Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 351-362

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II


Næste Morgen tidlig stillede hun i „den store Laadvigs“ Kammer. Hun følte sig som Værtinde i Præstegaarden, især naar „Nogen laa over“. Selv var hun saa vant til at blive „ladt over“ hos Smeden, at hun vidste, at naar Bindet var vel anbragt, kunde Rekonvalescenten bevæge sig frit.

Hun havde jo nok set Marion paa Herregaarden, med en blandet Fornemmelse af noget paa én Gang meget ophøjet og noget meget nedrigt. Naar „Favoriten“ var fejet forbi Ladefogdens Datter paa de brede Trapper og havde efterladt en krydret Duft, havde Abelone, efter at være kommen ud over det Imponerende, spyttet og sagt: Det er jo dog kun en Tæve, om hun ogsaa lugter som en Apotekerkælling. — Men Hævnen kommer.

Nu var Abelone overbevist om, at det gik retfærdigt til i Livet, og at Forsynet havde udøvet Hævnen over den udenlandske „Dullike“, siden hun var kommen saadan sjaskende som en vaad Hund. „Men naar Vorherre selv taler, saa skal nedrige Mennesker holde Kæft og ikke være hofferdige. Thi Gud staar de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade!

G’maaren, sagde hun til den store udslagne Haarmasse, der skjulte Hoved, Trækkepude og Overlagen i Sengen.

— God Morgen, kære Veninde, lød det blødt og med den indsmigrende fremmede Akcent.

Abelone sagde ved sig selv: Hille den sorte Jøde! Nu er Dulliken nok til at komme til.

Men da Marion med de hvide Hænder skilte Lokkernes Bølger ad og viste det smukke Ansigt med de venlige store, mørke Øjne, kom Abelone til at græde i Følelse af Verdens Omskiftelighed. Hun nynnede højt:

Snart løftes vi oppe
paa Bolgernes Toppe,
Snart nærmes vi Bunden i flyvende Sving.

— Tror den gode Veninde, at jeg kunde faa den ærværdige Sjælehyrde i Tale straks? lød den samme Obo-Røst.

— Hvad’ for En? spurgte Abelone maabende. Vi har kun en Svinedreng, ingen Hy’re som paa Herregaarden. Det andet Kre’tur passes af de Husmandstøse, som er for fattige til at betale Præsten for at gaa op og læse.

— Jeg mener den ærværdige Prædiker.

— Naa Magisteren selv … Ja, han er farlig utidig om Morgenen. Men naar han har ædt sin Øllegrød, saa bliver han noget bedre. Det fremmede Fruentimmer kan godt staa op. Jeg skal hjælpe hende med Bindet og trække Hoserne paa hende … Det er nydeligt at se paa saadanne nogle hvide Tæer … men (de sidste Ord tilføjede hun sagte) der sku’ dog Fa’ en ha’ det Mas … Hun hjalp Gæsten.

— Det er sandt, sagde hun. Lillepigen fandt denne here gevaltige Bylt nede i Porten.

Hun pegede hen paa en mægtig Voksdugspakke.

— Jeg er omgiven af kærlig Sorgfältighed, sagde Damen. Jeg maa have forloret den i min Dødsangst for den grimmige Hund.

— Han er ikke saa ledagtig, som han lader. Indvendig er der et godt Sind i ham, Fyllaks!

— Gør den op, min Veninde, sagde Marion og pegede paa Bylten.

Abelone løste Bylten op. Ud faldt en Masse Klædningsstykker af alle Slags.

Abelone betragtede dem beundrende og forarget.

— Tag en helt hvid, meine Süsze — carina mia. Angergiven og buszfertig — penitente skal jeg møde for min Sjæls Directeur.

— Sikkendan hun kan lave sig til, mumlede Abelone, mens Mademoiselle slog en hvid, fodsid, folderig Tunika om sig, knyttede den sammen om Livet med et rødt Belte, stak sine hvidstrømpede Fødder i et Par højhælede, hvide Saffiansko, amlede Haaret med et lyseblaat Baand i Nakken og lod dets Fylde svømme ned over Ryggen.

Abelone mindedes om nogle Linedanserinder, som hun for rum Tid siden havde set paa et Marked i Købstaden.

Hun tænkte:

— Magisteren bliver taab’lig, naar han ser den der. Bare han ikke gi’r al Øllegrøden fra sig af bare Forfærdelse! Naar han ser hende saadan, tror han, hun kommer i den bare Særk.

Den fremmede Kvinde stod høj og bred for Abelone, pegede i lige Linje ud i Luften og sagde:

— Véd min Veninde, at jeg vil skride til den højtidelige Handling?

Abelone brummede:

— Det kan se ud til alle Slags.

Pludselig mærkede hun et Par Arme om sin Hals og følte sig trykket til et kødfuldt Bryst.

— La’ vær’ med at kramme mig saadan, undslap det hende umærkelig. Jeg er da itte andet end som et Fruentimmer.

— Jeg haver hørt, lød det langsomt og højtideligt betonet, at den Kvinde, som jeg her favner, haver røgtet dette ærværdige Hus i Troskab og Gudsfrygt. Jeg henvender mig til den Kvinde som til en Moder.

— En kan slide saa haardt for Føden, saa En kan komme til at se ud til alle Slags, sagde Abelone og brast i Graad. Men saa stor en Tøs kunde jeg ikke ha’ ha’t, om jeg ogsaa havde løbet tossegal i Ungdommens Tid.

Marion forstod ikke et Ord, vedblev at kærtegne Abelone, som ikke turde gøre kraftig Modstand, men virrede og fnøs.

Marion sagde:

— Hun vil ikke berede mig Vejen til den Mand, i hvis Skød jeg vil udgyde min Sjæl og nedlægge mit Hoved?

— Nej, føj for Satan! sagde Abelone. Magisteren er ikke skrap renlig i Forvejen.

— Saa gaar jeg alene, sukkede Marion, men løftede samtidig Hovedet knejsende og gik ud ad Døren, ned ad Trappen, med en Masse hvidt Tøj brusende og slæbende efter sig.

— Hold sig først lige ud og saa til fjermer, raabte Abelone efter hende, da hun saâ hende forsvinde i den mørke Korridor.

Da Magisteren hørte det banke paa sin Dør, gav han fra sig en lang, dyb Brummen som fra en Tyr, der pirres op fra sin Baas. Han var meget morgengnaven og læste, for at komme i Humør, et Par Oder af Horats. Midt i hans langsomme Tydning af Elskerens Raab til en Chlöe eller Doris, led denne Banken — tre Gange med dvælende Højtidelighed.

— Kom — kom — men hun véd jo, Abelone, Heks, som hun er, at jeg om Morgenen vil være i Ro — kom saa ind!

I den mørke Deraabning stod den høje, hvide Figur.

Magister Sextus Masmann var ved at slaa Kors for sig. Men det var lys Dag, hvor han ikke kunde tænke sig Muligheden af en Gengangers Tilsynekomst. Som god Ortodoks tvivlede han ellers ingenlunde paa Hekses og Spøgelsers Realitet.

— Frygt ej, Ærværdige, lød den bløde Røst. Jeg kommer som en Synderinde, der haver Trang til Konversion. Jeg vil søge over i den rensede, „lutheriske“ Kirkes Sked og afsværge de katolske — „erreurs“.

— Saa til Helvede! afbred Magisteren — endnu under Morgengnavenhedens Herredømme — paa denne Tid af Dagen! Det er vel Løgn og Sludder. Naturligvis lod han ikke disse Ord faa hørlig Lyd.

Den hvide Skikkelse blev staaende i Døren, høj svær, statuarisk, med det hvide Gevandt i lange, lige Folder.

— Ja, jeg har længst erkendt, at jeg er en stor Synderinde, sagde hun blidt sørgmodigt.

— Saa—aa—aa? brummede Magisteren. Ja, hm—hm—hm! At erkende en Synd er jo det første Skridt til Forbedring.

— Den ærværdige Herre véd vel, at mit Liv har været et Liv i Synd?

Magisteren nikkede:

— Mamsellens Reputation er jo — — hm!

Tranchons le mot, som vi siger paa Fransk.

— Jeg ønsker nødig at høre Voltaires Sprog i en luthersk Præsts Hus, sagde Magisteren med sin Stemmes dybeste Bastone.

— Den ærværdige Hyrdes Sprog har Orgelets Klang.

Hun lod en Dirren gennemfare sig og det hvide Tøj gengive den.

— Saa—aa—aa? gryntede Præsten og tænkte indvendig: Skulde den Mær sige mig Spottegloser?

— Jeg kan forstaa, at det er kommet for ærværdige Hr. Pastors Øren, at jeg havde en uværdig Position paa Slottet hist oppe, og at Hr. Baron v. Urne .….

Magisteren lettede paa sin Kalot og sagde:

— Det er Pastoratets Patron … og al Øvrighed er af Gud.

— Vel sandt, men han er vantro.

— Saa hjælpe Gud ham til Sandheds Erkendelse. Ja, jeg véd — og hun véd det vel bedre end jeg, at han ej har kunnet modstaa Kødets Lyst.

Jo, nu Hr. Pastor, nu kan han det.

— Saa—aa—aa? sagde Præsten, lettede sig lidt i Sædet og betragtede den afskedigede Favoritinde med opspilede Øjne. Vil man se, vil man se! Som skrevet staar: De skal straffes der, hvor de have syndet.

Han faldt i Tanker og drog et Par Suk.

Forskellige Tanker gik — ikke løb — gennem hans Hjerne under den svære Skal og den tykke, forede Kalot.

Var det virkelig dette Fruentimmers Alvor, at hun vilde forsværge det djævelske Papisteri, hvormed hun var født og optugtet, og skulde Omvendelsen betros til ham, Magisteren? Det vilde jo styrke hans Kredit og maaske bevirke, at han for Alvor kom paa Tale ved det ikke fjerntliggende Valg af Provst i Amtet, ikke at tale om, at han blev et ydmygt Redskab til Udførelsen af en Gud velbehagelig Gjerning, der frembragte den Glæde i Himlen, som en Synders Omvendelse fra sin Vejs Vildfarelse altid vakte deroppe. Han kunde ikke modstaa Fristelsen til at skyde sit Bryst frem og knejse med sit Hoved ved Tanken om, at ham skulde den Naade vederfares at frarive Djævelen en Sjæl og den forbandede romerske Antikrist en Tilhænger.

Men var nu ikke det Hele Komediespil og Fjas? Hun var jo vel inde i Sligt. Hun havde jo levet imellem de Jean de Francer, i det Sippschaft oppe paa Gaarden. Og om disse Fleglers Færd i Hovedstaden fortaltes der saa mange utérlige Ting, at Haaret vel maatte rejse sig paa gammeltroende Hoveder.

Eller laa der en jesuitisk List bag ved det Hele? Var det djævelsk Rænkespind, lavet til for at daare en fattig, gammeltroende Præstemand? F. Eks. ved at friste hans Køds Skrøbelighed? Thi nægtes kunde det ikke, at denne Kvinde endnu var saare fornøjelig at se til, var hvid og blod, tilpas fed, og havde været paa Steder, hvor man lærte at belægge sine Ord vel.

— „Timeo Danaos et dona ferentes“. (Jeg frygter Grækerne, selv om de bringe Gaver), citerede han højt. Han løftede sin snusbestrøede Tommelfinger op imod sit Ansigt, som advarede han sig selv: Vær snilde som Slanger og enfoldige som Duer. Han citerede Bibelstedet paa Græsk.

Da lød der henne fra Døren.

— Amen! Marion stod der og nejede.

Magisteren brummede spørgende hen mod hende:

— Det var … Santa Scrittura (den hellige Skrift) i det Sprog, hvori den er talt.

Magisteren brummede igen med en betinget Anerkendelse.

Jeg maa drøfte disse Ting nøjere med hende. ... Har hun mærket sig grebet af Naaden, som har tvunget hende hen mod den rette Lærdom.

— Tusinde Gange, udbrød Marion og løftede atter sine foldede Hænder mod Loftsbjælkerne.

— Hm … saa mange Gange? mumlede Magisteren. Og det saadan ganske af sig selv?

— Jeg har med høj Erbyggelse hørt en forstandig og smagfuld Herrens Tjener i København . .

— Smagfuld? Hm! Det Ord er et af de nymodens, dem jeg ikke adopterer i mine Prædikener eller i min Tale. Hvad var det for en, den Præst?

Marion nejede hen igen og bøjede sit Hoved henne i Dørkarmen og sagde med sceneagtig Højtidelighed:

— Højærværdige Doktor og kongelig Konfessionarius Hr. Christian Bastholm.

Præstens svære Korpus fôr op af Lænestolen, som havde han faaet en Syl pludselig anbragt i Bagen. Han blev karmoisinrøn i Hovedet. Tindingerne svulmede. Han stammede med dirrende og savlende Læber:

— Hvad siger hun? … En . . en . . arg Rationalist … en forbandet Kætter … jeg vil ikke besmitte min Mund med slig Karls Navn. En Fornægter af Forsoningens og Sakramenternes Mysteria … en Komediant …. hvem Herrens Forb … andelse vil ramme . . en Dansemester … en fransesk Papepøje …… Jeg vil ikke have med hende at gøre …… Den Belials Præst, der gaar med graa Manchesters Bukser og verdslig farvet Vest …. som rider med Sporer paa …. en Hugorms Gift ligger paa den Slags Karies glatte Tunge … Jeg vil udspy hans Navn af min Mund. — Gaa … gaa!

Marion skreg højt af Rædsel, kastede sig paa Knæ, saa det drønede, og det ene hvidstrømpede Ben kom halvt frem under den hvide Tunika. Hun lagde Kinden mod Gulvet.

— Ak, red mig, jeg haver ej vidst, hvad jeg haver gjort, sagde hun. Ach, min elskede Direkteur, paalæg mig Pønitens og lad mig sige mit Confiteor.

— Nu snadrer hun dybt i den papistiske Møddingpøl og er saa galen, at hun tror, at disse ny Prædikanter er bedre end Papister og de andre arge Kættere.

— Ach … jeg giver mig kun blindt under Eders Tugt. Alt, hvad min Mester vil sige, lyder jeg …

— Ja, det er godt nok, men ikke som de af Gud forstødte Jesuiter sige: velut cadaver, som et sansesløst Lig — naar hendes Forstand er genfødt under Troens Lydigheds Tugt, saa kan hun faa Lov til at bruge den, men falder hun en eneste Gang tilbage i Papisme eller Rationalisme, saa faar hun rende hen, hvor hun er kommen fra. Nu kan hun blive . . rejs sig op! Hun maa vel vise mig reverentia, men ikke adoratio, som kun tilkommer Personer af den hellige Trefoldighed …

Præsten skottede stadig hen til hendes ene Læg, mens han vedblev:

— Men hun maa ikke tro, at Dr. Morten Luther forklarede Herrens Undere og Hovedunderet, Forløsningen ved hans Legeme og Blod, med saadant Snak som Jere københavnske Spring fyre af Præster. I saa Henseende er han en haardere Negl end Jere jesuitiske casuistiske Kongemordere og Horkarle … Vil hun under min Tugt, maa jeg gennemgaa med hende hver enkelt Artikel in confessione Augustana (den augsburgske Bekendelse), og hver Artikel med en grundig og meget langsom Kommentar. Saa kan der blive et kønt Fruentimmer ud af hende, velbehagelig baade for mig og for Gud … eller, hvad jeg vilde sagt: baade for Gud og mig.

Marion fôr op, greb Præstens Haand og trykkede den til sine Læber, løftede sin højre Pegefinger i Vejret og sagde saa dybt, hun mægtede:

Giuro (Jeg sværger).

— Vogt sig ogsaa for Banden og Sværgen, mit Barn. Det lyder sært ilde for Fruentimmer. Men nu maa jeg meditere over hendes Tilfælde.

Hun løb hen mod ham med aabne Arme og gav ham et tæt Kys paa hans tykke Læber. Magisteren kunde ikke protestere. Det var stærkere end han.

Hun ilede ud. Han blev staaende med fugtige Læber og opspilede Øjne, udsendende et langt: Ah …. Pyh!

Han lagde sig paa sin Hyndebænk, laa og mediterede over sine sidste Erfaringer fra Aandens og Legemets Verden.