Frederik Christian Sibbern
FREDERIK CHRISTIAN SIBBERN.
1785—1872.
Der gives fremragende Mænd, hvem det synes at være lykkedes fuldstændigt at give sig selv i deres Værker. Sibbern hører ikke til disses Tal. Hvad han selv ofte klagede over, sande ogsaa Læserne af hans videnskabelige Skrifter, at han havde Vanskelighed ved at forme og udtrykke hvad der stod for hans indre Øje. Dette hang vel til Dels sammen med en Ufuldkommenhed ved hans videnskabelige Standpunkt, som han aldrig, trods sit stadigt fornyede Arbejde, naaede ud over; men det hang ogsaa sammen med, at hans Personlighed var saa rig, varm og ejendommelig, ogsaa ejendommeligt kantet, at den ikke kunde faa Luft gennem en enkelt Form. Tænkeren, Digteren, den religiøst Grebne, den hjertelige Menneskeven og den begejstrede soiciale Profet vare forskellige Jeger i ham og krævede hver sin Art Tilfredsstillelse. Han arbejdede sit Liv igennem med disse forskellige Kræfter, af hvilke snart én, snart en anden skød sig frem i Forgrunden; Enheden, Sammenhængen mellem disse forskellige Bestræbelser har han overladt til Eftertiden at gribe, om den formaar det. Og der maa gøres et Forsøg derpaa, medens Mindet om ham endnu lever iblandt os.
Han hører ikke til dem, der stærkt og gennemgribende have paavirket det aandelige og det offentlige Livs Gang i vort Fædreland. Men han er et af de sundeste og tillige dybeste Mennesker, som har levet her hjemme. Og han gennemlevede sin Tid fuldt og selvstændigt, optog ikke blot i sig hvad den frembød, Stort og Smaat, men tog det Altsammen paa sin ejendommelige Maade, gav sit Besyv med, privat eller offentligt, og ved sin varme Sympati og indtrængende Forstaaelse har han været overordentligt Meget for saa mange af de Bedste her hjemme, som han da selv maa regnes til vort Lands bedste Mænd. I ham spejler hele det aandelige og offentlige Liv i Danmark fra 1820 til 1870 sig paa en lærerig Blaade. Lærerig — ikke blot fordi han levede det med under varm Deltagelse, men ogsaa fordi han selv stedse var en Stræbende, der lige til sin høje Alderdom gik frem i Søgen efter Sandhed. Hans Ungdom og første Udvikling faldt i Reaktionsperioden mod det attende Aarhundrede. Han følte ret den kvægende Virkning af den Følelsens og Fantasiens Fylde, der afløste den forstandsmæssige »Oplysning« og den tørre Fornuftmorals Herredømme. Men han tog kun hvad han kunde bruge, og han kunde kun bruge det, som havde sand menneskelig Kærne i sig; Skallerne lod han ligge. Det blev derfor ikke noget Tilbageslag, men Resultatet af en naturlig og sund Udviklingsgang, naar han senere udtalte religiøse og politiske Anskuelser, som ved deres Frihed og Radikalisme forandrede og forargede mange af hans tidligere Venner, og vilde have forundret endnu Flere, hvis de vare blevne mere bekendte i større Kredse. Det var hans levende Sans for det Levende, der fik ham til at gennembryde enhver Form, Tidsaanden stillede op som ene saliggørende, hvad enten det var paa Religionens, paa Politikens eller paa Filosofiens Omraade. Der er en indre Forbindelse mellem hans Polemik mod den hegelske Filosofi, hans Løsrivelse fra al dogmatisk Tro og hans Bekæmpelse af Overtroen paa Papirskonstitutioner og juridiske Formaliteter.
Ved sine afsluttende religiøse og sociale Ideer mødes han med friere Bestræbelser paa disse Omraader i den nyeste Tid. Ved sin levende Sans for det virkelige Liv, dets Vilkaar og dets Krav, mødes han med det Bedste i den moderne realistiske Aandsretning. Men Alt er hos ham vokset ud af det dybe Sinds Trang til at opsøge og fordybe sig i Livet under alle dets Former, paa alle dets Trin. Man kan neppe paavise ydre Paavirkninger, som skulde have fremkaldt og bestemt hans Udvikling i den senere Del af hans Liv. Han blev forberedt til Revolutionen netop ved fuldt og helt at gennemleve Reaktionen. Og han voksede sig fra Reaktionen ind i Revolutionen uden mærkeligt Brud og uden pludselig Katastrofe. Han, som selv stedse advarede mod at plukke den umodne Frugt af Livets Træ, lod ogsaa sin egen Frugt have den fornødne Tid. Des værre blev det i Mellemtiden Aften for ham selv; det, der var hans Livs og Stræbens sundt udviklede Resultat, formaaede han nu ikke at vække opmærksomhed og Anerkendelse for. Det kom, saa længe han selv levede, mest til at staa som en gammel Mands sære Ideer, og hans gamle Venner og Beundrere lod helst, som om de ikke vidste af dem at sige. Maaske ønskede han det heller ikke selv anderledes. Han var den stille Udviklings Mand og Fjende af al Forhastelse. Des mere opmuntrende og lærerigt er hans Billede for den yngre Slægt, som har den Opgave at føre Traaden videre, hvor hans gamle Haand maatte slippe den. Det opfordrer dem baade til at gaa fremad og til at lægge en dyb og fast Grundvold for Fremskridtsarbejdet. Naar vi i vore Dage se saa mange uhyggelige Eksempler paa, at gamle Frihedsmænd — ofte uden selv at ville være ved det — fornægte deres Ungdoms Idealer, saa maa det komme af, at Opstillingen af disse Idealer har været Hastværksarbejde uden solidt Grundlag. Det er Arbejdet, det stille, ihærdige og taalmodige Arbejde, først og fremmest Arbejdet med sig selv, der har manglet. Men der har ogsaa manglet den levende Sans for, og dermed den levende Tro paa Livet som det, der aldrig staar stille. Den Form, hvorunder man først har tænkt sig Livet, forlanger man, at det skal iføre sig alle Tider. Den ældre Slægt kommer derved til at tynge som en Mare paa den yngre Slægt, det ene sociale Lag paa det andet, i Stedet for at bane Vejen for sin Efterfølger og hjælpe ham frem. Men Livet har stedse Ret; det var netop en af Sibberns Hovedsætninger.
Naar jeg nu her vil afbetale en Taknemmelighedsgæld ved at forsøge paa en Karakteristik af F. C. Sibbern, saa maa Begyndelsen ske med at skildre hans Personlighed, saa vidt det kan lykkes at samle de spredte Træk om visse Hovedpunkter. Vi ville derved se, hvorledes hans Natur forudbestemte ham til hans Gerning. Hvad han har virket som Psykolog, som Filosof, som religiøs og social Tænker, vil kun ret forstaas, naar vi først — for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk — opsøge »den indre Kilde«, af hvilken det Altsammen er udvældet.
I.
Personlig Karakteristik.
Vi lære Sibbern at kende gennem hans Breve, baade de virkelige og dem, han har udgivet under Navn af Gabrielis's Breve. Det Billede af ham, som herved kan vindes, bekræftes ved hans andre Skrifter, men indeholder tillige adskillige Træk, som tjene til bedre Forstaaelse af disse.
Et Vendepunkt i hans Ungdom var det langvarige Ophold i Tyskland fra 1811 til 1814, fra hvilket han vendte hjem for at overtage en Professorpost i Filosofi ved Universitetet. Vi følge ham paa Rejsen gennem hans Breve, og vi lære hans Stemning og Tilstand i den nærmeste Tid efter Hjemkomsten at kende gennem første Del af Gabrielis's Breve, som er skreven 1813—1814, skønt den først blev udgiven 1826.
Han var rejst ud for at studere Filosofi og uddanne sig til akademisk Lærer. Han gjorde Fichtes, Schleiermachers, Steffens' og Schellings Bekendtskab og paavirkedes især stærkt og varigt af de to sidst Nævnte. Han opsøgte Goethe, der for ham stod som en ophøjet Genius og var Genstand for hans Kultus, ja næsten for hans Forelskelse. Han foretog Fodvandringer gennem Tysklands skønneste Egne, levede med Bjerge, Skove og Søer og kvægede sig ved Naturens Skønhed. Men under alt det Nye og Herlige, han saa og lærte at kende, hang hans Hjalte ved Hjemmet. Han hang ved den danske Natur, ved sin Fædrenestad, hvis store Ulykker han havde oplevet, og hvor han haabede, at en ny og betydningsfuld Periode for Videnskab og Kunst var indledet. Men der var dog Et, der bandt ham fastere end noget Andet til Hjemmet, nemlig hans Kærlighed til Sofie Ørsted, til hvem de fleste og interessanteste af hans Rejsebreve ere rettede. »Ingen skulde nogen Sinde rejse«, skriver han til hende, »for end Fædrelandet havde bundet ham med de fasteste, stærkeste Baand«. — Paa Galleriet i Berlin traf han en ung Pige, med hvem han ofte talte, og hvis Billede han bevarede og ofte dvælede ved i sine Tanker. »Men at jeg kan gøre dette med Ro, derfor takker jeg mit Fædreland, takker det inderligt derfor; det lod mig tidligt skue og fatte høj Skønhed, og det skænkede mig derved den lykkelige Gave: overalt at kunne frydes ved hver Skønhed, jeg møder paa min Vej, fryde mig uforstyrret af Attraa og Begær,«
Han kom fra ung af meget i A. S. Ørsteds Hus. For den store Retslærde nærede han en overordentlig Beundring og en varm Hengivenhed, som han ofte har givet et smukt og hjerteligt Udtryk, smukkest maaske i sine »politiske Intelligensblade«, i Anledning af Ørsteds Tale ved Aabningen af de raadgivende Stænders Forsamling i Roskilde. Han var selv Ørsteds Discipel, idet hans første Studier vare juridiske. Ørsteds Hustru, Oehlenschlägers smukke og begavede Søster, samlede ikke mindre end sin Mand en stor Kreds om sig. Sibbern elskede hende med hele sin Naturs Varme og Entusiasme. Endnu paa sine gamle Dage bevægedes han i en Samtale med Sofie Ørsteds Biograf, Nikolaj Bøgh, ved Mindet om sin Ungdoms Kærlighed. Han spadserede med hende og læste for hende i Odysseen, Sofokles, Plato og Goethe. Han var idel Glæde og Beundring over hendes Skønhed og over hendes livlige Interesse og klare Blik. Han var rejst ud i jublende Glæde over hvad han her havde fundet. Det tilhørte ham ikke, men Glæden derover tilhørte ham.
Allerede af Rejsebrevene ser man dog, at det ikke faldt ham saa ganske let blot at tage Forholdet fra denne Side. Sofie Ørsted elskede ham ikke; hun behandlede ham som en yngre Broder; og desuden var hun knyttet til en Mand, hun agtede og elskede saa højt som nogen Anden. Fortvivlelsen over det Haabløse i hans Kærlighed maatte bryde frem, og det var først, da Sofie Ørsted var død, at han kunde udtale, at »det var sødt og glædeligt blot at vide, at hun var til, og at være kendt af hende«, Der var Tider, hvor hans Hjerte forlangte Mere end det. I et af sine sidste Rejsebreve til hende omtaler han, hvorledes han i Breslan, hvor han besøgte Steffens, havde følt sig overvældet af sin Smerte og havde fundet Lindring i at græde af ganske Hjerte. »Og virkeligt er det«, tilføjer han, »som om jeg dér, hos min kære, dyrebare Landsmand, først har fundet den Fred og Hvile, som Orest fordum fandt i Gudindens Lund, i den rene Søsters Nærhed«, — Der synes her at være hentydet til en Kamp mellem den opblussende Attraa og den glade, af alt Begær uhildede Følelse ved hvad han havde i den, han elskede. Han har kæmpet sig frem til den Beslutning, som han lader sin Gabrielis udtale: »Er der Noget, jeg med Bestemthed vil, saa er det det, ikke at se hende igen, førend jeg véd, at jeg er rolig og uden Begær vil kunne glæde mig ved Beskuelsen«.
»Den Time, jeg vender hjem,« havde han skrevet, »den vil bringe mig alle Glæders Blomst« Men hvorledes det blev for ham, lader han sit andet Jeg, Gabrielis, skildre den Ven, til hvem han skriver. Man vil deri genfinde nogle Vendinger, som allerede ere anførte fra et af de virkelige Breve til Sofie Ørsted.
»Du véd, hvor længe jeg var borte, men Du véd ikke, hvor tro jeg hængte ved hende. Alle mine Længsler tilhørte hende og mit Hjem, og tusinde Gange sagde jeg til mig selv: Lykkelige! ja du kan rejse; ti dig holder Fædrelandet fast ved de skønneste Baand, og hvad der saa møder dig, det Herligste, Jorden har at give, gav Hjemmet dig. — Ak! og ogsaa det Bitreste. Jeg kom tilbage; mine Følelser luede endnu i mig med ufortæret Inderlighed og Styrke. Jeg fandt ogsaa hos hende den vante Godhed for mig. Uudsigeligt takkede jeg hende for, at hun modtog mig saa god, saa glad. Jeg levede atter nogle glædefulde Dage. Men det blev snart mattere. Nej, jeg tabte, hvad jeg nu først haabede at tilvinde mig. — Med hver Dag blev jeg fattigere. I en endeløs Lidenskabs, jeg kunde sige Skinsyges aldrig hvilende Ængstelser gik mine Følelser op, og hvad jeg endnu besad, derved skilte mig snart min forvildede Adfærd.«
Det var den første store Kamp, han maatte tage op med Livet. Han gennemlevede dens hele Bitterhed, skønt det ofte forekom ham, som hans Liv var forspildt. Det var en tung Vinter for ham, den første efter hans Hjemkomst, den i hvilken »Gabrielis« blev skreven. Han skriver selv til sin Søster den 5te Marts 1814: »At jeg skal tilstaa dig det, endnu har jeg ikke tilbragt nogen Vinter med saa nedstemte, ofte bitre Følelser som denne«. Der kom foruden den Aarsag, hvorved vi her have dvælet, og som han ikke omtaler over for sin Søster, endnu to andre Aarsager til. — Han havde overtaget den filosofiske Lærerpost, men følte, at det ikke gik for ham i hans nye Stilling, som han ønskede det. Han kæmpede, som vi allerede se af Rejsebrevene, med Tvivl om sig selv. Han frygtede, at der ikke ret vilde blive Noget af ham, følte sig mat, aandsforladt; Alt inden i ham syntes at gaa i Staa. I den Forladtheds- og Mismodsperiode, som var kommen over ham, maatte denne Tvivl og Afmagtsfølelse vokse, og maatte tillige føles saa meget des stærkere, jo mere han trængte til at fordybe sig i Virksomhed for at glemme sin Smerte, og jo større Fordringer hans nye Stilling rettede til ham. — Endeligt var det jo ogsaa denne Vinter, hvor den ulykkelige Syvaarskrig afsluttedes med den lige saa ulykkelige Kielerfred. Han havde paa nært Hold oplevet Frihedskrigens Udbrud i Tyskland og Glæden over Sejrene; Usselheden og Ulykken her hjemme traadte i Modsætning dertil i et saa meget des grellere Lys. »Medens hele det øvrige Europa foruden Frankrig kan udbryde i høj Jubel, skulle vi alene lide paa en saa skammelig Maade!«
Saadanne vare de Erfaringer, gennem hvilke Sibberns Karakter først træder frem for os. Naar der nu i hans Breve, i hans Skrifter og i saa mange mundtlige Ytringer af ham, saa vel som i hans hele Færd, fremtræder en saa frejdig Glæde ved Livet, en urokkelig Optimisme, der suger Lyksalighed af Alt, saa er det allerede af det, vi nu have omtalt, klart, at denne Livsglæde og Optimisme ikke var bygget paa Sand, men vandtes gennem Kamp med megen og dybt følt Modstand. Han lader sin Gabrielis trøste sig med, at der paa det Hav af Taarer, der trængte til Gennembrud hos ham, en Gang vilde følge et Hav af Lys. Saaledes er der altid for Sibbern en dyb og stærk Skygge, der giver Lyset dets fulde Virkning. Den gode Tid jublede han over, fordi han kendte den onde, og især, naar han havde holdt sig sin Lærer Goethes Formaning efterrettelig: ikke at hidse sig i den onde Tid.
I den Krise, som er omtalt, se vi ham særligt kæmpe for at bevare sin Glæde og Beundring selv dèr, hvor Besiddelsen er umulig. Beundring og Sympati vare i det Hele de Følelser, som havde den dybeste Grund i Sibberns Natur. Livet var for ham, naar han blot kunde neddæmpe den Bitterhed, der kunde stige op i hans eget Indre, væsentligt en Kilde til Glæde. I sit 24. Aar skriver han til sin Søster: »Dan dig af det, der omgiver dig, en Himmel fuld af Glæde!« og endnu i sin høje Alderdom følte han (som han skriver i et mig velvilligt overladt Brev fra Aaret før hans Død) »Sommerlighed« hos sig. Ydre og indre Tryk og Lidelser kunde formørke og forbitre Sindet; og Tryk var efter hans Erfaring værre end Lidelser; — men selv i slige Tider kan man, paastod han, skaffe sig Glimt af noget Lysere eller en »Forudfølelse af Musens Duft.« Den værste Fjende for Livspoesien, for Bevarelsen af Ungdommen, fandt han i Begæret, som er knyttet til noget bestemt Enkelt, og som afføder Bitterhed og Smerte, naar dette ikke kan opnaas. »Nej, tag til det, som overalt er at have. Der er underfuld Livsmusik nok overalt; man skal kun vorde stille i sig selv og lytte efter.« Saaledes lader han Gabrielis (i Brevenes anden Del) besvare det Spørgsmaal, hvorledes Ungdommen og Livspoesien bevares. Og nu følger hele den vidunderlige smukke Udvikling, som Enhver bør kende fra første Haand, om hvorledes man kan finde Glæde ved Beskuelsen af Solglimtet paa Taget, af Spurvene, som hoppe omkring, af Scenerne paa Gaden, af Menneskelivet i dets forskellige Former. Man skal leve med »Naturens hele store Livsbevægelse«, »slutte et fortroligt Bekendtskab med Vinteren som med Sommeren, saa at man kan føle i sig de Melodier, som de spille op for os, naar de komme til os i Besøg«. Vi forstaa her Sibberns store Glæde ved Fodture. Som han havde travet rundt i Tyskland paa sin store Rejse, travede han i senere Aar omkring i Sjælland og paa Fyen, og i Gabrielis' Breve findes adskillige Træk af hvad man kunde kalde Fodturenes Epikuræisme, den Vuggen i Stemninger og Tanker, som Ensomheden i Mark og Skov begunstiger, og den hyggelige Hvile ved Aftenstid. Det var ikke blot Naturen, han svælgede i, og hvis smaa og store Scener han belurede og ofte skildrer med stor Friskhed. Det var, som allerede berørt, ogsaa Menneskelivet. Han fandt det smukt, naar Lavater havde udgivet sit store Værk over Menneskefysiognomierne »til Befordring af Menneskekærligheden«. Man skal elske Menneskene, som Botanikeren elsker Planter: for ham er der intet Ukrudt. Man skal sætte sig hos Haandværkeren, se paa hans Dont og tale med ham derom. »Mon der ikke i Haandværkerens Arbejde, i Kræmmerens Travlhed og i al menneskelig Færd paa Torve og i Gader ere store Livsmagter til Stede?« I sine senere Aar nævnte han især Husmandsfolk og Landboere med Forkærlighed. Han, som levede i vort Folks finest og ædlest dannede Kredse og selv havde umiddelbar Adgang til Videnskabens og Poesiens Skatte, ender sin (efter hans Død udkomne) Moralfilosofi med de Ord: »Jeg kunde anføre mere end ét Eksempel af Husmandsstanden paa Landet, ligeledes af Tjenestefolk, med hvilke Samlivet kan virke højst velgørende paa den Agtsomme«. Ogsaa i andre Skrifter kommer han ofte tilbage til Hnsmandsstanden paa en Maade, som viser, at han taler af personligt Bekendtskab.
Man ser: den Livspoesi, han prædiker og vil have Øjnene oplukkede for, bæres af en hjertelig og varm Sympati, Det er intet Fantasilefleri som i saa mange Former af Romantik, og (maa jeg føje til) i saa mange Former af »Realisme«, der i denne Henseende kun ere forklædt Romantik. Han søgte Næring, ikke Underholdning. Livet i alle dets Brydninger har Værdi for ham, og det for dets egen Skyld. Det var hans Tro, at det samme Liv, hvis mindste Rørelser uden for ham kunde have saa stort Værd i hans Øjne, ogsaa rørte sig i ham selv, — og at det var derfor han kunde faa Øje for det. Livspoesiens Evangelium hænger her, som det senere vil vise sig, nøje sammen med hans filosofiske Anskuelse og hans religiøse Tro, som han da i det Hele ikke gør den store Forskel mellem disse tre Ting, som vi stakkels moderne Mennesker ere nødte til.
Det var ikke blot Natur og Mennesker, han fandt Næring og Vederkvægelse ved. Han levede ogsaa i Digterne, i Bibelen, i gamle, kærnefulde Opbyggelsesskrifter, som han endnu satte Pris paa og anbefalede, efter at Dogmetroen forlængst var bleven ham aldeles fremmed. Yndlingssteder fra saadanne Forfattere havde han ofte hos sig i udtagne Ark eller opskrevne paa Sedler til Brug paa Fodture for ret at kunne gøre sig dem levende og nærværende. Endnu Aaret før sin Død opskrev han en Del saadanne Yndlingssteder, især af Schiller og Goethe, tillige med nogle af sine egne Yndlingstanker, til en ung Pige, der skulde rejse ud som Lærerinde.
Som flere Gange sagt, den Livsglæde, som var Sibbern saa ejendommelig, var ikke overfladisk og letsindig; den var ikke blot ofte dyrt købt, men den var ham en alvorlig Sag, en Hjertes- og Viljessag. Han havde jo, som vi have set, Tider, hvor selve Smerten var det Eneste, der holdt Sindet sammen og hindrede, at det sprængtes. »Intet glædeligt«, siger Gabrielis, »havde jeg, der kunde give min Eksistens Kontinuitet; saa blev da Smerte og Fortvivlelse det, der holdt min Tilværelse sammen og bevarede mig for at give min Sjæl hen i Søndersplittelsee. Der ligger en sund og mandig Tanke i disse Ord. Den aandelige Smerte har vel, som al Smerte, en Tendens til at opløse vor Sjæl. Men den er selv, hvor den melder sig, et naturnødvendigt Led i Rækken af vore indre Erfaringer, og at skyde den ud, at ville fortrænge den for enhver Pris, det er at hengive sig til en aandelig Morfinisme og er den visse Vej til Undergang. Smerten maa gennemleves, dersom man ikke kan forandre de Forhold, som fremkalde den. Kun derved vokser og hærdes Sindet. Det var det, Sibbern atter og atter, lige til det Sidste, indskærpede, at »hvad der hæmmer, det fremmer, naar det tages retteligen«. Han kendte af egen Erfaring, hvad Goethe kalder Smerternes »hemmeligt dannende Magt«. Man maa kæmpe sig frem med Udholdenhed og Taalmodighed fra den onde Tid til den gode; først saa virker Modsætningen mellem Lys og Mørke paa rette Maade. Sibberns Livsanskuelse var væsentligt en Tro paa Livet, og den sidste Tanke hos ham var vel den, at man maatte lade Livet have dets Gang og ogsaa hos sig selv vente paa, at de gode Tider kom. De onde Tider, især Aandsforladthedens Tider, som han saa ofte klagede over, betragtede han som Tider, i hvilke Sindet laa Brak og kunde samle Kraft til ny Virksomhed. Men han hyldede ingenlunde en Kvietisme, der førte til at lade Hænderne ligge i Skødet. Hvor energisk hans Opfattelse tvært imod var, kan ses af, at han ofte opponerede mod det Skriftsted, som siger, at man ikke kan lægge en Alen til sin Vækst. »Men en Tomme«, skriver han endnu Aaret for sin Død, »kan man dog nok feje til den, naar man holder sig rask og rank.« Han vilde ikke have Grænserne skarpt afstukne for, hvor langt man kan komme. Og skønt det Højeste for ham var Hengivelse til Livet i os og uden for os, saa opfattede han ikke denne Hengivelse som noget blot Passivt, men som Betingelsen for, at Livets Fylde kan blive en Magt i os. Den maa gaa i Et med vor egen Villen.
Dertil kom, at der maaske nok var noget Sentimentalt i hans Natur, men at han ikke borte til de Blide og Sagtmodige. Han var et afgjort kolerisk Temperament. En psykologisk Karakteristik af ham vilde være meget mangelfuld, naar den ikke fremhævede dette, baade fordi det præger Mandens hele Fysiognomi, og fordi vi her have en anden hæmmende og mørk Magt at kæmpe med. Det. er bekendt af flere Anekdoter, hvor han kunde fare op i Heftighed. Han skal en Gang, medens Martensen var Professor, have overfuset ham paa Universitetet i Studenternes Paahør, da de vare i Strid om et Auditorium; og dog var Martensen hans gode Ven. Vi have forskellige Selvbekendelser af ham i den Retning. — Et af de smukkeste Breve i den udgivne Samling er det til Lektor C. F. Molbech i Sorø, som var bleven greben af en Sindssygdom, der havde forandret hans forhen kærlige og sagtmodige Karakter og gjort ham bitter og ustyrlig. Da den værste Tid syntes at være ovre, men den Lidende endnu havde at kæmpe med Efterdønningerne, skrev Sibbern til ham for at hjælpe og styrke ham. »Just jeg vil skrive til Dem, fordi ogsaa jeg véd og af mit eget Indre kender, hvad alt der bor i vor Sjæls Afgrund og kan stige op af den og formørke vort Sind. Et kender jeg især, som især er ondt, fordi det er mest ødelæggende for dem, som ere os de Nærmeste .... Dette ene er den bitre Vredagtighed, det mørke Misnøje og Mismod. Spørg mig ikke, hvad der dog kan ægge den frem og nære den hos mig. Det Mindste er undertiden nok dertil, naar Stemningen er derefter. Men Grunden er at søge tidligt i mit Liv. Allerede fra min Moder har jeg arvet den; og gik ikke vor hele Barndoms Dannelse og i vor Ungdom Alt ud paa at oplue os i en Ærgerrighed og en Selvfølelse, som den Gang maaske drev os fremad, men nu standser og hilder?« Der var altsaa en stadig Kilde til Bitterhed og Vrede, selv med forsvindende ydre Aarsager. Men hvad Sibbern saa omkring sig i det offentlige Liv, fik ofte den indre Ild til at flamme voldsomt op i ham, i senere Aar især de nationalliberale Politikeres og Journalisters Færd. Han svælgede da i Fantasier om, hvad han vilde gøre ved dem, hvis han havde Aladdins Lampe eller kunde gøre sig usynlig. Man maatte ikke ønske sig at være i Lehmanns, Plougs og Billes Sted, dersom disse Fantasier vare blevne til Virkelighed. — I »Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135« fortælles om en Bog, som var udkommen i den sidste Fjerdedel af det nittende Aarhundrede, og som indeholdt en gammel Mands Levnedsbeskrivelse af ham selv. Heri havde Forfatteren fortalt, hvorledes han, uden at Andre havde mærket til det, havde lidt af en forfærdelig Sjælesygdom, som han kaldte Hævnhidsighedssygen. Den opstod kun ved hvad han læste og udmalte for sig i sine Forestillinger. Ofte kunde han af den Grund ikke holde ud at læse Dagbladene. Sygdommen næredes ved Alt hvad han læste eller selv oplevede af teologisk og politisk Fanatisme baade i Fortid og Nutid; han havde ofte derved faaet Hidsighedsanfald, som han endog havde følt legemlige Virkninger af. »Bogen« hedder det, »udkom først efter hans Død, og Alle erklærede, at de aldrig havde tænkt sig, at han havde kunnet bære en saadan Hævnlystshidsighed i sig.« Denne Mand er tydeligt nok Sibbern selv.
Dette Hang vidste han vel var begrundet i hans Natur; men han fremhæver skarpt og bestemt, at det næres og plejes mere eller mindre hos os Alle ved den Maade, hvorpaa de offentlige Forhold behandles i Stat og i Kirke. Paa hans gamle Dage, som Tilskuer ved det politiske Liv, især efter 1864, var det ofte vanskeligt for ham at holde fast ved hvad han havde ladet sin Gabrielis udtale, at der egentligt intet Ukrudt findes, heller ikke i Menneskeverdenen. Han gjorde den Erfaring, at »for at bevare sin Menneskevelvilje, Menneskekærlighed, Menneskeagtelse, maa man lade den stundom ty ind under Menneskeforagten og her søge sig et Tilflugtssted til Ly«. Der er altsaa, saaledes synes det at maatte forstaas, visse Udvækster, man maa forkaste, for at kunne bevare sin Tro og Kærlighed til Menneskeheden i det Hele. Men denne Art Foragt, som kan tjene til Konservationsmiddel for Menneskekærligheden, passer kun for de Gamle, for dem, som have gennemgaaet Livets Skole. Hos de Yngre maa der findes »en anderledes stærk og til Had hengrænsende Foragt end den, hvorunder Menneskekærligheden skal søge Ly«. (Samfundsbetragtninger. Andet Hefte 1870.) Det var især Harmen over ubillige og af Partifanatisme og Uvidenhed udspringende Domme, som fremkaldte saadanne Udtalelser af ham.
Denne Mand har ikke taget sig Livet let. Det var ogsaa en af hans Grundsætninger, »at man skal tage sig Livet tilbørligen nær«. Han havde nok at kæmpe med, og at han kunde vidne om Livets Værdi, som han har, er et betydningsfuldt Faktum. At hans Tro paa Livet vandtes gennem en Kamp, gør hans Resultat saa meget mere vederhæftigt. Og endeligt byggede han paa en Indsigt i det aandelige Livs Love som sit teoretiske Grundlag. Han førtes tidligt til den Overbevisning, at det aandelige Liv, ligesom alt Liv, udvikler sig sporadisk, det vil sige ud fra forskellige, ofte tilsyneladende modsatte Udgangspunkter. Meget forskellige Anlæg og Drifter kunne paa én Gang ytre sig, og idet de drage Sindet hver i sin Retning, opstaar den Gæring, Uro og Smerte, som især saa let kommer i de betydningsfulde Ungdomsaar hos dybere Naturer. Ingen har beskrevet dette med saa klar Forstaaelse som Sibbern. Det var en af hans Specialiteter baade i den teoretiske og i den praktiske Psykologi. At han kunde være saa Meget for saa mange Yngre i deres Gæringstid, skyldtes ikke mindst denne Indsigt. Han forstod hvad der brødes i dem og kunde indgyde dem Taalmodighed til at lade de forskellige Kræfter udfolde sig i Ro og Tillid til, at der ud af Striden og Uroen vilde udvikle sig en saa meget des rigere Harmoni.
Selv følte han sig ikke lykkeligst i sin Ungdom. Han saa hen til den Tid, da Aftenens Ro skulde afløse Dagens Uro og Pinagtighed, og han ønskede sig inderligt at blive Olding for at kunne se paa Livet uden »Brynde og Begær«. Hans Ønske blev opfyldt. Det beroede vel, som tilstrækkeligt bekendt, paa en Illusion, der er saa sædvanlig hos gamle Folk, naar han i et Brev fra Aaret 1863 skrev, at han holdt. sine Forelæsninger med lige saa megen Aandskraft som før. Det holdt haardt at faa ham til at trække sig tilbage fra Universitetet; han følte sig saa rask, at han ikke kunde tænke sig Andet end, at det var hans politiske Modstandere, der vilde fjærne ham. Dog burde man for hans egen Skyld have grebet mere energisk ind. Det var en Skandale, at man udsatte den udmærkede gamle Mand, hvis Sanser vare svækkede, og som ikke kunde gøre sin Myndighed gældende, for de unge Tilhøreres kaade Drengestreger. Men havde han saaledes Illusioner med Hensyn til sin Evne til udad gaaende Virksomhed, saa var der en anden Henseende, i hvilken ingen Illusion var mulig, nemlig Følelsernes Liv og Friskhed, den »Sommerlighed«, som han selv udtrykte sig, der holdt sig hos ham til det Sidste.
Denne Følelsernes Friskhed hang sammen med hans hele barnlige Natur. En stor, kostelig Naivitet prægede Alt hvad han tænkte, følte og sagde. Ejendommeligt for Naiviteten er det jo at gaa lige løs paa Sagens Kærne uden alle Formaliteter, med aabent Blik for Livets virkelige Sammenhæng. Denne Naivitet maatte naturligvis ofte virke komisk. Da han f. Eks. ved en Doktordisputats, som i sin Tid gjorde megen Opsigt, endte med meget hjerteligt at ønske Doktoranden til Lykke med, at han nu dog endeligt en Gang havde opnaaet det, som han saa mange Gange forgæves havde prøvet paa, kendte Tilhørernes Jubel ingen Grænse. Det var ikke ironisk ment. Ti Ironi laa aldeles ikke for Sibbern. Han skrev i Tyverne et »ironisk« Forsvar for Englændernes Tog til København 1807; men de halve Læsere toge det for Alvor, og han maatte offentligt forklare, at det var ironisk ment. — Var denne Evne nægtet ham, saa havde han fuld Erstatning derfor i den umiddelbare Varme og Begejstring, hvormed han tog Livet og stræbte at faa Andre til at tage det.
Des værre lykkedes det ikke Sibbern i noget enkelt Værk at give sig selv helt, heller ikke at give noget enkelt Værk den fulde Afslutning hvad Tankeindholdet angaar. Der er ingen Bog af ham, man kan pege paa som den, i hvilken man har ham helt og holden. Maaske nogle udvalgte Stykker at »Gabrielis«, af »Psykologisk Patologi« (»Læren om de menneskelige Følelser og Lidenskaber«), og ikke mindst af »Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135« vilde egne sig bedst til at karakterisere ham fra den Side, fra hvilken han sikkert har sin største Betydning. Ti hvilken Mening man end har om ham som videnskabelig Filosof, saa var han i Ordets smukkeste Betydning Livsfilosof, en Mand, der baade har levet rigt og dybt og formaaet at give os værdifulde Bidrag til at forstaa vort Liv og til at øve den vanskelige Kunst: at leve.
II.
Sibbern som Psykolog.
De fleste og største af Sibberns videnskabelige Skrifter behandle Psykologien, og han medbragte til (lette Fag i flere Henseender fortrinlige Forudsætninger. En frisk og levende Natursans og Iagttagelsesevne, især for Fænomener, der høre hjemme paa Følelses- og Driftslivets Omraade, og ikke ringe Kendskab til Naturvidenskab og Fysiologi. Men hans psykologiske Arbejder (af hvilke det første udkom 1819) bære stærkt Præget af, at man den Gang i langt højere Grad end nu var uklar over Psykologiens Stilling og Forhold til andre Videnskaber. Sibberns Bestræbelse gaar vel ud paa at opfatte Psykologien som en Erfaringsvidenskab; men han udsondrer den ikke tilstrækkeligt hverken fra den spekulative Filosofi eller fra Moralfilosofien. Nogle af de vigtigste psykologiske Begreber staa hos ham endnu belemrede med og bestemte ved Elementer, der skrive sig fra spekulative eller metafysiske Antagelser, som Psykologien i og for sig ikke har noget at gøre med. Den blot iagttagende og beskrivende Metode var ikke nok for Sibbern; han fandt i de vigtigste psykologiske Iagttagelser saa betydningsfulde Data, at de efter hans Mening kun kunde finde deres Forklaring i Lyset af en højere Idé. Han skelner vel mellem »en Psykologi paa Iagttagelsens standpunkt« og »en spekulativ Psykologi«, men efter at have anerkendt denne Distinktion føjer han til, at »medens man paa Naturvidenskabens Omraade bestandig bør holde sig nær til Erfaringen, saa kan man selv i den iagttagende Psykologi ikke hurtigt nok hæve sig til den højere Fornuftidé for at betragte alle Menneskets indre sjælelige eller aandelige Ytringer i dens Lys«. Dels skulle vi kun ved at gaa ud fra en saadan Idé forstaa, hvorledes de forskellige Kræfter og Drifter kunne udvikle sig i Overensstemmelse med de Vilkaar, under hvilke Individerne leve, dels skal Menneskets Natur, dets Anlæg og Evner hænge saa nøje sammen med dets moralske og religiøse Bestemmelse, at det Ene ikke kan forstaas uden det Andet. Mange Partier af hans Psykologi kunde lige saa godt findes i en Etik. Da Etiken stedse bør bygges paa Psykologien, er der i og for sig ingen Fejl heri; men Fejlen kommer, naar man uden videre gør etiske Distinktioner til psykologiske Distinktioner. Hvad der i etisk Henseende staar milevidt fra hinanden, kan derfor dog psykologisk høre meget nært sammen. Derfor er det af stor Vigtighed, at Psykologien bevarer sin Selvstændighed som Erfaringsvidenskab, uafhængig af Etik og Spekulation.
Dersom der gives en spekulativ Filosofi, kan det kun være i den Betydning, at der gives visse Grundantagelser og Grundforudsætninger, der danne de sidste Konsekvenser af al vor Viden. Det kan have sin Betydning at forsøge at fremdrage og forme dem; derved faa vi først klart at se, hvad der ligger i vor Viden, og komme altsaa først derved til fuldstændig Selvbevidsthed. Men hvilken Betydning man end vil tillægge saadanne spekulationer, der aldrig kunne blive andet end Hypoteser, saa maa Erfaringsvidenskaben — og det Erfaringsvidenskaben om de aandelige Fænomener lige saa vel som Erfaringsvidenskaben om de materielle Fænomener — saa vidt muligt holdes uafhængig af dem. De maa bygges paa Konsekvenserne af Erfaringsvidenskaberne, ikke omvendt. Saaledes opfattede man nu ikke Sagen paa den Tid, i hvilken Sibberns filosofiske Udvikling fandt Sted. Man vilde først udlede og paavise den højeste Idé, der udtrykte Tilværelsens inderste Væsen, og saa af den igen udlede, eller i hvert Tilfælde i dens Lys betragte de specielle Fænomener. Og i denne højeste Idé fandt man da tillige det sidste Formaal, henimod hvilket Livet maa stræbe, naar det skal naa sin rette Fuldkommenhed.
Som god Discipel af Schelling og Steffens stod Sibbern ogsaa i det Væsentlige paa dette standpunkt, og det har hæmmet ham i den klare, naturlige Gennemarbejdelse af Psykologien. Et enkelt, men meget vigtigt Eksempel vil vise dette.
Der er neppe noget psykologisk Begreb, ved hvis Behandling de forskellige psykologiske Anskuelser bedre karakteriseres end ved Driftens Begreb. I Ordets videre Betydning er Drift enhver dunkel Tilskyndelse, især naar denne gaar i en bestemt Retning. Hvorledes forklares nu saadanne Tilskyndelser? De opstaa jo ofte forud for al Erfaring om og Nydelse af det, de gaa ud paa! — Sibberns Forklaring er den: »Livet vil frem i os og vil i os udtale sig i den Fylde af Virkninger, i hvilken det hører Livet til at træde frem, og det kan da ikke heller Andet end at medføre og fremkalde Hentydninger til alt det, som er Betingelse for alle dens Virkninger«. Her er nu en spekulativ Antydning sat i en virkelig Forklarings Sted. At Livet vil frem i os, vide vi kun af selve de uvilkaarlige Livsytringer, som vi kalde Naturtilskyndelser. Men hvoraf kommer det, at Livet vil frem i en vis bestemt Retning? Det er intet Svar at sige, at denne bestemte Retning hører med til Livet. Det gør den ganske vist, da enhver Naturtilskyndelse i en vis Retning er en Livsytring. Man slutter da: alle Livsytringer, altsaa ogsaa alle Naturtilskyndelser, maa have deres Grund; nu er der Naturtilskyndelser, som gaa ud paa Ernæring, andre, som gaa ud paa Tilfredsstillelse af højere Fornødenheder, som Samliv med andre Væsener, eller føre til moralske Handlinger o. s. v.; altsaa maa den almindelige Drift, i Følge hvilken Livet arbejder sig frem, fremtræde dels som en Ernæringsdrift, dels som en Meddelelsesdrift, dels som en moralsk Drift, dels som en religiøs Drift o. s. v. Man udstyrer altsaa den menneskelige Natur med lige saa mange oprindelige Drifter, som der er forskellige Retninger, i hvilke Livet udfolder sig. Saaledes siger Sibbern: »Der er Intet. som henhører med til Livets Indhold eller til det Indbegreb af Virkninger og Former, hvori det fuldendte Liv udtaler sig, uden at det omfattes med af Naturtilskyndelsen, og der gives derfor Intet, hvorpaa Menneskets Liv og Stræben gaar ud, lige til det Allerhøjeste, uden at en dertil svarende Drift bliver at nævne«.
Ved denne Maade at fremstille Sagen paa drejer man sig i en Kreds, idet man skaber lige saa mange oprindelige Drifter, som der er specielle Livsretninger. Man staar her i Psykologien paa samme standpunkt, som man i Fysiologien stod paa, saa længe man antog en særegen Livskraft til Forklaring af det, der udgør Forskellen mellem den organiske og den uorganiske Naturs Fænomener. Kun da vilde man have naat videre end til en saadan Kredsgang, hvis man af Livets almindelige Idé havde kunnet udlede de specielle Kræfter og Drifter i deres indbyrdes Forhold. Men dette har stedse vist sig umuligt, og Sibbern prøver heller ikke derpaa; han kunde, som vi senere skulle se, efter sin hele Opfattelse af Filosofien heller ikke prøve derpaa. Naar en saadan Udledning nu ikke er mulig, saa staar kun tilbage at give en katalogiserende Opregning af de forskellige Drifter med stadig Paamindelse om, at de alle have deres Plads og Betydning i Livet. Sibbern slaar især i sine senere Skrifter og Udgaver stærkt ind paa en saadan Katalogiseren og Rubriceren, og det er for en stor Del dette, der giver hans Skrifter noget Afskrækkende for mange Læsere.
Den nyere Psykologis Fremgangsmaade er i Modsætning hertil den, for det første at holde Beskrivelsen af de enkelte psykologiske Fænomener uafhængig af alle spekulative og etiske Synspunkter, og dernæst at søge tilbage til de simpleste, mest usammensatte Fænomener for at prøve, om de højere, det vil sige: mere sammensatte Fænomener kunne forklares som opstaaede af dem ved en sammenhængende Udviklingsgang. Den nyere Psykologis standpunkt kan betegnes som analytisk-genetisk. Ved Analyse søger den at finde de fælles Elementer i de forskellige Bevidsthedstilstande, og søger dernæst at vise, at Forskellighederne bero paa de forskelligartede Forbindelser af disse Elementer. Derved bliver det ogsaa først muligt at paavise et naturligt Slægtskab mellem de forskellige psykologiske Livsytringer. Dersom Talen f. Eks. er om Forholdet mellem Egoisme og Sympati, saa er det ikke nok at paavise, at der virkeligt gives Drifter, der føre i begge Retninger; men det hjælper os heller ikke til dybere psykologisk Forstaaelse, naar Sibbern begrunder Muligheden af en ren sympatisk Drift ved, »at Individet jo overhovedet ikke er til for sin egen Skyld, men for dets Skyld, hvis Organ det skal være«. Derimod vil Betragtningen af de Instinkter, til hvilke Slægtens Forplantning og Bevarelse er knyttet, vise, at der i det enkelte Individ, selv om det ikke kommer til dets fulde Bevidsthed, rører sig Kræfter og Tendenser, som pege ud over dets egen Selvopholdelse, og det vil da være muligt at vise, hvorledes der paa dette naturlige Grundlag og efter det Stød, Naturen her selv giver, i Kraft af almindelige psykologiske Love, kan finde en Udvikling Sted, der gør en uselvisk Sympati forstaaelig. Sibbern har fortræffelige Bemærkninger om de her omtalte Instinkter og Drifter; men disse Bemærkninger gøres paa Grund af hans almindelige psykologiske Standpunkt ikke frugtbringende for Forstaaelsen af Følelsernes virkelige Tilblivelse.
Alligevel har Sibberns Psykologi en naturalistisk Karakter. Det ligger allerede i den Maade, hvorpaa den lader Livet fra dets højeste til dets laveste Trin arbejde sig frem under Driftens Form. Det ses ogsaa af den Iver, hvormed han benyttede hvad hin Tids Fysiologi frembød til Belysning af Bevidsthedslivet. Men en af Grundene til Ufuldkommenheden ved Datidens Psykologi var netop det uklare Standpunkt, hvorpaa Fysiologien da endnu stod. Den havde endnu den Gang ikke konstitueret sig som mekanisk Naturvidenskab, der følger samme Metode og anerkender samme almindelige Principer som Fysiken og Kemien. Læren om »Livskraften« afgav endnu det almindelige Synspunkt for de organiske Fænomener. Ved dette Ubestemte, halvt Mystiske i de ledende fysiologiske Principer kunde Teorien om Forholdet mellem Sjæl og Legeme heller ikke forme sig klart og bestemt. Problemet kom til at mangle sin egentlige Brod. Først naar Fysiologien opstiller den Fordring, at alle Fænomener i Organismen, i Hjerne- og Nervesystemet saa vel som i Blodomløbs- og Ernæringssystemet, skulle forklares efter de almindelige mekaniske Principer, springer Vanskeligheden ved at forstaa Sammenhængen mellem Bevidsthedsliv og organisk Liv ret i Øjnene. Gælde de mekaniske Principer for denne Sammenhæng? Hvis ikke, have vi da her ikke et Brud paa den materielle Naturs almindelige Love? Det er netop Læren om den fysiske Energis Bestaaen, som i vor Tid paany har givet det gamle Spørgsmaal om Forholdet mellem Sjæl og Legeme en stor Interesse. Sibberns psykologiske Arbejder vare endnu ikke paavirkede af dette Synspunkt. Selv hans Bog »Om Forholdet mellem Sjæl og Legeme« (1849) udarbejdedes endnu paa en Tid, da Mayers, Joules og Helmholz's Arbejder endnu ikke havde faaet Indflydelse paa Fysiologien. Alligevel er det interessant at se, hvor meget hans Opfattelse nærmer sig til Teorier, som i den nyeste Tid gøres gældende af adskillige Forskere paa dette Punkt.
Han erklærer sig imod enhver dualistisk Opfattelse og lægger den Opfattelse til Grund, at Livet er ét som Bevidsthedsliv og som materielt Liv. Kun denne Livets Enhed gør det muligt at forstaa, hvorledes der til visse Bevidsthedsfænomener kunne svare visse Hjernefænomener og omvendt: Livet i Bevidsthedens Form er i Følge sin Natur i Overensstemmelse med Livet i Materiens Form, dersom det er ét og samme Liv, der fremtræder under de to Former. »Legemsvirksomhed og Sindsvirksomhed ere væsentligen sammenhængende sideordnede Virkninger af én fælles, samtidigt i begge virkende Aarsag«. Han lægger især Vægt paa at det legemlige Liv kun bestaar under en uophørlig Reproduktionsvirksomhed, idet der stedse udskilles Dele af det organiske Væv og optages og dannes andre i deres Sted. Det er egentligt kun et Skin, naar Legemet synes at have en solidere Basis for sin Bestaaen end Sjælen. Begge Steder have vi kun en Virksomhed for os: ogsaa Sjælen lægger sig kun for Dagen i en bestandig Frembringen og Bearbejden af Forestillinger, Følelser og Bestræbelser.
Ikke alle Sibberns Udtalelser om dette Punkt ere lige tydelige og konsekvente, men den almindelige Opfattelse, han peger hen imod, synes at være klar nok. Vel er han ved denne Teori mere behersket af den almindelige Interesse for at hævde Livets Enhed under alle Former end for at udfinde, hvilken Hypotese der bedst tilfredsstiller Erfaringsvidenskabens vigtigste Resultater og ledende Tanker; men han har for sin Tid forstaaet med stor Sikkerhed at gribe nogle af de væsentligste Synspunkter. Han er bl. a. en bestemt Modstander af den spiritualistiske Lære om Sjælen som en Substans eller et Væsen for sig: »Sjæl er kun sjælelig Leven«. Den Dogmatiseren, hvormed man slaar det fast som værende og hvilende, der stedse kun er givet i Vorden og Udvikling, har bidraget Meget til at gøre de psykologiske Problemer vanskeligere, end de i Virkeligheden ere. En saadan Fastslaaen og Substantialisering stred desuden mod Sibberns hele Verdensanskuelse. »Vor hele Tilværelse bestaar i at være en Funktion i Alorganisationen«. »Den individuelle Virken og Leven er kun en Funktion af det Alvirkende«. Individet fremgaar af den hele store Naturvirksomhed og kan ikke rive sig saaledes løs fra denne, at det skulde blive en selvstændig Helhed for sig. Det staar i samme Forhold til hele Naturvirksomheden som den enkelte Forestilling til hele Bevidsthedsvirksomheden. Derved bliver det, efter Sibberns Opfattelse, ogsaa forstaaeligt, hvorledes der i det enkelte Individ kan røre sig Noget, som er af universel Natur: Instinkter og Tendenser, der pege langt ud over Individets Omraade. Men før jeg gaar nærmere ind paa Sibberns almindelige filosofiske Verdensanskuelse, vil jeg fremdrage nogle Punkter af hans Psykologi, som sikkert have blivende Interesse og Betydning.
Hans Psykologi betegner tydeligt Reaktionen mod den rationalistiske Periode ved den Vægt, der lægges paa »Hjertet« i Modsætning til »Hovedet«. Han skildrer under forskellige Former og Vendinger Forskellen mellem den rent intellektuelle, forstandsmæssige Tilslutning til hvad man erkender og anerkender, og den levende Hengivelse, ved hvilken vi blive Et med selve Sagen. «Det, som gaar ud over Fornuften«, nemlig den kraftige og varme Følelse for det, Fornuften har grebet, hører til det, han skildrer bedst. Mange Sider ved Følelsernes Psykologi, især den store Rolle, Kontrast- og Blandingsforhold her spille, har han i de store Træk klart fremhævet[1].
Hermed hænger ogsaa den Betydning sammen, som han tillægger det ubevidste Sjæleliv, eller, som han udtrykker sig: »det, som foregaar i Sjælens dybe Grund«. Kun en ringe Del af vor Natur træder klart frem for vor Bevidsthed. Ligesom vi fra først af blive til som Individer formedelst en Naturvirksomhed, vi ikke kunne blive os bevidst, saaledes maa denne for os ubevidste Naturvirksomhed stedse antages at fortsætte sig, saa længe vort aandelige Liv varer. Der er jo heller ikke paa det fysiske Omraade nogen absolut Grænse mellem Avling og Vækst. I Instinktet og i Geniet have vi slaaende Eksempler paa Noget, som virker i os, men først i sine Virkninger, ofte fjerne Virkninger, kommer op for Bevidstheden. Vor aandelige Vækst foregaar overvejende ubevidst, saa det gaar med os som med Manden i Parablen, der »kaster Sæd i Jorden og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden vokser og bliver høj, han véd ej selv hvorledes.« Der er bestandigt Noget, som danner Bevidsthedens Grundlag uden at komme frem for Bevidstheden; og der er et stadigt Vekselforhold mellem det Ubevidste og det klart Bevidste. Det er sikkert en fuldstændigt rigtig Bemærkning, Sibbern gør om Angeren (hvilken han i det Hele skildrer godt og uden den indeterministiske Dogmatisme, som den ældre Psykologi var tilbøjelig til), — at dens psykologiske og etiske Betydning overvejende beror paa dens Indflydelse paa hele det ubevidste Sjæleliv; Menneskets Karakter kan gennem Angerfølelsen og ved dens lutrende Kraft blive en anden. Man mindes her Gabrielis's Ytring om, at Smerten var det Eneste, der holdt hans Bevidsthed sammen. Saaledes kan Angeren være et uundgaaeligt Mellemled, uden hvilket Karakterudviklingen ikke kan gaa for sig.
Hvad der nu fra dette ubevidste Grundlag paavirker og bestemmer Bevidsthedslivet, melder sig ofte spredt ud fra flere isolerede Punkter og i meget forskellig Retning paa én Gang. Og ligeledes faar Bevidstheden fra Omverdenen en Mængde forskellige, indbyrdes usammenhængende Iagttagelser og Forestillinger. Der vækkes endeligt ved Erfaringerne en Mængde forskellige Drifter, Ønsker og Forsætter. Alt dette kan nu i broget Forvirring kæmpe i Bevidstheden, og det netop, jo rigere Individets Natur er. »Det vil da komme til »et vist Livets Røre, en Livets Gæring, en Livets Debat, en Livets Kamp«, inden der kan danne sig et bestemt Centrum og en harmonisk Orden i Sindet. »Skønt stærkest i Livets ungdommelige Periode (Ynglingsalderen), der for Resten hos forskellige Individer kan falde i forskellige Tidspunkter, vedvarer den dog, mer eller mindre, hele Livet igennem. Der gives ogsaa Individer, som i denne Henseende blive som bestandigen unge, ja nogle gives der, som endog hele Livet igennem blive saa hildede i den med denne Livets Kamp naturligen i Ungdommen forbundne Gæring, at det er, som om hele Livet for dem var en aandelig Fødselskamp.«
Dette er Læren om den sporadiske Udvikling, som i Sibberns Verdensanskuelse spiller en ikke mindre Rolle end hans Tro paa Livets Enhed og Helhed, og som han ikke mindst finder klart bekræftet paa det psykologiske Omraade. Han gør rigtigt opmærksom paa, at dersom Udviklingen ikke foregik sporadisk, vilde den ikke foregaa gennem Kamp. Hans Iagttagelse og hans Tankegang fører ham her lige til den moderne realistiske Lære om Kampen for Tilværelsen. Dette Synspunkt ligger ham saa nær, at han bestemt indskærper (allerede i en Afhandling fra Aaret 1829), at den Sætning; Livet er en Kamp, ikke maa misforstaas , som om det kun var de ydre Forhold, der nødte Livet til at kæmpe; nej, Livet er kun til i Kampen, kan ikke bestaa i og for sig uden den. Ved den Energi, hvormed han, ikke blot paa det psykologiske Omraade, men, som vi snart skulle se, i sin Verdensanskuelse i det Hele, fastholder dette Synspunkt, har han givet interessante Bidrag til den almindelige Lære om Udviklingen.
III.
Sibberns filosofiske Verdensanskuelse.
Sibbern var stærkt paavirket af den tyske Filosofi, og hans Lære er en af de sundeste Former, i hvilken denne Filosofi har vundet Indflydelse paa Tankegangen i den danske Aandsverden; men hans Sans for det Konkrete, hans Iagttagerinteresse og hans varme Sympati for det individuelle Liv gjorde, at han ikke kunde blive en Tilhænger af den abstrakte og aprioriske Deduceren og Konstrueren, hvori den ældre Skole endte. Han traadte bestemt i Marken mod Hegel, og allerede Fichte og Schelling tog han paa sin egen Maade. Han tager bestemt Afstand fra den Schellingske Naturfilosofi. I et Brev fra 1824 hedder det: »Det er raadeligt for enhver Naturbetragter at holde sig Erfaringen saa nær som muligt og at være varsom med ethvert Forsøg paa at ville, sættende sig over paa det højere standpunkt, oplyse og udtyde Naturtingene ved en Betragtning fra oven: ti dertil ere Naturbetragtningerne endnu langt fra at være modnede«. Som man erindrer, gennemførte han ikke dette Princip for Psykologiens Vedkommende. Og dog er det karakteristisk for hele hans Opfattelse af Filosofien.
Han saa' ganske vist det højeste Ideal i en Erkendelse, ved hvilken vi ud fra en højeste Idé begrunde og forklare hele vor Viden om Tilværelsen. En Konstruktion a priori var ogsaa for ham den filosofiske Stræbens højeste Formaal. Men Filosofien maa efter hans Overbevisning stedse gaa ud fra et givet Indhold, og først gennem Bearbejdelsen af dette kan efterhaanden den sidste, ledende Idé udvikle sig. Filosofien maa, som han udtrykker sig, være eksplikativ, før den kan blive spekulativ, det vil sige, den maa gaa ud fra Betragtninger over det Givne for i dette at finde Hentydninger til en Idé, i hvis Lys det maatte kunne finde sin Forklaring. Og den spekulative Erkendelse maa selv igen stedse søge sin Bekræftelse gennem stadig Sammenholden (»Konferens«) med det virkeligt Givne.
Spørge vi, hvorledes det er muligt, at en saadan Idé kan findes, og en saadan Forklaring til en vis Grad naas. da vi jo dog kun kende og overskue saa ringe en Del af Tilværelsen, saa svarer Sibbern, at vi selv jo ere et Led af Tilværelsen, og at det Samme, som udgør Tilværelsens inderste Væsen i det Hele, ogsaa gør sig gældende i os, naar Idéerne under Betragtning og Bearbejdelse af de givne Erfaringer arbejde sig frem i os. Men at Maalet ikke fuldstændigt vil kunne naas i en overskuelig Tid, ligger i det sporadiske i Tilværelsen. Verden træder frem for os fra sin Fyldes mange Punkter paa én Gang; det Centrum, omkring hvilket alle disse Punkter kunne ses i deres Sammenhæng, vil kun kunne findes gennem »en Debat af Alt mod Alt«, som vanskeligt kan tænkes afsluttet. Det er da intet Under, at der er saa mange stridigheder mellem Filosoferne; vi ere jo endnu ved at prøve os frem, og derfor maa snart et, snart et andet Hovedpunkt komme til at træde frem med ensidig Styrke.
De, som kende Filosofiens nyere Historie, ville finde, at Sibberns hele Opfattelse af Filosofiens Væsen og Metode ikke lidet minder om Lotze. Ogsaa ellers fremtræder der et vist slægtskab mellem de to Tænkeres Anskuelser.
Sibbern baner sig Vej fra sin Erkendelseslære til sin metafysiske Teori ved at vise, at Erkendelsens Mulighed beror paa, at Tilværelsen frembyder en Sammenhæng af det Ene med det Andet, saa at Alt tilsidst danner en altomfattende Helhed. Dersom der ikke i Tilværelsen gives en altomfattende Tingenes Orden, i Følge hvilken hver enkelt Ting bestemmes ved de andre, saa kan ingen enkelt Ting finde sin fulde Forklaring. Der maa gives en Totalkonsekvens, som bærer de enkelte Ting og Fænomener. Det er den filosofiske Grundtanke, endnu i ubestemt og indholdsløs Form. Den er allerede Idéen om et Alværende og Alvirkende, som gennem den altomfattende Tingenes Orden bærer og bestemmer de enkelte Fænomener.
Men denne Forudsætning er ikke tilstrækkelig. Ti det Alværende og Alvirkende, den almindelige Tingenes Orden maa paa hvert enkelt Punkt virke forskelligt efter det Givne, som bestemmes ved det. Al Opstaaen og Tilbliven fremkommer ved to Faktorer: den ene er den i Alt virkende Tingenes Orden, den anden er noget vist Givet, som medfører, at hver Gang noget vist Bestemt og ikke Andet bliver til. Der er bestandigt i Naturen forskellige Udgangspunkter, ud fra hvilke Processerne tage deres Løb. Og disse Udgangspunkter ere hvert for sig endelige og relative; de staa i indbyrdes Vekselvirkning, saa at de ere ikke blot Aktionspunkter, men ogsaa Reaktionspunkter. Derfor fremtræder Naturen for os som en stor Vekselvirkningsproees, en stor Debat og Kamp af Alt imod Alt, og først gennem denne store Verdensdebat udfolder Tilværelsesprincipet sin hele Fylde.
Denne anden Forudsætning kunde man kalde den realistiske Forudsætning. ligesom man kunde kalde den første den idealistiske, skønt Sibbern selv bruger andre Udtryk. Ved denne Forudsætning træder han fra en ny Side i en bestemt Modsætning til Hegel og den tyske spekulative Skole. Han bebrejder Hegel, at han paa Grund af sin ensidigt idealistiske Synsmaade ikke kunde faa nogen virkeligt historisk Opfattelse af Tilværelsen. Historisk Udvikling bliver først mulig, naar der er sondrede Udgangspunkter i indbyrdes Vekselvirkning. Udviklingen gaar da ud paa at bringe Harmoni mellem de sporadisk fremtrængende Processer, at organisere det i spredt Form givne Materiale. Erfaringen viser os, som vi allerede for Psykologiens Vedkommende have fremhævet, at Alt i Naturen fra først af danner sig sporadisk. Ved Krystallisationsprocessen, som f. Eks. den, der finder Sted, naar Vandet fryser, opstaa Naalene ud fra forskellige Punkter, men gaa efterhaanden sammen og danne en kompakt Enhed. Fosterdannelsen sker i flere Henseender ud fra forskellige Organisationspunkter, hvorfra Processerne mødes for tilsidst at ende i et Resultat, der har et slaaende Enhedspræg. Den sociale Verden viser os noget Tilsvarende: inden for den enkelte Stat virker Bestræbelser af forskellige Individer og fra forskellig Side til at danne en fælles Samfundsorganisme, og de forskellige Stater ere igen Udgangspunkter for Virkninger, som gennem mange Sammenstød føre os fremad mod et almindeligt Menneskesamfund. Gaa vi tilbage til Jordklodens og hele Solsystemets Oprindelse, saa maa enhver Partikel i Urtaagen have spillet sin Rolle, have været Udgangspunkt for Tiltrækken og Frastøden, og gennem det Mylr af Vekselvirkninger, som derved bragtes til Veje, fik vor Klode og vort Solsystem sin nuværende Form. Paa ethvert Omraade kan der spores en stor, fremskridende Organisationsproces i ubrudt Sammenhæng. »Det allerførste Røre i Jordklodeprocessen var Begyndelsen til den hele nu paa Jorden subsisterende Planteverdens. Dyreverdens og Aandeligheds Konstitution«. Tilværelsen er en stor, kontinuerlig Udviklingsproces, indenfor hvilken Menneskets Tilblivelse betegner et enkelt Stadium. »Hvorledes mon det første Menneske blev til? Uden Tvivl derved, at en vis Dyreformation, fra en første ringe Begyndelse gennem en Række af Generationer eller Affødninger, idet i Afkommet bestandigen Uddannelsesprocessen gik videre og videre, naaede til det Punkt, da nu dets sidste Affødning blev et Væsen, som saa at sige slog Aandelighedens Øje op, idet det sagde Jeg til sig selv og følte sig i sin Jeghed«[2].
Der er altsaa trods de sporadiske Udgangspunkter en Fremgang til stedse større Harmoni og til højere Livsformer. Men paa de mellemliggende Stadier kan der ofte komme Former og Fænomener frem, der synes at pege i ganske anden Retning end imod en Fremgang til højere Fuldkommenhed, ligesom Fosteret paa visse Stadier af sin Udvikling forekommer den ukyndige Betragter at være en Vanskabning. Naturen synes ofte at gaa Absurditetens Veje. Alt Sligt er dog kun noget Foreløbigt og Forbigaaende, en lille Krumning paa en Vej, som Verdensudviklingen maa tilbagelægge. Endnu er Tilværelsen paa Vejen, ja endog paa Begyndelsesstadiet af Vejen til Maalet. Der viser sig endnu i vor Erfaring et Modsætningsforhold mellem det centrale Princip, Enhedsprincipet i Verden, og de mangfoldige periferiske Udgangspunkter. Men det vil mere og mere blive afløst af et Harmoniforhold. Kun for en begrænset Del af Verden kan der dog være Tale om en fuldstændig Virkeliggørelse af Verdensformaalene; da der i Verden i det Hele skal virkeliggøres en uudtømmelig Indholdsfylde, vil der dertil behøves en uendelig Tid.
Disse vare de filosofiske Ideer. Sibbern udtalte i sit mærkelige lille Skrift »Spekulativ Kosmologi« , som udkom 1846, det eneste, i hvilket han i Sammenhæng har fremstillet sin almindelige Verdensanskuelse. Det lønner sig endnu for dem, der interessere sig for filosofiske spekulationer, at studere dette Skrift, der, som man vil have set, ikke mangler Tilknytningspunkter for den nyeste Tids Teorier og Synsmaader. Til nærmere Karakteristik vil jeg her kun tilføje nogle faa Bemærkninger.
En af de vigtigste Sider, fra hvilken en filosofisk Verdensanskuelse kan karakteriseres, er det Forhold, den statuerer mellem Enhed og Mangfoldighed i Tilværelsen. Sibbern søger at give begge hvad der tilkommer dem, hver for sig, og i hans Fremstilling ses meget klart de Motiver, som give dem Interesse og Betydning i filosofisk Henseende. Til at forudsætte Enhed føres vi ved det Grundfaktum, at Tilværelsen, hvor vi formaa at trænge ind i den, fremtræder for os som en lovordnet Sammenhæng. Der maa da, synes det, være et eneste Princip, som virker i Alt. Men paa den anden Side viser Erfaringen os lige saa vel en Mangfoldighed af virkende Elementer, af sondrede Udgangspunkter. Uagtet nu dette sidste Synspunkt betones meget stærkt af Sibbern, især i den for ham saa ejendommelige Lære om den sporadiske Udvikling, saa underordner han dog afgjort Mangfoldigheden under Enheden. De reale Udgangspunkter betegnes vel som noget »Givet«, paa hvilket »det Alvirkende« over sin Indflydelse; men dette Givne skal selv kun være det Alvirkendes egne primitive Virksomheder, og det Alvirkendes Indflydelse skal ganske gaa i Et med de sondrede Elementers Virksomhed. En Opfattelse som Leibniz's Monadelære eller som den absolute Atomlære, der ender i et Mylr af selvstændige Enkeltvæsener som den sidste Tanke, afviser Sibbern bestemt. Ethvert Enkeltvæsen er kun et Moment i det uendelige Væsen, enhver Molekule kun Sæde for en af det Alvirkendes Funktioner. Det skal kun være vor Fantasi, der ikke kan lade være at tillægge Elementerne eller Molekulerne en anden Realitet end den at være blotte Virksomhedsudgangspunkter for det Alvirksomme, ligesom vore enkelte Forestillinger ere lige saa mange Former for Aandsvirksomheden og ikke have nogen Eksistens afset fra denne.
Men hermed er det ikke at forlige, at Indbegrebet af Elementerne kaldes et Modstaaende, et Andet, et Objektivt, som skal bearbejdes og formes af det Alvirksomme. Her fremtræder en Dobbelthed, en Modsætning, som ikke er overvunden. Naar en Idé skal virkeliggøres, siger Sibbern i denne Sammenhæng, kan Alt ikke fremgaa af dens indre Væld, men Stof og Middel maa tages ude fra. Her er altsaa en Dobbelthed til Stede fra først af; de to Forudsætninger, hvorpaa der bygges, kunne ikke føres tilbage til en Enhed, og der ligger her en truende Fare for Sibberns optimistiske Verdensanskuelse.
Hvorledes kan han være saa sikker paa, at der vil komme stedse større Harmoni mellem Enhedsprincipet og de sporadiske Udviklingsprocesser? Kun saa kort og ringe en Del af Udviklingen kunne vi overskue, og vi kunne ikke herefter stille Horoskopet for hele Udviklingen. Vi kunne trøste os med, at Absurditeterne og Disharmonierne kun skyldes vor Mangel paa Kendskab til Udviklingens egentlige Love og Betingelser: men det er da kun en Tro eller et Haab, vi her tage vor Tilflugt til, ingen videnskabelig Indsigt. Det er, om man vil, en filosofisk Tro, vi kunne have paa, at Spliden og Disharmonien gennem Kampen, gennem den store Debat af Alt mod Alt, fører over til en saa meget des rigere Organisation; men Mere kan det aldrig blive. Det er en energisk Overbevisning, der rører sig hos den begejstrede Tænker, der saa stærkt har betonet det sporadiske og Brudstykkeagtige, naar han stedse fastholder Ideen om en sig gennem Striden fremarbejdende Harmoni; men den kan ikke videnskabeligt begrundes og gennemføres.
Maaske hænger det sammen hermed, at Sibbern ikke helt ud fastholder sin Udviklingslære. Hans Tro paa det Alvirksomme fører ham ikke blot til at tilskrive det en uendelig Overlegenhed over for de enkelte Elementer, der skulle organiseres; men han undtager det endog fra at være Udviklingsprocessen underlagt. Den egentlige Udvikling bestaar for ham i, at Elementerne organiseres; den organiserende Magt, det Alvirksomme er ikke selv vordende men evigt. Eller som han udtrykker det med en teologisk Vending: Gud vorder ikke, men kun Guds Rige vorder. En saadan Distinktion kan ikke fastholdes, og Sibbern føler det selv. Hvorledes kan Guden være evig og uden Udvikling, naar hans Rige ikke er det? Guden og hans Rige høre saa nøje sammen, at de kun blive til med hinanden; der kan ikke være et Ligegyldighedsforhold mellem dem. Vorder Guds Rige, saa er Gud ogsaa stedt i Vorden. Sibbern har her optaget Mere af Teologien end de blotte Ord. Vel peger den kristne Lære om en lidende Gud med storartet Dybsindighed hen til hvad den gennemførte Udviklingsfilosofi fordrer; men Teologiens sædvanlige Tilbøjelighed til at halvere Tankerne har ladet den gyse tilbage for denne dristige Konsekvens.
Uagtet Sibbern ynder at bruge teologiske Udtryk, er hans Lære aldeles kættersk. Gud er for ham ikke noget fra »Verden« sondret og forskelligt Væsen. Han skelner mellem Tilværelsens »Verdensside« og »Guddomsside«: hin have vi i Elementernes Mangfoldighed, denne i Enhedsprincipets Virken. Guddommen virker gennem de fra Elementerne udgaaende Virksomheder. Dog tilfredsstiller Panteismen (hvilken han iøvrigt omtaler i varme Ord som en alvorlig og berettiget Livsanskuelse) ham ikke, fordi den lærer, »at der ikke gives anden Gud end Guds Rige, eller at der bag det Rige, jeg her kalder Guds Rige, ikke er nogen personlig Gud at søge«. Det er alligevel et Spørgsmaal, hvor Mange af dem, der tro paa en personlig Gud, der ville finde sig tilfredsstillede ved den Sætning, i hvilken Sibbern Slutteligt udtrykker sin religionsfilosofiske Anskuelse: »Fører dog ikke Alt til, at man tilsidst maa erkende, at Verdenstilværelsens inderste Grund maa være centraliseret i sig, at Verden saa at sige er en stor Individualitet?«
Vi føres ved det nys Omtalte naturligt over til Sibberns religiøse Anskuelser.
IV.
Sibberns religiøse Udvikling.
Sibberns Ungdom faldt i Tiden for den store religiøse Reaktion mod det attende Aarhundrede. Hans filosofiske Lærere, Fichte, Schelling og Steffens, vare, da han kom under deres Indflydelse, allerede paa Veje til at teologisere og befandt sig i hvert Tilfælde i en vis Reaktion mod deres egne Ungdomsanskuelser. Her hjemme stod han i nært personligt Forhold til Grundtvig og Mynster. Han stod endog en lang Tid som den eneste Lærer ved Universitetet, hos hvem de, der følte sig utilfredsstillede ved Rationalismen, kunde finde Tilhold. Hans Stilling i denne Henseende var bestemt ved hans hele Personlighed og ved hans psykologiske Grundanskuelse. Han følte dybt Trangen til et rigere Følelses- og Fantasiindhold end Rationalismen havde kunnet byde, og han saa klart, at deri den menneskelige Aand rørte sig langt flere Kræfter og Drifter, end den flade, forstandsmæssige og uhistoriske »Fornuftreligion« havde anerkendt.
Dog tog han stedse sine Forbehold. Uagtet han protesterede mod Hejbergs Sætning, at Frelsen var at søge i Filosofien, og uagtet den filosofiske Forsken for ham kun var et Middel, en forberedende Prøvelse, medens den egentlige Livsanskuelse hviler paa personlig Grebethed og hjertelig Tilslutning, saa gjorde han alligevel enhver dogmatisk Antagelses Gyldighed afhængig af den filosofiske Drøftelse. Et er, at en Lære er grundet i kirkelig Overlevering, og at den sætter vor Følelse i stærk Bevægelse, et Andet er det, om den indeholder Noget, der har Gyldighed og Realitet. Filosofien skal undersøge dette uathængigt af al Tradition og alle Følelsesindflydelser. »Overhovedet staar,« hedder det i en Afhandling om Filosofiens Forhold til Teologien, som findes i »Filosofisk Arkiv« (1829), »Filosofien i samme Forhold til det i religiøs Henseende positivt eller de facto Givne, som til det paa anden Maade i Virkeligheden Givne; og det hvad enten hint er givet som en udvortes, saakaldet positiv Aabenbaring, eller som den af Nogle saakaldte indvortes Aabenbaring.« Begge Steder er det den reale Betydning og Grundethed, som skal godtgøres. Og det er efter Sibberns Opfattelse i ikke en Anmasselse at en udenfor Staaende, naar Filosofien vil prøve og undersøge de dogmatiske Lærdomme. Tvert imod: i disse Lærdomme er der indeholdt en gammel Filosofi. »Jeg tror at kunne paastaa,« siger han, »at dersom man af Dogmatiken, ej blot saaledes som den nu er, men og som den fra de første Tider af har dannet sig, vilde uddrage Alt hvad der er udsprunget af Filosofering, forfølgende det i dets fineste Forgreninger ind i Præmisserne for de dogmatiske Lærdomme, saa vilde den falde sammen.« Den historiske Kritik giver Sibbern Ret i denne Paastand, idet den paaviser Platonismens store Indflydelse paa de kristne Centraldogmers Udvikling og Formulering. Men han var sig, da han nedskrev de anførte sætninger, ikke Rækkevidden af deres Indhold bevidst. Han mente sig endnu væsentlig i Harmoni med den gældende Teologi og med Kirkens Lære.
Kun paa enkelte Punkter havde han faaet Betænkeligheder, og disse Punkter indeholdt Spiren til den afgjorte Ændring i hans religiøse Standpunkt. Det var især Lindbergs Optræden i den grundtvigske Strid, som henledte hans Opmærksomhed derpaa. Der var to Ting, der stødte ham. For det Første den teologiske Fanatisme, hvorom hin Strid syntes ham at vidne; dernæst den Vægt, Lindberg lagde paa Djævletroen og Troen paa den evige Fordømmelse. Om denne Tro maatte Sibbern indrømme, at den fandtes i Skriften, men han forkastede den alligevel paa det Allerbestemteste. Dette maatte fjerne ham afgjort fra Ortodoksiens Forkæmpere. Den heftige Strid paa det teologiske Omraade her hjemme i Tyverne, Trediverne og Fyrrerne drejede sig i dogmatisk Henseende væsentligt om, hvor vidt en Mand kunde være Præst eller Lærer i den danske Kirke, naar han ikke troede paa en personlig Djævel og paa en evig Fordømmelse. Den ortodokse Retning har, som vitterligt for Alle, væsentligt sejret; de nævnte Dogmer ere de mest karakteristiske for den i vort Fædreland nu herskende teologiske Anskuelse; Sibberns Tilslutning til den religiøse Bevægelse hørte op paa det Punkt, da han mærkede, hvilken Vægt man lagde paa dem.
Efter at han i længere Tid ikke havde ytret sig om religiøse Spørgsmaal, fremsatte han i en Række Universitetsprogrammer (1846, 1847 og 1849) det nye standpunkt, hvortil han nu var naaet. Om den Forandring, der var foregaaet med ham, har han selv udtalt sig saaledes i et Brev fra Aaret 1864: »Alt Aanden Tiltalende, Sjælefødende, alt sin Kraft fra Aandens indre Samstemning Hentende i Kristendommen er for mig ganske det, det var. Kun det, som skulde hente sin Gyldighed fra Positiviteten, respekterede jeg den Gang som et Givet ...... Denne Athængighed vil jeg nu slet ikke mere indrømme nogen Gyldighed.« — Hvad han i de anførte Programmer havde udtalt i sin Almindelighed, gennemførte han videre dels i »Meddelelser af et Skrift fra Aaret 2135«, dels i den efter hans Død udgivne Moralfilosofi.
Man kan spore flere forskellige Motiver, der hos Sibbern havde virket sammen til at fremkalde og forme hans nye Standpunkt. — For det Første rører der sig hos ham en filosofisk-historisk Interesse for at bringe Kristendommens Opstaaen og Kristi Personlighed i naturlig Sammenhæng med Verdensudviklingen. Allerede i sin »Kosmologi« havde han udtalt, at ligesom Menneskets Tilblivelse fra først af maatte forklares som Resultat af en videre og højere Udvikling fra lavere Former, saaledes maatte Kristendommens Opstaaen igen inden for den menneskelige Udvikling opfattes som et særeget, men i Kontinuitet med den foregaaende Udvikling fremkommet Vendepunkt. Vil man tale om en Inkarnation, maa derfor hele Verdensudviklingen, særlig Jordudviklingen, opfattes som en fremskridende Inkarnation. Paa det Punkt under Urtaagens Udvikling, hvor Jordkloden begyndte at udsondre sig fra den øvrige Verdensmasse, maa vi søge den første Spire til det aandelige Liv paa Jorden i det Hele og derfor ogsaa til de højeste Former, hvorunder det aandelige Liv historisk er fremtraadt. Den historiske Kristus er fremgaaet af Menneskehedens Midte som en Mand, i hvem Livsvældet rørte sig paa en særegen Maade, saa han kunde blive en aandelig Fører for Aartusinder. Kun naar han opfattes paa rent menneskelig Maade, har hans Kamp og Lidelse, hans Stræben og Virken sand og naturlig Betydning. Man skulde ikke have forvansket denne ved at grunde den paa noget Andet end hans Virksomheds egen indre Magt og Kraft. — Dertil slutter sig den Overbevisning, at det religiøse Liv væsentligt bestaar i et indre Forhold til Tilværelsens Grundkilde, en Følelse af inderlig Enhed med og Tilslutning til denne »indre Giver«. Man mener ofte, at det er en usikker Grund at bygge paa, og at man maa have et objektivt Grundlag i en dogmatisk Bekendelse og en i det Ydre fremtrædende og organiseret Kirke, naar det religiøse Liv ikke skal tabe sig i blot subjektive og vilkaarlige Indskydelser og Illusioner. Men hertil maa svares, at alt Aandeligt, som skal komme til Herredømme i Verden, netop gaar Subjektivitetens Vej, rører sig med indefra kommende, gribende og besjælende Magt hos de enkelte Personligheder. Det egentlige Objektive er her netop den indre besjælende Magt, som rører sig i de enkelte Individer. Den historiske Udvikling og de historiske Former tabe derved ikke deres Betydning, ti der maa ydre Paavirkning og Hjælp til for at det Indre kan blive sat i Bevægelse. Derimod er det en Illusion, som Kirken og Teologien have hildet sig i, at Noget skulde blive objektivt, det vil sige i og for sig gyldigt, fordi det anerkendes af store Kredse og lægges til Grund for Institutioner i den ydre Verden. Den indre Magt, som fører det aandelige Liv fremad, rørte sig nok saa kraftigt i Rationalismen og Pietismen som i den ortodokse Kirke. »Brød ikke Rationalismen vældigen frem, og tør Nogen sige, at ikke Humanitet, Menneskeomsorg, Omsorgen for at bespise de Hungrige og læske de Tørstige lige saa vel og lige saa varmt har fundet Sted paa denne Side som paa hin?« — Man ser her, hvorledes Sibbern er kommen ud over Reaktionen mod Rationalismen og formaar at stille denne paa dens berettigede Plads blandt de med hverandre kæmpende Retninger. Han finder ogsaa i denne Sammenhæng Anvendelse for sit Yndlingssynspunkt: Debatten af Alt mod Alt. Gennem den indbyrdes Brydning mellem alle de forskellige Retninger og Personligheder gaar det religiøse Liv fremad. Man skal ikke stille sig ligegyldig over for disse forskellige Anskuelser, men man skal tillægge dem lige Gyldighed, for saa vidt de hver for sig vidne om det indre Livsvæld og have Ret til at gøre sig gældende og yde deres Bidrag til Menneskelivets Udviklingsproces. I anden Del af Gabrielis' Breve, der ellers har et saa kirkeligt Præg, og hvor Helten ender med at blive Præst, er det dog den stadige Understrøm, at enhver stærk og levende Tro i og for sig er berettiget som kraftigt Udslag af Livets indre Magt. Selv om dem, der efter fuld Overbevisning forkaste Troen paa. Gud og Udødeligheden, maa man — hedder det — sige, at de have Ret dertil, naar det er »en levende Sans for Idealet eller dog for det, som skulde og burde være«, der rører sig hos dem; de tænke ogsaa paa Sjælenes Vel og Frelse. Den Form for Religiøsitet, som Sibbern selv skildrer med varm Tilslutning, er en Tro paa en personlig Guddom, »et Liv i Gud som i den indre Grundvirker og Grundgiver, ved hvis indre Virkelser og Givelser enhver god oplivende og frugtbringende Tanke og Følelse opstaar,« saaledes, at Individets egen Stræben og den indre Givers Leven i det bestandigt gaa i Et. Det er en Art Mystik, som reducerer de dogmatiske Antagelser til noget forholdsvis Lidet. I Bibelen finder han vel stadigt mange dybe og tiltalende Tanker, men langt fra fuld Klarhed og Sandhed. Med al sin Dybde, hedder det, giver den hellige Skrift ofte kun halve Tanker. Den giver os f. Eks. ikke nogen klar og fyldestgørende Oplysning om den hinsidige Tilværelse. Det kan da ikke hjælpe at støtte den saa kaldte Aabenbarings Betydning paa den Oplysning, den i denne Henseende skulde give os, især da det, som Skriften tydeligt nok lærer derom, nemlig den evige Fordømmelse af saa Mange, er nok til, at vor moralske Følelse maa forkaste dens Autoritet. I Stedet for at holde sig til en saadan enkelt, overleveret Bog, holde man sig til Naturens Bog, »den store jordiske, baade i det Legemlige og i det Aandelige fremtrædende Livsfyldes store Bog« Og spørges der nu, om vi da ved vore naturlige Erfaringer kunne finde Oplysning om Alt hvad vi kunne ønske at vide, særligt om et andet Liv, saa svarer Sibbern, at hvad enten der er en Udødelighed eller ikke, ville vi leve Livet som vi leve det; vor moralske Overbevisning er ikke bygget paa nogen Lære om det Hinsidige.
Den Tendens, som gaar igennem Kirkens Historie, til at dogmatisere, det vil sige slaa den Sandhed, man mener at have vundet, fast i bestemte, foreskrevne Formler, er i flere Henseender fordærvelig. Man rykker derved Sandheden løs fra dens levende Rod, dens Livsgrund, og gør en Mumie af den, for at den saa i denne Mumieskikkelse kan blive antagen af Alle. Denne Tendens ytrer sig maaske endnu stærkere i den ortodokse Protestantisme end i Katolicismen. Man har i Protestantismen sat en Dogmahellighed i Stedet for Katolicismens Værkhellighed. I Stedet for paa denne Maade at omhegne de Veje, ad hvilke Aanden virker, lade man den frit Spil! Man trænge sig ikke ind i den Enkeltes Helligdom med Polemik eller med Spot! Man lade Enhver beholde sin Fetisch, det, hvori han har fundet sit aandelige Tilhold! Men saaledes har Kristendommen ikke opfattet Sagen. Uagtet den skulde være Kærlighedens Religion, har den dog i al sin Tid langt mere opfostret og næret Anmasselsens, Herskesygens og Hadets Aand end Menneskekærlighedens Aand. Den har afskyet og bekæmpet Hedenskabets Guder og Gudevæsen, uden at tænke paa, om der ikke ogsaa blandt Hedningerne kunde findes saadanne Smaa, som man fremfor alt ikke maatte forarge, og uden at undersøge, om ikke ogsaa Flerguderi kunde have sin gode Berettigelse. Hvad det gælder om, er, at Menneskekærligheden udfolder sig, og man maa derfor raade Enhver til at blive ved sin Tro, naar den er ham til Fortrøstning og til Fremme for det, som Pligt og Menneskeomsorg kræve.
Inden for Kristendommen er man efter Sibberns Mening i denne Henseende gaaet ad saa fordærvelige og forkerte Veje, at han lader de Fremtidseuropæere, han skildrer i Bogen fra Aaret 2135, vægre sig ved at kalde sig Kristne. »Skulde vi kunne ville bære Navn sammen med dem, som i Kristendommens Navn og under dens Banner have fyldt Aarhundreder med Anmasselser og Grueligheder?« — Han skelner mellem Kristelighed og Kristenskab. Det Kristelige er den sande og sunde Kærne i Kristendommen, men til Kristenskabet hører alt det dogmatiske og kirkelige Væsen. Han slutter sig væsentligt til Nyrationalismen, hvilken han i sin Moralfilosofi karakteriserer paa følgende Maade: »Den vil have det kirkelige Kristendomsherredømme stødt bort for i dets Sted at sætte den frie Gudhengivenheds Sindelag, som jeg i Modsætning til Kristenskabet har kaldet Kristeligheden, ladende Ordet Kristendom staa hen som ubestemt« —
Hvad der forekommer mig at være det mest Betydningsfulde ved Sibberns religiøse Standpunkt, er den storartede Tro paa Personlighedens Ret. Han har i langte fyldigere Maal og paa langt naturligere Maade end S. Kierkegaard gennemført den Sætning, at Subjektiviteten er Sandheden. S. Kierkegaard gav denne Sætning en altfor snever Anvendelse og Udførelse. Vi møde atter her Sibberns faste Tro paa Livet i dets sporadiske Virken i Forbindelse med hans varme Sympati for enhver personlig Livsytring. Det er ikke et paa Forlegenhed og Skepticisme grundet Forslag om Tolerance, vi her have for os; men en paa Grundlag af en stort og dybt anlagt Verdensanskuelse opstillet Fordring. Her er heller ingen ængstelig Sagen efter, om der dog ikke skulde findes et Skjul, hvor vi kunne gemme vore Dogmer saa godt, at Kritiken ikke skal kunne finde dem. Der er tvert imod en Bestræbelse for at bringe saa stor Overensstemmelse som muligt mellem Tro og Viden, mellem Livsanskuelse og Verdensanskuelse. Og vi have set, at væsentlige Træk af hans Verdensanskuelse finde Bekræftelse ved de nyere Teorier og Synsmaader; derfor vil ogsaa hans religiøse Standpunkt være af Interesse for Nutiden, afset fra den store Interesse det har som Resultat af et sundt tænkende og varmt følende Menneskes Fersken og Sagen. De religiøse Spørgsmaal ere her hjemme i de senere Aar fra deres Side, der ikke kunne slutte sig til Ortodoksien, sikkert altfor meget blevne behandlede kritisk og polemisk. Hos Sibbern er Kritiken og Polemiken stedse hidført og baaren af den positive Fylde, han virker for. Han kan heri være et Forbillede ogsaa for dem, der komme til Resultater, som afvige fra hans.
V.
Sibberns politiske og sociale Anskuelser,
Sibberns politiske og sociale Anskuelser bære i høj Grad Præget af hans hele Personlighed. Dette berøver dem ingenlunde deres Betydning og blivende Interesse, ti som en af hans Hovedejendommeligheder have vi lært at kende den levende Sans for og Kærlighed til Livet i dets Virkelighed og Individualitet. Han søger overalt Indholdet og Kærnen, og har han nogen Fejl, saa er det den at overse, at der i denne Verden nu en Gang behøves visse bestemte Former og Skaller, ofte haarde og usmagelige Skaller, selv for dets værdifuldeste Indhold.
Hvad der saa ofte gjorde ham upraktisk, naar han deltog i den politiske Strid, var ikke mindst det, at han optraadte som psykologisk Sjælesørger. Han havde et skarpt Blik for det Opirrende og Aandsfortærende i den politiske Strid, og ikke mindst for, hvorledes der i Stridens Løb kan opdynge sig Meget, som skjuler det, som det egentligt kommer an paa Den Form for politisk Virksomhed, som mest tiltalte ham, var den, der svarede til Herakles's Maade at rense Augias's Stald paa. Ligesom Herakles udførte sit Værk ved at lede Strømmen ind og saa overlod til den at skylle ud i alle Kroge, saaledes ansaa Sibbern det for sit Kald, naar i Stridens Løb dels Polemik, dels Fortabelse i Enkelthederne havde formørket Blikket hos de Fleste, da at arbejde saa direkte som muligt paa at skaffe selve Hovedsagen Indgang. Derved mente han ikke blot at arbejde bedst for Sagen, men ogsaa at skaffe Sindene den Forfriskelse og Hvile, hvortil de trængte. Godt var det og, mente han, om man i Politiken kunde lade f. Eks. hver halvtredsindstyvende Uge være en Jubeluge, hvor man lod Stridighederne hvile under fornøjeligt personligt Samkvem. Det havde, efter Sibberns Mening, aldeles ikke nogen Hast i Politiken. Han glædede sig i sine »Politiske Intelligensblade« (1835) over, at de raadgivende Stænder først traadte sammen fire Aar efter, at Forordningen om deres Indførelse var kommen. I dette store Tidsmellemrum var der Plads for alsidig og grundig overvejelse. Derfor betragtede han ogsaa de særskilte Stænderforsamlinger for Øerne og Jylland som en heldig Indretning, da enhver Sag derved blev overvejet to Gange. Senere glædede han sig over, at den frie konstitutionelle Forfatning ikke kom før 1848, da Forholdene egnede sig for den. Og han optraadte baade under Striden om Helstatsændringen (1854) og under Striden om Grundlovens Revision (1865) med det Raad, at stille Sagen i Bero eller i Hvilestand i nogle Aar, for at den kunde overvejes og bearbejdes i Stilhed, og for at de vigtigere Statsformaal, navnlig Omsorgen for »Lavmandsfolkets« Velfærd og borgerlige Frihed, kunde fremmes.
At man i Stridens Hede ikke var tilbøjelig til at lytte til slige Raad, kan ikke undre. Og ligeledes følger det af sig selv, at de store statsretlige Afgørelser, der ere bestemmende for hele den Maade, hvorpaa, og de Betingelser, hvorunder alle de vigtigste Statsanliggender i det Enkelte behandles og afgøres, ikke kunne opsættes for længe, og at en saadan Opsættelse i hvert Tilfælde neppe vil fri Sindene fra Spænding og Uro.
Det er i det Hele karakteristisk for Sibberns politiske Anskuelser, at han er saa omhyggelig for, at Overvejelsen kan blive grundig og alsidig. Hans Politik hænger her sammen med hans Filosofi. I hele Tilværelsen gaar jo efter hans Lære Udviklingen frem gennem en stor Debat af Alt mod Alt. Om den politiske Udvikling gælder det Samme. En Statsforfatnings Godhed beror derfor paa, om den aabner Adgang for alle Kræfter og Retninger i Folket til at komme til Orde og virke medbestemmende i Udviklingen. Deri ser han det Karakteristiske for den frie Forfatning. Derimod er det efter hans Mening af mere underordnet Betydning, hvor den endelige Afgørelse, Viljesbestemmelsen efter Overvejelsen, ligger. Han anser det for heldigst, at den ligger hos Kongen. Den frieste mest alsidige Overvejelse vilde da kunne forenes med den mest energiske Afgørelse, den gennemførte Decentralisation med den gennemførte Centralisation. Sibberns Ideal af en Forfatning vedblev stedse at være »en Eneraadighedskonge med en blot raadgivende Folkeformandsforsamling, der skulde søge al sin Vægt og Styrke i sine Grundes Godhed og Velbetænkthed«. Netop naar Folkerepræsentanterne ikke faa Del i Afgørelsen, kan der herske den største Frihed i den offentlige Drøftelse, og Folkets Skøn vil kunne faa en langt større Indflydelse paa den endelige Bestemmelse, end naar denne beror paa Afstemning i Repræsentanternes Forsamling. Regeringsmagten skal staa under Stændernes Kontrol. En Kontrol at Alle over for Alle er i enhver Forfatning det sidste Middel, og de saakaldte statsretlige Garantier ere til Syvende og Sidst alle af moralsk Natur, i en »Fristatsforfatning«, hvor Repræsentationen har Stemmeret ved Afgørelsen, saa vel som i en rent monarkisk Forfatning. Det er langt fra, at en saadan fuldstændig Frihed i Meningstilkendegivelse og offentlig Drøftelse skulde skade Monarkiet, at netop Intet støtter det saakaldte absolute Monarki mere end en republikansk Aand saa vel i Folket som i Regeringen. Folket føler sig derved staaende sin Konge nær.
Ved en Konstitution forstaar man i Reglen et paa Papiret nedskrevet Grundrids af en Statsorden. Men naturligere er det at tage Ordet i dets medicinske Betydning, altsaa her om Folkets og Statens virkelige Tilstand og Livsorden. Kun en ringe Del af denne kan til enhver Tid være formuleret og nedskreven. Og en saadan skreven Konstitution vil stedse være et Baand paa Livet. »Jo flere Bestemmelser en Grundlov indeholder, desto større Formynderskab har man tiltaget sig over Fremtiden og dens Slægter, desto mindre er selve Staten i Sandhed fri, desto mere er derimod Livet i Staten og hele Nationaludviklingen, Nationalbestræbelsen og Nationens friske Rørighed belemret med Baand, som let kunne blive til besværlige Ulemper og Hildelser« (Dikaiosyne, 1843, p. 82). En saadan skreven Konstitution var efter Sibberns Mening lige saa fordærvelig for det politiske Liv, som en skreven og foreskreven Trosbekendelse for det religiøse Liv. Af alle Former for Absolutisme ansaa han den, som overdroges til et Stykke Papir, for den værste. —
Det er en forunderlig Modsætning, Sibbern statuerer mellem Overvejelse og Beslutning, og den er sikkert lige saa lidt holdbar i Politiken som i Psykologien. Ethvert Motiv, der kommer frem under Overvejelsen, faar ogsaa sin bestemmende Indflydelse ved Beslutningen, og kunde vi helt gennemskue, hvad der gaar for sig i vort Indre under Viljesakten, vilde vi ofte finde, at Beslutningen staar som Afslutning af en Proces, hvor det Tidligere helt igennem bestemmer det Senere. Det er altid et Tegn paa indre Splid og Disharmoni, naar Beslutningen bestemmes ved Noget, som ikke har kunnet sejre under Overvejelsen, og det vil i Reglen være til det Onde, naar det sker. Sibberns politiske Ideal vil paa tilsvarende Maade føre til en Disharmoni, eller ogsaa til at Kongemagten drager Slutningen af, hvad der i den offentlige Debat er kommet frem. — I første Tilfælde — altsaa naar Kongemagten og den offentlige Mening ere uenige — vil det Spørgsmaal opstaa, om i Reglen Kongen eller Folket har rigtigst Blik paa Tingene. Antager man, at Kongen i Reglen har Ret, hvor bliver saa egentligt »den republikanske Aand« af? Saa kan Kongen i det Højeste være forpligtet til at tage Forsigtighedshensyn, eller et pædagogisk Hensyn til den offentlige Mening, men Debatten og Kontrollen at Alt med Alt bliver illusorisk, og det bliver da vel dog hensigtsmæssigst at stanse den ørkesløse Drøftelse. Frederik den Sjettes berømte Sætning: »Vi alene vide, hvad der tjener til Undersaatternes sande Vel«, i hans afslaaende Svar paa et Andragende om udvidet Trykkefrihed, er den logiske Konsekvens af denne Opfattelse. Antager man derimod, at den offentlige Mening i Reglen har Ret, vil man omvendt i Kongemagten faa en stadig Hindring for Fremskridt og en Fare for Staten. — Man vil da drives over til den anden Mulighed, at Kongemagten skal udøve og fuldbyrde Resultatet af den offentlige Debat. Men i saa Fald vil det være hensigtsmæssigst, at dette Resultat udtrykkeligt formuleres og slaas fast, og det kan kun ske ved en Afstemning, altsaa ved at Folkerepræsentanterne (eller Folket gennem sine Repræsentanter) have Del i Statsmagten.
En Sætning maa man give Sibbern Ret i, og det er den, at alle statsretlige Garantier ere moralske. Det giver ingen Sikkerhed, at Folkets valgte Repræsentanter faa Andel i Statsmagten, naar det kun beror paa Regeringens egen Vilje, om den skal tage noget Hensyn til deres Afstemning. Dersom Sibbern havde oplevet Hundredaaret efter sin Fødsel, vilde han have faaet en Erfaringsbekræftelse paa sin Sætning.
Men for ret at vurdere hans politiske Opfattelse, maa man lægge Hovedvægten paa den republikanske Aand, han fordrer skal herske i Monarkiet. Hvad han vil udelukke og hindre, er Standsforskellenes Skærpelse og Uddannelse at et Aristokrati. Han vilde hverken have et Adels- eller et Embedsaristokrati, og han frygtede for, at i en »Fristatsforfatning« vilde det blive »Velstandsfolket«, der kom til at regere over »Lavmandsfolket«. Det havde efter hans Opfattelse været de danske Enevoldskongers Bestræbelse at arbejde paa Folkets Emancipation. Selve Regeringsforandringen 1660 betragtede han som en Frigørelse af Borgerstanden. Fra dette Aar af regnede han derfor Friheden i Danmark. Især virkede Frederik den Tredje og Kristian den Femte, og senere igen Kronprins Frederiks Regering fra 1784 overordentligt meget til Bedste for Lavmandsfolket og for almindelig Lighed mellem Landets Borgere. Intet harmede Sibbern mere, end naar han hørte de liberale Politikere tale om Tiden før 1848 som en Ufrihedstid. Han havde selv foretaget et grundigt Studium at det 17. og 18. Aarhundredes danske Historie. Endnu i sine »Samfundsbetragtninger« (Første Hefte 1865) siger han: »Dersom jeg i min høje Alder turde tænke paa Sligt, vilde jeg nok forsøge en historisk-filosofisk Gennemgaaelse af Danmarks Historie fra 1536 af ..... Det er især for dem, som deltage i Politiseringerne, at jeg ønskede Skildringer af Danmarks indre Stats- og Folke-Udviklingshistorie, skreven saaledes, at de vigtigste Kilder, de kongelige Forordninger, og hvad der blandt Reskripterne maa stilles sammen med dem, retteligen blive gennemgranskede, og det Betydelige i dem fremdraget.« Han fremhæver med Rette, at heri ligger Kontinuiteten i det danske Folks Historie. Han vilde højligt have glædet sig ved Edv. Holms forskellige Arbejder over Danmarks indre Udvikling under Enevælden og vilde have fundet en Bekræftelse for sine Anskuelser i dem. Han har her et grundigere historisk Blik end de nationalliberale Politikere, som vare saa optagne af deres egen Statsvisdom, at de saa lutter Mørke forud for deres egen Tid, ligesom de da ogsaa have ment, at der vilde følge lutter Mørke efter dem. Derimod saa han ikke, at Enevælden uddannede et Embedsaristokrati, som paa sin Vis maatte blive en ny Hæmsko for Udviklingen. Men deri saa de nationalliberale Politikere ikke klarere end han. —
Nu vilde Skæbnen, at Danmark alligevel skulde have en Fristatsforfatning, og skønt Sibbern ikke ansaa denne for den ideale Forfatning, saa han dog, at det ikke kunde være anderledes. Han protesterede kun mod, at det var Friheden, der 1848 blev skænket Folket. Friheden kan ikke skænkes. Det var Magten, der blev delt mellem Konge og Folk. At det kom dertil, skyldtes efter Sibberns Opfattelse flere forskellige Omstændigheder. Den herskende politiske Bevægelse i Europa forplantede sig ogsaa til os, og de ivrige liberale Agitatorer (»Røropsmændene«, som Sibbern i sit Sprog kaldte dem) vare ikke fornøjede med den gamle Forfatning. Derhos var Frederik den Syvende ikke skikket til at hævde Enevoldsmagten. »Man maa sige, at for ham var den nye Statsindretning en stor Lykke; ti dels befriede den ham for Regeringspligter, som han aldeles ikke var skabt til — ej heller havde søgt at uddanne sig til — at kunne opfylde blot nogenlunde, som Sligt af Mennesker kan fordres, dels satte den ham i et saare godt og tillige menneskeligen frit Forhold til Folket.« Kun Skade, at denne »lidet kongeforstandige« Mand ikke forstod at bruge den Del af Magten, han beholdt tilbage! (Meddelelser af et Skrift fra Aaret 2135. Første Del, p. 645 og flere St.).
Folket var egnet til den nye Forfatning. Under Enevælden var Ligheden bleven fremmet, og Emancipationen gennemført. Det var et stort Held, at den nye Forfatning ikke kom, før den kunde grundlægges paa en meget bred Basis, med saa udstrakt en Valgret. Man slap derved i Danmark for den Modsætning, som sætter andre Lande i saa stor og stadig Uro: mellem de Stemmeberettigede og Ikke-Stemmeberettigede. »Det saakaldte Demokrati staar overalt bagved Stændersalene og vil ind; lykkeligt det Land, som har aabnet Dørene helt for det, og med det Samme aabnet en Tumle- og Kampplads ej blot for det, men tillige for dets Modstandere og Modkæmpere.« Egnet var Folket, ikke modent; ti modent bliver et Folk kun ved Hjælp af selve Forfatningen. Alt kunde være gaaet godt, dersom kun ikke de nationalliberale Ledere havde manglet den Modenhed, som maa fordres af dem, der ville styre Statsskibet; Modenhed til at affatte Søkortet havde de maaske nok« (Samfundsbetragtninger. Første Hefte, p. 18, 42 f.).
Hvor oprigtigt Sibbern havde sluttet sig til Aanden i den nye Forfatning, da den historiske Udvikling havde ført den med sig, fik han to Gange Lejlighed til at vise, under det Ørstedske Ministerium og under Grundlovskampen 1865—1866.
Det Skrift, han udgav under det Ørstedske Ministeriums Kamp med Rigsdagen (»Om og i Anledning af Kampen mellem de tvende højeste Statsmyndigheder i Danmark«) er af ikke liden Interesse netop i vore Dage. Man finder der en Række af Klagepunkter, som paany ere komne frem her hjemme under den nuværende politiske Strid. — Sibbern klager over, at Ministeriet har draget Kongen ind i Striden. Den frie Adgang til Kongen staar ikke længer aaben, saaledes som den i lang Tid havde været i Danmark. »Det var,« siger Sibbern, »næppe hverken statsrigtigt eller statsklogt, at den frie Adgang lukkede sig, da man vilde komme med Adresser fra mange baade Kongens Person og Kongens Kongeanseelse meget hengivne Mænd. Regeringens Formaal fremmes neppe saaledes; langt bedre uden Tvivl paa modsat Maade .... Man har derved rørt Folket paa et meget ømt Sted, maaske især Folket i Jylland.« Det var jo netop hvad Sibbern stedse havde fremhævet som Kongedømmets Opgave: at staa i nær og levende Berøring med det hele Folk. Han citerer i et andet Skrift. med Begejstring den bekendte Sang af »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«:
Bestandig var der Vej i Herthas Lund
Fra Folkets Hytter op til Fyrstens Sale.
Den Mindste selv sig nærmed Folkets Drot
Og bragte did sit Hjertes Bønner
Og følte selv i Kongens Slot,
At han var en af Landets Sønner.
Det var nu forbi, og under en Fristatsforfatning! Under Enevælden vilde det, efter Sibberns Mening, ikke kunne gaa saaledes!
Ved de mange Pressesager var Frygten for, at Regeringen vilde Trykkefriheden til Livs, vaagnet. Embedsstandens Frihed og Anseelse rokkedes ved adskillige Afskedigelser. Man rokkede ved Rigsdagens Anseelse, og dog hører den lige saa vel som Regeringen til de Myndigheder, danske Borgere ere undergivne, og som de Kristne i Følge Romerbrevets 13. Kapitel skulle adlyde! — Sibbern gør endeligt opmærksom paa. at alle lovlige Midler til at faa Ende paa Striden ikke ere forsøgte, saa længe det ikke er prøvet, hvad Indflydelse et Ministerskifte vilde faa[3].
En halv Snes Aar senere tog Sibbern Ordet mod et »Grundlovsattentat« af en anden Art. Der udkom i Aaret 1865 tre forskellige politiske Smaaskrifter af ham, alle om Grundlovskampen. Det oprørte ham at se, at man straks efter den sørgelige Krig benyttede sig at juridiske Spidsfindigheder til »ad en Omvej, der ser ud som en Krogvej, at antaste Danmarks gode frie, folkelige Grundlov«. Det var for ham kun »Finessemageri«, naar man ikke vilde indrømme, at den Del af sin Magt, Rigsdagen i sin Tid havde afstaaet for at gøre det muligt at gennemføre en Fællesforfatning, der ogsaa omfattede Hertugdømmerne, — at denne Magt efter Hertugdømmernes Afstaaelse straks maatte falde tilbage til Rigsdagen. Man raabte paa Lovlighed, men gik Ulovlighedens Vej, fordi man havde sine bestemte Formaal, man vilde opnaa: »Hvorfor vilde man, da Betingelserne for Indskrænkningen af Grundloven af 1849 vare rent borte, … lade et Spilleværkeri indtræde, som maatte være stødende for hele det danske Folks sunde Sans? Uden Tvivl var det, fordi man deri saa et Middel til at faa Landstingsreformen frem, og saa maatte det øvrige af Komedien opføres med« (Samfundsbetragtninger. Første Hefte, p. 70).
Der var her rokket ved den eneste Betingelse, under hvilken Sibbern kunde sympatisere med en »Fristatsforfatning«, nemlig at den byggedes paa et demokratisk Grundlag. Landstingsreformen var en Reaktion mod den Udvikling af Lighedsfølelsen, som især i det sidste Aarhundrede var gaaet for sig. Man deler alle Landets Sønner i to Hovedklasser, Velstaaende og Ikke-Velstaaende, og man ser ikke, at man derved skærper Modsætningen mellem Folketing og Landsting, saa at den nye Forfatning indeholder Spiren i sig til lange Stridigheder. Der er i den opdynget et betydeligt Stof til fortsat Agitation, og de tage fejl, der mene, at Forfatningsforandringens Vedtagelse har bilagt Striden. — Sibbern stod i denne Sag ganske paa samme Standpunkt som Tscherning og Grundtvig og sympatiserede med de Skridt, de gjorde for at hævde deres Anskuelse. I det Hele er der ikke ringe Lighed mellem disse tre Mænds politiske Ideer. Et Kongedømme paa meget bred demokratisk Basis, med Udjevnen af Standsforskellene, var alle tres Ideal. Under de skiftende Forhold forfølger Sibbern dette Ideal med stor Sikkerhed og sund Bedømmelse af Personligheder og Situationer. Hans politiske Pjecer ere af ikke ringe psykologisk og historisk Interesse. At de ikke virkede paa deres Samtid, laa dels i Forfatterens idealistiske Opfattelse, dels i de Snurrigheder, hvoraf de vrimle, og som det var let at slaa sig til Ridder paa. Men for den, der ser tilbage paa Begivenhederne, har det sin store Interesse at se, hvorledes de opfattes og bedømmes af en sund, ærlig og med varm Følelse begavet Aand, der tillige medbringer en ikke almindelig historisk og filofolisk Sans. Jeg vil ikke gøre noget Forsøg paa at angive, hvorledes Sibbern vilde have stillet sig, hvis han havde oplevet den nuværende politiske Strid. Han var en erklæret Modstander af Parlamentarismen; men han havde ogsaa i sin Tid været en erklæret Modstander af »Fristatsforfatningen« og dog lært at betragte denne som en naturlig og nødvendig Konsekvens. Hans ægte demokratiske Sindelag vilde have stillet ham langt anderledes i denne Strid end de Mange, som ledes af Standshovmod og bureaukratiske Fordomme. Han vilde smerteligt have følt, hvorledes de to Elementer i hans Statsideal, Kongemagten og Demokratiet, traadte i skarp Modsætning til hinanden; men han vilde ikke have fundet nogen Udvej i et Godsejer- og Embedsaristokratis Herredømme[4]. —
Alle de forskellige politiske og konstitutionelle Spørgsmaal angik nu egentligt saare lidet det, som laa Sibbern inderst paa Hjerte. Allerede i et Universitetsprogram fra 1849 hævder han, at det Sociale Spørgsmaal var langt vigtigere end det konstitutionelle, og at det var det, Statsmændene først og fremmest skulde sætte sig ind i. Det konstitutionelle Væsen har, mente han, Blændværk eller Halvhed for og bag, medens Kommunismens Ide vel har Mørke for og Mørke bag, men dog har Realitet til Grundlag og Realitet til Formaal. Det Spørgsmaal, hvis Afgørelse Alt her kom an paa, var for ham, om det hører til Statssamfundets Væsen at virke ved ydre Magt, eller om dette ikke maa betragtes som noget Foreløbigt, Noget, der gælder for Menneskeslægtens nuværende Livstrin, men vil blive afløst at et idealt Statsliv, hvor der vel findes et fast organiseret Samfund til Opnaaelse af fælles menneskelige Formaal, men hvor den ydre, tvingende Magt er falden bort, fordi den ikke behøves. Den paa Magt grundede og med Magt virkende Stat fører os ikke ud over Naturstanden. »Vore Stater ere saa langt fra at ophæve den Krig af Alle mod Alle, som man har ment at herske i Naturstanden, at Statsforfatningerne og de dermed forbundne Folkeforfatninger jo tvert imod paa mange Maader have gjort saadan Krig af Alle mod Alle stærkere og skarpere, hvassere, mere omgribende og indgribende, ej alene udad til, men ogsaa i hver Stats og Nations Indre midt under den saakaldte Fredstilstand. Man ser i denne vistnok ikke Blodsudgydelse, men desto mere ser man, naar man har hele Europa for Øje, Kampen for Erhvervet, ja Kampen endog for det simple Livsophold, at føre til utallige Tærelser og Fordærvelser af mangfoldige Strømme af Nervekraft, ja af hele moralske Tilværelser.« Skulde denne Kamp om Magt eller Rigdom eller endog om den blotte Eksistens være evig? Vil ikke en saa stor Fællesfølelse udvikle sig, at den ydre Magt kan falde bort og den blinde, haardhudede Konkurrence kan afløses af en fornuftig Ordning? Er det dog ikke Statens Opgave at varetage Omsorgen for Alle? Kunde man ikke bestemme, at hvad den Enkelte erhvervede ud over et vist Maal skulde afgives til Statens fælles Driftskapital, saa at Staten for Alvor kunde optræde som den fordelende Retfærdigheds Organ, som en sand Menneskeorganisation, der ikke lader Tingene gaa deres Gang under Kræfters og Drifters vilde Kamp, men ordner og hjælper paa alle Omraader? —
Det er karakteristisk for Sibbern, at han tillægger det sociale Spørgsmaal større Betydning end det politiske. Vi have ogsaa set, hvorledes han gentagne Gange opfordrer til at stanse den politiske Strid for at sørge for »Lavmandsfolket«. Dog ser han klart Sammenhængen mellem begge Spørgsmaal, og det var ikke hans Mening, at man kunde springe lige ind i en kommunistisk Ordning. Tvert imod, saa længe Tvangsstaten bestaar, kan Kommunismen ikke virkeliggøres. Sibbern saa hen til en Tid, hvor den europæiske Menneskehed var kommen ud over sine nuværende Livsvilkaar og kunde indrette sig paa en helt ny Maade. Denne Fremtidsfantasi er det, han udfører i »Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135«. Sibbern antyder selv, at denne Bog maa betragtes som et Sidestykke til Platons »Stat«. Han har altsaa villet give sin ideale Fantasi Luft ved at skildre, hvorledes et Menneskesamfund vilde se ud under saa gunstige indre og ydre Forhold som muligt. Bogen indeholder tillige adskillige »Tilbageblik« paa det nittende Aarhundrede. I det Foregaaende have vi benyttet den ved Fremstillingen af Sibberns religiøse og politiske Anskuelser. Nu ville vi betragte det sociale Utopia, han skildrer. —
Henimod Slutningen af det nittende Aarhundrede steg den europæiske Civilisations Onder og Skyggesider til en Højde, der gjorde Livet til en Byrde. Al Livsglæde var forbi; end ikke Musiken formaaede laengere at oplive Nogen. Pessimismen herskede. Den eneste Vederkvægelse, man fandt, var at udtrykke sin Følelse af Elendighed og sin Fortvivlelse med saa stærke Ord som muligt. En Fyrste forlod i Aaret 1896 det ulykkelige Europa med de Ord: »Jeg kan ikke udholde det længere, det Spil med ormstukne Sjæle om ormstukne Goder; jeg har længe nok trællet i denne Trædemølle og tærsket dette kærneløse Straa.« Og man foreslog, at der over alle Rigsdags- og Regeringsbygninger skulde staa disse Ord: »Kommer hid alle I, som ere livsfriske og glade, her skulle I vorde mødige og besværede«. Men som Nøden, Fortvivlelsen og Livstrætheden var paa sit Højeste, kom Frelsen. En Dvaletilstand udbredte sig over den europæiske Menneskehed, efter at først Døden paa hemmelighedsfuld Maade havde raset gennem Landene. Der kom en lang Hviletid, i hvilken alle Civilisationens Former saa godt som opløstes og de faa Efterlevende vendte tilbage til Naturlivets simple Former. Tillige mildnedes Følelserne; der kom Ro og Menneskekærlighed i Sindene. Træthed var dog ikke den eneste Aarsag til, at »Søvnens store Frelse« kom. Store Forandringer i Naturen, underjordiske Dampes Frembrud o. s. v. virkede med. Tiden syntes at være kommen for et Gennembrud baade i det fysiske og i det aandelige Liv paa Jordkloden. Da Genopvaagningens og Genoplivelsens Tid kom, kunde den ungdomsfriske, genfødte Menneskehed begynde sin Tilværelse under nye Vilkaar. Statsforfatning, Lovgivning, Kirkeforfatning, Skolevæsen, Pengevæsen, Handelsvæsen, Ejendom, Straffevæsen, Menneskeforskelle og Menneskeuligheder — Alt var man bleven befriet for, og man ønskede det ikke tilbage, men følte Gru og Rædsel ved at læse derom eller se det hos andre Folk. Man levede ud af den indre Fællesskabsfølelse. Alle toge Del i legemligt og aandeligt Arbejde. Først og fremmest gjaldt det om ikke at kue eller hæmme det sjælelige Liv hos Nogen. — Hver bragte til de offentlige Forraad hvad han producerede mere end han selv behøvede; og deraf tog de Alle, hvad de trængte til. Naar et Hus var bygget, flyttede den ind, som mest havde Lyst. Regering behøvede man ikke. Drengenes Optøjer var det Eneste, man havde at værge sig imod. Lige saa lidt som man vilde have nogen hellig Bog eller nogen Kirke mellem sin Følelse og den Livets indre Kilde, man troede paa, lige saa lidt vilde man have nogen Lovforfatning som kunstigt Gærde for Livet. Man mente, at al den Skarpsindighed og Eftertænksomhed, som var bleven anvendt paa Retsvidenskab, Lovgivning og Lovanvendelse, havde været til saare liden virkelig Fremme for Aandslivet. Forbrydelsen havde man allerede længe betragtet som en Sygdom, der saa snart den var godtgjort ved Dom, skulde helbredes ved menneskekærlig Omsorg og Forbedring. Straffeanstalterne bleve Lægeanstalter eller Sygehjem. Men med Ophøret af Særejendom og af alle kuende og æggende Institutioner hørte ogsaa Forbrydelserne op. —
Bag det Fantastiske i disse Forestillinger og deres nærmere Udførelse mærker man et varmt og menneskeligt Sind og en stærk Harme over al Undertrykkelse og Forkuelse. Det var Sorg og Lede ved det Virkelige, der drev den for menneskelig Lykke saa bekymrede Tænker til at søge i en indbildt Verden, hvad han ikke fandt i den virkelige. Ved Fortællingen om Dødsperioden, om den store Søvn og Genopvaagningen har han indrammet, at han er ude af Stand til at vise, hvorledes den kommunistiske Lyksalighedstilstand skulde kunne udvikle sig ad naturlig Vej ud af de nærværende Samfundstilstande. Der maa foregaa en indre Omdannelse af Menneskenaturen, saaledes at Følelsen af Fællesskab fuldstændigt faar Overherredømmet over Egoismen. Og selv da maatte der være en lykkelig Harmoni mellem de enkelte Menneskers Tilbøjeligheder, siden f. Eks. et nybygget Hus skulde bebos af den, som havde mest Lyst dertil, og Enhver skulde kunne tage af det offentlige Forraad hvad han trængte til. Hvorledes mon man skal afgøre, hvem der har mest Lyst til Noget, eller hvorledes vil man kunne faa de forskellige Fornødenheder til at passe sammen? —
Det har dog neppe været Sibberns Mening at ville henvise Alt hvad han udtaler i denne Bog til Fantasiens, evigt fra Virkeligheden fjernede Land. Det ses allerede af, at han i sit Universitetsprogram fra 1849 foreslaar, at Staten skal samle sig en Driftskapital og optræde som fordelende Myndighed. Han er her inde paa hvad man i vore Dage kalder Statssocialisme. Den tyske Nationaløkonom Wagner har videre udført, hvad Sibbern antyder i sit Program. Wagner betragter det nemlig som et væsentlig Synspunkt og Øjemed for Skattevæsenet, at Staten gennem dette virker regulerende paa Formuernes Fordeling i Landet. I Statssocialismen fremtræder den fordelende Retfærdighed, Sibbern fordrer af Staten. Men Tvangsstaten vilde han dog ikke betro dens Udøvelse, og hvorledes faa vi en Stat, som ikke er en Tvangsstat? Og hvorledes faa vi hos Statens Ledere den Indsigt, den Menneskekundskab og den Menneskekærlighed, som maa være til Stede, for at vi kunne tilstede dem at gribe fordelende ind? Selv om Statssocialismen skulde have Fremtiden for sig, vil Udviklingen i denne Retning kun kunne gaa meget langsomt og med fornyet Prøvelse paa hvert enkelt Punkt. Sibbern har jo selv lært os, at al Udvikling foregaar sporadisk, ud fra forskellige individuelle Udgangspunkter. Saaledes vil det vist vedblive at gaa, og det vilde allerede være en stor Lykke og et stort Fremskridt, om vi kunde komme saa vidt, at de forskellige Individer ikke stede for haardt sammen under deres forskellige og ofte modsatte Bestræbelser. Mere end at virke fremhjælpende og understøttende i denne Retning, formaar Staten neppe, saa længe den ikke er bleven noget helt Andet end den nu er, — og naar den er bleven det, er det jo ikke sagt, at der er Noget at raade Bod paa. Sibberns faste og urokkelige Tro paa Udviklingen kommer her igen. Han var jo, som vi have set, sikker paa, at det Sporadiske og Disharmoniske vilde forsvinde, og at den Absurditet og Pinagtighed, Erfaringen frembyder, kun kommer af, at Verdensudviklingen endnu er paa et af sine første Stadier. Denne Tanke holdt ham oppe og gav hans menneskekærlige Sind Ro. Den har vel ogsaa gjort, at han selv ikke strengt har skelnet mellem Utopier og virkelige Idealer i sin Skildring af Fremtidens Europa.
- ↑ Betydningen af Sibberns Opfattelse paa dette Punkt anerkendes nu ogsaa i udenlandske Værker (som Ribot: La Psychologie des Sentiments. Paris 1890. p. 265), efter at der i min Psykologi (1882) og i A. Lehmanns „Hovedlovene for det menneskelige Følelsesliv” (1892) var henvist til den.
- ↑ En lignende Anskuelse af Menneskets Tilblivelse havde allerede Kant udtalt (i sin Antropologi), og hos os Treschow (i sin „Historiens Filosofi“).
- ↑ Hele denne Strid pinte særlig Sibbern, fordi han saa A. S. Ørsted, hvem han saa højt beundrede, paa den anden Side. „Jeg kan ikke sige Dem,“ skriver han til Wegener, „hvor stærkt dette Reskript [som indeholdt en ministeriel Tilrettevisning til Wegener for hans Optræden i Arvefølgesagen, uagtet Ministeriet forgæves havde anklaget ham for Højesteret] har afficeret mig, allermest for Ørsteds Skyld. Jeg har nu i 48 Aar staaet i det bedste Forhold til ham, nydt meget Godt i hans Hus, holdt paa ham, troet paa ham, indtil forrige Aar; og nu igen dette!“ — Efter Ministeriets Afgang skriver Sibbern (til Ørsteds Søster): „Han [A. S. Ørsted] er ved Ministeriets Entledigelse kommen ud af en ikke god Stilling. Det vides almindeligen, at meget af det, som skete, og som han maatte give sit Navn til, ja stundom sætte sit Navn under, ingenlunde havde hans Bifald, men var i Strid med hans Anskuelse. Men han var i Ministeriet i Minoriteten og blev overstemt.“
- ↑ For dem, der mene, at det paa Grund af Partistridighederne gaar tilbage med alt Godt og Ædelt i Danmark, vil det være af Interesse at vide, at det i hvert Tilfælde er en gammel Skade. Den 5. Januar 1825 skriver Sibbern til sin gamle Rektor, Brorson, paa Herlufsholm: „I Sandhed, naar jeg tænker paa Dem, saa træder Billedet af en Tid mig i Møde, da der var i mange Henseender et skønnere Liv i Danmark end nu. Belevenhed og et tækkeligt Væsen var endnu regnet for Dyd; Landets store Mænd respekterede Enhver; kom noget ret fortrinligt og godt ud, saa fejrede ethvert Hjerte en Nationalfest … Nu derimod er Alt saa uhyre kritiserende, at for denne kritiske Syge næsten Intet kan komme op; saaledes at sætte sin Egoisme mod hele Verden, forstod man ikke, da De var ung.“ — I Aaret 1828 taler han (i sin „Psykologiske Patologi“) om „det Hang til at nære Partiaand og at bevæges af Partiaand, hvilket er saa fremherskende i vor Tid“. — I et Brev fra December 1835 udtaler Paludan-Müller (den senere Biskop) sin Harme over „Dagbladenes Tone“ saa vel som over, at man bruger den nye Stænderforsamling til at gøre Opposition, „som man overhovedet gør sig Flid for at bringe Folket til at betragte alle bestaaende Forhold i en opponerende Aand“. — Om de Nationalliberale var det Sibberns Mening, at de havde Meget tilfælles med Schleswigholsteinerne. „De vare oplærte i samme Skole. Agtelse for Folkets Sjælelighed, Omsorg for den jevne gode Folkeaands Bevaring havde de ikke. De gik saa vidt, at de reve ned paa Landets mest kundskabsrige. indsigtsfulde, højtagtede Mænd, og undergrove derved selv Agtelsen for Lærdom saaledes, at, da siden Lærdmændsfolkene, de saakaldte doktrinære, kom for Had, kunde man sige til dem: I have jo selv arbejdet derpaa af al Magt“ (Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135. Første Del, p. 695 f.).