Gamle billeder/1.2
II
Det var Lillejuleaftens Dag. Ung, skær, jomfruelig Sne laa fint drysset over Jord og Træer i den gamle Præstegaardshave. Lindene paa Øen vare lige saa pudrede som Magister Masmanns Bukkelparyk, og Buskene stod stille i den milde, blege Frostdag og drev et diskret Menuetkoketteri med de overdryssede Grene paa Stortræerne. Det kunde se ud, som om de spillede et listigt opfordrende Spil med den gamle Lind, om det var muligt at faa ham rykket ud af hans Herskerro derovre paa Øen i lønligt Ønske om, at han kunde faa revet sig løs, spasere over til dem, engagere dem til Dans, tage lempelig fat i deres yderste, blødeste, svageste Kviste — da kunde de vel selv frigøre sig for deres Jordbundethed og træde Dansen over det fine Snedækkes hvide Silke. Aa, det var Alt saa sart, saa kælent!
Hvor den lette Vind havde frembragt en Smule Sammenfygning, laa Sneen med en skarp, svaj Ryg i de blødeste Linjer med lette gule og lilla Tinter … hvem kunde nænne at forstyrre disse Linjer i deres yndefulde Leje?
Men Beboerne i Præstegaarden brød sig Pokker om, hvad der gik for sig derude i Haven, thi Magisteren havde ikke Raad til at lade Buske og Træer klippe til i Pyramider og Kegler og lave Blomsterbede i Kvadrater og Polygoner. Han maatte lade Haven ligge og gro til et barbarisk Vildnis, finde sig i, at Haren aad hans Grøn-, Hvid- og Rødkaal, at Muldvarpene skød Tuer op allevegne, at Andemad lagde sig over Vandet. Træer var Træer, som Sten var Sten, og nåar han en sjælden Gang mindedes Steder hos Virgilius eller Ovidius, der priste Træer og Planter, sagde han sig, at sligt var ukristelig og højtravende Snak, samt hedensk Deifikation af Materien, Substratet for Djævelens Rige. Præsten kaldte for Resten al Tid Vergil for Maro og Ovid for Naso.
Abelone Jeremiasdatter vilde maabende have ærgret sig over en poetisk Lovprisning af det gamle Vildnis i Haven eller de store Kastanietræer langs den store Dam ved Kørevejen. I Haven erobrede hun Aar for Aar Jordstykker til Brug for Ærter, Gulerødder, Kaalplanter og Sellerier, og havde hun kunnet opnaa, at de „store Utusker“ af Kastanietræer blev huggede om, vilde hun have hilset deres Død med Glæde. „For det var fælt, saa de om Efteraaret svinede baade Vand og Vej til med deres „Bladskidt“, og saa disse „Satens Kristanier, der laa og flød, og som Tøsene brugte til at sla’s med, saa de fik blaa Øjne og lede brune Pletter paa Ben og Krop. Ikke at regne det Skidt og Møj, som de ravede paa sig, mens de gik og rodede, og som hun (Abelone) maatte slide af med grøn Sæbe og Gulvskrubber, naar Tøsene skulde kropvaskes om Lørdag Aften, saa hun selv svedte baade Fedt og Tran ved det.“
Klokken manglede fem Minutter i tolv. Præstegaardens største Stue, hvori Familien indtog sine Maaltider, hvidkalket og med Kønrøgssokkel, med det lave, brune Loft, fuldt af tæt siddende Bjælker, laa i fint dæmpet Lys gennem de tre lave, smaarudede, tæt ved hverandre anbragte Vinduesfag.
Midt i Rummet et stort dækket Bord. Om det sad de smaa Pigebørn i forskellige Størrelser … Trip, Trap, Træsko … fra den elleveaarige Lucia til den lille tykke Lucretia, der endnu kæmpede med sin Stumpnæses livlige Afsondringstrang og Abelone Jeremiasdatters grove Lærredsklud, der viskede Næsen saa haardt, at Taarerne randt ud af Pigebarnets store, udstaaende, graa Øjne. En Skov af hørgule Lokker bølgede rundt om Bordet, en Salve af Længsler rettedes fra de mange graa og blaa Øjne hen mod den store røde tildækkede Lerterrin, fra hvis Hul med Øseskeen i en liflig Damp af Øllegrød snoede sig ud. Det mindste Pigebarn laa under for sin Sults Fristelse og langede med sin lille brune Næve efter Øseskeen og Laaget, men Abelone Jeremiasdatter langede hende et Dask, saa Barnet hvinede. Abelone sagde:
— Det visne Skab! Vil hun holde sine Poter hos sig selv. Hun vilde dog blive ulykkelig, hvis Magisteren saâ, at hun vilde ha’ Mad før han selv. Hun vilde faa lige saa mange Hug, som hendes Liv kunde taale … Se saa — kom nu med den Tryne! Den driver jo som Tagskægget i Tøvejr.
Og den ubarmhjertige Klud kom frem og for haardt frem mod den lille Stumpnæses Hud.
En Dør knirkede og aabnedes paa vid Gab ved det første Slag af det bornholmske Stueuhr i Stuens Hjørne. Ind tren langsomt, stor og bred, Sognepræst til Randlev og Borød, Magister artium Sextus Masmann med foldede Hænder over den trivelige Bug og dyb Alvor udbredt over alle Miner.
Sær nok var Magisterens Husdragt: En forhenværende Samarie (Præstekjole), nu saa slidt, at ingen Luv var tilbage, skaaren af, saa den naaede til lidt under Knæskallerne fortil, til lidt under Knæhaserne bagtil. Mavens Fylde gjorde en lignende Virkning paa dette Klædningsstykke som Frugtsommelighed har paa en Fruentimmerdragt. Vingerne var sprættede af, mange solidt sømmede og klippede runde Huller sad foran paa denne ejendommelige Slaabrok; deres Tilblivelse skyldtes Magisterens Fyrtøj — Staal og Svamp, der havde afsat Ildgnister paa Samarien. Men den regelmæssige Form af Hullerne og Sømningen skyldtes Abelone Jeremiasdatters Kunstfærdighed.
Ikke saa snart havde den pudrede Bukkelparyk hvidnet i Døraabningen, før Husholdersken og Børnene for op, som trukne af en Snor, og bøjede sig for Husherren, der uden at besvare Hilsenen skred dem forbi som en gammel Konge af Spanien forbi de hilsende Grander.
Pastoren havde sin egen Service ved Maaltiderne. Dens Scene var den nedslaaede Klap paa et mægtigt gammelt Egetræs Chatol, der stod henne ved et Vindue. Han vendte Ryggen til Husholdersken og Børnene, som ikke turde tale, før han spurgte, og ikke spise, før Formadens Terrin og Eftermadens Fad havde været henne hos Paterfamilias, og han havde udvalgt, hvad han vilde have. Paa Klappen stod en Klukflaske hjemmebrændt Brændevin og et stort Lerkrus med Sølvlaag, fyldt af fedt, sødt, hjemmebrygget Øl.
Da Præsten havde sat sig, saa det knagede i den gamle rundryggede Lænestol, gav han et Vink bag ud, foldede sine Hænder og lukkede sine Øjne. Den ældste Datter rejste sig, snød sin Næse og læste Bordbønnen med ramsende, snøvlende Barnestemme.
Gud, du har skabt os ved dit Ord;
for hver du har beredt dit Bord.
din Godhed naâr fra Slægt til Slægt
tag naadig os i Varetægt!
Gid at vi prise, lyde dig
og takke dig evindelig.
Atter et Vink bagud! Abelone Jeremiasdatter bragte Terrinen med Øllegrøden hen til Magisteren. Han aabnede Laaget, lugtede til Indholdet, tog saa med Kalot-Øseskeen den største og fasteste Grød klump og fyldte sin dybe Tallerken til Randen. Børneflokken røbede ved Munden Madlystens Utaalmodighed, men Alt forstummede, da Husets Herre havde sagt: Silentium! Saa meget Latin forstod Børnene, ja selv Abelone Jeremiasdatter oversatte det ved: Hold Kæve!
Magisteren skænkede Frimurerglasset ud af Klukflasken, som han holdt højt løftet, at Brændevinen ret kunde perle i Glasset. Gjorde den det ikke, saa fik Abelone Jeremiasdatter en Advarsel om, at passe bedre paa Brændingen. Brændevin skulde sætte Perler, om den ellers var ret til beredt. Hvad der ikke perlede, kunde hun sælge til Bønderne.
Alle spiste under Børnenes Slurfen, der mindede om Køernes, naar de drak af Kæret eller Truget, og Pastorens sære Knurren, der mindede om en gammel Hankats, nåar den laber Mælk.
En Vogn hørtes rulle ude paa Vejen. Snart knirkede Hjulskinnerne fast mod den tynde, let frosne Sne i den klare, lyse Luft. Husholderskens og Pigebørnenes Øjne rettedes ud over Kæret til Vejen hinsides de snebestrøede Kastanietræer, genkendte Kusken med den laadne Kabuds og Lammeskindspelsen — og den Person, der, indhyllet i en graa Chenille med mange multumsforede Slag, med en laadden Hue trukket ned i Panden, sad til venstre for Kusken.
Abelone Jeremiasdatter lod i Overraskelsen de Udbrud undssippe:
— Det er Laadvi!
— Silentium! sagde Magisteren, tog sit Sejrværk op af Bukselommen og brummede:
— En halv Time for tidlig. Jeg vil ikke afbrydes i mit Middagsmaaltid — forstaar hun? Og nu ikke et Ord. Ingen maa lades ind! Æder alle videre i ubrødelig Tavshed … Ja hun kan gaa ud i Gangen, Abelone, og sige ham, at han skal begive sig ind i mit Kammers. Men sæt først Ribbensstegen herhen, thi vente vil jeg, sandt for Dyden, ikke.
Begge Ordrer blev adlydte. Pastoren søgte og vragede en god Stund, inden han skar et forsvarligt Snit, medens Abelone var ude.
Hvis Nogen havde givet nøje Agt paa Præsten, vilde han have bemærket, at hans knebelsbartagtige Bryn havde trukket sig sammen, at en sær Blanding af Sorg og Vrede havde bredt sig over hans store Træk, at hans Hænder foldede sig, saa de knagede, at Øjnene løftedes mod Loftet, og hans Læber bevægede sig til uhørlige Ord — ja at Taarer tvang sig frem over hans hvælvede Øjenkugler.
Han gik ud igennem Korridoren. Alle hans uvilkaarlige Livsytringer kom frem med Brask og Bram. Hans Gaben og hans Suk lød som Brøl.
Abelone havde Rede paa sin Herre, saa langt hendes Opfattelse rakte, og gøs indvendig. I lange Tider havde han været saa „værkelig og galhovedet“, at Ingen kunde gøre ham til Pas, og han havde snærret ad hende som „Bindehunden Fylaks nøre i Porten“. Og det havde han været lige siden den Dag, hun bragte ham det Brev fra den By, hvor „Laad’vi“ læste Latin, og som kostede seks Skilling, før „Post-Lisbet“ vilde „lavere“ hende det ind. Det maatte være noget om „Laad’vi“, som var bleven saa stor og før, at det godt kunde hænd’s, at han vilde kissemisse med Pigerne. For i denne Konges Tid fik saadan nogle store Bengler farlig tidlig Fornemmelser af alle Slags.
Hun skyndte sig med at faa Pigeflokken lavet til efter Maaltidet, tog sine store Fedtlæders Sko af og listede sig, saa lydløst hun kunde, paa sine store Saalepuder ned foran den Dør i Korridoren, der gik ind til Magisterens Kammers.
Hun kunde høre hvert Ord, der veksledes, men hun kunde ikke forstaa synderlig af Samtalen. Døren var saa utæt, at hun tydelig kunde se Præsten og hans Søn staa stramt rettede lige overfor hinanden. „Ja Gud fri og frels og bevare vos! Drengen var lige saa lang som Magisteren, og Førelsen kunde snart komme med … Og føj for den Lede! Laad’vi havde ikke mere sin kønne, brune Paryk med Krøllerne i Panden og Piskekvasten i Nakken, men stod med bart Haar ligesom en anden „Bundeknold“.
Magisteren talte:
— Din Rektor har tilkendegivet mig, at du er bleven en Sinke i Humaniora. Hvad tager din ugudelige Flegel dig da for? Løber du paa Ølhus? Svar, inden jeg anbringer den tilbørlige Tugtelse paa dit Korpus, som det burde dig at hædre som det Gemme, hvori din Skaber har indespærret din Sjæl … Naa, du svarer intet? Kanske du har glemt dit Modersmaal, eller ej kan exprimere dig paa Latin, om Du end sidder i Mesterlektien, hvori i min Tid hver Pilt kunde skrive Disticha, Flaccus aut Naso admodum. Du Bengel! Du ukristelige Køter!
Magisterens Blod fôr saa stærkt op i Hovedet paa ham, at det truede med at træde ud gennem Øjnene, der blev røde som en uvan Tyrs. Han tog et langt skrævende Skridt hen mod et højt Hjørneskab, aabnede det med Larm og tog en meget stor Kørepisk frem, klemte fast om Skaftet og nærmede sig sin Søn.
Den store Knøs stod ganske stille i sin melerede, hjemmegjorte Skoletrøje med de mange Knapper, i de snævre Knæbukser af samme Stof, de sorte Strømper og Fedtlæders Skoene med Staalspænder. Denne snævre Dragt var ikke flatterende, men den røbede Muskler, der truede med at blive herkuliske. Da Magisteren kom farende med løftet Pisk, greb Ludvig med et behændigt Tag om Snærten og Enden paa det lange Skaft, fæstede sine store, graa Øjne rolig i sin Faders, der meget lignede dem i Form.
— Vil Du lægge Haand paa dine Dages Ophav … Du … Du .. parricida? hostede Magisteren.
— Det være langt fra mig at have saa ugudelige Tanker, min Fader, jeg mener blot at være vokset fra Ris og Ferie, det siger Rektor selv.
Mesterlektianerne fik ingen anden korporlig Straf af Rektor, end at han kneb dem i Bagen for hver latinsk Bommert.
Præstens svære Krop dirrede. Han havde en Fornemmelse af at synke i Knæ. Han saâ nu først ret paa sin Søn … Ja, han var stor og karlefør. Og hvad laa i det Øje? En blid, men sikker Fasthed, der var ikke en fortrukken Mine i hans Ansigtstræk. Alle laa de i en næsten venlig Ro.
Magisteren trak Vejret kort og tungt. Det arbejdede svært under hans Paryk, bag den store Hjerneskal. Han saa sine egne Træk, skønnere og yngre for sig, og i denne Ro og Sikkerhed genkendte han sin første Hustrus milde Bestemthed. Som mange svære og blodrige Folk kunde han lige saa let blive blid som bruse op, men til daglig Brug betragtede han det som ene stemmende med sin Værdighed at være en aheneus vir, en genfødt Stoiker. Øvelse havde givet ham Sikkerhed i at spille denne Rolle og faa andre til at tro, at det var hans virkelige Natur.
Stille lagde han Pisken paa Kanapéen og grundede under den ham ejendommelige Grynten eller Brummen. Det var en Bøn til Vorherre om at dæmpe hans Blods Syden og faa Lov og Evangelium bragt til Balance i hans forvirrede Sind.
Ludvig stod i samme Stilling som før med de store, krøllede Lokker bølgende om sin Pande.
— Hvor er din Perruque? spurgte Magisteren ret blidt henne fra Hestehaarssædet paa Bøgetræskanapéen.
— Revenons à la nature! sagde Ludvig.
— Fransøsk! sagde Magisteren vredt, men resignerede straks og blev siddende i sit Sæde med Armen i Rundkreds foran sig paa Bordet.
Netop i det Øjeblik forlod Abelone Jeremiasdatter sin Spionforretning, idet hun tænkte:
— Naar Laad’vi ingen Hug faar, saa rager deres udenlandske Sprikvorter ikke en anden En.
Men hun vilde ligegodt fortælle gode Venner oppe paa „Gaarden“, hvordan en allerhelvedes Karl Præstens store Laad’vi var bleven til.
Magisteren sad længe tavs. Han havde ladet sit Hoved synke ned paa Bordet. Han aandede og sukkede lydeligt og grundede, saa hans Ledemod knagede derved. Han maatte tale med sin Søn, siden denne Pilt havde begyndt at „raisonnere“, inden han endnu havde deponeret. Han selv — Magisteren — vilde have faaet et vældigt Livfuld Hug af sin Fader, den længst i Herren salige Herredsprovst og Theologiæ Doctor Athanasius Masmann, om hans Søn havde vovet at raisonnere, mens han endnu gik i Slagelse Mesterlektie. Skulde nu denne Faders Søn, Magister artium nec non Pastor Sextus Masmann, læmpe sig efter Tidens Vanart og nedstige til at diskurrere med en dunhaget Knøs, der endnu kunde komme til at staa Skoleret? … Nej. Der maatte overvejes mangt og meget, inden han, Magister Masmann, i nogen Maade kunde gaa ind paa Sligt. Og nu skulde han udarbejde sin Disposition til første og anden Juledags Prædikener.
Han løftede Hovedet og saâ igen paa sin helt udvoksne Førstefødte. Se — der stod han nu og saâ helt oprørsk ud med det brune krusede Haar uden Paryk. Men hvilken smuk Karl alligevel! Han vaklede mellem Forargelse og faderlig Stolthed, kløede sig en Stund under sin Bukkelparyk, som han, hvis det ikke havde været infra dignitatem, gerne havde spændt hen i Kanapéens Hjørne.
Han rømmede sig og sagde ret roligt:
— Det skal Du vide, Ludvig, at Du volder mig Forskrækkelse og Bekymring. Just i denne salige Juletid er mit Hjerte tungt, og min store Ansvarlighed for Herren og Menigheden giver mig endnu i tyende Dage intet Otium til at tage mig af din rette Optugtelse og udfinde den modus castigandi, som er dig tjenligst. Du faar nu vente til tredie Juledag, hvis Hellighed den formaledidede tyske Bartskærer Struensee til Kristendommens store Men har ødelagt ved sine ugudelige Anordninger. Og for at Synet af dig ikke skal distrahere mig, har Du at blive paa dit Kammers og der faa 10 Tørv om Dagen til Varme. Heller ej vil jeg paa pietistisk Vis unddrage dig den gode Julemad. Og skal jeg paalægge Abelone Jeremiæ Dotter at sætte for Dig i Morgen Aften baade Sødgrød, Gaasesteg samt Æbleskiver og dertil Øl og lidet Punch af Rom, Citron og Sukker. Saadant er nemlig ἀδιαφορα, som Herren i sin Langmodighed under selv svare Syndere. Og at du kan have Føde for din Sjæl, saa tag den ene af mine Biblia med samt denne Quart, der staar ved dens Side. Det er salig Professor Enevold Ewalds bibelske Concordanz, en herlig Bog, om end dens Autor ikke havde Kløerne ret hvæssede mod den lede Pietisme. Den fattige Mand blev straffet efter sin Død, da hans Enke giftede sig med en gemen Klipfiskekræmmer. Ak! hans mellemste Søn, som trods store Sindets Gaver blev en Ølhund og Brændevinskarl, døde ifjor.
Ludvig tog Bøgerne ned af Hylden. Præsten betænkte sig lidt og sagde:
— Endvidere vil jeg vise dig Barmhjærtighed i Følge Plinii Ord: Graves seriosqve mores lusibus jocisqve distinguere identidem soleo, og til saadan Leg og Spøg i travrige Øjeblikke kan Du tage og læse Cato major sive de senectute, som der staar, samt Theophasis Ηϑικοὶ χαρακτῆρες til verdslig Morskab, og Exercits i Latin og Græsk Abi igitur, vigila et ora!
Ludvig bøjede sig og gik. Magisteren sagde til sig selv:
— Jeg maatte ty til Latinen for at magte min Sindslidelse. Der var atter Taarer i hans store Øjne, der lignede Sønnens.
Abelone gjorde sig tidt et Svinkeærende til Herregaarden og passede Tiden til at faa bjerget sig et Stykke Mellemmad. Der fortalte hun i Borgestuen, at „Laad’vi“ havde „sat“ Magisteren, som ikke kunde give ham Hug, fordi Drengen havde snakket et Maal, som ikke var opfundet i de Tider, da Magisteren laa i København og læste over paa de Ting. Fadeburspigen erklærede, at det havde heller ikke lignet noget at give et karlehøjt Mandfolk Ris og „faa hans hvide „Jøv“ til at spytte røde Grise“. Pigen blev lønnet af Bifald fra det øvrige Tyende. Det rungede under Kælderens hvide Krydshvælving.
Abelone maatte ved sin Hjemkomst bringe Præstegaardens mange Pigebørn til Ro, bringe Sødgrød og Øl samt Klukflasker med Brændevin ind i Magisterens Kammers, at han kunde have noget at tære paa under sine Studier til Juleprædikenerne.
Der sad den gamle Herre i det kalkede, tilrøgede Værelse med de gamle Reoler, hvis Bøgers Læderrygge med Snørkler af Bladguld skinnede mat i Lyset, en Stump af en Alter-Vokskjærte spiddet paa en „Profit“. Den læderbetrukne LæneØren. Hans for Parykken befriede graanende Haarkrat tegnede en Skygge som af en rundklippet Trækrone paa den kalkbestrøgne Væg, naar dens Ejer bøjede sig fremover det store Ark graalige Papir paa Skrivebordets grønne Multumsfirkant. Det knitrede og knagede og buldrede i den store Bilæggerovn.
Abelone fodrede den efter at have affodret sin Husbond, sagde „God Nat“ uden at faa Svar, mens hun gik ud paa sine sorte Uldhosesokker.
Nu var hun gruelig nysgerrig efter at se, hvordan det gik „Laad’vi, det sølle Bæst“. Magisteren var jo altid saa nærig paa Ildebrand, og nu sad Drengen vel og frøs oppe under Taget, bare fordi han kunde bedre lide de ny Tungemaal end det gamle Skidt, som Magisteren tyggede Drøv paa, den gamle Tyr han var.
Med Tøflerne under Armen gik Abelone op ad den stejle Hønsetrappe til Kvistkammeret i Gavlen, Hun saâ Lys gennem Nøglehullet i den raa og uhøvlede Brædedør.
Hun keg derigennem … Nej føj! Den store Dreng var gaaet i Seng, havde stillet et Tællelys foran Bordet og laa og læste. Det var ikke i de store Skindbøger, som Magisteren havde givet ham med; det var i et lille Skidt af en Bog, som han holdt mellem sine Fingre, og som der hverken var Skind eller Guld eller rødt paa … Det var dog ellers farligt saa den Dreng var groet op. Hun kunde se, at hans bare Arm, som Skjorten var gledet op over, var helt laaden … Ja om ogsaa Vorherre ikke havde givet en anden En nogen Slags Kønhed, saa var man dog ikke lavet til anderledes end en anden En, og det var ganske behageligt at se paa saadant Noget … Det var dog Satan til Dreng, den Dreng! … Nu glider Skjorten fra paa Brystet! Kors bevares! Han er jo laaden som et Kre’tur! Ja man er jo ikke anderledes, end man er (dybe, beherskede Suk). Men hvad gaar der af den store Laadvi’?
Abelone pillede med stor Forsigtighed det hensmuldrede Træ fra Nøglehullet for at udvide Udsigten.
Han græder! Det er akkurat ligesom hans Fader, naar han præker. For saa græder Magisteren over det; som en anden En er færdig at falde i Søvn over. Ja de lærde Folk er galne! hvor kan nogen hitte paa at flæbe over, hvad der staar i en Smule Bog eller paa et Stykke Papir?
Ja, at han græd i gamle Dage, da han var en skaldet Rottehvalp og skulde vaskes i Baljen Lørdag Aften — for det er s’gu aldrig morsomt at blive vasket — det var jo ikke mere end rimeligt. … Gud ved, hvem der nu gør den store Dreng ren? For Madam Lorentzen, som han bor hos ovre i Købstaden, hun kan da ikke være bekendt at se ham nøgen, saadan som han nu er. Ka’ske han gaar med alt Skidtet paa sig og bare slider det af sig.
Abelone maa have pillet for stærkt ved det smuldrende Træ, thi pludselig lød det fra Sengen:
— Er der Nogen?
Skrækken gjorde Abelone resolut. Hun drejede rask Nøglen om, gik ind og sagde tvævt:
— Har han Noget at lægge i med? For det er koldt. Jeg skal tage nogle Tørv med strakst:
— Tak, Abelone! Hun er altid saa god mod mig.
— Ja jeg har jo altid holdt med ham, Laadvi’, naar han i gamle Dage skulde have Hug.
— Hun er et skikkeligt Fruentimmer, Abelone.
— Ja, men Tørv er her lidt nok af. Lad saa være med at græde. Det kan lige godt være bevægeligt nok med Guds Ord, som han vel ligger og læser i.
Ludvig smilede, da han saâ op paa Abelones ellers saa sure Ansigt. Nu græd hun og mumlede:
— Der er mere Surt end Sødt til i denne Syndens Verden.
Ludvig lo, og Abelone lo med.
Saa gik hun ud og kom lidt efter tilbage med Favnen fuld af Tørv, fyldte den lille bitte Ovn, sendte Mesterlektianeren et langligt Blik og sagde, da hun gik ud:
— Han skulde lige godt se at sove.
Juleaftens Dag gik efter Programmet. Ludvig blev serveret paa sit Kammer af „Lillepigen“ Sidse. Hun gav ikke andet Livstegn, end at hun snød sin Næse med Fingrene og kastede Resultatet ind i Kakkelovnen.