Forbryderen/2/1
Anden Del,
I
… Skulde det mon endnu være en Fortsættelse af Drømmen? tænkte Raskolnikow igen.
Han betragtede den uventede Gjæst forsigtigt og mistænksomt.
„Swidrigailow? Aah Vrøvl!… det er umuligt!” raabte han endelig tvivlende og højt.
Det syntes som Gæsten slet ikke undrede sig over dette Udraab.
„To Grunde foranlediger mig til at komme til Dem; — for det første vilde jeg gøre Deres personlige Bekendtskab, da jeg allerede for lang Tid siden har hørt Dem meget og fordelagtigt omtalt og for det andet haaber jeg, at De maaske ikke vil nægte mig at være mig behjælpelig i et Anliggende, som direkte berører Deres Søsters, Awdotja Romanownas Interesser. Ved min egen Hjælp, uden Anbefaling, vilde jeg maaske nu, paa Grund af en Fordom, ikke en Gang slippe ind i Entréen til hendes Bolig, men med Deres Hjælp haaber jeg..”
„Da haaber De galt,” afbrød Raskolnikow ham.
„Tillad mig et Spørgsmaal: Ikke sandt, Deres Familie kom hertil i Gaar?”
Raskolnikow svarede ikke.
„Det var i Gaar, jeg ved det. Jeg kom selv i Forgaars. Naa, altsaa, Rodion Romanowitsch, jeg vil ikke undskylde mig og anser det ogsaa for overflødigt; men tillad mig kun et Spørgsmaal, hvad er det da egentlig for noget forbryderisk jeg har begaaet, om man vil betragte Sagen fordomsfrit og fornuftigt?”
Raskolnikow vedblev at betragte ham i Tavshed.
„Det maaske, at jeg i mit Hus har forfulgt en værgeløs Pige og „fornærmet hende ved afskyelige Forslag”, ikke sandt? Ja, forestil Dem nu bare, at ogsaa jeg er et Menneske, at jeg har Evnen til at blive forlibt, at elske. Det er jo noget, som ofte sker uden vor udtrykkelige Vilje. Dermed har det hele sin Forklaring paa den naturligste Maade. Hele Spørgsmaalet bestaar dog deri, om jeg er et Uhyre, eller om jeg er et Offer? Men hvis jeg nu var et Offer? Da jeg gjorde Genstanden for min Lidenskab det Forslag at flygte med mig til Amerika eller Svejts, saa nærede jeg dog vel de allerærbødigste Følelser; haabede endogsaa at gøre os begge lykkelige. Fornuften skulde jo dog tjene Lidenskaben; 1eg har hovedsagelig ødelagt mig selv; hav dog Barmhjærtighed!”
„Derom er der slet ikke Tale,” afbrød Raskolnikow ham med Uvilje, „hvad enten De nu har Ret eller Uret. De indgyder ganske simpelt Uvilje, og man vil ikke vide noget af Dem, man jager Dem bort, altsaa pak Dem!”
Swidrigailow lo.
„Men De … De lade Dem ikke bringe ud af Fatning!” sagde han og lo ganske aabenhjærtigt. „jeg haabede at naa mit Maal ved List; men nej; De har straks stillet Dem paa det rigtige Standpunkt.”
„De bliver jo endnu ved med at forfølge Deres Maal med List.”
„Naa, og hvorfor ikke? hvorfor skulde jeg ikke gøre det?” svarede Swidrigailow og lo af fuld Hals, „det er jo dog bonne guerre, som man siger, og en fuldkommen tilladelig List … Dog, De afbrød mig; jeg gentager endnu en Gang, lad det nu forholde sig paa den ene eller den anden Maade, der var ikke opstaaet Ubehageligheder, hvis ikke Historien i Haven havde fundet Sted. Marta Petrowna…”
„Marta Petrowna har De ogsaa faaet Ende paa, siger man,” afbrød Raskolnikow ham grovt.
„Ogsaa det har De allerede hørt? Naa, hvorfor skulde De ikke have hørt det!… Ja, hvad dette Spørgsmaal angaar, saa véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skal svare paa det, skønt min Samvittighed i den Henseende er ganske rolig. Det vil sige, De behøver ikke at tro, at jeg frygter noget som helst, alt er i behørig Orden og grundigt afsluttet. Lægeundersøgelsen har konstateret et Slagtilfælde, fremkaldt ved det kolde Bad lige efter et Middagsmaaltid, hvortil hun nød næsten en hel Flaske Vin; andet kunde slet ikke paavises … Nej, men en Tid lang, især under Rejsen hertil i Jernbanevaggonen, tænkte jeg paa, om jeg i saa Henseende skulde være Skyld i denne … Ulykke, at jeg maaske havde saaret hendes moralske Følelse eller lignende? Dog, jeg er kommen til det Resultat, at ogsaa dette maa antages som positivt umuligt.”
Raskolnikow lo.
„Hvorfor er De da endnu urolig over det?”
„Hvad ler De egenlig af? Betænk dog, blot to Gange slog jeg hende med Pisken, man kunde ikke se Mærker efter det … Jeg beder Dem, De maa ikke tage mig for en Kyniker: jeg véd godt, at det var afskyeligt af mig, og saa videre, men jeg ved ogsaa ligesaa sikkert, at Maria Petrowna maaske endogsaa var glad over denne Nærgaaenhed fra min Side. Historien med Deres Søster var jo benyttet til allersidste Trævl, Maria Petrowna var nødt til at sidde tre hele Dage hjemme, hun havde ikke det mindste, hvormed hun kunde gøre sig til med i den elendige lille By; med Brevet — De véd nok, hvorledes hun gik om og oplæste Brevet — havde hun allerede til Overmaal kedet alle. Pludselig kommer nu disse to Piskeslag faldende fra Himlen! Det allerførste var Befalingen til straks at lade Hesten spænde for! Jeg vil ikke en Gang tale om, at en Fornærmelse ofte er Kvinderne meget, meget velkommen, hvor megen Fortørnelse de end i den Anledning bærer til Skue. Mange Mennesker synes overhovedet godt om at blive fornærmede, har De ikke lagt Mærke til det? men især Kvinderne. Man kan gærne sige, at de fordriver Tiden med det.”
For at afbryde denne Konversation havde Raskolnikow et Øjeblik fattet den Beslutning at rejse sig og gaa sin Vej. Men nogen Nysgærrighed og en Smule Beregning holdt ham tilbage.
„De holder vel meget af at prygle?” spurgte han adspredt.
„Nej, just ikke det,” svarede Swidrigailow rolig, „Marta Petrowna og jeg sloges næsten aldrig; vi levede meget enige og hun var altid særdeles tilfreds med mig. Pisken brugte jeg under hele vort syvaarige Ægteskab kun to Gange; et tredje, for øvrigt meget tvivlsomt Tilfælde regner jeg ikke med; første Gang var to Maaneder efter Brylluppet, lige efter at vi var komne til Landsbyen, og saa nu denne Gang. De tror vel, at jeg er rigtig et Udskud, en reaktionær Bondefanger, en Tilhænger af Livegenskabet? he, he, he!”
Swidrigailow blev ved at fortælle og talte om mange Ting. Det var ikke godt at forstaa, hvad Mening han havde med alt det.
Det blev Raskolnikow klart, at dette Menneske maatte have truffet en fast Beslutning, og at han førte noget i sit Skjold.
„De har vel i flere Dage ikke talt med nogen?” spurgte han.
„Det kan nok være, men hvorfor? De undrer Dem vel over at jeg taler saa fornuftigt?”
„Nej, jeg undrer mig over, at De synes mig for fornuftig.”
„Maaske fordi Grovheden i Deres Spørgsmaal ikke fornærmer mig? Er det det?… Hvorfor skulde jeg føle mig fornærmet? Som man raaber i Skoven, faar man Svar,” sagde han med det mest vellykkede Udtryk af Trohjærtighed. „Jeg interesserer mig jo ved Gud næsten for ingen Ting mer,” vedblev han eftertænksomt, „især nu, da jeg er aldeles uden Beskæftigelse … For Resten er det Dem jo tilladt at indbilde Dem, at jeg med Hensigt vil indsmigre mig hos Dem, saa meget mere, som jeg selv meddelte Dem, at jeg kommer med noget, som angaar Deres Søster. Men jeg siger Dem oprigtigt, jeg har kedet mig, især i de sidste tre Dage, saa jeg har endogsaa ligefrem glædet mig til at stifte Bekendtskab med Dem … Bliv nu ikke ærgerlig, Rodion Romanowitsch, men ogsaa De forekommer mig saa underlig. Sig, hvad De vil, men De har noget ved Dem, især nu .... Naa naa, jeg tier jo allerede, rynk ikke Panden saa strængt! Jeg er slet ikke saadan en Bjørn, som De tror.”
Raskolnikow saa mørkt paa ham.
„De er overhovedet vistnok slet ingen Bjørn,” sagde han „det forekommer mig næsten som om De hørte til det gode Selskab, eller som om De i det mindste forstod lejlighedsvis, at være et ret ordenligt Menneske.”
„Jeg interesserer mig overhovedet ikke for andres Mening om mig,” svarede Swidrigailow tørt og med en Skygge af Overmod, „hvorfor skulde jeg altsaa ikke hist og her spille en almindelig Intrigants Rolle, da denne Rolle her til Lands dog er saa bekvem?… især naar man hos sig sporer en naturlig Tilbøjelighed til det,” tilføjede han atter leende.
„Jeg har dog hørt, at De har mange Bekendte her. De er jo, som man plejer at sige, ikke uden Forbindelser; hvad behøver De saa mig til i dette Tilfælde, hvis det ikke skulde være i bestemte Hensigter?”
„At jeg har Bekendte er ganske sandt,” svarede Swidrigailow uden at berøre Hovedpunktet, „jeg har endog mødt nogle i de tre Dage, jeg har slentret omkring her; nogle kender jeg igen, og det synes ogsaa, som om nogle af dem har genkendt mig. Javist, jeg er jo anstændig klædt, og man holder mig for velhavende; jeg har allerede før faaet nok af dem, og i tre Dage har jeg været her uden at give mig tilkende for en eneste af dem. Og saa til og med her, i denne By! Kancellisternes og alle smaa Seminaristers By! Adskilligt lagde jeg dog ikke Mærke til for otte Aar siden, da jeg drev omkring her … Nu gør jeg kun Regning paa Anatomien, ved Gud.”
„Paa hvad for en Anatomi?”
„Hvad nu alle disse Clubb'er, Dusseaux'er, Pointe'r[1] og det hele Fremskridt angaar — faar altsammen se til, hvordan det kan klare sig uden mig,” vedblev han uden at give Agt paa Spørgsmaalet. „At være falsk Spiller er jo ogsaa en temmelig tvivlsom Fornøjelse.”
„Har De ogsaa været falsk Spiller?”
„Hvorfor ikke det? Vi var for otte Aar siden et helt Selskab, meget anstændigt; vi fordrev Tiden. Det var Folk af god Opdragelse; der var endog Poeter og Kapitalister imellem. Overhovedet plejer her hos os i Rusland de Folk at have de bedste Manerer, som allerede har faaet deres Prygl — har De ikke ogsaa lagt Mærke til det? At jeg nu slaar til Skaglerne — det er Opholdet paa Landet Skyld i. Den Gang satte man mig i Gældsfængsel — en elendig Græker fra Neshin puttede mig derind. Samtidigt traf det sig saaledes, at Marta Petrowna kom hertil; hun underhandlede med ham og købte mig ud for tredive Tusind Sølvpenge. Jeg skyldte i det hele halvfjerds Tusind. Vi indtraadte altsaa i den hellige Ægtestand, og hun bortførte mig straks til sig i Landsbyen som en Skat. Hun var nemlig fem Aar ældre end jeg og elskede mig højt. I syv Aar er jeg ikke kommen bort fra Landsbyen, og mærk Dem det, hun havde hele Tiden Dokumentet paa de tredive Tusind i sin Varetægt — det var udstedt paa et fremmed Navn — saa hvis det var faldet mig ind at gøre Revolution paa en eller anden Maade — kunde hun altid øve et Tryk paa mig! Og hun vilde ikke have betænkt sig længe; hos Kvinderne gaar den Slags Ting i Orden.”
„Men hvis nu Dokumentet ikke havde eksisteret vilde De da have taget Benene paa Nakken?”
„Jeg véd virkelig ikke. Dette Dokument generede mig næsten slet ikke. Jeg ønskede ikke en Gang en Forandring; Marta Petrowna foreslog mig selv to Gange at rejse til Udlandet; da hun mærkede, at jeg kedede mig. Men hvad skulde det være godt for? Jeg havde været i Udlandet før, og jeg har aldrig kunnet udstaa det. Alle disse Solopgange, neapolitanske Bugter og have — naar man ser paa alt det, bliver man i daarligt Humør. Men det modbydeligste er, at man virkelig faar Hjemvé. Nej, hjemme er det bedre; her kan man i det mindste skyde Skylden paa andre og frikende sig selv. Jeg var maaske nu i Stand til at slutte mig til en Ekspedition for at finde Nordpolen, thi j'ai le vin mauvais, og at drikke foraarsager mig Væmmelse, men foruden Vin er der ikke mer for mig. Ak ja, de siger, at Berg paa Søndag vil foretage en Tur pr. Luftballon og søger Deltagere mod Betaling, er det sandt!”
„Har De maaske Lyst at være med?”
„Jeg? Nej … bare saadan …” mumlede Swidrigailow, som om han virkelig havde tænkt paa det.
„Skulde han virkelig være forrykt?” tænkte Raskolnikow.
„Nej, Dokumentet generede mig ikke,” vedblev Swidrigailow eftertænksomt, „jeg ønskede slet ikke at forlade Landsbyen. Det er forøvrigt allerede et Aar siden, at Marta Petrowna paa min Navnedag gav mig Dokumentet og desuden dertil skænkede mig en betydelig Sum. Hun havde nemlig en stor Formue. „Ser Du, hvilken Tillid jeg har til dig, Arkadij Iwanowitsch" — javist, det sagde hun. Tror De ikke, at hun kunde have udtalt sig paa den Maade? De maa nemlig vide, at jeg er bleven en ganske god Landbruger, hele Omegnen kender mig. Jeg bestilte ogsaa Bøger. I Begyndelsen syntes Marta Petrowna ret godt om det, men siden blev hun bange for, at jeg skulde blive gal af den megen Læsning.”
„Det forekommer mig, at De efter Marta Petrownas Død føler Dem meget ensom?”
„Jeg? Aa ja, … det kan nok være. Apropos tror De paa Spøgelser?”
„Paa hvad for Spøgelser?”
„Aa, paa almindelige Spøgelser, er der mere end en Slags?”
„Tror De paa dem?”
„Aah nej, pour vous plaire … skønt … det vil sige, jo jeg tror alligevel.”
„Har De maaske sét nogen?”
Swidrigailows betragtede ham med et ejendommeligt Blik.
„Marta Petrowna er saa god at besøge mig,” sagde han og fortrak Munden til et besynderligt Smil.
„Hvordan det? Hun besøger Dem?”
„Ja … hun er kommen tre Gange. Første Gang var det paa Begravelsesdagen, en Time efter at jeg var kommen fra Kirkegaarden. Det var Dagen før min Afrejse hertil. Anden Gang var i Forgaars, i Morgendæmringen, undervejs, paa Stationen Lille-Wichera; og tredje Gang for to Timer siden i Værelset, hvor jeg bor; jeg var alene.”
„Var De vaagen?”
„I fuldstændig vaagen Tilstand, alle tre Gange. Hun kommer, taler et Minuts Tid, og gaar saa igen ud af Døren; hver Gang gennem Døren. Man kan næsten høre det.”
„Jeg kunde tænke, at noget saadant maatte ske med Dem!” sagde Raskolnikow pludseligt og undrede sig bagefter over, at han havde sagt det. Han var meget stærkt grebet.
„Saa-aa? Har De tænkt over det?” spurgte Swidrigailow forbavset, „er det muligt? Naa, sagde jeg ikke nok at vi havde en hel Del tilfælles, hvad?”
„Det har De slet ikke sagt, aldeles ikke!” svarede Raskolnikow barskt og opbrusende.
„Har jeg virkelig ikke sagt det?”
„Nej!”
„Der forekommer mig dog, som om jeg sagde det. Før, da jeg kom ind og saa Dem ligge med lukkede Øjne og gøre saadan … da sagde jeg til mig selv: det er ham, ham er det!”
„Hvad skal det betyde? — ham er det? Hvad skulde det betyde?” skreg Raskolnikow til ham.
„Hvad? Jeg véd virkelig ikke, hvad det skulde betyde…” mumlede Swidrigailow oprigtigt og forvirret hen for sig.
Begge tav en Stund og saa hinanden ind i Øjnene.
„Det er jo sindssvag Snak!” raabte Raskolnikow ærgerlig. „Hvad taler hun da med Dem om, naar hun kommer?”
„Tænk Dem bare — om de aller almindeligste Bagateller; det er just det, som ærgrer mig” —
Han fortalte derpaa vidtløftigt, hvad Marta Petrowna sagde, hvorledes hun var klædt og sligt.
„Ikke sandt, det er meget dumt Tøjeri?" sagde han.
„Men alt det, De sidder og fortæller, er maaske det bare Løgn?” mente Raskolnikow.
„Jeg lyver sjælden,” svarede Swidrigailow eftertænksomt — han syntes slet ikke at bemærke det grove i Spørgsmaalet.
„Har De da aldrig før sét Spøgelser?”
„Jo, en Gang, en eneste Gang i mit Liv. Jeg havde en Tjener Ficka; lige efter at han var bleven begravet, raabte jeg en Gang i Tanker: Ficka, en Pibe! — Han kom ind og gik lige hen til Pibebrædtet. Jeg sidder og tænker: han vil vel hævne sig — thi kort før han døde havde jeg skældt ham dygtigt ud. „Hvordan kan Du understaa Dig til at komme ind til mig med laset Frakkeærme? Ud med Dig, din Lømmel!” Han gik ud og kom ikke igen. Jeg fortalte det ikke engang til Maria Petrowna. Jeg vilde lade en Sjælemesse læse for ham, men generede mig dog tilsidst for det.”
„De skulde gaa til en Læge.”
„At jeg er syg, det ved jeg selv, skønt jeg ikke begriber, hvad der kan fejle mig; efter min Mening er jeg langt raskere end De. Det er heller ikke det, jeg spurgte om, — men om De tror paa Spøgelser?”
„Nej, jeg tror aldeles ikke paa dem!” udbrød Raskolnikow næsten rasende.
„Hvad er det nu man sædvanlig plejer at sige i dette Tilfælde?” mumlede Swidrigailow hen for sig, idet han saa til Siden og bøjede Hovedet; man siger „Du er syg, derfor er alt det, som viser sig for Dig, ene og alene et Fantasibillede uden Virkelighed.” Er da det logisk? Jeg vil gærne indrømme, at Spøgelser kun viser sig for Syge, men det beviser dog blot, at de kan vise sig for Syge, men ikke, at de i og for sig ikke eksisterer.”
„Naturligvis eksisterer de ikke! gentog Raskolnikow haardnakket.
„Ikke? Tror De virkelig ikke!” vedblev Swidrigailow langsomt, idet han saa hen paa ham.
Derpaa begyndte han paa at udvikle sin Teori om de andre Verdener, og hvorledes de Syge staar i Forbindelse med dem, og sagde tilsidst:
„Naar De tror paa et Liv efter dette, saa kan De ogsaa tro paa det andet.”
„Men jeg tror ikke paa et Liv efter dette!” sagde Raskolnikow.
Swidrigailow sad grublende.
Efter at han derpaa endnu havde læsset en hel Del fantastisk Snak om det kommende Liv og dets Beskaffenhed af sig, saa at Raskolnikov virkelig ikke vidste, hvad han skulde tænke, sagde han pludseligt:
„Betænk dog bare, for en halv Time siden havde vi endnu ikke sét hinanden, betragtede endog hinanden som Fjender, havde en uopgjort Affære med hinanden; og nu har vi lagt alt det til Side og er komne ind paa et saadant Tema! Naa, havde jeg altsaa ikke Ret, da jeg sagde, at vi to er to Alen af samme Stykke?”
„Vær af den Godhed,” vedblev Raskolnikow opirret, „at forklare Dem og at meddele mig, hvorfor De har beæret mig med Deres Besøg … og … og … jeg har ikke megen Tid, jeg vil gaa ud.”
„Som De behager, ganske som De behager. Deres Søster Awdotja Romanowna ægter Hr. Peter Petrowitsch Lyshin?”
„Kunde De ikke undgaa ethvert Spørgsmaal, der angaar min Søster, og slet ikke nævne hendes Navn? Jeg begriber overhovedet ikke, hvorledes De understaar Dem til endog kun at udtale dette Navn i min Nærværelse — hvis De ellers virkelig skulde være Swidrigailow!”
„Men det er jo netop derfor, jeg er kommen; hvorledes skulde jeg da bære mig ad med ikke at nævne Navnet?”
„Godt, tal, men lidt rask!”
„Jeg er overbevist om, at De allerede har dannet Dem en Mening om denne Hr. Lushin, som er en Slægtning af min Hustru, hvis De kun har set ham en halv Time eller hørt noget paalideligt og rigtigt om ham. Han er ingen Mand for Awdotja Romanowna. Efter min Mening opofrer Awdotja Romanowna sig i dette Tilfælde meget højmodigt, men uden al Beregning … for sin Familie. Efter alt, hvad jeg hidtil har hørt om Dem, synes det mig, som om De maatte være meget tilfreds, hvis dette Ægteskab ikke kom i Stand; hvis dette kunde ske uden at skade andre Interesser. Nu, efter at jeg personlig har lært Dem at kende, er jeg endog overbevist om det.”
„Dette er altsammen meget naivt af Dem; undskyld, jeg vilde sige — meget frækt!” sagde Raskolnikow.
„Det vil sige, De vil dermed udtrykke, at jeg taler i min egen Interesse. Vær De ganske rolig for den Sag, Rodion Romanowitsch; hvis jeg kun sørgede for min egen Interesse, vilde jeg ikke udtale mig saa ligefrem; jeg er dog endnu ikke saa helt og holdent nogen Nar. I denne Forbindelse maa jeg afsløre Dem en sykologisk Hemmelighed; før sagde jeg, da jeg vilde retfærdiggjøre mig med Hensyn til min Kærlighed til Awdotja Romanowna, at jeg selv havde været Ofret. Naa, nu kan jeg gærne tilstaa for Dem, at jeg slet ikke mere føler nogen Kærlighed, ikke den ringeste; saa at jeg selv maa undre mig over det; thi Kærligheden var dog virkelig til Stede.”
„Det var Kedsomhed og Usædelighed Skyld i,” afbrød Raskolnikow ham.
„Ganske rigtigt, jeg er en Lediggænger og Vellystning. Forøvrigt har Deres Søster saa mange Fortrin, at det dog ikke var underligt, om jeg ikke kunde værge mig mod et vist Indtryk. Dog, det er altsammen Daarskab, som jeg nu selv indser.”
„Siden hvornaar har De da indseet det?”
„Allerede før bemærkede jeg det af og til, men afgjort blev det mig først klart i Forgaars, næsten i samme Minut, som jeg ankom til Petersborg. For Resten indbildte jeg mig endnu i Moskow, at jeg var i Begreb med at anholde om Awdotja Romanownas Haand og at gøre Hr. Lushin Rangen stridig.”
„Undskyld, at jeg afbryder Dem, — hav den Godhed at afkorte Deres Tale og gaa løs paa Meningen med Deres Besøg. Jeg har travlt og maa ud.”
„Med største Fornøjelse. Da jeg var ankommen hertil og havde fattet den Beslutning at foretage en vis … rejse, vilde jeg træffe nogle nødvendige Arrangements. Mine Børn er blevne hos deres Tante; de er rige, og jeg er dem personlig slet ikke til nogen Nytte. Hvad er jeg overhovedet for en Fader! For mig selv tog jeg blot det, som Marta Petrowna skænkede mig for et Par Aar siden. Det er nok for mig. Undskyld, jeg kommer straks til Sagen. For min Rejse, som jeg maaske snart betræder, vil jeg endnu afgøre Affæren med Hr. Lushin. Ikke just fordi jeg slet ikke skulde kunne udstaa ham, men han var dog netop Skyld i, at jeg dengang kom i Strid med Marta Petrowna, da jeg fik at vide, at hun havde arrangeret dette Giftermaal. Nu ønsker jeg altsaa en Sammenkomst med Awdotja Romanowna og beder om Deres Mellemkomst; for mig maa De gærne være til Stede for at bevise hende, at hun ikke vil have den ringeste Fordel af Hr. Lushin, men at hun kun kan vente, at han vil tilføje hende aabenbar Skade. Og saa ønskede jeg at faa hendes Tilgivelse for alle hine Ubehageligheder og at bede hende om Tilladelse til at byde hende ti Tusind Rubler, for paa denne Maade at lette hende et Brud med Hr. Lushin; et Brud, om hvilket jeg er overbevist, at hun selv ikke vilde forsmaa det, naar hun kunde se en Mulighed til det.”
„Men er De da virkelig rent vanvittig!” raabte Raskolnikow mindre ærgerlig end forundret. „Hvorledes tør De understaa Dem i at sige sligt?”
„Jeg tænkte jo nok, at De vilde fare saaledes op; men for det første er disse ti Tusind Rubler mig til ingen Nytte, skønt jeg ikke er rig; og hvis Awdotja Romanowna ikke vil modtage dem, saa anvender jeg dem paa en endnu dummere Maade; men for det andet er min Samvittighed fuldkommen rolig; jeg tilbyder Pengene uden nogensomhelst Bagtanker, hvad enten De nu tror det eller ikke; senere vil De og Awdotja Romanowna selv indse det. De kan søge Grunden til mit Forbud deri, at jeg dog har tilføjet Deres ærede Søster nogle Ubehageligheder og Fortrædeligheder, og da jeg nu oprigtigt angrer dette, ønsker jeg — ikke saadan at løskøbe mig, ikke at give en Erstatning eller Betaling for disse Ubehageligheder — men ganske simpelt at vise hende en Opmærksomhed; og det af den Grund, at jeg dog ikke kan have det Privilegium blot at gøre ondt. Hvis der i mit Forslag var blot den fjærneste Skygge af Beregning, saa vilde jeg dog nu ikke nøjes med at byde hende ti Tusind; for omtrent fem Uger siden har jeg jo budt hende meget mere. Desuden kommer jeg maaske snart, meget snart til at gifte mig, følgelig maa allerede derved enhver Mistanke om nogetsomhelst Anslag mod Awdotja Romanowna bortfalde. Endelig skal jeg blot tilføje, at hvis Awdotja Romanowna gifter sig med Hr. Lushin, bliver Sagen ganske den samme; kun at hun modtager Pengene fra en anden Kant … De maa ikke ærgre Dem, Rodion Romanowitsch, betænk Alting roligt og koldblodigt.”
Swidrigailow var, da han sagde dette, selv meget koldblodig og rolig.
„Jeg beder Dem om at blive færdig hurtigst muligt. I ethvert Fald er alt dette utilgivelig frækt.”
„Aldeles ikke. Skulde da her i denne Verden det ene Menneske blot have Lov til at tilføje det andet Ondt uden at have Rettighed til en Gang ogsaa at gøre ham lidt Godt, blot for indholdsløse, vedtagne selskabelige Formers Skyld? Det vilde dog være meningsløst. Hvis jeg nu for Eksempel døde og vilde testamentere Deres Søster denne Sum, vilde hun maaske saa ogsaa vægre sig ved at modtage den?”
„Det kunde være meget muligt.”
„Aah, det tror jeg dog ikke. Bliver mit Tilbud for Resten ikke modtaget, saa er der Ingenting ved den Sag at gøre; saa faar det være. Men ti Tusind — det er dog egenlig ikke saa ilde. I al Fald beder jeg Dem meddele Awdotja Romanowna, hvad jeg her har sagt.”
„Nej, det har jeg ikke til Hensigt.”
„I saa Fald, Rodion Romanowitsch, bliver jeg nødt til at søge en personlig Sammenkomst og vil altsaa komme til at ulejlige.”
„Men hvis jeg nu meddeler det, vil De da ikke stræbe efter en personlig Sammenkomst?”
„Jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal svare Dem paa det. Jeg kunde dog nok ønske at se hende en Gang.”
„De skal dog ikke gøre Regning derpaa.”
„Det var Skade. De kender mig for Resten ikke. Det var sikkert heldigt, hvis vi lærte hinanden nærmere at kende.”
„Troer De da, at vi kan blive nærmere bekendte med hinanden?”
„Hvorfor ikke?” spurgte Swidrigailow smilende, tog sin Hat og rejste sig; „De maa ikke tro, at jeg havde til Hensigt at ulejlige Dem synderligt; da jeg gik herop, gjorde jeg ikke meget stærk Regning paa det, skønt for Resten Udtrykket i Deres Fysiognomi slog mig i Morges.”
„Hvor saa De mig da i Morges?” spurgte Raskolnikow urolig.
„Tilfældigt … Det forekommer mig stadig, at De har noget ved Dem, som svarer tit mit Væsen … Dog vær ikke utaalmodig, jeg plejer ikke at ulejlige; jeg har kunnet komme ud af det med falske Spillere; jeg har ikke været Fyrst Swirbey, en fjærn Slægtning og Magnat, til Bryderi; jeg har forstaaet at skrive i Fru Prilukowas Album om Rafaels Madonna, og har levet hele syv Aar med Marta Petrowna i Landsbyen; i fordums Dage har jeg endogsaa af og til tilbragt Nætterne i Wäsemsky-Huset[2] paa Høtorvet, og vil maaske foretage en Luftballonfærd med Berg.”
„Naa, det er godt. Tillad mig et Spørgsmaal, vil De snart tiltræde Deres Rejse?”
„Hvad for en Rejse?”
„Den, De talte om før … De talte jo om en Rejse.”
„Ak ja, den Rejse, det er rigtig!… Jeg talte til Dem om en Rejse … Naa, det er en vidtløftig Sag. Dersom De vidste, hvad det er, De har spurgt om!” tilføjede han og lo. „I Steden for at rejse, vil jeg maaske gifte mig; man har en Brud til mig.”
„Her?”
„Ja! Men Awdotja Romanowna vilde jeg dog gærne se endnu en Gang. Jeg beder Dem alvorligt om det. Naa, paa Gensyn Ak ja! nu havde jeg nær glemt noget! Rodion Romanowitsch, sig til Deres Søster, at hun i Marta Petrownas Testamente er betænkt med tre Tusind. Det er sikkert. Marta Petrowna opsatte Testamentet en Uge før sin Død og i min Nærværelse. Om to eller tre Uger kan Awdotja Romanowna faa Pengene.”
„Er det sandt, hvad De siger?”
„Den rene Sandhed. Sig hende det; naa, ærbødigste Tjener! Jeg bor slet ikke saa langt fra Dem.”
Da Swidrigailow gik ud, stødte han i Døren paa Rasumichin.