Forbryderen/2/15
XV.
„De véd maaske — for Resten har jeg jo selv fortalt Dem det —,” begyndte Swidrigailow, „at jeg sad i Gældsfængsel her. Marfa Petrowna købte mig ud den Gang; hun var en ærlig og intet mindre end enfoldig Kone, skønt hun var ganske udannet. Forestil Dem, denne Skinsyge, men den ærlige Kone fandt sig foranlediget til at afslutte en Slags Kontrakt med mig, som hun under hele vort Ægteskab trolig holdt. Hun var nemlig betydelig ældre end jeg; jeg havde det nødvendige Kvantum af Gemenhed, men derhos ogsaa Ærlighed nok til at gøre hende den Tilstaaelse, at jeg ikke vilde blive hende ubetinget tro. Denne Tilstaaelse satte hende i Raseri; men alligevel syntes min frække Aabenhed at behage hende. Da hun havde forbrugt en Mængde Taarer, kom følgende mundtlige Aftale i Stand mellem os: For det første, jeg forpligter mig til aldrig at forlade Marfa Petrowna og til bestandig at forblive hendes Ægtefælle; for det andet, jeg forpligter mig til uden hendes Samtykke ikke at fjærne mig; for det tredje forpligter jeg mig til ikke nogensinde at holde en fast Elskerinde; for det fjerde, i Stedet derfor tillader Marfa Petrowna mig af og til at fjase med Tjenestepigerne, dog blot med hendes hemmelige Samtykke; for det femte skulde Gud bevare mig for at elske et kvindeligt Væsen af vore egne Kredse; for det sjætte, hvis — hvad Gud maatte forbyde — jeg skulde blive hjemsøgt af en stor og alvorlig Lidenskab, saa forpligter jeg mig til straks at aabenbare den for Marfa Petrowna. — Naar det af og til forekom, at vi blev uenige, saa plejede jeg mest at tie, men især ikke at blive hidsig, og denne værdige Opførsel øvede sædvanligvis den bedste Indflydelse paa hende, den behagede hende meget, og hun var ofte ligefrem stolt af mig. Kun Deres Søster kunde hun ikke taale, det var for meget for hende. Hvorledes hun overhovedet kunde risikere at tage en saadan Skønhed i Huset som Guvernante, kan jeg kun forklare mig derved, at Marfa Petrowna selv havde et fyrigt og modtageligt Sind, og at hun ganske simpelt selv forelskede sig — bogstaveligt talt forelskede sig i Awdotja Romanowna. For Resten gjorde hun selv det første Skridt— De maa nu tro det eller ilde. Kan De tænke Dem, at Marfa Petrowna endogsaa gik saa vidt, at hun i Begyndelsen var vred paa mig for min vedvarende Tavshed med Hensyn til Deres Søster? Hun beskyldte mig for Uimodtagelighed, i Modsætning til hendes egen entusiastiske Lidenskab for Awdotja Romanowna. Jeg ved ikke selv, hvad hun egenlig vilde. Naturligvis undlod Marfa Petrowna ikke at fortælle Deres Søster alt, hvad hun vidste om mig: hun havde nemlig den ulykkelige Vane at fortælle alle og enhver vore Familiehemmeligheder; men hovedsagelig at klage over mig; hvorledes skulde hun saa have kunnet lade det være ligeoverfor en saa ny og fortræffelig Veninde? Awdotja Romanowna fik altsaa alle disse hemmelighedsfulde og mørke Æventyr, der var i Omløb om mig, at vide … jeg tør holde paa, at De ogsaa allerede har hørt en Del!”
„Javel, Lushin paastod, at De endogsaa var Skyld i et Barns Død. Er det sandt?”
„Vær saa venlig at tie med alle disse Gemenheder!” brummede Swidrigailow. „Vil De endelig have fuld Besked om dette Vrøvl, saa skal jeg fortælle Dem det en anden Gang, men nu…”
„Der bliver ogsaa sagt noget om en Betjent i Landsbyen, mod hvem De skulde have forgrebet Dem paa.”
„Naa, nok om det!” afbrød Swidrigailow ham med synlig Utaalmodighed. „Jeg ser nok, at alt dette interesserer Dem overordenligt, og jeg skal holde for min Pligt ved den første gunstige Lejlighed at tilfredsstille Deres Nysgærrighed i denne Retning. Gid Fanden havde det! Jeg ser nok, at jeg virkelig staar i et romantisk Lys! De vil nu selv kunne bedømme, hvor meget jeg maa takke den salige Marfa Petrowna for, at hun fortalte Deres Søster saa meget mysteriøst og interessant om mig. Om Indtrykket tillader jeg mig ingen Dom; men i ethvert Fald var det gunstigt for mine Planer. Trods al den naturlige Uvilje, som Awdotja Romanowna følte mod mig, og trods mit evige Mørke og frastødende Udseende — følte hun dog endelig Medlidenhed med mig, Medlidenhed med det forlorne Menneske. Men føler en Piges Hjærte først Medlidenhed, saa er det farligt for hende, meget farligt. Thi det Ønske at „redde” at omvende og løfte til højere, ædlere Maal, er da ikke fjærnt længere — bortset fra andre lignende Sværmerier. Jeg forstod straks, at Fuglen selv fløj i Nettet, og jeg traf mine Forberedelser. Det set ud, som om De rynker Pande, Rodion Romanytsch? Det har ingen Ting at betyde; De véd jo, at det altsammen tilsidst endte i en Bagatel! — for Fanden, jeg drikker vist for megen Vin! — Med faa Ord, jeg tror, at jeg gennemskuede hende, og det regner jeg mig til Ære. Først, i Begyndelsen af et Bekendtskab, det ved De vel selv, plejer man i Almindelighed at være letsindig og enfoldig, og iagttage falsk og se noget andet end det, der virkelig er forhaanden. For Fanden! hvorfor var hun ogsaa saa elskværdig? Det er ikke min Skyld. Kort og godt, Historien begyndte hos mig med et uimodstaaeligt, vellystigt Anfald. Awdotja Romanowna er skrækkelig kysk, saa kysk, at jeg ikke tror, der har været set og hørt noget lignende. Mærk Dem det, jeg siger Dem det som en Kendsgærning; hendes Kyskhed er sygelig, og trods hendes fremragende Forstand vil det komme til at skade hende. Da traf det sig saaledes, at en Pige kom i Huset til os, Parascha, den sortøjede Parascha; hun var nylig kommen fra en anden Landsby, en Tjenestepige, som jeg endnu aldrig havde set, — hun var ganske køn, men utrolig dum;… naa, hun begyndte at græde, gav sig til at hyle, saa de kunde høre det over hele Gaarden, og der blev en Skandale. En Gang efter Middagen opsøgte Awdotja Romanowna mig med Vilje i en Allé i Haven og krævede med funklende Øjne af mig, at jeg skulde lade den stakkels Parascha være i Fred. Jeg tror, det var vor første Samtale under fire Øjne. Jeg forsikrede naturligvis, at det vilde være mig en Ære at opfylde hendes Ønske, gjorde mig Umage for at se saa nedslagen og forvirret ud som muligt; jeg spillede slet ikke min Rolle saa daarligt. Saa begyndte der at komme en Forbindelse i Stand mellem os, hemmelige Samtaler, Moralprækener, Belærelser, Bønner, endogsaa Taarer; tænk Dem bare, endogsaa Taarer! Til en saadan Ekstase stiger Lidenskaben hos mangen Pige for at gøre Propaganda! Jeg gav naturligvis min usalige Skæbne Skyld for alting, fremstillede mig som en, der hungrer og tørster efter Belærelse, og tilsidst satte jeg det største, aldrig svigtende Middel til Erobring af Kvindehjærtet i Bevægelse, et Middel, som aldrig nogensinde slaar fejl og som virker paa alle uden Undtagelse. Det er det alment kendte Middel — Smiger. Ingenting er vanskeligere her i Verden end Ligefremhed og ingenting lettere end Smiger. Hvis der blot er en Hundrededel af en falsk Tone i Ligefremheden, saa opstaar der en Dissonans — og derpaa følger Uenighed. Men selv om der i Smigreriet, lige til den sidste Tone, er lutter falske Toner, saa vedbliver det dog at være behageligt og høres ikke uden Velbehag. Lad Smigreren være nok saa plump, Halvdelen af den tages i al Fald for Sandhed; og dette gælder alle Dannelsesgrader og alle Samfundsklasser. Endogsaa en Vestalinde kan man forføre med Smigreri, hvor langt mere da en sædvanlig Dødelig.”
Til Bekræftelse af sin Paastand fortalte nu Swidrigailow en Begivenhed af sit Liv, om Forførelsen af en dydig Moder og Hustru, som han tilsidst havde udlét, da Maalet var naaet. Saa fortsatte han:
„Den stakkels Marfa Petrowna var ogsaa meget tilgængelig for Smiger, og havde jeg villet, saa havde hun testamenteret mig hele sin Formue. — Men jeg drikker for meget Vin og snakker for meget. — Jeg haaber, De ikke vil tage mig det ilde op, naar jeg nu nævner, at jeg ogsaa begyndte at opnaa en lignende Effekt hos Awdotja Romanowna. Men jeg var for enfoldig og utaalmodig og fordærvede hele Historien for mig. Awdotja Romanowna havde ogsaa før, men især en Gang, følt en grundig Antipati mod Udtrykket i mine Øjne. I dem glødede der stedse hæftigere og uforsigtigere en vis Ild, som skræmte hende og tilsidst indgød hende Had. Jeg springer over Enkelthederne, men Resultatet var — vi blev uenige. Saa begik jeg atter en stor Dumhed; jeg begyndte at gøre Nar af denne Propaganda og disse Omvendelsesforsøg; Parascha kom atter i Tur igen, og ikke hun alene — kort sagt, det var et Sodoma. Aa, Rodion Romanytsch, hvis De bare en eneste Gang i Deres Liv havde set, hvorledes Deres Søsters Øjne kan funkle! Bryd Dem ikke om, at jeg har drukket et Glas Vin og derfor er fuld; jeg taler sandt; jeg forsikrer Dem, at dette Blik forfulgte mig i mine Drømme; jeg kunde tilsidst ikke længer udholde hendes Kjoles Raslen. Jeg forsikrer Dem, jeg var nær ved at faa Krampe; aldrig havde jeg tænkt mig, at jeg saaledes kunde miste Herredømmet over mig selv. Kort sagt, en Forsoning var ubetinget nødvendig — men den var umulig. Og hvad mener De vel, at jeg da gjorde? Til hvilken Grad af Dumhed kan dog ikke Raseriet bringe et Menneske! I Betragtning af, af Awdotja Romanowna i Grunden dog egenlig var en Tiggerske — undskyld, det er ikke saaledes ment … men det gør for Resten ikke noget, Begrebet er jo det samme! — altsaa lad os heller sige: i Betragtning af, at hun levede af sit Arbejde, at hun sørgede baade for sin Moder og sin Broder — av, for Fanden, nu rynker De jo Panden igen! — besluttede jeg mig til at byde hende hele min Formue — jeg raadede den Gang over tredive Tusind — for at faa hende til at flygte med mig, enten hid til Petersborg eller et andet Sted. Tro De mig, jeg var den Gang saa skudt i hende, at hvis hun havde forlangt: „dræb eller forgift Marfa Petrowna og gift Dig med mig”, saa havde jeg straks gjort det. Det endte imidlertid altsammen med den bekendte Katastrofe, og De kan tænke Dem, hvor rasende jeg blev, da jeg fik at vide, at Marfa Petrowna havde opsnuset denne nederdrægtigste af alle Intriganter, Lushin, og næsten faaet en Forbindelse mellem ham og Deres Søster i Stand — hvad der dog i Grunden vilde have været det samme som mit Forslag. Ikke sandt?… eller finder De ikke? Jeg bemærker, at De hører meget opmærksomt paa mig.... De, interessante unge Mand…!”
Swidrigailow slog utaalmodigt med Næven i Bordet … han var bleven rød af Ophidselse.
Raskolnikow saa tydeligt, at det ringe Kvantnm Champagne, et eller halvandet Glas, som han saa langsomt havde nippet til sig, allerede havde gjort sin Virkning, og han besluttede at drage Nytte af det.
Swidrigailow var bleven ham meget mistænkelig.
„Naa, efter alt hvad jeg nu har hørt, er jeg overbevist om, at De bare er rejst hertil for min Søsters Skyld,” sagde han Swidrigailow lige op i Ansigtet for endnu mere at tirre ham.
„Aa, hvad tænker De paa!” svarede denne hurtigt og tog sig sammen. „Jeg har jo allerede sagt Dem .... for Resten kan jo Deres Søster ikke lide mig.”
„Nej, det er rigtigt nok, det er jeg overbevist om, men det er jo ikke det, det gælder nu.”
„Aa, De er altsaa overbevist om, at hun ikke synes om mig?” Swidrigailow lo spotsk. „De har fuldkommen Ret, hun elsker mig ikke; men De bør ikke svare for nogen Ting; i Sager mellem Mand og Kvinde eller Elsker og Elskerinde findes der al Tid et Smuthul, som er blevet skjult for hele Verden, og som bare Vedkommende selv kender. De tror altsaa at kunne svare for, at Awdotja Romanowna afskyr mig?”
„Naar jeg tager Hensyn til visse Ytringer, som De i Løbet af Deres Fortælling har ladet falde, mærker jeg, at De fremdeles har Planer og Hensigter med min Søster — og selvfølgelig nederdrægtige Planer.”
„Skulde jeg have ladet falde saadanne Ytringer?” raabte Swidrigailow pludseligt ganske naivt uden at agte paa de Tillægsord, som Raskolnikow havde betegnet hans Hensigter med.
„Selv i dette Øjeblik er de undslupne Dem. Hvorfor blev De for Eksempel, netop saa forskrækket nu?”
„Forskrækket for Dem? Snarere maatte da De frygte for mig, kære Ven. Hvad er nu det for noget Vrøvl igen .... For Resten er jeg lidt ør i Hovedet, det mærker jeg selv; jeg havde nær forsnakket mig. Fandenivold med Vinen! Hej, skaf noget Vand!”
Han tog Vinflasken og kastede den uden Omstændigheder ud af Vinduet. Filip bragte Vand ind.
„Lad os ikke tale mere om det Vrøvl,” sagde Swidrigailow, som vædede et Haandklæde og lagde paa Hovedet, „jeg kan med et eneste Ord bringe Dem til Tavshed og forvandle al Deres Mistanke til Støv og Aske. Vèd De for Eksempel, at jeg staar i Begreb med at gifte mig?”
„Det har De før talt om.”
„Saa? Det huskede jeg ikke. Men den Gang kunde jeg endnu ikke sige noget med Bestemthed, for jeg havde ikke engang set Bruden. Men nu har jeg allerede en Brud, og Sagen er saa godt som afgjort; havde jeg ikke en uopsættelig Forretning, saa vilde jeg anmode Dem om straks at køre hen med mig, for jeg vilde gærne have Deres Raad desangaaende. Av, for Fanden! Jeg har ikke mere end ti Minuter igen. Se selv, se paa Uhret! For Resten maa jeg dog endnu fortælle Dem den Historie, thi det er i sit Slags en interessant Episode, dette Ægteskab. Hvor skal De nu hen igen? Vil De gaa Deres Vej?”
„Nej, nu gaar jeg ikke mere min Vej?”
„Slet ikke? Det faar vi se! Jeg vil køre derhen med Dem, jeg vil vise Dem Bruden, men kun ikke nu; De maa snart gaa, De gaar til højre, jeg til venstre.”
Nu begyndte Swidrigailow at fortælle, hvorledes hans Værtinde, Madam Røslich, havde fundet en knapt sekstenaarig Pige af anstændig Familie, hvorledes han selv, havde opsøgt dennes Forældre og forestillet sig for dem, han beskrev den unge Pige, hvorledes hun i sin korte Kjole havde nejet for ham, hvorledes hun i sin endnu barnlige Skønhed havde opvakt hans Vellyst; hvordan derpaa alt blev ordnet, Forlovelsen fejret og de begge som Forlovede velsignede af Forældrene. Saa fortalte han om Forlovelsesstandens Fryd, foretog en Sammenligning mellem Bruden og den sikstinske Madonna og beskrev hendes fantastiske, smærteligt-barnlige Ansigtsudtryk, de kostbare Foræringer, han havde givet hende, og den Glæde, hun havde følt over dem. Og saa fortsatte han videre om, hvordan han havde taget hende paa Skødet og kysset hende, udpenslede, hvorledes den unge Brud rødmede og græd, og hvordan han havde været alene med hende, det uskyldige og enthusiastiske Barn osv.
Alt dette fortalte han med en gammel Vellystnings Tone og sluttede endelig med: Ikke sandt? det er dog forførerisk? Det er dog noget værd? Naa, hører De.... De skal hen med mig til min Forlovede… men kun ikke nu!”
„Denne uhyre Forskel i Aar og Udvikling har altsaa vakt Deres Vellyst. Og De tænker virkelig paa at gifte Dem med dette Barn?”
„Hvorfor ikke? Enhver er sig selv nærmest, og den lever mest glad og fornøjet, som bedst forstaar at narre sig selv. Ha, ha! Hvad skal da det betyde, at De saa pludselig giver Dydsdragonen? Forskaan mig dog for det, allerkæreste, jeg er jo bare et syndigt Menneske. Ha, ha, ha!”
„Og dog har De forsørget Katerina Iwanownas Barn! Naa… det havde vel ogsaa sine særlige Grunde… jeg forstaar nu det Hele.”
„Jeg holder meget af Børn,” sagde Swidrigailow leende. „I den Anledning kan jeg atter fortælle Dem en overordenlig interessant Episode, som endnu ikke er afsluttet, og som ogsaa vedkommer min Kærlighed til Børn.”
Her fulgte en udførlig Fortælling om en Scene i en saakaldet „Danseskole”, det vil sige et offenligt Ballokale af den laveste Sort, hvor han var truffet sammen med en Kone og hendes Datter, der netop var ankomne fra Provinsen og af Misforstaaelse var komne derned.
Ogsaa her spillede smudsige Enkeltheder Hovedrollen.
Han sluttede dermed, at han havde gjort disse Provinsfolks Bekendtskab, havde fulgt dem hjem og var højt skattet og agtet af dem. „De modtager mig med Henrykkelse, holder det for en stor Ære, og jeg har plejet dette Bekendtskab lige til nu… Hvis De har Lyst, kan vi gaa hen til dem… men blot ikke nu!”
„Forskaan mig for Deres gemene, nederdrægtige Historier, De liderlige, gemene Vellystning!”
„Nej, se bare paa den Schiller, vor Schiller! ha, ha, ha! Har, ved De hvad? Jeg maa m ed Vilje fortælle Dem saadanne Ting bare for at høre Deres vrede Udraab; det er jo en sand Nydelse!”
„Det tror jeg nok; jeg forekommer mig nu selv latterlig,” mumlede Raskolnikow haanligt.
Swidrigailow lo af fuld Hals; endelig raabte han paa Filip, betalte og rejste sig.
„Naa, det lader til, at jeg virkelig har drukket for meget… nok sagt!” sagde han, „det er en sand Nydelse!”
„Det tror jeg nok,” sagde Raskolnikow, der ligeledes rejste sig, „at det for en saadan udslidt Vellystning maa være en Fryd at fortælle sligt, især naar man tager i Betragtning, at han er i Begreb med atter at have et lignende smudsigt Æventyr — en Nydelse, især under disse Omstændigheder og ligeoverfor et saadant Menneske, som jeg er… Det maa være meget pirrende.”
„Naa, er det Deres Mening,” svarede Swidrigailow med nogen Forundring, idet han betragtede Raskolnikow, „saa maa De være en rigtig Kyniker. De har i det mindste Stoffet i Dem til det. Opfatte kan De, det maa man lade Dem… for Resten, jeg glemte jo næsten, at De ogsaa kan udføre meget. Naa, men nok om det. Jeg beklager oprigtigt, at jeg ikke længere kan underholde mig med Dem; dog, De skal ikke slippe for mig… vent De bare…”
Swidrigailow forlod Værtshuset, Raskolnikow fulgte ham. Swidrigailow var kun meget lidt beruset, og Rusen svandt med hvert Minut, som gik.
Han maatte have noget for, noget meget vigtigt; han rynkede Panden. Der var noget, han ventede paa, som æggede ham og gjorde ham urolig. Ligeoverfor Raskolnikow var han i de sidste Minutter bleven anderledes, frækkere og mere spodsk. Denne mærkede det og blev ogsaa urolig. Swidrigailow var bleven ham meget mistænkelig; han var besluttet paa at følge ham.
Da de var komne ned paa Gaden, sagde Swidrigailow:
„De gaar til højre og jeg til venstre, eller omvendt, om De vil, men i ethvert Fald — Farvel, min Kære! paa glædeligt Gensyn!”
Og han gik tilhøjre i Retning af Høtorvet.