Fuglevisen

Vi ville gaa at spadsere
Klik for at forstørre
Navn	Vi ville gaa at spadsere
Forfatter	Hieronymus Justesen Ranch, 16. århundrede
Komponist	Anonym
Ogg	Lyt her

Note

Hieronimus Justesen Ranck var præst og digter og skrev bl.a. skuespil til eleverne på Viborg Katedralskole. Denne vise handler om menneskelivet beskrevet gennem de forskellige fugle.

Teksten

Vi ville gaa at spadsere
ved Skov, Mark og Kære
og ljude paa Fuglesang,
som nu saa lystig sjunger,
at Luften derved klinger
efter hun Vinters Tvang.
  
Og sjunge om Fuglen's Art og Dyd,
saavel som om deres Last og Lyd,
som mangen Mand vitterligt er;
det godt dermed at fremme,
det onde dermed at beskæmme,
hvad det er fjern eller nær.
  
Allerførst saa ville vi prise,
den smukke Lærkens Vise,
hun er saa frydefuld,
som lover Gud saa aarlig,
det vi forsove daarlig,
naar rømt er Frost og Kuld.
  
Hun vækker op den Avelsmand,
at han sig nære og bjærge kan
udi sit Ansigts Sved;
at bede og trælle giver Rigdom nok,
men fattig bliver en Søvnestok,
det sker saa mangen Sted.
  
Hernæst da kommer den lystig Stær,
at kvidre smukt, som før tav kvær,
mig lyster at lyde derpaa;
med Sorrig laa hun i Dvale,
kunde hverken sjunge eller prale,
med Glæde nu sjunger hun saa.
  
Saa ere vi alle i Angest og Nød,
og midt i Livet er vor Død,
vi fange vel Livet igen;
naar vi opstaar af Støv og Muld,
og Døden bliver kast omkuld,
saa glædes vi uden Men.
  
Og saa da kommer Hedelov,
naar Bonden driver med sin Plov,
raaber fast: »Køhy, Køhy!« 
Man skal forsigtig være,
den sig vil føde med Ære,
det gamle skal naa det ny.
  
Kast du ej det gamle,
før du det ny kan samle,
tag Vare paa Olsmiskrog;
i Tide hold vel til Raade,
det kan dig meget baade,
saa bliver du viis og klog.
  
Hernæst saa kukker Gøgen
og sætter sig paa Bøgen,
kvæder som han haver lært;
ingen maa hannem spotte,
kvad bedre om han aatte,
enhver lad njude sin Værd.
  
Han kan ikke kvinkelere,
sin Sang paa ny staffere,
han bruger sin gamle Pas;
det hans Forældre holdt i Ære,
det holder han ved og lader saa være,
skøtter lidet om Kvint eller Bas.
  
Vilt du en anden foragte
og efter Ære tragte
og braske med stor Pral:
vi kunne ikke alle være Høge,
men somme hin ringe Gøge,
du est ingen Nattergal.
  
Rørdrummen sidder iblandt de Rør,
han maa jo ingen Mand Uro gøre,
brummer ikkun sødelig;
det samme gør og en ærlig Mand,
er venlig og tjenlig, hvor han kan,
tænk, at du est dødelig.
  
Duen sidder paa Lindekvist,
hun sukker, hun haver sin Mage mist;
saa gør en dydig Viv;
det samme gør og en ærlig Mand,
han elsker og ærer sin Liljevand,
saa lever de uden Kiv.
  
En Turteldue i Sorrig og Tvang
bruger slet ingen større Bang
i Tide at sukke og tie;
det er en Christens ret Hovværk
i Haab og Stilhed at være stærk,
at taale, lid' og bie.
  
Du Nattergal, forglemmer jeg dig,
da vredes du visselig paa mig,
dig bør den største Ære;
Christe, dit Ord mig sødest er,
blandt alle Sang baade fjern og nær,
det er min største Begære.
  
Trøst mig dermed i Hjerte og Sind,
at jeg kan føle din Naade derind,
det er din glædelig Røst;
et sorrigfuld Hjerte efterstaar,
en angerfuld Aand her efter traar,
det giver min Sjæl stor Trøst.
  
Vor Krage den varer Høgen paa,
om han os Hønnen vil stjæle fra;
det bør en fuldtro Ven
at vare hinanden ad Skade,
det kommer dem begge til Baade,
man gør det samme igen.
  
Foragt ikke hin brogede Krage,
hun sjunger vel med sin Mage,
foragt ikke Bonden graa;
vi kunne ikke alle Basuner blæse,
nogle skal skrige og nogle hvæse,
saa plejer det til at gaa.
  
Ravnen er en Tyran og Tyv,
berøver saa mangt et Kvæg sit Liv,
naar det er hjælpeløs;
naar Vognen begynder at hælde,
saa skyder en Skalk med Vælde
og gør sig meget bøs.
  
Kunde Ravnen tie over sin Mad,
beholdt vel ene sin Fad og Brad,
han haver saa aaben en Mund;
vær du ikkun stille over dit Bord
uden al Raab og franke Ord,
det er den bedste Grund.
  
Skaden er en Skvalderpose,
hende kan jeg ikke meget rose,
hun haver Bagvaskers Sind:
i ærlige Folkes Ære at hakke,
paa hver Mands Ryg at prakke og makke,
her skaanes ej Mand eller Kvinde.
  
Æd ikke for mange Skadeæg,
at Blommen ej sidder dig i Skæg,
ak, Tand for Tunge er god:
at høre og tie gør Ære og Gammen,
men Skaden sætter Folk tilsammen
og gør stor Vedermod.
  
Tranen med sine lange Ben
hovmodig og stolt i Gang og Tren,
saa sjunes han at være;
kan ske det er ikke som sjunes kan,
han tør dog være en frommer Mand,
uden han dig træder for nær.
  
Hans Hue er af rød Karmesi
og sjunes en Kardinal saa fri
af Jesuiters Art;
i Kæren agter han ingen sin Lige
at kurl' og danse, for ingen vil vige,
han haver en fredig Fart.
  
Døm du om ingen letfærdelig,
lad du enhver blive for sig,
Gud dømmer om Hjerte og Sind,
udvortes Skik, baade Gang og Lader,
se til, at det dig ej forraader,
det gør saa mangen blind.
  
Vor Stork er duelig om sin Føde
og lægger saa meget Ukrudt øde
at føde sine Unger med Flid;
sin Ægteskab han holder ren,
det skulde vi gøre hver og en
og vare paa vor Tid.
  
Vor Tid skulde vi jo vare paa,
som Skriften os forviser saa,
Guds Naades Tid jeg men;
forsømmer du den ædle Tid,
da slar du Lid til stor Ulid,
den Tid kommer ikke igen.
  
Vildgaasen er ustadig i Tro,
flytter fra en til en anden Bo,
hos Varmen vil hun være;
det gør en Hykler nær og fjern,
sin egen Fordel søger gerne,
ringe agter Ed eller Ære.
  
Var du dig vel for saadan Vaane,
naar Vildgaasen lover for hin Trane,
de rømme begge af Land;
Herrehuld og Love er draget hen
og Vildgaasetro er kommen igen,
det klager saa mangen en Mand.
  
Tag Pant for Gæld raader jeg dig,
thi Landet er fuldt af Falsk og Svig,
vi gaa paa Vildgaasebro;
naar Munden taler sødelig,
og Haand klapper blødelig,
ak ja, du skalt mig tro!
  
En Svanesang er meget sød
og allermest imod hendes Død,
saa gaar det i Vesten til;
vi sjunger og springer i Lyst og Glæde,
agter ikke at Døden er tilstede
og vil snart bruge sin Pil.
  
Tænk du ikkun paa din søde Sang,
naar du skalt gaa den lange Gang,
at du kan fare i Fred;
med Fryd og Glæde fare derhen
i Troen stærk, i Aanden ren,
og kommer til din Sted.
  
Hine Ørne og Høge bruger Vold
og Tyranni saa mangefold;
den fattig; som mindst formaa,
stødes til Side fra al sin Ret,
naar han mod Magten fører Trætte,
saa maa han undergaa.
  
Viben hun er omhyggelig
og varer paa med største Fig,
langt mere end hun tør ved;
de fremmede Tuer tager hun Vare,
hendes egen Tue stander i Fare,
det gør hendes Daarlighed.
  
Saa gør en Gæk i fremmede Sag
den at forsvare med Umag,
sin egen lader han staa;
ihvor det gaar med fremmede Trætte,
din egen Sag du ej forgætte,
saa kommer du vel derfra.
  
Hin sortebrune Natteravn,
af hvilken gaar saa vide Savn,
om Dagen ved han sin Sted;
om Nattertide han ser sig om,
dog er han mod ingen ufrom,
om han maa nyde Fred.
  
Stor Spot og Skrig kan han ej lide,
han holder sig ellers til en Side,
ak, Fred er god at nyde;
lad Hver Mand være den han er,
skrig efter ingen fjern eller nær,
du kan det selv fortryde.
  
Vilt du paa Gaden huje og skrige,
du kant vel snart finde din Lige,
Natravne ere flere end en;
naar du est drukken, modig og kæk,
dig møder vel saa stor en Gæk,
det koster Hud og Ben.
  
Hin Ugle sidder i Mørke og Mur,
om Natten flyver hun paa Lur,
Lyset hun ej kan lide;
den hader Lyset, som ilde haver gjort,
om Dagen bliver det vel spurt,
naar Solen oprinder saa vide.
  
Hin Hejre med sin søde Ben
lokker smaa Fiske til sig hver en,
det er en Doblers Vis;
først snapper hun en, saa snapper hun to,
en Dobler vinder Hoser til Sko
og sætter Ungdommen paa Is.
  
Aalkragen er en ret Søhane,
for Bytte Skyld vel sig ej skaane,
han frister hin dybe Vand;
det gør Fribytter i vilden Strand,
røve og stjæle fra Kvinde og Mand,
naar ingen dem hjælpe kan.
  
Falken han flyver saa højt ved Sky,
vil sig ej stjæle til nogen By,
det er en Krigsmands Ære;
oprigtig og ærlig bruger sin Magt,
og holder altid sin Ære udi Agt,
vil han sig redlig nære.
  
Min kære Husfugel, du lille Svale,
din Tid opvækker dig af Dvale,
kom hjem, min liden Gæst;
nu ville vi sjunge og kvidre smukt
og drive tilhobe vor lystig Tugt,
den rette Hjem er bedst.
  
Musvaagen er af en ringe Magt,
thi bruger han en ringe Jagt,
han hjælper sig hvor han kan;
en Mus er hannem bedre i Klov
end Hjort og Hind af Kongens Skov,
saa nøjes en fattig Mand.
  
Glenten skøn Sommerfuglen er,
ustadig i Farve og alle Gebær,
saa er og manges Vis:
i Klæder, Farve, i Dans og Tale,
nu kort Svans, nu lange Hale,
det giver en passelig Pris.
  
Vor Fuglekonge er en liden Herre,
gid at her ingen bliver des værre,
Muts ist genug, ich mein:
ingen foragt en liden Tue,
hine store Læs kan hun vel kue,
die Person aber ist klein.
  
Sisik', Stillids og Fugle i Kram
og Papegøje med al sin Bram
sjunger for daglig Brød;
des Brot ich iss', des Lied ich sing',
des Wein ich trink', des Sprung ich spring',
jeg haver vel ingen Nød.
  
Det er de Gækkes og Hyklers Ord,
som flytter fra en til andens Bord,
og farer med Løgen og Snak:
det hver Mand gerne høre vil
og bruge idel Narrespil,
dermed at tjene Tak.
  
Aarkokken skogrer til sin Tid,
naar det lider mod Sommeren blid,
vi skulle ikke altid tie:
nu Sorrig, nu Glæde, nu Fuglesang,
nu Lyst, nu Graad gaar i sin Svang,
nu Hjertens Fryd og Kvide.
  
Du maatt' ikke altid skogre
og i din Svendetid logre,
thi alting haver sin Tid;
hold op, hold op med Ære,
tag dig en Hustru kære
og skogre saa, men du gid.
  
Skovknarren og hin grønne Spæt',
maa vi for ingen Del forgæt',
du skriv det ikke i Glemme;
kan du ikke sjunge, da kan du knarre,
du kan og gøre fuld ondt et Blarre,
naar du kommer drukken hjem.
  
Kalkun, Hærfugle og Paafugle,
af Brask og Hovmod ere de fulde
og intet andet end Bram;
naar vi os selv beskuer bedst,
vor Pral er en fattig, skiden Nest,
i al vor Fjereham.
  
Vor Hønne kan vel holde Bo,
hun klukker, skraber og ser til Klo
alt for sine Unger smaa;
ak, ak, en Hjertens Omhyggelighed,
som Christus selv sig ligner ved,
sine Vinger vil over os slaa.
  
End er vor Gaas vel stille og from,
saa mange Gæsling løbe derom,
vi monne dem fuldvel nyde;
at fare sagt og sædelig,
uden hun er alt for taabelig,
er ingen Dannekones Lyde.
  
Saa snadrer Anden med Næbbet sit
og snapper op, hvad hun kan hitt',
er det ikke end saa godt;
saa gør en Snyltgæst, hvor han gaar,
det far i hannem, hvad han faar,
om det end sker med Spot.
  
Flagermusen er baade Djur og Fugl,
at skikke sig mod begge hugl
ved han ret gode Raad;
saa er en Hykler i sin Art,
han vendes om og om saa snart,
ved han ikkun sin Baad'.
  
Den Struds han haver en Mave saa hed
med skønner Fejre end han tør ved,
og Jern kan han fortær';
sit Gods en Fyldevom destiller'
samt mured Gaard og andet mer;
omsier han trygle lær'.
  
Bruskokken vil sig farlig gøre,
naar han i Kæret Krig vil føre,
sine Fejre mon han opsætt':
saa sætte og højt op deres Top
hine unge Lækrer til stor Spot
og gør sig selv til Gæk.
  
De Spurre af Bækken drikke en Taar,
til Herrens Lovsang saa fremgaar
at takke Gud for sin Gave;
vi slemmer og demmer Nat og Dag
med Guds Fortørnelse og Umag
at fylde baade Kro og Krave.
  
Og sjunger saa hos hin Viborg Skald:
»Ørnen sidder paa højen Hald,« 
»Fru Gundel« og »Svend Felding«;
naar Vin og Øl er drukken af,
og Tønden stubbes ned paa Rav,
saa drikke vi af Helding.