Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 155-172

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


ANDEN BOG

I


Der var Liv i Gaden mellem Studiigaarden og Frue Kirkemur.

Vinden susede, de gamle Lindekroner nejede, de faldende Blade hvirvledes om i Luften i den lystige Ringdans. Byger fejede over Himlen, piskede Hagl og Regn ned, saa man kunde høre det tromme paa de smaa Kirkeruder i de høje spidsbuede Vinduer paa den brunrøde Kirke. Saa skilles Skyerne brat ved en skærende Lysning som Glimtet af et Kanonskud. Det var, som om pludselig en bred Kæmpenæve slog ned fra oven og gav Træernæs Krone et fladt Slag paa Hovederne, saa de spilede sig ud og forfærdet tabte Resterne af deres Hovedprydelse. Under Solglimtenes bratte og korte Liv tændtes Ild i Vor Frues Vindfløj. Den sendte en spids hvidgul Flamme ud til Siden.

Raab og Skrig gennemhvinede Luften henne fra Trappen med Jærnrækværket i Gavlen paa den søndre Fløj af Studiegaardens Bygningskompleks. Hatte og Parykker dansede langs Stenbroen. En sort Masse stod sammenklumpet paa Trappens Terrasse og langs ned ad dens Trin, gik stundom fra hinanden, ligesom Skyerne deroppe, og i Hullerne glimtede knyttede Næver lystigt i alle Retninger: op ad, ned ad, til begge Sider. Af og til tumlede en sort Skikkelse ned ad Trinene ud paa Gaden mellem Studiigaardens og Frue Kirkegaards Mure, ud i det dybe Ælteføre med store Vandpytter i den ujævne Stenbro. De unge Musasønner rejste sig og sloges videre paa Tomandshaand.

Fløjdøren oven over Trappen stod paa vid Gab, Lys strømmede ind i den mørke Gang, men af og til kunde man tydelig læse paa den sorte Dør inde i den samme Gang en paaklæbet Plakat: Mag. Jacobus Baden Eloquentiæ, Prof. R. O. publice notitiam Classicorum latinorum dabit.

Ja, de unge Klassikere sloges som de føre Karle, de var, paa knytte Næver, og Slagsmaalet stod mellem Tvillingrigernes Sønner, Dans og Nors.

De store og stærke Normænd havde erobret den forreste Bænk i Auditoriet paa vikingeagtig Vis. De kom i Flok og fandt den besat af deres danske Brødre. To store, stærke Fjeldmennesker anbragte sig paa hver Ende og klemte efterhaanden de Danske saaledes sammen, at de sad som Sild i en Tønde, og medens de knubsede dem i Siderne og riposteredes efter bedste Evne, dunkede de paa anden Bænk indtrængte Normænd, der uden videre havde smidt de siddende Danske ud fra deres Pladser, deres paa første Bænk siddende Medundersaatter i Ryg og Kryds under hele Forelæsningen.

Af og til undslap en af de Mishandlede et Av! Professorens alvorlige Ansigt med de smaa Træk, den tilbagefaldende Pande fortrak ikke en Mine. Hver Linje stod i alvorlig Gravitet, i magistralsk Magerhed.

Nu udenfor faldt Næsestyverne dumpt og tungt, Ørefigenerne smældede skarpt og højt. Fra Lydhullerne paa Vor Frue og Sankt Petri lød de ud rakte Malmtunger myndigt og klangfuldt. Ud fra Husdøre og Porte foer Hunde ud, nogle gøede ad Slagsmaalet, andre hylede op mod Klokkerne; enkelte snusede til hinanden og glemte Storm og Klang, Raab og Skrig for at adlyde det bibelske Bud om at opfylde Jorden.

Menneskene og Kirkeklokkerne holdt saa nogenlunde ud sammen. Da Klokkerne stak Tungerne ind i Taarnenes Lydhuller, tæredes Slagsmaalet hen. Paa Brostenene laa afrevne Klædeslaser og spredte Næsebloddraaber.

Bispegaardens Port til højre sprang op. I Aabningen fremtonede en høj, svær Skikkelse, i lang sort Talar med en bred over Brystet nedfaldende hvid stivet Bladkrave, der skinnede i Lyset ligesom Skoenes blanke Sølvspænder forneden og den treradbuklede pudrede Paryk foroven. Myndig og stiv rejste Parykken sig i Alvor, støttet af Dobbelthagen. Ved sin Etik revsede den de svajende Træer bag Kirkegaardsmuren og i Pedelhaven bag Studiegaardens Ydermur, samt de kæmpende Musasønners Ufærd og de gøende og elskende Hundes Uvornhed. I Haanden bar den anseelige Skikkelse en trekantet Hat. I værdig Gang, som om den gik i Procession, bevægede Skikkelsen sig ned mod Kannikestræde, kastede et mildt bebrejdende Blik mod de faa Grupper, som endnu bankede løs paa hinanden. Den løftede sin store Haand med den gyldne Doktorring paa Pegefingeren. Absint scurrilitas et puerilitas! (Bort med Narrerier og Barnagtighed) lød det hen imod de Stridende, som endnu sloges.

Hænderne faldt ned. Videre hen ad Kannikestræde skred den højærværdige Herre. Det var ingen ringere end Sjællands Bisp, Statskirkens Primas, Dr. theol. Nikolaj Edinger Balle.

Den Gang var Sjællands Bisp ogsaa theologisk Professor, og nu var han paa Vejen til sit Auditorium for i Forelæsningen over sine „Theses theologicæ“ at gøre sine stadig gentagne Forsøg om igen — nemlig at paavise en for Tanken tilfredsstillende Overensstemmelse mellem den overnaturlige Aabenbaring og den menneskelige Fornuft.

Det faar nu være sin Sag, hvorledes dette lykkedes den gode og brave Bisp — i Dag lykkedes det hans myndigt milde Blik og de latinske Ord at faa Slagsmaalet mellem Dalens og Fjeldets Sønner standset — paa nær to Kæmper, der i deres Iver hverken havde set eller hørt Bispen, ej heller ikke nu lagde Mærke til, at det store Slag var forbi, og at Danskerne som sædvanlig havde faaet Prygl af Normændene. De to vedblev at dænge hinanden, med glødende Kinder og svedende Pander.

Og, lig Riddere og Landsknægte fra Middelalder og Renaissance, blev de ikke staaende stille. De løb om, frem og tilbage, vidste ikke selv, at de var drevne helt ned paa Gammeltorv. Saa hidsig var Stridslysten, at den optog alle deres Evner. De syntes at være jævnbyrdige, de to store og stærke Prygle.

Endelig blev de trætte. Raadhusets røde Façade, der strakte sig paa tværs mellem Gammel- og Nytorv, glimtede frem for deres Øjne. De saâ, at de var uden for det latinske Kvarters Grænse, og skimtede en Strimmel Drenge og Kællinger, der omgav dem. Et livligt interesseret Publikum!

Politi var ikke kommet til. Som til alle Tider, saa ogsaa da: Det var sjælden, hvor det skulde være, men hyppigt, hvor det ikke var til mindste Gavn.

Da de trætte og ømme Arme sank, saâ Modstanderne først rigtig paa hinanden.

Den længste af dem saâ ret sær ud.

Stor og mager med et Par vældige røde Hænder, kødfattig, knoklet og senestærk, knejsede han op med sin sorte Haartop, og hvad der val det underligste i denne vel barberede Tid, — han bar et ret vel udvokset sort Fuldskæg, struttende ud til alle Sider som et forsømt Tjørnekrat.

— Det var Fa’n, sagde han i norsk Mundart — det er første Gang, jeg ikke har kunnet banke en Dansker fuldt ud. Hvad hedder Du?

— Pyh — jeg hedder Ludvig Masmann.

— Naa, saa det gør Du? Ja, jeg hedder Johan Brundsland, og jeg er Normand, jeg. Du er vel Jyde, Du, hva’?

— Nej, jeg er Sjællænder.

— Naa, saa det er Du? Ja det er jo noget bedre .. Ja, ja. Vi er begge den galne Kristian VIIdes Undersaatter … Den To’sk! … Ja, det er mig selv, jeg kalder en Tosk. Jeg vil ikke i Rasphuset for Majestætsforbrydelse, — crimen læsæ bestialitatis — Pardon! jeg mente majestatis. Pyh!

Han rystede og strakte sine store Lemmer, lod sine Arme beskrive Cirkler i Luften, sparkede til et Par Drenge, der var blevne tilbage af den nysgerrige Stimmel, saa de tumlede ind mod Raadhusets Mur.

— Skal vi gaa op foran Studiigaarden og slaas i Fred? Nu kan jeg igen.

— Hvorfor har vi været i Slagsmaal? spurgte Ludvig Masmann og saâ op til sin lange Modstander.

— Hvad Fa’en skulde jeg ellers komme paa det raadne Akademi for. Jeg er en treaarig Akademikus, Fa’r min. Jeg kommer kun paa den tørre Kro for at prygle nogle Jyder af, naar Russerne kommer ind fra Landet. Men vi kan jo nu gaa ned og drikke en Dram i det sorte Kælderhul der ved Siden af Vajsenhuset. Hva’?

— Ja, hvorfor ikke, mente Ludvig Masmann og fulgte sin forrige Fjende. Paa Vejen mødte de en sort Køterhund, der gøede ad dem. Normanden sparkede til den med de Ord:

— Jeg skal spænde dig for Rumpen, din skabede Dansker.

Ludvig Masmann mindedes de varme Ord om Tvillingrigerne, om Dan og Nor, om begge Folks Lykke under Dannerkongens milde Scepter. Han saâ op paa den lange Sorte, med hvem han nys havde vekslet Næseblod, kunde ikke bare sig for at sige:

— Er norske Køtere pænere?

— Hør nu faar Du, Fa’ en hakke mig, Prygl igen.

— Igen? sagde Ludvig Masmann og rettede sig, som vilde han rejse Børster. Han syntes i sit danske Maadehold, at det nys overstaaede Slag var af samme Art som Slaget ved Lund under Kristian V, hvor begge Parter kunde til skrive sig Sejren.

Den store Normand rystede sine løftede, knyttede Næver i Luften op over sit Hoved, saâ løjerlig forvirret ned paa den robuste, danske Student, rokkede med sit sorte Hoved, slog afværgende med Haanden hen mod Ludvig, der beredte sin Kampstilling — — — —

— Nej, nej, nej! En Normand og en Dansker!

Nej — de forstaar ikke hinanden bedre end en rød Indianer og en sort Neger.

Med nogle uendelig lange Skræv og Skridt satte den lange Karl langs Raadhusets Façade og ned ad en Sidegade.

Han er gal, mente Ludvig Masmann.

Men hvorledes stod det til med ham selv — den ny Akademikus?

Hvad gik han efter i denne By?

Nu saâ han ned ad Husrækkerne i de udvendende trekantede Kvistgavle til venstre, de brede, ensformige Façader til højre, vendte sig om, saâ det, der før laa til højre, ligge til venstre, vendte sig igen, saâ Frue Taarn med sine mange Etager blinke med Forgyldning paa Kapitælerne i de smaa Afsatser, gik saa om Raadhuset til højre ud paa Nytorv, hvor omtrent den samme Façade gentog sig: pænt leddelt — et Vindue i tre Etager i de markerede Sidepartiers, saa to, saa et i Midterpartiet, saa samme Historie paa den anden Side, alt afdelt med de hvidkalkede Lisener.

Landsbydrengen fik Galgenhumor op i sig, da han omme paa Nytorv saa det murede Skafot med Jerngitteret hegnende Platformen foroven, med „Kagens“ knejsende Pæl i Midten.

— Saa vidt kan jeg vel naa, at blive strøgen til Kagen, naar jeg stadig driver Slagsmaal.

Et Øjeblik idealiserede hans Fantasi Slagsmaalet, som om han, der havde sværmet for Klopstock og Ewald, havde slaaet et Slag for det Danske mod det Norske.

Sladder: Han havde jo slaaedes blindt, og som en Hund mod en anden, i et ordinært Hundekommers paa Gaden.

Der sænkede sig ned over den unge Student fra Landet en af disse blytunge og blyfarvede Stemninger, der knuger Sindet og stjæler Modet.

Han saâ omkring. Dette røde Raadhus og Vajsenhus, dette Ridderakademi med de urimelig høje Vinduer, disse Vinduesrækker langs begge Sider paa begge Torve mødte Øjnene i hans Hoved og Spørgsmaalene i hans Sind med den koldeste Ligegyldighed.

Ja, han havde Spørgsmaal at rette ud i Rummet, og de stødte dumt som Fluer i Flugten mod hver Genstand i Rummet.

Hvor følte han denne By som noget koldt og fremmed, klamt vigende. Ak — hjemme — den Juleferiedag, da han slap løs af sin Stuearrest hjemme i Randlev Præstegaard og som en af Buret befriet ung Raakalv for ud over Marken … da gav Luft og Jord Ekko af, hvad der raabte i ham, og af alle Længslerne efter Verdens lykke og Elskovsfryd klang omkring ham.

Alt sligt spillede i det gule og violette Lys’s Liv i Luften og Dis om Genstandenes Omrids. Og Udkast til Livsbegivenheder, som hans unge Sjæl tørstede efter, tegnede sig i. den lille Mettes Profil i den store Møllers Knokler, i Møllesøens glimtende Isflager, i Eventyret med den dejlige Kvinde og den underlige Baron … Ak, her i Hovedstaden! En Tanke- og Ordørk i Akademiets Høresale, hvor de latinske Gloser knirkede lige saa tørt som i Skolen, og lig trævne Kameler eller Stude æltede i det vigende Sand eller det klægede Ler! En Menneskeørk og en Sten- og Bjælkeørk i de snævre halvmørke Gader, hvor Mure lukkede af for Havernes Træer! Nu under Jævndøgnsstormens piskende Byger viftede de afsted med det halvvisne Løv og bad ynkeligt Døden om blot en Dags Respit.

Ak, hvad han havde drømt ind i sig af Goethes Werther, af Schillers Karl Moor, af Rousseaus St. Preux svandt og svandt, tørrede ind, snærpedes sammen. Der blev kun tilbage en stor, sur, utilfreds Knøs, i hvem dyriske Drifter rev og sled sammen med en dump Vrede paa sig selv, paa Alt, paa Alle.

Det nyttede ikke stort, at Ludvig i enkelte Stunder kunde faa sin Gudinde „Fornuften“ til at lægge Sagerne lidt til Rette for ham.

Hvad havde han at forlange, saa længe han selv intet havde gjort? Hvor kunde da Aandens og Viddets Templer, der efter Famas Udsagn husedes i norske Selskab, i Sværtegade hos Madam Juel, eller i Neergaards Kaffehus i Badstuestræde, aabne sig for en saadan en ubehøvlet Tølper, der ligesom Johan von Ehrenpreis ikke kunde faa sit „udvendige Pund“ til at lystre „sit indvendige“.

Maatte ikke en Pram, en Rahbek, en P. A . Heiberg tro, at han var ganske fra Forstanden, hvis han gik hen til dem paa Gaden og rettede Anmodning til dem om at erkende Mennesket i ham?

Jo naturligvis.

Dog kunde han ikke lade være, naar han paa Gaden saâ en af de Mænd, hvis Navne stadig surrede om hans Øren, først at følge ham i lang Frastand, saa at løbe op paa Siden af ham med en prikkende Lyst til at hilse, men sikker paa, at, hvis han fulgte den Lyst, vilde han stikke bagud i rasende Løb.

Tidt stod han udenfor Madam Juels eller Neergaards belyste Vinduer ud mod Sværtegade eller Badstuestræde og lagde Øret til Muren. Den blev kold og utilgængelig. Mismodig drev han da ned ad mindre pæne Gader, faldt i mindre pæne Hænder — og sonede saa sin Brøde ved Anger og Ruelse hjemme.

Han boede hos en fjern Slægtning, en halvgammel Skriver ved det kongelige Klædeoplag. Hans Sove- og Læserum var en Korridor med Vinduer ud til en Have. Rummet var saa smalt, at han maatte stryge sig forbi sin Seng for at komme frem til Vinduet. Derfra blæste der mer end tilstrækkelig frisk Luft ind til ham i Sengen. Den maatte staa paa langs, ellers vilde der ikke have været Plads til den. Det var godt, at den havde Vinduet foran sig, ellers vilde han ikke have kunnet faa Dagslys nok til at kende Bogstaverne og Bøgerne. Naar han læste, skete det liggende eller siddende paa Sengen — ogsaa for at holde Varmen, thi Ovn fandtes ikke i den lange smalle, mørke Tarm.

Sine Værtsfolk saâ han kun ved de magre Maaltider. Konen var døv og mælte sjælden et Ord. Manden sad og smaabrummede af Misundelse over formentlig bedre Stillede ud i Stuen og lod Ludvig høre, at han kunde sagtens med sin Udsigt til et fedt Kald. Fyren sad imidlertid skrupsulten, skrabede Vællingeskind fra Bunden af Tallerkenen og glædede sig kun svagt til det Glas Brændevin, som baade Mand og Kone og Kostgænger hver slog i sig efter Maaltidet. Thi det var nødvendigt for at holde Maven varm, sagde Klædeoplagsskriver Esaias Prip. Naar han var i godt Humør, gentog han den tarvelige Vittighed, at Destillatør Spendrup burde der tildeles Prædikat af kgl. privilegeret Over-Hof-Apoteker.

Som en Hest tankeløst søger til Hjemmet, slentrede Ludvig langs Vajsenhuset og Ridderakademiet, skraaede over Pladsen ind i et Kompleks af snævre Gader, til han naaede det uanseelige Hus, hvor han havde sit Logis. Han vilde lige til at betræde det første af de høje Trin og stilede op mod den lille Dør under den smalle Rundbue, men inden han fik naaet Dørhammerens Greb, fik han Dørens Planke i Maven, saa han nær var gaaet bag over ned ad Trappen. Døraabningen fyldtes af Madam Prip i den storblomstrede, ikke helt ny Kattuns Overkjole, og Ludvig stødte mod den nedhængende Barm som mod en Genstand med slappe, svagt modstaaende Fjedre. Han lettede paa Hatten og sagde „Pardon“. Madamen var vel undskyldt for at høre, men til Gengæld raabte hun saa højt, saa det skar:

— Kongen kommer! Han maa skynde sig, hvis han vil sé allerhøjstsamme med seks hvide Heste for Karrossen.

Naa — ja! Hvorfor ikke? saa gaar den Tid, sagde Ludvig Masmann meget højt og følte sig ret stolt ved sin Overlegenhed.

Alligevel vilde han nok se Kongen køre ud og gik langs Kanalen ned mod Marmorbroen.

For at besmykke sin Nyfigenhed, pyntede han den i sin Fantasi med, at Rousseau prædikede Lydighed mod Forfatningen og Lovene i det Land, man levede i, og mindedes sin Konrektors samtidige Sværmeri for Rousseaus „Le contrat social“ og den danske „Konstitution paa Kongelovens af den store Dannemand Peder Griffenfeldt lagte Grundvold“.

Som han naaede Marmorbroen og saâ det store Taarn midt paa den af Buegangene flankerede mægtige Slotsfaçade med den af mange snørklede Sandstensdekorationer oplivede Flade, kom de seks mælkehvide Heste af Frederiksborgracen svingende om den søndre Pavillon foran Broen.

Langs den tykmavede Karrosses forgyldte Fadinger, blinkede paa hver Side mægtige Rytter pallasker, gyldne Kyradser og Hjelme, lange viksede Støvleskafter. For og bag paa sad røde, sølvbroderede parykbærende Figurer; husaragtig udstyrede Hejdukker knejsede og smilede fra Vogntrinet.

Inde i den nedslaaede Vogn sad to Mandspersoner: Kongen til højre, en tyk, guldbroderet Magnat til venstre.

Herre Gud, Skjoldungen, den syvende Kristian, der havde indført Trykkefriheden og var bleven hyldet af Voltaire, hvem Lovtaler paa Vers og Prosa om Stavnsbaandets Løsning stadig helligedes!

Der sad en lille forfrossen Pusling med vandblaa, sky Øjne stirrende dødt hen for sig, med den rimpede Hud underlig dirrende over den høje krumme, magre Næseryg, som Skindet over Snuden paa en vejrende Mynde.

Han knejsede højt nok med sin paa tværs siddende, sølvgalonerede trekantede Hat, og hans blaa Silkepels var saaledes draperet, at den røde Kjole med de store broderede Sølvsløjfer og den tindrende Elefantstjerne fik Lejlighed til at gøre deres ophøjede Virkning paa de gloende tro Undersaatter, der stod langs Broens og Kanalens Rækværker og helt ned ad den udfor liggende Gade.

Landsbypræstesønnen følte, at han vilde have kunnet mase denne Mandsling mellem Fingrene, hvis han kunde faa fat paa ham, og at hele Holdningen var afstivet med et Fiskebensstativ eller noget lignende. En Ætling af Valdemarerne! Æblet var blæst langt, langt bort fra Stammen.

Men den gode Konrektors Formaning dukkede op i Russen. Som de andre Betragtende raabte han Hurra. Den lille myndeagtige Konge syntes nervøst at dirre. Da overbrølte en raa Stemme Loyalitetsytringerne ved Brølet:

— Hurra for salig Støvlet-Katrine!

Vognen var allerede kommen et godt Stykke over Broen. Ludvig havde fulgt den i Løb.

Han saa nu, hvorledes Kristian VIIdes blege Ansigt vendte sig til alle Sider med Dødsangst i de glaslyse Øjne, saâ den ved Siden af ham sid dende blaa guldbroderede, tykke, pluskævede Herre rejse sig halvt og sende truende Øjne omkring sig, hørte Fnisen fylde en Pavse i Hurraraabene, mens Vognen kørte videre i Firspring, til den forsvandt om Hjørnet til Filosofgangen.

Hvem kendte ikke den paa Vandkunsten residerende Venstrehaandsdronning, Ane Kathrine Benthaken, der bar Tilnavnet efter sin tidligere Haandtering: at sy Støvletter til Soldaterne? Pænere Folk kaldte hende „Mylady“. Anekdoter af den sjofleste Art fra hendes og hendes Elskers intimeste Alkoveliv, løb Byen rundt.

Landsbypræstesønnen blev alvorlig bedrøvet. Alle Hofanekdoterne — Kongens Kynismer i hans Tjeneres Nærværelse, hans Gennemprygling ved Enevold Brandt, hans opblussende Ondskabsfuldhed i Vanvidets Paroksysmer …… ja, den store Rus følte sit Fædreland, dets gamle stolte Minder og ny lyse Forhaabninger forhaanede i denne miserable Kongeskikkelse. Han nynnede med sammenbidte Læber og Graad i Halsen:

Der staar Eva i Korset
udi Edens Have —
Adam paa en fransk Rainet
sulten ses at gnave.

en Ømhed i Lemmerne efter Slagsmaalet følte han Minder om den Kærlighed, der til evige Tider skulde forene Dan og Nor under Tvillingscepterets faderlige Spir.