ikke? I kan jo sige, at I blot tog knapperne for at
drille Sidsel. Hun vil endda ikke finde den grund så utrolig."
"Nu, ja - måske," ytrede kaptajnen, "men hvad skal jeg have
til gengæld derfor? Det må være noget særdeles, to kirkebægre
ville ikke engang forslå! Det må være noget rædsomt, noget
utroligt."
"Jeg tilbyder eder også noget utroligt."
"Mere end tre bægre?" spurgte Manheimer med øjne, der funklede af
begærlighed. "Sig frem!"
Tange tog lyset og så uden for døren for at overbevise sig om,
at ingen lyttede til det, han agtede at fortælle. Da han kom tilbage,
gik han hen til kaptajnen, nærmede sin mund til hans øre og
hviskede:
"Jeg tilbyder at vise eder, hvor I kan tage den sum af
halvtredsindstyve tusinde rigsdaler."
Manheimer støttede sig med hænderne til bordet. Han stirrede
på Tange med opspilede øjne, åben mund og udtryk af en grænseløs
overraskelse. Blodet farvede hans ansigt purpurrødt, mens han
sagte og klangløst gentog:
"Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler!"
Dette udtryk forsvandt dog lige så pludseligt, som det havde vist
sig. Hans bryn trak sig sammen, og han svarede med et spottende smil:
"Enten må han være gal, hr. kapellan, eller også holder han mig
for gæk, og Gud nåde ham så!"
"Ingen af delene," svarede Tange, "det forholder sig, som jeg
siger; men læg vel mærke til mine ord: I må selv være om at sætte
jer i besiddelse af disse penge; jeg ved, hvor de er gemt, og påtager mig
kun at vise eder stedet."
"Så er det da virkelig sandt? Han mener, hvad han siger?"
hviskede kaptajnen, hvis glæde steg med ethvert af Tanges ord.
"Det er ingen udflugt? Han ved, hvor den sum er forvaret? Godt,
min eneste ven! Først skal han have sig et trykkys, og dernæst
giver jeg ham mit adelige og velbyrdige navn på, at jeg skal forskylde ham
for hans umage, så han vil tænke på kaptajn Manheimer, så længe han lever.
Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler! Jeg
vil slås med den allerværste troldheks, som findes i denne verden,
for slig en sum. Kom herhen til vinduet og betro mig, hvad
han ved."
Tange fortalte nu, at da han var gået op til kirken for at udforske
graveren, havde han hørt stemmer bag alteret, han blev da
stående bag en pille og så præsten og to fremmede i ivrig samtale
med hverandre. Af de afbrudte ord, han hørte, fik han ud, at
præsten havde fået den ovennævnte sum i forvaring, og at den
i aften ved midnatstid skulle overleveres til de to mænd, for at
disse kunne bringe den til København.
Manheimer sad længe grundende, efter at Tange havde ophørt at tale.
"Talte disse mænd ikke om, at de havde medhjælpere i sagen?"
"Nej," svarede Tange; "men såvidt jeg fornam, var begge bevæbnede. Den
ene var også til stede ved skriftemålet i eftermiddag
og havde en lang samtale med præsten."
"Og det var i aften, pengene skulle overleveres dem? Vil han
springe ned og høre, hvad klokken er?"
"Den er ti forbi."
"Mord og bøddel! Så er det på tide, at vi begynder på arbejdet,"
ytrede Manheimer med et tilfreds smil, idet han hængte sin kårde
i bæltet og svøbte sig ind i en stor, blå kappe. "Lykkes anslaget,
kan han gifte sig på minutten, for så gør jeg ham til præst på en
af mine herregårde."
"Hvilke herregårde?"
"En af dem, jeg køber mig for skatten - død og al landsens
ulykker! Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler! Jeg ville dræbe min
egen bror for slig en sum."
Kaptajnen gik. Tange blev stående i døren og lyttede. Hans
ansigt vidnede om en vis uro i de første øjeblikke, efter at manden
havde forladt ham, mens han overvejede de mulige følger af dette
forræderi. Manheimer begav sig ud til Gåsetårnet, hvor han i vagtstuen fandt
sine kammerater beskæftiget med at spille landsknægt.
To af dem rejste sig straks efter hans ankomst og forlod spillebordet
af den naturlige årsag, at de havde tabt alt, hvad de ejede. Manheimer gik
hen til den ene og lagde sin hånd på hans skulder.
Det var en gammel rytter med et arret og brunligt ansigt, omgivet af et
tæt, gråt skæg.
Den gamle krigsmand vendte sig mod kaptajnen, nikkede koldt
og udbrød:
"Tal ikke til mig, Manheimer! Jeg er rasende i dette øjeblik."
"Det tror jeg nok, kammerat, når man går hen og bortspiller
sine penge."
"Risikerer man da ikke at tabe, når man sætter sig til at spille?"
"Nej."
"Hvilket spil skulle det vel være?"
"Det, de fornuftige spiller."
"Gamle gæk! Kender I kanske noget til dette spil?"
"Jeg kommer for at tilbyde eder undervisning deri, kaptajn
Nieler!"
"Og I lover mig forud at vinde?"
"På kavalers parole."
"Hvor meget?"
"Lad os sige hundrede sølvkroner, så overdriver vi ikke."
"Men indsatsen?"
"Livet."
"Min tro! Så lidt for at vinde så meget, det spil må I forklare
mig nøjere."
"Følg efter mig, kaptajn Nieler!" sagde Manheimer. "Jeg venter
eder nede bag ringmuren."
Lidt efter mødtes de to officerer nede bag volden, som omgav
tårnet.
"Nu, Manheimer!" udbrød den gamle. "Lad mig så få opløsningen på eders
gåde."
"Den er snart fortalt," svarede kaptajnen. "Jeg sidder i aften
hjemme i mit logi hos præsten, da jeg hører hestetrav på gaden.
En rytter holder uden for bislaget, banker på ruden og nævner
mit navn. Straks efter kommer der nogen op ad trapperne, og ind
træder hr. Magnus Trolle, svenske rigsråden Steen Bjelkes højre
hånd, som ligger her i staden, siden kongen udnævnede ham og
Ulfeldt til at forhandle med danskernes gesandter. Kender hr.
Magnus Trolle eder, kaptajn Nieler?"
"Ikke det, jeg ved af at sige."
"Nu vel! De havde fået kundskab om, at danskerne hemmeligt
har skikket to mænd her til byen for ved midnatstid at hente nogle
dokumenter af et højst vigtigt indhold, som holdes forvaret på et
skjult sted i kirken. Disse papirer skal nu I, kaptajn Manheimer,
tage fra mændene, hvad det så end koster, og derpå sporenstregs
bringe dem til rigsråden. Med samt papirerne følger en pengesum
af tre hundrede sølvkroner, tilføjede hr. Trolle, men I kender
svenske krigsloven, kaptajn: det bytte, en krigsmand vinder med
sin arm og sit sværd, skal han beholde helt og ubeskåret. Pengene
tilhører eder. - Der har I hele historien på det nær, at hr. Trolle
pålagde den dybeste tavshed i alt, hvad der angik sagen."
"Nu, og så?"
"Ja, så gik jeg på minutten at spørge min ven, kaptajn Nieler,
om han ville være med i dette eventyr."
"Tre hundrede kroner, - ikke mere?" spurgte den gamle med
et forskende blik. Kaptajnen besvarede dette blik med et smil og
sagde:
"Måske noget mere, måske noget mindre. Jeg holder mig til,
hvad der blev sagt, og jeg har ikke selv talt pengene."
"Naturligvis er jeg med," ytrede Nieler beroliget. "Lad os
gå."
"Jeg tænker, vi gør vel i at tage nogle soldater med," sagde Manheimer.
"Derfor lagde jeg planen sådan, at vi går ind i soldaternes
kvarter og udvælger os hver fire mand af vort kompagni; karle,
vi kan stole på."
"Nu ja, de er snart fundet."
"To af dem skal tage hver en lygte med og bære den skjult
under kappen, at vi kan få lys i den mørke nat, hvis det
gøres nødigt."
"Godt," ytrede Nieler, "I har jo lagt en fuldstændig plan. -
Videre!"
"Om jeg mindes ret, er der tre udgange fra kirken. Vi stiller en
mand udenfor hver og befaler at give tegn med lygten, så snart
døren åbnes indvendig fra. I, kaptajn, stiller eder foran kirken med
fire mand, beredt til at hjælpe den, som giver tegnet. Jeg derimod
går ind i kirken. Har denne plan eders bifald?"
"å ja, på det nær, at I tildeler mig den letteste post. For fanden!
Det er dog også alt for let, jeg kommer til mine penge."
"Hvem kan vide det?" svarede kaptajn Manheimer med et smil.
"Hovedsagen er blot, at I husker på hr. Trolles ord og lader vort
eventyr blive den dybeste hemmelighed for karlene."
Omtrent ved midnatstid vandrede en skare mænd tavse og forsigtigt gennem
den krumme hovedgade, som førte til kirken. En
raslende lyd af våben tilkendegav, at de var bevæbnet. Fra de to
forreste så man af og til, når et pludseligt vindpust blæste deres
kapper til side, et lysskær fra en af den tids små håndlygter, som
folk benyttede på gaderne om aftenen. Da de kom op ad gaden,
lagde Manheimer mærke til nogle mænd, der, så usædvanligt det
end var på den sildige tid, drev omkring foran dem, tilsyneladende
uden nogen bestemt hensigt, og forsvandt i retning mod kirken efter
at have vekslet nogle ord sammen.
"Ser I dem?" hviskede kaptajnen til den gamle.
"Ja vist!"
"Jeg tænkte mig nok, at der var flere end to om det stykke
arbejde."
"Så meget desto bedre," svarede Nieler med et tilfreds nik.
Soldaterne blev fordelt i den orden, Manheimer havde bestemt
og havde næppe indtaget deres forskellige poster, før kaptajnen
gik hen til hovedindgangen og bankede tre lydelige slag på døren
med knappen af kårdehæftet. Der var ingen som svarede, men det
svage lys, som hidtil havde skinnet ud igennem de små blyruder,
forsvandt pludseligt.
Manheimer bankede igen, satte munden til nøglehullet og råbte:
"Luk op, i svenskekongens navn!"
Han ville netop gentage denne opfordring og trak vejret til et
nyt udråb, da han hørte langsomme og slæbende skridt, som syntes
at nærme sig døren.
"Hvem banker så sildig om aftenen på en kirkedør?" spurgte en
dyb og mandig stemme.
"Luk op!" brølede Manheimer, "så skal I få det at vide."
"Jeg har ikke nøglen til hoveddøren hos mig," svarede manden.
"Om I vil gå hen til benhuset, så skal jeg lukke eder op der."
Kaptajnen udstødte nogle brummende ord, som tabte sig, idet
han forlod døren. I samme øjeblik lagde manden inde i kirken sin
hånd på skulderen af den gamle præst, der bleg og skælvende stod
ved hans side, og hviskede:
"Gå I nu kun eders vej, ærværdige herre! Eders forretning er
udført, fra nu af skal jeg se at sørge for resten. Døren bag alteret
har de ladet ubevogtet."
Præsten nikkede og vaklede bort, støttende sig til stolerækken.
Da han kom til koret, vendte han sig om mod manden, der fulgte
efter ham med en blændlygte i hånden. Han udbredte sine arme
og gjorde stiltiende korsets tegn over ham. Derpå vendte han sig
om og forsvandt bag alteret, hvorfra en dør førte ud til præstehaven, som
gik lige til kirkemuren.
Ad den vej var det, at Tange havde listet sig ind i kirken og
beluret de tilstedeværendes samtale.
Kaptajnen var imidlertid kommet til indgangen ved benhuset og
sendte soldaten, som stod der, bort for at bevogte hoveddøren.
Nøglen blev stukket i låsen, og døren gik op. Tange havde beskrevet graveren
som en høj mand i en brun kappe. Manheimer så også
en høj mand for sig i en brun kappe. På hovedet bar han en tyk
filthue, som indvendig var forsynet med et jernkryds for at afbøde slag.
"Hvad ønsker I, herre?" udbrød denne mand rolig og fattet, idet
han lod skinnet af sin lygte falde således, at det belyste kaptajnens
ansigt, mens derimod hans eget forblev i skygge. Manheimer vendte
sig om og befalede soldaten, der var fulgt med ham, at bevogte
indgangen. Derpå trådte han nærmere hen til manden og udbrød dæmpet:
"Er du graver her ved kirken?"
"Graver og kirkesanger, nådige herre."
Manheimer smilede vantro. En bevægelse af manden havde ladet
ham høre klangen af våben under hans kappe.
"Bærer gravere da våben i denne by?"
"Ja, stundom ved nattetid, når vore forretninger fører os hen
i kirken."
"Hvad er da din forretning her på denne tid af døgnet?"
"Jeg satte salmenumrene i tavlerne til altergang i morgen."
"Til altergang!" gentog Manheimer, hos hvem dette ord frem-
kaldte erindringen om hans tidligere ønske. "Ved du, hvor alterkalken og
brødæsken er forvarede?"
"Ja, det ved jeg."
"Kan du vise mig dem?"
"Dersom I ikke frygter for at følge med."
"Hvorhen?"
"Da svensken kom, forvarede præsten dem i en kasse hernede
under alteret, hvor de balsamerede lig står."
"Frygter du ikke selv for at gå derned?"
"Ak, strenge herre! Som graver har jeg nu gået her i kirken i
mange år og set på ligene. Jeg tror næsten, at de kender mig."
"Og jeg er soldat," svarede Manheimer, "og tror næsten at have
gjort flere mennesker til lig i min levetid, end du har set i din.
Gå foran, mand, og lad os komme ned til de balsamerede."
Graveren gik hen til alteret og åbnede en skjult lem i gulvet,
derfra steg han ned i åbningen. Manheimer drog sin kårde og
fulgte ham uden betænkning.
Idet han støttede sin fod på stigen, som førte ned i hvælvingen,
vendte han sig om og vinkede ad soldaten, der blev stående i døren.
"Skynd dig ud til kaptajnen," udbrød han dæmpet, "og bed
ham komme herind med sine fire mænd." Derpå gik han ned ad
stigen.

Blandt de balsamerede

Da den formentlige graver, det vil sige Svend Gjønge, kom ned
i hvælvingen, slog han lågen tilbage fra sin lygte og hængte den
op på en af murpillerne. Ved dens skin så Manheimer en rummelig
kælder med gotiske spidsbuer og to døre mellem sidepillerne. Begge
disse døre førte ind til familiebegravelser for de forskellige adelige
lig, som kirken gemte. Den ene dør var gennembrudt med jerngitter, gennem
åbningen trængte et svagt lys af en lygte, der indenfor var ophængt på
væggen. I den første kælder, hvori Manheimer
befandt sig, stod flere store kister, betrukne med sort klæde eller
læder og beslagne på alle kanter med messingsøm.
"Mord og bøddel!" udbrød Manheimer, idet han så sig om.
"Præsten ved at finde et godt gemmested til sine skatte."
"Ja. herre!" svarede Svend, "men I skal først lære det rigtigt at
kende. Der ser noget forstyrret ud hernede, for i de første dage
eders folk kom til byen, gik de ind i kirken og ransagede alt. De
brød låget af kisterne og løftede ligene ud for at se, om de kunne
finde noget værdifuldt hos dem."
"Det er meget sandfærdigt, hvad du der fortæller," svarede
Manheimer. "Jeg var selv med ved samme lejlighed, men vi fandt
ikke noget synderligt. Havde jeg dengang vidst, hvilke skatte den
gamle halunk opbevarede, skulle der være blevet ryddet bedre op."
"Ak, ædle herre! Det lille alterbæger er endda ingen stor skat."
"For djævelen! Jeg tænker heller ikke på bægeret alene. Med
få ord, jeg ved, at præsten her i kirken har forvaret en stor sum
penge, du må udlevere os, siden det vel er dig, som skulle skaffe
dem bort herfra."
"Ah!" udbrød Svend, "her har altså været forræderi med i
spillet."
"Det giver jeg dig lov til at grunde på siden. For øjeblikket
nytter det ikke at nægte noget, jeg ved besked om alt, og mine
kammerater har omringet kirken. Kommer du med udflugter, vil
jeg være forbandet, om jeg ikke lader dig hænge op under lysekronen. Forstår
du mig?"
"Ja, meget nøje," svarede Svend; "men jeg er endda heller ikke
så ubeskyttet, som I kanske mener; og siden I nævner eders kammerater, så
har jeg også mine nær herved."
"Hvem mener du?"
Svend smilede og pegede omkring på de åbne ligkister, medens
han svarede: "Jeg mener de døde!"
"Vil du gøre nar af mig?" råbte Manheimer truende.
"Følg blot med og se på dem," vedblev gjøngen. "Det er endda
ikke så dårlige svende, som I bilder jer ind."
Kaptajnen kastede et blik hen over kisterne, udstødte et råb
og fo’r et skridt tilbage. Bag hver kiste så han en høj og bredskuldret
skikkelse rejse sig i vejret. Disse fire mænd, som så uformodet viste sig,
syntes at betragte kaptajnen med et udfordrende
og hånligt smil; de var alle bevæbnede og samlede sig om graveren.
Denne hviskede nogle ord til dem, hvorpå de forsvandt.
"Du lader dine mænd gå," udbrød Manheimer forbavset.
"Jeg gør så," svarede Svend roligt. "Det er ikke her, deres hjælp
gøres mest nødig."
"Som du vil, mand! Vis mig blot, hvor pengene er forvarede,
så skal jeg intet ondt gøre dig; men om du så var den skinbarligste
Belzebub selv, må du rykke ud med dem."
"Og hvis jeg alligevel vægrer mig?" spurgte Svend.
"I så fald er vi her to brave adelsmænd, som vil prøve, hvorledes
svensk stål bider på dig og dine."
"Frygter I da ikke for en kamp her?" svarede Svend. "Hvor
I så de døde så hurtigt blive levende, kunne måske de levende lige
så hurtigt blive døde."
Kaptajn Nieler viste sig i dette øjeblik over åbningen fra altergulvet med
sine soldater og steg ned ad stigen.
"Fem til," udbrød Svend. "Jeg troede ikke, I var så mange."
"Der venter endnu et par stykker ovenfor."
"Nej, lad os ikke få flere herned," svarede Svend, "ellers vil I
jo fylde den hele hvælvning."
Og før nogen anede hans hensigt, skubbede han lygten ned fra
sømmet og knuste den på gulvets stenfliser. I det bælgmørke, som
derved opstod, hørte Manheimer Svend drage stigen til sig og et
dumpt skrald, forårsaget af en ligkiste, som han væltede ned fra
skamlerne for at danne en forskansning mellem sig og døren til
den næste hvælving.
"En lygte herned!" råbte Nieler.
Soldaterne, som ventede ovenfor, udstødte et skrig, da de så, at
stigen var taget bort, hvorved de blev hindret i at komme ned til
deres kammerater. De bandt en lygte fast i enden af et sabelskæfte
og firede den ned i hvælvingen. Lysets stråler brødes i skjoldene
og våbnene på væggen over adelsmændenes kister og kastede tillige
et svagt skær hen over ligenes gulblege og indtørrede ansigter.
Trækvinden fra den åbne lem bevægede de gamle, udtungede faner,
som hang ned fra loftet. Mændene ventede kun på et tegn til at
kaste sig over den ene, som bag en væltet ligkiste imødeså kampen
med en frygtløs ro. Ovenover dem fra den åbne lem så man de
ophidsede ansigter af soldaterne, der var blevet skilt fra deres kammerater,
og bag døren til den næste hvælving, gennem hvis jerngitter lyset skinnede,
flere mørke skikkelser, som færdedes i travl
virksomhed, uden tilsyneladende at have nogen tanke eller opmærksomhed for,
hvad der skete udenfor.
"Fremad!" råbte Manheimer pludselig. "Det gælder en dukat
for det første stød, som rammer ham."
Med disse ord svang han sig op på ligkisten.
"i så fald vil i ikke komme til at vinde!" råbte Svend og affyrede
en pistol mod Manheimer. Kaptajnen tumlede tilbage, men kuglen
var prellet af mod hans brystharnisk.
"Måske dog!" udbrød han med en hånlig latter og førte et stød
med sin kårde efter Svend.
"åh!" udbrød denne, "du bærer brystplade. Så forsøg da dette."
Han gjorde et udfald efter kaptajnens hoved, men Manheimer
trak sig tilbage, og sværdet strejfede kun hans venstre skulder.
To andre trængte frem over kisten og angreb på begge sider.
Svend optog den førstes hug i sin kappe, som han hævede med
den venstre arm, derpå trådte han et skridt tilside for at undgå
den andens slag, og jog sit sværd ind i den ene soldats bryst.
Manden udstødte et kvalt suk og faldt overende. Hans kammerat
fik ingen tid til at gentage sit udfald, thi i det samme Svend drog
sit sværd ud af den faldne, hævede han det til et hug, der sårede
soldaten i armen. Denne udstødte en drøj ed og sprang tilbage
over kisten.
Kaptajn Nieler havde imidlertid draget sig hen imod den ene
side, i den hensigt at komme inden for kisten, uden at vove sig
frem lige over for Svend. Denne begreb hans hensigt. Da soldaten
sprang tilbage, kastede gjøngen et blik over sine modstandere og
så Nieler med den venstre hånd tilvinke Manheimer, mens han
selv gjorde det første skridt, der bragte ham inden for kisten.
Svend gjorde et spring hen imod ham og lagde sig ud til et anfald
mod Nieler, som denne afbødede; ved det næste stød fornam Svend
af den ringe modstand, hans klinge mødte, at den måtte have truffet, men i
det halvmørke, som hvilede over hvælvingen, kunne man
intet tydeligt bemærke; da Svend drog sit sværd tilbage, udstrakte
Nieler begge sine arme, hvirvlede sig rundt, vaklede og faldt til
jorden med et gennemtrængende skrig.
Endnu før Nieler faldt for aldrig at rejse sig mere, havde Manheimer gjort
et nyt forsøg på at trænge over skranken. Idet han
fik fodfæste på den anden side, gjorde han et rasende udfald mod
Svend. Denne parerede med kappen over den venstre arm og slog
Manheimers kårde i vejret, mens han gengældte stødet, men fejlede
atter, idet hans fod gled i den blodstrøm, som Nielers legeme udbredte over
fliserne. Derved var han kommet Manheimer så nær,
at han ikke fandt plads til at føre noget nyt stød mod ham. Manheimer drog
sin daggert, da Svend fo’r ind på ham og slog ham
kårdehæftet i hovedet.
På samme tid hørtes en jublende skrig fra soldaterne ovenover
lemmen. En af dem havde revet alterklædet over, sammenbundet
stykkerne og lod sig nu af sine kammerater hejse ned i hvælvingen.
Den næste sad allerede med benene nede under gulvet, beredt til
at følge ham, da der lød en gennemtrængende piben inde fra sidehvælvingen.
Soldaten studsede. Ved denne lyd fo’r et smil over
Svends ansigt. Han trådte et skridt fremad og lod sine øjne løbe
omkring i hvælvingen. Hans af kampen ophidsede ansigt glødede
i en stærkere rødme, da han så det værk, han her havde udført.
Af sine modstandere havde han dræbt to og gjort to andre udygtige
til at fortsætte kampen. Han drog en pistol frem af sin kofte, tog
et omhyggeligt sigte og trykkede af. Tillige med knaldet hørte man
stumperne af den sønderskudte lygte rasle ned på gulvet. Lyset
slukkedes, og hvælvingen var atter indhyllet i det dybeste mørke.
"Se så, mine venner!" udbrød han. "Nu er vor gerning fuldbragt,
og Svend Gjønge byder jer farvel, indtil vi træffes igen."
Efter disse ord hørte soldaterne en dør blive åbnet og atter slået
i og derpå raslen af skodder, som på den modsatte side blev
skudt for.
Manheimer udstødte et dumpt brøl, han anede, at hans plan i
dette øjeblik blev tilintetgjort, men han vovede ikke at følge efter
Svend, før soldaterne ovenfra havde hejst en lygte ned i hvælvingen.
Da der atter blev lyst dernede, var Svend forsvundet, det samme
var tilfældet med lyset, som hidtil havde skinnet igennem døren
fra den næste hvælving.
"Hejs lygten ned til os?" råbte Manheimer rasende. "Alle mand
herned, og lad os prøve, om vi ikke i forening kan sprænge døren."
Soldaterne trængte sig frem over ligkisten og satte skuldrene til
døren, men den trodsede ethvert forsøg. Manheimer opfyldte hvælvingen med
sine eder og skrig; da han endelig indså, at det ville
være ham umuligt at bryde døren op, stak han sin daggert ind
mellem rammen og jerngitteret; det lykkedes ham omsider at bryde
noget af dette ud. Derved fik han armen ind på den anden side
og trak skodderne tilbage, hvorved døren gik op og åbnede en
gennemgang for svenskerne.
Ved lygtens skin så de, at hvælvingen var forladt. En stærk
trækvind strømmede de indtrængende i møde fra et af kælderhullerne i muren.
"Mord og bøddel!" brummede Manlieimer. "Det er den elendige
kapellan, der er skyld i hele vor ulykke. Han skal komme til at
bøde derfor. Hvad, om jeg sagde, at han havde lokket mig ned til
kirken, og at præsten der havde stillet os et baghold. Sådan får
jeg ram på dem begge, og præsten får tillige at vide, at hans
svigersøn røbede os hemmeligheden."
Med disse tanker beskæftigede den værdige kaptajn sig på vejen
til sine kammerater i Gåsetårnet.

Hvori nytten af en kakkelovnskrog overgår dens behagelighed

Hovedgården Iselingen lå omtrent en halv fjerdingsvej fra Vordingborg og
blev bestyret af lensmanden Tyge Høeg.
Aftenen efter at Svend havde modtaget pengene af præsten, sad
hr. Tyge og spillede dam med sin skriver. Det var i en stor sal,
hvis mørke, med lædertapeter betrukne vægge og høje, hvælvede
loft kun sparsomt oplystes af den lille lampe, lensmanden havde
stillet hen foran dambrættet.
Midt i salen stod et stort bord af massivt egetræ med fire kuglede
og plumpe fødder og skjult af et gammelt og hullet klæde. Langs
væggene sås en række høje armstole, hvis ryg og sæder var af
læder, udsirede med forgyldte linier og fastnaglede med messingsøm.
I en krog ved kaminen sad lensmanden i en sort og hvidstribet,
ulden nattrøje ved siden af et flammende bål.
Tyge Høeg var lidt over de halvtreds. Hans hoved begyndte at
blive skaldet, derimod tiltog hans bug og kinder i en forbavsende
fyldighed og runding. Hans dobbelte hage skjulte næsten sløjfen
på halstørklædet, hans lyseblå øjne havde et stirrende og ubehageligt
udtryk.
"Hør skriver!" udbrød han efter lang tavshed. "Hvis nogen spørger, hvad han
er, kan han svare, at jeg kalder ham for en slyngel.
Jeg viser ham den gunst og nåde at spille med ham, og så forskylder han mig
med at sidde og snyde mig op i mine åbne øjne. Nu
har han jo vundet den tredie ort fra mig."
"Jeg, nådige herre!" udbrød skriveren forbløffet.
"Hold din mund!" vedblev lensmanden. "Jeg siger, at han spiller falsk, og
det er godt dansk. Hvorledes skulle han ellers kunne
vinde fra mig?"
Tyge fik ingen lejlighed til at udvikle dette begreb nøjere, thi
tjeneren trådte ind og meldte, at Espen Naas. den rige købmand fra
Vordingborg, stod udenfor med et kvindfolk og begærede herren
i tale.
"Ej hvad!" udbrød Tyge overrasket. "Er han allerede der? -
Hør, Toller! Hold dem lidt op med snak og påfund, imens jeg
pynter mig, - bild dem ind, jeg har forretninger - sig, hvad du vil,
og af sted med dig."
Tjeneren gik.
"Nå, skriver!" vedblev herren med større venlighed. "nu gælder
det min sjæl om at komme i klæderne i en fart. Hent mig mine
støvler med de lange sporer og min kam; hvor er min kam? Den
sidder i rebet bag det lille spejl. Lad mig se, han tager benene
med sig."
Under disse udbrud flyttede lensmanden lampen hen på det
store bord midt i stuen, iførte sig en carmoisinrød plysses kofte,
bandt tørklædet fastere om halsen, hvorved hans ansigt antog en
mere blodrød farve end tilforn. Skriveren bragte imidlertid støvler
og kam.
"Træk dem på mig," hviskede Tyge, mens han stak benet frem,
og, siddende foran et lille spejl med lampen i den ene hånd og
kammen i den anden, søgte han at skjule sin skaldede pande ved
at rede al baghåret frem over den.
"Se så!" udbrød han tilfreds. "Nu kan han gå og kalde købmanden ind. Bring
os så en flaske franskvin herop fra kælderen, her
har han nøglen, men han stikker ingen af flaskerne til sig, som
han gjorde sidst."
"Det har jeg aldrig gjort," ytrede den ulykkelige skriver, hvem
blodet steg til hovedet ved denne fornærmelse.
"Hvad bryder jeg mig om hans nægten!" råbte Tyge. "Der var
nitten flasker, kort før han hentede mig den sidste, og dagen efter
talte jeg kun sytten, ved han det! Her er nøglen. Ud med sig og
lad os få tre rene glas ind!"
Skriveren ville gøre en bemærkning. Lensmanden stampede i
gulvet og pegede på døren, mens han tog plads foran det store egebord og gav
sig til at sprede papirerne omkring til alle sider, for
at det for de kommende skulle se ud, som om han havde været beskæftiget ved
bordet.
Straks efter trådte den omtalte købmand ind, en lille bleg og
kroget person med et snu og listigt ansigt, der udmærkede sig ved
et uafbrudt vekslende minespil. Ved hånden førte han en pige,
hvis spæde og ungdommelige figur til dels indhylledes af en klædes
kåbe. Hun rødmede undseligt, mens hun med ærbar mine og nedslagne øjne
nejede for lensmanden.
"Træd kun nærmere, min kære Espen!" udbrød Tyge med et
forekommende smil og gav købmanden ved en håndbevægelse tegn
til at tage plads på stolen ved hans side. "Jeg ser med glæde, at
han har beredt mig den overraskelse at tage sin kære datter med."
"Overraskelse!" gentog Espen studsende. "Nådige hr. lensmanden skrev jo i
sidste brev udtrykkelig, at jeg skulle komme med lille
Ellen og ikke hende foruden."
"Nu ja, måske!" sagde lensmanden, fortrydelig over ikke at være
blevet bedre forstået; "jeg gjorde det i den mening, at slottet her
ville være et mere passende hjem for den lille jomfru end byen,
hvor det vrimler af så mange vilde og slemme krigsfolk."
Espen brast i latter. "Ak, velbyrdige hr. lensmand! I har ikke
nødig at bruge så mange omsvøb; lad os gå lige til sagen. Jeg har
allerede forklaret min lille Ellen, at hun måske kom til at blive
her på slottet for bestandig og bestyre den nådige herres hus, hvis
jeg ellers overtydes om, at herren sætter nogen pris på hendes
selskab."
"Har I virkelig!" udbrød Tyge fornøjet og trak sit halstørklæde
op over hagen, som ved en bevægelse havde vist sig i et større forhold, end
han ønskede. "Og hvad siger da den kleine Ellen dertil?"
spurgte han med sit venligste smil. "Kunne min lille pige have lyst
til at blive her i disse store og kønne stuer, at få sig nye kjoler af
silke og det fineste hollandske klæde, at lade sig opvarte af mine
folk og ikke bestille andet end at pleje mig stakkels mand lidt på
mine gamle dage? Hvad?"
Den unge pige tav, fordi det under den øjensynlige kamp, hvori
hun befandt sig, var hende umuligt at fremføre et ord, hun vovede
for første gang med et ubeskriveligt bønligt udtryk at hæve sine
store, blå øjne op til det grinende satyransigt.
"Ellen!" udbrød faderen med et lynende blik. "Kan hun ikke
svare hr. lensmanden?"
Ellens læber sitrede, hun foldede sine små hænder over brystet,
idet hun hviskede sagte, næsten uhørligt:
"Ak, nådige herre! Jeg ville så nødigt blive her på slottet; hav
forbarmelse med mig lille pige."
"Hendes fader er en dumrian," svarede Tyge Høeg, "jeg skulle
ikke sige det så ligefremt. Han har forebragt mit hjertes ønske på
en ravgal måde; af alle mennesker er jeg nok den, som mindst
ville gøre hende noget til fortræd. Men tør hun sine kønne øjne
og gå så lidt ned til husholdersken. Jeg har en sag at afgøre med
hendes fader imidlertid."
Ellen rejste sig, glad over den givne tilladelse.
"Kom først hen til mig, før hun går," vedblev Tyge med det
størst mulige udtryk af venlighed, som han var i stand til at give
sit ansigt. "Kom herhen, min søde dukke, at jeg kan knibe hende
lidt i hendes røde kinder."
Ellen adlød nølende og ilede derpå ud af salen.
"Nu vel, hr. lensmand!" udbrød Espen, da de blev alene, idet
han, uden at afvente tilladelse, tog plads på en stol ved Tyges side.
"Hvad tykkes eder om den små?"
"For så vidt ret godt, hun er køn af udseende, og I siger jo, at
hun er vant til at tage vare på husets gerning hos eder, men I griber
blot tingen galt an med den evindelige snak og har gjort pigen bange."
"Ja, lad I mig derom," svarede købmanden, "jeg kender Ellen
bedst og ved nok, hvad jeg gør."
"Ja, ja. hvad forlanger I da for, at jeg får hende til mig i huset?"
"Derom er vi jo allerede enige; jeg forlanger kun den halm, der
står i ladegården næst herved."
"Det er for meget, Espen, det er, få mig skam, for meget. I har
nu allerede udplyndret to af vore magasiner, og hvordan vil det
vel gå siden, når jeg skal til at aflægge regnskab?"
"Jeg tænker, at I kan spare regnskabet for eftertiden," svarede
Espen leende. "Det er jo til svensken, vi sælger halmen, og andet
herskab får landet vel aldrig."
"Hvor meget udbragte I det sidste til?"
"Ja, Gud bedre det! Hidtil har jeg ikke set så meget som en hvid
derfor; den gale kaptajn udsætter betalingen fra tid til tid. Til i
dag havde han bestemt lovet mig pengene, men da jeg kom ned i
hans kvarter i morges, teede han sig som en forrykt mand, bandede
og støjede og påstod, at kapellanen havde stjålet halvtredsindstyve
tusind rigsdaler fra ham."
Tyge brød ud i en skoggerlatter. "å, fortæl det igen," råbte han,
"det gør så godt at komme til at le rigtigt. Den blegnæbbede kapellan! -
Hvor mange penge var det, I sagde?"
"Ikke mindre end halvtredsindstyve tusind rigsdaler," gentog
købmanden. "For resten skal der nok være noget sandt i historien,
for jeg spurgte kaptajn Manheimer ud og fik at vide, at svigerfaderen, den
gamle præst, havde leveret summen til den Svend
Gjønge. som folk nu snakker så meget om her på egnen, at han
skulle se at bringe den til København. Vist er det, at der har været
stor alarm i byen i nat."
Tyge var sunket sammen på stolen, han syntes fordybet i sine
egne betragtninger uden at ænse, hvad Espen fortalte. Pludselig
fo’r han i vejret og udbrød:
"Halvtredsindstyve tusind daler! - Hvad!"
"Ja, det er en rar, lille sum."
"Jeg skulle ikke bøje mig for kongen, men agte mig for den
rigeste mand i Danmark, om de var mine."
En tjener trådte ind og meldte, at to mænd var kommet til slottet
og begærede lensmanden i tale.
"Hvem er disse mænd?" spurgte Tyge.
"Det skal jeg ikke kunne sige," svarede tjeneren. "de er så korte
for hovedet og holder ikke af at give sig i tale med os; de trak en
lille slæde efter sig, hvorpå der lå to øltønder som de, marketenderne
bruger, når de drager landet om til krigsfolket."
"Lad dem komme ind," sagde lensmanden.
Tjeneren gik, straks efter trådte to mænd ind i stuen. Det var
Svend Gjønge og Ib. Svend havde slået hætten af sin brune kofte
op over hovedet, således at hans ansigt var halvt tilhyllet af den.
Idet han gik hen over gulvet, hørtes en klirren, der tydede på, at
han var bevæbnet. Ib blev stående ved døren og lod sine sorte og
skarpe øjne løbe omkring over alle genstande i salen.
"Min herre lensmand!" udbrød Svend, da han kom hen til bordet
og havde slået hætten tilbage. "Jeg kommer herop i aften for at
søge bistand hos eder."
"Hos mig," ytrede Tyge forundret.
"Sagen er, at jeg og min kammerat har fået i ærinde at bringe
to ankre kostbar vin til svenskens general på hin side Præstø; men
vejen er træls og vinen tung, vi fattes en hest til vor slæde, den
vil jeg låne hos eder."
"Må jeg se det brev. I fik med til generalen," sagde Tyge og
strakte hånden ud mod Svend.
"Jeg har intet brev." svarede Svend. "Manden, som skikker mig,
troede mig på mit ansigt. Det samme får I gøre."
"Med forlov at spørge, hvor er den vin fra?" spurgte Espen med
et lurende blik.
Svend vendte sig om og gav kræmmeren et målende øjekast, idet
han sagde:
"Med forlov at spørge, hvor er den mand fra?"
"Han er også skikket af by med et hemmeligt bud," svarede Tyge.
"Hvis så er, vil jeg råde ham til at bære sig ad på samme vis
som jeg. Jeg betror mig aldrig til fremmede. I er vel også kommet
for at bede lensmanden om bistand? Der ser I, hr. Tyge, hvor godt
folk kender eders sindelag, alle de, der går bud for svensken, tyr
til eder undervejs, når de trænger til noget."
"Hvad vil I sige dermed?" spurgte Tyge, ubehageligt berørt ved
Svends hentydning til den gunst, han stod i hos fjenden.
"At tiden går, og at I må låne mig den hest, jeg har nødig til
min slæde."
"Gud bedre det, for hvad hest jeg har at undvære," ytrede Tyge
med et skuldertræk. "To måtte jeg give til hæren, da de slæbte
de svære kanoner op mod København, to fik Kongelig Majestæt,
Karl Gustav, til sit eget brug, siden både hans hest og vogn sank
i havet undervejs på bæltet. Nu har jeg alene en gammel følhoppe
tilbage, som ikke er nogen tjenlig."
"Den kan være god nok til mig, og jeg låner den med eders
tilladelse."
"Nej, min sjæl, om I gør."
"Så låner jeg den uden eders tilladelse."
"Eja!" råbte Tyge med en hånlig latter. "Du taler min tro, som
om jeg ikke havde mine folk i nærheden, der på et vink af mig
kunne kaste dig på porten."
"Hvis I gjorde det," sagde Svend rolig, "kom jeg i nærheden af
mine folk, nogle af dem venter uden for porten."
Ib, som under samtalen var blevet stående ved døren, rømmede
sig i dette øjeblik og begyndte at klirre med sin sabel, det sædvanlige tegn
på, at hans kamplyst begyndte at vækkes.
Kræmmeren sad i skyggen af lampen og tegnede med en pen på
egebordet; han dyppede den og skrev to ord på et stykke papir, som
han skød hen til Tyge. Lensmanden så papiret og læste forundret:
"Giv efter!" Han vovede i dette øjeblik ikke at kaste sine øjne på
Espen, men vant til at bøje sig for dennes gode indfald, forandrede
han pludselig tonen og udbrød:
"Herre min Gud! Hvor I farer op for ingenting; jeg talte jo kun
sådan for spøg."
"Ak, hr. lensmand!" sagde Svend Gjønge, "tro heller ikke, jeg
svarede i alvor. Hvorfor skulle det vel falde mig ind at tage eders
hest med magt, siden jeg forud vidste, I ville lade mig få den
godvillig?"
Tyge syntes at betænke sig på svar, mens han så over mod
kræmmeren. Denne tog ordet:
"Ja, I ser på mig, nådige hr. lensmand! Min nærværelse er måske
eder og disse gode mænd til besvær. Men hvis de blot vil gå ned
i borgstuen, til jeg har fået den besked, I lovede mig, så går jeg
min vej igen, og I kan da tale sammen uforstyrret."
"Varer det længe?" spurgte Svend.
"å nej," sagde Tyge, "lad eder give mad og drikke dernede,
og kom kun tilbage, så snart I har spist."
Til trods for Svends skarpe blik var kræmmerens list undgået
hans opmærksomhed, han fattede derfor heller ikke årsagen til
denne pludselige venlighed. Imidlertid adlød han lensmandens opfordring og
gik hen til døren, Ib rømmede sig og klirrede frygteligt med sin sabel, idet
de forlod værelset. Så snart de var kommet
udenfor, greb Ib Svend i armen og lagde sit hoved til døren for at
lytte, Tyges og kræmmerens halvsagte hvisken tabte sig på grund
af den lange afstand.
"Så sandt jeg er en ærlig mand," hviskede Ib, "de tænker på at
spille os en streg. Jeg så den lille kræmmer smile så lumsk, da du
vendte ham ryggen. Men vi skal snart komme under vejr med,
hvad de har for."
Efter disse ord spændte Ib sin sabel fra siden og leverede den
til Svend.
"Tilbage til stuen igen. Jeg lod, som om jeg lukkede døren, da
vi gik, men den blev stående på klem. Vent mig dernede! De har
bestemt noget i sinde."
Med de samme ord åbnede kræmmeren samtalen, da Svend havde
forladt salen.
"De har bestemt noget i sinde, de to gavstrikke!"
"Mener I?" udbrød Tyge med åben mund.
"Ja! Og hvem tror I vel, den var, I talte med?"
"Han så mig rigtignok sær fordægtig ud," svarede Tyge forsig
tigt, for ikke at udtale en formodning.
"Det var min tro ingen anden end Svend Gjønge."
"Svend Gjønge!" gentog lensmanden og fo’r i vejret.
I dette øjeblik åbnede Ib døren og bukkede sig ned bag den store
lænestol, som Tyge nylig havde forladt i kakkelovnskrogen.
"Svend Gjønge med de halvtredsindstyve tusind?"
"Med eller uden de halvtredsindstyve tusind, det var, få mig
skam, ham. Ikke skulle det undre mig, hvis der gemtes andet i de
to ankre end franskvinen, han talte om."
"I siger noget. De har forvaret pengene i ankrene og vil på den
måde se at luske sig gennem svenskehæren."
"Ja, nu er vi omtrent ved det," sagde Espen, idet han fornøjet
gned sine hænder, "jeg er netop af samme mening."
Ib kunne høre ethvert ord, så meget lettere, som stemmerne hævede sig med
den stigende begejstring. Desuagtet var skjulestedet
ikke så bekvemt, som han havde forestillet sig. De svære bøgeknuder i
kaminen opfyldte krogen med en kvælende hede. Ib stønnede. Sveden perlede i
store dråber på hans pande. Af mangel på
et bedre råd listede han sig til, lidt efter lidt, at trække sin kofte af.
Imidlertid vedblev samtalen:
"Vi må undersøge disse ankre, før de rejser videre." mente lensmanden.
"Vi må slet ikke lade dem rejse," svarede kræmmeren.
"Godt, nok, men hvordan kan vi vel hindre det? Foruden os er
der i aften kun to gamle karle på slottet."
Kræmmeren syntes at betænke sig. Lidt efter udbrød han med
et fiffigt smil:
"Jeg får en idé! I holder dem op med snak til i morgen tidlig,
imens skriver I et brev ned til oberst Sparre på Jungshoved, han
skylder eder nogle forbindtligheder for de rare sager, I har skikket
ham, og vil ikke nægte en kommando af sine folk, helst når I lader
eder forlyde med, at det gælder om at fange Svend Gjønge, på
hvis hoved han har sat en pris. Om vor formodning med pengene
taler I derimod intet, og mens svenskerne tager Svend, tager vi
hans ankre. Hvad synes I?"
"Kræmmer, - Espen!" råbte Tyge og slog i bordet, "eders indfald er
fortræffeligt, og hvis Svend virkelig har gemt alle disse
rare penge i de to ankre, og jeg får fat på dem, skal I ikke have
udspundet denne list for intet."
"Det tror jeg nok!" svarede Espen. "Man kan da ikke regne
halvparten af halvtredsindstyve tusind for intet."
"Halvparten!" gentog lensmanden studsende.
"Ja, naturligvis, min kære herre! Halvpart til mig og halvpart
til eder; med mindre I synes bedre om, at jeg melder den hele sag
til kaptajn Manheimer, så kan I stole på, at eders andel vil blive
endnu mindre."
"Nu vel!" udbrød Tyge forbløffet, "I får da halvparten."
"Skriv blot brevet. Her er papir og pen."
Tyge skrev. Ib var færdig at steges. Havde afstanden mellem
ham og bordet ikke været så stor, ville man have hørt hans korte
åndedræt og den undertrykte stønnen, som heden afpressede ham.
Atter havde han forsøgt at gøre den mere udholdelig ved at afføre
sig vest og tørklæde, men varmen syntes at tiltage.
"Men hvem skal gå bud til Jungshoved?" spurgte Tyge.
"Ak, min herre lensmand!" svarede kræmmeren, "tror I vel, jeg
ville betro nogen anden dertil? Jeg skal selv endnu i nat besørge,
hvad I skriver."
"Jeg med," hviskede Ib rasende.
"Nå da, i Guds navn! Her har I brevet."
"Men hvordan kommer jeg bort fra slottet, uden at nogen mærker det?"
"Det finder vi vel råd for," svarede lensmanden smilende. "Ser
I her døren i tapetet; når I bliver ved at følge gangen udenfor,
kommer I til en trappe på venstre hånd, den fører ned til haven,
og derfra behøver I kun at stige over gærdet."
Espen tog brevet, svøbte sig ind i sin kappe og forsvandt bag
tapetdøren.
"Endelig!" udbrød Ib halvhøjt, idet han tog sine klædningsstykker under
armen og fo’r ud af salen.

Hvor købmanden gemte sit brev

Da Ib trådte ind i borgstuen, vakte han megen forbavselse ved sit
røde, glinsende ansigt, sit stive og stirrende blik, men frem for alt
på grund af klædningsstykkerne, som han endnu bar under armen.
Uden at sige et ord styrede han hen til bordet, greb med begge
hænder om ølkanden og tømte den til bunds. Derefter syntes han
at komme til sig selv igen. Han nikkede til Svend og udbrød:
"Det var, som jeg sagde. I aften tænker ræven at fange høns.
Lensmanden bad mig ellers at bede dig vise ham den ære at træde
op i salen. Han har en sag at anbefale dig, som ligger ham svært
på hjerte."
Svend gik, Ib fulgte efter ham, men vendte sig i døren og sagde
til de to karle, som var Tyges hele tjenerskab:
"Vil ingen af jer, I gode folk, sige til husholdersken fra lensmanden, at
hun giver mig noget at spise, det bedste hun har i sit
stegers, men det må ske i en fart, for jeg skal straks gå på rejse."
Efter disse ord gik Ib ud til Svend, der ventede på gangen.
"Nå," hviskede Svend, "du fik altså noget at vide."
"Jeg hørte hvert ord, de sagde. De kender dig og gætter, hvad
vi fører med os. Lensmanden skrev til obersten på Jungshoved og
bad om folk til at angribe dig. Kræmmeren er allerede gået med
brevet."
"For en ufærd! Kræmmeren?"
"Ja, men jeg hjælper ham med at besørge det," svarede Ib med
en betydningsfuld gebærde. "Mens jeg er borte, må du skaffe dig
en hest og komme af sted, så hurtigt du kan; tag ind over marken
og sig mig, hvor du vil, vi skal træffe hinanden."
"Jeg drager op ad til skoven ved Lekkinde og venter der efter
dig. Skulle jeg være borte, når du kommer, så kan du følge sporet,
som slæden gør i sneen."
"Gud i vold da! Forlang blot hesten af lensmanden og drag din
vej. Han tør ikke nægte dig den og har kun to karle på gården."
Ib trykkede Svends hånd og vendte tilbage til borgstuen, hvor
husholdersken imidlertid havde fremsat et rigeligt måltid.
Da han havde spist sig mæt og tømt en stor kande mjød, rejste
han sig fra bordet. "Gud være med jer, I rare mennesker! Nu må
jeg af sted igen."
"Drager I bort i dette mørke?" spurgte husholdersken, der havde
fundet såre megen opbyggelse ved Ibs underholdning.
"Ja, jeg må over på Lundbygård for at bestille kvarter til os.
Hils min ven, lensmanden, og sig ham tak for mad. Det er sandt,
nu, da jeg nævner navnet, kommer jeg i tanker om, at han befalede
en af jer at tage lygten og lyse mig igennem haven."
Lygten blev tændt, og begge karlene ledsagede Ib ud til gærdet,
her kom han nyt fængkrudt på sine pistoler, skjulte dem under
koften og krøb derpå igennem buskene ud på marken.
Imidlertid vandrede den lille kræmmer hen ad vejen til Jungshoved,
støttende sig til en tyk stok, han havde skåret i risgærdet.
Mens han gik, faldt efterhånden hans tanker på flere historier om
overfald og mord, hvoraf egnen i krigens tid var opfyldt, og som
folk næsten alle tillagde Svend Gjønge.
Han kastede sit blik omkring til siderne; et heftigt vindstød eller
et faldende blad var nok til at bringe hans hjerte til at banke med
næsten hørlige slag. Han måtte også tilstå for sig selv, at der ikke
kunne gives noget sted mere skikket til overfald end just det, hvorpå han
befandt sig.
I lang afstand øjnede man intet hus eller tegn til beboelse. På
begge sider indkredsedes adelsvejen, som man den gang kaldte
alfarvej, af et gærde, bevokset med hassel eller pilebuske; dertil
kom mørket, som forøgede faren og begunstigede alle fjendtlige
hensigter.
I denne stemning hørte han Ib nærme sig fra en gangsti, som
førte ind over marken. Kræmmeren standsede og kastede et frygt-
somt blik tilbage, men det var for mørkt til at skelne noget tydeligt,
han så kun omridset af en høj og bredskuldret skikkelse, som kom
efter ham med lange, hurtige skridt, nynnende en sang.
Ib havde været så betænksom at hægte sablen op, for at dens
raslen ikke skulle tilkendegive, at han var bevæbnet.
"Gudsfred!" råbte købmanden gennemtrængende, mens Ib endnu
var nogle skridt borte.
"Tak!" svarede Ib, idet han smilede ad den umiskendelige frygt,
som lå i Espens rystende stemme.
"Det lader til, vi skal samme vej," vedblev købmanden hurtigt,
"så kan vi følges ad."
"Ja nok!" svarede Ib.
Espens glæde over mødet sank betydelig ved disse korte svar,
hans tidligere angst tiltog, og han gjorde et hurtigt skridt til siden
for at komme i længere afstand fra Ib. Da samtalen truede med at
gå i stå, tog han mod til sig og begyndte igen:
"Det var ellers en slem mørk aften at gå en lang vej i."
"Skal I da så langt?" spurgte Ib.
"å nej, å nej, jeg er snart ved mit hjem, jeg skal blot lidt op ad
Jungshoved til. Med forlov at spørge, farer I den samme vej?"
"Den selvsamme."
"Det passer sig godt," vedblev Espen, "så bliver vi en rar lille
flok; for jeg har nogle kammerater med mig."
"Har I kammerater?" råbte Ib i en tone, der ikke skulle bidrage
til at berolige den lille.
"Ja, det ved himmelens Gud, en to, tre stykker! De gik lidt i
forvejen."
"å ja," svarede Ib beroliget, "det er heller ikke godt at vove
sig ud på denne tid af døgnet, da ildgerningsmænd og skarnsfolk
driver omkring og holder ilde hus med de vejfarende. Hist henne,
hvor den høje eg rager frem over gærdet, hængte de en mand nys
forgangen og klædte ham af lige til skindet."
"Vorherre bevares!" hviskede kræmmeren, som måtte støtte sig
til sin stok for ikke at synke i knæ.
"Tilmed," vedblev fortælleren, "holder Svend Gjønge og hans
krigsfolk vejen besat lidt længere nordpå; de lader ingen rejsende
fare, før de har ransaget ham på det nøjeste."
"Hvorfor ransager de?"
"Eja, om nogen fører bud eller brev til svensken. Gud nåde den
elendige synder, de træffer med sligt. Han er så godt som en død
mand."
Imod formodning lod denne trusel, der blev fremsat med behørig
eftertryk, ikke til at gøre synderlig virkning på kræmmeren. Han
udbrød frimodig:
"Jeg fører ikke breve med mig."
"Ja, jeg ikke heller," svarede Ib.
"Har I nogen sinde truffet Svend Gjønge og hans folk?"
"Imellem stunder; men mig gør de intet."
"Hvorfor ikke?"
"Jeg har engang rakt Svend en hånd, da han var i betryk, så
gav han mig et tegn, så hans mænd lader mig i fred."
"Hvad var det for et tegn?"
"Tegnet var for mig, ikke for andre. Men hvor bliver jeres
kammerater af?"
"De er vist kommet så langt i forvejen, at vi må skynde os for
at indhente dem," sagde Espen.
"Nej," svarede Ib, "vi har slet ikke travlt. Først skal I sige mig,
hvor I har forvaret det brev, I lovede at besørge til obersten på
Jungshoved."
"Brevet - til obersten," gentog Espen. "Jeg ved af intet brev
at sige."
"Det nytter kun lidt, at I dølger det, jeg var til stede i salen, da
Tyge Høeg skrev det og fulgte jer ud."
"å Herre Gud nåde mig arme mand!" råbte kræmmeren, idet
han sank på knæ foran Ib og strakte sine hænder i vejret. "Kan
I bære det over jert sind at gøre mig fortræd? Jeg sidder med kone
og tre små, uskyldige børn hjemme i Vordingborg."
"Brevet, brevet!" råbte Ib og drog en pistol frem fra koften.
"Men jeg har jo intet brev," svarede Espen grædende. "Siden I
hørte alt, hvad der blev sagt derinde, hørte I da ikke også, at lensmanden
siden efter tog en anden bestemmelse, at det skulle vente
med brevet, til han selv red op til Jungshoved i morgen. Han sagde
det, imens han fulgte mig ud, og jeg gik da min vej i mit eget
ærinde tilvisse."
"Lad mig ransage eders lommer," sagde Ib, som i dette øjeblik
ikke vidste, hvad han skulle tro.
"Ja gerne!" svarede Espen, idet han standsede.
Ib foretog en omhyggelig undersøgelse i kræmmerens klædning,
i lommerne, i ærmerne, i foret, men brevet fandtes ikke.
"Tror I mig nu?" spurgte Espen.
"Ja, det får jeg vel!" svarede Ib modfalden. Derefter gik de
videre, kræmmeren foran og Ib et skridt tilbage, i tvivl med sig
selv, hvad han skulle tænke om brevet.
"Tøv lidt!" udbrød han straks efter. "Lad mig se eders sko."
"å ja," svarede Espen, og støttede sig til sin stok drog han først
den ene, siden den anden sko af. Brevet var der ikke.
Gangen begyndte atter, indtil Ib igen standsede med de ord:
"Vi glemte at ransage eders hue."
Espen tog huen af hovedet og rakte den til Ib, et let og næsten
umærkeligt smil bevægede hans læber, men Ibs skarpe og gen-
nemborende blik bemærkede dette smil, og dermed var Espens
skæbne afgjort.
Imidlertid viste målet for deres gang sig ved en ombøjning af
vejen, Jungshoved slot trådte stedse tydeligere frem fra skoven,
der tegnede sig mørkt på det hvide snedække. Kræmmeren åndede
friere, ethvert skridt fjernede ham fra den truende fare, allerede
så han de mørke skygger, som skildvagterne dannede på volden,
tårnfløjene bevægede sig pibende på deres spir. De to vandringsmænd havde
nået broen, som førte over noret. Espens kræfter var
udtømt, men hans skridt blev længere og hurtigere. I dette øjeblik
faldt Ib på en ny tanke. Han tog fat i Espens stok, den lille vægrede sig
for at lade ham få den. Ib greb kræmmeren om livet, hævede ham ud over
rækværket og lod ham falde ned i graven.
Man hørte et kvalt skrig og et stønnende suk. Fra volden blev en
bøsse affyret, men Ib flygtede.
Idet han slap kræmmeren, havde han grebet dennes stok, der var
en hyldegren. Espen havde skudt marven ud af den og gemt brevet
i det derved fremkomne hul.

Ib opdager rotternes appetit, og Svend træffer gamle bekendte

Oven for Høfdingsgård lå et lille hus, halvt indgravet i en bakke,
der omgav det på tre sider.
Oppe på loftet sad to personer midt i en stor halmdynge. Den
ene var Tam, hvis uheldige forsøg på at forråde Svend man måske
mindes. Den anden var Kulsoen, hans kone. Natten før var det lykkedes hende
at skuffe sine bevogteres opmærksomhed og undslippe
fra Gåsetårnet i Vordingborg.
Tam havde i nogen tid haft tilhold i denne hytte, der kort efter
svenskernes komme var blevet forladt af beboerne. Han havde
også foretrukket at bo på loftet, først fordi halmen afgav et varmere leje
end lergulvet i stuen, dernæst fordi hans ophold på dette
sted var mere skjult og så at sige gjort utilgængeligt, når han drog
stigen op efter sig og lukkede lemmen.
Kulsoen lå nedgravet så dybt i halmen, at man kun så hendes
hoved, som hun støttede på begge hænder. Tam var i færd med at
gøre sig et lille kighul i græstørvene på taget, hvorfra han kunne
iagttage enhver, som gik forbi hytten, ude på vejen.
"Men Tam da!" udbrød konen, efter at hun havde udbredt sig
over den list, som behøvedes for at slippe bort fra tårnfængslet.
"Hvorfor sidder du dér og tier stille, mens du skulle være glad,
nu jeg er kommet hjem til dig?"
"å ja!" svarede Tam med sin læspende stemme og med et udtryk
af den inderligste ligegyldighed. "Hvis du blot havde lidt brød
med, for jeg er så sulten, så sulten."
"Herregud!" råbte konen hånlig. "Hvorledes skulle jeg skaffe
brød, når jeg kun tænkte på at komme ud af det slemme hul for
at få min lille mand at se. Om du tog dig noget til, fik vi vel råd
for føden."
"Hvad skulle jeg tage mig til," svarede Tam, "andet end det,
jeg gjorde? Jeg huggede en lang våge i isen nede ved åen og stillede min
ruse ud, men ålene kom ikke. Det går ikke på den vis!"
tilføjede han klagende. "Gud give, jeg aldrig havde ladet mig forlokke til
den skammelige handling mod Svend. Han skaffede os
dog føden og imellemstunder noget derover."
"Handlingen var ikke så fejl, siden der var tredive sølvdaler at
fortjene, du bar dig blot forkert ad, som du altid plejer; men det
hjælper ikke at kævles mere derom. Hvor har du gjort af børnene?"
"Den ene tuskede jeg bort til en skærslipper for en lammeskindskofte og to
kavringer, at han skulle trække hans bør."
"Hvem af dem var det?"
"Den ældste, som havde flest kræfter."
"Det kunne jeg tænke mig," sagde konen. "Du har aldrig ment
ham det godt, siden du ikke var hans fader."
"å, af den grund kunne jeg jo have tusket dem alle tre bort;
men den næste kom ned til Egitsborg for at passe herremandens
hundegård og løbe ærinder i byen, og min søster tog den yngste til
sig for at - Tys, stille, der kommer nogen agende her op til huset."
"Hvem er det?" hviskede Kulsoen, idet hun nysgerrigt strakte
sig ud af halmdyngen.
"Jeg kan ikke længere se dem, siden de kom huset så nær, men
vi får dem vel at høre ret snart, når de går ind i stuen. Lad os
blot være stille og lytte til."
Nede i gården holdt på samme tid en lille slæde og en hest, som
to personer var i færd med at spænde fra. Den ene af disse bar
egnens almindelige fruentimmerdragt, ansigtet var næsten skjult
af en stor filthat, hvis skygge faldt ned over pande og kinder. Omkring de
temmelig brede skuldre hang en blåstribet hvergarns
halvkåbe, kantet med katteskind. Den anden var en høj og bondeklædt mand.
Nøjere betragtet viste begge ansigter bekendte træk;
det var Svend Gjønge og Ib, der således begyndte deres vandring
med skatten fra Vordingborg.
Svend havde købt slæden og fruentimmerdragten af en marketenderske, som
drog omkring på landet blandt svenskerne og solgte
mjød og øl.
"Jeg tænker, vi kan lade mjøden blive liggende på slæden natten over,"
ytrede Ib dæmpet. "Skulle den tage skade, bliver det
svenskernes sag. Til det andet anker har jeg allerede fundet en
plads."
"Hvor?"
"Hist henne under halmen i fårestien."
Svend smilede, kiltrede sin kjole op og hjalp Ib med at bære det
ene anker, som lå bagest på slæden, ind i et lille skur. De løste hesten og
førte den efter sig ind i stuen.
"Det er et godt natteherberge, vi fandt os," udbrød Ib, efter at
have bundet hesten i et hjørne af stuen og rystet en foderpose ud
foran den. "Jeg kendte lidt til folkene her! Ridefogden gav dem
hus oppe på gården, da herskabet var rejst ind til København, og
siden har her knap været et menneske."
"Hvoraf ved du det, Ib?"
"Dengang, jeg åbnede døren, løb rotterne omkring på lergulvet,
og sneen, som er føget ind igennem skorstenspiben, ligger stivfrosset her på
arnestedet."
"Jeg må love, at vi mødtes så snart igen," sagde Svend; "du har
et skarpt blik."
"Såmænd!" svarede Ib med et selvtilfreds nik. "Gud fader gav
mig to rare øjne, og taterfolkene lært mig at bruge dem, mens vi
vandrede sammen i min barndom."
Så satte han en stor tværsæk op på bordet. Svend tog sin fyrtønde frem og
slog ild for at tænde en lyspind. Det varede længe,
inden tønderet ville fænge; da det endelig begyndte at gnistre, var
det ham umuligt at få lyspinden i brand.
Ib stod og så til, han smilte og udbrød:
"Ja, i den kunst er jeg din overmand; lån mig tønderet, så skal
du se, hvor let det går."
Svend gav ham fyrtønden, og han tog et stykke af en grankogle
op af lommen, knuste nogle af dens harpiksholdige frøhuse mellem
fingrene og lod dette pulver falde på tønderet, som derved straks
blussede op i flamme.
"Den måde har jeg også lært af natmandsfolkene," sagde han
leende, mens han tændte lyspinden og stak den fast mellem stenene
på arnestedet. "Hvad siger du nu, om vi gjorde os et godt bål for
at drive kulden ud af stuen?"
"Blot det ikke ses, om nogen vejfarende kommer forbi," svarede
Svend, i færd med at drage de medbragte levnedsmidler op af
tværsækken.
"Vi kan jo dække glughullerne til. Her er min kofte, hæng den
for; imens går jeg ud og tapper os en kande mjød af vor tønde på
slæden."
Hele denne samtale blev hørt af Tam og Kulsoen ovenfor: de
havde lagt sig langs hen ad gulvet med hovedet ned mod de løse
brædder og kunne gennem de talrige åbninger og sprækker iagttage
alt, hvad der skete i stuen.
"Hører du?" hviskede Kulsoen under den larm, som Ibs bortgang
forårsagede. "De har et mjødanker ude på slæden."
"Ja, og dejlig mad på bordet," svarede Tam; "hvem der kunne
få sig et lille stykke deraf!"
Efter at Svend havde hængt Ibs kofte og sin egen kåbe over de
to små vinduer, gik han ud af stuen for at overbevise sig om, at
lysets skin ikke var synligt på vejen. I det samme rejste Kulsoen
sig op fra gulvet og skød et af loftsbrædderne til side.
"Hvad er det, du gør?" spurgte Tam. "Tænk på, lille Boel, at det
gælder mit ringe liv, om de opdager vort skjul."
"Tænk du på, at jeg må sørge for lidt aftensmad til os to fattige
stakler!" svarede Kulsoen.
"Aftensmad?" gentog Tam uden at forstå, hvad hun mente.
Kulsoen lod sit svar bero med at rykke en af de lange tækkekæppe ud, som
sammenholdt taget, derpå lagde hun sig hen over
gulvet og stak kæppen igennem åbningen ned i maden.
"Se, her har vi nadvere," hviskede hun tilfreds og drog et havre-
brød op på spidsen af kæppen. "Men skam få dig, du lækkersultne!
Du vil bestemt have sul til brødet. Jeg kender dig." Hun stak på ny
sin stok ned igennem åbningen, og denne gang fiskede hun sig en
stor kødpølse.
Tam havde uden at mæle et ord og med en yderlig forbavselse
været vidne til dette.
"Ak, Boel, Boel!" hviskede han, da pølsen kom op gennem loftet.
"Lad det nu være nok; der times os en ulykke, når de kommer ind
igen og ser, at maden er borte."
"Ja, du snakker, som du har forstand til," hviskede Kulsoen.
"Fattigfolk som vi har ikke råd til at vrage, og det er nok ikke
hver en kvæld. Vorherre er så god at skikke os slig rar mad. Nu
har jeg sørget for vor nadvere, men må jeg ikke også tænke på en
lille mundfuld til vor middagsmad i morgen?"
Under disse bemærkninger drog hun med det tidligere held nok
en kavring og en lille knapost op igennem hullet og havde atter
fået stokken ned til en ny fangst, da der hørtes skridt uden for døren.
Kulsoen drog kæppen tilbage og skød brættet hen på dets plads
igen. I samme øjeblik trådte Svend og Ib ind i stuen.
Ib udstødte et skrig, da han satte mjøddunken på bordet og opdagede det
begåede rov. Hans ansigt udtrykte den dybeste overraskelse.
"Hvem har taget vor gode mad?" udbrød han. "Se engang! Bordet er næsten
tomt, og ingen af os har endnu fået det ringeste."
Svend var naturligvis ikke i stand til at give nogen oplysning,
og begge udtrykte sig i formodninger, til megen opbyggelse for
ægteparret, som imidlertid oven over dem gjorde sig til gode med
deres bytte.
"Der må nogen have listet sig ind i stuen, mens vi var ude,"
ytrede Ib.
"Og vi skulle ikke have set dem gå bort?" svarede Svend med
et skuldertræk.
"Det er også sandt. - Nu begriber jeg alt. Det er rotterne, som
har stjålet maden."
"Rotterne." gentog Svend, "to brød, en ost og en pølse, man
skulle næsten ikke tro, at de kunne løbe bort med så meget."
"Ja, ved du hvad, Svend, man skulle næsten heller ikke tro, at
maden kunne løbe bort af sig selv. Rotterne eller nissen har taget
dem, og jeg holder på det første, siden jeg har set flere rotter end
nisser."
"Gid det må bekomme dem vel!" svarede Svend smilende. "Nu
vil vi tage til takke med det, de har ladet os beholde tilbage."
Måltidet fandt sted under en uafbrudt tavshed. Da endelig Ib
havde aftørret sin kniv og stukket den i bæltet, udbrød han:
"Synd og skam var det, at vi satte os til bords uden bøn, men
Vorherre regner os det vel ikke så nøje i krigens tid, og sin bøn
skal han få alligevel, når jeg lægger mig til ro i halmen. Lad mig
nu høre, hvad plan du har udfundet for at bringe vor mjødtønde
til dens bestemmelsessted."
"Jeg tænker, vi farer fort, som vi har begyndt."
"Ja, men vil det gå på den vis? Vi får vist megen fortræd undervejs, helst
da sagen begynder at spørges. På det korte stykke vej,
vi har draget, er allerede tre vidende om vor hemmelighed."
"Hører du?" hviskede Kulsoen til Tam. "De har en hemmelighed
sammen, den må vi se at komme under vejr med."
"Den første er kaptajn Manheimer, som vi formeldte vor hilsen
i kirken, han var så ivrig efter at få dig i tale forleden, at han
knap lader det blive ved det ene forsøg; den næste er lensmanden
Tyge Høeg og den tredie - ja, Gud nåde hans sjæl, han er der,
hvor de to andre burde være. - Ad hvilken vej har du tænkt, at vi
skal drage?"
"Op igennem Jungshoved skove," svarede Svend, "der har jeg
sat to af mine mænd stævne; så lister vi os gennem landet mod
vest indtil norden for Køge by og derfra over isen ad København
til. På hele vejen vil vi træffe gjøngerne, men for hver to mil har
en mand en hest til rede for os, at vi kan fare hurtigere. Det må
gå, lille Ib!" tilføjede Svend, idet han lagde kniven bort og stirrede
stift hen for sig, "thi jeg har sat min ære og velfærd i pant derpå,
min egen og -"
"Din egen og hendes med," tilføjede Ib sagte.
"Hvis?" spurgte Svend.
"Hendes, som du aldrig har vovet at nævne for mig, lad være,
jeg kanske er den eneste i hele verden, du kan have fuld tillid til.
Hvem er der vel foruden mig, som kender alt fra den første begyndelse af?
Det er også mig, der mener dig det bedre end alle de
andre til hobe. Nu snakker vi kun sådan derom, men jeg gik og
kikkede efter dit ansigt, hver evige gang jeg hørte, at du vendte
hjem fra slottet, fra hende, for at se, om du var glad, eller om hun
havde gjort dig imod. Du må tage det for, hvad du vil, men jeg
lod også et par ord falde til Vorherre i min aftenbøn, at han nok
kunne gøre jer to lidt til gode."
Svend rakte ham hånden.
"Ak, lille Ib!" svarede han blødt og dæmpet. "Hvorom vil du
vel, at jeg skulle tale? Jeg er en ærlig mand, og jeg er gift med
din egen søster."
"Ja, det er så. Du giftede dig med Ane for at frelse frøkenen.
Din onde skæbne lod dig slutte dette ægteskab, som hverken blev
velsignet af Gud eller mennesker."
"å nej, endda!" svarede Svend. "Den onde skæbne er kun vor
egen ufornuft, jeg tror ikke på en anden. Hvad der er sket mellem
mig og jomfru Parsberg, lige fra vi var børn, tør alverden vide,
men forlang ikke, at jeg skal tale om hende; jeg får at bære mine
tanker i løndom, - mine tanker og mine sorger."
"Men hvis hun volder dig sorg, Svend, så lad hende fare; hun
står dog over dig i vilkår og formue, og I passer ikke ret for hinanden."
"Det kan være, du siger sandt, Ib, jeg har tænkt det samme. Men
jeg mener ikke, at hun volder mig sorg," udbrød han hurtigt, som
om han skyndte sig at bortjage den skygge, Ibs ord kastede over
samtalens genstand. "Tværtimod!" udbrød han med et lykkeligt
smil og strålende øjne, "hvad for en modig bedrift, folk vil komme
til at spørge, i den har hun tilvisse større lod og del end både
kongen og mit fødeland; derfor tænker jeg også, vor plan vil
lykkes."
Ib beholdt den hånd i sin, som Svend under disse ord rakte ham,
hans brune kinder glødede, og hans små øjne strålede, mens han
svarede:
"Jo, vist vil den lykkes, min svoger og kære broder, for jeg har
jo også noget at vente ved samme lejlighed."
"Hvad mener du?"
"Ak ja, jeg har lagt en lille plan for mig selv. Tænker du kanske ikke, at
jeg lige så vel som du har en ting at gå og pønse på,
den jeg blot ønsker ville lykkes ret? Forskellen imellem os er, at
du bærer din plan i hovedet, jeg bærer min i mit hjerte."
"Eja!" udbrød Svend. "Der betror du mig jo noget helt nyt."
"Det er ellers gammelt nok," svarede Ib i samme spøgende tone
som hidtil, "for lige siden jeg i fjor blev et ærligt menneske, fik
jeg sindelag på en lille pige oppe ved Holmegårds mose. Du smiler, Svend!
Ja, mine tanker flyver som svalen i regnvejr, langs
med jorden. Men bliver jeg kun til noget retskaffent, banker jeg
på hos fogden, hendes far, og beder ham om jaord for den lille
Inger. Bringer vi nu den trinde mønt lykkelig og vel hjem til kongen, så
tager du din part af æren, og det er den bedste, siden det
er dig, der styrer og står for det hele, men alligevel kan det træffe
sådan, at kongen eller de høje herrer giver os forlov til at ønske
nogen belønning: ved du så, hvad der sker? - Dronningen gjorde
mig til sin stridsmand, kongen gør mig måske til sin vagtmester,
så går jeg hjem i min dejlige uniform og banker på som frier hos
Ingers fader."
Da Svend Gjønge og Ib næste morgen kørte bort fra hytten, begyndte solen
at komme frem over de mørke skove, som strakte sig
langs med kysten. Luften var klar og skyfri; store flokke af skrigende
krager fløj hen over markerne. Svend sad foran på slæden,
iført sin fruentimmerdragt og med filthatten dybt nedtrukket i panden. Ib
havde danndt sig et sæde af fodersækken på den bageste
tønde.
Men oppe fra et glamhul på gavlen af hytten kikkede et blegt og
indfaldent ansigt ud efter den lille slæde. Det var Tam, som, da
han vågnede, faldt i den dybeste forundring ved at finde sig alene
på halmloftet. Kulsoen havde forladt ham om natten, uden at han
mærkede det og tillige uden at meddele ham grunden til sin bortgang. Den
lille stige, som han aftenen før havde draget op efter
sig på loftet, lå omstyrtet i sneen neden for gavllugen og antydede
den måde, på hvilken hun var kommet bort.
Svend Gjønge valgte en vej langs det bugtede åløb, der fører fra
søen ved Lekkinde, og under hvis høje brinker de håbede at være
skjult for svenskernes strejfpatruljer.
"Se, hvor kønt solen kommer frem der ovre bag skoven," sagde
Ib. "det spår os en lykkelig dag."
"Ja, måske," svarede Svend, "men ser du dernede ved hulvejen,
hvor kønt de svenske ryttere kommer frem, hvad mener du, de
spår os?"
"Vi har jo vore papirer," hviskede Ib, idet han skelede ned mod
det betegnede sted for ikke at dreje hovedet.
Straks efter hørtes hestetrav, og fire ryttere kom jagende hen
mod slæden. Ib tog sin hue af og hilste, Svend blev siddende med
tømmen i hånden, krumbøjet og tilsyneladende forkommen af den
skarpe morgenkulde.
"Hvad bringer I der på eders sluffe?" spurgte korporalen for
rytterne.
"Lidt mjød og en god drik pors," svarede Ib.
"Djævelen sluge eders pors! Lad mig smage mjøden." sagde
korporalen.
Ib tappede et bæger, svensken drak.
"For en ulykke, I kujoner!" råbte han efter at have tømt bægeret. "Mjøden
er jo halvfrossen og dygtig spædet med vand. Har I
forlov at handle med krigsfolk?"
"å, ja!" svarede Ib, idet han fremdrog den skrevne tilladelse.
Korporalen kastede et blik på det smudsige papir og rakte ham
det tilbage igen.
"Det er i sin orden." sagde han. "Hvor agter I eder hen?"
"Ad Jungshoved til."
"Det træffer sig sært heldigt. Jeg kommer netop den samme vej
hen imod middag, så kan I huske at kræve betaling for mjøden. -
Drag eders vej i fred."
Med disse ord red rytterne videre.
"Jeg tror, de lo ad os." sagde Ib, da slæden var kommet så langt
bort, at hans ord ikke kunne høres.
"Den fornøjelse kan vi unde dem, de brave folk," svarede Svend,
"siden de lod os beholde vore penge. Men enden er ikke endda; vi
træffer vel flere af deres kammerater, efterhånden som vi nærmer
os Jungshoved."
Svends formodning blev straks efter stadfæstet, idet man atter
hørte hestetrav hen over den frosne jord. Ib rejste sig op på slæden
og så en afdeling ryttere komme frem mellem bakkerne. Så snart
svenskerne fik øje på det lille køretøj, red de hen mod det. Svend
lod hesten gå skridt for skridt, Ib bøjede sig over ham og hviskede:
"Denne gang kniber det, jeg kender den uniform, karlene bærer.
Det er grev Fersens dragoner. Mage til dem, vi plyndrede og bandt
i skovhytten ved Gjerderød."
"Ti stille," svarede Svend, "jeg ser det nok. De agter vel kun at
gøre samme handel som nylig deres kammerater."
Dragonerne red imidlertid hen på siden af slæden og befalede Svend at holde
stille. Anføreren gentog omtrent et lignende
spørgsmål, som tilforn var blevet dem gjort, Ib svarede på samme måde.
"Har I svenske høvedsmandens tilladelse til at forhandle eders
varer?"
"Ja, strenge herre!" svarede Ib og leverede vagtmesteren beviset.
"Hvem af jer ejer værtsskabet?" vedblev vagtmesteren.
"Det gør min moster der," svarede Ib; "men hun er gammel og
lider af tandværk, derfor har hun ondt ved at tale og bad mig følge
af by med sig."
"I kan drage eders vej," ytrede vagtmesteren og vendte sin hest
bort fra slæden.
"å, tøv dog en lille kende forinden," råbte hans sidemand, idet
han pludselig bøjede sig ud over hesten og med spidsen af sin pallask
løftede Svends filthat i vejret. Dragonerne udstødte et forundringsråb, da
de så et mørkt og skægget ansigt komme til syne
under hatten. De drog pistolerne ud af sadelhylstrene.
"Ti tusind skok djævle tage dig!" råbte korporalen med en hånlig latter,
"så tavs som du bliver siddende lige over for dine gamle
bekendte. Se engang ret på mig og sig, om du kan mindes mit ansigt fra
sidst?"
Ved det første blik på denne mand havde Svend genkendt kor-
poralen, hvis uniform han benyttede ved sit møde med oberst Sparre, det
næste overbeviste ham om, hvor umuligt ethvert forsøg på
flugt ville være i denne kreds, hvorfra otte truende pistolløb pegede
imod ham.
Svend rejste sig fra slæden og kastede kåben tilbage.
"Korporal!" udbrød han. "I har ikke taget fejl, jeg er Svend
Gjønge."
Det udråb, der fulgte efter disse ord fra enkelte af dragonerne,
blev kun bemærket af Ib, som hævede hovedet og så sig omkring
i kredsen med en ubeskrivelig mine af selvtilfreds vigtighed. Han
begreb, at Svend havde fattet sin plan. Denne vedblev:
"Jeg er eders fange, og I har i dag fortjent tredive sølvdalere."
"De skulle være højst velkomne," sagde korporalen muntert;
"jeg skal drikke dem op på din sundhed."
"I kan gøre mig en større tjeneste," ytrede Svend. "Når jeg kommer op til
Jungshoved, bliver jeg hængt, men hjemme har jeg en
kvinde og et lille barn. Må jeg ikke skikke dem en hilsen til afsked med min
kammerat?"
"Jeg tænker, at din kammerat følger med os."
"å ja, men den stakkels bondeknøs der har intet ondt bedrevet
og står ikke i ledtog med mig, obersten vil give ham fri igen."
"Kan være muligt," svarede korporalen, som ikke syntes at genkende Ib.
"Så tal da til ham, men fat dig kort."
Svend bøjede sig over mod Ib og hviskede til ham: "Giv dig til
at græde."
Ib adlød øjeblikkelig og stak i en hylende gråd.
"Ser du den våge, der er hugget hist henne i åen? Når vi kommer lige ud
for den, skærer du rebet over på tønden og lader den
rulle ud over sluffen, ned ad brinken. - Tud dog, tud!"
Ib hylede i overordentlig høje og langtrukne toner.
"Isen vil briste ved tøndens vægt," vedblev Svend, "og vi har
vor skat forvaret. Tag blot nøje kending på landet ud for det sted,
hvor den synker ned."
"Nå. er du snart færdig?" råbte korporalen.
"På minutten!" svarede Svend og tilføjede hviskende: "Har du
forstået mig?"
"Jeg har tabt min kniv."
"Så lad, som om du omfavner mig, og træk min ud af bæltet."
Ib adlød og lod med en taters behændighed kniven forsvinde
under sit trøjeærme. Svend trådte tilbage mellem dragonerne. Korporalen
vendte sig mod Svend: "Siden du holder af at age, så sid
kun op igen og pisk på din krikke, at vi kan komme af sted til
slottet."
Svend kastede et blik til Ib, som denne besvarede ved at lukke
det ene øje, derpå tog han tømmerne og drev på hesten. Dragonerne omringede
slæden på tre sider. På den fjerde og ubevogtede
side gik vejen langs med den stejle brink, nedenfor hvilken åløbet
snoede sig.
Ib havde atter indtaget sit forrige sæde på den bageste tønde;
mens han tilsyneladende svøbte hestedækkenet sammen over sine
fødder, lykkedes det ham ubemærket at overskære rebet på tønden,
således at denne fra nu af kun holdtes fast på sluffen af sin egen
tyngde. Da de kom lige ud for vågen, drejede Svend hesten ud på
randen af brinken og gav den et slag med pisken. Hesten sprang i
vejret. Ib udstødte et skrig og lod sig falde ned i sneen, mens han
gav tønden et heftigt stød ud af sluffen. Tønden rullede ned over
brinken, i begyndelsen langsomt, men med stedse tiltagende fart,
og forsvandt straks efter i åen i den våge, som Tam havde hugget
til sin åleruse.
Hele dette optrin foregik så pludseligt og naturligt, at ingen af
dragonerne mærkede den begåede list. Da Ib styrtede ud over slæden, blev den
almindelige opmærksomhed ledet bort fra tønden.
De troede, han gjorde et forsøg på flugt, og greb til pistolerne.
Men Ib blev liggende i sneen og jamrede sig. Da han endelig rejste
sig, udbrød han:
"Gudskelov, det var porstønden, vi forliste; mjøden har vi endnu
tilbage."
Korporalen slog en høj latter op og svarede:
"Jeg tænker, at det så omtrent kunne falde ud på et for dig, min
ven! Det skulle gå til som djævels, hvis du fik godt enten af den
mjød eller pors, I fører med jer. Nu op igen og hold dig fast, eller
jeg lader dig surre til sluffen."
Ibs og Svends blikke mødte hinanden med et meget talende
udtryk.
"Tre stene," mumlede Svend halvhøjt.
"En trærod på den anden side åen," hviskede Ib.
Det var de forskellige kendemærker, de havde taget for at genkende stedet,
hvor porsetønden rullede ned i vågen.

En gårdhund

I den mellemtid, Svend havde været beskæftiget nede i Vordingborg, var de
svenske troppers antal omkring Jungshoved blevet betydelig forøget. Alle
nærliggende landsbyer havde modtaget deres
indkvartering, af hvilken talrige strejfkorps blev udsendt for at
opdrive levnedsmidler og især foder til hestene, hvorpå armeen
begyndte at lide følelig mangel.
Som følge heraf traf dragonerne på flere af deres kammerater,
endnu inden de nåede skoven. Korporalen fortalte om den vigtige
fangst, han havde gjort, og de sidstankomne sluttede sig da til rytterne, så
at svenskerne udgjorde et temmelig stort antal, idet de
drog ind på slottet. Midt i dette optog sad Svend i sin fruentimmerdragt,
genstand for en mængde nysgerrige blikke, uden at han
syntes at agte derpå. Hans træk udtrykte en dyb alvor, men tillige
en mands bestemthed og fatning. Flere gange så man ham læne
sig tilbage på forsædet og hviske nogle ord til Ib, som denne besvarede med
et næsten umærkeligt hovednik.
Idet dragonerne red ud af ørremandsgårds skove og kom til
broen, der førte over noret, hvorfra hele slottet viste sig for dem,
red korporalen i spidsen for toget.
Først da sluffen standsede, og dragoneme trængte den sammenstimlede mængde
tilbage, opdagede korporalen til sin forskrækkelse, at den ene af hans
fanger manglede. Ib var forsvundet, uden
at nogen havde lagt mærke dertil.
Da slæden holdt i gården, slog dragonerne kreds omkring den.
Korporalen steg af hesten og gik op på slottet for at melde sig hos
oberst Sparre.
Imidlertid forøgedes tilskuernes mængde bestandig omkring
Svend. Hans triumfer havde for ofte været omtalte og frygtede til,
at man ikke skulle glæde sig over hans ydmygelse. Hans forklædning gav
desuden forøget anledning til morskab og til en mængde
indfald, som blev modtaget med almindeligt bifald.
Svend syntes at være uden sans for alle disse ytringer. Han blev
siddende på slæden, indsvøbt i den blå hvergarns halvkåbe, og stirrede stift
hen for sig. Af og til forandrede dette blik sin retning og
hævedes op mod et vindue i øverste etage, hvis gardiner vel var
nedtrukne, men mellem hvilke der dog flere gange viste sig et
smukt, kvindeligt hoved, hvis mørke øjne syntes at møde gjøngens.
Blandt mængden var der især en ung halvmåneblæser, som udmærkede sig ved
sin platte skæmt, og hvis indfald blev modtaget
med lydelig jubel. Svends vedvarende ligegyldighed og kulde opirrede ham;
for at bringe større afveksling i spøgen løftede han
filthatten af hans hoved. Ved denne fornærmelse syntes Svend
endelig at være vågnet, han kastede et blik fuldt af foragt omkring
sig og udbrød:
"Hvorfor lader du mig ikke være i fred? Nu taler du kun sådan
og er vigtig, mens du ser et halvt regiment kammerater omkring
dig, men om vi engang mødes, hvor sol og vind var lige skiftet,
ville knap et rottehul være dig lille nok til at krybe i skjul for
mig."
"Min tro om jeg ville," svarede halvmåneblæseren, opirret over,
at fordelen i øjeblikket syntes at være på Svends side; "snarere
skulle jeg prøve med min klinge at gøre et rottehul i dig, som både
sol og vind kunne kikke ind igennem."
Under disse ord lod han sin sabel udfordrende kredse omkring
i luften. Fangen stod oprejst ved siden af slæden. Med en lynsnar
bevægelse samlede Svend kåben over sin venstre arm og afbødede
med den det hug, svenskeren førte, og idet han sprang ind på ham,
rev han ham klingen ud af hånden og kastede ham tilbage blandt
mængden.
Endnu før den uheldige trompeter havde rejst sig, trådte Svend
hen til en gammel, gråhåret og arret vagtmester, der hidtil havde
stået rolig og alvorlig i kredsen og smøget sin pibe.
"Min herre vagtmester!" sagde Svend. "Tag dette barns klinge,
og om I holder det for umagen værd, så lær ham, at det kun er
den fejge, der håner en våbenløs fange."
"Ti tusind ulykker fare i ham, om han skal komme til at mæle
et ord mere," svarede den gamle, idet han stak sin pibe ned i
frakkelommen og med lange skridt gik hen til klyngen, som omringede
trompeteren.
Straks efter viste Sparre sig på trappen, ledsaget af korporalen.
Kredsen åbnede sig, og obersten trådte hen til Svend. Han betragtede ham
nogle øjeblikke, før han udbrød:
"Nå, så mødes vi engang igen, Svend Gjønge!"
"Ja, strenge herre!" svarede Svend. "Det er ikke sket med min
vilje."
"Han kan lade sine folk sidde af, korporal!" sagde obersten.
"Fangen skal undersøges, og to mænd bevogter ham her nede i gården, indtil
general Vavasor vender tilbage."
Korporalen hilste og førte Svend ned i kælderen.
Jungshoved var nu så opfyldt af stridsfolk, at det ikke kunne
rumme flere. Da Karl Gustav vedblev at drage sine soldater sammen på
Sjælland, for under den påtænkte belejring af hovedstaden
at have reserven nærmere, var man nødsaget til at optage slottets
baggård til barakker. Denne baggård vendte ud mod skoven. Barakkerne blev
opført i lange rækker af grene og halm og så lave,
at et voksent menneske ikke kunne stå oprejst i dem.
Samme dag, Svend kom til slottet, var det blevet de nærmestliggende
herregårde pålagt at levere halm til en ny række hytter,
som man oprejste til en afdeling af general Vavasors regiment.
Vindebroen var ladet nede, og hovedporten stod åben, mens bønderne kørte ind
og ud med deres høstvogne.
Da Svend blev ført tilbage til gården, bar han sin sædvanlige
dragt, som hidtil havde været skjult under fruentimmerkjolen.
Korporalen førte ham med bagbundne hænder til en sidemur i forgården og gav
to drabanter befaling til at bevogte ham.
"Spænd eders pistoler," sagde han, "stil eder på hver side af
manden og hold skarp vagt. Jeg vil ikke give en styver for eders
liv, om I lod ham slippe løs, heller ikke tillades det nogen at tale
med fangen, og skulle han vise tegn til at løbe bort, så giver I ham
hans rest, det bedste I har lært."
Efter disse formaninger strøg korporalen sin knebelsbart opad
mod øjnene, nikkede med et blidt smil til Svend og begav sig op
ad trapperne til obersten for at modtage den udlovede belønning
for Svends pågribelse.
En halv time efter kom general Vavasor, omringet af sin stab,
ridende ind over vindebroen. Sparre modtog ham neden for slots-.
trappen og underrettede ham om den gjorte fangst. Vavasor syntes
ikke at dele oberstens glæde, hans sorte og tykke øjenbryn trak sig
tættere sammen, mens han gik hen over gården til Svend.
"Eja, stratenrøver," udbrød generalen, "har vi endelig fået dig
fat?"
"Ja, endelig," svarede Svend koldblodigt.
"Ved min himmerigs part, om vi ikke skal holde så fast på dig,
galgenfugl, at du aldrig slipper løs tiere."
"Eders ord skal stå til troende, strenge herre! I har bundet mine
hænder og berøvet mig mine våben, så selv en liden pog tør vove
at skælde og håne mig."
"For den sags skyld kunne man gerne have ladet dig beholde
hænder og våben til brug, jeg tror ikke, du skal skade os mere."
Svend lod sit svar bero med at trække på skuldrene. Generalen
lagde ikke mærke dertil, han stod fordybet i sine tanker; pludselig
knyttede han hænderne og hævede dem truende mod Svend, idet
han udbrød:
"Skurk, stimand! Hvor er min søn? For to dage siden red han
bort fra slottet, og indtil nu er kun hans hest blodig og såret vendt
tilbage."
"Eders søn!" gentog Svend. "For sandt, strenge hr. general, jeg
kender ham ikke. Ude på marken og i de dybe skove har vi sjældent den skik
at spørge en fjende om hans navn, før vi fælder
ham, og selv om han havde nævnt det, synes jeg dog ikke, at navnet er så
skræksomt, at vi derfor skulle have ladet ham fare i
fred."
Generalen var synlig behersket af sin smerte, han vendte sig om
og forlod Svend. Oberst Sparre fulgte ved hans side.
"Hvad mener generalen, at vi skal gøre med synderen?"
Disse ord bragte Vavasor til at standse.
"Hvorfor spørger I mig derom, hr. oberst? Jeg mener, at svenskekongen har
skrevet sin krigslov tydelig for ålle. Før ham uden for
slottet og skyd ham."
"Men dagen hælder, og mørket falder på."
"Bind ham en lygte på hovedet, så har karlene et sikkert mål at
skyde efter."
"Hvor mange mand skal jeg skikke ud dertil?" spurgte den omstændelige
oberst.
Generalen gjorde en fortrædelig bevægelse med hovedet og svarede, idet han
gik op ad trapperne: "Skik ud så mange, I lyster, så
mange, som han har knapper i sin trøje."
Vavasor gik op i slottet, oberst Sparre vendte tilbage til Svend.
"Din dom er fældet, Svend Gjønge!" udbrød han med en hævnfryd, som han
forgæves søgte at skjule. "Om en time vil du blive
skudt."
"Jeg ventede mig ikke bedre," svarede Svend roligt.
"Har du ellers noget ønske forinden?"
"å nej; alt fra den første dag, jeg begyndte på hærværk mod
svensken, var jeg beredt på at dø, og I kan tro mig, min herre
oberst," tilføjede han med et smil, "i den tid har jeg ofte været
døden nærmere end i dette øjeblik."
"ønsker du, at feltpræsten skal læse dig en herrensbøn forinden?"
"Ja tak!" svarede Svend.
Sparre gik hen til vagtstuen, uden for hvilken nogle af soldaterne havde
været vidne til det foregående optrin. Obersten nævnede en af soldaterne ved
navn og drog ham afsides med sig nogle
skridt hen i gården.
"Bent Arvedsøn!" udbrød han. "Fra du var en lille pog, har jeg
gjort vel imod dig og dine gamle forældre, der havde deres tilhold
og pleje hjemme i Upland på min gård. Det er første gang, jeg
minder dig derom, og det sker, for at du nu skal gøre gengæld mod
mig, så godt du mægter."
"Ak, hr. oberst!" svarede den unge soldat troskyldigt. "Jeg vil
lade mig slå ihjel to gange for eder, nådige herre!"
"Derom er talen ikke, det gælder blot om, at du udvælger dig
seks mand af dine kammerater, folk, som du kender nøje, og til
hvem du sætter din fortrøstning. I lader eders karabiner og tager
post, enhver ved sin dør, som fører herned fra slottet. Ingen af de
menige tør komme ud i gården, langt mindre nærme sig fangen,
uden at han har sin foresattes tilladelse dertil. Selv skal I give
nøje agt på, hvad han foretager sig, og ved det mindste mistænkelige tegn
går I hen til ham, sætter ham eders karabiner for brystet
og trykker af. Dermed har I fuldbyrdet generalens og min vilje.
- Har du forstået mig?"
"Nøjagtigt, strenge herre!" svarede soldaten. "I kan stole på
mig. Eders befaling skal blive efterkommet."
"Godt, følg så med til synderen," sagde obersten og vedblev,
da han kom hen til Svend:
"Da du før sagde, at du tilforn havde været døden nærmere end
nu, pønsede du bestemt på at spille os en streg! Vi vil se at forhindre det.
Forgangen da vi mødtes i skoven, lovede jeg dig mere,
end jeg kunne holde, denne gang vil jeg se at holde mere, end jeg
lover. Gå hen, Bent, og prøv, om båndet om hans håndled er knyttet
forsvarligt, og hvis du kan, så gør det længere."
Bent adlød.
"Soldat," udbrød Svend, "du binder mig jo, som om du var en
slagter."
"Det er ikke min mening," sagde Sparre; "stram blot knuden
således, at han ikke kan få hænderne fri, dernæst gør vi den løse
ende fast hist henne i muren."
Med disse ord pegede obersten på en tyk jernring, som var indmuret i
væggen. Svend fulgte dem godvilligt derhen og lod sig
binde fast til ringen.
"Se så, lille Svend!" udbrød obersten, "nu har jeg bragt mine
anstalter tilende, prøv du nu dine, og hvis du kan slippe fri, vil
jeg holde dig for den snildeste karl i Danmark. Farvel, og Gud
være din syndige sjæl nådig."
"Det håber jeg, han vil," svarede Svend med den samme urokkelige ro, han
hidtil havde vist. "I glemmer vel ikke at sende mig
feltpræsten, hr. oberst?"
"Han skal komme ret straks, og når du ser ham, Bent, følger du
med og bliver stående her henne i tre skridts afstand fra dem."
Noget efter lød en tromme inde i baggården. Obersten lod en afdeling
soldater kalde sammen, og man så disse begive sig med
hakker og spader ud over vindebroen for at gøre en grav til Svend
der, hvor henrettelsen skulle finde sted.
Bent Arvedsøn havde imidlertid udvalgt sine seks mand og opstillet dem
således, at alle udgange fra slottet var bevogtede; selv
tog han plads neden for hovedtrappen og vendte bogstavelig talt
ikke sine øjne fra fangen.
Svend lænede sig til muren, hans pande var rolig og glat, uden
spor af sorg eller lidenskab, og dog foregik der indenfor i disse
øjeblikke et mørkt og sørgeligt drama, mens han så sine planer
hindrede, sit håb tilintetgjort og overfor sig i vinduet bag de halvt
sammentrukne gardiner hende, der havde givet disse planer håb
og næring. Straks efter at Bent havde fordelt posterne, åbnedes
døren ovenfor trappen og en mand viste sig, iført en kort, gejstlig
kappe, store ridestøvler og rygende på en pibe. Det var feltpræsten.
"Nu, Bent Arvedsøn!" udbrød han, idet han slukkede piben og
stak den ned i sidelommen. "hvor har vi så den ulykkelige misdæder, jeg
kommer for at berette?"
"Det er ham, som står hist ved muren," svarede Bent, "men om
ærværdige fader tillader det, så følger jeg med derhen, som min
ordre lyder."
"Følg kun med," sagde præsten, "oberst Sparre har forklaret mig
sin vilje."
Præsten gik hen til Svend. Soldaten stillede sig med karabinen
ved foden i tre skridt afstand, så at han kunne høre ethvert ord,
der veksledes med fangen.
"Min søn!" udbrød den gejstlige med en høj og gennemtrængende stemme. "Når
man går til sin død, trænger man til religionens trøst."
"Det er sandt, herre! Man trænger også til den, mens man lever," svarede
Svend.
"Hvad vil du sige dermed?" spurgte præsten, som ikke var forberedt på denne
afbrydelse.
"At jeg er af samme mening som I, og derfor har jeg aldrig
glemt Gud, siden jeg i min barndom lærte ham at kende."
"Du er altså forberedt på den skæbne, som venter dig?"
"Forberedt!" gentog Svend med et vemodigt smil. "Har I aldrig
hørt mit navn nævne, ærværdige herre?"
"Jo, tilvisse, alt fra den første dag, vi kom til landet."
"Hvor kan I da som en lærd mand tro, at man begiver sig i
kamp med en fjende og øver det, jeg har øvet, og vover hvad jeg
har vovet, uden at være forberedt på døden?"
"Men om så er," svarede præsten, "hvorfor har du så begæret
mig til stede?"
"For at give eder lejlighed til at øve en god gerning."
Bent Arvedsøn spidsede øren og trådte et skridt nærmere.
"Mod hvem?" spurgte præsten.
"Mod mine fjender," svarede Svend. "Generalen, som bestemte
min død, var nylig til stede og hånede mig og spurgte, hvor vi
havde gjort af hans søn, hvem han troede fanget eller undlivet af
os. Jeg vil gengælde ondt med godt, og I skal være redskabet dertil. Er ikke
en sådan lod efter eders behag?"
"Jo, tilvisse," svarede præsten, "sig blot, hvad du ved om den
unge fænrik."
"Først må I da gå op til den strenge herre og berette ham, hvad
jeg har forebragt, og få ham til at opsætte min død endnu en time
tilende. Derpå går I skyndsomst ned i landsbyen her næst ved og
opsøger degnen Peder Fos, hos hvem I finder en kone og et lidet
barn, og når I hilser fra Svend Poulsen, vil hun navngive sig som
min hustru. Sig hende da, at jeg sidder fangen her, og at hun
skyndsomst skal tænke på ham, som ligger i risbunken, og at et
menneskeliv beror derpå. Tal hverken mere eller mindre og mærk
eder vel hendes svar, at I kan bringe mig det, så skal generalen få
at vide, hvor hans søn er at finde."
"Og du giver ham dit ord på, at det vil ske?" spurgte præsten
ivrig.
"Nej, herre!" svarede Svend. "Jeg giver ham mit liv derpå."
Præsten ilede op på slottet, straks efter vendte han tilbage igen
og råbte til Svend, idet han gik over gården:
"Jeg har forebragt dit ord til generalen, og det vil ske med dig,
som du ønsker; nu iler jeg ned til landsbyen."
Svend nikkede, præsten gik over vindebroen.
Bent havde trukket sig tilbage på sin tidligere plads neden for
hovedtrappen. Svend stod alene, lænet op til muren, tavs og ubevægelig.
Man har måske glemt de ord, Svend hviskede til sin hustru om
aftenen, da kaptajn Kernbok førte gjøngerne ud af hytten.
"Kommer vi nogen sinde i bekneb," sagde han, "og du får bud
fra mig eller Ib om risbunkerne, hvor forblommet det end sker, så
list dig hen og stik dem i brand; det er et tegn for vore folk til at
samle sig, og det kunne vel hænde sig så, at mit liv vil komme til
at bero på denne omstændighed."
Snevejret begyndte med det tiltagende mørke, soldaterne vendte
tilbage over vindebroen, graven var kastet. I det øjeblik, porten
blev åbnet og krigsfolkene trådte ind i gården, lød en hul brummen
fra hundehuset, i nærheden af hvilket Svend stod bundet. Gjøngen
lyttede, han vendte langsomt sit hoved om mod stedet.
"Svend!" hviskede en stemme, der bragte alle gjøngens pulse til
at banke.
"Er det dig, Ib?"
"Ja!"
"Hvordan kommer du her?"
"Jeg kom ind på et halmlæs og krøb gennem kælderen ud ad
vinduet til hundehuset."
"Og vore folk?"
"De er, hvor de skal være."
"Hvad taler I om, Svend Gjønge?" spurgte Bent Arvedsøn, som
efter at mørket var tiltaget således, at han ikke længere kunne se
Svend fra trappen, havde nærmet sig muren.
"Jeg læser mit Fadervor," svarede Svend.
"Læs i Guds navn, I kan have det nødig."
Svend vedblev:
"Ske din vilje, - har du våben?"
"To pistoler og en kniv."
"Giv os i dag vort daglige brød, - trevl noget af lunten op på
pistolerne og gnid det ind med krudt. - Forlad os vor skyld, - stik
det optrevlede ind i løbet af pistolerne, list dig ned i baggården
og skyd pistolerne af ind i halmhytterne for at få dem i brand.
Kom så tilbage igen, - og frels os fra det onde."
Idet Svend endte sin bøn, så han en mørk skygge glide bort fra
hundehuset og forsvinde i kældervinduet.
Da klokken slog seks, kom oberst Sparre ned ad trapperne. Han
gik hen til vagtstuen i kælderen og bankede på ruden. En vagtmester viste
sig i døråbningen.
"Vagtmester! Kald tolv mand og en tambur op og lad dem stille
eksekution foran trappen. Karlene skal tage tre skarpe skud med
sig, komme det ene i deres karabin og vente på videre befaling."
Svend hørte hvert ord, men syntes ikke at lægge mærke dertil,
hele hans opmærksomhed var i dette øjeblik rettet på, hvad der
ville ske i baggården. Han ventede at høre de to skud. Mens soldaterne
ladede deres karabiner, lød skridt over vindebroen. Præ-
sten viste sig i porten og ilede op i slottet. På samme tid styrtede to
soldater ind i gården og råbte, at skoven udenfor begyndte at
brænde på flere steder. De udstillede poster blev trængt til side
af deres kammerater, som alle søgte at komme op på volden for at
se branden.
Under den larm, som derved opstod, hørte Svend kældervinduet
forsigtigt blive åbnet, og den mørke skygge bevægede sig atter hen
til hundehuset.
"For djævelen!" mumlede han. "Ilden i barakkerne -"
"Ti stille!" svarede Ib. "I aften kommanderer jeg, skuddene
kommer, når tid er. Abel har pistolerne."
De øverste vinduer i slottet begyndte efterhånden at farves med
et rødligt skær, og over voldene viste sig på flere steder en klar
lysning fra skovene. Oberst Sparre lod to dragoner stige til hest
for at få underretning om årsagen til denne brand.
Mens larmen tiltog, og alles opmærksomhed var henvendt på
skoven, lød pludselig det svage skrald af to efter hinanden følgende
pistolskud. Fra hundehuset hørtes en glad brummen. Svends tindinger bankede,
men han blev stående rolig og ubevægelig, fordi
han i få skridts afstand så Bent Arvedsøn, som med karabinen på
armen betragtede ham skarpt og spejdende. I næste øjeblik lød fra
baggården et gennemtrængende skrig:
"Barakkerne brænder!"
Soldaterne styrtede ned ad volden for at komme hen til brandstedet. Sneen
føg i tætte hvirvler rundt om slottet og oplystes af
flammerne. Larmen tiltog, råb, eder og befalinger lød fra alle sider. Midt i
denne forvirring hørtes braget af en geværsalve, som
bragte slottets blyruder til at klirre. Trommernes hvirvlen blandede sig med
såredes jammerskrig. Forvirringen havde nået sit
højeste. Soldaterne ilede ind i vagtstuen efter våben.
"Det er gjøngerne!" råbte de undervejs til deres kammerater,
der standsede ved geværskuddene. "Hele baggården er fuld af disse
djævle, de slår ihjel for fode, og bestandig myldrer flere op af
de frosne grave."
Oberst Sparre havde hidtil stået ved vindebroen, utålmodigt ventende på de
udsendte dragoner. Ved lyden af skuddene ilede han
ind i gården. Han løb hen til Bent, som midt under den almindelige
forstyrrelse var blevet på sin post, stille og ubevægelig og med et
opmærksomt blik henvendt på fangen.
"Træd lige hen foran fangen," udbrød obersten med læber, der
skælvede af raseri, "og når han gør mine til flugt, så sæt ham karabinen for
brystet og tryk af."
Efter disse ord gik han hen til vagtstuen og stillede sig i spidsen
for soldaterne, som begyndte at ordne sig.
Fra nu af fulgte skuddene med stedse kortere mellemrum, og
efter at Sparre havde ført sine folk om i baggården, var Bent Arvedsøn og
hans fange så at sige de eneste tilbageblevne foran
slottet. Dette var øjeblikket som Svend så længselsfuldt havde
ventet.
"Pas nu vel på ham, for om lidt har han i sinde at løbe sin vej,"
udbrød pludselig en dyb og tydelig stemme, og idet Bent forundret
drejede sig til siden, kom Ib til syne ved hundehuset, tog sigte på
ham og strakte den ulykkelige soldat til jorden med et pistolskud.
Derpå sprang han hen til Svend, overskar rebet, som bandt hans
arme, og begge forsvandt igennem den åbne slotsport, uden at nogen i dette
øjeblik tænkte på at standse dem.
Lidt senere hørtes en gennemtrængende piben i baggården. Skuddene blev
sjældnere, og ved skæret af ilden så man gjøngerne
trække sig tilbage over volden, uden at svenskerne var i stand til
at spærre dem tilbagevejen, de havde ilden fra barakkerne mellem
sig og deres fjender.

En fiskefangst

En tidlig morgenstund fandt en travl virksomhed sted nede ved
åløbet, der fører fra Lekkinde sø, og som tidligere blev omtalt
under Svends flugt.
Man så flere mænd i egnens almindelige bønderdragt, dels ar-
bejdende på at forstørre en våge i isen, dels undersøgende åens
bund med lange bådshager i det allerede dannede hul.
På bredden havde de antændt et bål, hvis flamme kastede et rødligt skin hen
over isfladen. Af og til, når luerne steg i vejret, belyste de også
brinkerne, som åløbet skar sig ind igennem, og på
højderne af disse kom nogle mørke skikkelser til syne, der kunne
antages for vagtposter.
I øvrigt var det ikke let at forklare sig årsagen til disse vagtposters
nærværelse, da den forbigående hverken af mændenes
dragt eller deres arbejde ville tro andet, end at det var fiskere, der
benyttede den tågede nat til at fange ål, og at de havde tændt blusset for
at lokke fisken ind i vågen. Svend Gjønge og Ib ledede ålefangsten. Svends
ansigt var ualmindelig roligt, mens han med bådshagen undersøgte åløbet.
Hver gang han gentog denne undersøgelse, lagde han
fast og nøje mærke til visse kendetegn inde på land
og stillede sig i linie med de tre gråsten, som han nævnede for Ib,
da denne lod tønden rulle ned i åen. Desuagtet syntes hans søgen
at skulle blive frugtesløs. Ib hjalp sine kammerater med at gøre
vågen større, for at Svend kunne komme til at søge i videre omkreds. Af og
til, når han hvilede, kastede han et forskende blik på
Svend, men talte ikke til ham, og det hele arbejde havde længe
fundet sted under en almindelig tavshed. Pludselig drog Svend
bådshagen til sig og slyngede den hen ad isen:
"Gid djævelen annamme den fordømte korporal, der fik os til
at lade vor gode tønde fare. Nu har vi arbejdet den hele nat, det
lysner allerede i øst, og endda er der intet spor at finde."
"Den må være rullet længere ud i åen," bemærkede Ib, "og vi
kommer til at gøre vågen større."
"Det bliver for sildigt denne gang, nu gør de svenske ryttere
deres morgenvagt og kan let ane uråd ved at se os så mandsstærke
samlede hernede. Lad os derfor skilles, op ad dagen træffes vi igen
i gravkammeret. Kald folkene fra deres poster, Ib!"
Bålet blev slukket, og gjøngerne skiltes, idet de drog hver sin
vej ind gennem ørremandsgårds skove.
Svend og Ib blev alene tilbage. Svend havde taget plads på en
af stenene over for vågen. Han blev siddende en tid lang, tavs og
grundende, med hovedet støttet i sin hule hånd. Ibs øjne veg ikke
fra ham. Endelig hævede Svend sit hoved og udbrød:
"Hvis her allerede har været nogen og taget vor tønde op af
åen."
"å, herregud nej," svarede Ib, "sig ikke det, så bliver jeg aldrig
til menneske mere."
"Hvad ville de tænke om os inde i København?"
"Ja, om dig, lille Svend!" svarede Ib, "for mig stakkels mand
er der ingen, der har sat sin lid til."
"Den skal findes!" udbrød Svend med heftighed, "om jeg så
skal gennemsøge den hele å."
"Ja, om jeg så skal drikke den ud til bunds," ytrede Ib, som
mente, at han nok kunne lægge lidt til. "Tys, stille. Jeg fornemmer skridt
bag ved os," vedblev han og lagde sin hånd på Svends
arm. Begge lod de sig glide ned bag stenen.
Straks efter hørtes fodtrin, og Ib så en bondeklædt mand komme
til syne på gangstien mellem bakkerne. Han blev stående lidt, før
han gik videre, og vendte hovedet til alle sider, derefter fortsatte
han sin gang ned til det sted i åen, hvor gjøngerne nylig havde
forstørret vågen.
"Tager jeg ikke fejl, så kender vi den fyr," hviskede Ib.
"Hvem er det?" spurgte Svend. "Dine øjne ser bedre end mine."
"Det er min tro Tam. Jeg tænker ikke, vi har nødig at krybe
i skjul for ham. Om han skulle pønse på nye rænker, så har vi
hist henne redet ham en grav, som han hverken skal finde for smal
eller for lav."
Ib rejste sig efter disse ord op fra stenen og gik hen til åbredden.
Svend fulgte ham.
Tam vendte sig om ved lyden af deres skridt. Hans første bevægelse tydede
på flugt, men han betænkte sig og blev stående,
som om han ventede dem.
"Hans gang hernede kommer mig mistænkelig for," ytrede
Svend. "Lad os se at udfritte ham."
"En god morgen, du ærlige Tam!" råbte Ib. "Hvad driver du
omkring efter på den tid af døgnet?"
Tams stemme skælvede, mens han svarede:
"Jeg venter på jer."
"På os," sagde Svend. "Det burde du ikke gøre, Tam! Sidst vi
taltes ved, advarede jeg dig mod at komme på mine veje oftere
og sagde, at du ville være en dødsens mand, hvis det skete."
"Ja, du gjorde så, Svend, og der var heller ingen ulykke sket,
om du stod ved dit ord, for sådan som det nu er med mig, kan det
dog ikke blive ved."
Tams læspende stemme var under de sidste ord afbrudt og
utydelig, han kæmpede med sig selv og hviskede næsten uforståeligt:
"å, Svend! Jeg har været en stor synder imod dig, men jeg har
også lidt svart derfor og bedt om forladelse, hver gang det randt
mig i sinde, og så var Vorherre så god at høre efter, hvad jeg
sagde, og at finde den måde, hvorpå jeg skulle gøre min fejl god
igen. Derfor kom jeg herned i aftes, da jeg så, I begyndte på
jeres arbejde."
"I aftes?" gentog Svend.
"Ja, jeg har stået der oppe bag brombærrankerne den hele tid,
og mine lemmer bævrede af kulde."
"Hvorfor ventede du da imens?"
"Jeg skøttede ikke om at gå herned, imens de andre var til
stede, fordi jeg vidste, hvordan de ville spotte og håne mig; så.
blev jeg, hvor jeg var, indtil jeg kunne træffe dig alene. Ib regner
jeg ikke med, han ved dog alt, hvad du ved."
Svends første heftighed havde lagt sig, mens Tam talte. Ved
hans ytringer over Ib smilte han og udbrød:
"Du så da alt, hvad vi tog os for hernede?"
"Ja, jeg så også forgangen morgen, at I lod tønden trille ned i
åen."
"Du!" udbrød begge forundret.
"Jeg ved også, hvad der var i den."
"Ved du også, hvor den er?"
"Du står på den."
Svend var i højeste grad forundret. Tam vedblev: "Det var mig
selv, der dannede vågen, I lod den trille ned i, fordi jeg havde
mit ålegarn stående ude i hullet. Da jeg fiskede garnet op, kom
tønden for en dag, og jeg halede den på land. Jeg lå oppe på
loftet hist ovre i det hus, I tog ind i om natten, og jeg hørte hele
jeres samtale. Da jeg fik tønden at se og fornam de mange penge
rasle indenfor, blev jeg sjæleglad og lagde mig ned på mine knæ
og gjorde en god, lang bøn til Vorherre og sagde ham mangfoldige
tak, fordi han havde maget det sådan, at jeg nu kunne gøre noget
af min synd imod dig god igen; jeg gravede tønden ned i den
dybe sne og holdt udkig, til du kom tilbage."
"Hvoraf vidste du da, at jeg ville komme tilbage igen? Du så
jo, at jeg blev taget til fange af de svenske."
"Ja, det så jeg nok, Svend! Men så løb jeg over i skoven og
fik fat på Abels lille dreng, at han skulle sige sin far, hvordan
det var gået dig; men fra Abels løb jeg ned til Bent og til Vang
og gav dem samme forklaring. De ville ikke tro mig, og Bent
kylede et stykke is efter mig, og Jens Jerntrøje bandt mig til et
træ, at jeg skulle blive stående, til de andre kom, og så sagde de,
at de ville hidse hundene på mig. Jeg tiggede mig dog fri igen og
løb for at give alle dine mænd den forklaring, jeg vidste. Det
varede så den hele dag, men i mørkningen var jeg færdig, da
havde de også talt med Ib og begyndte at myldre ud af skovene
fra alle sider. - Så vidste jeg jo nok, at du ville komme for en
dag igen," lagde han tillidsfuldt til.
Svend var rørt, han rakte ham hånden. Tam greb den i begge
sine, bøjede sig ned og kyssede den; derpå vendte han sig imod
Svend og udbrød, mens tårerne løb ham ned ad kinderne:
"Jeg beder dig så bønligt om forladelse!"
Svend svarede intet, han klappede Tam på skulderen.
"Tam!" råbte Ib med et ansigt, der var blevet blodrødt under
den umage, det kostede ham at beherske sig. - "Din gavtyv, som
stjal vor dejlige aftensmad! Nu holder jeg af dig."
"Det var altsammen hendes skyld, den onde kvinde, at det gik
mig så galt," vedblev Tam.
"Vi taler ikke mere om det," svarede Svend. "Tam! Du er igen
min kammerat som før."
Tams blege og indfaldne træk vidnede om en ubeskrivelig glæde, han fo’r i
vejret og hoppede omkring på sneen som et barn.
"Herregud!" råbte han, "jeg tænkte aldrig, jeg skulle få de ord
at høre mere. - Men de andre?" tilføjede han pludselig. "De er
mig ikke gode; vil du også lægge et ord ind for mig hos dem?"
"Se ret på mig, Tam!" udbrød Ib, idet han stillede sig foran
ham og rettede sig i sin fulde højde. "Sådan ser jeg ud, og du
ved, hvor glubsk en karl jeg er, når nogen gør mig bøs. Om jeg
nu forsværger min himmerigs part og din med på, at ikke en eneste
af alle folkene skal blinke med øjnene ad dig, er du så fornøjet?"
"Og vore penge, vore penge!" udbrød Svend med en pludselig
jubel, idet han slog Ib på skulderen. "Gud ske lov og tak, at vi
fik dem igen. Nu vil vi drage vor vej og lade dem ligge forvarede
til i aften. Følg du med, Tam! Nede i gravkammeret træffer vi
vore folk, de skal vel få at høre, hvordan du har båret dig ad for
at gøre din fejl god igen."
Derefter forlod de tre mænd stedet og vandrede ind i skoven.

En vejviser

Samme morgen var en rytterafdeling forsamlet ved et hus på den
anden side af åen. To af rytterne fodrede deres heste, nogle andre
havde taget plads på et opløst halmknippe og holdt måltid.
Ejeren af stedet stod i stalddøren med en lille, halvpåklædt
dreng på armen og betragtede de fremmede gæster. Både på rytterne og på
deres dampende heste var det synligt, at de lige havde
tilbagelagt et langt og anstrengende ridt.
De to stuer, hvoraf huset bestod, var ligeledes opfyldt med
krigsfolk. Anføreren gik op og ned ad gulvet, indsvøbt i sin kappe
og med en lang stikkårde under armen. Hans ansigt var mørkt
og fortrædeligt. Det er den ædle kaptajn Manheimer, som vi her
genfinder. Dagen efter at lensmanden Tyge Høeg havde afsendt
kræmmeren til oberst Sparre på Jungshoved, lod han et bud gå
med brev til Vordingborg for at bede sin gode ven Manheimer
om en samtale. Budet traf kaptajnen i færd med at stille sig i
spidsen for et nyt tog mod Svend. Den højmodige kriger holdt
just en opmuntringstale til folkene, hvori han tilbød af sin egen
lomme at fordoble den sum, som i forvejen var blevet udlovet
for gjøngens pågribelse. Rytterne jublede, og da Tyge Høegs brev
indeholdt nogle ytringer, som Manheimer antog kunne lede ham
på spor, drog han med sin skare op til slottet.
Lensmanden underrettede ham om alt, hvad der havde fundet
sted den foregående aften: Hvorledes flygtningene førte to tønder
med sig på en slæde, og at Svend uagtet alle forsøg på at holde
ham tilbage var draget bort med lensmandens hest for slæden.
Den gamle husholderske, som blev kaldt op for at give forklaring om årsagen
til Ibs pludselige bortgang, meddelte dem, at han
var gået op til Lundbygård for at bestille kvarter.
Manheimers ansigt strålede af glæde, han havde ikke alene et
sikkert spor for sig, en kamplysten skare efter sig, men tillige den
rimeligste udsigt til sejr, siden Svend og Ib var ene om at føre
pengene bort. Han tog afsked med lensmanden med de mest glimrende løfter, og
toget satte sig på ny i bevægelse over til Lundbygård.
Ulykkeligvis anede han ikke, at ethvert skridt fremad bestandig
fjernede ham længere fra gjøngerne, og at den listige Ib blot
havde nævnt den omtalte herregård for at skjule den vej, de agtede
at drage.
Således red da svenskerne mod vest, mens Svend holdt sig mod
øst langs med søkysten, og derfor måtte Manheimer også blive
uvidende om alle de hændelser, som tildrog sig på Jungshoved.
Lundbygård havde i den sidste uge været besat af en svensk
kommando, og kaptajnen blev straks efter sin ankomst overbevist
om, at man havde ført ham bag lyset.
På Jungshoved fik Manheimer de første pålidelige efterretninger om Svend,
men hans uheldige stjerne ville, at han just skulle
indtræffe dagen efter gjøngens flugt. Under den uorden og forvirring, som
fandt sted på slottet efter barakkernes brand, vidste
ingen, hvor slæden var blevet af.
Korporalen og den afdeling dragoner, der havde fanget Svend,
var desuden draget nordpå med oberst Sparre. Efter alle sine
frugtesløse undersøgelser havde Manheimer kun en ny forbitrelse
at føje til den tidligere, da han begav sig på hjemvejen til Vordingborg.
På én gang drages Manheimers blik ben til vinduet. Han hørte
latter og højrøstede stemmer udenfor og så rytterne stimle sammen
om et menneske, som lidt før var trådt ind i gården til dem.
Det var en lille uanselig skikkelse, iført en hvid vadmels kofte,
hvis ærmer kun halvt dækkede de nøgne arme, der var lange og
magre, den brunlige hud var sammenskrumpet og rynket. På benene havde han
lærredsbukser, som endte i et par store, brune
fiskerstøvler, på hovedet en rød, ulden hue, under hvilken enkelte
grålige og sammenfiltrede hårlokker kom til syne. Den ubekendte
talte meget ivrigt til dragonerne, og da Manheimer flere gange
hørte sit navn nævne, bankede han på ruden og befalede folkene
at føre den fremmede ind til ham.
"Hvad gør du her?" spurgte han barsk.
Den ubekendtes ansigt fortrak sig til et smil, der frembragte en
mængde skarpe rynker omkring munden. Derpå svarede han hæst
og pibende:
"Ak, strenge herre, jeg går fra sted til sted og søger efter kaptajn
Manheimer. Er det eder?"
"Nu ja, og hvad så?"
"Så havde jeg nok lyst til at snakke et par ord med jer."
"Tal da i hast og gå så djævelen i vold!" råbte kaptajnen, op
irret over den ligefremme tone i mandens ord og det vedvarende
og spottende smil, der havde udvidet hans mund således, at to
rækker sorte og afstumpede tænder kom til syne.
"Det var til jer, jeg ville tale," vedblev manden, "men ikke til
folkene. Lad dem gå lidt udenfor."
"Folkene bliver her," svarede Manheimer.
"Ja, så vil jeg gå min vej. Jeg taler nu engang ikke, så længe
de er til stede."
"Ikke?" råbte Manheimer rasende. "Det vil vi dog få at se."
"Nej, det vil I ikke få at se, strenge herre!"
"Om hvem var det, du ville tale?"
"Om ham, I søger."
"Mord og bøddel!" råbte Manheimer med et strålende ansigt,
"hvis så er, skal du have din vilje. - Lad os alene en lille stund."
Dragonerne adlød, skønt meget mod deres ønske. Den ubekendte
vedblev at følge dem med øjnene, indtil den sidste havde lukket
døren.
"Nå, kaptajn!" udbrød han spottende, "hvem af os fik så sin
vilje?"
"Tal blot, tal for djævelen!"
"Ja, ja, giv dog stunder; det er på den anden mil, jeg går i dag,
skønt jeg, som I ser, ikke er så ung længere. Lad os sidde lidt ned
og med forlov!"
Under de sidste ord greb manden en mjødflaske, som stod på
bordet, satte den for munden og tømte den. Manheimers tålmodig-
hed var næsten til ende, imidlertid beherskede han sig endnu og
udbrød:
"Lad mig så høre, hvad du ved."
"Jeg ved, at I er draget med eders mandskab efter Svend Poulsen eller Svend
Gjønge, som de også kalder ham, og at han har
holdt jer for nar og ladet jer trække omkring fra øst til vest nu
flere dage til ende."
"Nå ja, men hvor er han da?"
"Hvor han er." gentog den fremmede med en modbydelig lat-
ter. "Herregud, det er jo netop det, jeg vil have jer til at udfinde."
"Så du ved det ikke, du kender ikke hans skjulested?"
"Tror I, jeg ville have opspurgt jer, om jeg selv havde kunnet
finde ham?"
Manheimer sprang op med en rasende forbandelse, han drog
sin kårde og råbte:
"Guds hellige død, mand! Nu har du snart talt dit sidste ord."
Den ubekendte havde også rejst sig, han greb Manheimer i armen og udbrød:
"Vær dog stille, kaptajn! Sid ned og hør mig rolig til ende!
Jeg tænkte, at jeg havde en mand for mig og ikke et skrigende
barn. Jeg ved ikke, hvor Svend er, som jeg nylig sagde, men jeg
kender hans opspind og alle hans veje og skal vise jer, hvor I kan
tage ham. Jeg ved heller ikke, hvor meget han fører med sig,
men det får også være det samme, siden vi tager alt, hvad han
har, og deler det."
"Vi deler?" gentog Manheimer i den dybeste forbavselse.
"Halvpart til eder og halvpart til mig."
"Halvtredsindstyve tusind rigsdaler!" udbrød kaptajnen. - "Ja,
gu’ deler vi."
"Er der så mange penge?" hviskede den ubekendte med et henrykt smil.
"Nuvel, strenge herre, desto bedre, halvt om arbejdet
og halvt om lønnen."
"Ganske vist!" svarede Manheimer med et hovednik, "det er
ikke mere end billigt."
"Ja, I ler ad mig, herre! Men det bliver alligevel som jeg siger,
enten tager jeg halvparten, eller også det hele. Og hvis I prøver
på list - nu ja, det står til eder. Kanske I har flere kræfter end
jeg, vi skal ret snart komme til at prøve dem. I har mange folk,
og jeg er alene, men det siger jeg alligevel, Vorherre i himmerig
høre det, at hvad I nu endog sætter eders lid til, så skal I dog aldrig
komme levende ud af landet eller få gavn af Svends penge,
før jeg har fået min part."
Den ubekendtes stemme og mine indeholdt på én gang noget
så truende og tillige en så sikker selvtillid, at Manheimer for tredie
gang under deres korte samtale følte sig behersket deraf.
"Mord og bøddel!" udbrød han med påtaget ligegyldighed,
"hvad hyler I over? Jeg siger jo, at vi vil dele."
"Det giver sig nok altsammen siden."
"Hører I til Svend Gjønges folk?"
"Nej, det gør jeg ikke."
"Hvad er I da for en mand?"
"Jeg er heller ingen mand."
"Ingen mand?"
"å nej, jeg er et fruentimmer, som de kalder Kulsoen."
"Du et fruentimmer!" gentog Manheimer med en hånlig latter.
"Ja, strenge hr. kaptajn! Men I skal ikke spotte mig derfor, jeg
kan gøre en mands gerning, I vil selv blive vidne dertil."
"Og hvorledes mener du da, at vi skal fange an for at få fat på
Svend Gjønge?"
"Ser I," ytrede konen og rykkede sig nærmere hen på bænken
til Manheimer. "Så vidt jeg har erfaret, drager han med sin skat
ad vejen mod nordvest, som klogest nok er, siden han ad den
kant vil træffe færrest krigsfolk. Oven for Køge går de over bugten, men
inden de kommer så vidt, må vi have nået ham, det er,
hvad vi først skal tænke på; derfor gør vi bedst i at lade eders
ryttere stige til hest, så rider vi nord om byen, hvor adelvejen skiller
sig. Hvad der mere er at forrette, tales vi ved om imens. I befaler folkene,
og jeg -"
"Ja, du befaler mig," mumlede Manheimer og tilkastede hende
et hadefuldt blik.
"Nej, strenge herre!" svarede Kulsoen smilende. "Jeg beder jer
om at skaffe mig en hest, som kan holde ud med de andres."
"Den skal du få, kvinde!" sagde Manheimer og forlod stuen.
Da Kulsoen var ene, gned hun sine hænder med en ondskabsfuld
og hånlig latter. Derpå tog hun en vinflaske, som stod på kaptajnens bord,
og tømte den.
En halv time senere havde rytterskaren forladt bondehuset. Kulsoen red ved
kaptajn Manheimers side. Omkring hendes krogede
og magre skikkelse flagrede en blå rytterkappe.

Undervejs

Næstfølgende nat stak gjøngerne ild på et stort hømagasin nord
for Jungshoved for at lede svenskernes opmærksomhed bort fra,
hvad der foregik på den anden side af slottet. Medens alle strømmede hen til
brandstedet, opgravede Svend i god ro sin tønde og
bragte den ned i gravkammeret. Her udtog han pengene og en del
papirer, som lå i to skindposer, og indsyede dem i bugen af et
skudt krondyr.
Denne hjort var samme aften taget fra lensmanden Tyge Høegs
jæger tilligemed et brev, som denne skulle bringe op til det svenske
hovedkvarter i Køge. Svend Gjønge agtede nu selv at besørge
dette ærinde på sin vis og havde forklædt sig og Ib som herregårdsskytter.
En talrig mængde gjønger var denne aften forsamlede nede i
gravkammeret. De havde rustet sig til en rejse, det tydelige bevis
herpå var en velfyldt tværsæk, som enhver af dem bar over den
ene skulder. Desuden var de alle forsynet med skydegeværer og
en mængde krudthorn, som hang i en rem over brystet. Svends
løfte til rigsrådet, da det vægrede sig ved at sende ham våben,
var endelig blevet indfriet; han havde selv forskaffet sig disse.
Geværerne bar alle svensk mærke og var afpudsede med megen
omhu. Den synlige glæde, med hvilken flere af folkene betragtede
deres bøsser, vidnede tillige om, at de nylig var blevet ejere af
denne skat. Svend tilendebragte sit arbejde med at indsy pengeposerne uden
at tale, en dyb alvor hvilede over de flestes ansigter.
Ane Marie sad på hølejet med sin lille søn på skødet, hendes øjne
var uafbrudt rettet på Svend.
"Se så!" udbrød endelig Ib, idet han overskar garnet, hvormed
han havde tilsyet hjortens bug. "Nu er det bestilt, vi er færdige."
"Hvordan er vejret udenfor?" spurgte Svend.
"Mørkt og tåget."
"Så lad os komme af sted," sagde Svend, "enhver til sin gerning, Gud Fader
holde sin hånd over os alle. I har jo forstået,
hvad jeg bød jer at gøre?"
"Ja," svarede gjøngerne.
Svend vedblev: "Seks af jer drager bag efter os og spreder jer
omkring i egnen; men overalt, hvor I træffer et af svenskernes
hømagasiner, der tøver I, til I har fået det stukket i brand. Jeg
står ved mit ord og giver en rigsdaler for hvert magasin, som
brænder; men da jeg ved i forvejen, at enhver af jer vil fortjene
sine penge, kan jeg lige så godt betale dem forud. I er frygtløse
og modige folk alle til hobe; sagde jeg til jer: Gå hen enhver og
fæld os en svensk høvedsmand, I ville gøre det. Der, gjønger, brave
mænd! Der har I pengene straks og noget derover."
Svend lagde en pung i Abels hånd og trykkede den.
"I andre kender den vej, vi agter at drage, og ved, hvad I har
at gøre. - Lad os gå."
Ane Marie satte barnet på gulvet og gik hen til Svend.
"Lad os læse en Herrens bøn først," sagde hun, "og tegne os
med det hellige kors, det gør godt på din rejse."
Svend nikkede, tog sin hue af hovedet og knælede ned på gulvet, alle de
øvrige fulgte hans eksempel, den lille dreng lå ved
siden af Svend med foldede hænder, hans store, mørke øjne var
heftet på Ane Marie, som blev stående oprejst, mens hun langsomt
og skælvende fremsagde et Fadervor.
Da bønnen var endt, rejste gjøngerne sig, nikkede til Ane Marie
og forlod hulen. Hjorten blev lagt på en forspændt slæde, som
ventede inde i skoven. Det farefulde tog begyndte. Natten var
mørk og skummel, den dybeste tavshed herskede overalt, de bladløse buske og
træer antog i dette mørke forunderlige, fantastiske
skikkelser; men gjøngerne var for vant til at færdes på denne tid
af døgnet til at agte derpå. De fulgte efter slæden i to rækker, med
bøsserne under deres kapper og lyttende efter alt, hvad der forekom dem
mistænkeligt. Uden for skoven skiltes de, efter at Svend
havde indprentet hver især alle de enkeltheder, han havde at iagttage.
Ane Marie var fulgt med dem ud af hulen. Hun blev stående
i udkanten af skoven med sin lille søn på armen og så mændene
og slæden forsvinde i forskellige retninger i mørket.
Manheimers skare vedblev at følge hovedvejen op forbi Præstø.
Dragonerne kom med bemærkninger om den uanselige skikkelse,
der red foran dem hos kaptajnen, og som krumbøjet og vaklende
til begge sider i den høje ryttersadel, næppe syntes at have kraft
nok til at holde sig opret på hesten.
"Vi kan ellers nok fare lidt i mag," ytrede Kulsoen. "Mens dagen varer,
rider vi ikke Svend Gjønge op."
"Bliver du alt træt?" spurgte Manheimer spottende.
"å nej!" svarede hun. "Hvis så var, ville jeg kun være eder
en dårlig fører, men jeg tænker, at Svend er for listig en ræv til
at vove sig ud i solskin; bedst gør vi derfor i at høre os lidt for
undervejs, siden får vi nok vor lyst styret med at ride."
Mens Kulsoen talte, var rytterne kommet op til bondebyen Bårse.
Her deler vejen sig i to arme, hvoraf den ene løber ind i landet
mod nordvest til Næstved og Ringsted, den anden vedbliver derimod at følge
retningen opad mod Køge. Omtrent lige ved omdrejningen lå dengang en lille
smedie, hvis ejer just var i færd
med at beslå en rytterhest. Da han så skaren nærme sig, standsede
han sit arbejde og stirrede svenskerne i møde med et nysgerrigt
blik. Kulsoen red hen til ham.
"Guds fred og god morgen, Asmus!" udbrød hun smilende over
det udtryk af forundring, hvormed manden genkendte hende. "Har
du ingen vejfarende set i denne morgenstund?"
"Vejfarende?" gentog manden med åben mund og vedblev at
stirre på hende. - "Herre jømine, Boel, er det også hende? - Så nu
er hun da blevet til et mandfolk?"
"Ak ja, Asmus! Det går mig ikke bedre, men du svarede ikke på
mit spørgsmål."
"Hvad skulle det være for vejfarende?"
"En mand eller to, der ager på en slæde og fører øltønder med
sig."
"Dem har jeg ikke set til, men havde hun været her i går, så
kunne hun have tjent sig en skillings penge."
"Hvormed?" spurgte Kulsoen.
"Den ene af herremandens køer oppe på Engelholm er kommet
forkert af sted og har fået troldtøj i sig, så den hverken kan leve
eller dø. Herremanden lod derfor gå bud om efter en klog kone,
at hun kunne læse noget over den; da ingen var at finde, hentede
han sin doktor fra byen, men det ved du nok bedst selv, hvad en
doktors piller kan hjælpe for troldtøj."
Kulsoen smilte foragteligt. Manheimer havde lyttet til denne
samtale med den største forbavselse.
"Hvem er det ellers, du søger efter?" vedblev smeden.
"Ja, du kender ham endda nok, Asmus smed!" svarede Kulsoen,
"siden samme karl i fjor forgangen bandt dig fast til den store
jagtpæl og pryglede dig med sin hundepisk, formedelst du havde
fanget en harekilling på marken."
Smedens sodede ansigt blev blodrødt, mens konen talte. Hans
øjne flammede, og han svarede:
"Gid al landsens ulykker fare over Svend Gjønge! Hvis det er
ham, du søger, vil han snart komme til at sukke efter vejret al den
stund, der er nok en flok foruden de gode folk der, som sporer
efter ham."
"Hvad er det for en flok?" spurgte Manheimer.
"Den lille oberst, som lå nede på Jungshoved," svarede smeden
med et ydmygt buk, "han, som de kalder for Sparre, kom i går til
morgen ridende med sine mænd og spurgte ligesom nys Boel, om
jeg havde formærket noget til Svend."
Manheimer rynkede brynene og tyggede på sin knebelsbart.
"Hvilken vej red obersten?" spurgte han.
"Lige frem, strenge herre! Op ad Køge til; men Svend farer nok
knap ad adelvej, formedelst han kender de andre veje så vel."
"Så tænker jeg, vi drejer til venstre," sagde kaptajnen.
"Jeg ville just give det samme råd!" svarede konen.
"De har ellers bestemt noget for i disse dage," vedblev smeden.
"Jeg har set en efter en af gjøngerne drage her forbi, og i morges
tidlig kom Jens Jerntrøje ridende på en sort hest og bad mig fornemme, om
dens sko lå fast, - her til lands bruger vi kun at lægge
beslag under hestens fremben, formedelst jernet er så dyrt, - og
skoene på Jens Jerntrøjes hest lå godt. Se den vel efter. Asmus
smed! sagde han imens, for den skal gå en lang vej ret snart! -
Hvor skal den da hen? spørger jeg. - En lang vej, sagde Jens, så
grinede han og drejede her om til venstre."
"Lad os nu komme af sted," udbrød Manheimer og gav sin hest
af sporernc. Kulsoen hilste med et nik og fulgte kaptajnen. Smeden
slog et kors for sig efter hende, før han igen tog fat på sit afbrudte
arbejde.
"Hvad nu?" spurgte Manheimer, da de var kommet et stykke
ind på vejen.
"Ja, nu begynder vi at spore vor mand," svarede Kulsoen. "Drager gjøngerne
ad denne vej, må Svend også komme her, jeg tror
heller ikke, at en af hans folk lader sin hest beslå og rider omkring i
morgenstunden for sin plasers skyld. Hvis I nu synes det,
tager I og eders folk for det første kvarter oppe i bønderhusene
hist foran os. Derfra kan I holde skarpt udkig og bemærke enhver,
som kommer ad vejen. Imens skal jeg liste mig over til Snesere by
og se at få lidt underretning af konen til Jens Jerntrøje, som smeden
omtalte."
Manheimer smilte. "Mord og bøddel!" udbrød han. "Du er et
klogt fruentimmer. Men hvad var det, den smed mente med herremandens ko og
dens troldtøj? Giver du dig også af med kogleri?"
"Hvad skal man sige til det, strenge herre! Imellemstunder forundes det mig
ikke bedre vilkår."
Kaptajnen syntes at være hensunken i dyb eftertanke. Pludselig
drejede han sin hest nærmere hen mod Kulsoen og udbrød dæmpet:
"Kan du også spå?"
"Det er den mindste af mine kunster."
"Sandfærdigt?"
"Så vist, som I trækker vejret."
"Prøv på at spå mig," sagde Manheimer og drog skindhandsken
af sin højre hånd. "Kan du gøre det rigtigt, så har jeg et tomarksstykke til
dig i min lomme."
"Hvoraf kan I fornemme, om jeg spår rigtigt?" spurgte Kulsoen
og tilkastede ham et lurende blik.
"Jeg er blevet spået engang før," sagde kaptajnen, "og det af
en berømt mand, din mester tilfulde. Hvis du nu spår mig det
samme som han, ved jeg, at du forstår din kunst og farer med
sandhed."
"Ræk mig da hånden," sagde Kulsoen.
Hun lod sin hest gå i langsomt skridt, greb Manheimers hånd og
betragtede den opmærksomt nogle øjeblikke.
"Det var da sære tegn!" ytrede hun straks efter. "Jeg har nu
spået så mangen mand sit livsbrød, men aldrig set mærker som
eders tilforn. Hvad den fremmede forkyndte, det siger jeg ikke,
for det ved jeg ikke, men i eders hånd står at læse, at I hverken
vil komme til at dø i vandet eller på landet. Stemmer det med,
hvad I før har hørt?"
"Jo, på en måde slår det til," svarede Manheimer eftertænksomt. "På en
måde. Men står der ikke noget at læse, om jeg skal
blive en rig mand?"
"å nej, strenge hr. kaptajn!" svarede Kulsoen. "Det står aldrig
i menneskenes hånd."
"Hvor da?"
"I hans hoved; - fordi jeg tænker, det ikke kommer an på andre
end os selv, hvad vi vil blive. - Her har vi husene foran os. Nu
rider I ind og lader karle og heste hvile ud, imens de holder godt
udkig, jeg går imidlertid ud og ser at få lidt mere at vide."
Klokken var henimod to om natten, da gjøngerne nåede ind i
den store skovstrækning mellem Everdrup og den nye herreborg,
som Jens Sparre i 1609 havde opført på det gamle Paddeborgs
ruiner. En skarp nordenvind jog skyerne hen over den mørke himmel, mellem
disse så man af og til stjernerne komme til syne. Denne gang var det
tilfældet, som lod Svend undgå sine fjender, idet
Manheimer, ved at følge vejen til Næstved, var draget for langt
vestlig, og oberst Sparre, der havde begyndt sin forfølgelse op ad
Køgevejen, var kommet ham forud på den modsatte side.
Svend drog nu fremad midt imellem dem, idet ban, bekendt med
alle stier og snigveje, bestandig søgte at holde sig i nærheden af
skovene, der kunne yde ham det sikreste skjul. Fire gjønger fulgte
til hest med slæden. To af dem i et bøsseskuds afstand forud, de
andre lige så langt bagefter.
Da de var kommet ind i Sparresholms skove, udstødte Svend et
ugleskrig til et tegn for sine folk, derefter holdt han stille og steg
af. Han så sig tilfreds omkring og udbrød halvhviskende til Ib:
"Så vidt er vi da sluppet, og jeg tænker, det var det værste stykke vej, vi
har lagt tilbage. Nu tager vi os en mundfuld mad og
giver hesten et stykke med, før vi farer videre. Bliver det ved på
den vis, når vi vel de store skove ved Lellinge inden daggry."
"Raskere vil det gå, når vi kommer dybere ind i skoven; der
venter Jesper os med en frisk hest," ytrede Ib, mens han tog sin
madpose frem og lagde den ned på hjorten.
Svend og Ib holdt måltid. Til de øvrige gjønger så man intet.
Efter at ugleskriget havde underrettet dem om, at slæden standsede, trak de
sig nærmere hen til udkanten af skoven og ventede
der, lyttende og spejdende til alle sider.
Stedet, hvor Svend holdt hvil, var en favneplads, det vil sige en
åbning, dannet ved at fælde træerne og sammenstille det ophuggede ved i
favnemål. En smal og temmelig ubanet vej førte herfra
tværs igennem skoven. På begge sider stod træerne så tætte og sammenvoksede
med hindbærskud, tjørn og brombærranker, at man
kun med møje var i stand til at trænge sig derigennem. Midt over
denne vej gik i en lang afstand, på hin side Sparresholm, en stejl
og temmelig dyb grøft, som optog vandet fra den dybe sø, hvori
herregården var bygget. Over denne grøft havde skovhuggerne lagt
nogle afskårne træstammer og udfyldt åbningerne med grene og
græstørv, så at de dannede en bred og sikker bro.
"I Guds navn!" sagde Svend, idet han rejste sig op. "Drik du
resten af flasken, Ib, og lad os så komme af sted igen. - Du sidder
så stille og grundende i nat."
"Jeg tænker på Asmus smed, som vi mødte, da vi listede forbi
Engelholm. Blot han ikke spiller os en streg; han stod og samtalede
med en svensk rytter, og jeg syntes, han kikkede så nysgerrigt
efter, hvad vi førte med os på slæden."
"Nej!" svarede Svend tillidsfuldt. "Han kunne ikke kende os i
vor jægerdragt; og i værste fald ville det blive for sent, inden han
fik bud op til gården derom og skaffede folk ud efter os."
"Han mener dig det ikke godt, Svend, fra den tid, du greb ham
som krybskytte."
"Jeg får at finde mig deri, lad os nu se, vi kommer videre."
De lagde bidslet på hesten og tog plads i slæden.
I samme øjeblik lød et langtrukkent ugleskrig igennem skoven.
Svend studsede. Dette skrig blev straks efter gentaget fra den modsatte
side, og endnu før ekkoet heraf var hendøet, faldt et skud.
Der hørtes hestetrav nede på vejen, og to af de udstillede vagtposter kom
jagende hen imod slæden.
"Svensken er efter os!" råbte den ene af dem, da han nåede
favnepladsen. "Det gælder om at komme herfra i en hast. De rider
langs med hegnet uden for skoven i en rad og har en vejviser foran."
Ib stod som forstenet og stirrede på Svend.
"Hvor mange ryttere talte du, Tam?" spurgte Svend, der allerede havde
genvundet sin sædvanlige ro og kulde i farens øjeblikke.
"Der var tolv foruden vejviseren," svarede Tam.
"Hvad betød da skriget, vi hørte forude?" spurgte Svend.
"Jeg hører begge vore folk komme," hviskede Ib, som havde lagt
øret lyttende til jorden.
Idet han rejste sig, kom de to ryttere fra den modsatte side jagende i
straks løb og standsede deres prustende heste foran slæden.
"De er kommet bag på OS," hviskede den ene af dem med en
dyb basstemme. "En for en rider de langs med grøften og søger
en gennemgang over skovhegnet."
"Hvor mange er de, Abel?"
"Jeg talte tolv og en vejviser dertil. Det er en dansk mand, kunne
jeg høre på hans mæle, for de var os helt nær, før jeg gav tegnet."
"Hvem skød?"
"En af rytterne, dengang de hørte mig tude. Hans skud faldt
på lykke og fromme, men kuglen peb dog imellem vore heste."
"Så af sted, det hurtigste, vi kan," hviskede Svend. "Sæt din
foldekniv fast i piskeskaftet, Ib, og prik så hesten dermed, at den
kan komme desto snarere fremad. I andre stiger af og spærrer
vejen med alle de afhuggede grene, der ligger omkring, så snart
vi er kørt. To af eder sidder så op igen og rider et par hundrede
skridt videre frem for at gøre den anden forhugning til, alt som
vi har aftalt. Brug bøsserne vel, hvor I ser eders snit dertil, men sigt
kun på høvedsmændene og søg at nå os igen, så snart I har skudt."
Efter disse befalinger steg Svend og Ib op i slæden og jog af
sted dybere ind i skoven.
Ibs mørke anelser havde vist sig grundede, det var smeden fra
Bårse, som røbede Svends flugt. Så snart slæden var kommet ham
ud af sigte, lånte han den svenske rytters hest og ilede efter Manheimer.
Det blev så meget lettere at nå denne, som skaren havde
udhvilet hele eftermiddagen i de to bøndergårde, mens Kulsoen
var ude på sine undersøgelser. Til Svends uheld havde smeden
længe revet krybskytteri omkring i egnen, han var derfor godt
kendt med skovene og kunne ad de nærmeste veje føre kaptajnen
og hans folk op til Sparresholms skove. Her havde Kulsoen fået
nys om, at en af gjøngerne ved midnat skulle vente efter flygtningene med
heste.
Neden for herregården traf Manheimer en afdeling af Sparres
ryttere, som obersten på tilbagevejen fra Køge havde udsendt i
forskellige retninger. Kaptajnen gav føreren for disse den underretning, han
fandt fornøden, og lod dem følge med sig; derved
blev det ham muligt at omspænde skoven i en større omkreds, ligesom også
smeden førte dem så snildt og ubemærket fremad, at de
ville have været i stand til at nå lige til stedet, hvor Svend havde
gjort holdt, hvis han ikke havde anvendt den forsigtighed at udstille de
fire vagtposter.
Som gjøngerne berettede, havde svenskerne delt sig i to hold,
efter de var kommet ind under skoven. Manheimers skare var den
første, der fandt en åbning i hegnet. Her skiltes smeden fra dem,
modtog en belønning og red tilbage med den lånte hest. Kaptajnen
lod sine ryttere forene sig således, at de dannede en linie, der indtog
hele vejens bredde. Han selv red i spidsen. Kulsoen ved hans side.
Under hele det anstrengende ridt havde hun holdt sig på denne
plads, krumbøjet og vaklende som i begyndelsen, men uden noget
synligt tegn til træthed, tværtimod opfordrede hun bestandig Manheimer til
at ride hurtigere. Hendes grålige hår gled ned og flagrede i lange ender
frem fra huen. Rytternes første spot over hendes forunderlige skikkelse var
veget for en vis sky frygt, efter at
de havde hørt de enkelte ytringer, som smeden undervejs lod falde
om de hemmelige kræfter, hun rådede over. Selv Manheimer syntes at tage
større hensyn til hende, mens han beundrede hendes
udholdenhed og erkendte det kløgtige i alle de råd, hun tilhviskede
ham.
Rytterskaren red nu i hurtigt trav igennem skoven, indtil den
kom ind på favnepladsen, hvor gjøngerne imidlertid havde udført
deres forhugning.
"Mord og bøddel!" råbte Manheimer. "De skælmer har spærret
os vejen."
"Gudskelov derfor," svarede Kulsoen, "det er det bedste stykke
arbejde, jeg har set i nat."
"Hvad snakker I der, kvinde?"
"De havde vel knap gjort sig den umage at spærre for os, hvis
ikke Svend var i betryk og i nærheden med sin slæde. Nu ved vi,
hvad vi skal holde os til. Lad nogle af karlene stige af og rydde
grenene til side, strenge herre! Men selv drager vi os en kende
tilbage, om nogen skulle ligge på lur her næst ved. Gjøngerne har
ord for at træffe deres mand. Den ene skyder sin kugle i den andens mærke."
Tre dragoner steg af hestene og banede sig vej igennem forhugningen. I det
samme sås en lysstribe bag de nærmeste træstammer,
og to skud skraldede igennem skoven. En salve fra rytternes karabiner fulgte
øjeblikkelig efter. Kulsoen havde rykket sin hest til
siden, således at hun sad dækket af et træ. Manheimer brugte derimod ikke
denne forsigtighed. Straks efter rytternes skud stejlede
hans hest og styrtede dødeligt truffet omkuld i sneen. Det lykkedes
kaptajnen at gøre sig fri af stigbøjlerne og springe af. Idet han
vendte sig, så han en af dragonerne vakle i sadlen og falde forover
på hesten. Skuddet havde gennemboret hans bryst.
"Han har fået sin bekomst," sagde Kulsoen, idet hun forlod sit
skjul og greb den faldnes hest i tømmen. "Tag eders pistoler, herre,
og stig op, at vi kan komme videre."
Manheimer adlød og kommanderede fremad.
Ude på favnepladsen havde det svage stjernelys tilladt dem at
skelne forhugningen, hvis grene viste sig mørke imod sneen, men
da rytterne kom længere ind på vejen, hvor træerne stod tættere,
svandt dette lys igen; alt var indhyllet i et skummelt og uhyggeligt
mørke. Desuagtet opfordrede Kulsoen Manheimer til at ride hurtigere.
"For tusind djævle!" råbte kaptajnen. "Kan I da aldrig blive
træt, fruentimmer?"
"Nej, min strenge herre," svarede konen med en spotsk latter,
"jeg kan aldrig blive træt undervejs, men Svend kører skrapt, om
jeg kender ham ret, det er desuden lige så lyst for os som for ham."
Mens hun talte, opstod en pludselig forvirring blandt rytterne,
flere af hestene snublede, den hele række standsede. I samme øjeblik faldt
to skud.
"Hvad djævelen er det?" råbte Manheimer, idet han så Kulsoen styrte med
sin hest og med en indre glæde antog, at hun var
blevet truffet.
"De har spændt et tov over vejen fra træerne," svarede Kulsoen
og rejste sig fra den døde hest. "Lån mig eders sabel, så hugger
jeg det over, og vi rider videre."
Manheimer rakte hende sabelen og sagde: "Hvorledes tænker
du vel at komme videre, når din hest er skudt?"
Kulsoen overskar rebet og rakte kaptajnen sablen tilbage.
"Ak jo!" svarede hun smilende, "vi finder vel på råd." Hun greb
fat i Manheimers sadelbom, satte sin fod på hans, og før han ret
begreb hendes hensigt eller kunne forhindre den, havde hun taget
plads bag ham på hesten. Kaptajnen vendte sit ansigt mod hende
med en rasende harme, men Kulsoen standsede det udbrud, hun
forudså, ved at hviske:
"Lad os blot komme af sted. I kan endnu have min hjælp behov.
Ser I hist henne, lige forud, hvor vejen bliver lysere, kan I øjne
den mand, som vi søger."
Manheimer så virkelig Svend og hans slæde i lang afstand foran
sig. Dette syn forsonede ham med den ubehagelige rytterske, imidlertid
sporede han sin hest til et pludseligt spring, men Kulsoen,
der anede, hvad han ville, slyngede sin ene arm om hans liv, lo
spottende og hviskede:
"Det er ret, herre, lad det kun gå så stærkt, som hesten orker.
I behøver ikke at frygte for mig, jeg holder mig nok fast. I min
anden hånd har jeg en pistol med opspændt hane, og før jeg
skulle lade mig skille fra eder, strenge herre, sætter jeg pistolløbet
for eders hoved og trykker af. Så såre der falder en mand igen,
skal jeg tage hans hest, men indtil da får I at finde jer i mit selskab. Sig
folkene, at de skal lade deres karabiner på ny, og når vi
kommer Svend lidt nærmere, så lad dem tage sigte efter hesten,
mændene fanger vi siden."
Manheimer skar tænder af raseri, men han gav sine ryttere befaling til at
lade.
"Ser I, hvor det bliver lysere, efterhånden som vi kommer frem,"
vedblev Kulsoen; "vi haler godt ind på dem. Men hvad er det?
Nu holder slæden jo stille."
I det svage lys, som den frembrydende dagning kastede ned
mellem træerne hen ad den linie, som grøften dannede i skoven,
så man en mørk gruppe adskilles, efter at den havde stået et øjeblik stille.
"Nu drager de videre," sagde Kulsoen. "Lad os sætte ind på
dem, det bedste, vi kan. Før det bliver lyst, skal vi være ejere af
skatten."
Hun slog hælene mod hestens sider og vedblev: "I har ikke nødig at være
bange for mig, ædle herre, om de end ligger på lur
dernede og skyder efter os. Jeg sidder her bagved, så rart dækket
af eder, og det skulle være et slemt stykke bly, der kunne gå igennem os
begge."
"Du skal komme til at klæde stejle og hjul, når vi har denne
tur vel overstået," svarede Manheimer.
"å, det siger I kun for spøg. I er endda ikke den første, der har
gjort mig det løfte, men der er tit en lang vej fra mund til hjerte.
Først deler vi mønten, så giver resten sig siden."
Da rytterne kom til grøften, fandt de broen afkastet. Manheimer
udstødte en skrækkelig ed, idet han standsede hesten.
"Hvad gør vi nu?" mumlede han.
"Jeg tænker, vi jager sporerne i hestens sider og sætter over,"
svarede Kulsoen.
"Den kan ikke springe over med os begge."
"Det går nok, lad os prøve det."
Manheimer rykkede hesten tilbage og gav sine folk befaling til
at sætte over grøften, tre for tre.
Springet blev prøvet, og alle rytterne nåede lykkeligt over. På
samme tid løsnedes to skud bag de nærmeste træer, og to mænd
faldt.
"Se så!" udbrød Kulsoen, mens hun lod sig glide ned på jorden
og greb en af de faldnes heste i tøjlen. "Nu begynder vi igen;
dagen bryder frem, og vi har ikke langt tilbage."
Hun besteg hesten, og idet forfølgelsen fortsattes med slappe
tøjler og fordoblet hurtighed, tog konen en blikflaske frem af sin
koftelomme under kåben og tømte den. Det var nu efterhånden
blevet så lyst, at man tydelig kunne skelne alle de nærmeste genstande. I
lang afstand sås den lille slæde. Kulsoen udstødte et jubelskrig, da hun
mærkede, at de kom den nærmere.
"Ak, lille folk!" udbrød hun, for første gang henvendende sig til
dragonerne. "Nu har I snart fortjent eders morgendrik; om jeg
ikke tager fejl, er det Svend Gjønge og hans svoger, som vi har
foran os. Se blot, hvor de pisker på den arme hest for at komme
af sted. For sandt må jeg sige om svensken, at han har modige
mænd, der hverken ræddes for død eller djævel."
"Men I da?" udbrød en af rytterne.
"Satans til menneske!" tilføjede en anden. "I rider jo som den
bedste dragon."
"Ja, å ja!" svarede Kulsoen med et skummelt smil. "Jeg har
siddet over en hest før i nat og redet et ridt, der var værre end
dette, skønt jeg ikke kom nær så langt."
"Hvad er det for en hest?"
"Træhesten!" svarede hun med en skoggerlatter og indtog efter
disse ord sin tidligere plads ved Manheimers side.

Sidste forsøg

Det lange ridt havde omsider udtømt hestenes kræfter, og rytterne
måtte ofte bruge deres sporer. Efterhånden som de nærmede sig
slæden, syntes mændene, der kørte den, at være forsvundet, man
så blot hesten i hurtigt trav og med fremstrakt hals jage ud af
skoven hen over de åbne marker.
"Giv eders hest sporen, strenge herre, og lad os komme hurtigere af sted,"
stønnede Kulsoen. "Om I kendte Svend Gjønges
finter så vel som jeg, ville I ikke sætte lid til, at vi er ham så nær.
Han kan slippe fra os endda."
"å, hvad djævelen!" råbte Manheimer. "Den karl kan da ikke
flyve bort. - Se der, mord og bøddel! Nu har vi vundet spillet."
Medens kaptajnen talte, så man en afdeling ryttere svinge ud
fra hegnet og sprede sig hen over marken foran Manheimers
skare. Det var oberst Sparres dragoner, som først i dagningen
havde fundet vej igennem skoven. De blev hilst af deres kammerater med et
jublende frydeskrig, mens de i en enkelt linie jog op
ad bakkerne ved Dalby kirke for at afskære slæden vejen.
Manheimer svingede sin pallask og udstødte et triumfskrig.
"Nå. fruentimmer," hviskede han, "hvad siger hun dertil?"
"Ja, jeg siger som før, at vi har ham ikke endnu."
Straks efter forandrede slæden sit løb og bøjede ind over marken i en skrå
linie fra Manheimers skare. Derved blev det muligt
at opdage den list, de to flygtninge benyttede for at gøre sig usynlige for
rytterne. De havde nemlig lagt fodersækken op på det
bageste sæde og udstrakte sig under denne på bunden af slæden.
"Tror I ikke, at man herfra kunne nå hesten med en karabin,"
spurgte Kulsoen.
"Vi kan jo prøve derpå," svarede Manheimer og befalede en af
dragonerne at forsøge et skud. Karlen standsede sin hest, lagde
an og tog et omhyggeligt sigte, før han trykkede af; men skuddet
fejlede, og hesten fortsatte sit løb hen over marken.
Nu begyndte solen at vise sig over trætoppene, man hørte klokkernes
melankolske lyd fra de tre højeste kirker i herredet. Derimellem lød
vekselvis de to rytterskarers hurraråb, opmuntringer
og geværskud. På én gang lød et glædesskrig; slæden holdt stille,
og de to mænd steg ud af den.
"Endelig!" råbte Manheimer, idet han jog sporerne i den skummende hests
sider og fo’r hen til stedet. Sparres ryttere havde allerede dannet en kæde
om flygtningene, som stod blege og med blottede hoveder ved siden af deres
hest, der var sunket til jorden af
træthed.
"Svend Poulsen!" råbte anføreren for Sparres folk.
"øltønderne?" brølede Manheimer.
Kulsoen udstødte et skrig, da hun så mændene. Manheimer var
den første, som endte denne forvirring, han kastede tøjlerne til
en af sine folk, sprang af hesten og banede sig vej til mændene.
"Hvem af eder er Svend Poulsen Gjønge?" skreg han.
"Ingen af os!" svarede den mindste af flygtningene med en hæs
og læspende stemme.
"Ingen af jer!" gentog kaptajnen rasende. "Mord og ild og bøddel! Hvem er I
da?"
"Ak, nådige herre!" svarede ordføreren, "skån vort usle liv. Vi
er kun to fattige bønder, der skulle have været op til Bregentved
efter jordemoderen. Dengang vi i nat kom ind i Sparresholms
skove, så vi nogle folk, der rendte deres vej til alle sider, de varede
os ad, at vi skulle skynde os, hvis vi havde vort liv kært, så hørte
vi dem skyde og råbe, og så piskede vi på vor hest, det bedste
vi kunne."
"Til hvem skulle du hente jordemoderen, lille Tam?" spurgte
en stemme blandt rytterne.
"Til min stakkels kone!" svarede bonden.
Kulsoen trådte ud af kredsen, tog sin hue af hovedet og stillede
sig foran dem med begge hænderne i siden.
"Til din stakkels kone!" gentog hun med en vild latter.
Tams ansigt blev blegere, mens han stift og forbavset stirrede
på hende. Imidlertid overså han derfor ikke øjeblikkets fare, han
udstødte et skrig, slyngede sine arme omkring Kulsoens hals og
hviskede, idet han trykkede hende op til sig: "Nægt blot intet."
Derpå vendte han sig til de to officerer:
"Siden jeg har fundet min kære søster blandt eder, så kan hun
sige god for mig."
"Hans søster!" gentog den fremmede kaptajn.
"Ja!" svarede Manheimer. "Hun fulgte med for at bringe os på
Svends spor."
"Desuden kan den strenge herre der vel ikke have glemt mit
ansigt, siden vi sidst taltes ved?" tilføjede Tam og stillede sig
dristig og smilende foran høvedsmanden.
"Hvor skulle jeg kende dit ansigt fra?"
"Ak, nådige herre! Ingen kan da vide bedre end I, hvor lidt
jeg har med Svend Gjønge at skaffe, siden det var mig, I talte
med oppe på Jungshoved den aften, jeg ville fortjene de udlovede
penge ved at fange ham."
"Det har sin rigtighed," svarede denne.
"Så red vi da alligevel omsonst den hele nat," ytrede Manheimer
nedslået, "og den halunk har atter narret os."
"Når mødte du Svends folk?"
"Lidt efter midnat, ret som de begyndte at skyde."
"Og siden så du dem ikke?"
"Gud bedre det!" svarede Tam klagende. "Jeg så kun efter min
stakkels hest og pønsede på at komme af sted, det snareste vi
kunne."
"Se efter, om de fører våben med sig," sagde kaptajnen til en af
sine folk. Slæden blev undersøgt, men dens indhold bestod kun af
et gammelt dækken og en fodersæk.
I dette øjeblik nærmede Kulsoen sig Tam og hviskede:
"Ved du, hvor Svend er?"
Tam blinkede med øjnene.
Anføreren for Sparres dragoner kaldte sine folk sammen og
sagde:
"Vi drager nu en anden vej for at se, om vi har bedre held der."
Han hilste med kården og red bort foran sin skare.
Manheimers ansigt udtrykte en levende harme, hans blik vekslede tvivlende
mellem de to mænd, slæden og Kulsoen.
"Hvad nu?" udbrød han.
"Ja, nu tænker jeg, vi søger op til de nærmeste gårde og hviler
os lidt, inden vi begynder vor jagt på ny," svarede Kulsoen.
"Nå, er I da endelig blevet træt?" ytrede han hånligt.
Konens ansigt var ligblegt, hun vaklede, idet hun trådte kaptajnen et
skridt nærmere.
"å nej," svarede hun med en unaturlig latter. "Jeg er endda
ikke træt endnu."
Med disse ord drog hun den blå rytterkappe til side, og Manheimer så hendes
hvide vadmelskofte bedækket med blod. Gjøngernes sidste skud inde i skoven
havde truffet hende i skulderen,
men hun havde undertrykt smerten og skjult såret, indtil det vedvarende
blodtab nu omsider berøvede hende de sidste kræfter.
"Jeg trænger bare til at hvile mig lidt," tilføjede hun, støttende
sig på sædet af slæden.
"Det er billigt," svarede Manheimer. "Du kan lade din broder
sørge for din pleje. Jeg ønsker dig en god bedring."
Efter disse ord nikkede han til hende med en spottende latter,
steg til hest og jog i spidsen for sine ryttere bort fra stedet. Kulsoen
udstødte et rasende skrig og råbte, idet hun udstrakte sin
knyttede hånd efter Manheimer:
"Vi deler!"
Han syntes ikke at høre dette råb. Lidt senere forsvandt han
imellem træerne inden for skovbrynet.
"Ved du, hvor Svend er?" hviskede Kulsoen til Tam, idet hun
sank tilbage på fodersækken i slæden.
"Ja, vel ved jeg det," svarede han. "Svend Gjønge ligger endnu
nede på hin side af Jungshoved og tager vare på sine mange
penge."
"Hvad gør du da her med slæden?" spurgte hun bestandig sva-
gere.
Tam smilte: "Som jeg sagde, er jeg ude for at hente doktoren
til min stakkels, syge kone."
Kulsoen svarede intet til denne spøg, hun havde lukket sine øjne
og var sunket bevidstløs tilbage i slæden.
Få ord vil være tilstrækkelige til at forklare, hvorledes det lykkedes
Gjøngehøvdingen at undgå sine forfølgere: da Manheimer
så slæden holde ved broen i skoven, kastede Svend kronhjorten i
den tilfrosne grøft, derefter sprang han og Ib ned og bar hjorten
dybere ind i skoven. Imidlertid afbrød gjøngerne broen, og Tam
og hans kammerat kørte bort med slæden. Nogle timer senere, omtrent på samme
tid, som Manheimer blev overbevist om sin uheldige fejltagelse, sad Svend
Gjønge og Ib på toppen af et stort
halmlæs, i hvilket de havde skjult deres skat, og kørte syngende
og vel til mode op ad Køge landevej. Svend kendte de to bønder,
som skulle have bragt læsset fra Alsløvgård ind til de svenske magasiner i
Højelse, en landsby på hin side Køge. Ved overtalelser
og en pengebelønning fik han lov til at køre i deres sted. Han
skjulte sin hjort på bunden af læsset, skiftede klæder med bønderne og
forlod dem med det løfte at lade vogn og heste blive
stående hos en købmand i byen, indtil ejermændene selv afhentede dem. Ibs
ansigt var venligt og smilende som morgensolen
over deres hoveder. Han lå på ryggen, udstrakt i sin fulde længde
i læsset, og udstødte nogle dybe og uartikulerede toner, som han
holdt for en sang. Af og til rejste han sig over ende i halmen og
udbrød i lovtaler over Svend.
"Ja vist, Svend!" ytrede han således, efter at en svensk patrulje
var passeret dem forbi uden hverken at værdige læsset eller de
to mænd et blik. "Nu siger jeg det rent ud, jeg holder mere af
dig end af noget andet menneske i denne verden, for du er så
klog og så listig, min høvding, at ikke fem djævle skulle kunne
veje op med dig, om de så stillede sig på hovederne af hverandre
men du skal ret snart få din belønning. Du skal få den, siger jeg,
for så snart vi kører ned ad Køge gade, rejser jeg mig op i halmen og giver
dig et trykkys, af de længste og allerbedste, lige for
øinene af alle folk. - Kan du forlange mere?"
Svend fik ingen lejlighed til at svare; så snart Ib havde udtalt
sit løfte, drejede han sig rundt i halmen og begyndte i sin overvættes glæde
på en ny sang, mere hylende og gyselig end før.
Således kom de til Køge. Vagten kastede kun et flygtigt blik på
Svend, idet han vinkede, at han kunne køre videre; men undervejs
havde Ib til trods for Svends modstræbelser fuldbyrdet sit løfte
og omfavnet ham midt på torvet. Ud af byen gik det med samme
held. Da de kom til magasinet i Højelse, var Svend og hans hjort
forsvundet. Ib afleverede halmen og kørte derefter den tomme vogn
tilbage til købmanden, som aftalt var. På samme tid gennemstrejfede
Manheimer egnen med tolv ryttere og oberst Sparre med
tresindstyve for at komme på spor efter de to flygtninge.
Det var Svends plan at gå over isen til København fra det sted,
hvor han nu befandt sig, derved blev hans vej henved tre mil
kortere, og faren for at opdages var ikke heller så stor. Han havde
forladt Ib omtrent midt imellem landsbyen og Køge, ved en lille
fiskerhytte, som lå under bakkerne, omtrent to bøsseskud fra havet.
Hyttens dør var fastbundet med en snor til stolperne, og Svend så
ejermanden ude på isen, trækkende en slæde efter sig og med en
harpun i hånden, i færd med at stange ål i en våge. Han havde
derfor god tid til at nedgrave hjorten i sneen, før han gik op på
bakkerne og kaldte fiskeren ind på land. Manden smilede, da
Svend spurgte, om han kunne føre ham over isen til hovedstaden.
"Nå, så I har ærinde oppe i København?" ytrede han.
"Jeg går bud fra ridefogden til mit herskab," svarede Svend.
"I kan gerne tale frit ud," vedblev bonden, mens hans åbne ansigt
vedligeholdt sit tvivlende udtryk. "Jeg er en ærlig mand,
herre, og har vist vej over Køge Bugt til flere af eders folk."
"Af mine folk?" gentog Svend studsende.
"Ja. å ja, til folk i bønderkofter udvendig og silke forinden. Nu
nys forleden, til Hellig Valentini Dag, førte jeg Hans Nåde, grev
Hannibal Sehesteds frue og hendes unge datter ad den samme vej
op til byen. De gav sig også ud for bønderfolk og havde klæder
derefter, men deres fødder kunne de ikke dølge, de var så små
som et barns og deres hænder så hvide som mutter Maries på alterbilledet i
kirken. De førte også en liden bylt med sig, som de gav
ud for klæder, men da jeg tog fat på den, klingede den indvendig,
som sølvet klinger imod sølv og det dyre guld."
Svend smilede. "Jeg fører også en bylt med," sagde han.
"Tænkte jeg det ikke nok," svarede fiskeren. "Nå ja, vi bringer
vel både den og eder, hvorhen I ønsker; og I vil være bedre faren
end grevens, for de måtte vente to dage til ende, mens jeg fik mig
en slæde tømret og velbeslået med jernskinner forneden. De boede
her inde i hytten imens og spiste af min ringe kost. Dengang de
kom i land ved Kalveboderne, gav fruen mig fem ort for min umag,
det var godt fortjent i tre døgn."
"Jeg giver det dobbelte," sagde Svend.
"Gør I det?" sagde bonden, og hans lyseblå øjne strålede af
glæde. "Jeg tager også imod dem i Guds navn. Jeg sanker mig
penge sammen, så mange jeg kan, til forlovskynding."
Forlovskynding var den tilladelse, bonden afkøbte jorddrotten
til at fraflytte stavnet.
"Når agter I at tage bort?"
"Jeg tænker i aften," svarede Svend, "for nu er jeg noget træt
og har hvile fornøden."
"Til den tid skal jeg også være færdig," sagde bonden. "Lad os
gå ind i huset, så skal I få et leje, lige så godt som de to grevinder."
Om eftermiddagen, lidt før det begyndte at mørknes, vendte Ib
tilbage. Han var endnu ikke kommet til slutningen af den vise,
han begyndte på halmlæsset, og sang af fuld hals, da han nærmede
sig hytten. Fiskeren gjorde forberedelser til rejsen. Da Ib hørte,
at Svend sov, slog han sig til ro uden for hytten og begyndte en
samtale med fiskeren.
"I drager vel med den anden herre?" spurgte denne, mens han
flettede på et halmbånd til slæden.
"Naturligvis!" svarede Ib. "Vi to kan ikke skilles. Vi rejser desuden i det
samme ærinde."
"Ja, hans ærinde kender jeg allerede."
"Hvad for noget? Du kender det?"
"å ja, jeg gættede det, ligesom jeg så ham."
"Du gættede det?" gentog Ib med en ubeskrivelig gebærde.
"Jeg har hjulpet mange af den høje adel, som flygtede, da svensken kom."
"Adelsmænd er vi nu ikke, men som du ser os to fremmede her,
er vi bedre end de bedste adelsmænd i Danmark. ærlig og godt
som dit sindelag er, må du vel holde dem for de bedste, som værger
for deres land, og vover hud og krop i kongens tjeneste. Ikke
sandt?"
"Jeg siger ja dertil," svarede fiskeren.
"Nå, godt. Så såre adelsmændene fornam svensken, begravede
de deres skatte og rendte bort til alle sider, men han, som sover
derinde, og jeg, som han gjorde til sin kammerat, vi blev tilbage,
vi værgede, som vi kunne bedst, vi forstyrrede fjendens planer og
brændte hans magasiner, vi sloges med svensken i dage og lange
nætter, så du ville få bugvrid, du ærlige fisker, om jeg fortalte
sig hvorledes. Derfor siger jeg os at være fuldt så gode som adelsmænd og
noget lidt derover."
Fiskerens øjne strålede af en levende glæde, mens han hørte
på Ib.
"Hvis det er sandt, hvad du siger," udbrød han, "så ved jeg
også, hvem I to mænd er. Her gik ord og rygter i de sidste dage
om al den strid og fortræd, der voldtes fjenden i Jungshoved len.
I går til middag kom Mogens Gjø fra Thureby med en svensk
høvedsmand ind i min hytte og søgte efter to flygtninge. - Nu
ved jeg, at jeg i dag har huset Svend Gjønge og hans kammerat
Ib, Abels søn."
"Nå, så de kalder mig hans kammerat," ytrede Ib med et strå-
lende åsyn. "Det er jeg også, det er jeg, du kan forbande dig
derpå, men gør det sagte, så ingen hører det."
En time før midnat kom månen frem, og alle forberedelser til
afrejsen var taget. Fiskeren havde gjort ild på skorstenen og varmet noget
øl, som Svend og Ib drak til deres brød. Derpå ombyttede Gjøngehøvdingen sin
klædning med en lammeskindskofte.
Ib ladede sine pistoler imens.
"I har ikke våben behov til den rejse," bemærkede fiskeren.
"Hvem kan vide det," svarede Ib smilende. "Vi kan kanske skyde
en måge, jeg holder så meget af at skyde måger."
Da Svend gav tegn til opbrud, forlod de hytten og bandt døren
fast til stolpen, derpå opgravede de hjorten i sneen, skjulte den
under et halmknippe på slæden og drog ned til strandkanten. Her
standsede fiskeren pludselig og vendte sig til Svend:
"Noget har vi dog forglemt, som vil gøre større nytte end pistolerne."
"Hvad mener du?"
"Min bådshage."
"Den henter jeg," svarede Ib, "og hvis du vil det, Svend, så
trækker vi vore kofter af og lader dem blive tilbage i hytten, at
fiskeren kan bringe købmanden dem til ejermændene. Drag I af
sted imidlertid, jeg indhenter eder nok."
Svend trak koften af og skød med fiskerens hjælp slæden ud på
isen. Ib vendte tilbage til hytten.
Denne lå mellem to sandbanker, der betog udsigten til det åbne
hav. Da Ib kom ind under bakkerne, syntes han at høre en hest
snøfte i nærheden, han lyttede, men da alt var roligt, fortsatte han
sin gang. Pludselig gentoges lyden, og hans fod standsede ligesom
rodfæstet til jorden, da han ved hjælp af månelyset så en opsadlet
rytterhest uden for hytten. Han greb en pistol, men fik ikke tid
til lang betænkning, idet en kraftig hånd lagde sig på hans skulder,
og en stemme udbrød:
"Et ord, gode ven!"
Ibs ansigt blev blegt som sneen, han genkendte Manheimer.
"Stik kun pistolen i bæltet," sagde Manheimer, "og lad os gå
indenfor."
Båndet, hvormed de havde forbundet døren, var overskåret. Ib
adlød uden vægring og fulgte ham ind i fiskerens hytte.
Kaptajnens uformodede nærværelse i dette ubelejlige øjeblik
lader sig hurtigt forklare. På tilbagevejen fra skoven var han om
morgenen kommet til et værtshus, hvor de to bønder gjorde sig til
gode for pengene, de havde modtaget af Svend. Både Manheimers
folk og heste var for udmattede af det lange ridt til at kunne drage
videre, han agtede derfor at udhvile sig i værtshuset, før han begyndte
forfølgelsen på ny. Imidlertid blev bønderne drukne og lod
enkelte ytringer falde om den forunderlige handel, de havde gjort.
Manheimer hørte Svends navn og lyttede. Han lod bringe en frisk
kande mjød og gav sig i tale med de to karle. Resultatet af denne
samtale var, at han en halv time senere udsøgte sig den bedste hest,
som fandtes i stalden, og jog bort med to af sine ryttere, uden at
de tilbageblevne kunne forklare sig årsagen dertil. Endnu før de
nåede byen, styrtede den ene rytter, den andens hest faldt oppe på
gaden uden for kirken. I Køge skiftede han hest og vedblev sine
efterforskninger hos købmanden og derefter på magasinet, indtil
han om aftenen kom til fiskerens hytte, straks efter at de tre mænd
havde forladt den, og mens de under bakkerne var i færd med at
opgrave hjorten.
Da Ib trådte ind, lod han sit blik løbe omkring i stuen for at se,
om Manheimer var alene. Ilden på arnestedet kastede et rødligt
skær på de grå lervægge. Han befandt sig alene med kaptajnen.
"Hvem er du?" spurgte Manheimer.
"En fattig fisker, strenge herre!"
"Og pistolen der? - Ah, jeg ser endog, at du har to. Læg dem
fra dig på bordet og lad os tale os til rette."
Ib tøvede.
"Et ord eller en skæv mine, og mine folk stikker deres karabiner
ind gennem ruden og skyder dig ned."
Ib lagde pistolerne fra sig.
"Har du flere våben forvaret?"
"Nej."
"Hvortil vil du da bruge disse?"
"Man værger sig som man kan, strenge herre! I denne ufredstid farer stimænd
og ildgerningsfolk omkring ved vejen, tilmed
ligger min bytte så ensomt her ud ved søen."
"å ja, og det er dig, som fører de flygtende over bugten?"
"Ja, det er mig," svarede Ib nølende.
"Og i nat skulle du føre Svend Gjønge over."
"Svend Gjønge!" gentog Ib studsende.
"Svend Gjønge og hans skat, en uden sum på halvtredsindstyve
tusinde rigsdaler. Du ser endda, at jeg har skaffet mig nøjagtig
besked."
Ibs læber sitrede, han drog sit vejr med møje. Denne forhindring,
der kom så pludselig og uformodet, overvældede ham ganske.
"Hvor er Svend Gjønge i dette øjeblik?"
"Det ved jeg ikke forvist," svarede han med usikker stemme.
"Han gik ned til byen i mørkningen og sagde, at han ville komme
igen ved midnat."
"Og hans penge?"
"Dem lovede han at bringe med," svarede Ib hurtigt, idet han
efterhånden begyndte at komme på gled med sine historier.
"På hvad vis agtede I at tage over bugten?"
"På en slæde."
"Hvor har du den?"
"Nede ved søen."
"Vi følges ad derhen, men tænd først en lyspind."
Ib gik hen til skorstenen. Manheimer stak imidlertid begge hans
pistoler til sig. Da Ib havde tændt Iyspinden og gjort den fast i en
sprække i bordpladen, sagde kaptajnen:
"Drag først din kappe af, at jeg kan se, om du har flere våben
hos dig."
Ib adlød. Ved lyspindens skin så Manheimer den grønne jægerdragt, hvormed
de to bønderkarle havde betegnet flygtningene.
Han udstødte et råb, men fattede sig straks igen og begyndte at
undersøge Ibs klæder.
"Du bærer to dragter?"
"Ja, hr. kaptajn! Det er så koldt herude."
"Skammelig koldt!" forsikrede Manheimer. "Vær så god at knappe trøjen op."
Ib adlød.
"Jeg ser, at du farer med sandhed," udbrød kaptajnen, efter at
undersøgelsen var til ende. "Du har virkelig ikke flere våben."
"Hvorfor skulle jeg vel skuffe den strenge herre," ytrede Ib med
et særdeles enfoldigt og troskyldigt ansigt. "Det ser jeg ingen
grund til."
"Jeg heller ikke," svarede Manheimer. "Lad os nu drage ned til
havet. Men for at vi ikke skal fare vild eller komme fra hinanden,
medens månen skinner så dunkelt, vil jeg slå denne strikke om din
hals."
Kaptajnen tog et stykke reb ned fra væggen og gjorde en løkke
på det.
"Forstår du," vedblev han leende, mens han lagde rebet om Ibs
hals, "det sker i al venskabelighed, blot for at vi kan blive sammen."
"Strenge herre har vist sin plaser med mig," svarede Ib og gjorde et
mislykket forsøg på at smile.
"Nu slukker vi lyset og binder døren fast som før, og så drager
vi ad stranden til. Pas vel på, at din fod ikke glider undervejs;
jeg har for vane at ride i mørket med en opspændt pistol, den jeg
holder temmelig nær til dit hoved. Ved det allermindste ryk, du
giver i rebet, trykker jeg af, og du kan da selv begribe, hvor stor
en sorg det ville være mig at skyde dig en kugle igennem hjernen. Nu af
sted, denne gang må det gå til med den slemme troldhekses kunster, hvis vi
skulle blive adskilt på det lille stykke, vi
har tilbage."
Manheimer slukkede lyset. I samme øjeblik gjorde Ib et eneste
skridt hen mod skorstenen, tøvede der et øjeblik og fulgte straks
efter kaptajnen, som havde vendt sig om i døren efter ham.
Just som Manheimer satte foden i stigbøjlen, hørte han en svag
stønnen og så en mørk skikkelse læne sig op til hyttens mur. Han
studsede, vendte sit hoved og greb en pistol. Ib gjorde på samme
tid et skridt fremad, der bragte ham i linie med hestens hoved.
Skikkelsen strakte sine arme op mod kaptajnen og udbrød:
"Vi deler!"
Denne stønnende stemme, så mat og fuld af smerte, genkendte
Manheimer øjeblikkelig; han brast i latter og udbrød spottende:
"Mord og bøddel! Der har vi Kulsoen igen."
"Vi deler!" gentog hun heftig og hævede sit ligblege ansigt i
vejret.
"Ja, gu’ deler vi!" svarede Manheimer, idet han spændte sin
pistol og strakte den hen for øjnene af Ib med en gebærde, der
umuligt kunne misforstås; derefter red han bort fra hytten.
Ib fulgte ved hans side. Hans blik veg ikke fra pistolen. Man-
heimers hest slog med hovedet, pustede og gjorde et spring til
siden. Ib fulgte med.
"Hvad djævelen fattes det fordømte dyr?" råbte Manheimer,
idet han strammede tøjlen og sporede hesten.
"Tal sagte, strenge herre!" udbrød Ib. "Mig tykkes, at jeg gen
nem tågen øjner en mand nede ved strandkanten, kanske Svend
alt er kommet."
Manheimer studsede og kastede et blik derned. I samme øjeblik
udstødte hesten en høj og smertelig vrinsken, bøjede hovedet og
gjorde et voldsomt spring i vejret; endnu før Manheimer igen blev
herre over den, gentoges dette spring, den stejlede og kastede sig
derpå med en lynsnar bevægelse ned på sneen, hvor den vedblev
at stryge hovedet hen ad jorden. Manheimer havde sluppet rebet
og tabt pistolen, idet han faldt.
"Kom mig til hjælp!" råbte han. "Afskum! Hvad har du koglet
ved min hest?"
"Ak, strenge herre!" svarede Ib roligt og smilende, "jeg har
næsten ingenting gjort, jeg puttede den blot et lille stykke brændende
tønder i øret."
Mens han sagde dette, trådte en mand frem mellem bakkerne,
nærmede sig Manheimer på to skridts afstand og trykkede en pistol
af mod hans bryst. Kaptajnen udstødte et skrig og sank tilbage i
sneen. Hesten fo’r af sted med sænket hoved og en skingrende
vrinsken.
Straks efter Manheimers skrig lød langsomme og slæbende skridt
mellem bakkerne, og Kulsoen kom til syne, vaklende, blodig og
støttende sig til en stok.
"Vi deler, vi deler!" udbrød hun hæs og ivrig, endnu før hun
nåede stedet.
"å, nej," svarede Ib, "I skal få det alt sammen."
Han løste rebet, som endnu var knyttet om hans hals, og sammensnørede med
dette Kulsoens ben og arme uagtet den fortvivlede
modstand, hun gjorde. Kulsoen udstødte et gennemtrængende skrig.
Ib kneblede hende med sit halstørklæde og bandt det fast omkring
konens hals.
Svend havde været tilskuer til det sidste optrin.
"Nu af sted," udbrød han, "skuddet og det gale fruentimmer
kan let bringe svensken på vort spor."
Han stak sin pistol i bæltet og gik ned til stranden, Ib trådte et
skridt nærmere til Manheimers lig og bøjede sig ned over det.
Kaptajnens åndedræt var standset.
"Siden I så inderlig gerne ville have fat på os, lad være det ej
lykkedes, skal I i det mindste få den plaser at se os drage bort."
Under disse ord rejste han kaptajnen i vejret, støttede hans
overkrop til en sten, med ansigtet vendt ud imod søen og gav ham
sabelen i hånden. Han satte den bundne Kulso ved Manheimers
side, tog sin hue af og gjorde en komisk hilsen for dem.
"Farvel, lille folk! I ønsker os begge en fornøjelig rejse."
Derefter ilede han med lange skridt ned til strandkanten efter
Svend og fiskeren, som allerede havde begivet sig ud på isen.

Audiensen

Fra det øjeblik, Svend begyndte sin rejse over isen, syntes faren
at være forsvundet. Forfølgerne havde tabt hans spor og lod ham
drage sin vej uhindret.
Efterhånden som natten skred frem, viste månen sig klarere og
gennembrød den tætte tåge, som hidtil havde forhindret fiskeren i
at tage kending af landet og vælge vej en med sikkerhed.
Morgensolens røde lys farvede spiret på Nicolai Kirke, da de
steg i land neden for Valby Bakke. Der var ualmindelig larm og
virksomhed overalt i hovedstaden. Da de tre mænd drog op igennem gaderne til
Rosenborg slot, hvor kongen havde taget bopæl
under krigen, så de flere klynger af borgere i ivrig samtale med
hverandre; en vis glæde var udbredt over deres ansigter. Gjøngerne blev ikke
længe uvidende om årsagen.
Det var den syv og tyvende februar, de nåede op til København. Aftenen i
forvejen blev freden underskrevet i Roskilde.
Mængden var endnu ubekendt med alle dens ydmygende betingelser, måske ville
man alligevel i den første glædesrus have foretrukket disse for den frygt og
usikkerhed, de savn og tiltagende
besværligheder, der siden Karl Gustavs landgang havde hvilet
både over de fri og ufri stænder i den truede hovedstad. Efterhånden som de
kom til slottet, hvis nærmeste omegn var ubebyg-
get. blev det vanskeligere at bane sig vej igennem mængden: Svend
og Ib fulgte på hver sin side af slæden, fiskeren trak den.
Ved indgangen til slottet blev de standset af to hellebardister,
som stod på hver side af pillerne uden for vindebroen. Svends
forestillinger frugtede ikke. Skildvagterne strakte dem deres korsgeværer i
møde og havde befaling til kun at indlade hofbetjentene
og rigsråderne, der var sammenkaldt af kongen til at møde på
slottet denne morgen. Svend studsede over en så uventet forhindring. På
ethvert andet sted ville han næppe have ladet sig standse
heraf, i dette øjeblik fandt han sig i omstændighederne. Han blev
stående ved siden af slæden, støttet til sin bøsse; et spottende smil
fo’r over hans læber, idet han så ned på hjorten og flygtigt sammenlignede
de overvundne hindringer med denne sidste. Ib delte
ikke hans tålmod. Han blev stående på broen med huen bag i
nakken, den venstre hånd i siden, og udbrød med en stemme, der
stedse blev tydeligere, efterhånden som de omkringståendes opmærksomhed
droges hen på ham:
"I ulyksalige spyddragere! Hvad tænker I dog på, mens I nægter sådanne mænd
som os adgang til hove? Hans Nåde vil skikke
jer al landsens elendighed på halsen, når det rygtes - jer og jeres
efterkommere lige til det syvende led. Jeg siger det uden overdrivelse."
"Hvad bringer I Kongelig Majestæt?" spurgte sergenten, som
var kommet til.
"Vi bringer ham den gladeste tidning, han har modtaget på denne side
kyndelmisse."
"Eja, en hjort," sagde sergenten spottende. "Den vil rigtignok
volde Hans Nåde stor glæde."
"Men hvilken hjort! Det siger jeg, til Gudfader hører det, at
en sådan hjort som vores lever der ikke mage til i denne verden.
Den er sine halvtredsindstyve tusind daler værd mellem brødre."
De omkringstående brast i latter.
"Halvtredsindstyve tusind rigsdaler," gentog sergenten spottende.
"Ja, og så regner jeg endda hverken skroget eller skindet med,"
tilføjede Ib.
I dette øjeblik blev hans tale afbrudt ved et tegn fra Svend.
Mængden gjorde plads for en gammel, gråhåret mand, som kom
gående hen imod slottet. Han var klædt i en kort, sort kappe, under hvilken
man så en brun fløjlsvams, kantet med sølv. Omkring
halsen bar han en lang guldkæde, som endte i en medaillon af
samme metal. Da han nærmede sig vindebroen, tog han efter den
tids hofetikette sin baret af og betrådte slottets enemærker med
blottet hoved. Det var den hæderlige Kristen Skeel, som her gik
op til slottet.
"Strenge herre!" udbrød Svend, idet han trådte hen til rigsråden, "et ord,
hvis I tillader det." Skeel standsede. Svend vedblev: "Mig har Kongelig
Majestæt skikket i by at forrette et ærinde, som jeg bringer ham besked på i
denne slæde. Vagten nægter
os adgang til slottet. I skænker mig eders beskyttelse!"
Rigsråden lod sit blik gå fra Svend til Ib og slæden. Derpå
spurgte han:
"Hvem er I gode mænd?"
"Folk kalder mig Svend Gjønge i daglig tale."
"Min tro!" udbrød rigsråden overrasket og lagde sin hånd på
Svends skulder, "det navn har vi endda hørt omtale, mens krigen
stod på. Hvad bringer du kongen i dag, Svend?"
"En sum penge, som borgmester Hans Nansen har hentet nede
fra øerne."
"Ak ja, jeg hørte jo tale derom. Hans Majestæt har været i stor
uro for din skyld, Svend Gjønge!"
"Hans Majestæt burde bedre forlade sig på sine tjenere, end
at han skulle være i uro for dem," svarede Svend.
"Og de nægter dig adgang til slottet?" spurgte Skeel med blikket henvendt på
de to hellebardister.
"I regner os det ikke til last, strenge herre!" svarede sergenten,
som var blevet stående og havde hørt de sidste ord. "Kongelig
befaling blev os kundgjort årle i morges, at kun slottets tjenere og
de, der bære den høje adels mærke, måtte gå over broen."
Rigsråden smilte.
"Kongelig befaling må vi lyde," svarede han, "I gør da plads
for denne mand, skildvagter, han bærer nu så godt et adeligt mærke som
nogen."
Med disse ord løste rigsråden båndet på sin kappe og kastede
den over Svends skulder.
Ib udbrød i jubelskrig.
"Ak, høje herre, hvad gør I der?" svarede Svend.
"Gå du trøstig din vej, Svend Gjønge!" sagde den gamle adelsmand, "der har
aldrig banket bedre hjerte under denne kappe end
i dette øjeblik."
Hellebardisterne trådte tilbage og lod fiskeren trække slæden
over broen. Ib havde sat sig ned på den; idet han kom forbi vagten, stak han
benene ud af slæden til begge sider for at indtage
så stor plads som muligt og besvarede soldaternes hilsen for rigsråden med
et fornemt nik og en derpå følgende grimasse. Da de
kom inden for graven, gav Skeel Svend et tegn til at følge med
sig op ad den lille trappe, der førte til kongens privatværelse. Ib
blev stående nede i gården ved hjorten.
Rigsråden lod sig melde og blev straks indladt tilligemed Svend.
Kongen sad foran et stort bord, der var stillet hen ved kaminen i
salens baggrund. Lige over for ham var gehejmeskriver Gabel
i færd med at forelæse fredsunderhandlingerne, som Mogens
Høeg aftenen tilforn havde bragt med sig fra Roskilde. Efter at
Skeel havde hilst, lagde han sin hånd på gjøngens skulder og
udbrød:
"Min nådige herre konge; her bringer jeg den glædeligste nyhed,
som Eders Majestæt længe har modtaget."
"Svend Gjønge!" udbrød kongen, idet han rejste sig fra bordet
og gik hen imod ham. "Vær os velkommen, min gode helt!"
Svend havde bøjet sig i knæ, idet han kyssede kongens fremstrakte hånd.
"Og det ærinde, vi gav dig, Gjøngehøvding, hvorledes har du
forrettet det?"
"Som det sømmer sig at forrette Eders Majestæts ærinder, fuldstændig og til
Eders tilfredshed."
"Du bringer altså pengene?"
"De ligger nede på slæden."
"Den hele sum?"
"Tror min høje konge, at jeg ellers ville have fremstillet mig
for Eder?"
"Men hvorledes bar du dig ad for at slippe fra svenskens krigsfolk, som
havde besat alle veje?"
"Vi hjalp os igennem med list, og hvor det ikke gik an, der slog
vi til med vore våben, så lod svensken os fare."
"De mærkede altså, hvad I førte med eder?"
"Ja."
"Og I blev forfulgt?"
"Lidt."
"Men du slap helskindet fra dem?"
"Ja, min bøje konge!" svarede Svend smilende, "jeg havde for
travlt i Eders tleneste til at lade mig såre."
"Profecto!" udbrød Frederik, idet han fornøjet gned sine hæn-
der. "Jeg har hørt mange af dine streger fortælle, dem, vor borgmester
Nansen også vidste at tale om, men denne sidste vil jeg
kalde for den bedste. - Om Gud havde givet Danmark mange
af dine lige, da skulle der vel have været os bedre vilkår beskikket."
"Jeg siger ikke nej dertil," svarede Svend frimodig.
Kongen gik hen til vinduet og så ned i gården.
Mod dette vindue havde Ib uafbrudt rettet sit blik, siden Svend
forlod ham. Da han så kongens ansigt inden for ruden, tog han
sin hue mellem hænderne og knælede ned i sneen.
"Hvem er den mand?" spurgte Frederik den Tredie.
Svend kastede et blik ned på Ib og sagde:
"Det er en mand, som jeg skylder megen taksigelse. Uden hans
hjælp ville jeg ikke have kunnet udrette Eders Majestæts ærinde."
"Jeg synes at have set ham tilforn."
"Ja, han kommer i dag for at bevise, hvor troligt han har opfyldt det løfte,
han dengang aflagde."
"Hvilket løfte?"
"At være Eders Majestæt en god og ærlig stridsmand."
"Nu erindrer jeg det, han fremstillede sig for os i fjor på Jungshoved. Vi
lader ham komme op."
"Jeg tror, at han kun venter på tilladelse dertil."
"Men vore penge, Gjøngehøvding! Jeg ser alene en skudt hjort
på din slæde."
"Hjorten er vor pengepose," svarede Svend. "Formedelst vi havde
ingen bedre."
Under denne samtale var Ib blevet liggende på knæ nede i gården ved siden
af slæden; hans små, sorte øjne var ufravendt rettet
mod vinduet. Da kongen gav tegn, sprang han op, kastede hjorten
over sine skuldre og ilede op ad trapperne til værelset.
"I sandhed!" sagde kongen henvendt til Gabel, "det er første
gang, vi har modtaget landets skat under den forsegling."
Døren gik op, Ib trådte ind med hjorten over sine brede skuldre
og med et smil, der uden tvivl viste den smukkeste rad tænder,
som fandtes på slottet. Han lagde hjorten inden for døren og
vovede ikke at træde frem i salen. Hans dristighed var forsvundet
i dette øjeblik, sky og ængstelig som et barn kastede han et blik
hen til Svend, som om han ville opfordre ham til bistand. Idet
kongen gik hen til ham, gjorde han pludselig et uhyre langt spring
nærmere hen mod Svend og sank derefter på knæ, med huen trykket tæt ind mod
brystet.
"Rejs dig, min søn!" sagde kong Frederik i den blide tone, der
var ham egen. "Vi har hørt dine bedrifter fortælle og ønsker at
forsikre dig om vor erkendtlighed og gunst."
"Nådige Majestæt!" svarede Ib stammende og drejede forlegen
på sin hue. "Eders dronning fæstede mig til at blive en flittig og
brav stridsmand, så sagde Gud Fader ja dertil og hjalp for resten."
"I to mænd, der står her, har altså ene mægtet at bringe den
skat igennem landet, skønt det var opfyldt af vore fjender."
Ib kastede et tilfreds blik hen på Svend, kongens venlighed gav
ham mod til at svare:
"Den hjort har kostet svensken mange dyre menneskeliv."
"Og eder da?"
"Svend Gjønge ved råd for alt, han er så klog og så udspekuleret."
"Men hvormed skal vi da belønne din troskab og iver i vor
tjeneste?"
"Vil allernådigste konge give sin dronning besked på, at jeg har
holdt mig ved godt mod og været hende en ærlig stridsmand, som
hun bad mig om, så er det godt."
"Det budskab skal jeg besørge; men din belønning, mand, tal
kun dristigt, du skal ikke ængste dig!"
Ib snappede efter vejret og nikkede som sædvandig, når han
fattedes ord; derpå hviskede han undseligt og sagte:
"Om Kongelig Majestæt vil sige ja til, at jeg må kysse på Eders
hånd, så skal I have mangfoldige tak."
Kong Frederiks øjne strålede, idet han rakte ham hånden. Ib
tørrede munden på sit opslag, mens han med fremstrakt hoved
kyssede kongens hånd uden at vove at gribe den.
"Hvis det ikke fattede ham på mod at komme frem hermed,
så havde han endnu et ønske tilbage," ytrede Svend.
"Tal da," sagde kongen, "jeg siger forud ja dertil, hvis det står
i min magt at opfylde det."
"Nej, jeg vil ikke sige det," sagde Ib.
"Så tal du hans sag, min Gjøngehøvding!"
Ib tilkastede Svend et bønligt blik og rystede på hovedet, Svend
syntes ikke at lægge mærke dertil, men svarede:
"Fordi denne mand, uden at betænke sig, ville gå i døden for
at fremme Eders Majestæts mindste ønske, og fordi han så den
under øjne hver dag og time, siden skatten i Vordingborg blev
givet i vore hænder, derfor bønfalder han om, at kongen vil lade
ham forlov at bære samme kjortel og mærke som Eders vagtmestre."
"Hvorfor vil han just bære en vagtmesterkjortel?" spurgte kong
Frederik.
"Jeg kender alene hans ønske, men ikke grunden," svarede
Svend smilende.
"Det var formedelst jeg syntes så godt om dragten," svarede Ib
forlegen. "Men det er vist for meget forlangt for det, jeg har gjort,
og så kan det gerne vente til en bedre lejlighed. Kanske får vi
mere at bestille for Eders Nåde en anden gang, da I så, det gik så
godt den første."
"Nej!" svarede kongen godmodig, "vi har ikke nødig at vente,
dit ønske kan blive tilstået straks, og endda vil vi være dig forpligtet."
"å nej," udbrød Ib med strålende øjne og et lykkeligt smil.
"Nu har I gjort mig så sjæleglad; mangfoldig taksigelse derfor."
Efter at Ib havde sagt dette, kyssede han sin flade hånd og
berørte med fingerspidserne den yderste flig af kongens klædning.
Under den tavshed, som herved opstod, trådte en hofkavaler ind
ad døren og udbrød:
"Det bøje riges råd har nu forsamlet sig og ønsker Eders Majestæts
nærværelse."
"Godt," svarede kongen, "vi vil straks komme."
Kavaleren gik. Kongen vendte sig mod Svend.
"Et ord endnu, Gjøngehøvding, før vi skilles. Vi ønsker at give
dig et bevis på vor nåde, men ved ikke ret, hvorledes vi bedst skal
gengælde din tjeneste."
"Min tjeneste!" gentog Svend frimodig. "Jeg tænkte ikke den
behøvede nogen gengæld, siden kongen har ret til at forlange alle
sine undersåtters tjeneste."
"Men du vovede ved denne lejlighed dit liv, på hvilket vi sætter
langt større pris end du selv."
"Det tror jeg ikke, min bøje konge! Hvis mit liv har noget værd
i Eders mening, så er det mig også for dyrebart til, at jeg skulle
sælge det, som en kræmmer sælger sine varer. Ligesom Ib her viste
sig modig og brav for at fuldkomme sit løfte til Eders nådige frue,
så gjorde jeg det for at holde mit løfte til Eder. Et løfte er en
gæld, som bør betales, og det er nu sket."
"I sandhed, min helt! Du har gjort mere end fuldkommet dit
løfte. Med den håndfuld folk, du havde, standsede du fjenden,
gav os kundskab om hans planer, tilførte os hans munitionsvogne
og opbrændte hans magasiner, - hvilket sidste var bedre end alt
øvrigt, siden engelske gesandten Meadowe beretter, at dette var
en såre vigtig grund for vor krigeriske broder Karl Gustav til at
slutte freden, og nu endelig i dag tilfører du os denne skat midt
igennem hans lejr. Profecto! Hvem af vore undersåtter ville vel
vove at give os løfte på alt dette, og hvem ville vel have vovet
at holde det, uden du? - Derfor ønsker vi at belønne dig."
"Det kan være, Eders Majestæt! Men jeg ønsker det ikke."
"Hvorledes?" udbrød Frederik den Tredie studsende. Svend slog
ikke sine øjne ned for kongens blik, hvor strengt og prøvende
det end var.
"I kender mig ikke ret, min høje konge!" svarede han og til-
føjede smilende: "Hvis det også er sandt, at jeg bestandig hidtil
i landets tjeneste har hentet flere skrammer end belønninger, hvis
mine fortjenester er så store, som Eders Majestæt siger, og hvis
ingen anden ville have vovet, hvad jeg har vovet, hvormed ville I
da belønne mig?"
Frederik den Tredie betænkte sig et øjeblik og svarede: "Gud
har lagt al jordisk magt i kongens hånd, og det beror på os at
opfylde ethvert billigt ønske, vore undersåtter kan have."
"I så fald har jeg et ønske, og jeg beder Eder om at opfylde det."
"Nu vel!" udbrød kongen levende.
"Vil Eders Majestæt tænke på mig siden, når jeg kan blive Eder
til nogen nytte."
"Er det alt?"
"Ja," svarede Svend med ædel stolthed, "det er alt. Så skal den
regning være betalt, som trykker Eder så såre, og som jeg først kom
i hu, da Eders Nåde mindede mig derom."
Kongen var synlig bevæget over det trohjertige i Svends ord,
hans øjne strålede, idet han betragtede dette ædle, åbne og mandige
ansigt, og han rakte ham sin højre hånd. Idet Svend tog den, lagde
kongen den anden kærtegnende på hans hoved og udbrød:
"Gud være med dig, min ridderlige helt!"
Svend følte sig grebet af den inderlighed, som lå i stemmen,
hvormed kongen talte. Så slet en hofmand han endogså havde vist
sig at være bøjede han ved denne lejlighed knæ og udbrød, idet
han lod sine flammende øjne hvile på kongen:
"Tak, min gode konge, tak! Til i dag har I kun forlangt min
tjeneste af mig, næste gang må I forlange mit liv, thi kun med
det kan jeg betale den nåde, I viser mig."
I dette øjeblik udbrød Ib, efter at han længe forgæves havde
søgt at få ordene frem:
"Men ikke sandt, Kongelig Majestæt vil vel også tænke lidt på
mig, når han skikker Svend i byen, at det bliver et ærinde, hvor
vi kan være med begge to!"
"Jeg skal nok tænke på dig," svarede kongen, hilste og begav
sig tillige med Gabel og Skeel ind i det tilstødende gemak, hvor
rigsrådet var samlet. Gjøngerne forlod slottet.

Ibs bedrifter på egen hånd

Kongens befaling holdt Svend tilbage i København. Ib derimod
rejste bort to dage efter audiensen, pyntet efter sit hjertes ønske
med en skarlagenrød kofte, besat med en hvid uldbort. Desuden
bar han gule knæbenklæder og slagstøvler, opkrammet filthat med
rød fjer på hovedet og en lang kårde ved siden. Det var denne
dragt, der så længe havde udgjort målet for hans ivrigste håb,
lønnen for alle hans bedrifter.
Ib rettede sin march ned mod Holmegård, en gammel herregård,
som ligger en mils vej fra Næstved. Undervejs mødte han flere
svenske regimenter, der allerede havde begyndt deres tilbagetog
fra det nordlige Sjælland.
Ib gik forbi dem uden at værdige dem et blik.
Holmegård ejedes dengang af Skeelerne. Ved krigens udbrud
flygtede familien til København og overlod omsorgen for slottet
til en gammel foged. Denne mand, eller rettere sagt hans datter,
gjaldt Ibs rejse.
Fogden boede ved den ene ende af den store Porsmose, som
omgav slottet på tre sider. Inger stod ved vinduet, hun slog hænderne
sammen, da hun så den pyntelige kavaler nærme sig huset,
og hvis smilende ansigt tilnikkede hende, endnu før hun havde
genkendt ham. Fogden gik til døren og førte ham ind. Inger bredte
en dug på bordet og satte brød, smør og ost og en kande mjød
frem, hendes øjne strålede, og en livlig rødme dækkede hendes
runde kinder. To ord af Ib havde underrettet hende om årsagen
til hans komme.
I de forhandlinger, som nu fandt sted, fortalte Ib, mens han
spiste og drak med den ypperligste appetit, hvor højt han elskede
Inger, han skildrede denne kærligheds inderlighed og styrke med
munden fuld af mad, lod nogle vel anbragte ord falde om audiensen og den
ualmindelig høje gunst, hvori han stod hos kongen,
dronningen og rigsrådet, og angav endelig summen af sine fremtidsudsigter i
det håb, at Svend ville skaffe ham plads som skytte
hos herskabet på Jungshoved.
Inger var gået ind i det andet værelse, mens denne samtale fandt
sted, men hun havde ladet døren stå på klem, så at hun kunne høre
hvert ord; da endelig fogden, overvundet af Ibs veltalenhed og
vægtige grunde, rakte ham hånden over bordet og tilkendegav ham
sit bifald, åbnedes døren, Inger styrtede ind, faldt sin fader om
halsen og rakte derpå sine små, røde hænder over til den lykkelige elsker.
"Nu siger jeg tak for mad," sagde Ib, "og hvis I ikke har noget
imod det, Kasper Dam, så trækker jeg min kofte af, det er synd
at slide mere på den, end jeg har nødig."
"å nej, behold koften på," bad Inger, "du ser så køn ud i den."
"Nå ja, synes du det?" sagde Ib smilende. "Det kan gerne være.
Ellers tænkte jeg knap at træffe jer her nede i eftermiddag. I er
jo eneste mand på slottet og har forlov at vælge den bedste sal;
I skulle flytte derop med lille Inger, Kasper! Det kunne jo være,
at hun med tiden får sig et sådant slot at bo i, hvis Gud ellers giver
vilkår derefter."
Over Ingers ansigt var udbredt et lykkeligt smil. I hendes tanker
havde Ib allerede nået et så uhyre udmærkelsestrin, at hun fra nu
af ikke længer holdt noget for umuligt.
Fogden var af en anden mening.
"Du snakker, som du har forstand til," sagde han. "Skulle jeg
lade Inger blive boende oppe på slottet, mens de gale krigsfolk
håndterer der? Jeg er en gammel mand, Ib, og har haft min nød
med at begå mig selv, endsige at værge for et kvindfolk."
"Jeg vidste ikke, her var krigsfolk," svarede Ib. "Hvad er det
ellers for karle?"
Inger havde gentagne gange givet faderen tegn til tavshed,
denne lod ikke til at forstå det, men udbrød:
"Hvad mener du med dine gebærder, datterlil?"
"å, Herre Gud!" sagde Inger fortrydelig og rystede på sit smukke hoved,
"jeg syntes, vi i dag kan tale om noget bedre end om
svenskerne."
"Der kommer en af høvedsmændene ridende," sagde fogden og
så ud ad vinduet.
"Ved min himmerigs part!" udbrød Ib, da han så officeren stige
af hesten og gå op i slottet. "Nu behøver I ikke at spørge om grunden til
Ingers gebærder, Kasper Dam! Hun ved bedst, hvad jeg har
at afgøre med disse folk."
Fogden forstod ikke et ord af denne ytring.
"Ib mener, at folkene af det regiment har forsyndet sig imod
ham, mens de plagede og pinte hans søster, den kønne Soffi Abelsdatter, til
døden. - Ak, lille Ib!" vedblev hun venligt. "Lad dem
være i fred i dag, jeg beder så bønligt derom. Hellere skulle vi to
være glade og komme i hu en salme til Vorherre, som har gjort
det så godt for os."
"Jeg tænker vel, Ib lader dem fare," sagde fogden spottende,
"de sidder seks mand i rad og svirer og dobler deroppe."
"Ikke flere," sagde Ib flegmatisk, idet han rettede sine vældige
lemmer og stillede sig hen foran fogden. "Der vil jeg sige jer for
sandt, Kasper Dam, at om de end er seks deroppe, så skal jeg dog
vove mig ind til dem, hvis det kom an derpå, og lægge hovedet
ved deres fødder inden en time til ende, som jeg står her. I kender
mig ikke rigtig. - Men lad nu din sorg fare, lille Inger, i dag skal
de være fri for mig, skønt jeg svor den dyre ed. I dag er jeg så
fornøjet."
Efter disse ord gik Ib hen til Inger. Den gamle foged skottede
tilfreds hen efter ham. Skumringen var begyndt. Ved genskinnet
af ilden fra ovnen så han Ib sidde på bænken med begge Ingers
hænder i sine. Elskeren var efter den sidste bemærkning steget
overordentlig i hans gode mening. Lidt efter hørtes fodtrin udenfor.
En svensk soldat åbnede døren og trådte ind.
"Eja, kujon!" udbrød han, "er I der? Jeg har gået og søgt efter
jer hele slottet igennem. å, I har fremmede!" tilføjede han, da
Ib rejste sig fra bænken i krogen, som hidtil havde været skjult
ham. "Så meget desto bedre. De strenge herrer deroppe forlanger
mere vin, og vagtmesteren følger vel med og hjælper os at bringe
dem flaskerne op."
"Ja, jeg følger med!" sagde Ib.
"Og den lille pige!" sagde soldaten. "Tusind djævle, nu kan jo
gildet blive muntert, hun følger vel også med?"
"Hun?" gentog Ib.
"Ja, medmindre vagtmesteren ønsker, at herrerne skal komme
ned og hente hende, for det koster kun et ord."
"Hun følger også med," sagde Ib.
Den gamle foged tilkastede ham et forbavset og spørgende blik.
Inger lagde sin skælvende hånd på hans arm for at holde ham
tilbage, men Ib syntes ikke at lægge mærke dertil, han rettede på
sin kofte og gned et støvgran af sine opslag.
"Lad os gå," sagde han med en rolighed, som han for resten var
langt fra at føle.
Fogden tog et nøgleknippe, tændte lyset og gik foran de andre
ud af døren. Straks efter så man Ib med en stor kurv flasker på
armen gå op fra kælderen til anden etage, hvor officererne var
samlede. Kasper Dam havde en lignende kurv, som Inger hjalp
med at bære, og efter dem gik soldaten, der for sin egen regning
havde hentet to flasker, som stak frem af lommerne på hans kofte.
"I kan vel finde vej ind i salen uden min hjælp?" sagde den
svenske, da de var uden for døren.
"Det tænker jeg nok," svarede Ib med et venligt nik.
Soldaten gik tilbage til sine kammerater og holdt dem triumferende
flaskerne i møde uden for vinduerne til kælderen, hvor de
havde deres vagtstue.
Da fogden og Ib kom ind, strømmede der dem en tæt og bedøvende tobaksrøg i
møde. Midt i denne så man omkring et bord
de glødende ansigter af seks svenske officerer, hvis manerer og
stive, stirrende blikke vidnede om den første grad af beruselse.
To af dem havde trukket uniformen af og sad i skjorteærmer.
Latter, sang og lydelig jubelråb hilste de indtrædende, da de fyldte
flaskekurve blev sat frem på bordet. Fogden forlod straks efter
salen. Ib og Inger blev tilbage.
"Flaskerne frem!" råbte en af officererne i en dialekt, som røbede hans
tyske herkomst. "Fyld eders bægre, vi vil drikke en skål
for djævelen."
Dette indfald vandt almindeligt bifald, enhver af gæsterne tog
en rytterpistol, der lå foran hans plads på bordet og fyldte løbet
med vin. Pistolerne blev benyttede i stedet for bægre og stødte
imod hverandre, hvorefter man under latter og vilde, bedøvende
skrig drak djævelens skål.
"Kors!" skreg en af officererne, idet han efter skålen lod sig
falde tilbage i sin lænestol. "Hvad er det for en køn lille pige,
vagtmesteren der bringer os?"
Dette spørgsmål gjorde de øvrige opmærksomme på Inger, der
hidtil havde holdt sig tilbage i skyggen af Ib. De forlod bordet og
ilede hen til den ulykkelige pige.
"Det er min kæreste," sagde Ib, idet han trådte hen foran hende.
"Din kæreste, kujon!" råbte manden med skægget, idet han tog
Inger ved hånden. "Hun er min kæreste!"
"Ja, og min!"
"Og min!"
"Ud med dig, slyngel!"
Under disse ord trængte høvedsmanden Ib hen mod døren. Vagt-
mesterens små, sorte øjne funklede som to lynstråler, idet han
sprang til side og greb sin kårde, men en af officererne forekom
denne åbenbart fjendtlige hensigt og udbrød:
"Manden har min tro ret, og han skal beholde sin pige. I aften
vil vi drikke og ikke gantes med kvindfolk. Gå ned og kald på
fogden, vagtmester, at han kan bringe os nok en kurv flasker; jeg
skal imens tage vare på den lille."
Ib betænkte sig et øjeblik, derpå stak han sin kårde i skeden
og gik.
I samme øjeblik han satte foden uden for dørtærskelen, blev
døren slået til efter ham med en skoggerlatter.
"Nu tilhører hun os!" råbte officeren, der havde lokket ham ud.
"Endnu ikke!" skreg Ib rasende og stemmede sin skulder med en
sådan kraft mod døren, at den bragende i alle sammenføjningerne
fløj tilbage på svenskeren, som forgæves søgte at skyde slåen for.
Ib trådte et skridt ind i salen, greb Inger ved hånden og stillede
sig foran hende med ryggen dækket af væggen.
"I djævelens navn!" råbte han og slog et hjul med sin kårde,
der trængte de nærmeste tilbage. "Lad os da lege krig, siden I
ønsker det, så skal vi få at se, hvem hun hører til!"
Et almindeligt skrig besvarede denne opfordring.
"En skål for vagtmesteren!" råbte den skæggede og sprang hen
til kaminen efter sin kårde. "Han vil lege hare med hundene, det
kan blive morsomt."
De andre havde allerede dannet en halvkreds omkring Ib, der
med rynkede bryn og sammenbidte læber, men for øvrigt i en
stilling, som ikke ville blive tålt i fægtesalen, ventede deres udfald.
Pludselig skiltes den truende kreds, og en officer trådte frem foran
de øvrige. Denne mand kom til syne fra et hjørne af salen, hvor
han havde tilbragt tiden som tilskuer på et leje af tre sammenstillede stole
uden at tage del i sine kammeraters drikkelag. I hånden bar han et lys, som
han havde taget fra bordet, og hvis skin
faldt hen over hans ansigt. Ibs udtryk forandredes ved synet af
disse alvorlige og bestemte træk.
"Kender du mig?" spurgte manden.
"Ja."
"Så gå, og lad kun din lille pige blive tilbage."
"Ja!" svarede Ib og stak sin sabel i skeden, vendte de målløse og
forbavsede drikkebrødre ryggen og forlod salen.
Den mand, hvis uformodede mellemkomst så pludselig endte det
truende optrin, var kaptajn Kernbok.
Da Ib kom ned i gården, så han fogden, som bleg og rystende
stirrede op til riddersalens vinduer. Ibs første følelse var harme
over, at Kasper havde listet sig bort, men da han kastede et blik
på den gamle mands svage og henfaldne skikkelse og bemærkede
den angst, som alle hans træk i dette øjeblik udviste, lagde han
sin hånd på hans skulder og udbrød:
"I skal ikke være bange for Inger. De gør hende ingen fortræd.
Jeg traf en mand deroppe, som har sagt god for hende."
"Hvem var det?" spurgte fogden forundret.
"En svensk høvedsmand."
"En svensk?" gentog fogden sukkende. "Det skal nok hjælpe os."
"Lad eders frygt fare, Kasper!" sagde Ib tillidsfuldt. "Hvad den
mand lover, vil han holde, han er så brav som nogen af os, jeg
så ham engang handle mod sine fjender sådan, som vi vil tøve
at handle mod vore venner. - Men hun kommer jo ikke," vedblev
han, talende med sig selv, "og han er ene mod seks, og støjen tiltager
deroppe, - jeg skulle dog måske ikke være gået bort."
Som Ib bemærkede, tiltog støjen i riddersalen på en foruroligende måde,
latter og sang afvekslede med skrig og højrøstede stem-
mer. Lidt efter lidt syntes disse at ophøre for en ny underholdning, under
hvilken man så drikkebrødrene fare forbi vinduerne
i taktmæssige bevægelser og med brændende lys i hænderne. En
tiltagende frygt bemægtigede sig Ib.
"Nu danser de runddans," hviskede fogden, "de gale mennesker
bryder sig hverken om lys eller ild; de skulle blot ane, at en eneste
gnist af deres lys var nok til at gøre det af med dem allesammen,
siden vi nede i kælderen har forvaret fire hundrede pund krudt.."
"Hvad siger I, mand?" hviskede Ib og greb fogden i armen.
"Hvor er det krudt kommet fra?"
"De mener, at kongen og rigsrådet har skikket det ned til Præstø
og Vordingborg, to hundrede pund og seks lispund bly til hver by.
Dengang så hr. Rosenkranz flygtede med sine ryttere op til København, tog
han det med sig, at det ikke skulle falde fjenden til
gode. Han lod det meste blive stående hos hr. Grube på Tollerupholm, men hr.
Grubes frue, Jytte Gyldenstjerne, skikkede det igen
over til os, formedelst hun ikke havde lejlighed til at forvare det."
"Lad os komme lidt ind til krudtet," sagde Ib.
"Det lader sig ikke gøre på denne tid," sagde fogden, "det ligger
i den inderste kælder bag kammeret, hvor høvedsmændenes folk
har deres kvarter."
"Ja hvad gør det?" mente Ib trohjertig. "Vil I hjælpe mig, så
jager vi folkene ud. Hvor mange er de?"
"Fire."
"Lad os gå."
"Ak, lille Ib! Hvad tænker du på?" hviskede fogden skælvende
af angst, mens han holdt ham tilbage i armen. - "Og hvad hjælp
skal jeg vel kunne give dig? Jeg er så gammel og svag."
"Ja vist," gentog Ib som i tanker, mens han kikkede ind ad
kældervinduet. "I er så gammel og svag, det er vist."
I dette øjeblik tiltog larmen i riddersalen og blandede sig med
et langt og gennemtrængende skrig.
Ib sprang hen til kældertrappen. Fogden anstrengte sig for at
holde ham tilbage. "Ib, betænk dig dog, du arme menneske! Hvad
har du i sinde?"
Ib sled sig løs og svarede:
"Hørte I ikke, at Inger skreg? Jeg vil ned til dem, for nu må
det have en ende."
"Vil du vove dig derned, du alene?"
"Ja, jeg alene," gentog han og lod den blege og skælvende
foged tilbage uden for vinduet, hvorfra han kunne se alt, hvad
der foregik i kammeret.
Ib åbnede døren og styrtede ind. Med et vældigt spring stod han
midt i kælderen, greb to af soldaterne hver i sin arm og kastede
dem over mod væggen. Den ene blev liggende bedøvet af faldet,
den anden udstødte et kvalt skrig og forsøgte at rejse sig igen.
Ib gav ham et slag for brystet med hælen af sin støvle, mens han
greb de to andre og holdt dem fast.
"Gør I modstand, slår jeg jer ihjel allesammen, er I stille, skal
I ingen skade komme til," sagde han.
Soldaterne følte sig grebne af rædsel, mens de stirrede ind i
dette ophidsede og lidenskabelige ansigt, hvis øjne flammede, og
hvis årer stod stive og spændte. Ib lagde sit knæ på den ene, mens
han bandt den andens hænder og fødder med sabelbæltet. Den
første af de to soldater havde imidlertid rejst sig og krøb på
knæene frem til bordet efter sin sabel. Idet han udstrakte hånden,
greb Ib, som ikke turde slippe den mand, han havde under sig,
en mjødkande og kastede den i hovedet på soldaten. Svenskeren
udstødte et dumpt brøl og sank omkuld. Ib spændte sabelbæltet af
den næste og bandt hans hænder. Derpå rejste han sig. En af soldaterne
sprang op på samme tid, han havde ubemærket fået lejlighed til at drage sin
kniv og fo’r ind på Ib. Den gamle foged,
som uden for vinduet havde været tilskuer til alt, hvad der skete
udstødte et skrig, da han bemærkede faren. Ib vendte sig og sprang
til siden, idet soldaten stødte efter ham. I samme nu slyngede han
sin venstre arm omkring hans hals og stødte ham kniven i brystet
lige til hæftet. Den sårede ravede nogle skridt fremad, en blodstrøm
styrtede ud af munden, og han sank omkuld med en hæs
rallen.
"Jeg troede ikke, du ville have det så groft," sagde Ib.
Den fjerde var blevet liggende ved bordet, tilsyneladende be-
vidstløs efter slaget med mjødkanden. Ib snørede hans hænder
sammen med sit halstørklæde.
"Se så!" sagde han, idet han trådte ud til fogden og strøg håret
tilbage fra den fugtige pande. "Lad os nu komme ind til krudtet.
Vejen er åben."
"Ak, svigersøn," hviskede Kasper, "hvad har du gjort?"
"I har kun set en lille begyndelse, foged!" svarede Ib, mens
hans øjne med tilfredshed gled hen over valpladsen. "Resten vil
følge efter. Før lo I, da jeg lovede at gøre det af med seks. Nu vil
jeg tage dem alle sammen på min samvittighed, hvis jeg ellers
kan det."
Han tog lampen og lyste for den gamle, mens denne fremsøgte
en nøgle af sit knippe og åbnede en dør til den næste kælder, hvori
begge forsvandt.

En afbrudt duel

I salen fortsattes imidlertid den afbrudte munterhed. Officererne
havde troet en ny list i Kernboks ord til Ib. De blev derfor særdeles
overraskede ved at se ham tage sin hat for at føre Inger ud
af salen.
"Tøv en kende!" udbrød den skæggede og stillede sig i vejen
for ham. "Vel har I først ret til den lille, siden I så snildt jog
hendes Goliat bort, men hvad der skal ske, det må ske herinde."
"Hvad der skal ske, kan ikke ske herinde," svarede Kernbok,
mens han roligt hæftede sit sabelbælte fastere, "fordi jeg agter at
føre hende ud til ham, som stolede på mit ord."
"Hvad for noget?" råbte forsamlingen. "Og vor morskab -?"
"Vi lader den fare, kammerater!" svarede Kernbok sørgmodig.
"Eders morskab har allerede kostet den mand såre meget."
"Vi har aldrig set ham tilforn."
"Det var hans søster, I lod omkomme nede på ørremandsgård,
fordi hun ikke ville røbe, hvor madmoderen gemte sine penge."
"Ah, ah," råbte den hvervede tysker. "Ti tusinde bomber springe
over mit hoved, om ikke Kernbok er den kedeligste prædikant,
jeg kender."
"Ingen strid, kammerater, ingen strid!" råbte en anden. "Kern-
bok skal have lov til at prædike og vi til at beholde pigen, så har
enhver fået sin fornøjelse."
"Eders dom er partisk, kaptajn Ziegler!" svarede Kernbok, "men
det gør intet til sagen, siden det aldrig falder nogen ind at underkaste sig
den."
"Min allerkæreste hr. kaptajn!" vedblev Ziegler med et spottende smil, "jeg
mener kun, at når man har en så ubegribelig lyst
som I til at ville spille hovmester for sine kammerater, bør man
også besidde evnen til at gøre den gældende."
"Og denne evne forekommer det eder, at jeg fattes?"
"Jeg har i det mindste aldrig set beviser på den."
"Lad det ikke forundre eder, kaptajn!" svarede Kernbok. "Jeg
benytter kun mine evner, hvor jeg tror, de vil være vel anvendte,
og kaster ikke perler i havet."
Endskønt det fra begyndelsen af havde været Kernboks ønske
så vidt muligt at undgå striden, lykkedes det ham dog ikke at vedligeholde
den rolighed og kulde, hans hensigt fordrede. Zieglers
ord og endnu mere de hånlige miner, som ledsagede dem, bragte
efterhånden hans blod i bevægelse.
"Min hr. kaptajn!" sagde Ziegler, "vi spilder vor tid med at
kløve ord, og den lille pige der finder det besynderligt, at seks
brave høvedsmænd har tøvet så længe med at bevise hende vor
hyldest. I nægter os forbov dertil, og vi beder eder derfor godvilligt at
forlade salen. Jeg siger godvilligt, da I ellers vil tvinge
os til at sætte eder uden for døren med magt."
Kernbok trådte et skridt nærmere mod Ziegler. "I!" udbrød han.
Ziegler så smilende hen på officererne og svarede: "Jeg tror
virkelig, at vi vil være i stand dertil. Jeg nævnede også blot døren,
fordi det faldt os bekvemmere end at kaste eder ud igennem vinduerne. Skulle
I imidlertid foretrække at blive her, kan det kun
ske på eet vilkår."
Kernbok bed sine læber til blods; hans øjne flammede, og han
følte sine tindinger banke; hans selvbeherskelse var forsvundet.
"Jeg forstår eder, Ziegler!" sagde han med en stemme, der skælvede af
tilbagetrængt raseri. "I vil slås, og I skal få eders lyst
styret."
"Endelig!" udbrød tyskeren og gned sine hænder. "Den kære
kaptajn er ellers noget tungnem."
"Jeg vil slås med eder," vedblev Kernbok og målte ham fra isse
til fod med et foragteligt blik. "Men det sker ligeledes på een
betingelse."
"Hvilken?"
"Jeg kan ikke slås med eder alle og tiltror eder også så megen
ære, at I ikke alle vil anfalde mig; lad det da blive Ziegler, som
for nyhedens skyld kommer til at måle sig med en ærlig svensk
klinge. Men hvis jeg sejrer i kampen, tilhører pigen mig, og I
lader hende fare."
Denne betingelse blev enstemmigt antaget, så meget villigere,
som Ziegler var bekendt for at være en god fægter.
"Men hvis I mod forventning ikke skulle sejre?" vedblev han
med et ondskabsfuldt smil.
"Så bliver jeg i det mindste fri for at se den niddingsdåd I
agter at udøve."
"Vi kan altså begynde, når det skal være," udbrød Ziegler, "og
jeg foreslår som den udfordrede, at vi tager et skærf og lader os
binde til hinanden ved den venstre arm, mens vi bruger vore daggerter med
den højre. Jeg har prøvet den måde nogle gange tilforn." vedblev han med en
forfærdelig kulde, "og bemærket, at
man sparer mange vidtløftigheder derved og frem for alt megen tid."
Kernbok indvilligede. Kammeraterne tilkendegav jublende deres
bifald. Tyskerens idé lovede at give det forestående optrin forhøjet
interesse. Pistolerne blev fyldt på ny og en almindelig skål
udbragt for Ziegler.
"Se så, min store hr. kaptajn!" råbte denne efter at have besvaret
skålen med at tømme en halvfyldt vinflaske, "hvis I har en liden
bøn at gøre, så forret den kun, ret snart skal jeg skynde mig så
meget mere."
Han bandt sit skærf fast om det venstre håndled og rakte den
anden ende til Kernbok. Hver af officererne tog et lys fra bordet
og stillede sig i nogle skridts afstand frå de to modstandere.
Hele den ene side af salen var nu indhyllet i mørke. Lysenes
skin faldt derimod hen over Kernboks blege og sørgmodige træk
og det påtagede spottende smil, der svævede om Zieglers bævende
læber, mens han strøg det højre ærme tilbage på sin vams.
Pludselig hørte man en dump larm i retning af døren, ligesom
et tungt møbel blev flyttet uden for denne. En af officererne sprang
hen til døren, låsede den og vendte leende tilbage med nøglen.
"Denne fornøjelse vil vi i det mindste beholde uforstyrret,"
ytrede han. "Se der, Kernbok! Gem nu nøglen, siden det er dig,
der har i sinde at benytte den."
Dermed stak han nøglen i Kernboks kofte. Mens denne sidste
handling fandt sted, hørtes lette og hurtige trin i den mørke del
af salen.
"Guds hellige død!" råbte officeren. "Hvor er pigen?"
Alle blikke søgte Inger, hun var forsvundet. I det samme bevægede sig en
dør, og et lysskær kom til syne ved siden af kaminen
fra en åbning inden for parielværket. En af svenskerne sprang hen
derimod, men standsede, før han nåede åbningen, ved at se Ib
med lange og smidige skridt træde frem i salen.
"Et ord, I ædle herrer!" sagde Ib, "lad os først prøve på at komme til
rette i mindelighed, siden efter kan vi slås."
"Kanalje!" råbte officererne, "hvor har du gjort af pigen?"
"Hun er, hvor hun bør være, men det var ikke om hende, vi
skulle tale. Ret nu vil I få nok at gøre med at tænke på eder selv."
Den forunderlige kolde, næsten højtidelige tone i Ibs ord blev
ikke uden virkning på tilhørerne. Ziegler løste skærftet af hånden,
trådte hen til ham og udbrød, idet han svingede sin daggert:
"Og ved du, hvad jeg vil gøre? Jeg vil nagle dig fast til dørstolpen med
min dolk og lade dig piske til blods af vore tjenere."
"Det vil vare en stund, før de kommer," svarede Ib. "Eders tjenere ligger
slagne ihjel eller bagbundet nede i kælderen."
Drikkebrødrene studsede, en vis frygtsom anelse begyndte at
vågne.
"Bagbundet!" råbte de.
"Ja, de to."
"Dræbte!"
"De andre to."
"Hvem djævelen har vovet det?"
"Det har jeg," sagde Ib. "Hør kun videre. Jeg lovede at fortælle
eder noget, som kunne lade eder glemme den lille pige, og man
må holde sit ord. Jeg bandt og dræbte eders tjenere, som spærrede mig vejen
for os til den inderste kælder, hvor der ligger forvaret nogle fjerdinger
krudt."
"Krudt!" råbte officererne.
"Fire hundrede pund," svarede Ib. "Jeg slog bunden ud på alle
fjerdinger og dannede en rende fra kælderen ud igennem gården
til hin side af voldgraven."
Denne ytring bragte pludselig drikkebrødrenes besindelse tilbage,
de betragtede hverandre, tvivlrådige og frygtsomme. Ziegler var
den første, der fattede sig.
"Hvad har du betænkt dermed?" spurgte han.
"At minde eder om en historie, der foregik nede i Jungshoved
len forgangen. Der var I samlede, så mange som i aften, der pinte
I en gammel adelsfrue og dræbte hendes tjenestekvinde."
"Vi kender den historie udenad," ytrede Ziegler med et spottende
blik på Kernbok.
"Dengang græd jeg over den døde."
"Du græd, stakkels barn! Det var jo rørende og vil sige meget."
"I aften hævner jeg hende," sagde Ib, "det vil sige mere."
"Måske du dog ikke får stunder dertil," råbte Ziegler og sprang
hen imod ham. Kernbok stillede sig imellem og sagde: "Lad ham
tale færdig." Ziegler skar tænder af raseri: "Er I en adelsmand,
kaptajn Kernbok," sagde han, "at I holder med denne bonde."
"Er I adelsmænd?" gentog Ib spottende, "I, der fører krig som
en flok stratenrøvere, der skænder, ikke eders ære, for I har aldrig
haft nogen, men den hæderlige svenske nations navn, hvorunder I
fægter!"
"Død og alle djævle!" skreg Ziegler, "gør plads, Kernbok! Hører
I ikke, at han beskæmmer os?"
"Jeg beskæmmer eder ikke," svarede Ib, "men jeg sprænger eder
i luften alle til hobe."
"Du?"
"Gå hen til vinduet og se, om I har noget at udsætte på mine
forberedelser."
Krigsmændene ilede hen til vinduet og bemærkede en sort linje
i sneen fra kælderen ud over broen på den anden side graven. Her
stod den gamle foged posteret med sin lygte. Mens opmærksomheden var
henvendt herpå, lagde Ib sin hånd på Kernboks skulder
og hviskede:
"Følg mig!"
Kaptajnen betænkte sig, men der gives et instinkt i mennesket,
som i ethvert afgørende øjeblik tvinger ham til uden modstand at
underkaste sig den mægtigere, og Ib drog ham med sig hen til
blænddøren, trykkede på en af de små, ottekantede fyldinger i
panelet og skød kaptajnen ud igennem åbningen. Ziegler havde
vendt sig om og sprang efter dem. Ib standsede i døren; da han
så tyskeren komme, trådte han et skridt fremad og drog sin sabel.
"Eder har jeg mærket mig fra ørremandsgård," udbrød han og
sprang med en lynsnar bevægelse lige ind på Ziegler, slog et hjul
med sin kårde, og da kaptajnen trådte tilbage for dette fortvivlede
angreb mod alle fægtekunstens regler, bøjede Ib sig fremad og
stødte Ziegler sin klinge igennem brystet. To af officererne ilede
ham til hjælp, men Ib havde allerede nået døren og trak den til
efter sig. Da svenskerne kom hen til kaminen, hørte de skodderne
blive skudt for på den modsatte side og en vældig stemme, som
råbte:
"Beder en from bøn til Vorherre, I ulykkelige! Ret nu vil I aldrig
komme til at bede mere."
En blodstrøm flød hen over gulvet, hvor Ziegler var faldet. Den
sårede rejste stønnende sit hoved i vejret og strakte hånden frem
for sig, idet han hviskede:
"Prøv den anden dør og lad os komme ned efter ham, før det
er for sildigt."
Det var for sildigt. Endnu mens den ulykkelige talte, farvede et
blodigt skum hans læber, han udstødte en ed og sank tilbage med
et dybt og langtrukkent suk, som forkyndte døden. En af svenskerne
prøvede på at åbne hoveddøren, men afstod straks efter fra forsøget, idet
han erindrede, at han selv havde aflåset den og givet
Kernbok nøglen i lommen; hans kammerat stak sin daggert ind
imellem karmen og låsen for at bryde den op med magt. Daggerten
brækkede, det næste forsøg gik heldigere. Døren fløj op, men udenfor havde
Ib draget et stort klædesskab fra gangen hen foran åbningen. Det var denne
larm, som først afbrød striden mellem
Kernbok og Ziegler.
Mens disse sidste optrin fandt sted i salen genlød kælderen af
de bundne tjeneres skrig. Den anlagte mine lod ikke nogen tvivl
tilbage om, hvad der forestod, og Ib følte sig bevæget ved deres
bønner til at føre dem ud af slottet.
"å, herregud!" udbrød den ene, da han kom op i gården, "der
er endnu lidt liv i den stakkels Hans Alfsøn, som I slog med kanden, forbarm
eder også over ham, nådige herre kaptajn!"
"Jeg er ikke kaptajn, endskønt du siger så," ytrede Ib og tilkastede fangen
på samme tid et venligt blik, "men hvis der er liv
i din kammerat, skal han også få lov til at beholde det."
Kæmpen gik tilbage til kælderen, tog den sårede under armen
og bar ham igennem gården ud på den anden side graven. Her
ventede Kernbok, Inger og fogden.
De tyske officerer havde åbnet vinduerne i salen. I den almindelige
tavshed, som hvilede over egnen, hørte man ekkoet af deres
råb og bønner gentage sig ovre fra skoven. Himlen var skyfri og
oversået med stjerner, månen skinnede ned i gården. Nattens stilhed og fred
dannede en skærende modsætning til de sørgelige
optrin på slottet.
Ved forenede anstrengelser var det omsider lykkedes de indespærrede at
komme igennem døråbningen, men for enden af korridoren uden for salen fandt
de atter en tillåset dør, hvis massive
egetømmer trodsede alle anstrengelser; de vendte derfor tilbage,
åbnede vinduerne og udstødte bønner og råb om hjælp.
Da Ib havde bragt soldaterne over voldgraven, tog han lygten
fra fogden.
"Giv nu Inger hånden, Kasper Dam," sagde han, "og gå med
hende over til skolemesteren ved Vester Egede. Han låner eder
nok hus for i nat. I behøver ikke at være til stede ved det, som
her vil ske."
Kernbok lagde sin hånd på hans arm. "Har du også betænkt,
hvad du agter at gøre?" spurgte han med en alvorlig og bevæget
stemme.
"Spørg mig ikke derom, kaptajn; siden vi sidst taltes ved, har
jeg vel haft stunder til at overveje, hvad jeg gør i aften."
"Ib!" sagde Inger, "det kan aldrig gå godt med os to, når der
sker en så sørgelig bedrift på vor trolovelsesaften."
"Gå din vej!" svarede Ib og åbnede lågen på lygten. "Jeg har
en søster, som ikke vil få fred i sin grav, før jeg har holdt mit
løfte."
"å ja, jeg kendte hende nok."
"De pinte hende til døde, endskønt hun aldrig havde lagt noget
menneske et halmstrå i vejen."
"Hun var så from og så god."
"Hvorfor siger du nu det?"
"Det er rigtignok en køn måde, du hædrer hendes minde på."
"Jeg har svoret min dyre ed, og derfor skal de dø."
"Men jeg siger, at de skal ikke dø," sagde Inger, idet hun pludselig bøjede
sig ned og pustede lyset ud i lygten. "Vorherre bryder sig nok kun lidt om
en sådan ed."
"Inger! Hvad gør du?" ytrede Ib. "Du skulle jo holde med mig."
"Det gør jeg også, min eneste, allerkæreste ven!" svarede Inger,
idet hun grædende slyngede begge sine arme om hans hals. "Det er
for at vi to kan fare vel, at jeg ikke vil have den svære udåd
bedrevet. Gud Fader gav dig et godt hjerte, hvorfor vil du være
så hård og så grum på vor første helligaften?"
Kernbok var trådt tilbage, han lænede sig op til brostolpen og
betragtede begge, men tav, formodentlig fordi han indså, at Inger
var den bedste talsmand for hans sag. Ib var bevæget, hans øjne
blinkede. Inger vedblev:
"Og Soffi, som vi begge holdt så meget af, hun ville nok ikke
være glad i sin grav ved at vide dig handle sådan."
"Ak, lille Inger!" sagde Ib og brast i gråd. "Hun har jo ikke
engang en grav, for jeg forvarede hende ude på marken i den dybe
sne, og når solen og foråret kommer, vil hun ligge der til føde for
de vilde dyr."
"Hun skal få sig en grav," svarede Kemboks alvorlige stemme,
"det lover jeg dig."
"Er det sandt?" sagde Ib.
"Hun skal få et ligtog, så prægtigt som en prinsesse. - Et ord
endnu, de fleste af dine fjender, som handlede så grumt mod den
arme pige, er desuden allerede døde på et strejftog mod Svend
Gjønges folk. Blandt dem hist oppe er der kun én tilbage."
Ib vendte sig mod Kernbok, hans øjne var våde, og han rettede
sin høje skikkelse i vejret, mens han med et triumferende smil
udbrød:
"Nej, kaptajn! Blandt dem deroppe er der ingen tilbage."
"Jo, Ziegler!"
"Dræbt!" svarede Ib og viste Kernbok sin sabel, hvis klinge
endnu var farvet med blod.
"Hvad vil du så forlange mere?" spurgte Inger.
"Jeg taler ikke til dig," svarede han i en streng og bydende tone,
som dog hele hans ansigts udtryk modsagde. - "Du, som ikke vil
være på mit parti."
"Nu ynkes jeg over dem," hviskede Inger, "jeg kan ikke gøre
ved det."
"Så ynkes jeg også over dem," sagde Ib. "Lad dem da fare
i fred."
"Kære, lille Ib!" råbte Inger, udbredte sine arme og styrtede til
hans bryst.
"Er du så fornøjet?" sagde Ib, mens hans læber skælvede.
"Jeg er så lykkelig og sjæleglad."
"Ja, ja, gå du ned til din fader, Inger, og lad mig være lidt
alene, siden kommer jeg over til skolemesterens til eder. Om også
de bliver fri deroppe, er det ikke værd, at I bliver her længer."
Ib skyndte sig med lange og hurtige skridt bort fra stedet. Inger
og fogden gik den modsatte vej, ad stien langs med mosen ved
Ravnstrup.
Kernbok blev stående alene tilbage.
"Fra vinduerne havde de fremmede officerer med en levende
sjæleangst set og tildels hørt, hvad der var foregået ude på broen.

"Højt at flyve, dybt at falde"

Med det begyndende forår fløj rygtet om freden overalt igennem
Danmark. I marts måned indskibede Karl Gustav sig til Helsingborg. Det blev
overdraget rigsadmiral Wrangel at føre de svenske
tropper bort fra Sjælland; men endnu før denne befaling kunne
fuldbringes, bragte Erik Dalberg, Karls fortrolige, et hemmeligt
budskab, som pålagde ham at standse med indskibningen og søge
påskud til at holde krigsfolkene tilbage. Wrangel adlød, og nogle
rytterregimenter, til hvilke vor bekendt Manheimer hørte, lagde
sig i kvarter i Vordingborg. Man var ikke forlegen for at finde
grund til at retfærdiggøre denne adfærd. De svenske underhandlere gjorde nye
vanskeligheder, derved opstod stridigheder, og
krænkelsen fik et skin af ret.
Imidlertid begyndte rolighedens og fredens sysler igen på øerne.
Herremændene vendte tilbage til deres godser. Dronning Sophie,
hvis magt og højtflyvende planer hele vinteren havde været begrænset af
palisaderne omkring Københavns volde, rustede sig atter
til jagt, hun forlod hovedstaden, omgivet af en skare lykkeriddere,
som hendes tilbøjelighed havde kaldt ind i landet, og som trivedes
ypperligt i hendes nådes solskin.
Det var i slutningen af marts måned, da Svend en eftermiddag
gik ned til Jungshoved igennem Hestehaven, som man kalder den
store og mørke skovstrækning, der uden for Bønsvig dækker kysten
langs med Præstø bugt. Lærkerne sang, sneen var smeltet, på markerne så man
hovfolkene drive deres stude foran ploven, efterfulgt
af den rødbenede, stork, som søgte orme i fugerne. Alt var denne
dag et billede på foråret med dets poesi, dets friskhed og milde,
velgørende luft.
Også i Svends indre boede foråret med håb og lykkelige anelser.
Hans ophold i hovedstaden havde været en fortsat række af udmærkelser og
triumfer, som han hidtil kun havde fejret i drømme.
Han vendte nu tilbage til skuepladsen for sine bedrifter, opfyldt
af en længe savnet ro. Kærlighed og dens længsler opfyldte hans
sjæl med de forskelligste billeder.
Uagtet de hyppige bekræftelser, han havde modtaget på Julies
kærlighed, var det dog hidtil ikke lykkedes ham at frigøre sig for
en vis ængstelse. Hendes ord og den hensynsløse ømhed, hun viste
i enhver af deres sammenkomster, var vel utvetydige beviser på
hendes følelser, men ikke tillige beviser imod hans frygt. Foruden
de høje skranker, fremtiden stillede imod ham, fremkaldtes denne
frygt af de ulige forhold, af standsforskellen, der dengang var alt.
I andre øjeblikke var det netop denne standsforskel og det, der i
verdens mening adskilte dem, som mægtigst bandt Svend til hende.
"Siden skæbnen ikke vil mig noget stort," havde han sagt til sig
selv, "men lod mig fødes i en hytte, for at jeg kun skulle være et
redskab for andre, vil jeg selv se at gøre mig til noget."
Derfor var krigen ham en kærkommen lejlighed til at iværksætte
sine planer og tillige det sandsynligste middel til at opfylde dem.
"Jeg kan ikke vinde midler og land," tænkte han, "men Gud
Fader har givet mig manddom og mod. Jeg vil erhverve mig et
navn og en god lov blandt hendes frænder, så bliver jeg værdigere
i hendes øjne, og hun vil da elske mig højere."
Med denne beslutning drog Svend fra sin hjemstavn over til
Skåne og forenede sig med gjøngerne, disse modige folk, som sloges
af lyst og tilbøjelighed, ligesom Svend sloges for sin kærlighed.
Lykken kronede hans håb. Kongen havde offentlig bevidnet ham
sin velvilje, den gamle Kristen Skeel havde åbnet ham sit hus,
adelsmændene tilgav ham i de første øjeblikke hans mangel på
rang og den tvivlsomme stilling, han indtog i samfundet; de stillede
sig under en autoritet som rigsrådens, idet de søgte Gjøngehøvdingens
selskab. Han ilede nu tilbage til sin skønne elskede, han
tænkte sig hende fornem og strålende, omgivet af al den pragt
og yppige overflod, der havde så megen betydning i hans øjne,
han tænkte sig endelig selv som elsker ved hendes fødder, øm og
hengiven.
Og dette billede skulle lige så uformodet som pludselig blive til
virkelighed; thi ved en omdrejning af skovvejen, som Svend gik
hen ad, hørte han stemmer og så straks efter Julie Parsberg komme
ham i møde, lykkelig og leende, støttende sig til en kavaler, lyttende med
foroverbøjet hoved og med et blik, som Svend såre vel
kendte og tidligere havde troet udelukkende tilhørte ham.
Billedet var altså blevet til virkelighed, blot med en omveksling
af personer. Det var kaptajn Lykke, der havde indtaget Svends
plads.
Svend Gjønge stod som forstenet ved dette møde eller rettere
sagt ved at iagttage hendes blik. Men med en næsten overnaturlig
kraftanstrengelse betvang han de forskellige udtryk af smerte og
harme, der jog hen over hans ansigt som uvejrsskyer på himlen;
vant til at beherske, hvad der mødte ham, vedblev han at gå videre
og hilste alvorligt og ærbødigt, idet han kom forbi dem.
Julie havde allerede bemærket Svend. Også på hende var en vis
ubestemthed og forvirring synlig, men hun beherskede sig og smilede venligt,
mens hun hilste, og udbrød, idet hun gik forbi:
"Ah, er det eder, Svend Gjønge! Velkommen tilbage."
Derefter fortsatte hun sin spadseretur med kaptajnen.
Den, som havde set Svend Gjønge nogle øjeblikke før, mens
hans åbne og mandige åsyn strålede af glæde og håb, skulle næppe
have genkendt ham i den blege skikkelse, som med rynket pande
og sammentrukne bryn langsomt og grundende skred ud af skoven
Omgivet af krigen og indesluttet på Jungshoved tilbragte Julie
en højst kedelig vinter og havde for længst angret sin bortrejse fra
hovedstaden, til trods for de opmærksomheder og den ridderlighed, hvormed de
svenske høvedsmænd bestandig kom en skønhed
af rang i møde. Med budskabet om freden indfandt kaptajn Lykke
sig på slottet. Kai, der kun behøvede at vise sig for at sejre, medbragte en
opmærksomhed, en hyldning, som hun uden betænkning
modtog, ligesom hun ville have modtaget ethvert andet middel,
der kunne råde bod på denne tilstand af kedsommelighed, i hvilken
hun hverken vidste, hvortil hun skulle bruge sine øjne, sin skønhed
eller sin pynt.
Julie havde nydt en sørgelig opdragelse. Som yngste datter, altså
som den mest forkælede, havde man udviklet hendes legeme på
hendes sjæls bekostning. Hun besad et ydre, der var i stand til at
vinde alle, men ikke ånd nok til at fastholde en eneste af sine
erobringer. Denne ørkesløse tilværelse havde ladet hende skabe sig
en rigere verden i sine drømme. Svend Gjønge var i længere tid
hendes drømmes helt, han var så forskellig, ikke blot fra sine egne,
men fra alle hendes omgivelser, ved sin dristighed, sin djærvhed
og sit romantiske mod, endelig ved sin skønhed, thi denne sidste
af hans fortjenester var den første, der gav ham betydning i hendes øjne.
Hvad der endnu gjorde begyndelsen til denne roman så meget
lettere var, at Julie Parsberg havde kendt ham fra sin barndom og
næsten lige så længe havde bemærket al den hengivenhed og beundring, han
nærede for hende.
Hvis verden havde kendt hendes tilbøjelighed, eller hvis man
havde foreslået hende Svend til gemal, ville hun have rødmet over
sig selv.
Selv i de øjeblikke, hvor Julie syntes mest indtaget i Svend,
havde hendes fortrolighed indskrænket sig til et blik, et ord, et
håndtryk. Hun elskede, som Ib hin aften sagde, med sit hoved,
han med sit hjerte.
Da hun vendte tilbage fra hovedstaden og atter sluttede sig til
ham, den undselige og tilbageholdende, der bedre forstod at værge
sig mod en kårdespids end mod et blik fra to sorte øjne, og som
aldrig havde vidst at finde lejlighed, endsige ord, til den erklæring,
hun forlængst havde læst i hans miner, - sagde hun til sig selv;
jeg vil forkorte ensomheden, som omgiver mig, jeg vil give min
tilværelse farve med hans beundring og kærlighed.
Og Svend, der var så modig og uforsagt, som ville have begyndt
en kamp mod hele verden for Julies skyld, dalede lige over for
hende ned til en ubetydelighed, blev forlegen og undselig, lykkelig
over en håndbevægelse og skælvende for et blik.
Da Svend vendte tilbage til jægerhuset, var han tavs og rolig.
Stormen havde i denne mellemakt udraset. Under det havblik, som
fulgte efter, påtvang han sig sit ansigt det kolde og udtryksløse
præg, der så vel egner sig til at skjule vore tanker og planer.
Desuden håbede han endnu, kærligheden ender nemlig ikke, fordi
den indgyder fortvivlelse; tværtimod næres den endog af smerten.
I tre dage ventede Svend forgæves at se Julie eller at modtage
noget bevis på, at han endnu var erindret af hende. Den fjerde
dag forlod han sit hus og begav sig til Jungshoved. Han kunne
ikke længere udholde den pinlige tvivl, han ønskede vished, død
eller frelse.
Jørgen Reedtz havde stedse behandlet Svend med agtelse og velvilje. I hans
hus glemte man skyttens underordnede stand, det var
mere vennen, hvis selskab man søgte på rideture og udflugter, end
et tyende, man nedladende tillod at tage del deri.
Denne dag syntes lensmanden at modtage ham med endnu større
opmærksomhed end nogen sinde tilforn. Rygtet havde forlængst
udbredt hans bedrifter i omegnen, og hvad der i lensmandens øjne
endnu gav disse en forøget betydning var den nåde, Svend havde
fundet hos kongen. Bekræftelsen herpå blev, som sagt, bragt til
Jungshoved af kaptajn Lykke, som straks efter oberst Sparres bortrejse kom i
besøg på slottet tillige med ridder Kørbitz, og ligesom
tidligere mødtes disse to adelsmænd også denne gang som hinandens rivaler i
et og samme anliggende: en dames gunst.
Julie Parsberg kom ikke til syne, hvilket hun ellers altid plejede,
når Svend var til stede på slottet, og dog var hun vidende om hans
nærværelse; da han gik ind over vindebroen, havde han kastet
blikket op til vinduerne og set hende træde tilbage fra ruderne.
Svend tog afsked og gik. Hans sidste håb var svundet. Dødens hånd
havde lagt sig over hans kærlighed. På tilbagevejen skjulte han sig
i et buskads, som lå på den venstre side neden for slotsbakken.
Vejret var ualmindelig mildt. Solen skinnede, bogfinken og droslen
fløjtede inde i skoven. Gjøngehøvdingen vidste, at en sådan eftermiddag
plejede at lokke Julie ud. Han ventede på hende.
Lensmanden og Kai Lykke red bort fra slottet. Jægerdrengen
førte tre hunde sammenkoblet i en rem foran dem. De drog på jagt
i Ræveholms moser. Tiden gik, solen forsvandt efterhånden bag
skoven. Svend lagde ikke mærke dertil. Hans blik var ufravendt
hæftet på et vindue i slottet, billede på billede svævede forbi hans
erindring.
Pludselig åbnede Julie et vindue og stirrede ud. Det var næppe
tanken på ham, der fremkaldte dette triumferende og kokette smil
på den unge hofdames læber, mens hendes mørke, strålende øjne
fulgte den vej, som lensmanden og Kai Lykke havde taget.
Lidt efter forlod Julie vinduet og gik ned i haven.
Svend sprang op fra sit skjul og fulgte efter hende. Da han kom
ned i haven, sad hun i et lysthus på en skråning af slotsbakken,
fra hvilken man havde udsigt hen over den lange moseegn, der
fortsætter sig fra indsøen. Julie hvilede tilbagelænet på en bænk.
Hun så i vejret ved lyden af hans skridt, men blev siddende uden
at forandre den skødesløse stilling, hun havde valgt. Hun begreb,
hvad der foregik i Svend, og behøvede ikke engang at lægge mærke
til den heftige stemning, som han skjulte så slet. Hun ventede på at
modtage den forestående kamp.
Efterhånden som Svend kom nærmere, lykkedes det ham at beherske sin
stemning. Deres øjne mødtes, han betragtede hendes
opmærksomt, men fandt hverken vrede eller kærlighed i denne
sikre holdning eller i det fremmede blik. Det udtrykte en fuldkommen
ligegyldighed.
Hvis han havde haft lejlighed til at overveje, ville det have
kunnet sige ham alt.
"Jeg kommer," sagde han, "for at erfare årsagen til det, som her
foregår, thi jeg vil hellere fæste lidt til eders ord end til min egen
frygt og mine egne øjne."
"Og hvad fortalte da eders frygt, Svend Gjønge?"
"At jeg endnu ikke havde gjort nok, hverken dengang jeg tilforn
for eders frænders skyld holdt mit jaord med Ane Marie, at I
kunne blive reddet, eller nu, da jeg kommer for at lægge min
konges gunst og alle menneskers bifald for eders fødder, for at jeg
kunne være eders kærlighed mere værdig. Jeg har vist ikke gjort
nok endnu; thi der må voves meget for at vinde meget."
Hans skælvende stemme og bedende blik besad i dette øjeblik
mere veltalenhed end nogen sinde før. Men for Julie var den spildt,
og hun svarede:
"Sandelig! I har gjort alt for meget, og da jeg længe følte, at
jeg stedse kom i dybere gæld til eder og aldrig ville være i stand
til at forskylde de ofre, I vedblev at bringe mig, så besluttede jeg
ikke at modtage flere."
"Og hvorfor just nu," sagde Svend sørgmodigt og dæmpet, "da
jeg nærmer mig det mål, jeg så længe stræbte efter, nu, da jeg
har nået den hæder, som I tilforn satte pris på?"
"Lad mig tale ud, Svend!" svarede hun. "Hvorfor just nu, spørger I; fordi
det ikke tidligere lykkedes mig at bringe denne kamp
til ende mellem min pligt og min tilbøjelighed, og fordi jeg agtede
eder for højt til at hykle en kærlighed, når jeg ikke længere
føler den."
"Sig ikke så, man elsker enten altid eller aldrig, det fornemmer
jeg hos mig selv."
"Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde elsket eder," svarede hun.
"Ak nej, Julié Parsberg!" ytrede Svend. "Tal ikke dette sprog;
har end hele vor fortid kun været skuffelse, så lad os i det mindste
være sanddru nu, da I vil, at vi skal skilles. I elsker mig ikke mere,
fordi I elsker en anden."
"Hvad vover I at sige?"
"I elsker en anden!" gentog han med skælvende læber og et
funklende blik. "Dermed vil jeg sige, at I bedrager en anden, som
I har bedraget mig."
Svends heftighed gengav Julie hele hendes tidligere overlegenhed.
"Ak nej, Svend Gjønge!" svarede hun med et skuldertræk. "Jeg
har ikke bedraget eder, jeg bedrog kun mig selv."
Mens Julie sagde dette, havde hun rejst sig fra bænken, hun
hilste fornemt og koldt og gik op mod slottet.
Svend blev stående nogle øjeblikke og stirrede efter hende.
Derpå forlod han haven og gik tilbage til sit hjem.
Han var opfyldt af bitre og sørgelige tanker.
Næste morgen mødtes Svend og Ib i hytten ved Roneklint. Svend
stod ved vinduet og stirrede ud på træerne i skoven. Ib sad ved
bordet og havde udbredt en mængde trykte blade foran sig. Af
disse blade, der var udrevet af en bog, afklippede han forskellige
bogstaver, som han derefter satte sammen til ord og fastklæbede
på et stykke papir med gær. Han havde taget et af Ane Maries
forklæder på for ikke at plette sin smukke uniform.
Ingen af gjøngerne talte til hinanden, hvor ubehagelig denne
uafbrudte tavshed end forekom Ib. Derimod gled vagtmesterens
øjne gentagne gange fra arbejdet over til Svend og heftede sig
sørgmodigt og deltagende på hans blege og lidende træk.
Da Ib endelig fandt stilheden for trættende, samlede han de afklippede
blade sammen, holdt sit brev hen for ilden på skorstenen
for at tørres og udbrød:
"Se så, nu er jeg færdig."
"Hvad er det, du tager dig for?" spurgte Svend.
"Jeg danner et kærestebrev til min lille Inger, at hun kan tænke
på mig. Vil du høre, hvad jeg har lagt sammen?"
"Jeg elsker dig så inderlig, min kære, søde ven. - Det skal jeg
skikke hende i morgen, så bliver hun fornøjet."
Svend svarede ikke.
"Hvor er Ane Marie i dag?" vedblev Ib.
"Hun gik til byen i aftes for at våge over en syg."
"å, lad nu din sørgmodighed fare, du! Se lidt på mig, så bliver
du glad over min kønne uniform. Vi to har intet at sørge over."
"Ja, ikke sandt. Hvem er det ellers, der har været dig imod?
Gjorde kongen og høje rigens råd dig kanske ikke nok til gode
inde i København?"
"Er der da noget i vejen mellem dig og Ane Marie?"
"Nej."
"Så må der da være noget galt mellem dig og hende deroppe,"
tilføjede Ib med et forskende blik. - "Nå, det er der ikke," vedblev
han, da Svend rystede på hovedet. "å, jo, lille svoger! Nu tror
du at kunne dølge mig sandheden, men det går ikke an længere.
Skamme dig må du, at vildfremmede skal have større tillid til mig
end du; kongen vovede at gøre mig til sin vagtmester, og du vover
ikke at betro mig din sorg, skønt jeg godt ved besked om den i
forvejen. Jeg ville blot se, hvor meget du holdt af mig, derfor
lirkede jeg først så småt med list og behænde; men nu siger jeg
for sandten, at jeg ved mere om den ting end du."
"Det var meget."
"å nej, det er kun såre lidt, hvad du ved. Men i går aftes, da
jeg fandt din husdør lukket, listede jeg mig op på slottet for at
spørge noget nyt. Inde i haven kom den vældige ridder, hr. Kørbitz, og fru
Else Parsberg forbi det sted, hvor jeg lå skjult, og han
fortalte fruen, at han havde stået bag ved den gamle lind ved
lysthuset og hørt alt, hvad der blev talt om mellem dig og
frøkenen."
Svend vendte sig om mod Ib, hans bryn trak sig sammen, men
han beherskede denne ytring af heftighed, satte sig ned på bænken
og udbrød:
"Nå, så lad ham have hørt det, det er dog ikke det værste."
"Nej, vist ikke," bemærkede Ib bifaldende, "det var værre, at
han lo så spotsk derover, men det værste var, at jeg stod på spring
til at lade ham vederfares en ulykke for sin historie. Men så faldt
det mig ind, at det ikke skikkede sig for mig som vagtmester, og
mens jeg bar min skønne kofte, derfor lod jeg skroget fare. Alligevel tænker
du ikke, svoger min, at det ender sådan."
"Hvad mener du?"
"Ja, lad det nu være godt," svarede Ib med et nik og et selvtilfreds smil.
"Hvad jeg mener, er min hemmelighed, og jeg forstår
lige så godt at gemme den, som du gemmer dine. Jeg går mine
egne veje, og du kan nu le ad mig, som du vil, eller lade være,
men siden jeg fik denne kofte på, er jeg blevet til et helt andet
menneske. Jeg vil fuldbringe en bedrift, jeg vil virke noget på
egen hånd for dig, at du skal have fornøjelse af din svoger. Ser du,
lille Svend, deri stikker min hemmelighed."
"Men siden du har i sinde at virke for mig," ytrede Svend smilende, "så
synes mig dog -"
"Ikke et ord mere," afbrød Ib ham. "Du har gjort så meget for
mig, at jeg kunne komme frem og blive til noget stort i denne
verden, nu vil jeg også gøre noget for dig, at din kærlighed kan få
fremgang. - Ja vist!" vedblev han, da Svend atter afbrød ham,
"det skal lykkes, for hvad jeg har i sinde, er noget af min egen
opfindelse og overmåde vel udtænkt."
Ib pakkede sit brev sammen, tog Ane Maries forklæde af, nikkede til Svend
og forlod stuen. Svend hensank atter i den sløve
følelsesløshed, hvori han havde tilbragt dagen.
Samme eftermiddag så man vagtmesteren vandre fra skoven ned
til Jungshoved slot med lange og drabelige skridt, stiv holdning og
tilknappet kofte.
Inde i gården standsede han og så over til hundehuset med et
smil og et betydningsfuldt hovednik, som gjaldt mindet om den
aften, da han frelste Svend. Derpå skred han op ad trapperne til
slottet.
Den første, Ib traf, var ridder Kørbitz, i færd med at gå ud.
Ib gjorde en stiv og afmålt hilsen og udbrød:
"Eders Nåde ville gøre en god gerning, om I skaffede mig jomfru
Parsberg i tale."
"Hvem er I?" spurgte Kørbitz forundret.
"Kongelig Majestæts vagtmester," svarede Ib. "Mindes strenge
herre mig ellers ikke?"
"Jeg ved aldrig, at vi har mødt hinanden før."
"Jo, én gang," svarede Ib smilende.
"Når var det?" spurgte Kørbitz gabende.
"Vi gjorde kammeratskab et stykke vej, den gang I vandrede
her ind i landet på eders fod og med ranselen over ryggen. Det
var før I blev ridder, og før jeg blev ærlig," tilføjede han med en
påtaget enfoldighed.
"Og hvad fører dig herop i dag? Med jomfru Parsberg antager
jeg da ikke, at du har gjort kammeratskab."
"Nej, det er kun et ringe ærinde, jeg skal forrette."
"Jeg tvivler om, at hun vil modtage dig. Imidlertid, der kommer
hendes pige, til hvem du kan forebringe dit ærinde."
Ib tog et sammenfoldet papir op af sin lomme og gik hen mod
den indtrædende pige.
"Jeg ville så gerne tale med den lille piges jomfru," sagde han.
"Den strenge herre der mener, at det ikke kan ske, men jeg mener
jo, om lille pige blot vil levere hende dette papir."
Denne sidste ytring var blevet opfanget af Kørbitz, som endnu
ikke havde forladt værelset. Ib havde talt tydeligt og med en sikkerhed, der
bragte ridderen til at studse.
Pigen tilkastede vagtmesteren et venligt blik og gik. Kørbitz
fulgte efter hende.
"Tøv en kende, du!" sagde Kørbitz, da de var kommet ud i korridoren. "Den
stakkels vagtmester sætter al sin fortrøstning til at
få din jomfru i tale. Jeg er ham sær gunstig stemt og vil se at
hjælpe lidt på hans sag, lån mig hans bønskrift, at jeg selv kan
bringe det. Tag denne penge til vederlag!"
Pigen leverede Kørbitz papiret og tog sølvpengen, idet hun bøjede sig og
kyssede hans kappe. Derpå forsvandt hun. Ridderen trådte
hen i en vinduesfordybning og åbnede brevet.
Et udbrud af overraskelse ledsagede et triumferende og skadefro smil, idet
han atter lagde brevet sammen. Derefter gik han ind
i Julies værelser.
Imidlertid sagde Ib til sig selv:
"Nu tror han at narre mig, den tyske ridder, han taler med pigen
og læser mit brev, men jeg tænkte nok forud, hvordan det ville
gå, og leverede hende et brev derefter."
Da Kørbitz kom tilbage til Ib, viste hans ansigt forekommende
og smilende træk. "Du kan godt følge med mig, vagtmester!" sagde
han venligt, "så skal jeg føre dig til jomfruens kammer. Jeg lagde
selv et godt ord ind for dig hos hende."
Kørbitz åbnede ham døren til de næste værelser. Allerede mens
de skred igennem forværelset, følte Ib sit mod synke. Da han så
Julie Parsberg, slog han øjnene ned og vedblev forvirret og undselig at
stirre på det hvidtavlede gulv. Hans kæmpeskikkelse mistede
sin holdning og sank sammen lige over for den blege og spinkle
hofdame, hvis hoved næppe nåede op over den højryggede egestol,
hvori hun havde taget plads foran vinduet.
"Nådige jomfru!" stammede Ib, idet han midt under sin forvirring dog
erindrede at holde hatten således, at den prægtige
hejrefjer kom til syne. "I kender mig vel ikke mere?"
"Nej, min ven!" svarede Julie.
"Jeg har også forandret mig noget i udseende og især i klæder
siden den første dag, jeg kom på slottet. Dengang tog jeg min søster
Ane Marie ved hånd og førte hende herind, formedelst salig fru
Kirsten, eders moder, ville gøre Ane til eders terne og gav os hånd
og mund på at blive hende et nådigt herskab."
Da Ib var nået så vidt, standsede han, trak vejret og ledte
efter ord.
"Nu vel," ytrede Julie. "Dette løfte - finder I måske, at vi ikke
har holdt det?"
"å jo, endda - på eders måde." sagde Ib. "I giftede Ane Marie
bort med Svend Gjønge. Jeg behøver vel ikke at sige, hvordan det
gik til, hvorfor denne ulykke skete?"
"Ulykke?" gentog Julie.
"Ja, I ved bedst selv besked derom. Men anden dagen efter kom
jeg igen op på slottet og førte min søster bort. Den første gang
faldt lettere end den anden, Ane kom hertil med et fornøjet sind
og glade miner, og jeg mærkede mig den dag med kridt på bjælken
i vor stue. Hun gik herfra i bedrøvelse og med tårer på sine kinder."
"Det skrev du vel også op på bjælken i din stue," ytrede Julie.
"Nej! Det skrev jeg op i mit hjerte."
"Men hvorfor fortæller du mig alt dette? Lider Ane nød, og
hvormed har hun min hjælp nødig?"
"Ja, vist lider hun nød," svarede Ib med et suk. "Men for den
kan mennesker ikke hjælpe, hun vil bære derpå, til de kaster jorden
over hende. Dengang Ane drog sin vej, græd I så bitterlig og
sagde: "Ak, lille Ane, om der nogen sinde kommer en tid, da jeg
mægter at gøre dig eller din slægt noget til gengæld, kan du være
forsikret om at finde en taknemlig skyldner i mig. - I sagde, for
dig eller din slægt, nu er tiden kommet til at holde eders løfte,
ikke for Ane, men for hendes mand, for Svend Gjønge. Det er om
ham, jeg vil tale med eder."
Julie fo’r op af stolen. "Hvad siger du?" udbrød hun heftig.
"Du kommer altså som bud fra ham?"
"å nej," svarede Ib, idet han med et sørgmodigt smil rystede
på hovedet. "Svend skulle før bede Gud Fader om forlov at blive
stum end at skikke mig herop med bud til eder. I kender ham ikke,
som I burde, det fornemmer jeg nok, ikke som hans venner kender
ham, der kalder ham en mand, eller som hans fjende, der kalder
ham en helt, eller kongen, der kaldte ham sin kæreste søn. Bliv
ikke vred, men Svend har også gjort eder noget til gode, og ligesom mod min
stakkels søster har I mod Svend - jeg mener kun,"
stammede han forlegen og uden at turde møde disse sorte, mørke
og forskende øjne, der ufravendt dvælede på ham, "jeg mener, at
I også mod ham har nogen uret at gøre god igen, - en lille uret,"
lagde han hurtigt til, ligesom for at mildne sine ord.
"Min gode vagtmester!" sagde Julie, "hvis I ønsker, at jeg skal
forstå eder, må I tale tydeligere og fatte eder lidt kortere."
"Jeg vil lægge et godt ord ind for Svend; han sidder hjemme og
sørger."
"Hvad angår det mig?"
"Om I bare ville, blev han nok glad igen."
I denne ytring, hvor ydmyg den end forekom, så Julie en fornærmelse.
"Jeg har intet med Svend Poulsen at gøre," svarede hun fornemt
og afvisende.
Ib betragtede hende alvorligt, idet han svarede:
"Hvis Svend havde sagt de samme ord den aften, han for eders
frænders og eders skyld gik hen og giftede sig med Ane Marie?"
"Hvad forlanger I da af mig, vagtmester? Endnu har jeg ikke
forstået eder."
"Jeg tænkte, at det kunne blive godt igen med eder og Svend,
giv ham blot et venligt ord, lad det blive som det har været før, så
synger alle fugle for ham, og solen vil skinne i hans hjerte, i stedet
for at han nu sidder og sygner hen og kerer sig om intet."
"Ah! Nu begriber jeg eder," udbrød Julie smilende og med et
udtryk af ironi, som Ib var for ringe kender til at fatte. "I mener,
at jeg skulle gå til Svend Gjønge?"
"Ja, å ja!" svarede Ib ivrigt, "han ville blive sjæleglad derover."
"Dernæst skulle jeg give ham gode ord, bede ham om forladelse,
hvis jeg havde været så uheldig at mishage ham, ikke sandt?"
Ib glemte at svare, mens han forbavset vedblev at stirre på hende.
Han begreb endnu ikke ret, at denne blide og fortryllende mine
skjulte en hjerteløs spot.
"Det ville I, at jeg skulle gøre," vedblev Julie med glødende
kinder og flammende blik. - "Jeg! - Min kære vagtmester! Synes
eder dog ikke, at I fordrer noget for meget?"
"Om så er," svarede han bedrøvet, "da vidste jeg ikke bedre,
jeg holder så meget af Svend og talte af mit hjertes enfoldighed."
"Jeg regner eder det heller ikke til last," svarede Julie leende,
"men hvad I forlanger, hører virkelig til umulighederne."
"Ak ja, det får da være; jeg troede, I ville røres af min bøn,
og at Svend ikke havde forspildt al eders kærlighed, siden I dog
bestandig vil beholde så megen grund til at agte ham."
"Så megen grund?" gentog hun.
"Ja, hvorledes turde I vel ellers give ham så mange af eders
hemmeligheder at bære? Men I ved vel, hvad I gør," vedblev han
heftig, "når I sætter eders lid til mænd som os, der er for ringe til
at være eders lige, men mægtige nok til at holde eders velfærd og
liv i vore hænder."
"Virkelig?"
"Ja, som Svend og jeg gør."
"Men der fortæller I jo noget aldeles nyt og truer mig tillige."
"Nej," svarede Ib rolig, "jeg er kun kommet for at bede og går
min vej igen, ret nu, da jeg ser, at det ikke fremmer mig noget."
"Og dette brev?" sagde Julie, idet hun tog papiret, som Kørbitz
havde bragt hende.
"Nu ja," svarede Ib ligegyldigt. "Det var et middel til at komme
herind."
"Hvorledes er det kommet i eders hænder?"
"Som jeg sagde," svarede Ib, "skæbnen føjede det så, at jeg og
mine skulle blive herrer over alle eders hemmeligheder, og brevet
der beviser kun, at han, som I nu skænker, hvad der tilhører Svend,
tilforn har villet lade sig nøje med en langt ringere gunst uden dog
at kunne nå den."
"En ringere?" gentog Julie med en heftighed, som det kostede
megen møje at beherske.
"En fattig tjenestekvinde. Hun afslog hans bønner, fordi hun
bedre end Svend vidste, at det kun volder fortræd og kummer,
hver gang vor stand slutter sig til eders."
"Hvem var det?"
"Min søster. Hun tjente på en af Kai Lykkes gårde og var ærbar
af sæder og køn at se til. Så bejlede Kai Lykke til hende i løndom
med skænk og fagre ord, og da hun ikke ville fremme hans vilje,
jog han hende bort fra sin tjeneste. Den stakkels pige! Hun var
så from, og hvert et menneskes ulykke gik hende til hjerte, derfor
kunne hun heller ikke ret trives hernede, og Vorherre var også så
god at løse op for hende."
"Og I har endnu flere breve?" spurgte Julie.
"å ja," svarede Ib, idet han åbnede sin kofte og fremtog den
pakke, som han havde omtalt til Ane Marie, da han fortalte hende
søsterens sørgelige endeligt. Blandt brevene udsøgte han et, der var
mærket med et rødt kors, og leverede det til Julie.
"Her ser I et brev, som betyder mere end det første."
Julie læste brevet.
Det var hint for Kai Lykkes senere skæbne betydningsfulde brev,
hvori han hensynsløst søgte at give sin forsmåede kærlighed større
betydning ved at prale af tidligere lykke og påstå, at ikke engang
landets mægtigste dame havde nægtet ham den gunst, han søgte
hos Soffi Abelsdatter.
"I fatter vel, hvem kaptajnen mener, og begriber også, hvordan
det ville blive modtaget af den høje frue."
"Jeg begriber, at det ville koste dig dit liv, hvis det skete."
"I mener vist hans liv," svarede Ib. "Jeg tænkte mig det samme;
hans liv som eders ære ligger begge i vore hænder."
"Men jeg beholder dette brev," udbrød Julie pludselig og lagde
sin hvide hånd over det.
Ib trådte et skridt nærmere og sagde: "Nej, det vil I aldrig gøre."
Han ledsagede disse ord med et bestemt og truende blik og lagde
sin brede hånd oven på hendes.
Julie drog sig tilbage.
"Det behøves ikke heller," ytrede han og skjulte brevet i sin
kofte. "Jeg har forvaret dem hidtil og kan gøre det endnu. Det var
ikke på den måde, jeg tænkte at overtale eder."
"Hvad har du da i sinde at gøre med disse breve?"
"Jeg vil gemme dem troligt," svarede han, "og hver gang jeg
ser dem, skal det rinde mig ihu, at afstanden mellem os endda er
kortere, end I mener."
"Nu vel," sagde Julie beroliget, "den triumf vil jeg lade dig,
men glem ikke dit løfte. Kløgtig er du, som jeg i dag, har erfaret,
derfor vil du selv kunne udregne, hvad der er mest værd, dit liv
eller din tavshed, det ene vil i sandhed bero på det andet."
"Vær I kun rolig," svarede Ib. "Min tunge har aldrig kendt
vejen til mit hjerte. - Giver I mig slet ingen hilsen at bringe til
Svend, ikke et eneste venligt ord?"
"Jo! Bed ham hilse sin hustru fra mig."
Da Ib kom udenfor, fandt han Kørbitz siddende på en stol i forværelset,
tilsyneladende ivrigt beskæftiget med Arild Hvidtfeldts
krønike, som dog ikke forhindrede, at han jo havde hørt hele samtalen, der
blev ført i det næste værelse. Idet ridderen fulgte Ib ind
til Julie, lod han døren til hendes værelse blive stående på klem
og belurede dem for at komme på spor efter den hemmelighed,
som Kai Lykkes brev allerede havde givet ham nys om, og hvorved
han blot søgte en længe savnet lejlighed til at ydmyge sin rival,
uden at ane, af hvad natur eller hvor vigtig denne hemmelighed
kunne være.
"Nå, vagtmester!" udbrød han, da de kom ud i korridoren, "har
I nu forrettet eders ærinde? I taler min tro godt for jer."
"Så Eders Nåde hørte, hvad der blev sagt?"
"Hvor kunne man andet? Det var næsten ikke muligt at læse et
ord i den rare krønike, så højt som I talte."
Ib tilkastede ridderen et mistroisk blik.
"Således fik jeg da at vide, at vagtmester gemmer på nogle
breve fra min kære ven, kaptajn Lykke. For hans skyld ville jeg
nødig, at de skulle komme videre."
"Jeg tror heller ikke, det var ham tjenligt," svarede Ib.
"Lad os gøre en handel, min gode vagtmester, som to gamle
kammerater handler."
"Hvorom mente den nådige herre, vi skulle købslå?"
"Om min vens breve. I lader mig få dem alle sammen, og jeg
betaler et guldstykke for hvert brev."
"Nådige herre. I er for ædelmodig og ville tabe for meget ved
den handel, desuden har jeg besluttet aldrig at skille mig ved
disse breve."
"Hvorfor?"
"Og hvorfor vil I købe dem?"
"For ikke at volde kaptajnen ulykke, om de kom i andres
hænder."
"Nej, så synes jeg dog bedre om at forvare dem selv."
"Men hvorfor, min kære vagtmester og gamle kammerat?"
"For ikke at volde kaptajnen ulykke, om de kom i eders hænder."
Efter disse ord gjorde Ib en dyb hilsen og gik ned ad trapperne.

Krig i fred

Vagtmesteren forlod slottet med en mindre sikker holdning, end
han var kommet, og med et åsyn, hvis dybe sørgmodighed udtrykte hele hans
fejlslagne håb. Han tog vejen ned mod Gjerderød
for at træffe det bud, der skulle bringe brevet til Inger.
Han blev afbrudt i sine betragtninger ved lyden af hestetrav
inde i skoven. Straks efter viste sig to damer, ledsaget af en tjener,
som fulgte dem i nogle skridts afstand. Den yngste af damerne var
kommet forud; ved at se vagtmesteren bragte hun sin hest til et
hurtigere løb og red hen imod ham.
Det var en ung pige med et friskt og barnligt ansigt, hvis fine
farve det hurtige ridt havde forøget. Hendes store, mørkeblå øjne
skuede så tillidsfulde og sorgløse omkring og vidnede om større
blidhed end ånd. Den lette og tvangfri holdning, hendes dragt og
den ærbødige afstand, hvori tjeneren fulgte, betegnede den adelige
dame.
Det var fru Elsebeth Buchwald til Høfdingsgård og hendes datter
Karen, som her kom Ib imøde. Fruen var enke efter den forrige
lensmand på Jungshoved, Jørgen Kås til Gudumlund.
Efterhånden som Karen nærmede sig Ib, viste hendes ansigt en
levende glæde, og hun standsede sin hest med det udråb:
"Ib Abelssøn! Er det virkelig eder?"
Ib svingede sin fjedrede hat og strakte den anden hånd op til
hende, idet han udbrød:
"Nådige lille jomfru Karen! Gud velsigne eders kønne øjne, for
I kender mig igen."
"Men hvordan kommer I i denne dragt, hr. vagtmester?" sagde
Karen leende.
"å ja, ikke sandt! Det har haft god fremgang med mig siden
den første vinter, jeg kom til eder, og vi købslog sammen om de
små skovskader og sidensvanser. - Eders nåde rider vel i besøg
til Jungshoved denne eftermiddag?" vedblev han henvendt til fru
Elsebeth.
"Gud nåde os for, hvad besøg vi rider til," svarede fruen. "Vi
kommer som flygtninge hjemme fra vor gård, den svensken har
besat og spiller mester i."
"Svensken!" gentog Ib forbavset. "Men nu har vi jo fået fred
i landet; tilmed siger folk, at de alt er draget over til Fyn og
Holsten."
"Nogle af dem, men i Vordingborg ligger dog to tyske regimenter, det må vi
bekende til vor nød og jammer, siden de bliver
skikkede ud dag for dag for at søge proviant og foder i omegnen.
De øver nu krigen på egen hånd og brandskatter og plyndrer på
alle gårde. Og da de hørte, at jeg sad enke til Høfdingsgård, alene
med Karen og vort tyende, kom de til os, en kaptajn med syv
menige ryttere, som svor på at tænde gården i brand på alle fire
hjørner, om vi ikke viste dem, hvor vi havde forvaret vort sølvtøj,
og gjorde dem til gode med vor bedste vin. Hvad skulle vi svare?
Jeg skikkede dem nøglen til vinkælderen, og mens de drak, bød
jeg sadle vore heste og flygtede bort, det snareste vi kunne."
"Ak, nådige frue!" svarede Ib. "Ingen har dog bedre vilkår end
I, siden en lille Guds engel står i forbund med eder." Han blev
blodrød over sine egne ord og vovede ikke at hæve sit blik op
til Karen.
Den unge pige smilede. Fru Elsebeth vedblev:
"Svenskerne fornam, at vi drog bort, og satte hart efter os, lige
til vi kom op i skoven på denne side Tågeby."
"Og hvorhen agter nådigfruen nu at drage?"
"Til hr. Jørgen på Jungshoved, siden det tilkommer ham at
værge om vor ret og skaffe fred i lenet."
"Gud bedre det, for hvad fred han kan skaffe eder," ytrede
Ib med et skuldertræk. "Nu nys forleden har han selv måttet værge
sig for overfald og indbrud af ugerningsmænd og det hvervede
folk, som fulgte med svenskehæren tilbage. De skændte og røvede
oppe hos os, hvor de kom frem, de brød ind i husene og jog folkene
ud, imens de tog, hvad der fandtes i kister og læddiker. østerpå
ligger nu Kjøng og Snertinge gårde forladt, i Nørre Mehrn ligger
seks gårde og i ørsløv syv gårde plyndrede, men i Almbæk er
hele byen afbrændt og ødelagt. Således ser det ud i Jungshoved len."
"Min Gud!" udbrød fruen. "Hvad skal vi da gribe til?"
Ib lod til at overveje, han følte sig pludselig behersket af en
tanke.
"Om fru Elsebeth tillader det," sagde han, "da kan jeg give
eder et godt råd og nævne eder to mænd, der kanske bedre end
lensmand Jørgen vil være i stand til at skaffe eder fred til huse."
"O, nævn mig dem!"
"Kender I noget til Svend Gjønge?"
"Skytten på Jungshoved? En ufri, der hverken fører skjold eller
adeligt mærke."
"Har da skjold eller adeligt mærke hidtil været i stand til at
værge for den nådige frue?" spurgte Ib krænket.
"Min kæreste moder!" udbrød Karen livlig. "Sig ikke så, Svend
Gjønge er min helt, om ham taler jo alle i disse dage. O, lad os
komme til ham, jeg føler en inderlig længsel efter at få ham at
se, måske vil han hjælpe os, når han hører vor nød."
"Ja, det vil han nok," svarede Ib i en tone, der vidnede om den
fuldkomneste overbevisning, "for aldrig har jeg kendt den mand,
der mægtede at sige nej, når lille jomfru Karen sagde ja."
"Hvem var den anden, I mente?"
"Hans navn tør jeg ikke nævne, siden I vragede Svends."
"Sig det alligevel, Ib Ahelssøn," sagde Karen smilende. "Nævn
det til mig."
"Den anden er en ringe person, der i dag har mærket, at han
duer til ingenting, hvor ikke Svend er til stede."
"Det er vist dig selv," sagde Karen smilende.
"Ja, nådige lille jomfru!" svarede Ib undselig. "Det er mig selv,
formedelst jeg kender ingen bedre."
"Så lad os da komme til at tale med denne Svend Gjønge!"
ytrede fru Elsebeth. "I en nød som vor griber man selv efter et
halmstrå."
"Ja, men man bliver ikke frelst ved et halmstrå," svarede Ib.
"Her vil mere til."
De to damer satte deres heste i gang. Ib holdt skridt med dem.
"Om nu nådigfruen vil agte på mit råd," ytrede han lidt efter,
"så taler I til Svend med blidhed og med fagre ord. Han er noget
kort for hovedet imellemstunder, og når så er, gælder ingen persons
anseelse."
"Jeg håber dog, min gode vagtmester, at han kender den agtelse,
han skylder sine foresatte og høje overmænd," svarede fruen fornemt. "Mig
synes også, at vi viser ham sær gunst ved at lægge
vor sag i hans hænder."
"å nej," svarede Ib smilende. "Det er han vant til før i dag.
Skikkede selv Hans høje Nåde kongen i vinter sit bud ud for at
finde Svend Gjønge og lægge en stor del af rigets sag og velfærd i hans
hænder."
"Nu, og Svend?"
"Ja, Svend skikkede budet tilbage, da det ville give ham råd,
hvordan han skulle handle."
"Det vovede han!" udbrød fruen forbavset.
"Ja, det vovede budet."
"Nej, det vovede Svend?"
"Ak, Svend!" gentog Ib leende. "Han gav manden, som ogsa
var af høj stand, den besked tilbage, at når kongen og rigets råd
næste gang havde hans hjælp behov, så gjorde de bedst i enten
at have fuld tillid til ham eller også at se sig om efter en anden.
Derpå tog Svend og hans kammerat, ham, jeg før nævnede, fat
på arbejdet, de vovede, hvad de andre ikke havde villet vove, og
Vorherre gav dem en håndsrækning med, så ærindet blev vel
forrettet."
"O, min kære moder!" bad Karens blide stemme, "lad os følge
Ib Abelssøns råd og ride ned til Svends bolig. Vi skal nok også
være venlige imod ham," vedblev hun med et nik til Ib, "siden vi
begge erindrer, at det ikke er hans overmænd, men to betrængte
damer, der kommer for at bønfalde om hans hjælp."
Fru Elsebeth tav, lige overrasket over begges ytringer.
"Jeg synes, Eders Nåde sagde noget," udbrød Ib med en polisk
mine.
"Hvor bor da denne skytte, mod hvem man har så mange hensyn
at tage?"
"Ja, lad os kun drage videre," svarede Ib med et veltilfreds
nik, "nu forstår jeg nådigfruens mening."
Straks efter drejede de ud fra skovvejen, opad mod landsbyen
Roneklint.
"Nu har jeg dem, hvor jeg ville," tænkte den listige vagtmester,
mens han skred foran med de længste skridt, han mægtede at tage.
"Og jeg har da alligevel virket noget godt i dag, så slet den end
begyndte. Når lille jomfru Karen først kommer og beder med sin
bløde stemme, så siger ban ja, og vi får ham lokket til en bedrift,
hvormed han glemmer den sorg, han nu sidder og piner sig med
derhjemme.
Samme eftermiddag, to timer senere, sås flere mænd i små hobe
komme ud fra Gjerderød og Rekinde, to landsbyer, hvor gjøngerne
under krigen især havde deres tilhold. De drog nedad mod Høf-
dingsgård og var alle bevæbnede med musketter og korte brede
sabler.
Den foregående dag havde Svend sammenkaldt sine folk og uddelt penge blandt
dem. Dette gjorde en overordentlig virkning på
gjøngerne, og Svend steg særdeles i deres agtelse. De nøjsomme
anså for en gunst, hvad der tilkom dem som en ret. Det var desuden
første gang, de havde modtaget løn for deres tjeneste.
Da de nåede den lange skovstrækning, som den gang gik fra
Neble rundt om Høfdingsgård i lige retning ned til Ulfssund, steg
mændene over gærdet og forsvandt mellem træerne. På samme vej
kom straks efter et ryttertog til syne, bestående af to mænd og
to damer. Det var fru Elsebeth og hendes datter, ledsagede af
Svend Gjønge og Ib.
Svend red ved siden af Karen. Over hans blege og sørgmodige
åsyn svævede et venligt smil, hver gang den unge dame talte, og
dette skete temmelig hyppigt. Fruen derimod sad stiv og ordknap
på hesten og stirrede frem foran sig, som om hendes sidemand, den
stakkels vagtmester, aldeles ikke havde været til stede.
Det var gået med Svend, som Ib formodede; hans livlighed
vendte efterhånden tilbage. Hans hoved hævede sig, og hans ryg
blev mere rank, mens han overvejede faren og midlerne til at
beherske den.
Under tavsheden, som imidlertid opstod, betragtede Karen ham
nysgerrig og frygtsom og anstillede sammenligninger med originalen og det
billede, som hun selv allerede forlængst havde dannet
sig af Gjøngehøvdingen under de hyppige samtaler, som hans bedrifter gav
anledning til i hendes hjem.
"Men betro mig dog den plan, I nu så længe har grundet over,"
udbrød hun, da de kom ind i skoven, hvortil svenskerne samme formiddag havde
fulgt dem. "I lovede at føre os fri og frelste tilbage
til Høfdingsgård, og man fortæller om eder, Gjøngehøvding, at I
er en mand, der holder eders løfter. Jeg begriber kun ikke måden."
"å, hvad!" svarede Svend, "sagen er ikke så farlig; der gives
endog tre måder, hvorpå det vil kunne ske. Den første og letteste
er, hvis svenskerne allerede skulle være draget bort, når vi kommer
til gården."
"Desværre, jeg tvivler derom."
"Ja, så bruger vi den anden måde og taler dem til i mindelighed;
siden vi har fået freden tilbage i landet, må man fare noget med
lempe."
"I mindelighed!" gentog fruen spottende, "og tror I, det vil
kunne hjælpe?"
"Nej, frue!" svarede Svend, "det tror jeg ikke; men så har vi i
sinde at bruge magt. Det var den tredje måde, jeg mente. Før vi
fanger an på noget, skal jeg bringe eder i sikkerhed ned til Mehrn."
Mens Svend talte, bøjede Ib sig forover på sin hest og lyttede.
"Der kommer en rytter ridende bag efter os," udbrød han. Svend
vendte sig om og så straks efter i nogen frastand en rytter vise
sig på en tværvej.
"Altså ved vi da, at de endnu ikke er redet bort," sagde han rolig.
"Hvad agter I nu at gøre?" spurgte fruen, hvis venlighed syntes
at forøges med faren.
Svend smilte. "Jeg agter at bruge det andet middel, jeg nylig
nævnede," svarede han.
Dragonen var nu kommet så nær, at man kunne bemærke en bylt
klædningsstykker, som han havde fastspændt med en læderrem
foran sig. Over begge pistolhylstrene hang to store, drevne messingfade. Bag
på sadlen var sammensnøret et levende får, som flere
gange ved en ynkelig brægen tilkendegav, hvor ubekvemt det
fandt sit leje. Dragonen selv var en høj, sværlemmet skikkelse,
hvis kulsorte hår og skæg, brede næse og fremstående kindben
røbede hans slaviske herkomst. Hatten sad tilbage fra panden på
baghovedet, hans blodrøde ansigtsfarve og usikre holdning syntes
at vidne imod en fuldstændig ædru tilstand. Da han kom nærmere,
hørte man ham uafbrudt synge:

"Gebe Gott, dass es immer,
es smmer so ware."

Rytteren bemærkede ikke fru Elsebeth og hendes ledsagere, før
han befandt sig i nogle få skridts afstand fra dem. Han standsede
sin hest og syntes at betænke sig; men straks efter red han fremad
igen og hilste de to damer med pallasken, mens han gentog sine
vers, denne gang i mere gennemtrængende toner og med en aldeles
forandret melodi.
"Gud i vold, I gode niennesker!" udbrød han, efter at sangen
var endt, i en næsten uforståelig blanding af svensk og tysk. "Siden
vi har fået fred, kan vi vel nok ride et stykke vej sammen; jeg
holder meget af godt kompagniskab."
"Den oppakning, I fører med, tyder just ellers ikke på fred,"
bemærkede Ib.
"å, hvad!" svarede dragbnen, idet han kastede et tilfreds blik
ned på sit roy, "et par klædningsstykker, lidt til pynt og en smule
til føden. Vi trænger hårdt til alle dele, og når man ikke kan få,
hvad man holder af, må man holde af, hvad man kan få. Det er
min religion."
"I farer da fort med at røve og plyndre, efter at freden er
kommet?"
Dragonen syntes ikke ret at have fattet denne ytring; han sukkede og
udbrød:
"Desværre ja! Vi har fået fred; jeg ville lade mig male sort,
om denne rare krig kunne vare blot et halvt års tid endnu. Det
sværger jeg til den hellige jomfru, og hvad nu alle de andre gode
helgener hedder, som hjælper en brav krigsmand, at jeg aldrig
har truffet på et bedre og agtværdigere folk end dansken. Krigede
jeg i Spanieland, så vægrede de sig som desperate, sloges om dagen
og myrdede os om natten; kom jeg til Italien, drak vi døden i deres
forgiftede vin; førte krigen os i et fattigt, forhungret land, led vi
nød og svar elende, indtil halvparten af vore folk døde af sult."
"Ak!" udbrød Ib, "hvorfor døde ikke også den anden halvpart
af sult?"
"Den døde af tørst, min brave kammerat! I dette land befinder
man sig derimod som i hitnmerig, blandt lutter fromme og ærlige
sjæle, de slås ikke, de værger sig heller ikke, løber bort, når vi
kommer, men sørger altid først for at samle kister og læddiker
fulde til os."
"Hvor har I drevet hærværk i dag?" spurgte Svend.
"Ak ja, denne dag glemmer jeg aldrig," vedblev soldaten. "Når
jeg engang kommer hjem, vil jeg skære den ind på bjælken i min
stue, så dybt, at mærket skal gå igennem på den anden side. Vi
førte vore heste ind i bondens storstue, trak dragkisten ud og gav
dem havre af skufferne, så udsøgte vi os de bedste af fårene, drak
mjøden og spildte, hvad vi ikke mægtede at drikke. Da bonden
omsider begyndte at kvække, bandt vi ham fast til bilæggerovnen.
klædte ham af, og en mand fugtlede ham med sabelskeden, mens
de andre under pryglene tvang ham til at synge:

Gebe Gott, dass es immer,
es immer so ware.

Manden græd og sang på én gang, imens tog enhver af os, hvad
han syntes bedst om. Hellige jomfru! Jeg siger det med grædende
tårer, så lykkelig en dag har jeg aldrig oplevet. Min gode skytsengel skal
have ret til at gøre mig til en hvalfisk, om han lyster,
hvis det ikke er sandt."
"Hvorfor just til en hvalfisk?" spurgte Ib.
"For så tog jeg den lille jomfru der og satte hende på min ryg
og svømmede bort med hende," svarede dragonen med et nik over
til Karen. "Men I har ret, derfor behøver jeg da endelig ikke at
blive til en hvalfisk. I rare mennesker lader mig vel nok få hende
med det gode. Hun skal også være mit bytte."
Svend kastede et blik på Karen. Hendes ansigt var blevet blegt
og vidnede om frygt, men denne mine forsvandt, da deres blikke
mødtes. Disse fromme, mørkeblå øjne antog da et udtryk af tryghed og en fast
fortrøstning til hans nærværelse, der var mere veltalende og tillige mere
smigrende end de bedst valgte ord.
"Hun kan måske gøre sig forhåbning om at følge med til mit
hjemland og blive så godt som min hustru, når vi drager ud af
landet."
"Ja, det kommer dog an derpå," sagde Svend.
"På hvad?"
"Om I får lov til at tage hende med."
"Hvad for noget, kammerat!" udbrød dragonen med en virkelig
følt overraskelse. "Hvem skulle vel kunne forbyde det? Er I kanske
den lille piges broder?"
"Hun er min datter!" ytrede fru Elsebeth i en tone og med en
værdighed, der fuldkommen egnede sig til at betegne den uhyre
forskel mellem at være Svends søster og hendes datter.
"åh, det forstår jeg nok, gamle frue! Han er da eders mand."
Fru Elsebeths ansigt rødmede af harme, idet hun svarede:
"Jeg er fru Elsebeth Buchwald til Høfdingsgård, en dame af den
høje adel, og denne mand er en ufri."
"Ufri!" gentog dragonen uden at fatte dette ords betydning.
"Det vil sige, at I slet ikke står i slægtskab til ham?"
Svend smilte og vedblev at tie.
"Han er et tyende," sagde fruen, "som vi tillod at ride ved vor
side, fordi han pralede med at kunne beskytte os mod de råheder
og fornærmelser, vi befrygtede undervejs."
"Om så er," sagde dragonen, "da har jeg jo frelst min samvittighed, og jeg
tror, at jeg tager begge disse to små fruentimmer, den
unge for hendes kønne ansigt, den gamle for hendes kønne klæder.
I skal være vidner, I gode mænd, når mine kammerater kommer,
at jeg har lagt beslag på dem."
"Hvor har I da gjort af eders kammerater?" spurgte Ib.
"Ja, jeg begriber ikke, hvad de tøver efter," svarede rytteren,
idet han standsede hesten, "men jeg må være kommet forud for
dem. Tys, stille! Jeg hører nogen råbe inde i skoven, det er vist
dem; der kommer de!"
Nede på skovvejen kom tre ryttere ridende i skridtgang og syngende af fuld
hals.
"Hvor mange var I da ialt, da I drog ud fra Vordingborg?"
spurgte Svend.
"Først var vi tolv, men kaptajnen lod de fire af os gøre en afstikker i
omegnen, mens han selv red til herregården, som vort ærinde
gjaldt."
"Tolv!" gentog Svend og Ib på én gang, idet de vekslede et
talende blik.
"Den brave kaptajn, han ville, at vi alle sammen skulle være
glade og enhver af os få sin del af byttet. Om I nu vil gøre mig
noget til behag, min gamle kone!" vedblev han og greb fruens hest
i tøjlen, "så har I intet imod, at vi rider ind bag træerne, mens
jeg drager denne rare kåbe af eder og pakker den sammen, før
kammeraterne får øje på den. Ved min ære, når de ser eders kostbare
klædning, ville de rive stykke for stykke bort af den, så der
til sidst ikke bliver noget tilbage for mig. Kom, gamle, kom!" vedblev han
med et ryk i hestens tøjler. "Det skal være bestilt i et
øjeblik, og I skal få en mandfolkekofte til at hænge over jer i
stedet for."
Fruen tilkastede gjøngen et bedende blik. Frygten havde omsider fortrængt
hendes stolthed, og hun udbrød:
"Vil I da ikke hjælpe mig, Svend?"
"I er fru Elsebeth Buchwald til Høfdingsgård," svarede han, "og
har at søge hjælp hos den bøje adel, men ikke hos en ufri mand."
"Min kære Svend Gjønge! I må ikke regne mig disse ord til last!"
hviskede hun grædende.
"Nådige frue glemmer sig selv lige over for den fremmede
mand." vedblev Svend, "et tyende kan ikke være eders kære, og
den beskyttelse, jeg lovede, var kun praleri."
"Kommer I så?" vedblev dragonen, som var redet nogle skridt
forud.
"Jeg skal frelse eder," sagde Ib, "hvis I vil sige ja til, hvad jeg
fortæller, og vedgå alt, eftersom talen kan falde."
"O, min Gud! Jeg vil gøre hvad som helst, I forlanger."
"Så er det godt," sagde Ib. "Lad manden kun komme."
"Min gode dragoner," vedblev han, "vi lader nu den sludder
fare, og fruen der skal ikke følge med eder."
"Hvordan, kammerat! Hvem vil forhindre det?"
"Jeg er den nådige frues mand."
"I, vagtmester!" råbte dragonen.
"I kan jo spørge hende selv."
Dragonen vendte sig forbavset om mod fruen.
"Ak ja!" svarede hun, "det forholder sig således."
"Og den lille pige?"
"Det er vor kære datter," svarede Ib, "og det kan jeg sige jer
god for, at enhver fader kan lægge sine hænder sammen og takke
Vorherre for et sådant barn. Vi giftede os såmænd af kærlighed,
jeg og den rare frue, forrnedelst hun aldrig havde kendt en mand,
der var mere efter hendes sindelag, og som havde så køn en kofte
at bære som jeg. Er det ikke sandt, hvad jeg siger, nådige frue?"
Hun nikkede. Under disse kvaler svigtede hendes stemme, og
læberne skælvede, idet hun betvang gråden. Karen vendte sig om
og tilkastede Svend et bebrejdende blik.
"Ak, Gjøngehøvding!" udbrød hun sørgmodig, "er det således,
I holder eders løfter? Jeg ventede mig bedre af eder."
"I skal heller ikke blive skuffet," svarede Svend godmodig. "Endnu har det
ingen fare."

Hvorledes teologien kan opfordre til uforsonlighed

I samme øjeblik, den svenske rytter vendte sig om mod fru Elsebeth
og greb hendes tøjler for med magt at føre hesten ind mellem
træerne, blev han anråbt af sine kammerater, der nu havde nærmet
sig på få skridts afstand. Dragonen opgav sin hensigt og slap
tøjlerne.
De tre sidstankomne førte ligesom deres kammerat en oppakning, der bestod
af klædningsstykker, tinfade, dræbte gæs og høns.
En af dem havde en stor messingkedel hængende foran på hesten
som en pauke. Man havde ikke vraget eller forsmået nogen som
helst genstand, der kunne lade sig gøre til penge nede i Vordingborg.
Rytternes usikre holdning og glødende kinder vidnede tillige om
den opmærksomhed, de under toget havde haft lejlighed til at
skænke bøndernes mjød og brændevin. Fra nu af fulgte Ibs øjne
uafbrudt enhver af Svends bevægelser; han havde en dunkel anelse
om, hvad der forestod, rettede sig i sadlen og klirrede med sin
sabel.
"Hvad djævelen er det for et kammeratskab, du her har gjort,
Wentzel?" udbrød den ene af rytterne.
"Det er et meget godt kammeratskab," svarede Wentzel. "Den
lille jomfru der skal være min kone, den gamle er hendes moder,
hende har jeg også ærlig og redelig gjort til bytte, før I kom,
hvorpå jeg har taget de gode mænd, som rider med os, til vidne."
"Sikke kostbare klæder, den gamle har på," udbrød den ene.
"Ja, og en lang sølvkæde om halsen med en skilling i," ytrede
Wentzel, "hvad giver du mig for den?"
"Hendes kåbe vil jeg købe af dig, at jeg kan give min kæreste
den nede i byen."
"Men hvad er det for to mænd, der rider med? Den ene ser jo
ud, som om han var vagtmester blandt krigsfolket."
"Ja, jeg er vagtmester," svarede Ib forekommende.
"Og den anden i den grønne kofte med jægerhornet ved siden.
Hvad er jer håndtering?"
"Jeg er skytte," svarede Svend, "og kan tude i hornet for de gode
krigsmænd."
"Så tud os et stykke!" sagde Wentzel.
"Ja, nok!" svarede Svend. Han satte hornet for munden og udstødte tre
stærke og langtrukne toner, der gentoges af ekkoet dybt
inde i skoven; derefter blæste han en jagtmelodi, som jægerne
bruger, når de samles til jagten. Wentzel smilte og kastede et tilfreds blik
omkring sig. Da Svend tav, bøjede vagtmesteren sig for-
over på hesten og udbrød med den største ligegyldighed, som han
kunne give sin stemme:
"Der nede på vejen kommer en mand gående, og han er klædt
i en kofte."
"Jeg ser det nok," sagde Svend.
"Nå, hvad bliver der så af vor handel, Wentzel, skal jeg købe
den rare kæde, din kones moder bærer?"
"Nej, den skal sælges, som den vejer til. Hendes kåbe vil jeg
hellere skille mig ved, og jeg mener, at tre sølvdalere er en spotpris for
den."
"Tre sølvdalere!" gentog rytteren, "ja, men for den pris får jeg
vel hendes fjerhat med?"
"Det skal du," sagde Wentzel.
"Vil hun også sig mig god for, at det er rigtig fint tøj, hun har
sat i sin kåbe?" vedblev rytteren, henvendt til fruen.
Den ulykkelige dame tav, hendes tidligere selvtillid var aldeles
forsvundet. Hun kastede et lrygtsomt og bønligt blik over til Svend.
"Vær barmhjertig, Svend Gjønge!" bad Karen hviskende, "ser
I ikke min stakkels moder? Hvor længe vil I lade hendes straf
vare?"
"Jeg tænker ikke på nogen straf," svarede Svend. "Da hun hånede mig, sagde
hun kun, hvad hun tænkte, og hun tænkte som
alle de andre af hendes stand. Jeg tøvede blot, fordi jeg ville se
at blive af med disse folk på en fredelig måde, uden at vor strid
skulle gøre larm og vare dem dernede."
"Men de vil jo berøve min moder den kåbe, hun bærer," vedblev Karen. "O,
for min skyld! Læg eder derimellem og forhindre det."
"Nu vel da!" sagde Svend. "For eders skyld. I skal blive dette
selskab kvit."
"I gode mænd!" vedblev han, henvendt til dragonerne, "hold nu
op med den sludder! I handler jo som børn og købslår om sager,
der aldrig vil tilhøre eder."
"Eja!" råbte dragonerne, lige meget forbavsede over disse ord
og det truende ansigt, som ledsagede dem, "hvem vil forhindre det?"
"Det vil min tro jeg!" svarede Svend, og i samme øjeblik kastede
han sin hest til siden og sporede den til et rasende spring ind mod
de to ryttere, der red ham nærmest. Den ene af disse veg tilbage,
Svend huggede den anden i hovedet med sin hirschfænger. I samme
øjeblik, Ib bemærkede Svends første fjendtlige bevægelse, holdt
han sin hest tilbage, hvorved Wentzel kom ham et skridt forud;
Ib bøjede sig over mod ham, greb ham i skulderen, hævede ham
ud over sadlen og kastede ham med al kraft ned mod jorden. De
to andre dragoner greb deres pistoler, men inden de kunne gøre
hylsteret fri for de pakker af klædningsstykker, som hang over
dem, hørte de Svend råbe:
"Se eder om! Ved det første skud, I løsner, er I dødsens!"
Rytterne studsede. På begge sider af vejen kom tre mænd til
syne fra træerne og rettede deres bøsser mod dem. De begreb, at
al modstand ville være unyttig. Wentzel havde rejst sig op efter
sit ublide fald, han rakte Ib sin sabel og udbrød:
"Det var et godt kammeratskab, vi sluttede."
"å ja," svarede Ib, "på alfarvej skal man se sig for."
"Læg eders våben fra jer," sagde Svend. "I fornemmer vel, vi
har overmagten."
Rytterne kastede deres våben. To af gjøngerne nærmede sig
stedet med geværløbene rettede mod de våbenløse svenskere og
sankede våbnene sammen.
"I binder deres hænder, Tam og Jens," vedblev Svend, "og fører
dem og hestene op på Jungshoved slot. Holder de sig rolige, så gør
dem intet ondt, prøver de på modstand, så skyd dem ned. Hvis I
kan komme så betids tilbage, så ved I, hvor vi mødes hernede."
Efter disse fyndige befalinger gav Svend Ib et vink, og de fire
ryttere satte sig atter i bevægelse.
Karens ansigt var blevet blegt under det foregående optrin; da
de red videre, trængte hun sin hest nærmere hen til Svends; hun
ville tale, men idet hun hævede sit hoved op mod ham, strålede
hendes øjne af tårer, og hun lod den ytring af taknemmelighed,
han allerede læste i ethvert træk, bero ved at lægge sin lille hånd
oven på hans.
Ibs hele ansigt viste et uafbrudt smil, han gned sine hænder,
rettede på sin uniform og vendte sig flere gange om i sadlen for
at se, hvorledes det gik de overvundne. Gjøngerne havde allerede
bundet deres hænder og førte dem tilbage ad vejen til Jungshoved.
"Hvem har vi der?" udbrød Svend og pegede hen på vejen, hvor
man så to mænd komme ud fra en tværsti og nærme sig rytterne.
"Den ene er Abel," svarede Ib, "den anden kender jeg ikke."
"Her bringer jeg dig en mand," udbrød Abels dybe basstemme,
endnu inden han nåede dem, "som gik og forhørte sig efter dig
hos vore folk, og som lod sig forstå, at han havde et vigtigt ærinde
at besørge."
Svend betragtede nogle øjeblikke den fremmede, han genkendte
ikke dette blege, intetsigende ansigt. Ib havde en bedre hukommelse
og udbrød efter at have kastet et blik på manden:
"Det er jo den fromme kapellan, som vi mødte i Vordingborg
den dag, vi gik at skrifte for præsten."
"Ja, det er mig," svarede Tange. "Jeg har søgt efter eder den
hele dag, og -"
"Det er godt," sagde Svend, "ret nu skal vi tales ved om eders
ærinde." Han vendte sig mod Abel og udbrød:
"Har I set noget til dem dernede?"
"Der ligger otte mand på Høfdingsgård og støj er som besatte.
Vi var alt kommet ned i byen, da vi hørte dig tude i hornet."
"Om nådigfruen så behager," vedblev Svend, henvendt til fru
Elsebeth, "skal denne mand føre eder til præsten i Sønder Mehrn,
hvor I kan vente, til svenskerne drager bort fra Høfdingsgård. Jeg
håber ikke, det vil vare længe."
Fru Elsebeth var villig hertil og førte sin hest efter Abel med
en særdeles høflig hilsen mod Svend. Idet Karen fulgte sin moder,
rakte hun ham hånden og ledsagede denne hilsen med et smil og
et dvælende blik.
"Nå, præst!" udbrød Svend, "hvad nyt kan I så have at bringe
mig? I må fatte eder kort, der er ikke længe til aften, og vi skal
endnu være færdige med et stykke arbejde forinden."
"Det er just for samme arbejdes skyld, at jeg kommer. Kanske
jeg kan være eder til nogen nytte."
"I!" udbrød begge gjøngerne forundrede.
"Hvorfor ikke? Jeg har i de sidste dage haft tilhold hos ridefogden på
Høfdingsgård, hvor svenskerne nu huserer. Jeg skal vise
eder en løngang, hvorfra I uformærket kan komme op i gården,
og jeg skal levere dem alle i eders hænder, folkene og kaptajnen,
at I kan handle med dem, som I lyster."
"Og alt dette vil I gøre, en gejstlig og fredens mand?"
"Det vil jeg," svarede Tange bestemt.
"Ved I hvad, kapellan; jeg tror eder ikke."
"Det kan være, men når denne aften er forbi, skal I få bedre
grund til at tro mig, end I har haft tilforn."
"Hvad mener I dermed?"
"Ak, Gjøngehøvding! Ulykkeligvis var det mig, der kom til at
røbe eder, dengang I drog bort med skatten fra Vordingborg."
"Ja, folk sagde det rigtignok," svarede Svend, "men jeg troede
ikke, at I selv ville vove at fortælle mig det."
"Jeg kan ikke tabe mere derved, end jeg alt har tabt. Præsten
jog mig bort fra sit hus, hans datter gav mig min trolovelsesring
tilbage, og jeg forlod byen, tiggefærdig og hånet af alle. Så drog
jeg op til København for at lade mig stille blandt landets krigsfolk
og få lejlighed til en bedrift, der kunne slette den forrige ud, men
freden kom forinden, og jeg vandrede af sted igen på min fod
for at søge mit ophold, hvor jeg kunne; det har jeg nu fundet hos
min kære mosters søn, fogden på Høfdingsgård, hvor jeg lærer
hans små børn kristendom og at skrive på tavle. Alt som jeg sidder
ved mit arbejde i morges, kommer han, denne nedrige kaptajn,
årsagen til alle mine genvordigheder, ridende ind i gården for at
røve og plyndre; da løb galden mig i blodet, jeg længtes efter
at forskylde ham de ulykker, han havde bragt mig i, og gik for at
opsøge eder, så snart fruen var redet bort."
"Hvad er det for en kaptajn?"
"En hvervet mand, tysker af fødsel, hans navn er Manheimer."
"Manheimer!" udbrød begge gjøngerne.
"I tager fejl," udbrød Ib.
"Ak nej!" svarede Tange, "jeg har endda årsag nok til at erindre
mig hans person."
"Men han blev skudt oppe ved Køge."
"Ja, jeg har hørt det fortælle af Bodil Ebbesdatter, hende, de
kalder Kulsoen. Men kaptajnen bar en brystharnisk under sin køllert. Da I
affyrede eders pistol på ham i et par skridts afstand,
sank han til jorden, bedøvet efter slaget af kuglen, der dog kun
havde gjort en dyb bule i brystpladen uden at trænge igennem den."
"Og nu vil I altså forråde svenskerne til os, ligesom I før forrådte
os til svenskerne?" ytrede Svend.
"Nu vil jeg gengælde ham det onde, han har bragt over mig,
og gøre min uret mod eder god igen."
"Ja, jeg siger tak! Men vi har ikke eders hjælp fornøden, I går
eders vej, jeg går min. Enhver af os vil stå sig bedst derved."
"I afslår da min bistand?" spurgte Tange. "Hvorledes vil I komme ind på
slottet, som kaptajnen holder besat?"
Ib udstødte en hånlig latter.
"Hvorledes kom vi ud af kirken," svarede Svend, "da kaptajnen
holdt den besat? Den gang stod endogså I på hans parti."
"Ja, ja, Gjøngehøvding!" svarede Tange, som havde ventet sig
et andet udfald af denne samtale. "Jeg går da min vej, siden I
vil det så. På Høfdingsgård mødes vi igen, og I skal dog få at se,
at min hjælp kan komme eder til gode."
"Det kan være," svarede Svend ligegyldigt. "Men jeg mener
ikke, at vi skilles endnu; siden I har haft umage med at opsøge
mig, så lad os følges, til vi kommer lidt bedre frem."
"Jeg forstår eder. I mistænker min hensigt og har ingen tiltro
til mig."
"Ikke megen tiltro, herre præst, ikke megen!"
Derefter forlod de landevejen og fulgte en smal og banet sti
inde i skoven. Høfdingsgård lå i Frederik den Tredies tid nærmere
havet end det nuværende sted af samme navn. Den var befæstet
med en høj jordvold, der omgav slottet på de tre sider. Tæt under
muren, på den fjerde side, løb åen fra Lekkinde sø, som dannede
et tilstrækkeligt værn og tillige fyldte de øvrige grave uden for
volden. Mod sydost var anbragt en bred vindebro midt foran begge
gårdens fremspringende fløje. Bygningen selv var omgivet af
skoven, som skjulte den i et bøsseskuds afstand. Derfra løb en bred
allé af elm og popler op mod vindebroen.
Da gjøngerne var kommet på hin side åen, så de slottet oplyst
af den nedgående sols stråler og vindebroen draget op foran porten.
De gjorde holdt, tog magisteren i deres midte og lejrede sig på
stedet, mens Svend og Ib sneg sig videre hen ad alleen.
For enden af denne stod en skildvagt med karabinen på skulderen og stirrede
med et længselsfuldt blik op imod slottet, gennem hvis åbne vinduer en
bedøvende larm af latter og sange og
utydelige ord trængte ned til ham.
Svend lagde sin hånd på Ibs arm og hviskede:
"Denne mand -"
Ib forstod ham, nikkede og svarede:
"Det er da altid én mindre. Træd over bag den gamle eg der,
så kan du bedre se, hvor skønt jeg bærer mig ad."
Svend smilede. Ib stak en pistol ind på brystet på sin kofte og
krøb hurtigt og umærkeligt som en snigende kat fra træ til træ,
nærmere til soldaten. Denne blev stående lænet op til et træ uden
mindste anelse om, hvor pludselig han ville blive afbrudt i de
behagelige tanker, som beskæftigede ham. Vagtmesteren nærmede
sig, han syntes at glide hen over græsset og løvet uden at bevæge
det. Da han havde nået træet, foran hvilket hans fjende stod,
rejste han sig op i sin fulde højde, gjorde et spring og slyngede
begge sine arme omkring dragonen. Denne udstødte en ed, vendte
hovedet og mødte Ibs listige ansigt. Han fattede endnu ikke ret den
truende virkelighed.
"Lad din karabin falde," udbrød Ib. Dragonen søgte at slide sig
løs, men vagtmesterens arme klyngede sig bestandig fastere omkring ham. Den
ulykkelige udstødte et hæst skrig.
"Vil du tie stille!" hviskede Ib. "Ved det første kvæk, du vover,
skal jeg dreje dit halsben i stykker, så du aldrig skal få det repareret
igen. Sikken en! Man skulle vel gøre mange omstændigheder
for hans skyld!"
Efter disse ord hævede han dragonen i vejret, tog ham under
sin arm og bar ham ind i skoven som en pakke tøj.
"Herre Gud Fader!" hviskede fangen i en grædende tone, "hvad
har I i sinde med mig arme menneske?"
"Jeg vil æde dig levende," svarede Ib, "om du ikke ligger stille
og lader fare at krølle min nye kofte. Tøv lidt, prøv nu på, om
det ikke skulle være dig muligt at gå de par skridt, vi har tilbage.
Jeg tror, det bliver nok så bekvemt for os begge."
Han lod dragonen falde til jorden og greb ham i kraven, idet
han førte ham foran sig hen til stedet, hvor Svend ventede.
"Gud nåde mig syndige mand!" udbrød fangen og strakte begge
sine hænder frem mod Svend. "Jeg er en ærlig tysk dragon, som
ikke står i ledtog med dem deroppe."
"Og dette bæger!" ytrede Svend, idet han pegede på et fladtrykt
sølvbæger, som stak op af soldatens inderlomme.
"Ak, de andre havde tabt det på vejen, så tog jeg det til mig
for at levere det til den rette ejermand," svarede soldaten med en
skinhellig mine.
"Jeg kommer nok til at slå et par ben i stykker på dig," sagde
Ib truende.
"Jeg vil sværge på, at det er sandt, så mange eder, I forlanger."
"Giv mig bægeret, så skal det blive leveret til ejermanden,"
sagde Svend. "Og læg nu nøje mærke til, hvad jeg siger, så skal
dit liv blive skånet."
"Gud velsigne jer, nådige herre! Om I vidste, hvordan jeg tiggede og bad
dem at lade den røven og plyndren fare -"
"Hold mund og hør efter," sagde Ib.
"Hvem fører rytterne?"
"Den strenge kaptajn Manheimer."
"Godt," ytrede Svend henvendt til Ib, "i dette punkt har han dog
faret med sandhed. - Du går nu op på gården og hilser kaptajnen
fra Svend Gjønge, at jeg har besat skoven med mine mænd, og at
jeg giver ham orlov til at drage uhindret bort, dog uden at han fører
noget roy med sig. Så længe solen skinner over de to skorstene på
Høfdingsgård, vil vi vente; er han ikke borte til den tid, skal han
aldrig vende levende derfra. Kan du forrette dette ærinde?"
"Til punkt og prikke, nådige herre Gjønge!" svarede rytteren
med det venligste ansigt. Derpå gjorde han et dybt buk og forsvandt. Ib
havde glemt at tage karabinen med, rytteren bukkede
sig, idet han løb forbi træet, og tog den op. Da han kom til vindebroen,
udstødte han et gennemtrængende skrig, hvorved det lykkedes ham at overdøve
larmen i værelserne. Gjøngerne så kaptajnen træde hen til vinduet, straks
efter gik broen ned, men blev
draget op igen, så snart soldaten var kommet over.
Nogle minutter forløb i tavshed, derpå opstod et almindeligt
skrig inde i gården.
"Vi vil dog vist få brug for det tredje middel," udbrød Ib.
"Det skal komme an på dem selv," svarede Svend, "men det
hører Gud, at i så fald slipper Manheimer ikke levende fra mig."
Endnu mens han talte, så han de svenske ryttere vise sig ved
vinduerne. Manheimer råbte nogle ord, som det var umuligt at
høre i den lange afstand, men som heller ikke behøvede anden forklaring end
den truende hånd, han udstrakte mod det sted, hvor
Ib og Svend stod skjult. Derpå begyndte støjen igen, mere vild og
gennemtrængende end før.
"Det er godt," sagde Svend, "nu forstår vi dem, de skal få deres
lyst styret."

En opfyldt spådom

I midlertid var solen gået ned, og skumringen begyndte; den dybe
tavshed og fred blev kun afbrudt ved den fortsatte larm, de skrig
og de sange, som lød oppe fra værelserne, og ved den lave, undertrykte
hvisken fra nogle mænd, der listede opad mod Høfdingsgård
fra træ til træ i alléen. Tange var ikke med, Svend havde givet
ham lov til at gå, da han kom tilbage med Ib. Efter at gjøngerne
havde nået de sidste træer foran slottet, standsede de, Svend og
Ib krøb derimod på hænder og fødder hver til sin side omkring
graven for at finde en overgang, de benyttede enhver busk og
ujævnhed i jorden som dækningsmiddel. Ib havde ved denne lejlighed ikke
fornægtet sin sædvanlige omhyggelighed for den smukke uniform; før han gik
bort fra skoven, trak han koften af, hængte
den op på en gren og krøb derefter bort i skjorteærmer. På samme
tid blev det mere roligt på slottet. Svenskerne anede farens nærhed.
"Mord og bøddel!" råbte Manheimer, "vi vil spille dem en streg
og derved tillige få at vide, hvor nær de er os."
Han meddelte sine soldater et indfald, som blev modtaget med
almindelig jubel.
"Vi må prøve det på en anden måde," sagde Svend, da han og
Ib vendte tilbage. "Gården har kun den ene indgang over broen.
Mørket tager til, og månen kommer først op om lidt; en mand må
svømme over graven og liste sig ind over volden, at han kan åbne
os porten. Hvem vil vove det?"
"Jeg," svarede Abels dybe stemme.
"Det gælder livet, hvis de ser dig," tilføjede Svend.
"Jeg ved det," svarede gjøngen, "men jeg lovede dig sådan noget
en aftenstund i vinter, og det har gjort mig ondt, at jeg ikke før
har kunnet holde mit løfte. Går det godt, kommer jeg igen, går
det fejl, så tænk imellemstunder på konen og drengen derhjemme."
Efter disse ord slog Abel et kors for sig og lod sig glide hen
over jorden ned mod graven. Straks efter så man en mørk genstand
svømme hurtigt over vandet og derefter krybe op ad volden. Svend
fulgte enhver af hans bevægelser med åndeløs opmærksomhed.
"Pas vel på, alle mand!" hviskede han, henvendt mod gjøngerne.
"Så snart I ser en skygge bevæge sig foran vinduerne, giver I to
nærmeste ild. Men tag først et nøje sigte."
Straks efter så man virkelig en mørk genstand komme til syne
og standse foran det åbne vindue. Svend gjorde et tegn, to skud
faldt, skikkelsen blev stående. En lydelig hånlatter svarede fra
salen.
Manheimer havde udført den list, han lidt tilforn meddelte sine
folk; svenskerne bandt en pude på en karabin og knappede en uni-
form sammen om den. En mand lagde sig ned og bevægede denne
figur frem og tilbage forbi vinduerne. Begge gjøngernes skud
havde truffet. Kuglerne faldt ud af puden, da uniformen blev
draget af.
"Jeg tænkte nok, at de var os i nærheden," råbte kaptajnen med
en tilfreds latter, "nu må vi finde på noget nyt; således forslår vi
tiden, og i morgen kommer der undsætning fra byen. Gå ned til
fogden og forlang os en frisk kurv franskvin!"
En af soldaterne tog et lys og forlod værelset.
"Korporal!" vedblev Manheimer. "Stil en vagt op ude ved broen
og sørg for flittig afløsning, karlen kan tage en flaske vin med for
at gøre sig til gode i nattekulden."
En af dragonerne ladede sin karabin og gik. Manheimer standsede ham i
døren.
"Du holder god vagt," sagde han, "dit eget liv beror derpå; og
om du mærker noget fordægtigt, så var os ad i tide."
Dette optrin foregik i dagligværelset, der for øjeblikket var opfyldt af
alle de forskellige genstande, som dragonerne havde fundet
det umagen værd at gøre til bytte. Efter at forsøget var til ende
med den udklædte dukke, hentede de sengeklæderne fra fruens
og Karens sovekammer og stablede dem op i vindueskarmen for at
være sikre for deres fjenders skud. Straks efter blev døren åbnet,
og dragonen, som Manheimer havde sendt ned til fogden, kom
tilbage. Efter ham fulgte Tange, der bar en fyldt flaskekurv
i armen.
"Mord og bøddel!" råbte Manheimer ved synet af kapellanen,
"hvor har præsten været den hele eftermiddag? Jeg troede min
sjæl, han var løbet sin vej."
"Ak nej!" svarede Tange, "jeg har siddet oppe på mit kammer,
at tage vare på min gerning."
"Og nu kommer I herned, da I fornemmer, at det går løs på
fruens vin."
"Det er ikke grunden," svarede Tange med et uheldspående smil,
"men som jeg før i mørkningen gik noget omkring på volden, blev
jeg anråbt ovre fra den anden side af åen af en gammel kone, som
bad mig sige eder, at de fire karle, I skikkede ned i bondebyen ved
middagstider, var blevet overfaldet af Svend Gjønges mænd. Folk
kalder den gamle kone for Kulsoen i daglig tale."
Manheimer brød ud i latter. "Kulsoen," gentog han og slog i bordet. "Det er
jo min gamle veninde, heksen, som spåede mig, at
jeg hverken skulle finde min død på land eller i vand."
I dette øjeblik blev døren åbnet, og en dragon styrtede ind.
"Vagten nede ved broen melder, at en af gjøngerne er kommer
over graven og er krøbet op på porthvælvingen foran vindebroen."
"Mord og bøddel!" råbte Manheimer. "Hvorfor giver den slyngel
da ikke ild på ham?"
"Det var også hans agt, strenge herre! Men da gjøngen hørte
ham dreje hjulet om på karabinen, dukkede han ned bag den høje
murkrans på portalen."
"Nu, og hvad så?" spurgte kaptajnen. "Han må jo kunne række
ham alligevel ved at stige op på volden."
"Høvedsmanden glemmer folkene, som lurer på den anden side,"
udbrød en fænrik.
"Det er jo mørkt nu, lad os komme derned. En dukat for den,
der træffer manden."
Dragonerne udstødte et jubelskrig og greb deres karabiner, idet
de fulgte efter Manheimer ned i gården.
Månen begyndte at sprede en svag lysning over trætoppene inde
i skoven, før man endnu kunne øjne den fra slottet. Dragonerne
listede sig tavse og forsigtige ned i gården og stod dækkede af
volden, mens de undersøgte fængkrudtet på karabinernes hjullåse.
"Hvem vil prøve det første skud?" spurgte Manheimer.
En mand trådte frem.
"Tøv Iidt," vedblev kaptajnen, "lad os engang se, hvor vagtsomme de
slyngler er. Tag din hat af, sæt den på løbet af karabinen
og hæv den op over voldkanten."
Dragonen adlød. Straks efter faldt et skud fra den anden side
graven, som rev hatten bort fra karabinløbet.
"Disse bønder sigter endda ikke så dårligt," hviskede Manheimer.
Denne hændelse dæmpede for en del rytternes lyst til at komme
op på volden. Mens de tvivlrådige og tavse betragtede hverandre,
hørte man en dyb og lydelig stemme råbe fra murkronen over porthvælvingen:
"Agter vel på derovre! De er alle sammen kommet ned i gården.
"Jeg skal lade dig nagle levende til porten, når jeg får dig fat!"
råbte kaptajnen rasende.
"Ja, når I får mig fat!" råbte stemmen spottende tilbage.
"Hent os en dyne," hviskede Manheimer, "så skal vi prøve det
med dem igen."
En rytter gik op i værelserne og kom straks efter tilbage med en
dyne.
"En mand tager dynen og bærer den hævet i armene foran sig,
gennem den vil ingen af deres kugler trænge. Efter ham følger
en anden med spændt karabin og holder sig vel dækket, mens
I passerer op over volden."
Dette påfund, som gav nogen sandsynlighed for et heldigt udfald, blev
straks udført. En rytter bar dynen op på volden, hævet
over sit hoved, hans kammerat fulgte tæt bag efter ham og iagttog
omhyggeligt ikke at give nogen legemsdel blot for gjøngerne. På
denne måde var de kommet et godt stykke fremad og nærmede sig
porthvælvingen. Manheimer iagttog forsøget med den ivrigste opmærksomhed,
mens han med alle sine ryttere fulgte de to mænd
skridt for skridt neden for volden. Pludselig så man skjoldbæreren
standse, den anden støttede sit ene knæ mod jorden og hævede
bøssen til anlæg. I det samme faldt et skud, dragonen tabte karabinen,
udstødte et skrig og gjorde et højt spring. Derpå sank han
sammen og blev liggende på stedet. Hans kammerat slog dynen om
sig og rullede ned ad volden.
"Mord og bøddel!" skreg Manheimer, idet han sparkede til den
nedrullede, "hvordan dækker du den stakkels Erik?"
"Strenge herre!" svarede karlen. "I regner mig det ikke til last.
Den skinbarlige Satan må føre disse mennesker an, så vist som
Erik fik sin bekomst uden skyld fra min side. De sidder på lur
oppe i de høje træer, for jeg så ilden fra skuddet lysne fra en af
de øverste grene."
Svend Gjønge havde virkelig benyttet dette indfald og ladet to
af sine mænd stige op i træerne, fra hvilke de beherskede hele
gården med undtagelse af en ubetydelig strækning nærmest under
volden, mens de selv var usynlige og dækkede af grene. Manheimer
indså straks det rimelige i dragonens forklaring og lod sine folk
træde nærmere ind under volden.
"Vi må prøve på et nyt opspind," hviskede han til fænrikken,
"og denne gang vil jeg selv vove pelsen."
Efter disse ord så man ham gå langs med volden, og da han var
kommet et stykke fra porten krybe på hænder og fødder op ad
trappen til slottet, i hvilket han forsvandt.
Dragonerne stirrede tavse og forventningsfulde efter, hvad der
ville ske. To af dem havde listet sig op på siden af volden og
draget den dræbte ned efter sig. Ved at undersøge liget fandt man
rytterens udsagn bekræftet. Det dræbende skud var gået igennem
issen og ud af baghovedet.
Straks efter blev opmærksomheden ledet hen til trappen, hvorfra
en kvindelig skikkelse ilede ned og løb med hurtige skridt over
gården. Den opfindsomme Manheimer var i færd med en ny list
og havde iført sig fru Elsebeths klæder. Idet han kom ned til dragonerne,
hviskede han til dem:
"Bryder alle ud i et vældigt skrål, for at kæltringerne hist ovre
ikke skulle høre ham deroppe, om han får i sinde at råbe til dem.
Så snart I ser, at jeg begynder at løbe, affyrer to mand deres
karabiner i luften. Skrig blot og støj, som I kan bedst."
Dragonerne adlød uden at fatte kaptajnens plan, de skreg som
besatte. Oppe fra porten hørtes Abels dybe stemme udtale nogle
ord, som blev aldeles overdøvede. Midt under denne larm forlod
kaptajnen sine folk og begav sig op på volden, modsat den side
af porten, hvor de tidligere forsøg var blevet udført. Månelyset
kastede sit blege skin hen over hans klædning. Dragonernes skrig
fordobledes, eftersom de begyndte at fatte deres anførers hensigt.
En af dem affyrede sin karabin. Kaptajnen ilede hurtigt hen over
volden, synlig for alle, han udstødte et ængsteligt råb om hjælp
og lod, som om han søgte at komme bort, mens han vedblev
at nærme sig porten. På hin side af graven herskede en dødsstilhed.
"Skyd dog, skyd i Jesu Kristi navn!" skreg Abel med en stemme,
der blev bestandig ængsteligere, eftersom han fattede Manheimers
list og så den truende fare komme nærmere; men dette råb overdøvedes af
dragonerne, der på samme tid afskød endnu en karabin.
Da skuddet faldt, sank Manheimer i knæ, bøjede sig fremad og
affyrede sin pistol. Før krudtrøgen havde fordelt sig, krøb han
sammen og lod sig rulle ned ad volden.
Men fra porten lød et højt og sørgeligt skrig, og Abels skikkelse
blev synlig for alle; hans hævede arme bevægede sig krampagtigt,
idet han faldt fra gesimsen ned på volden og derfra ned i gården
foran Manheimer, som stod lænet op til muren med den endnu
rygende pistol i hånden.
Fra den anden side graven syntes et klageråb at besvare den
jubel, dragonemne udstødte, da de så deres fjende bleg og livløs
henstrakt på jorden. Manheimer alene delte ikke den almindelige
glæde; siden han vendte tilbage fra volden, var hans ansigt mørkt
og tankefuldt. Fænrikken nærmede sig med en strøm af lovtaler.
Kaptajnen afbrød ham.
"Det lader til, at det skal være alvor her," sagde han. "Siden en
kunne liste sig over, skal vel flere af disse sataner ikke være rædde
for det samme vovestykke. Vi må se at komme bort."
"Jeg grundede nys derover og fandt på en ny list, der vil skaffe
os af med nogle af de mest besværlige."
"Fortræffeligt!" ytrede kaptajnen. "Lad os høre."
"Vi stiller vore folk på hver side af trappen, således at skyggen
dølger dem. Om nu nogen går åbenlyst hen over gården, vil gjøngerne lægge
mærke dertil og give ild på bam."
"Det vil sige at dræbe ham."
"å ja, måske," vedblev fænrikken leende, "men ilden af fjendens
skud vil tillige give vore mænd et sikkert mål at rette deres karabiner
imod, og når vi først er blevet færdige med dem i træerne,
kan vi bag brystværnet vel pille de andre bort."
"Måske!" svarede Manheimer. "Men hvem gør vi til offeret for
denne plan? Har fænrikken selv i sinde at lade gjøngerne rette
deres skud på sig, mens I går over gården?"
"Jeg tænkte, at den blege præst også kunne være god dertil."
"Nej!" sagde kaptajnen, "den plan er ikke en krigsmand værdig.
Lad os drille dansken, så godt vi kan, lad os have løjer med ham
for at forslå tiden, men aldrig skal de kunne sige kaptajn Manheimer på, at
han førte krigen som en kryster og stillede en anden
frem, hvor han ikke turde vove sit eget skrog. Denne gang viger
jeg pladsen for Svend Gjønge, hidtil har han måttet gøre det for
mig; det båder kun lidt at fægte mod fjender, som er krøbet i skjul
for at fælde os, siden de ikke vovede at møde os ansigt til ansigt."
"Men han lader os jo intet middel til at komme bort, herre
høvedsmand!"
"Midlet, fænrik, det står her," svarede Manheimer og pegede
på sin pande. "Følg med til salen, så skal I lære det nøjere at
kende."
Manheimem befalede sine dragoner at holde porten bevogtet,
derpå sneg han og fænrikken sig op på slottet.
Da de kom ind i salen, fandt de Tange siddende ved bordet med
en tømt vinflaske foran sig.
"Synk godt, kapellan!" råbte Manheimer. "Han drikker, og vi
slås, det er, som det bør være. Hvis han ellers har bevaret noget
af sin samling, så tænk efter, om der gives anden udgang fra gården
end den hist nede ved vindebroen?"
"Tilvisse ikke det jeg ved af at sige," svarede Tange uden betænkning.
"Hvilken af gravene holder han da for den mindst dybe?"
"Jeg tror, det må være den, som løber mod vest, hvor volden er
borte, thi de fortæller, at der midtvejs over graven skal have gået
en stensat gang i gammel tid, som siden blev afbrudt. Vist er det,
at man i klart vejr og på solskinsdage endnu kan se spor af stenene
under vandet. Men om kaptajnen tænker på at snige sig bort,"
tilføjede han, "vil I have møje med at nå ned til samme grav,
eftersom udgangsdøren for længe siden er muret til."
"Mod vest, siger I, altså må slottet skygge over den side, siden
månen endnu ikke står så højt. Kan I vise mig graven heroppe fra?"
"å ja, der vender et vindue fra jomfru Karens kammer ud
imod den."
"Kom da, lad os gå!"
Tange rejste sig og fulgte Manheimer ind i et af de tilstødende
værelser.
Straks efter hørtes en tiltagende larm og et højt skrig nede i
gården, og to skud faldt efter hinanden. Kaptajnen ilede tilbage
til salen.
"Der har vi dem allerede," råbte han; "vi får ingen tid til at
flygte. Følg mig, fænrik!" Med disse ord drog Manheimer sin lange
stødkårde og sprang hen mod udgangen. Her blev han standset af
sine folk.
"Mord og bøddel!" råbte han. "Hvad er på færde?"
"Vi er om en hals, strenge herre!" svarede en af dragonerne
bleg og åndeløs. "To mænd listede sig bag på os, uden at vi fornam
det mindste til det. Den ene var i skjorteærmer og styrtede midt
ind imellem vore. To skød, men knap tror jeg, de traf. Hele volden
vrimler af fjender. Hør blot! Nu rasler kæderne, de lader vindebroen gå
ned."
"Det gælder da om at komme bort," ytrede Manheimer. "Kan
han skaffe os et reb, præst, langt nok til at nå jorden neden for
muren fra det vindue, han viste mig!"
"Hvor skulle jeg vel få så langt et reb, strenge herre!" svarede
Tange. "Fogden sidder i sit kammer hist ovre i gården, og vi kan
jo ikke komme udenfor."
"Hent lagenerne fra de to senge derinde," bød kaptajnen.
Rytterne bragte fire lagener, som blev skåret i strimler på en
halv alens bredde og derefter knyttet sammen. Mens dette arbejde
stod på, hørtes en tiltagende larm uden for døren. Manheimer
trådte hen til vinduet og lyttede. Han hørte Svend befale og opmuntre sine
folk og genkendte stemmen.
"Drag dynen lidt bort fra vinduet," befalede han, "og prøv, om
I kan få ram på dem med eders karabiner."
To af rytterne adlød befalingen, men de forsigtige gjønger holdt
sig så tæt under muren, at dragonemne ikke kunne få sigte, derimod blev et
skud affyret fra gården, som sårede en af svenskerne
armen. Den ulykkelige tabte karabinen og sprang tilbage med
et smerteligt klageråb. Manheimer lod dem tildække vinduet igen
og opgav forsøget.
Larmen tiltog bestandig, man hørte døren brage for de heftige
og tunge slag, der blev slået på den. Så snart rebet var færdigt
og tilstrækkelig langt, tog Manheimer et lys dg vinkede ad sine
folk. Over Tanges ansigt fo’r et lumsk smil, idet rytterne forlod
salen. Manheimer vendte sig i døren og udbrød:
"Det er bedst, han går med, Tange, at han kan give en håndsrækning, om det
gøres nødigt."
Denne befaling syntes at være Tange ubelej lig. Smilet døde på
hans læber, idet han rejste sig og fulgte efter svenskerne. Det sted,
hvorfra Manheimer havde besluttet at iværksætte flugten, vendte
ud til den side af slottet, hvor man som sagt havde anset jordvolden
for overflødig og derimod udvidet graven indtil omtrent to favne
neden for muren. Denne mur var meget tyk og ikke gennembrudt
af nogen åbning til værelserne i stuen; i øverste etage vendte alene
det lange smalle vindue fra Karens soveværelse ud mod graven, og
fra dette vindue skulle flugten prøves.
Som kaptajnen havde tænkt sig, dannede slottet her en bred og
mørk skygge hen over vandet. Skoven lige overfor var indhyllet
i en tæt og grålig tåge.
"Sluk lyset!" hviskede Manbeimer, "og hold eder tavse, et uforsigtigt ord
eller et skrig er nok til at røbe vor list. Så snart I kommer ned, opsøger I
vadestedet over graven, og om I ikke kan finde
det, så svømmer I over. Jeg kommer til sidst."
Under disse befalinger havde han åbnet vinduet og løftet det af.
En rytter steg op i karmen, lagenet blev bundet om hans liv, derefter tog to
mænd fat i linen og hissede ham ned. Det første forsøg
lykkedes, de følgende gik lige så heldigt. Kaptajnen smilede, idet
han gned sine hænder og hviskede til fænrikken:
"Det går jo prægtigt, jeg tænker, vi skærer den gode Svend
Gjønge en fløjte i nat."
Omsider var alle rytterne kommet ud af slottet, uden at det
ringeste uheld havde mødt dem. Alt foregik i en uafbrudt stilhed,
i ti skridts afstand ville man ikke have anet det ringeste om denne
flugt.
Da den sidste nåede jorden, vendte Manheimer sig om til Tange.
Denne stod tavs og spejdende med sammenslyngede arme og iagttog fra en krog
af kammeret, hvad der skete ved vinduet.
"Nu får han hjælpe mig!" hviskede kaptajnen.
"Det skal jeg," svarede Tange beredvillig.
"Om jeg lykkelig og vel kommer i behold, går jeg i morgen op
til præsten og lægger et ord ind for ham, at alt kan blive godt med
kæresten igen. Bærer han sig derimod uforsigtigt ad, skal han
aldrig leve den dag, hvor han glemmer Manheimer eller hans ryttere. Lån mig
først en dyne."
Tange tog en dyne fra sengestedet. Manheimer kastede den ud
ad vinduet, således at den blev liggende neden for vinduet.
"Nok en!" hviskede han.
"Hvorfor gør I det?" spurgte Tange.
"å jo, for at falde blødere, om linen skulle gå i stykker."
Efter at Manheimer havde kastet alle sengestedets dyner ud ad
vinduet, listede han ind i salen og kom straks efter tilbage med en
sammenbundet dug, som indeholdt alle de forskellige genstande,
han om eftermiddagen havde udset til sin andel af byttet. Denne
pakke bandt kaptajnen omkring sin hals og steg derefter op i
vindueskarmen, hvor han fastgj orde linen under sine arme.
"Ræk mig nu et bæger vin, og lad os drikke på en lykkelig rejse."
"Synk godt!" sagde Tange, idet kaptajnen drak. Derpå tog han
linen og begyndte at hisse Manheimer ned.
"I glemmer vel ikke eders løfte, at lægge et godt ord ind for mig
hos præsten," hviskede han, idet han gjorde et ophold.
"Nej, visselig ikke," svarede Manheimer, "lad blot linen gå."
"Ja, ja, giv stunder," vedblev Tange med hævet stemme. "Jeg
tror alligevel ikke, at det vil nytte stort, I kan vel tvinge hr. Christen
Nielsen til at tilgive mig, men kan I også tvinge hans datter
til at holde af mig igen?"
"Vist kan jeg så," svarede Manheimer, ikke uden nogen ængstelse, "jeg skal
tale for ham, som var han min kære broder. Lad
blot snoren gå ned."
"Ret betænkt," sagde Tange, "så har I forsyndet eder svært imod
mig. Det var eder, som først fristede mig til spil, I vækkede mine
lidenskaber og truede mig, når jeg søgte at bekæmpe dem."
"Hvorfor siger han det nu?" ytrede Manheimer, blegnende ved at
høre disse ord, der blev udtalt med en bestemt og truende stemme.
"I bliver så tung, kaptajn! Jeg tror knap, at jeg kan holde eder
længere."
"Fordømte skurk! Han pønsede altså dog på svig; men jeg anede
det nok, og derfor lod jeg puderne falde i forvejen."
"Nej. I anede det ikke, kaptajn Manheimer!" gentog Tange,
der nu havde hævet sin stemme således, at slottets mure gav genlyd af den.
"Jeg har heller ikke i sinde at slippe snoren, som I formoder, tværtom, vi
lader os nøje med at binde den fast her til
posten af karmen."
Han lod handlingen følge efter sine ord, derpå udstødte han et
lydeligt og gennemtrængende råb: "Kom herhid, I gjønger! Kom
om på den venstre side, så skal I finde et mål for eders kugler og
se, hvordan præsten holder ord."
To skud faldt fra de flygtende ryttere, som allerede var kommet
over graven ind i skoven. Tange holdt sig dækket af muren, mens
han vedblev sine skingrende og gennemtrængende skrig. Derimellem hørte man
kaptajnens bønner og glimrende løfter.
Månen kom frem over slottet og beskinnede den ulykkeliges
kridhvide ansigt og de fortvivlede anstrengelser, han gjorde for at
løse knuden på linen. Straks efter så man flere mørke skikkelser
forsigtig strække hovederne frem over volden, som løb i flugt med
begge murenes sidefløje. Manheimer udstødte et angstråb. Fra den
højde, hvor han befandt sig, så han gjøngernes bøsseløb glinse i
månelyset, idet de blev rettet imod ham. Fire skud faldt. Kaptajnens legeme
bøjede sig sammen, mens hans arme fægtede i luften.
Derpå hørte man et dybt og klagende suk, og Manheimer havde
ophørt at leve. Hans lig hang stift og ubevægeligt ned ad muren.
Men ovre på den modsatte side af graven skinnede månen på
samme tid hen over en krumbøjet og mager skikkelse, som sad på
en sten, hvorfra hun havde været vidne til det sidste optrin. Hendes
rynkede ansigt viste et modbydeligt udtryk af spot og skadefro
glæde. Da Manheimer havde udstødt sit sidste klageråb, rejste hun
sig og mumlede for sig selv:
"Jeg vidste jo nok, at det måtte komme, som jeg sagde: Han
skulle hverken dø på jorden eller i vandet. Den gang lo han ad
min spådom. I nat har han måttet græde blod over den."
Efter disse ord forsvandt Kulsoen i skoven.

Et offer

Otte dage efter toget til Høfdingsgård lå Svend i sit hjem, såret af
et skud i armen, som havde ramt ham, idet han og Ib afvæbnede
de dragoner, Manheimer stillede til vagt for porten; Ane Marie
sad og spandt på en håndten, Ib polerede hæftet på en lang sølvkårde.
"Nå, Svend!" udbrød Ib, "tal så lidt til os. Du ligger der og
stirrer ben på mig. Kanske du er misundelig over min rare kårde,
som jeg arvede efter den salige kaptajn Manheimer. Men du fik
jo også din del af byttet."
"Hvad fik han da?" spurgte Ane Marie.
"Dengang vi om morgenen havde gjort ryddeligt i slottet og
sat tøjet og husgerådet på deres forrige plads, gik vi ned og hentede
fru Elsebeth og den lille Karen hos præsten i Mehrn. Da skulle du
have set den gamle frues ansigt, Ane, det smilede så venligt, som
om vi var hendes bedste kammerater, hun holdt en lovtale for os,
der varede lige fra præstegården, til vi kom ind på vindebroen.
Lille Karen smilede også, kan jeg tro, men på en anden måde. Da
vi bød dem farvel, vendte hun sig mod Svend og gav ham en
blomst, som hun havde fået af præstekonen. Det var hans del af
byttet, og det var også godt."
"Blot doktoren ikke lader sig skræmme af regnen og glemmer
at se ind til os i aften," ytrede Svend, som ønskede at afbryde denne
samtale. "Min arm værker, og han lovede at ride herind, hvis han
kom til Jungshoved."
"Ved middagstid så jeg ham ride ned ad Smidstrup banke,"
sagde Ane Marie, "og han var let at kende på sin røde kappe."
"Ved du hvad," sagde Svend, "vi skikker et bud til Jungshoved
for at høre, om han kommer. Ib gør mig nok den vilje at gå
derned."
"Hør Svend!" sagde Ib, "jeg vil gå for dig til verdens ende og
endda et stykke længere, men til Jungshoved skikker du mig ikke."
"Så går jeg," sagde Ane.
"Jeg begriber ikke den ulyst, Ib har til at komme på slottet, det
er nu anden gang, han undslår sig derfor. Der må være kommet
noget i vejen mellem dig og folkene."
"Ikke det mindste," svarede Ib fripostig.
"Det regner endnu," sagde Ane, idet hun gik fra vinduet.
"Tag min store rytterkappe og min filthat på," sagde Ib, "så skal
regnen ikke gøre dig noget."
Ane svøbte sig ind i kappen og satte filthatten på sit hoved. I
denne dragt kunne man have antaget hende for en mand, mens
det dog i hin tid var almindeligt, at fruentimmerne bar filthatte til
deres hovedbeklædning. Da hun kom til døren, blev hun standset
af Svend.
"Hvis du ser lejlighed dertil," sagde han, "så forhør, om kaptajn
Lykke endnu opholder sig på slottet."
Ane tilkastede ham et bebrejdende blik. "å nej, Svend!" sagde
hun, "lad mig være fri derfor. Det ærinde falder tungere end det
første.
Svend rystede på hovedet, han rakte hende hånden og tilføjede:
"Du behøver ikke at være bange for at besørge det. Gud hører
mine ord, lille Ane! Mellem hende og mig er alting endt. Og om
hun bad for min fod, det var dog forbi mellem os."
Konens ansigt beholdt sit tvivlende udtryk, men hun svarede
intet, nikkede og gik. Idet hun åbnede døren, hørte man regnen og
stormen, som tudede ind fra Præstø bugt.
"Jeg tror, kaptajnen er rejst sin vej," ytrede Ib noget efter, "jeg
har ikke set ham i de sidste dage, derimod har ridder Kørbitz
endnu sin gang på slottet. I morges gik han nede i Orremandsgårds
skove, side om side med Kulsoen, den slemme kvinde. Da de så
mig, gjorde ridderen et skridt forud og standsede talen, men Kulsoen grinede
og hævede sin knyttede hånd imod mig. - Tak for
sidst, Ib Abelssøn! skreg hun. - Nu har vi mødt hinanden to gange,
tænk på mig, om det sker den tredje gang, så skal jeg have dit
livsbrød skåret."
"Hvor har I da truffet hinanden før?"
"Husker du det ikke? Første gang var oppe ved Lellinge den
aften, vi tog over Køge bugt med vore penge, da bandt jeg hendes
hænder og fødder og puttede hende min halsklud i munden, mens
hun blev stillet op ved siden af Manheimer, som vi alt troede vel
besørget den gang. Anden gang var forgangen nat. Mens vi listede
omkring uden for Høfdingsgård for at finde en overgang, traf jeg
Kulsoen inde i krattet, slæbende på en bylt sammenrøvede sager,
som hun havde set lejlighed til at få fat i oppe på slottet, idet hun
sneg sig bort ad den løngang, præsten omtalte. Jeg tog godset fra
hende og gav det siden til fogden, derfor er det vel, at hun er
blevet mig så fjendsk."
Svends lille søn havde under samtalen siddet ved bordet og
stavet sig frem på et stykke træ, hvori alfabetet var indridset, og
som man kaldte et fibelbræt. Under den tavshed, som opstod efter
Ibs sidste ord, hængte drengen brættet på væggen og gik hen til
Svend.
"Hør lille fader!" sagde han, "siden de nu gør dig fortræd, når
du går ud, så bliver du vel længe hjemme hos os."
"Hvorfor, min dreng?"
"For mutter er så bedrøvet, hver gang hun siger, at du er ude
på togt, og så går hun til vinduet, når der kommer nogen forbi,
og ser ud, om det er dig. Så læser hun sin bøn og lærer mig en
med, og hun græder tit om natten, når du tror, hun sover. Når
du er hjemme, lader hun nok som ingenting og taler og ler, men
så snart du er gået, er fornøjelsen også forbi."
"å, hvad, det er ingenting at tale om," sagde Ib, "og nu bliver
Svend længe hjemme."
"Lad kun drengen tale, Ib!"
"Men du må heller ikke tale om hende deroppe," vedblev
drengen.
"Om hvem?" spurgte mændene lige forbavsede.
"Ja, jeg kender hende ikke, og mutter siger kun hende, og så
bliver hun også bedrøvet, men som jeg engang spurgte, hvad hun
sad og græd over, klappede hun mig på kinden og sagde: å, det
er ingenting, lille dreng! Le du kun i aften og vær fornøjet; når
du bliver stor, kommer du også til at græde eller volde, at andre
græder."
"Stormen og blæsten tager til," ytrede Ib og trådte hen til vinduet, "det
er så mørkt udenfor, at man ikke kan se to skridt
foran sig."
"Den stakkels Ane," svarede Svend, "gid hun blot ville komme
tilbage: nu brænder såret ikke længer, og hun får dog knap doktoren til at
tage ud i det vejr."
"Tys! Hvad er det?" spurgte Ib, "jeg synes, at der faldt et skud."
"å nej, det er kun stormen, som dundrer ude fra havet."
Lidt efter hørtes skridt udenfor. Døren gik op, og Ane trådte ind.
Regnen flød ned fra rytterkappen, hvori hun var indsvøbt.
"Lille fatter!" hviskede drengen, bøjet over mod Svend, "nu har
hun grædt igen, det ser jeg grant på hendes sørgmodige ansigt,
vær lidt venlig imod hende."
Svend lagde kærtegnende sin hånd på drengens skulder, idet
han udbrød: "Traf du den kloge doktor?"
"Nej," svarede Ane med en forunderlig mat og afkræftet stemme. "Han var
redet sønderpå, lidt før jeg kom, men jeg traf jomfru
Parsberg. hun lovede, at der straks skulle gå bud efter ham og
komme hjælp til dig endnu i aften."
"Tak. Ane," svarede Svend og strakte sin hånd ud imod hende.
"Tak for den gerning, som for enhver anden, du har øvet for mig.
Kom og sæt dig hos mig, og lad fare din sørgmodige mine."
Ane betragtede Svend med et overrasket blik. "Hvorfor taler
du sådan til mig i aften?" spurgte hun og satte sig på bænken ved
hans side.
"Fordi drengen her fortæller mig, at jeg har en stor uret at gøre
god imod dig."
"Og hvad har du fortalt?" spurgte hun barsk og heftigt.
"Ak, mutter, mutter! Jeg har ingenting sagt, andet end at du
græd alle de salte tårer, og fatter skulle være god imod dig,"
hviskede barnet.
"Det er kun snak," svarede Ane, "jeg har aldrig klaget over
dig, Svend!"
"Nej, det er just ulykken, lille Ane! Om du forlængst havde
røbet dit hjertes sindelag, da havde vi også bedre kendt hinanden;
men det er tids nok endda, har vi døjet sorg før, så skal vi nu
kun kende til glæde."
"Gud bedre det," svarede Ane sagte for at skjule en bevægelse.
"Jeg vil aldrig lære glæden at kende."
"Du må ikke sige sådan noget," bemærkede Ib, "når et menneske
blot selv rigtig vil en ting, så hjælper Gud Fader altid med, det
har jeg mærket, ellers var jeg aldrig blevet den karl, jeg er."
Svend slyngede sin arm om Anes liv og trykkede hende op til
sig. "Lad fare at sørge," hviskede han. "Alting skal endnu blive
godt for dig."
"Ja, kanske," svarede hun med et blidt og hengivent smil, "hos
Vorherre er der ingen nød."
"Hvorfor tænker du på døden?"
"Og hvorfor tænker du på livet, Svend, mens jeg bærer døden
i mit hjerte?"
"Hvad mener du?"
"Du hørte skuddet nys, her ser du mærket."
Med disse ord kastede hun kappen til side, og Svend udstødte
et skrig, idet han så hendes tærnede korsklæde farvet med blod,
som randt ud fra et sår mellem skulderen og det venstre bryst. Ane
lænede sit hoved op mod Svend.
"Himmerigs Gud!" råbte Ib. "Hvad er det?"
"Det er døden med sin stævning," svarede hun mat. "Dengang
jeg gik tilbage fra slottet, syntes jeg at høre skridt, som bestandig
vedblev at følge efter mig på den anden side vejen. Ovenfor Ambæk skinnede
lyset fra præstegården ud af ruden, og jeg syntes,
jeg kunne se en fruentimmerskikkelse, men jeg gik i mine egne
tanker og kerede mig ikke videre derefter. Her oppe i skoven kom
hun mig nærmere på siden og stod pludselig stille, mens hun tog
til orde: - Er det jer, Ib Abelssøn? - Hvad vil I Ib Abelssøn?
spurgte jeg, så grov jeg kunne gøre min stemme. - Huske ham på
sit løfte og sige ham tak for sidst, svarede hun, og inden jeg begreb
hendes mening, så jeg glimtet af et skud og følte ligesom et stik
her over brystet. Men kvinden slog en skoggerlatter op og løb sin
vej, uden at jeg endnu ved, hvem hun var."
"Kulsoen," udbrød de to mænd enstemmig.
Ib greb sin hat.
"Se, hvad du kan gøre ved Ane," råbte han, "imens tager jeg din
grå hest og rider doktoren op. Du kan tro, jeg skal snart bringe
ham med tilbage."
Han fo’r ud ad døren, og straks efter hørte man hovslagene af
hesten, idet den i strakt galop fløj ned ad vejen til Jungshoved.
Ib holdt ord; en time efter vendte han tilbage, og foran sig, på
den usadlede hest, holdt han en mand omslynget med den ene
arm. Det var lægen, som meget mod sin vilje var blevet hævet op
på hesten og bortført, endnu før vagtmesteren fik lejlighed til at
underrette ham om årsagen.
Ib løftede doktoren ned, bandt hesten og styrtede ind i stuen.
"Her bringer jeg den tyske doktor," udbrød han dæmpet. "Hvordan har hun
det?"
Svend gjorde en bevægelse med hånden, idet han trådte hen til
sengen og drog et lagen til side. Under dette lå Ane Marie, bleg
og ubevægelig, med armene korsvis foldede og en bønnebog under
hagen.
"Død!" skreg Ib i den dybeste smertes tone og kastede sig ned
foran hende.
"Ja," svarede Svend, "død."
"Ak, Kinder! I ved ikke, hvad I siger," ytrede lægen, idet han
idet han med en charlatans vigtighed udbredte sin forbindstaske på bordet.
"Lad mig komme til at undersøge såret, først da skal I få at vide,
hvordan det forholder sig."
Han trådte hen til sengen, men Svend lagde sin hånd på hans
skulder og svarede:
"Vi lader det være. Med et skudsår som dette lever man ikke,
det har jeg set nogle prøver på tilforn. Ane Marie opgav sin ånd
i mine arme en halv time før I kom; lad os unde hende den fred i
døden, som vi ikke kunne skaffe hende, mens hun levede."
Lidt efter forlod lægen huset og red bort på Svends hest. De
to mænd blev alene hos den døde. Der forløb en lang tid, hvor
ingen af dem talte til hinanden. Ib sad på sengekanten og holdt
Anes hånd i sin. Lampens matte skin faldt hen over Svends blege
og bevægede ansigt. Fra en krog i stuen hørte man det hurtige og
regelmæssige åndedræt af den lille dreng, som var faldet i søvn.
Udenfor havde stormen lagt sig, et mat stjernelys skinnede ned
mellem skyerne.
"Tal til mig Svend!" udbrød endelig Ib med en lav og skælvende stemme,
"hvorfor sidder du der og betragter mig så stift? -
å ja, du mener vel, at det var min skyld; Gud Fader lod hende
dø, som hun havde levet, bestandig et offer for andre." Da Svend
ikke svarede, vedblev han: "Jeg red ind på Jungshoved slot, dengang jeg
søgte doktoren, og fortalte dem, hvad der var sket. Fru
Else lovede at skikke os hjælp ned, det snareste hun kunne."
"Gud bedre det for hjælpen! Gid de ville lade komme vor gamle
præst, at han kunne læse hende Herrens velsignelse, så har hun
intet videre fornødent."
"Jeg tror, jeg hører hestetrav," ytrede Ib lidt efter, "om det
skulle være hr. Jørgen selv, som rider ud i den mørke nat?"
Han rejste sig og gik hen til vinduet. Svend lagde den dødes
hånd til rette og bredte lagenet ud over hende. Straks efter nærmede sig
lyden af stemmer. Døren gik op, Ib udstødte et forundringsråb, det var Julie
Parsberg, som trådte ind i stuen. Rideknægten blev stående udenfor med begge
hestes tøjler i hånden.
"Jomfru Parsberg!" udbrød Svend forbavset, idet han rejste
sig, "I her?"
Julie gik hen til Svend og strakte ham begge sine hænder i møde.
"Finder I måske, at dette offer er større end dem, hun har bragt
mig?" spurgte Julie med den bløde og indtagende magt, hun vidste
at lægge i sin stemme.
"Nej!" svarede Svend, "men nu har hun fuldbragt alle sine ofre,
og I kommer for silde."
"Til at hjælpe hende, ja, det ved jeg. Straks efter at vi var redet
hjemmefra, mødte vi lægen, der fortalte os denne sørgelige tildragelse. Mit
ansigt, Gjøngehøvding. og mine tårer kan sige eder,
hvad jeg føler."
"Men hvorfor er I da kommet?" spurgte Svend.
Ib tog ordet.
"Den nådige frøken begærer vel endnu engang at se hende,
hvem hun er kommet i tanker om at skylde så meget."
Julie syntes ikke at fatte det spottende i disse ord. Hun svarede:
"Hvad jeg skyldte hende, har jeg aldrig glemt, endskønt I begge
tænker anderledes. Jeg får at finde mig deri; den sag vil Gud
dømme mig og hende imellem. - Nej, Svend Gjønge! Jeg red
herhid, hvor ubekvemt end sted og tid var valgt, for at give dig
lejlighed til at tage al den hævn over mig, som du fordrer."
"Men jeg har jo aldrig fordret nogen hævn," svarede han sagte
og klangløst. "Kender I mig ikke bedre?"
"Eller for at bede dig om forbarmelse og frelse for et menneskeliv, det
skæbnen gjorde dig til herre over."
"Et menneskeliv?" gentog Svend.
"Hvad siger jeg, en hel slægt, hvis vel og rygte du kunne frelse
fra undergang og vanære. Endskønt jeg ved, hvor opfyldt dit
hjerte er af bitterhed mod mig, vover jeg denne bøn her foran
din døde hustrus leje, og kunne hun høre mine ord, ville hun ligesom jeg
række dig sine hænder bedende i møde."
"Jeg fatter ikke, hvad I mener, Julie Parsberg!" svarede Svend
forbavset. "Hvilket menneskeliv er det, Gud har lagt i mine
hænder?"
"Kaptajn Lykkes, en mand, der om få dage ikke vil have andre
vilkår end flugt eller døden."
"Hvad ondt har han da bedrevet?"
"Din ven der vil kunne sige det," vedblev Julie og pegede på
Ib. "I en samtale kom han til at røbe hemmeligheden af nogle
breve, hvori kaptajn Lykke, letsindig og uklog, som han er, har
vovet at omtale en af landets mest højtstående personer i lige så
slet valgte som fornærmelige udtryk. Man har beluret denne samtale, og alt
er der kommet befaling til at lade sagen undersøge og
at affordre ejermanden de breve, hvori kaptajnen har tegnet sin
dødsdom."
"Hvem røbede ham?"
"Den ærlige ridder Kørbitz," svarede Ib; "han tilstod selv at
have lyttet til mine ord og tilbød mig svære penge, hvis jeg ville
sælge ham brevene."
"Han behøver nu ikke længere at købe dem," svarede Julie.
"Til lensmand Jørgen kom Kongelig Majestæts befaling til at lade
vagtmesteren dem affordre. Derfor red jeg hid i aften."
"Hvorledes skulle jeg da kunne frelse kaptajnen?" spurgte
Svend.
"Ved at formå din ven til at levere mig brevene."
"Det gør jeg aldrig," svarede Ib. "Hvis man vil tænke så slet,
kunne det gerne træffe sig, at I bad mig om dem af samme grund
som nys forgangen ridder Kørbitz."
"Jeg!" udbrød Julie forbavset, "hans eneste ven!"
"Ak, jeg kender en fornem jomfru, der før har forrådt sin eneste
ven!" svarede Ib.
Svend rystede på hovedet. "I dette hus må vi ikke tale så," ytrede
han sagtmodig. "Ib, min ven, lad hende få disse breve."
"Nej, jeg kan ikke skille mig ved dem," svarede Ib, idet han
slog øjnene ned for Svends blik.
"Vil du have dem til at tro om os to, at vi forvarer hans breve
som en trusel eller som et våben?"
"Og i morgen," tilføjede Julie, "når lensmanden lader dig dem
affordre?"
"Å, lensmanden!" svarede Ib med et hånligt skuldertræk. "Han
kan komme."
"Ib!" sagde Svend, "jeg beder om disse breve."
"Men det er jo min ejendom, Svend! Den eneste arv, Soffi har
efterladt mig."
"Lad jomfru Parsberg alligevel få dem, min kære kammerat, at
det kan være os, som bestandig giver, og hende, der bestandig
modtager."
Ibs sorte øjne funklede, idet han rettede dem mod Julie.
"Ja," svarede han pludselig i en bestemt og tilfreds tone, "dette
skal være grunden, den, Svend nu nævnede, og derfor skal I få
mine breve!"
En levende glæde udbredte sig over Julies ansigt, hun tilkastede
Svend et dvælende blik, hvis udtryk ville have kunnet formilde
megen uret, men Svend mærkede det ikke. Ib gik hen til et skab
i væggen og udtog en pakke, indsvøbt i et tørklæde. Han lagde den
på bordet, som stod tæt under vinduet.
"Se!" sagde han og udbredte brevene foran lampen, "her har I
dem alle sammen, benyt dem nu, som I tykkes bedst."
I det samme øjeblik blev en pistol udefra trykket ind igennem
ruden, der faldt et skud, som slukkede lampen. Julie udstødte et
gennemtrængende skrig, men Ib rev en bøsse ned fra væggen
og fo’r ud.
Da Svend atter havde fået tændt lampen, kom Ib tilbage.
"Det gjaldt nok mig," udbrød han og hængte bøssen op på sit
sted. "Denne gang var der to på færde. Da jeg kom ud, så jeg
dem ride ind i skoven, så stærkt deres heste kunne løbe."
Julie var sunket tilbage mod væggen; da hun slog øjnene op,
faldt hendes første blik på bordet, og hun udstødte et skrig.
"Brevene!" råbte hun, "min himmerigs Gud! De er borte!"
Bordet var tomt. Endnu mens krudtdampen af skuddet opfyldte
værelset, strakte en hånd sig ind igennem den sønderslagne rude og
greb alle de breve, som Ib havde lagt på bordet.
Rideknægten, der ventede udenfor, havde ikke bemærket eller
hørt andet end skuddet og straks efter hovslagene af de to rytteres
heste, idet de sprængte bort fra hytten.
Man har uden tvivl gættet, at det var Kørbitz, der ved en så
uværdig list tilvendte sig kaptajnens breve, som Ib overlod til Julie
Parsberg. Allerede straks efter at han var kommet til kundskab
om disse breves tilværelse, havde man ved hoffet hørt nogle ytrin ger
derom. I den kamp, der for øjeblikket fandt sted mellem Kør bitz og Kai
Lykke, benyttede ridderen sig af erhvert våben for at
tilintetgøre sin medbej ler, og så meget mere hensynsløst, som han
hidtil måtte erkende at være den uheldige og besejrede. Kais breve
syntes ikke alene at sikre ridderen den overvægt, han savnede, men
var endog blevet ham aldeles nødvendige til at retfærdiggøre sine
ytringer og til at forøge deres vægt. Så snart Kørbitz havde frem lagt
brevene, antog sagen større offentlighed. Frederik den Tredie
udnævnte en ret til at undersøge Kais brøde og derefter at over give sagen
i generalfiskalens hænder. Blandt hovedmændene i
denne ret var Rantzau, som kort i forvejen havde tabt en proces
mod Kai Lykke, og rentemester Gabel, for øjeblikket dronningens
begunstigede ven, det vil sige kaptajnens fjende. -
Endskønt skyerne således trak sig sammen over den ulykkeliges
hoved, kunne dog uvej ret måske endnu være drevet bort, idet
generalfiskalen, Søren Kornerup, gjorde indvendinger mod brevenes
ægthed, men Kai var engang kommet under en uheldig stjernes
indflydelse og forøgede den første ubesindighed med en endnu
større. Fra sit ukendte skjulested sendte han dommerne et bønskrift, hvori
han vedkendte sig brevene og tilstod, at hans fornærmelige ytringer var sket
i en "ubegribelig drukkenskab". Ifølge en
anden beretning skal han have tilbudt en bøde på 100.000 rigsdaler,
for hvilke han pantsatte sine godser Gisselfeldt og Rantzausholm,
nu Brahe-Trolleborg på Fyn. Med dette bønskrift var så at sige
hans skæbne beseglet. Kuglen rullede ned ad bakken, kastet af den
samme hånd, som havde hævet den så højt. Man forudså, at den
først kunne standse i afgrunden.
Mens dette terningspil om Kai Lykkes liv og ære begyndte i
hovedstaden, var offeret selv forsvundet, man havde forgæves
opfordret ham til at fremstille sig for sine dommere, man havde
ladet ham eftersøge på alle hans godser, hos alle hans slægtninge.
Kais skjulested var hidtil blevet uopdaget.
En aftenstund gik Svend gennem ørremandsgårds skove. Solen
gik ned, luften farvede trætoppene med et rødgult skær. Egnens
kirkeklokker ringede til aftenbøn, man hørte hundene gø i landsbyen og den
klare lyd af frøerne ned i Gravdammen. Da Svend
var kommet længere ind i skoven, så han Ib ile sig i møde med et
smilende åsyn og et stort brev i hånden.
"Se her!" råbte vagtmesteren, "dette dokument er kommet til
dig, imens du var borte fra hjemmet. Det bærer kongeligt segl
og mærke."
Svend brød seglet og læste.
I dette brev forlenede kong Frederik den Tredie Svend Poulsen
og hans efterkommere med Lundbygård og gods til belønning for
de tjenester, han havde ydet fædrelandet.
Svend rakte Ib brevet. Aftensolen kastede sit skær over dette
ædle og mandige ansigt. Ib så ham smile med et sørgmodigt og
bittert udtryk, idet han sagde:
"Ak, lille Ib! En ringe mand som jeg kan tvinge dem til alt, disse
fornemme, man kan tvinge dem til at hade, til at frygte, til at beundre os,
min kære broder! - Kun ikke til at elske os."
Svend tav, det var Ib, som bøjede hovedet til siden for at skjule
sin bevægelse, mens Gjøngehøvdingen slog armen om hans skuldre,
og de forsvandt i skumringen mellem træstammerne.