Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 214-235

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

IV


Et meget stort Værelse med hvide Paneler i snørklede forgyldte Rammer, med faa hvidmalede Møbler paa gyldenrillede Ben og med lyst Silkedamask til Betræk. Det vendte ud til Haven, og Lyset stod kraftigt ind fra to høje Vinduer.

Midt paa Gulvet en stor Himmelseng paa gyldne Løvefødder. Men Forgyldningen var bleven kobberrød, og den hvide Lakering var ikke saa lidt sprukken. En almindelig Falmethed karakteriserede de blaa Bordtæpper og Sengegardiner. Randenes Sølvfrynser havde tomme Mellemrum og hang glansløse ned i det ubarmhjertig blottende Morgenlys.

En fin og krydret Duft af Kaffe fyldte Værelset. Den udgik fra en Sølvkande paa en Sølvbakke, der stod paa et med Bøger og Papirer bestrøet stort, rundt Bord ved Siden af Sengen. Denne var dobbelt saa bred som de Ægtesenge, Ludvig kendte fra By og Land.

Midt paa en Ørepude, der hvilede paa en bred, pølseformet Tingest laa et lille, fint formet Hoved. En hvid broderet Silkenathue var trukken ned over Ørene.

Men Du store Gud! Det var jo en gammel Bekendt! Det var Baronen der hjemme fra. En iskold Strøm rislede gennem Rygraden helt ned i begge Præstesønnens Knæ.

Han turde knap drage Aande.

Hvorfor? Der var jo intet ondt oppe mellem ham og Baron Urne.

Og dog — det gjorde ondt i ham … Han havde gaaet og dvasket om i sit Drømmeliv her i København, havde ogsaa drømt derude i Skolen og hjemme i Præstegaarden, men der laa en Kløft imellem som et Saar. Det var ved at sætte Skorpe. Nu blev Saaret revet op.

— Naa, lød det fra Baronen!

Derefter slog han over i Fransk:

— Idag bliver det Tanker paa La Bruyères og Rochefoucaults Vis. Tag Plads.

Ludvig Masmann saâ et lille Bord med en Stol, derover udbredt stort Papir, Pennekniv, Gaasefjer og Blæk.

Arket, han tog frem, var beskrevet til langt ned paa Foliosiden med en smuk, tæt fin Haand skrift.

Skulde Studenten give sig til Kende og sige, hvorledes han var bleven sendt af den norske Kollega og ganske tankeløst var gaaet herop. Hans Tunge klæbede fast, og Ordene frøs i hans Strube. Han dukkede fjollet sit Hoved.

— Nu vel. Skynd Jer, min Lille! Forstaar I? Sæt en tyk Streg under det sidst skrevne og skriv saa videre paa en ny Side … Altsaa: stor smuk Overskrift:

Pensées détachées.

Ludvig Masmann raadede over en lige saa smuk Haandskrift som den, det Foregaaende var skrevet med, men den var højst forskellig.

— Godt, lød det stadig paa Fransk henne fra Ansigtet under Nathuen …… „Den saakaldte tredje Stand, der nu bryder frem som en Dyndvulkan, vil ødelægge Alt i næste Aarhundrede. Man siger, at Adelen undertrykker Bønderne. Maaske. Men der var et Pietetsforhold fra neden op ad. Af den vilde Emancipationen vistnok have ud viklet sig med Naturnødvendighed. Naar Bourgeoisiet gør noget godt, er der altid Pengespekulation bagved“ —

— Saa — lille Streg! Ny Linie. Har I det? Vel. — Videre!

— „I Frankrig har Adelen været i Nedgang siden Frondens Tid. Gamle Saint-Simon har set rigtigt. Bourgeoisiet regerer nu gennem sine Penge og sine Bureauer. I Bureauerne føres Bøgerne korrekt som i en Urtekræmmers Bod. Fødes en Mand af Aand ud af denne forgyldte eller forsølvede Middelmaadigheds Skød, saa befinder han sig bedre i Adelskredse. Se Voltaire.




Saint-Simon var rasende paa Ludvig XIV og var begejstret for hans bigotte og dvaske Fader — hvis den sorte Vædder ellers var hans Fader. Den gamle Hertug og Pair er indigneret over, at Etiketten tilsidesættes i den Grad, at andre end Hertuger og Pairer faar Lov til at sætte sig paa Tabouretten ved Hoffet. Adelen burde have holdt paa Privilegierne, store og smaa. Bliver alle dens Mænd Pager og alle dens Kvinder Hoffrøkener, bliver der kun en fornem Lakajstand — hvad den nuværende franske Adel er. Det varer næppe længe, før den er gaaet til alle Djævle. Bourgeoisiets Ræve har jo alt sat Tand i de gamle Slotte og Jordegodser. For Korrekthedens Skyld burde det forordnes, at alle Generalforpagtere lod sig omskære. Vil man være Jøde, maa man tåge Konsekvenserne.




Her i Danmark har jo Adelen længe været hensmægtende, siden den lod sig overrumple af Københavns Skomagere og Præsterakket (prêtraille). Nu sidder deres Sønner paa Ministertabouretten som nys denne Skolemester og Møllerdreng, Mr. Guldberg. Det var korrekt fra hans Synspunkt, at han vilde lade Bondens Slaveri bestaa. Hans Fader var Møller og var vant til at tolde godt af Bondens Sække.




Hans Forgænger var sagtens en Barbersvend med daarlige Manerer. Men det var en un garçon d’esprit. Jeg kunde misunde ham hans fede, kongelige Bid. Men han var en uchevaleresk Bængel. Da han blev sat i Hullet, bekendte han sine amours som en flæbende Kræmmerdreng. Dronningen — ja, hun var ikke min Genre, men hvor var hendes Celadon en gemen Pjalt. Han havde fortræffelige Ideer, men vilde reformere fra Skriveborde og Kontorpulte. Skade for hans gode Hoved, at de Devote slog det af ham og tog sig hans Fejghed til Indtægt.




Mr. Struensee, I gik for glubsk paa. Egentlig burde alle disse smaa Landes Sprog sluges af Fransk, det eneste Maal, som er ret værdigt for et Menneske. Det kan vel ikke ske. Men I skulde have skaanet Landets Patois. Det var jo nok efterhaanden ganske stille blevet Tysk; det var dog et Fremskridt. Nu er alle Landets hommes de lettres rent forelskede i deres Bondemaal. Bliver denne Mani ved, ender det vel med, at Nordmændene endog vil skrive paa deres Irokesisk. Havde Mr. Struensee været født, havde han ikke hellere været saa indiskret i sin Amourette. Der har dog været Ild i den fede Blondine. Doktoren var en ordinær Bourgeois. Han var en Klods, den Doktor. Men her i Danmark er snart ingen Adel. Vor Adel er holsteinois. Hvad nytter det Par Generationer gamle Diplom for Sønner af Skopudsere, Slavehandlere, hollandske Jøder og mecklenburgske Barberer? Lugt af Boutikker og Skosværte vil i mere end hundrede Aar hænge ved dem.




Rousseau er en ægte Proletar. Ekko af Hungerskriget fra hans Barndom vibrerer mellem Linjerne i hans Bøger. At spise sig mæt er en Menneskerettighed, at regere er det ikke. Selv om han stundom keder mig, kan han sætte mig i Ekstase, saa jeg kunde ønske at blive Chef for en Hær af Proletarer og føre dem til Storm mod disse ny Borgherrer, modbydelige Aagerkarle, storme deres Slotte, tømme deres Vinkældere, ligge hos deres Koner og Døtre. Voltaire morer mig altid, men hvor megen Esprit han end har, der er en tredie Stands Lugt ved ham.




I protestantiske Lande skal man ikke rase mod Præsterne. Har jeg forstaaet ret, begynder de at vige bort fra Troen paa Hekseri, Magi og Mystik. De kan bruges til ganske sagte at føre den gegemene Mand bort fra Supranaturalismen, til at dyrke sin Jord i Stedet for at synge Psalmer og vrøvle om Ting, som end ikke de Viseste kan give mindste Besked paa.




Før det sker, faar det ikke nogen Art med Bøndernes Frigørelse. De vil vedblive at gaa som Slaver under Supranaturalismens Aag. Var Godsejerstanden her i Landet fornuftig, vilde den tåge Sagen i sin Haand og ud af Kontor- og Katedermændenes. Jeg skal tale med Brødrene Reventlow, men ikke med denne bredmundede norske Prokurator Colbjørnsen. Han irriterer mig …. Naa, mine Godser er ikke meget værd mere. Jeg har ingen legitime Descendenter. Godserne vil tilfalde en Sidelinie. Lad Syndfloden komme efter mig. Jeg vil more mig, saa længe Kroppen holder .….

Pludselig afbrod Manden i Sengen sit Diktat, rejste sig og sagde brydsk paa Dansk:

— Vil han straks rive alt det, han har skrevet, i Stykker! Hører han? …. Fortæl mig hellere nogle chroniques scandaleuses inde fra Staden.

Ludvig Masmann vilde eller kunde ikke fortsætte Komedien længere.

Uden at blinke, med en sikker Følelse af, at han havde rystet Skoledrengen ud af Ærmet, rejste han sig.

Han sagde:

— Jeg beder Hr. Baronen om Forladelse …

Baronen rejste sig paa Hug og blev rød under Nathuen.

— Hvad han er ikke den norske Nordmand? … Pour tous les diables! … jeg skulde kende ham … han er jo — hvem er han?

— Studiosus Ludvig Masmann, Søn af Magister og Sognepræst Sextus Masmann til Randlev og Borød.

— Men, hvad forestiller alt dette, unge Monsieur?

Ludvig Masmann gav Baronen en kort Beretning om, hvorledes det Hele var gaaet til. Han ventede at blive kastet ned ad Trappen.

Men Baronen slog en høj Latter op.

— Naa … Normanden er bleven Kvægdriver. Naa ja, Chacun son gôut … Det er ellers kuriøst, at jeg ikke mærkede, at jeg havde faaet en anden Sekretær. Husker Monsieur ikke, hvad jeg dikterede om Sprogene. Jeg hørte ingen refouleret Harme, hvilken samme Normand lader gaa for sig under Skikkelse af en Art Grynten, saa snart jeg tillod mig at røre ved vor nordlige Provins. — — Jeg mærker, at Monsieur Louis amuserer dig og studerer vor Hovedstads Sæder, som det en ung Academicus egner og anstaar. Har han revet mit Dictamen itu, hvad jeg bad ham om?

— Det vilde være Synd, Hr. Baron. Det er meget kuriøst og ingeniøst.

— Naa, det synes Monsieur saa?

Baronen smilede venligt.

— Baronen burde, om jeg maa være saa dristig, deponere det til et opus posthumun[1].

Baronen studsede lidt og sagde:

— Monsieur Louis er jo bleven en hel voxen Karl. Sidst, jeg saa Monsieur, havde han ikke saa let ved at explicere sig. Den unge Monsieur vil naturligvis studere Teologi?

— Jeg har endnu ikke ret tænkt derover, Hr. Baron.

— Det var Ret. Men Monsieurs Fader ….

— Formaner mig i sine faa Breve til at tåge kraftigt fat, naar jeg har faaet anden Eksamen.

— Og det er ... Deres ... Hensigt at lyde den reverende Magisters Opfordring?

— Hr. Baronen sagde nogle Ord i sit Dictamen, som gav mig adskilligt at tænke paa.

— He, he! Se hvor opvakt den unge étudiant ser ud. Se, hvor han er bleven køn … ligefrem élancé i hele sin Apparition …. Hm … De … har ikke Lyst til for bestandig at remplacere den store ubarberede, sorte Monsieur Brundsland?

— Han er fattig, Hr. Baron, saa hvis Hr. Baronen for Fremtiden vil unde ham det lille Salarium ……

De har Ret, jeune homme … Men hvor Monsieur Louis er bleven en køn Person! ….

Hm .. De … blev vel irriteret over de Ord, jeg dikterede om tredie Stand.

— Det gav mig noget at tænke over.

— Forstaa mig ret. Det er jo rimeligt, at den tager, hvad den kan faa, naar første Stand har været saa dum at gøre sig til Kongens Kammertjener. Men nok derom — de hoc hactenus, som vi Latinere siger.

Baronen havde rejst sig op i Sengen og saa stift paa Studenten.

— Forstod den unge Monsieur, hvad jeg an tydede om Præsterne?

— Ja. Og jeg blev helt glad derover, naadige Herre!

— Hør … giv Conciergen dernede Deres Adresse. Vil De komme til mig, naar jeg lade ham … Dem … kalde?

— Mig en Ære, Hr. Baron!

Ludvig hilste til Afsked, var helt stolt af sin Holdning. Han fandt, at han nu havde høstet rigeligt Udbytte for sine Besøg i Teatret og sine fattige Penges Anvendelse til Parterrebilletter. Ja, den Joakim Daniel Preisler — den fornemme unge Bonvivant, der af Kærlighed til Jomfru Devegge og til Kunsten havde gjort sig til Skuespiller — havde Ludvig netop studeret som Mønster paa elegant og fri Holdning — og var ret tilfreds med sig selv i Scenen ved Baron Urnes Seng. Han var især glad over sin kække Afskedskompliment.

Han havde lige faaet aabnet Døren, da han løb paa en knæbukset Skikkelse. Han genkendte straks Baronens aldrende Kammertjener, François alias Skræderfrans.

Ludvig saâ gennem det store Vindue paa Afsatsen ned i Haven, standsede lidt og heldede sig langt ud ad det store, aabent staaende Fag.

Han opdagede en Kvindeskikkelse med rank og kraftig Rejsning. En stor Haarmasse laa opløst som en Manke ned ad det skinnende røde Shawl, hvori hun havde draperet sig med mange Folder. Under dette saâ han en hvidgul, ulden Tunika, med lige og dybe Folder ud over Fødderne.

Hun syntes ham, lig en homerisk Gudinde, større end de dødelige Kvinder. Hun lænede sig paa Marmorkummens Rand. Imellem Haarstrømmen ved Øret saâ Ludvig hvide Fingre glimte frem. Den venstre Arm, som hun støttede Hovedet paa, glimtede som rosadæmrende, hvidt Alabast. Skikkelsens lette Bøjning til venstre skabte bløde, kraftige Bølgelinjer i Legemet.

Ludvig daanede hen i salig Beskuelse som over for en Aabenbaring fra en anden Verden. For første Gang gik det op for ham, at der rummedes andet i Homers Odyssé og Vergils Æneide end Gloser og Heksametre. — Ja, saaledes maatte sikkerlig Circe have aabenbaret sig for Ulysses, saaledes maatte Dido være traadt frem for Æneas.

Latinske og græske Heksametre snublede over hverandre i hans Hukommelse. Ubevidst omformede han det Klassiske i Rokokostil, grupperede en Krans af fyldige Nymfer om den vel nærede, store Diana nede ved Bassinet. Hans Fantasi havde let ved at sætte det i Virksomhed med sprudlende Springvandsdraaber lig dem, han paa Gammeltorv havde beundret.

Han lagde sig langt ud af Vinduet og tilbad. Det syntes ham, at hans Tilbedelse var i Aand og Sandhed.


* * *


— Aabn Vinduet, inden Du begynder paa mit Toilette, sagde Baronen paa Fransk henne fra Sengen.

— Bliver det ikke for koldt, Hr. Baron?

— Behager Du at gøre, hvad jeg siger. Den unge Karl lugtede af Røgtobak.

François adlød, lænede sig ud ad Vinduet.

Pludselig udbrød han:

— Naadige Herre! … maa jeg dog ikke i en Fart hjælpe Eders Naade Strømper og Slaabrok paa?

— Hvad gaar der af dig?

— … Jo, Naadigherre … der er Noget at sé ... og hør: Madame tager en Harpe frem og vil synge der nede ved Fontænen i Haven.

— Naa, og hvad saa? Som nu det var første Gang, at Madame pincerer vor gamle Harpe!

Der lød spinkel Strengeklang og straks efter med en dæmpet Sangstemme:

Will sich Hektor ewig von mir wenden
Wo Achill mit den unnahbarn Händen
Dem Patroklus schrecklich Opfer bringt.

Nom d'un chien! bandte Baronen. Nu repeterer hendes gamle Tirolerknødel i hendes fede Hals.

— Ja, Naadigherre! Der er noget nyt … her er ogsaa noget for Øjnene.

I en Fart fik Tjeneren sin Herre lavet til med Caleçon og Slaabrok og førte ham hen til det aabne Vindue. Der kastede han en Slags Pelerine af Bjørneskind over hans Skuldre for at værne ham mod Vintermorgenens Kølighed.

— Ak, Monseigneur maa læne sig ud og se, hvad der stikker ud af Vinduet neden under.

Patati — Patata (Visvas)! sagde Baronen, men lød François’ Opfordring.

Damen stod bestandig med Ryggen til Palaisets Façade med en lille Haandharpe lænet mod Brystet, klimprende paa Strængene og sang videre paa Schillers Sang.

— Nu vel, og hvad saa? spurgte Baronen vredt François. Er det noget at jage mig hen at se og høre paa?

— Hvis Monseigneur vilde behage at sænke sit naadige Blik en Smule og se.

Baronen saâ et tæt kruset Hoved og en bredskuldret Buste lænet langs ud over Karmen i Trappegangens Vindue neden under.

— Hvad Fanden ….? udbrød Baronen … Det er … sæt min Monokle paa min Næse! Ha, ha, ha, ha! Jeg tror, den moderne Nymfe har fortryllet en kristen Student. Ja, det er sandt, Madame er lige ved at omvende sig til den syriske Religion.

— Tillader Naadigherren mig at være af en anden Mening?

— Aa, ja. Men det morer mig ikke mere at høre dig at radbrække det franske Sprog. Tal Dansk, Slyngel, som den sjællandske Skræderdreng, Du er. (Baronen sagde de følgende Ord paa Dansk). Kom frem med Sottiser, men en Ørefigen vil stadig hænge over dit Hoved.

— Jeg tror, at Madame snarere omvender sig til vore Oldefædres Tro, som Poeten Evald prædikede i det Stykke „Balders Død“, som Naadigherren forgangen Aar var saa naadig at lade mig nyde fra Galleriet i det ny Komediehus …… Den Person, der ligger dernede og synes helt i Henrykkelse, er jo fra det høje Nord, hvorfra disse Isbjørne af Guder vel er komne fra.

Baronen lo.

— Har du mødt ham paa Trappen, Mester Fiks? Har du kendt ham og er sikker paa, at det er den uragede norske Skriverkarl!

— Befaler Hr. Baronen, at jeg skal give et bekræftende Svar paa Hr. Baronens Spørgsmaal? Eller ….?

— Din fortvivlede Skælm … Du skal sige, hvad sandt er.

— Faar jeg saa ingen Hug?

— Tror Du, jeg binder mig paa Parole over for en Karl som Dig?

— Ja, saa kan jeg jo lige saa godt sige sandt. Det var Præstens Dreng fra Randlev og ikke den sorte Nordmand.

— Og hvad Betænkende gjorde du dig derved?

— Jeg fik ikke Tid til at gøre mig noget Betænkende, naadige Herre! Nu tænker jeg, at den norske Student vel har skyldt sin danske Kollega for Udlæg til en Kande Øl og har givet ham Anvisning til at gøre sig betalt ved de tolv Skilling, som Hr. Baronen giver til den anden sorte Karl, som Hr. Baronen betror til at sætte sine Tankers Løndomme i Pennen. Disse Studentere drikker til Hobe .…. Men .. se nu derned i Haven … for Guds Skyld …. Men vi maa sænke Gardinet, at Madame intet ser her oppe fra.

Baronen saâ, at den draperede Dame havde vendt sig om.

Hun havde bøjet sit Hoved tilbage. Det smukke, men brede Ansigt lyste i den blege Sols Glans. Harpen laa ved hendes Fødder. Hun løftede de hvide, fyldige Arme i en smuk Bue op i Retning af Vinduet paa Trappegangen med de krummede, store, hvide, ringprydede Hænder bøjede mod hinanden. Pludselig lød et lille Skrig, det sortebrune Haar løste sig helt op og delte sig i svære Strømme ned over det skarlagenrøde Shawl.

Et hastigt Sæt, og let ilede de hvidskoede Fødder henad den flisebelagte Gang.

Hun forsvandt gennem en lille Dør i Stueetagen.

Baronen sank med høj Latter og med Hænderne over Øjnene ned i en Lænestol. Han lo længe. Og længe betragtede Tjeneren ham, mens hans Tunge spillede langs Læberne. Han sagde:

— Ja, det er meget amusant. Man kan rigtignok se, at Madame er en udmærket Comédienne. Hun løber saa let og nymfeagtigt, som hun hørte til den store Operas Corps de ballet i Paris.

— Sganarelle! kaldte Baronen bestandig med Hænderne for Øjnene og klukkende af Latter.

Oui, Monseigneur! sagde François med sit mest slyngelagtige Blink i Øjet.

— Véd Du, at Don Juan er ennuyeret … eller fatigueret ved … Madame?

— Otte Aar er en lang Tid, naadige Herre. Det er kun tyske Kvinder, der ved Suk og Graad kan gøre sig saa klæbrige, at man ikke kan komme fra dem.

Hvor Du dog er en impertinent Knægt sagde Baronen med sammenbidte Tænder. Og, dog taler Du i visse Maader sandt … Hu! de tre Aar, jeg var Ambassadeur i Würtemberg! Da lærte jeg at græde og sukke, svømmede i Sentiments og Filantropi … Var jeg blot bleven i Frankrig …. Men jeg har Aar efter Aar gaaet med Wertherfeberen i mit Blod … Otte Aar de par touts les diables! . . Men er der gaaet Sentiments i Madame for en stor og køn ung Karl …! Hm, hm! … Men man kan jo ikke lade saadant et stakkels Kreatur gaa under af Sult.

— Aa — hvad? Men Madame er jo ikke saa gammel, at hun ikke kan tjene Brødet endnu en god Stund.

— Uh, uh! At man er i en saadan Situation, at man kun har til Fortrolig den største Slubbert, der træder paa Jorden.

— Den Skæbne, mod hvilken man omsomst sig stræber at bevæbne, sagde François og løftede Armen, som for at afbøde et Slag. Da det ikke kom, steg hans Mod til at vove en stor Uforskammethed. Han fortsatte:

— Naadigherre! Enhver har vel de Venner, han fortjener.

Nu kom Ørefignet langet ud med brutal Kraft som et Smeld af en Firhestpisk.

François var lige glad. Han var saa fornøjet med, at han havde faaet sin uforskammede Ytring frem, at han med en vis Martyrglæde tog mod Følgerne. Han saâ endog ret frækt sin Herre i Øjnene.

Baronen sagde: — Du er mere topmaalt Slyngel end de fleste Mennesker.

— Saa udmærker jeg mig dog paa min Vis.

— Du har aldrig kendt til Ære.

— Den Ting har jeg aldrig havt Raad til at holde. Havde jeg været af gammel og fornem Race, er det vel muligt, at jeg havde kendt slige Fornemmelser og dyrket samme.

— Du har aldrig kendt til Samvittighed.

— Den Ting har jeg altid følt Harme imod.

— Ha, ha, ha! Nu morer Du mig. Aldrig har den Ting indtrængt sig paa dig?

— Nej, Naadigherre. Min salig Fader, den uselige Skræder, sad og sang Psalmer, mens han lappede Bukser, og naar han ikke lappede Bukser, saa prædikede han for mig om, at jeg af Vor herre vilde blive revset gennem Samvittighedens glubske Bid, hvis jeg ikke kunde mine Lektier paa Skolen. Disse Bid, sagde han, var værre end Hørernes Haandtager. Jeg troede en Tid, at Samvittigheden var en Hund, og skar mig en Hesselkæp af en af Havens to Nøddebuske. Den tog jeg altid med, bar den til og fra Skole, at jeg kunde værge mig mod den Køter, hvis han vilde bide mig i Benene. Jeg har aldrig set eller hørt noget til ham … ja, paa Fransk er det jo en Hun — generis foeminini.

— Har Du ingensinde troet paa Gud?

— Dette er vanskeligere at svare paa, Naadigherre, saasom Teologien er en saare intrikat Videnskab. Jeg véd ikke, om jeg tog min Fader Skræderen for Gud, naar han arrig raabte: Herren skal straffe dig, din liderlige, gemene Slubbert! og paa samme Tid smed Pressejernet efter mig. Hvorledes dette nu end forholder sig, saa fik den Præst, som konfirmerede mig, til at tænke som saa: Hvis Gud er saadan en Sjælesteger, som Præsten lader ham være i sit Helvede, saa er han selv bedst tjent med, at man fornægter ham. Og ærlig talt, min naadige Herre, jeg har aldrig mærket til ham mit hele Liv. Personlig har jeg intet imod ham. Han har hverken gjort mig ondt eller godt. Jeg kender ham ikke.

— Ondt eller godt? Hvorledes distingverer du de to Kategorier?

— Det Gode er det, som jeg føler, naar jeg æder god Mad eller drikker god Vin — ja, til Nød Øl eller Brændevin — den Vederkvægelse, jeg fornemmer ved at ligge i en varm Seng — ene eller helst med en varm Pige. — Ondt kalder jeg alt, som vil hindre mig i mine Lysters og Be gæringers Mættelse.

— Der en vis Konsekvens i din Logik.

— Jeg regner mig det ikke til Fortjeneste, Hr. Baron, saaledes er jeg skabt.

— Burde jeg ikke længst have jaget en saa slet Karl paa Porten? Men tal videre. Du skal ingen Hug faa, hvis Du konserverer Respekten for mig.

— Samvittighed, Ære og Gudsfrygt, det er Ting for Riddere, ikke for Slyngler, der opdrages til Frygt og drives til Had. Og nu de fornemme Herrer, som nu her og udenlands begynder at sværme for Dyd og Menneskerettigheder! Lever de kysk og dydigt, og aflader de med at prygle deres Tjenere? Det er den Uhrmagerdreng fra Genève, der har snakket dem alt det for med de naturlige Menneskerettigheder.

— Nu burde jeg smide dig ned ad Trapperne.

— Det vil jeg egenlig ikke tilraade min naadige Herre … Husk, Naadigherren gav mig nys Tilsagn om at befris for Hug.

— Naa, ja! Hvad vilde Du sagt? Hvorfor skulde jeg ikke turde smide dig bort?

— Naadigherren véd altfor vel, at jeg ikke er en hel Sinke i Pennen. Hvad om jeg af Desperation skrev mine Mémoirer, nåar Sulten tvang mig dertil? Jeg har i mange Aar tjent Hr. Baronen.

— Ti nu stille — hjælp mig i Klæderne — mæl ikke et Ord ud over Svar paa de Spørgsmaal, jeg adresserer til dig.

Baronen knyttede sine Hænder i Slaabrokærmerne, gik lidt frem og tilbage. Tjeneren udfoldede den broderede Skjorte med det fastsiddende krusede Kalvekrøs og brusende Manchetter.

Da Baronen fuldt paaklædt saâ sig i det store Psykespejl, med det perlemalede Stativ og forgyldte Riller og den store hvide og forgyldte Muslingedekoration foroven, strammede han sig, skød Lægge, rettede paa Parykken og nikkede ad sit Spejlbillede. Han talte igen Fransk.

— François … Spændet paa min venstre Sko maa rettes … Skynd dig, Slubbert! … Hvad gaar der ad dig? Du ser, min Tro, ud, som om Du var fornærmet.

— Det er Følelser, som en Slubbert ikke har Lov til at nære, naadige Hr. Baron. Desuden, da Naadigherren brugte det Ord Coquin (Slubbert), saa følte jeg mig sat ned i min rette Sfære. Tillige en Slags Stolthed over, at Naadigherren var saa nedladende at beære mig med en vis Art af mangeaarig Fortrolighed.

— Sganarelle, sagde Baronen ret muntert, mens han spændte om Livet den spinkle Sølvkaarde med Diamantknappen paa Heftet, lad os arrangere en Medianoche om nogen Tid med Musik, Komedie et cetera, hvori Madame udfolder sine grâces. Hertil skal indbydes de kønne Smaapiger af vort Bekendtskab samt den unge Théologien fra i Morges. De lokale Generalforpagtere begynder jo paa Sligt her i vort Naboskab. Vi maa have noget lignende, men det maa være udydigt. Lad spænde for. Følg med til den franske Ambassadesekretær, den unge Marquis de Huot … Ved du — hvis Du sladrer af Skole, render jeg Kaarden gennem Livet paa dig?

— Ja, Hr. Baron, jeg føler alt det kolde Staal i mine underdanigste Indvolde.

— Ser Du, den unge Fyr og Madame skal tales ved. Husker jeg ret, saa kan saadan en Karl af den kaldsberettigede Patron alt som Student gøres til Substitut eller Kapellan, og som saadan læse til sin Eksamen og derefter faa Sognekald?

— Det vil vist kunne arrangeres, Monseigneur. Man har hørt Sligt før.

— Har Du forstaaet?

— Fuldstændig, Hr. Baron! Altsaa —?

— Vognen i Stand! Gør nu dit Toilette.

Ved Udsigten til Løjer og Skandale blev François tyve Aar yngre i sit Ansigt og sine Bevægelser. Mens han gik ned ad Trappen, nynnede han:

Marlborough s'en va-t-en guerre,
Mironton, Mironton, Mirontaine.

Men jeg ved et bedre og hurtigere Arrangement.




  1. et Værk, der skal udgives efter Forfatterens Død.