Forbryderen/2/12
XII.
For Raskolnikow var nu en ejendommelig Tid begyndt. Det var, som om en Taage havde sænket sig over ham og fængslede ham i en dyb Udørken uden Udvej.
Naar han senere, længe efter, mindedes denne Tid, da blev det ham klart, at hans Bevidsthed til sine Tider maatte have været ligesom tilsløret, og dette havde været Tilfældet lige til Indtrædelsen af Katastrofen.
Han var fuldstændig overbevist om, at han den Gang meget ofte maatte have taget fejl, for Eksempel med Hensyn til Varigheden og Tidspunktet for adskillige Begivenheder.
I det mindste var der flere Ting, som gjaldt ham selv, som han først erfarede derved; at han, da han senere erindrede sin forrige Tilstand og søgte at skaffe sig Klarhed over den, maatte forbinde det med Andres Meddelelser. Saaledes forvekslede han f. Eks. en Begivenhed med en anden, som han antog for en Følge af noget, der kun eksisterede i hans egen Fantasi. Stundom overfaldt en kvalfuld Uro ham; og den gik hyppig endogsaa over til en panisk Rædsel.
Men han huskede ogsaa, at han tilbragte Minuter, Timer, maaste endogsaa Dage i fuldstændig Følelsesløshed, i Modsætning til den forudgaaede Uro — en Tilstand, som lignede den, hvori mange døende eller sygeligt-ligegyldige Mennesker befinder sig.
Overhovedet var han i de sidste Dage saaledes tilmode, som om han maatte anstrænge sig for at gaa af Vejen for den klare og fuldstændige Erkendelse af sin Stilling; nogle paatrængende Spørgsmaal, der krævede en øjeblikkelig Opklarelse, trykkede ham mest; og han vilde have været meget glad, dersom han havde kunnet frigøre sig fra og undfly mange Bekymringer, som i hans nuværende Stilling truede ham med fuldstændig Undergang.
Fremfor alt foruroligede Swidrigailow ham; man kan endogsaa sige, at Swidrigailow nu var hans Hovedbekymring.
Siden han ved Katerina Iwanownas Dødsleje henne hos Sofia havde hørt Swidrigailows for ham saa frygtelige og utvetydige Ord, var hans Tankegang ligesom bleven afbrudt. Men skønt dette Faktum foruroligede ham umaadeligt, saa skyndte han sig dog ikke med at fremkalde en Forklaring.
Stundom, naar han sad alene og hensunken i Tanker ved Bordet i et elendigt Værtshus i en eller anden afsides og ensom Bydel, og knapt vidste, hvordan han var kommen derhen, maatte han pludseligt tænke paa Swidrigailow. Da indsaa han straks med den største Klarhed, at det var uundgaaelig nødvendigt saa snart som muligt at komme overens med dette Menneske og udforske hans Hensigter.
En Gang, da han tilfældigvis befandt sig udenfor Byen, indbildte han sig endogsaa, at han her ventede paa Swidrigailow og havde aftalt en Sammenkomst med ham paa dette Sted.
En anden Gang vaagnede han før Daggry etsteds ude paa Marken, hvor han laa under Buskene, og kunde slet ikke begribe, hvorledes han var kommen derhen.
For Resten havde han i de to-tre Dage efter Katerina Iwanownas Død allerede truffet Swidrigailow et Par Gange, næsten al Tid i Sofias Bolig, hvor han stundom, ganske uden sin Vilje kom, men al Tid kun for nogle Minuter. De vekslede da hver Gang nogle korte Ord, men talte aldrig om Hovedsagen, ligesom om de havde aftalt at tie derom indtil videre.
Katerina Iwanownas Lig laa endnu ubegravet i Kisten. Swidrigailow traf Anordninger til Begravelsen og havde fuldt op at gøre dermed. Sofia var ogsaa meget sysselsat. Den sidste Gang, de traf hinanden, meddelte Swidrigailow Raskolnikow, at Børnene var lykkeligt anbragte; takket være nogle tidligere Bekendtes Hjælp, var det lykkedes ham at faa alle de tre Forældreløse anbragte i meget anstændige Anstalter; de for dem deponerede Penge havde ogsaa bidraget meget til det, thi formuende Forældreløse er det altid lettere at anbringe end fattige.
Han talte ogsaa noget om Sofia og lovede at komme til Raskolnikow om nogle Dage, nævnte ogsaa, at han ønskede at raadføre sig med ham, at man maatte konferere om nogle Genstande … Denne Samtale fandt Sted ude i Gangen ved Trappen.
Svidrigailow betragtede Raskolnikow opmærksomt og spurgte ham efter en Stunds Tavshed sagte:
„Hvad er det, som fejler Dem, kære Ven, man kender Dem jo næsten ikke igen! De hører og ser vel, men det synes, som om De ikke begriber noget. Tag Dem sammen. Vent bare, til vi har talt lidt sammen; Skade, at jeg nu har saa meget at gøre, baade andres og egne Anliggender … Ak,” tilføjede han, „Luft maa alle Mennesker have, Luft, Luft … fremfor alt!”
Han traadte tilside for at gøre Plads for Præsten og Klokkeren, som kom op. Swidrigailow havde anordnet, at der regelmæssigt to Gange daglig skulde læse Sjælemesse.
Nu gik han sin Vej; men Raskolnikow blev staaende, grundede, og fulgte saa med Præsten ind i Sofias Værelse.
Han blev staaende ved Døren.
Gudstjenesten begyndte, sagte, værdigt, alvorligt.
I Forestillingen om Døden og i Følelsen af dens Nærhed laa der allerede fra hans Barndom af altid noget trykkende og mystisk-frygteligt for ham. Forresten havde han længe ikke hørt paa nogen Sjælemesse.
Han saa paa Børnene, de knælede alle ved Kisten og græd. Bag dem stod Sofia, der ogsaa sagte, næsten tilbageholdent, græd og bad.
Pludselig tænkte Raskolnikow: Hun har dog i disse Dage ikke set paa mig en eneste Gang, ikke sagt mig et eneste Ord!
Solen skinnede klart ind i Værelset, Røgelsen steg i gennemsigtige Skyer; Præsten læste: „Herren give Dig Fred.”
Raskolnikow blev til Gudstjenestens Slutning. Medens Præsten velsignede alle og derpaa tog Afsked, saa han sig saa underlig omkring. Da alt var forbi, gik Raskolnikow hen til Sofia. Denne tog ham pludselig ved begge Hænder og lænede sit Hoved mod hans Skulder.
Denne Bevægelse i al sin Enkelhed slog Raskolnikow; det var ham saa ejendommeligt; ikke den ringeste Modvilje, ikke den mindste Afsky, ikke saa meget som et Tryk i Haanden? Dette var vel det yderste af Selvfornedrelse, i det mindste forekom det ham saa.
Sofia sagde ikke et Ord; Raskolnikow trykkede hendes Haand og gik ud; han følte en stor Byrde hvile paa sig; hvis han havde haft en Mulighed nu for at flygte nogetsteds hen og forblive ganske alene og ensom, selv for hele Livet, saa vilde han have skattet sig lykkelig.
Omendskønt han i den sidste Tid næsten altid var alene, vilde det dog ikke lykkes ham at føle sig ensom. Det skete, at han gik langt udenfor Byen, paa Landevejen, en Gang endogsaa ind i en Skov; men jo ensommere Stedet var, desto stærkere var den Følelse i ham, at Menneskenes umiddelbare og foruroligende Nærværelse indgød ham, om ikke netop Frygt, saa dog Ærgrelse. Han skyndte sig derfor at vende tilbage til Byen, blandede sig i Folkemængden, gik paa Værtshuse, Ølsjapper, Kludetorvet, Høtorvet. Her aandede han lettere, han syntes endogsaa, at der her var ensommere.
I en Knejpe blev der om Aftenen sunget Viser; der blev han siddende en hel Time, og huskede, at denne Time var faldet ham meget behagelig. Men tilsidst var han dog bleven urolig igen, det var et Slags Samvittighedsnag, som plagede ham: „Her sidder jeg nu og hører paa Sangen — er da dette en Sysselsættelse for mig,” tænkte han.
Han huskede i øvrigt straks paa, at det ikke var dette alene, som foruroligede ham; der var noget andet, som krævede en øjeblikkelig Afgørelse, men hvad det var, kunde han hverken forestille sig eller udtrykke med Ord. Det var saa forviklet og uredet altsammen.
… Nej, da heller Kamp! Heller Porphyrius igen… eller Swidrigailow… en eller anden Udfordring, eller et Overfald…! tænkte han.
Han skyndte sig ud af Knejpen.
Pludselig vendte hans Tanker sig til hans Moder og Søster og satte ham i en panisk Skræk.
Morgenen derefter vaagnede han paa Øen Krestowskij under nogle Buske, gennemrystet af Feberkulde, derfra gik han hjem og lagde sig. Han vaagnede sent, Klokken var allerede to paa Eftermiddagen; Feberen var forbi. Da huskede han, at Katarina Iwanownas Begravelse skulde finde Sted den Dag, og han glædede sig over ikke at have været til Stede. Nastasia bragte ham Mad, og han spiste og drak med stor Appetit, næsten med Begærlighed.
Hans Hoved var klarere, og han var roligere end i de sidste tre Dage. Han undrede sig endogsaa i Forbigaaende over sine tidligere Anfald af Skræk. — Da aabnedes Døren og ind traadte Rasumichin.
„Aa, han spiser — altsaa er han ikke syg!” sagde Rasumichin, tog en Stol og satte sig ved Bordet ligeoverfor Raskolnikow.
Rasumichin var i en vis Tilstand af Ophidselse og gjorde sig ingen Umage for at skjule det; han talte øjensynlig i Ærgrelse, dog uden særlig at forivre sig og uden derfor at tale højere, end han plejede.
Man kunde antage, at det var en særlig og udtrykkelig Hensigt, som havde ført ham her hen.
„Hør nu,” begyndte han, „jeg bryder mig Fanden om Jer allesammen; efter alt, hvad jeg nu kan se, bliver det mig klart, at jeg ikke forstaar et Muk af det. Tro ikke, at jeg kommer for at fritte Dig ud. Jeg blæser ad alle Eders Hemmeligheder. Selv om Du nu vilde kramme det altsammen ud for mig, saa er det ikke en Gang sagt, at jeg vilde høre paa det. Jeg kommer bare for endelig at erfare, for personlig at overtyde mig om: for det første, om det er sandt, at Du er gal. Der eksisterer nemlig — et Steds — den Tro, at Du enten er gal eller har stærke Anlæg til det. Jeg maa tilstaa, at jeg selv var meget tilbøjelig til at stemme for den Mening; for det første af Hensyn til din dumme og i visse Maader afskyelige Handlemaade, der ikke kan forklares ved noget som helst, og for det andet af Hensyn til din Opførsel mod din Moder og Søster. Kun et Umenneske eller en Usling — hvis det ikke er en gal Mand — kan behandle dem saaledes, som Du har gjort; — selvfølgelig er Du gal…”
„Har Du set dem nylig?”
„Netop, nu for et Øjeblik siden. Og Du har siden ikke været hos dem! Hvor holder Du Dig da til? Vær saa god at sige mig det; jeg har været her tre Gange nu. Din Moder har siden i Gaar været alvorlig syg. Hun vilde gaa til Dig, og din Søster holdt hende tilbage; men hun vilde ikke høre paa nogen Ting og sagde: „Hvis han er syg, hvis hans Sind er formørket, hvem andre skal da hjælpe ham end hans Moder?” Vi kom altsaa allesammen hid, for vi kunde da ikke lade hende gaa alene. Lige til Døren her bad vi hende om, at hun dog maatte være rolig. Vi kommer — Du er ikke hjemme; her blev hun siddende i ti Minuter, og vi stod tavse ved Siden af hende. Saa rejste hun sig og sagde: „Naar han gaar ud, saa maa han vel være rask; han har altsaa glemt sin Moder, og det er jo heller ikke passende for en Moder at komme til hans Dør for at tigge Venlighed af ham.” Saa gik hun hjem igen og lagde sig; nu har hun Feber. „Jeg ser nok,” sagde hun, „for hende har han Tid tilovers.” Efter hendes Mening er denne „hende” — Sofia Ssemjonowna, din Forlovede eller din Elskerinde — for Resten mig lige meget! Jeg gik altsaa straks til Sofia Ssemjonowna; for ser Du, Broder, jeg vilde nu en Gang vide, hvad vi har at holde os til — jeg gaar altsaa derhen og finder der — en Ligkiste og grædende Børn. Sofia Ssemjonowna var i Færd med at prøve sin Sørgedragt; Du var der ikke. Jeg saa mig om, undskyldte mig, gik min Vej, og aflagde Rapport for din Søster, Awdotja Romanowna, alt dette var altsaa Vrøvl, og om en „hende” er der ikke tale; det sandsynligste bliver altsaa — Galskab. Men nu sidder Du dér og spiser Oksekød, som om Du havde sultet i tre Dage! Ganske vist, de gale plejer ogsaa at spise, men skønt Du endnu ikke har talt et Ord med mig, saa ser jeg dog, at Du ikke er gal. Det kan jeg bande paa. Det er altsaa først og fremmest afgjort, at Du ikke er gal. Og derfor kan ogsaa Fanden og hans Oldemoder tage Jer allesammen, for her stikker der en Hemmelighed under, et Mysterium; men jeg agter ikke at bryde mit Hoved med Sligt. Jeg er bare kommen for en Gang at faa Luft for min Harme mod Dig,” endte han, „men nu véd jeg, hvad jeg har at gøre.”
„Og hvad er det saa Du vil gøre?”
„Hvad kommer det Dig ved!”
„Pas lidt paa Dig selv, Du begynder at drikke.”
„Hvor … hvor véd Du det fra?”
„Naa, det er da let at finde ud!”
Rasumichin tav en Stund.
„Du har altid været et meget fornuftigt Menneske, Du har aldrig været gal,” bemærkede han pludseligt ivrig. „Du har fuldkommen Ret, jeg begynder at drikke! Adjø!…”
Og han vilde gaa.
„Jeg talte … i Forgaars, tror jeg, med min Søster om Dig.”
„Om mig?… Naa, hvad sagde Du hende da?” spurgte Rasumichin og blev staaende; han var bleven bleg. Man kunde mærke, at hans Hjærte slog langsommere og tungere.
„Hun var her, alene, hun sad og talte med mig.”
„Hun…?”
„Ja, hun.”
„Hvad er det Du siger… hvad mener Du?… Om mig?”
„Jeg sagde hende, at Du var et meget godt, ærligt og arbejdsomt Menneske. At Du elsker hende, det sagde jeg hende ikke, for det véd hun selv.”
„Det véd hun selv?”
„Ja, naturligvis! Jeg sagde hende, at hvor jeg saa end blev af, hvad der end maatte ske med mig — vilde Du være hendes Beskytter. Jeg overgav hende til Dig, saa at sige. Jeg fortæller Dig det, fordi jeg er fuldkommen overbevist om, at Du elsker hende, og at Du har et rent Hjærte. Jeg ved ogsaa, at hun kan elske Dig, maaske allerede elsker Dig. Naa, afgør nu selv, hvordan Du vil have det — om Du skal drikke eller ikke.”
„Rod'ka… ser Du… naa… aah, Pokker staar i det! Men hvor vil Du egenlig hen? Ser Du, om det altsammen er en Hemmelighed, saa faar det være saa! Men jeg… jeg vil have Oplysning om Hemmeligheden… og jeg er overbevist om, at der stikker noget Vrøvl bagved, en eller anden elendig Bagatel, og at Du er Skyld i det altsammen. For Resten er Du et fortræffeligt Menneske, det fortræffeligste, som findes…”
„Jeg vilde før have sagt, men Du afbrød mig, at det var meget fornuftigt af Dig at sige, at man ikke maatte prøve paa at trænge ind i andres Hemmeligheder. Vent bare til den rette Tid — vær ikke urolig. Du kommer nok til at erfare alt, naar det bliver nødvendigt. I Gaar sagde en Bekendt til mig, at Luft maatte Mennesket have, Luft, Luft! Jeg vil nu gaa hen til ham og spørge, hvad han mente med det.”
Rasumichin grundede; han var i et vist Oprør og tænkte over, hvad vel alt dette kunde betyde.
Han er en politisk Sammensvoren! Ganske vist! Og han er i Begreb med at slaa et afgørende Slag — det er vist! Noget andet kan det ikke være, og… og hans Søster kender”til det — tænkte han for sig selv.
„Altsaa Awdotja Romanowna besøger Dig,” sagde han højt og langsomt, „og Du vil gaa til en Person, som siger, at man maa have mere Luft mere Luft… og det Brev, altsaa, det hænger ogsaa sammen hermed,” endte han, ligesom talende med sig selv.
„Hvad for et Brev?”
„Hun fik et Brev i Dag, som har sat hende i stærk Bevægelse. Jeg begyndte at tale om Dig — men hun bad mig tie. Og saa… saa sagde hun, at vi maaske meget snart maatte skilles; saa takkede hun mig ivrigt, jeg véd ikke for hvad — og saa gik hun ind i sit Værelse og lukkede sig inde.
„Har hun faaet et Brev?” spurgte Raskolnikow endnu en Gang eftertænksomt.
„Ja, et Brev, vidste Du ikke noget om det? Hm!”
Begge tav.
„Lev vel, Rodion! Broder… jeg vilde allerede … men det er det samme, lev vel!… ser Du, jeg vilde… Naa, Adjø! Jeg maa gaa. Drikke skal jeg ikke, det er der jo ingen Grund til længer… det manglede bare!”
Han skyndte sig; men da han næsten havde lukket Døren efter sig, aabnede han den pludselig igen og sagde uden at se paa Raskolnikow:
„Apropos, husker Du dette Mord? — naa, den Gamle, det med Porphyrius! — Altsaa, Gærningsmanden er funden, han har tilstaaet og selv leveret Beviserne. Det er en af Malerne, Arbejderne, — tænk Dig bare! Husker Du, hvordan jeg stod her og forsvarede dem? Kan Du tænke Dig, at hele den Scene mellem ham og hans Kammerat, da de andre gik op, Portneren og de to Vidner, — det var altsammen arrangeret med Vilje for at bortlede Mistanken? Hvad siger Du om en saadan Snuhed, en saadan Aandsnærværelse hos den unge Køter! Det er knapt til at tro, men han har selv tilstaaet alt! Men hvor jeg er blevet narret! Naa, for Resten, hvad er der at sige til det; efter min Mening er dette Menneske et Geni i Forstillelseskunst og Aandsnærværelse, et Geni i al juridisk Bortledelse af Mistanke — og derfor behøver man jo heller ikke længere at undres over det! Som om der ikke ogsaa skulde findes saadanne Genier? Men at han ikke længer kunde blive i sin Rolle, men har tilstaaet, det gør Sagen saa meget mere troværdig og sandsynlig… Men hvor jeg blev narret: jeg var jo ved at fare ud af mit gode Skind for at forsvare dem!”
„Sig mig, hvor har Du faaet alt det at vide, hvorfor interesserer det Dig?” spurgte Raskolnikow i synlig Bevægelse.
„Naa, hvorfor skulde det ikke interessere mig? Jeg spurgte mig for! Blandt andet fik jeg det ogsaa at vide af Porphyrius, ja, for Resten vel hovedsagelig af ham.”
„Af Porphyrius?”
„Ja, af Porphyrius!”
„Og… hvad mener han?” spurgte Raskolnikow ængstelig.
„Han forklarede mig det hele fortræffeligt, paa sin Maade, sykologisk.”
„Han forklarede det? — han har selv forklaret Dig det?”
„Javist, han selv; adjø! Siden skal jeg fortælle Dig mere om det, nu har jeg ikke Tid. Før tænkte jeg… naa, naa, siden!… Og nu skulde jeg begynde at drikke? Hvorfor? Du har jo gjort mig drukken uden Brændevin. Jeg er aldeles drukken, Rod'ka, aldeles drukken er jeg nu; naa, adjø, jeg kommer snart igen!”
Endelig gik han.
Han er en politisk Sammensvoren! det er aldeles utvivlsomt! — Rasumichin fandt dette aldeles afgjort, da han gik ned ad Trappen. — Og Søsteren har han ogsaa draget ind i det; med Awdotja Romanownas Karakter er den Ting meget, meget mulig, De holder Sammenkomster… Hun har jo ogsaa gjort Antydninger til mig. At slutte efter mange af hendes Ord… og Antydninger, bliver det maaske til Slut Resultatet! Hvorledes skulde man ellers forklare sig dette Virvar? Hm! Og jeg tænkte allerede… Aa, Herre Gud, hvad jeg nær havde tænkt! Ja, det var en ren Galskab af mig, og jeg har gjort dem Uret! Det var den Gang ved Lampen i Korridoren; da gjorde han mig ganske konfus. Fy, det var en afskyelig, raa, nederdrægtig Tanke af mig! Men det var rask handlet af Nikolaj, at han tilstod… Og alt det tidligere lader sig jo forklare ganske simpelt! Hans Sygdom den Gang, al hans besynderlige Opførsel, endogsaa længe før, ved Universitet, da han altid var saa mørk og utilgængelig… Men hvad skal da Brevet betyde? Jeg har stærk Mistanke… Hm! Nej, det maa jeg se at faa rede paa.”
Hans Tanker vendte sig nu til Raskolnikows Søster og hans Hjærte begyndte at slaa stærkere. Han vaagnede af sin Grublen og skyndte sig at komme afsted.
Knapt var Rasumichin gaaet, saa rejste Raskolnikow sig, gik hen til Vinduet, gik fra den ene Krog til den anden, som om han havde glemt, hvor trangt hans Værelse var, og satte sig saa endelig atter paa Sofaen.
Det var, som om et nyt Liv atter var vaagnet i ham, — altsaa atter en Udvej!
Ja, det var altsaa endelig atter en Udvej!
Men i den sidste Tid var da ogsaa al Ting blevet altfor tilstoppet og tillukket, alt havde saa kvalfuldt trykket ham, der var kommen en formelig Bedøvelse over ham. Siden Scenen med Nikolaj hos Porphyrius var denne udsigtsløse Tilstand begyndt; han havde ikke mere kunnet opdage nogen Udvej.
Samme Dag havde Scenen hos Sofia fundet Sted; den var hverken gennemført saaledes, som han paa Forhaand havde bestemt det… han maatte vel altsaa været overfalden af en Svaghed, ganske pludseligt og uimodstaaeligt! Han havde jo givet Sofia Ret, havde af sig selv og af indre Overbevisning indrømmet, at det var ikke muligt at leve med en saadan Byrde paa Samvittigheden.
Og Swidrigailow? — Swidrigailow er en Gaade… Swidrigailow foruroliger ham ogsaa, det er sandt, men det er atter noget andet. Med Smidrigailow forestaar der maaske endnu en Kamp; Swidrigailow er maaske ogsaa en Udvej; men Porphyrius — det er atter noget andet!…
Altsaa, Porphyrius har endogsaa selv fortalt Rasumichin det, har forklaret ham det ved Hjælp af sin fordømte Sykologi! Porphyrius!
Skulde han et eneste Øjeblik have troet, at Nikolaj var den Skyldige? Efter alt det, som den Gang forefaldt mellem dem, efter Scenen under fire Øjne, før Nikolaj kom! — og for dette kunde der dog ikke gives anden Forklaring end just den ene!
Raskolnikow havde i disse sidste Dage stykkevis genkaldt i sin Erindring Scenen med Porphyrius — én Gang og helt havde han ikke kunnet bære Erindringen om den.
Der var dog den Gang faldet saadanne Ord mellem dem, forekommet saadanne Bevægelser og Gestikulationer, vekslet saadanne Blikke; meget var sagt i en saadan Tone, det var i den Grad gaaet til det yderste — at denne Nikolaj, hvem Porphyrius for Resten ved det første Ord og den første Bevægelse havde gennemskuet, umulig kunde være i Stand til at forrykke Grundlaget for hans Overbevisning.
Se, se! — og endog Rasumichin havde allerede havt Mistanke! Scenen i Korridoren ved Lampen havde ikke undladt at gøre Indtryk paa ham. Og saa løb han altsaa hen til Porphyrius.
Men hvad for en Hensigt havde han da med at lede hans Opmærksomhed hen paa Nikolaj? Han maa dog have havt en Mening med det, maa have fulgt en bestemt Hensigt — men hvilken?
Siden hin Morgen er der gaaet lang Tid — altfor lang Tid, og Porphyrius havde siden hverken været at se eller høre. Naa, saa meget værre.
Raskolnikow tog sin Hue for at gaa. I Dag følte han sig for første Gang i denne Tid ved fuld Bevidsthed.
Med Swidrigailow maa jeg se at blive færdig, tænkte han, og det saa hurtigt som muligt, for enhver Pris. Det lader ogsaa til, at han venter paa, at jeg selv skal komme til ham.
I dette Øjeblik steg der pludselig et saadant Had op af hans betyngede Hjerte, at han skulde have kunnet dræbe en af dem: Swidrigailow eller Porphyrius.
I det mindste følte han, at han kunde være i Stand til det siden.
Lad os se, lad os se, — gentog han for sig selv.
Men knapt havde han aabnet Døren, saa stødte han paa Porphyrius selv. Denne var netop i Begreb med at gaa ind til ham.
Raskolnikow var i det første Øjeblik lige som forstenet. Men, besynderligt nok, straks efter at det første Indtryk var over, hverken undrede han sig eller frygtede for Porphyrius. Han var straks fattet og holdt sig beredt.
Det er maaske Læsningen. Men hvor sagte han har sneget sig herop, aldeles som en Kat! Jeg hørte dog ikke noget? Skulde han, naar det kommer til Stykket, have lyttet?
„Ikke sandt, en saadan Gæst ventede De ikke!” raabte Porphyrius leende. „Jeg havde længe foresat mig at besøge Dem, nu gik jeg tilfældigvis forbi og tænkte, hvorfor skulde jeg ikke gaa derop en fem Minuters Tid og se, hvad han foretager sig. De var i Begreb med at gaa ud? Jeg vil ikke opholde Dem. Bare en eneste Cigaret, med Deres Tilladelse!”
„Men sæt Dem dog, Porphyrius Petrowitsch, sæt Dem!” skyndte Raskolnikow sig at sige og modtog sin Gæst med en tilsyneladende saa glad og venskabelig Mine, at han selv vilde have forundret sig over det, hvis han havde kunnet se det. Det forekommer, siger man, at et Menneske i Nærværelse af en Røver udstaar Dødsangst, men naar Kniven sættes ham paa Struben, svinder ofte al Angst.
Han satte sig ligeoverfor Porphyrius og betragtede ham, tilsyneladende ubekymret.
Porphyrius kneb Øjnene sammen og tændte sin Cigaret.
Naa, saa tal da, tal, — var den Tanke, som vilde frem af Raskolnikows Bryst, — naa, hvad venter Du paa, hvorfor taler Du ikke?