Forbryderen/2/9
IX.
„Peter Petrowitsch,” skreg hun, „beskyt De mig i det mindste. Forklar dog denne dumme Skabning, at hun ikke maa understaa sig at omgaas saaledes med en nobel Dame, der befinder sig i ulykkelige Kaar, at der endnu gives Domstole … jeg gaar selv direkte til Generalguvernøren … hun maa trækkes til Ansvar … Tænk paa min Faders Gæstevenskab, beskyt de Faderløse!…
„Undskyld, undskyld, Madame,” sagde Peter Petrowitsch spørgende, „jeg havde slet ikke den Ære at kende Deres Hr. Fader, hvad De meget godt selv véd … jeg har ikke ringeste Lyst til at blande mig i Deres bestandige Stridigheder med Amalia Iwanowna … Jeg er her nu i egne Anliggender og ønsker en øjeblikkelig Forklaring med Deres Steddatter, Sofia … Iwanowna hedder hun ikke saaledes? Men tillad mig dog at komme ind…”
Peter Petrowitsch lod Katerina Iwanowna staa og begav sig hen til det modsatte Hjørne, hvor Sofia stod.
Katerina Iwanowna var som lynslagen. Hun kunde ikke begribe, hvorledes det var muligt, at Peter Petrowitsch kunde nægte, at han havde nydt hendes Faders Gæstevenskab. Efter at hun først havde bundet sig selv denne Fabel paa Ærmet, troede hun fuldt og fast paa den.
Ogsaa Peter Petrowitsch's forretningsmæssige, tørre og noget truende Tone, der endogsaa var blandet med Foragt, slog hende.
Alle de øvrige var ogsaa blevne stille, da han viste sig. Desuden var der ogsaa en altfor skarp Disharmoni mellem hele dette Selskab og denne „alvorlige Forretningsmand”; man saa paa ham, at han var kommen for noget vigtigt, at der vel maatte være et eller andet usædvanligt, som bevægede ham til at vise sig i et saadant Selskab, og at følgelig en vigtig Begivenhed maatte forestaa.
Raskolnikow, der havde staaet ved Siden af Sofia, gjorde Plads for ham; Peter Petrowitsch lod, som han ikke bemærkede ham.
Et Minut efter viste Lebesätnikow sig; han gik imidlertid ikke ind i Værelset, men blev staaende paa Tærskelen og hørte paa det følgende med spændt Nysgærrighed, skønt ogsaa med Forbavselse; det lod, som om han længe ikke kunde begribe noget af det.
„Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men Sagen er temmelig vigtig, bemærkede Peter Petrowitsch saadan i Almindelighed uden at vende sig til Nogen i Særdeleshed, „det er mig endogsaa kært, at der er Vidner. Amalia Iwanowna, jeg beder Dem høfligst om som Værtinde at lægge Mærke til den Samtale, jeg nu kommer til at føre med Sofia Iwanowna. Sofia Iwanowna,” vedblev han, idet han vendte sig direkte til den forbavsede og allerede nu forskrækkede Sofia, „fra mit Bord i min Ven Andrej Ssemjonowitsch Lebesätnikows Værelse er der straks efter Deres Besøg forsvundet en Seddel paa Hundrede Rubler, som tilhørte mig. Hvis De paa nogen Maade skulde have Kundskab om dette og kunne sige os, hvor den nu er, saa forsikrer jeg Dem paa Æresord, og alle Nærværende skal være Vidner paa det, at Sagen dermed skal være afgjort. Ellers vil jeg være nødt til at gribe til alvorligere Forholdsregler og da … maa De selv tilskrive Dem Følgerne.”
En pinlig Tavshed opstod i Værelset. Selv de grædende Børn blev rolige.
Sofia stod der ligbleg, stirrede paa Lushin og kunde ikke faa et Ord frem. Det syntes, som om hun endnu ikke begreb et Ord af det hele. Der gik nogle Sekunder.
„Naa, hvordan er det saa?” spurgte Lushin, idet han saa betydningsfuldt paa hende.
„Jeg véd ikke … jeg kender slet ikke til det …” svarede Sofia endelig med svag Stemme.
„Ikke? De ved altsaa ingen Ting?” spurgte Lushin en Gang til og tav atter nogle Sekunder. „Betænk Dem, Mademoiselle,” begyndte han strængt, men tilsyneladende endnu formanende, „betænk Dem, jeg vil endnu give Dem Tid til at betænke Dem. Læg vel Mærke til dette: hvis jeg ikke var fuldstændig overbevist, saa vilde jeg med min store Erfaring visselig ikke have risikeret at beskylde Dem saa direkte; thi en saadan direkte og offenlig, men falsk eller ogsaa blot fejlagtig Beskyldning maatte jeg paa en Maade selv svare for, det véd jeg. I Morges vekslede jeg i et bestemt Øjemed nogle 5 pCt.s Statspapirer til Beløb af tre Tusind Rubler. Beregningen derover staar i min Notitsbog. Da jeg kom hjem talte jeg dem — Andrej Ssemjonowitsch er Vidne paa det — og efter at jeg havde aftalt to Tusind Rubler, gemte jeg dem i min Lommebog og lagde den i Sidelommen paa min Frakke. Paa Bordet blev der liggende omtrent fem Hundrede Rubler i Sedler, deriblandt var tre Hundredrubel-Sedler. I dette Øjeblik kom De til mig — i Følge min Opfordring — og var hele Tiden urolig, saa at De endogsaa midt under Samtalen rejste Dem tre Gange og vilde skynde Dem bort, skønt Samtalen ikke var forbi. Andrej Ssemjonowitsch kan bevidne alt dette. Sandsynligvis vil De, Mademoiselle, ikke vægre Dem for her offenlig at stadfæste, at jeg gennem Andrej Ssemjonowitsch lod Dem kalde ene og alene for at raadslaa om Deres Stedmoders, Katerina Iwanownas ulykkelige og hjælpeløse Stilling; om man ikke kunde arrrangere f. Eks. en Subskription, et Lotteri eller noget lignende for hende. De takkede mig og brød endogsaa ud i Taarer. Jeg fortæller alt dette saa nøje, saaledes som det var, først for at kalde det tilbage i Deres Erindring, og for det andet for at bevise Dem, at end ikke den ringeste Enkelthed er undsluppen min Erindring. Saa tog jeg en Tirubel-Seddel fra Bordet og rakte Dem den som mit Bidrag og til Hjælp for Deres Slægtninge og som en øjeblikkelig Assistance. Alt dette har Andrej Ssemjonowitsch set. Derpaa fulgte jeg Dem til Døren — De var endnu stadig meget forlegen. — Da jeg saa var bleven alene med Andrej Ssemjonowitsch og havde talt en ti Minuters Tid med ham, gik han sin Vej, og jeg gik atter hen til Bordet, hvor Pengene laa, for at gemme dem, men dog først, som jeg allerede tidligere havde besluttet, efter at have talt dem efter. Til min største Forbavselse manglede en Hundredrubel-Seddel. Vil De derfor være saa god at betænke, at det er mig rent umuligt at mistænke Andres Ssemjonowitsch; jeg skammer mig allerede ved Tanken om noget saadant. Jeg kunde heller ikke have talt galt, thi knap et Minut, før De kom, havde jeg sluttet min Beregning og fundet Summen rigtig. De kan sige Dem selv, — at naar jeg tager Hensyn til Deres Forvirring, Deres Hast med at forlade Værelset, den Omstændighed, at De en Stund havde Hænderne liggende paa Bordet; fremdeles naar jeg ser hen til Deres Stilling i Samfundet og de dermed forbundne Vaner, var jeg da ikke, selv mod min Vilje og med sand Afsky, saa at sige nødt til at blive staaende ved denne Mistanke, — en Mistanke, som visselig er haard, men dog sikkerlig retfærdig? Jeg tilføjer endnu og gentager: trods min bestemte Overbevisning begriber jeg meget godt, at der ligger en vis Risiko i min nuværende Anklage. Men De ser, jeg har ikke kunnet undlade at optræde mod Dem, og skal endogsaa sige Dem hvorfor: ene og alene paa Grund af Deres sorte Utaknemlighed! … Beder jeg Dem ikke for Deres fattige Slægtninges Skyld komme til mig, giver jeg Dem ikke en efter mine Forhold passende Understøttelse paa ti Rubler, og saa gengælder De mig straks paa Stedet med en saadan Handlemaade! Nej, det er dog vel i højeste Grad urigtigt! Det fortjener en Lektion! Betænk, hvad De gør, jeg beder Dem om det som Deres sande Ven, thi en bedre Ven kunde De i dette Øjeblik ikke have; kom til Besindelse! I modsat Fald er jeg ubønhørlig!… Naa, altsaa, hvordan forholder det sig?”
„Jeg har ikke taget noget fra Dem,” hviskede Sofia i frygtelig Angst, „De gav mig ti Rubler — dèr, tag dem igen.” Sofia tog Lommetørklædet ud af Lommen, fandt Knuden, løste den op, tog Tirubel-Sedlen ud og rakte den til Lushin.
„Og de hundrede Rubler — De vil altsaa ikke tilstaa?” sagde han bebrejdende og haardnakket uden at tage imod Pengesedlen.
Sofia saa sig om. Alle betragtede hende med alvorlige, spodske og hadefulde Blikke.
Hun saa paa Raskolnikow … han stod med korslagte Arme ved Væggen og betragtede hende med et flammende Blik.
„Aa, Herre Gud!” fik hun endelig frem.
„Amalia Iwanowna, Politiet maa have Oplysning om Sagen, jeg beder Dem derfor om at sende Bud med Portneren”, sagde Lushin sagte og næsten mildt.
„Barmhjærtige Gud! Jeg vidste jo nok, at hun stjal!” udbrød Amalia Iwanowna og slog Hænderne sammen.
„Aha, De vidste det?” afbrød Lushin, „altsaa har der ogsaa før været Grund til at antage det? Vær saa god, højstærede Amalia Iwanowna, at huske paa Deres Ord, som forøvrigt er talte i Vidners Overvær.”
Fra alle Kanter begyndte nu en livlig Samtale, alle var i Bevægelse.
„Hvad for noget?” skreg pludselig Katerina Iwanowna, der pludselig besindede sig og vendte sig mod Lushin: „De beskylder hende for Tyveri? Sofia en Tyv? Aah, hvilken Skurkestreg!…” Og hun styrtede hen til Sofia og trykkede hende voldsomt op til sig med sine magre Arme.
„Sofia, hvor kunde Du understaa Dig i at tage ti Rubler af ham! Aa, Du enfoldige Barn! Kom med dem! Giv mig straks de ti Rubler — der..!”
Hun rev Seddelen ud af Sofias Haand, klemte den sammen til en Kugle og kastede den lige i Ansigtet paa Lushin. Kuglen ramte ham i Øjet og faldt derfra ned paa Bordet.
Amalia Iwanowna skyndte sig at tage den op. Lushin blev ærgerlig.
„Hold paa den gale Kone!” raabte han.
I Døren ved Siden af Lebesätnikow viste sig nogle nye Ansigter, blandt dem ogsaa de to tilrejste Damer.
„Hvad siger De!… Jeg skulde være gal? Din Nar!” hvæsede Katerina Iwanowna, „Du er selv gal din Lovtrækker, dit gemene Menneske!… Sofia! Sofia skulde have taget Penge fra Dig? Sofia skulde være en Tyv? Din Nar, heller havde hun givet Dig Penge!”
Hun brød ud i en hysterisk Latter.
„Har I nogensinde set en saadan Nar?” sagde hun idet hun henvendte sig til hele Selskabet og pegede paa Lushin. „Hvad? og Du ogsaa?” vedblev hun, da hun fik Øje paa Værtinden, „Du, din Tosse bekræfter, at hun har stjaalet?… Aa, Du nederdrægtige preussiske Høneben i Krinoline! Aa, I, I … Hun har jo ikke været ude af Stuen, hun satte sig ned ved Siden af Rodion Romanowitsch straks efter at hun kom tilbage fra Dig, din Usling. Undersøg hende da! Naar hun ikke har været ude, saa maa hun jo have Pengene paa sig. Undersøg hende da; led, led!… Men finder Du ingen Ting, min Due, saa tag Dig iagt, da skal Du komme til at svare for det! Jeg gaar lige til Kejseren selv, den barmhjærtige; jeg kaster mig for hans Fødder, og det endnu i Dag! Jeg er en stakkels Enke! — de slipper mig nok ind til ham! Du mener vel, at de slipper mig ikke ind? Du tager fejl! Jeg trænger mig frem til ham!… Du har gjort Regning paa, at hun er saa sky og bange, det er det, Du har haabet paa? Men saa er jeg saa meget modigere min Bro'r! Med mig kommer Du tilkort led nu, led! —”
Da Katerina trak i voldsomt Raseri Lushin hen til Sofia.
„Jeg er rede til det og tager Ansvaret paa mig … men hold dog en Gang op, Madam, vær lidt roligere! Jeg ser jo godt nok, at De er modig! — Men hvordan skal det gaa for sig?” mumlede Lushin, „det maa jo ske i Politiets Nærværelse … skønt der er jo Vidner nok for Haanden … Jeg er rede … men for en Mand er det da ikke ganske passende … men hvis Amalia Iwanowna vilde være behjælpelig … slige Forretninger gaar for Resten ikke saadan uden videre … Hvad skal vi egenlig gøre?…”
„Lad den, der har Lyst, undersøge hende!” skreg Katarina Iwanowna. „Sofia, vend Lommerne for ham! Se der, se! Aa Skam, se den der er tom, her laa Lommetørklædet, den er tom! Ser Du, der er den anden Lomme, der, ser Du…!”
Og Katarina Iwanowna lod sig ikke nøje med roligt at vende Lommerne, hun rev dem formeligt ud.
Men ud af den højre Lomme fløj der pludseligt et Papir, som beskrev en Bue i Luften og faldt lige ned for Lushins Fødder.
Alle havde set det og nogle skreg højt, da Papiret faldt. Peter Petrowitsch bukkede sig ned, tog Papiret op fra Gulvet og foldede det ud, saa alle kunde se det.
Det var en tredobbelt sammenlagt Hundredrubelseddel. Peter Petrowitsch holdt den højt i Vejret og viste den frem.
„Tyvemær! Ud af mit Hus! Politi! Politi!” skreg Amalia Iwanowna, „til Sibirien skal hun!… Ud med sig!”
Fra alle Kanter lød der Udraab.
Raskolnikow tav uden at vende Øjnene fra Sofia, kun af og til saa han skarpt over paa Lushin.
Sofia stod endnu paa samme Plet, men ligesom sanseløs; hun syntes ikke en Gang at være forbavset. Men pludselig steg Blodet hende til Ansigtet, hun skreg højt og bedækkede Ansigtet med Hænderne.
„Nej!… jeg har ikke gjort det! Det var ikke mig! Jeg kender ikke det mindste til det!” raabte hun med et hjærteskærende Skrig og styrtede hen til Katerina Iwanowna. Denne trykkede hende til sig, som om hun vilde beskytte hende mod alle de vrede Mennesker.
„Sofia! Sofia! jeg tror det ikke!” skreg Katerina Iwanowna trods den haandgribelige Kendsgærning og vuggede hende i sine Arme som et lille Barn, kyssede hende utallige Gange, greb hendes Hænder og kyssede dem vildt. „Du skulde have stjaalet!… hvad det dog er for dumme Mennesker! Aa, Herre Gud! I er dumme!” skreg hun til dem alle, „I véd jo slet ikke, hvad det er for et Guldhjærte, hvad det er for en Pige! Hun skulde tage noget — hun! Hun havde før taget Særken af Kroppen og givet den bort, hellere vilde hun have gaaet barfodet og givet Eder alt, saadan er hun! Den gule Billet („Kortet”) fik hun jo bare, Fordi mine Børn var ved at dø af Sult; for os har hun solgt sig!… Ak, Du kære Afdøde, det er dit Gravøl!… Herre Gud! saa beskyt hende da, hvorfor staar I der allesammen! Rodion Romanowitsch! hvorfor beskytter De hende ikke? Tror De ogsaa paa det? I er allesammen ikke saa meget værd som Sofias Lillefinger! Herre Gud, beskyt da Du hende.”
Den stakkels svindsottige Katarina Imanownas Skrig gjorde et stærkt Indtryk paa Publikum. Der laa saa megen Elendighed, saa megen Lidelser i disse fortørrede Læber, paa hvilke Blodsporene endnu var synlige, i denne hæse Stemme, i denne Hulken, der stundom lød som Barnegraad, i denne fortvivlede, omend fortrøstningsfulde Bønfalden om Beskyttelse, at alle havde Medlidenhed med den Ulykkelige.
I det mindste ytrede Peter Petrowitsch straks sin Medlidenhed.
„Madame, Madame,” raabte han indtrængende til hende, „Dem berører dette jo ikke! Ingen vil beskylde Dem for noget ondt, ikke en Gang for at De skulde have Del i det; saa meget mere som De selv har bragt alt for Dagen ved at vende Lommerne paa hende. Jeg er rede til hjærteligt at beklage, hvis saa at sige Sofia Ssemjonownas Fattigdom skulde have forledet hende til det, men hvorfor vilde De ikke tilstaa det, Mademoiselle? Frygtede De maaske for Skammen? Var det blot et første Forsøg, en Forvildelse? Det er muligt, meget muligt… Men hvorfor vilde De ogsaa indlade Dem paa noget saadant? Mine Herrer,” vendte han sig til alle de Tilstedeværende, „mine Herrer, fuld af Medlidenhed og saa at sige Barmhjærtighed er jeg for min Del rede til at tilgive, selv nu, efter den mig tilføjede personlige Fornærmelse. Imidlertid, Mademoiselle, maa den Skam, De nu lider; være Dem en Lektion for Fremtiden,” sagde han, idet han vendte sig til Sofia, „Resten vil jeg ofre til Glemselen, og lad dermed alt være endt!”
Peter Petrowitsch skelede over til Raskolnikow og deres Øjne mødtes. Raskolnikows glødende Blik truede med at forvandle ham til Aske.
Under alt dette syntes Katerina Iwanowna ikke at have hørt noget, hun omfavnede og kyssede Sofia som en Afsindig. Ogsaa Børnene omgav hende fra alle Sider, men Poletschka græd bitterlig, skønt hun ikke var i Stand til at begribe alt, og gemte sit af Graad opsvulmede Ansigt ved Sofias Skulder.
„Hvad dette dog er for en Nederdrægtighed!” lød pludseligt en lydwlig Stemme henne fra Døren.
Peter Petrowitsch saa hastigt derhen.
„Hvilken Gemenhed!” gentog Lebesätnikow og saa ham lige i Øjnene. Peter Petrowitsch syntes pludseligt at fare sammen; alle bemærkede det og huskede det senere.
Lebesätnikow traadte ind i Værelset.
„Og De understaar Dem endogsaa at paakalde mig som Vidne?” sagde han og traadte hen til Lushin.
„Hvad skal dette betyde, Andrej Ssemjonowitsch! Hvad taler De om?” mumlede Lushin.
„De er… en Bagvasker, — det er Meningen med mine Ord!” sagde Lebesätnikow fortørnet og saa strængt paa ham med sine nærsynede Øjne. Han var rasende.
Raskolnikow gennemborede ham formelig med sine Blikke og opfangede hvert Ord.
En ny Pavse indtraadte.
Peter Petrowitsch var, især i første Øjeblik, næsten forvirret.
„Gælder dette mig?…” begyndte han stammende, „hvad vil De da egenlig? Er De ved Deres fulde fem?”
„Jeg er ganske vist ved mine fulde fem, men De, De er … en Skurk! Aa, hvor det er nederdrægtigt. Jeg har hørt det altsammen, jeg har med Vilje ventet for at kunne forklare mig det Hele, thi jeg maa tilstaa, at heller ikke nu kan jeg indse Logiken i det Hvorfor har De egenlig lavet alt dette? — jeg begriber det ikke!”
„Hvad skulde jeg have gjort! Vil De ikke nu endelig holde op med Deres Gaader? Eller har De maaske drukket for meget?”
„De, nederdrægtige Menneske, De drikker maaske for meget, men ikke jeg! Jeg drikker mig aldrig fuld, det er stridende mod mine Grundsætninger! … Tænk Dem, han har selv egenhændig givet Hundredrubelsedlen til Sofia Ssemjonowna — jeg saa det selv, jeg sværger paa det; han, han selv!” gentog Lebesätnikow og vendte sig til dem alle.
„De maa være bleven forrykt … Grønskolling!” hvæsede Lushin, „hun staar der jo selv for Dem i egen Person, hun har jo selv, nu netop i Alles Nærværelse, erklæret, at hun ikke har faaet andet af mig end de ti Rubler. Paa hvilken Maade skulde jeg da have givet hende dem?”
„Jeg saa det … jeg har jo set det!” raabte Lebesätnikow, bekræftende sit tidligere Udsagn, „og skønt det egenlig er mod mine Grundsætninger, saa er jeg dog straks rede til at aflægge Ed for Retten, — jeg saa, hvordan De hemmeligt stak Sedlen til hende. Men jeg var saa naragtig, at jeg troede det var af Ædelmodighed! Da De tog Afsked med hende i Døren, stak De, samtidig med at hun vendte sig om og De trykkede hendes Haand, forsigtigt Sedlen ned i hendes Lomme. Jeg saa det!”
Lushin var bleven bleg.
„Hvad er det for Løgne, De opvarter med!” raabte han frækt, „hvordan kunde De, som stod ved Vinduet, se Sedlen? De har sagtens drømt? Og saa er De jo nærsynet … De fantaserer vist!”
„Aa nej; skønt jeg stod temmelig langt borte, saa jeg dog alt; fra Vinduet af vilde det virkelig have været lidt vanskeligt at skælne Sedlen — det er sandt — men alligevel vidste jeg dog — begunstiget ved et særligt Tilfælde — ganske sikkert, at det virkelig var en Hundredrubelseddel; for da De gav Sofia Sjemjonowna Tirubelsedlen, saa jeg tydeligt, at De lige efter tog en Hundredrubelseddel op fra Bordet — jeg stod dengang ganske nærved, og jeg fik straks mine Tanker ved det, derfor glemte jeg heller ikke, at De beholdt Sedlen i Haanden. De foldede den sammen og beholdt den hele Tiden i den lukkede Haand. Saa agtede jeg ikke mere paa det, Hun da De rejste Dem, flyttede De den fra højre til venstre Haand, og da var den endda lige ved at falde fra Dem; da fik jeg igen den Tanke, at De vilde vise hende en Velgerning, som jeg ikke skulde mærke. De kan tænke Dem, hvordan jeg da passede paa — og jeg saa da ganske tydeligt, hvorledes det lykkedes Dem at stikke Seddelen ned i Lommen. Jeg saa det, saa det aldeles tydeligt, jeg vil aflægge Ed paa det!
Lebesätnikow var lige ved at tabe Vejret.
Fra alle Kanter lød Udraab, mest af Forbavselse, men der var ogsaa nogle iblandt, som var af en truende Art.
Alle trængte sig frem til Peter Petrowitsch. Katerina Iwanowna styrtede hen til Lebesätnikow.
„Andrej Ssemjonowitsch! Jeg har miskendt Dem! Beskyt De os! De alene tager hendes Parti! Hun er jo faderløs! Gud sender Dem! Andrej Ssemjonowitsch, min Redningsmand, kære Ven!”
Og Katerina Iwanowna faldt, uden at vide, hvad hun gjorde, ned paa Knæ for ham.
„Løgn og Vrøvl!” hvæsede Lushin, som var ude af sig selv af Vrede, „det er jo lutter Opdigtelse, hvad De der staar og fortæller. Jeg glemte — huskede — glemte — hvad skal alt det betyde? Jeg skulde altsaa med Hensigt have smuglet Sedlen til hende? I hvilket Øjemed? Hvad har jeg at bestille med denne…”
„Ja … det er just det, jeg ikke begriber: men at jeg beretter et virkeligt Faktum, det er sikkert! Jeg er saa overbevist om Sandheden af det, jeg siger, elendige Slyngel! — at jeg endnu ganske tydeligt husker, hvorledes ved den omtalte Lejlighed samme Spørgsmaal fo'r mig gennem Hovedet — just da jeg trykkede Deres Haand og takkede Dem. Jeg tænkte, „hvorfor puttede han dog hemmeligt Sedlen i hendes Lomme?” Skulde det bare være, fordi han vilde holde det skjult for mig, og fordi han kendte mine Anskuelser, nemlig at jeg er en Modstander af al privat Velgørenhed, fordi den ikke er nogen radikal Lægedom? Naa, og saa kom jeg til det Resultat, at De virkelig skammede Dem for mig over at give en saa betydelig Sum; men desuden tænkte jeg ogsaa, at De maaske vilde berede hende en Overraskelse, saa hun skulde blive rent forbavset, naar hun pludselig fandt hundrede Rubler i sin Lomme. For der findes jo Velgørere, som synes om at krydre deres Velgerninger paa den Maade. Saa faldt det mig ogsaa ind, at det maaske var Deres Hensigt at stille hende paa Prøve, det vil sige, se, om hun vel, naar hun fandt Pengeseddelen, vilde komme tilbage og takke! Fremdeles tænkte jeg, at De da maaske vilde undgaa hendes Tak, og — som det jo hedder — at den højre Haand ikke skulde vide … eller noget lignende … Det var en Mængde Tanker, som fløj gennem Hovedet paa mig, saa jeg foresatte mig senere at tænke over det; men jeg ansaa det for udelikat at lade Dem forstaa, at jeg kendte Deres Hemmelighed. Men saa faldt det mig ind med det samme, at Sofia Ssemjonowne maaske kunde gaa hen og tabe Pengene, før hun havde mærket, at hun havde dem; og det var egenlig Grunden, hvorfor vi kom — jeg vilde kalde hende ud og fortælle hende, at der var lagt hundrede Rubler i Lommen paa hende. Men i Forbigaaende gik jeg først ind til Damerne Kobylätnikow for at bringe dem Bogen „Den positive Methodes almindelige Resultater”, men især for at anbefale dem Opsatsen af Piderit, og for Resten ogsaa den af Wagner; derefter kom jeg herind — og finder Stuen i dette Oprør! Kunde jeg nu have havt alle disse Tanker og Betragtninger, hvis jeg ikke havde set, at De stak hende de hundrede Rubler i Lommen?”
Efter at Andrej Ssemjonowitsch havde sluttet sin ordrige Fremstilling med denne logiske Sætning, var han saa udmattet, at Sveden løb ham nedad Ansigtet. Han var desværre ikke en Gang i Stand til at udtrykke sig ordenlig paa Russisk og noget andet Sprog kunde han forøvrigt heller ikke og heraf fulgte, at han blev ganske udmattet, ja næsten afkræftet, af denne Anstrængelse. Ikke desto mindre havde hans Foredrag gjort en uhyre Virkning. Han havde talt med saadant Eftertryk og saadan Overbevisning, at aabenbart alle troede ham. Peter Petrowitsch følte, at hans Sag stod ilde.
„Hvad kommer det mig ved, at De har faaet al Slags dumme Spørgsmaal i Hovedet?” raabte han, „det er ikke noget Bevis! De har maaske drømt det altsammen! Jeg siger Dem, min Herre, at De lyver! De lyver og bagtaler mig, fordi De ærgrer Dem over, at jeg ikke er gaaet ind paa Deres atheistiske Planer — det er hele Sagen!”
Men denne Udflugt nyttede ikke Peter Petrowitsch noget. Tværtimod hørtes der en almindelig Murren.
„Naa saa det er det Du vil!” raabte Lebesätnikow, „Din Løgner! Kald bare paa Politiet, jeg skal nok aflægge Ed! Jeg kan kun ikke begribe, hvad De har til Hensigt med denne Nederdrægtighed! Føj, hvad De er for et elendigt gement Menneske.”
„Den Hensigt, som ligger til Grund for denne Nederdrægtighed, kan jeg forklare, og om det er nødvendigt, kan jeg ogsaa aflægge Ed paa det!” sagde endelig Raskolnikow med høj Stemme og traadte frem.
Han var tilsyneladende fast og rolig. Og da man saa ham, blev det alle klart, at Gaadens Løsning nu forestod.
„Jeg forstaar nu det Hele,” sagde Raskolnikow, idet han vendte sig direkte til Lebesätnikow. „Jeg var straks klar over, at man i denne Sag havde med en Nederdrægtighed at gøre; jeg havde denne Opfattelse paa Grund af særlige Omstændigheder, som kun jeg alene kender, og som jeg nu skraks skal meddele; i disse Omstændigheder ligger nemlig Opløsningen! De, Andrej Ssemjonowitsch, har ved Deres uvurderlige Oplysninger løst enhver Tvivl og jeg beder alle de tilstedeværende om at være opmærksomme: Denne Herre — her pegede han paa Lushin — friede nylig til en ung Pige, til min Søster Awdotja Romanowna Raskolnikowa. Men kort efter hans Ankomst til Petersburg blev han og jeg ved vort første Møde Uvenner, og jeg jagede ham ud af min Bolig; det kan to Vidner bekræfte. Men dette Menneske er meget ondskabsfuldt; i Forgaars vidste jeg endnu ikke, at han boede her hos Dem, Andrej Ssemjonowitsch, og at han altsaa samme Dag, da vi blev Uvenner, altsaa i Forgaars, var Vidne til, hvorledes jeg som Ven af den afdøde Hr. Marmeladow gav hans Hustru Katerina Iwanowna nogle Penge til Begravelsen. Straks derefter skrev han en Billet til min Moder og angav deri, at jeg ikke havde givet disse Penge til Katerina Iwanowna, men til Sofia Ssemjonowna og nævnede med det samme i de gemeneste Udtryk … Sofia Ssemjonownas Karakter, det vil sige, han gjorde Hentydninger til Karakteren af mit Forhold til Sofia Ssemjonowna. Og som man vil kunne forstaa, gjorde han dette for at bringe mig paa spændt Fod med min Moder og Søster, idet han søgte at bibringe dem den Tanke, at jeg i uværdige Øjemed forødede deres smaa Skillinger, som de var komne mig til Hjælp med. I Gaar Aftes fremstillede jeg den hele Sandhed i min Moders og Søsters og i hans Nærværelse, idet jeg godtgjorde, at jeg virkelig havde givet Katerina Iwanowna Pengene til Begravelsen, men ikke til Sofia Ssemjonowna, og at jeg endnu slet ikke kendte, ikke engang havde set den sidstnævnte i Forgaars, men første Gang saa hende om Aftenen. Ved denne Lejlighed tilføjede jeg, at han, Peter Petrowitsch, med al sin Værdighed ikke var saa meget værd som Sofia Ssemjonownas lille Finger, den samme Sofia, om hvem han havde talt saa ilde. Paa hans Spørgsmaal, om jeg vel vilde give Sofia Ssemjonowna Plads ved Siden af min Søster, svarede jeg, at jeg netop samme Dag havde gjort dette. Opbragt over, at det ikke var lykkedes ham ved Bagtalelser at gøre mig fordægtig i min Moders og Søsters Øjne, begyndte han at sige mig de uforsvarligste Frækheder. Deraf opstod et fuldstændigt Brud, og han blev jaget ud af Huset. Alt dette skete i Gaar Aftes. Jeg beder Dem nu om særlig at være opmærksom: Forestil Dem nu, at det her var lykkedes ham at fremstille Sofia Ssemjonowna som en Tyv, saa havde han for det første derved overbevist min Søster og Moder om, at hans Mistanke havde været begrundet, og at han havde Ret til at være vred over, at jeg stillede min Søster og Sofia Ssemjonowna paa samme Trin, og at han altsaa, da han angreb mig, kun havde beskyttet og bevaret min Søsters, hans Bruds Ære. Med faa Ord, han kunde derved paany bringe Uenighed mellem mig og min Familie og haabede naturligvis paa denne Maade atter at vinde deres Gunst. Jeg vil nu ikke tale om, at han gennem denne Bagvaskelse vilde tage personlig Hævn over mig, fordi han havde Grund til at antage, at Sofia Ssemjonownas Lykke og Ære var mig dyrebar. Dette var hans hele Beregning; saaledes opfatter jeg Sagen. Dette var hans Hensigt, og en anden gives der ikke!”
Omtrent saaledes sluttede Raskolnikow sin Tale.
Den var hyppig bleven afbrudt af Tilhørernes Udraab; de havde iøvrigt været meget opmærksomme. Men trods alle Afbrydelser havde han talt roligt, klart og fast. Hans skarpe Tone, det overbevisende i Maaden og hans alvorlige Udseende havde paa alle gjort et usædvanligt Indtryk.
„Ja saaledes forholder det sig, fuldstændig saaledes!” sagde Lebesätnikow entusiastisk. „Ingen anden Forklaring er mulig, for han spurgte mig udtrykkelig, da Sofia Ssemjonowna knapt var kommen ind i vort Værelse, om De var her, om jeg ikke havde set Dem blandt Katerina Iwanownas Gæster. Han trak mig i den Anledning hen til Vinduet og udspurgte mig sagte. Det var altsaa beregnet, at De skulde være til Stede! Saaledes er det, det stemmer altsammen fuldkommen!”
Lushin tav og smilte foragteligt.
Han var for Resten meget bleg; det lod til, at han spekulerede paa, hvorledes han bedst kunde trække sig ud af det hele.
Helst havde han ladet alt i Stikken og gaaet sin Vej, men det var nu næsten umuligt; det vilde have betydet, at han direkte indrømmede Rigtigheden af de anklagende Beskyldninger mod ham, og at han altsaa virkelig havde bagtalt Sofia Ssemjonowna.
Og desuden var det allerede drukne Avditorium altfor ophidset.
Skønt Proviantforvalteren ikke længere var i Stand til at fatte, hvad der foregik, skreg han højst og foreslog nogle for Lushin skæbnesvangre Forholdsregler.
De tre Polakker var blandt de hidsigste, de skældte og truede paa polsk.
Sofia lyttede spændt, men der var meget, som heller ikke hun syntes at begribe; det var, som om hun lige var vaagnet af en Afmagt. Hendes Øjne veg ikke fra Raskolnikow, som om hun følte, at han alene kunde beskytte hende.
Katerina aandede saa tungt, at man hørte det; hun havde spærret Munden op, og saa sig om med et idiotisk Udtryk; kun det syntes hende klart, at Peter Petrowitsch var i Klemme.
Raskolnikow vilde gøre et Forsøg paa at tale mere, men der var ikke længer nogen Mulighed; alle skreg og trængte sig om Lushin med Skældsord og Trusler. Men Peter Petrowitsch var ikke bange af sig. Da han saa, at han havde forregnet sig i sin Anklage mod Sofia gik han direkte over til Uforskammethed.
„Tillad mig, mine Herrer, vær saa god at lade mig komme frem!” sagde han, idet han trængte sig gennem Mængden; „hav ogsaa den Godhed at lade være med at true; jeg forsikrer Dem, De opnaar ingen Ting derved; jeg er slet ikke bange af mig; tværtimod, mine Herrer, De skal nok blive draget til Ansvar for, at De med Magt har villet neddysse en Forbrydelse. I Retten vil man ikke være saa blinde … og heller ikke saa drukne! Man vil ikke tro paa to anerkendte Gudsfornægtere, Oprørere og Fritænkere, som anklager mig af personlig Hævn — noget, som de i deres Dumhed selv har tilstaaet … Ja, saadan gaar det!… Vær saa god…!”
„Forduft øjeblikkelig fra mit Værelse; se til, at De straks kommer ud, mellem os er alt forbi … Og naar jeg tænker paa, at jeg næsten er gaaet ud af mit gode Skind for at indvie ham … i hele fjorten Dage…!” udbrød Lebesätnikow.
„Jeg har jo allerede selv før sagt Dem, at jeg vilde flytte, Andrej Ssemjonowitsch, De vilde jo endogsaa holde mig tilbage; nu har jeg bare at tilføje, at De er en Nar. Jeg ønsker, at De maa faa kureret baade Deres svage Forstand og Deres svage Øjne. Undskyld, mine Herrer!”
Han havde trængt sig igennem de Omstaaendes Rækker; imidlertid gjorde det Proviantforvalteren ondt, at han skulde slippe bort med Skældsord alene; han tog et Glas fra Bordet og sigtede paa Peter Petrowitsch; men Glasset fløj lige i Hovedet paa Amalia Iwanowna. Denne skreg højt og Proviantforvalteren, som ved Anstrængelsen havde tabt Ligevægten, faldt tungt under Bordet.
Peter Petrowitsch gik ind i sit Værelse og en halv Time efter havde han forladt Huset.
Den af Naturen frygtsomme Sofia vidste forlængst, at ingen var lettere at tilintetgøre end hun; til ustraffet at fornærme hende kunde næsten alle og enhver tiltage sig Retten. Men indtil nu havde hun troet, at det var muligt ved Forsigtighed, Blidhed og Hengivenhed mod alle og enhver at undvige en Ulykke. Hendes Skuffelse var derfor altfor smærtelig; vel kunde hun taale næsten alt med Taalmodighed og uden Knurren — endogsaa dette Men i første Øjeblik var det dog blevet hende for tungt. Efter at den første Skræk og den første Bedøvelse var forbi, og hun havde begrebet alt, var dog, trods hendes bevislige Uskyldighed i Tyveriet, Følelsen af Hjælpeløshed og Krænkelse saa stærk, at hendes Hjærte truede med at briste — hun fik et hysterisk Anfald. Tilsidst kunde hun ikke længer holde det ud, hun styrtede ud af Værelset og løb hjem. Dette skete straks efter, at Lushin havde fjærnet sig.
Da Amalia Iwanowna under alle de Tilstedeværendes lydelige Latter fik Glasset i Hovedet, vilde hun naturligvis ikke finde sig i paa denne Maade at maatte bøde for andres Skyld. Skældende og smældende styrtede hun som en Furie løs paa Katerina Iwanowna, hvem hun nu gav Skylden for alt.
„Ud af Lejligheden! Straks! Marsch!”
Og med disse Ord greb hun alt, hvad hun kunde faa fat i af Katerina Iwanownas Sager og kastede det paa Gulvet.
Katerina Iwanowna, der var sunken hen paa Sengen, bleg og aandeløs og næsten afmægtig, sprang op og styrtede løs paa Amalia Iwanowna. Men Kampen var altfor ulige. Denne puffede hende fra sig som et Barn.
„Hvad, er det ikke nok, at man bagtaler os paa den mest samvittighedsløse Maade — dette Menneske vil altsaa kaste os ud af Huset! Paa min Mands Begravelsesdag jager man mig ud af Lejligheden, efter at jeg først har beværtet alle? — paa Gaden med de Faderløse! Hvor skal jeg nu tage hen?…” stønnede den stakkels Kvinde hulkende og aandeløs. „Herre Gud!” raabte hun pludselig og hendes Øjne funklede, „gives der da ingen Retfærdighed mer! Hvem kan vel have mere Brug for din Beskyttelse end vi stakkels Faderløse?… Der maa da vel endnu findes Ret og Retfærdighed i denne Verden — der maa! Jeg vil finde den, og det nu straks!… Vent bare, din ugudelige Skabning! — Poletschka, bliv hos Børnene, jeg kommer straks igen. Vent paa mig, om det saa bliver nede paa Gaden. Vi skal da først se, om der ikke findes Ret og Retfærdighed for den Fattige!”
Katerina Iwanowna kastede et Tørklæde om Hovedet, trængte sig gennem den tætte, drukne Flok, som endnu opfyldte Stuen, og styrtede stønnende og grædende ud paa Gaden.
Poletschka var forskrækket flygtet med Børnene heni Krogen til Kufferten og ventede dèr, med begge de Smaa i sine Arme, skælvende paa Moderens Tilbagekomst.
Amalia Iwanowna fo'r omkring i Værelset, bandte og skældte og kastede alt, hvad hun fik i Hænderne, ned paa Gulvet. Der var et Helvedes Spektakel.
Lejeboerne skreg sloges og skældte ud, nogle begyndte endogsaa at synge…
Nu er det nok paa Tide, at jeg ogsaa gaar — tænkte Raskolnikow. — Naa Sofia Ssemjonowna, nu skal vi høre, hvad De vil sige!
Og han gik afsted til Sofias Bolig.