Forbryderen/1/8
VIII.
Saaledes laa han længe, meget længe.
Af og til kom han vel til sig selv, men lagde hver Gang Mærke til, at det var Nat. Endelig forekom det ham, som det var begyndt at lysne. Han laa paa Maven og var endnu ligesom stivnet efter sin forrige Bevidstløshed. Høje, fortvivlede Smertesskrig skingrede i hans Øre. Forøvrigt var han vant til hver Nat ved Tretiden at høre dem nede paa Gaden lige under sine Vinduer. Det var dem, som nu havde vækket ham. Aha, det er Drukkenboltene, som kommer ud af Ølsjappen, tænkte han, altsaa er Klokken over to!
Pludselig sprang han op, som om nogen havde trukket i ham. „Hvad? er Klokken allerede over to!” Han rejste sig op, og først nu huskede han alt, først nu stod det hele klart for hans Øjne.
I første Øjeblik troede han, at han maatte blive vanvittig. En stærk Kuldegysning, som han allerede i længere Tid havde sporet i sig, kom over ham. Men nu klaprede Tænderne saa stærkt, og Kulden greb ham i en saadan Grad, at han ikke vidste, hvad han skulde gøre med sig selv.
Han aabnede Døren og lyttede; det var fuldstændig roligt i Huset, Alle sov. Forbavset saa han sig om og kunde ikke begribe, hvorledes han i Gaar, da han kom hjem, kunde have ladet Døren staa aaben og uden videre kastet sig paa Sofaen i fuld Paaklædning, endog med Hatten paa. Hatten laa paa Gulvet, den var faldet ned. „Om nogen var kommen ind, hvad vilde han vel have tænkt? At jeg var fuld…”
Han skyndte sig hen til Vinduet.
Det var lyst nok, og han undersøgte skyndsomt sig selv fra Hoved til Fod, om der ikke skulde være nogle Spor igen af Gaarsdagen. Men som det nu var kunde det ikke gaa an. Skælvende af Feber begyndte han at klæde sig af og undersøgte Stykke for Stykke rundt omkring. Han vendte og drejede to—tre Gange altsammen lige til den sidste Traad og den inderste Flig, thi han stolede ikke paa sig selv. Men det lod ikke til, at der var mindste Spor: kun paa Benklædernes nederste Rand, som var slidt, saa der var Fryndser paa, saas Spor af størknet Blod. Han tog sin store Foldekniv og skar Frynserne af.
Nu huskede han paa, at Pungen og de Sager, han havde taget ud af Kufferten hos den Gamle, endnu laa i hans Lommer. Hidtil havde han slet ikke tænkt paa at tage dem ud, og gemme dem. Det var ikke engang faldet ham ind, da han undersøgte Klæderne. Hvoraf kom nu atter denne Adspredthed og Tankeløshed? Øjeblikkelig tog han det Hele frem og lagde det paa Bordet. Han vendte endogsaa Lommerne for at overtyde sig om, at der ingenting var tilbage, og bar derpaa hele Slumpen hen i en Krog. Der nede, lige i Hjørnet, var der et Sted, hvor Tapetet var sprunget saa langt fra Væggen, at han kunde gemme det derinde; det gik ind altsammen. Nu er det da i det mindste ude af Syne, Pungen ogsaa, tænkte han lettet, rejste sig atter og saa tankeløst hen i Krogen, hvor Tapetet var kommen til at staa endnu mere ud fra Væggen end før.
Pludselig foer der ham atter en Skræk i Blodet. „Min Gud!” hviskede han fortvivlet, „hvad er det jeg gør? … er det skjult der? … er det paa den Maade man skjuler noget?”
Han havde slet ikke tænkt paa Genstandene; han havde kun troet det drejede sig om Penge og havde derfor ikke sørget for noget Gemmested. Men jeg kan jo ikke slaa mig til Ro med dette? Gemmer man virkelig noget saa overfladisk! Jeg tror jeg har mistet min Forstand!
Aldeles udmattet satte han sig paa Sofaen, og straks rystede atter den ulidelige Feber ham. Mekanisk trak han den varme Overfrakke, som laa paa Stolen ved Siden af ham hen til sig, og dækkede sig til med den. Søvn og Sanseløshed overvældede ham straks.
Men allerede fem Minuter efter sprang han atter op og klædte sig paa i et Slags Raseri. „Hvorledes kunde han give sig til at sove, naar der endnu ingen Ting var gjort? Rigtig, saaledes er det! … Stroppen under Armhulen har jeg endnu ikke taget bort! Glemt! at kunne glemme noget saadant! Det er jo et tydeligt Bevis!” Han rev Stroppen af og rev den i Stykker, som han stoppede ind under Puden mellem Linnedet. — „Iturevne Lærredsstykker kan da i al Fald aldrig vække Mistanke; det forekommer da mig, det forekommer da mig,” gentog han, medens han stod midt i Værelset og saa sig om.
Den Overbevisning, at alt, Hukommelsen, ja selv den simple Ævne til at overlægge, syntes at have forladt ham. Dette begyndte at irritere ham paa en uudholdelig Maade.
„Naa, begynder det maaske allerede? — skulde Straffen allerede begynde? Der, der, det synes virkelig saaledes!” De afskaarne Frynser, som han havde skaaret af Benklæderne, laa midt paa Gulvet; den første den bedste, som kom ind i Værelset, havde maattet lægge Mærke til dem!
„Hvordan er det egentlig fat med mig!” udbrød han som en Fortabt.
Da paatvang der sig ham en underlig Tanke: maaske er hele Klædningen besudlet med Blod, maaske var der overalt Blodpletter, som han ikke kunde opdage, fordi hans Iagttagelsesævne var svækket, sønderrevet … hans Forstand formørket …
Lige med ét huskede han paa, at der ogsaa havde været Blod paa Pungen. „Ha, altsaa maa der ogsaa være Blodspor i Lommen, for jeg stak jo den Gang den vaade Pung ned i den!” Øjeblikkelig krængede han Lommen ud og — rigtig, der var tydelige Blodspor paa Foret!
Saa har jeg altsaa ikke helt og holdent mistet Forstanden, siden jeg selv kom i Tanke om det! tænkte han triumferende og aandede dybt og tilfreds; — det var bare en Febersvaghed, en øjeblikkelig Aandsfraværelse; og han rev hele den venstre Lomme ud af Benklæderne.
I dette Øjeblik faldt der en Lysstraale paa hans venstre Støvle, paa Strømpen, der kiggede ud af den, syntes der ogsaa at være Blodspor.
Han tog Støvlen af sig — og rigtig nok, hele Strømpetaaen var gennemtrukken med Blod; sandsynligvis, havde han været saa uforsigtig at træde i Blodpølen … Hvad skal jeg gøre ved det? Hvor skal jeg gøre af Strømpen og Lommen og Fryndserne?”
Han holdt det altsammen sammenknuget i Haanden og stod nu midt i Værelset. „I Ovnen? — men i Ovnen ser man først efter. Brænde det? — med hvad? … ikke en Gang en Tændstik havde han hos sig. Nej, heller gaa ud og kaste det bort et eller andet Sted! Ja, heller kaste det bort!” gentog han og satte sig atter paa Sofaen, „og det øjeblikkeligt, uden at tabe et eneste Minut!”
Men i Stedet for at gøre dette, sank hans Hoved atter ned paa Puden, og atter foer den ulidelige Kuldegysning gennem ham. Han trak atter Frakken over sig. Og endnu længe, i flere Timer, løb det ham stødvis gennem Hovedet; „nu straks, uden at spilde Tid, maatte han gaa et eller andet Sted hen og kaste det bort altsammen, bort, ude af Syne, afsted, afsted!”
Han prøvede flere Gange paa at staa op fra Sofaen, men han kunde ikke.
En stærk Banken paa Døren vækkede ham endelig fuldstændigt.
„Men saa luk op da, eller er Du maaske død! Han sover da altid!” raabte Nastasia og slog med hele Næven paa Døren; „hele den lange Dag sover han som en Køter! En rigtig Køter! Vil Du nu bare lukke op! Klokken gaar til elleve!”
„Han er maaske slet ikke hjemme?” sagde en Mandsstemme.
„Hvad! — det er Portnerens Stemme … hvad kan han ville?”
Raskolnikow sprang op og satte sig paa Sofaen. Hans Hjærte bankede saa stærkt, at det gjorde ondt i Brystet.
„Han har jo sat Krogen paa,” svarede Nastasia; „se bare, begynder han ikke at lukke sig inde! Som om nogen skulde faa Lyst til at stjæle fra sig selv? Luk op, dit Snueho'ede, saa vaagn da en Gang!”
„Hvad kan de ville? Hvorfor kommer Portneren? Er alt opdaget? Skal jeg forsvare mig eller lukke op? Naa, lad det gaa, som det vil…”
Han stod op, rakte sig frem og tog Krogen fra. Værelset var ikke større, end man kunde tage Krogen fra uden at staa op af Sofaen.
Rigtig, det var Portneren og Nastasia.
Nastasia saa saa besynderligt paa ham. Han kastede et udfordrende og bestemt Blik paa Portneren, der rakte ham et graat, sammenlagt Papir, som var forseglet med almindeligt Lak.
„En Stævning fra Kontoret,” sagde han, idet han rakte Raskolnikow Papiret.
„Hvad for et Kontor?”
„Fra Politiet, fra Kontoret. Hvad for et ellers?”
„Skal jeg paa Politikammeret? Hvorfor?”
„Hvor skulde jeg vide det fra? Naar de stævner Dig, saa maa Du gaa.” Han betragtede ham opmærksomt, saa sig rundt omkring i Værelset og vendte sig for at gaa.
„Det lader til, han er bleven virkelig syg!” bemærkede Nastasia, som ikke havde havt Øjnene fra ham. Portneren drejede ogsaa endnu en Gang Hovedet om efter ham. „Siden i Gaar har han ligget i Feber,” tilføjede hun.
Raskolnikow svarede ikke, men holdt Stævningen i Haanden uden at bryde Seglet.
„Staa bare ikke op,” vedblev Nastasia medlidende, da hun saa, at han vilde slippe Benene ned fra Sofaen. „Er Du syg, saa gaa ikke; det er jo ikke Livet om at gøre! Hvad er det, Du sidder og holder paa der?”
Han saa hen; — i sin højre Haand holdt han de afskaarne Frynser og Strømpen og den afrevne Lomme; — i den Stilling var han sovet ind. Bagefter, da han tænkte over det, huskede han, at han i sin halvvaagne Febertilstand hver Gang havde trykket det altsammen fast i Haanden og saa atter var sovet ind.
„Hvad er det dog for nogen Klude, han har faaet fat i, og sover med ligesom med en Kæreste…” sagde Nastasia og lo. Raskolnikow stak det altsammen ind under Frakken og stirrede paa hende. Skønt han i dette Øjeblik ikke var i Stand til at bedømme nogen Ting fornuftigt, saa følte han dog, at man ikke vilde behandle et Menneske saa mildt, naar man agtede at sætte ham fast. „Men … Politiet?”
„Te skal Du drikke! Vil Du have, at jeg skal hente lidt; der er lidt tilovers…”
„Nej … jeg vil gaa, jeg vil gaa straks,” mumlede han og rejste sig.
„Jeg tror ikke engang, Du naar at komme ned paa Gaden.”
„Jeg vil gaa…”
„Naa, som Du vil!”
Hun gik sin Vej efter Portneren.
Han slæbte sig hen til Vinduet for at se paa Kludene, som han havde i Haanden. „Der er Blod paa dem, men ikke saa meget, at man vil lægge Mærke dertil, det er skiddent og falmet altsammen. Den, som ikke véd det, ser det ikke. Nastasia kunde ikke engang se det paa saa nært Hold, Gud være lovet.”
Derpaa aabnede han skælvende Stævningen og begyndte at læse; han læste længe, inden han forstod noget. Det var en ganske simpel Ordre fra Politikontoret om at indfinde sig Klokken halvti.
„Ja, hvad vil nu det betyde? Jeg har jo aldrig før havt noget med Politiet at gøre! Og hvorfor netop nu?” Det var en kvælende Uvished. „Herre Gud! gid det snart havde en Ende!”
Han vilde lige til at kaste sig paa Knæ for at bede; men saa maatte han smile, ikke over Bønnen, men over sig selv.
Han klædte sig hurtigt paa. „Skal jeg nu engang gaa til Grunde, saa kan det ogsaa være det sammen. Skulde jeg trække Strømpen paa! Naar den kommer ud i Støvet, bliver den endnu skidnere, og Blodsporene gaar væk. Men næppe havde han faaet den paa, saa tog han den af igen med Afsky og Væmmelse. Efter at have grundet en Stund over, at han egenlig ikke havde nogen anden Strømpe, trak han den atter paa og smilte igen.
Alt i denne Verden er kun betinget, relativt, alting er kun ydre Spilfægteri! tænkte han flygtigt og skælvede over hele Legemet, — nu har jeg trukket den paa igen, jeg har jo intet andet Valg!
Hans Smil forandrede sig straks til Fortvivlelse. Nej, jeg har ingen Kræfter … tænkte han. Hans Hoved brændte af Hede. Det er bare en Rævestreg! De vil lokke mig derhen med List og saa pludselig overrumple mig, vedblev han, idet han gik ned ad Trappen. Det værste er, at jeg har feber, jeg kan gærne komme til at røbe mig ved en eller anden Dumhed.
Paa Trappen kom han i Tanker om, at han havde ladet alle Sagerne ligge aabent bag Tapetet, og at man maaske i hans Fraværelse kunde komme og gøre Husundersøgelse, — han blev staaende. Men han var saa overmandet af Fortvivlelse og af et Slags Ligegyldighed overfor sin mulige Undergang, at han opgav alt Haab og gik videre.
„Naar det bare snart vilde faa en Ende!”
Ude var det atter en forfærdelig Hede, ikke en Regndraabe hele Dagen. Der var den samme støvede Luft, samme Stank fra Butiker og Ølkældere, drukne Folk for hvert Skridt, man gik, finske Skræppehandlere og invalide Drosker. Solen blændede hans Øjne i den Grad, at de gjorde ondt, og det svimlede for ham. Det plejer jo at være saaledes under en Feber, naar man gaar ud paa en hed, solrig Dag.
Da han gik om Hjørnet, saa han med kvælende Uro paa hver Gade, hvert … og han maatte vende Blikket bort.
Hvis man spørger mig, bekender jeg maaske, tænkte han, idet han nærmede sig Politikontoret.
Dette laa omtrent en Fjerdingsvej fra hans Hjem og var først for nylig flyttet ind i et nyt Hus i fjerde Etage. I det forrige Lokale havde han været en Gang for lang Tid siden. — Da han kom ind i Porten, saa han tilhøjre en Trappe, fra hvilken en Mand kom ned med en Bog i Haanden. Det er et Bud, altsaa maa Kontoret ogsaa være her,” tænkte han og steg op ad Trappen. Han havde ikke Mod til at spørge sig for.
Jeg vil gaa ind, knæle ned og bekende det Hele, tænkte han, medens han gik op til fjerde Etage.
Trappen var snæver, stejl og tilsølet med Vand. Alle Køkkener i Lejlighederne i de fire Etager vendte ud mod denne Trappe og stod aabne næsten hele Dagen. Deraf kom den kvalme Atmosfære. Stadigvæk gik Bude og Kontorister med Bøger under Armen op og ned. Døren til Kontoret stod ligeledes aaben paa vid Gab. Her stod nogle Bønder og ventede.
Ogsaa her var en knælende Luft, og desuden var Værelserne nymalede, saa Malerlugten næsten hindrede Aandedrættet. Efter at han havde ventet lidt, besluttede han sig til at gaa ind i næste Værelse. Det var kun smaa, lave Stuer. En pinlig Utaalmodighed drev ham videre; ingen agtede paa ham. I det andet Værelse sad nogle Kontorfolk, der kun var lidet bedre klædte end ham selv. Han vendte sig til en af dem.
„Hvad vil Du?”
Han viste sin Stævning.
„De er Student?” spurgte Skriveren og saa i Stævningen.
„Ja, jeg har været Student.”
Skriveren saa paa ham, men uden at røbe synderlig Nysgærrighed. Det var en lurvet Person med et sløvt Blik.
Af ham faar jeg ikke noget at vide: han lader fem være lige, tænkte Raskolnikow.
„Gaa derind, til Sekretæren,” sagde Skriveren og pegede med Fingeren paa det inderste Værelse.
Raskolnikow traadte ind i dette Værelse, som var det fjerde i Rækken. Det var trangt og fuldt af Folk, blandt hvilke der var nogle bedre klædte. Der var ogsaa to Damer iblandt dem, den ene fattig klædt og i Sorg, hun sad ved et Bord lige overfor Sekretæren og skrev, hvad denne dikterede. Den anden Dame var meget tyk, purpurrød og fregnet i Ansigtet; det var en svær Madam, udfordrende klædt, med Brystnaal af Størrelse som Laaget paa en Sukkerskaal; hun stod afsides og ventede paa noget.
Raskolnikow skød sit Papir hen til Sekretæren. Han saa paa det og sagde: „Vent lidt,” hvorefter han vedblev at diktere for den sørgeklædte Dame.
Raskolnikow aandede lettere. Det kan sikkert ikke være det! Han begyndte at fatte Mod og foresatte sig at være rolig.
Den mindste Dumhed, den ringeste Uforsigtighed kan forraade mig! Hm! … Skade, at der er saa daarlig Luft her, tilføjede han, denne Lummervarme, det svimler for mig … og selv min Forstand…
I hans Hoved var der et frygteligt Virvar; han troede knapt paa, at han skulde kunne beherske sig. Bare hans Tanker kunde fæste sig paa noget bestemt, blot en ubetydelig Ting. Men det lykkedes ham ikke.
Sekretæren interesserede ham forøvrigt, han havde gærne villet læse hans Tanker og gennemskue ham. Det var en ung Mand paa et Par og tyve Aar, men han saa ældre ud; han var mørk og havde livlige Træk; hans Klædning var lidt lapset, det friserede og pomadiserede Haar var skilt i Nakken; han bar en Mængde Ringe paa de omhyggeligt vaskede Fingre samt Guldkæde over Vesten. Med en af de nærværende Fremmede talte han endogsaa nogle Ord fransk og det slet ikke saa ilde.
„Luise Iwanowna, værs'god at sætte Dem ned”, sagde han flygtig til den pyntede, purpurrøde Dame, der ikke havde dristet sig til at tage Plads, skønt der stod en Stol lige ved Siden af hende.
„Jeg takker”, sagde hun paa tysk og satte sig, mens den vide Silkekjole raslede om hende. Hun optog næsten det Halve af Værelset og Parfumen spredte Vellugt omkring hende. Hun syntes at være forlegen over, at hun optog saa megen Plads og duftede saa stærkt, men smilte lidt ængstelig med et Anstrøg af Frækhed og var urolig.
Den sortklædte Dame var færdig og rejste sig.
Pludselig traadte en Officer ind paa en lidt støjende Maade. Han havde raske Manerer og bevægede Skuldrene for hvert Skridt, kastede Huen paa Bordet og satte sig i Lænestolen. Da den pyntede Dame saa ham, sprang hun op fra Stolen, og begyndte at neje og gøre sig fidel, men Officeren gav slet ikke Agt paa hende, og hun vovede ikke i hans Nærhed at sætte sig ned igen.
Officeren var Adjudant hos Kvartalsinspektøren og havde et udstaaende rødligt Overskæg, hans Ansigt havde intet særligt Udtryk, naar undtages en vis Frækhed. Han kastede et misfornøjet Sideblik paa Raskolnikow, hvis Dragt var saa lurvet, men trods sit uanselige Ydre indtog en Holdning, som harmonerede saa lidet dermed. Raskolnikow begik ogsaa den Uforsigtighed at stirre for længe paa ham, saa Officeren endog lod til at føle sig fornærmet.
„Hvad er det du vil?” henvendte han sig til ham, forundret over, at en saa lurvet Person ikke trak sig tilbage for hans lynende Blikke.
„Jeg er stævnet .... har faaet Ordre til at møde svarede Raskolnikow med klangløs Stemme.
„Det er for en Gældsfordring, en Student!” skyndte Sekretæren sig at føje til. „Der, læs!” vedblev han, kastede et Hæfte hen foran Raskolnikow og pegede paa Stedet, som gav Oplysning om Gælden.
Gæld? hvad for en Gæld? tænkte Raskolnikow, altsaa dog i det mindste ikke det! Og han foer sammen af Glæde. Pludselig følte han sig saa ubeskrivelig let — som om der var taget en Byrde fra ham.
„Til hvilken Time er De stævnet, min Herre?” raabte Løjtnanten, som, Gud véd af hvilken Grund, følte sig fornærmet; „De skulde møde Klokken ni, og nu gaar den til tolv!”
„Jeg fik først Stævningen for et Kvarter siden”, sagde Raskolnikow højt og sideværts; han var nu pludselig bleven ærgerlig, hvad der for Resten syntes at gøre ham godt. „Det er vel nok, at jeg overhovedet kommer, da jeg har Feber.”
„Vil De være saa god at skrige lidt mindre op her!”
„Jeg skriger ikke, jeg taler meget rolig, men det er Dem, som raaber op til mig, jeg er Student, og jeg taaler ikke, at man tiltaler mig paa den Maade!”
Adjudanten var saa forbitret, at han i første Øjeblik ikke kunde faa et Ord frem; der kom kun Spyt ud af hans Mund. Han sprang op.
„Vil De tie! De staar i et Retslokale. Ingen Grovheder, min Herre!”
„De er ogsaa i et Retslokale,” raabte Raskolnikow til ham, „og De ikke alene skriger op, men De røger en Cigaret, gør altsaa Brud paa alle Former!” Det gjorde ham ordentlig godt, da han havde sagt det.
Sekretæren saa smilende paa dem begge to. Den hidsige Officer var aabenbart forbløffet.
„Det kommer ikke Dem ved!” raabte han endelig meget højt; „se der, værs'god svar paa denne Fordring, som er indleveret imod Dem. Vis ham den, Alexander Grigorjewitch. En Klage! De betaler ikke! Jo, De er en net Kavallér!”
Men Raskolnikow hørte ikke længer paa ham, han fordybede sig ivrig i Papiret, for hurtigst muligt at finde Gaadens Løsning. Han læste én Gang, han læste to — og forstod ingen Ting.
„Hvad er dette for noget, da?” spurgte han Sekretæren.
„Det er Penge, De skal ud med i Følge Kontrakt, en Politi-Rekvisition. De har enten at indbetale Summen og alle Omkostninger, eller De maa afgive en skriftlig Erklæring om, naar De kan betale; ligeledes maa De forpligte Dem til ikke at forlade Hovedstaden, før De har betalt, og ikke hverken sælge eller bortflytte deres Ejendom. Men deres Kreditor har Ret til at lade deres Ejendom sælge og i øvrigt forfare med Dem efter Loven.”
„Ja, men … jeg staar ikke i Gæld til nogen som helst.”
„Det kommer ikke os ved. Her ligger en forfalden og lovlig protesteret Lejekontrakt til Beløb hundrede femti Rubler, som De for ni Maaneder siden har udstedt til Enken efter Kollegie-Assessor Sarnitzin; af Enken Sarnitzin er den overdragen til Hofraad Tschebarow, og vi forlanger en Erklæring desangaaende.”
„Men det er jo min Husværtinde?”
„Hvad kommer det Sagen ved, at det er Deres Husværtinde?”
Sekretæren saa paa ham med et medlidende Smil, som paa en Novice, der skal gennemgaa de første Lærdomme, og lige som om han vilde sige: „Naa, hvorledes er Du nu til Mode?” Men hvad bryder Raskolnikow sig nu om en Forskrivelse, en Gældseksekution!… Kunde det vel lønne sig at være urolig over eller endog kun agte paa sligt! Han stod der, læste, spurgte endog, men alt kun mekanisk.
Selvopholdelsens Triumf, Redningen fra en Fare, som han lige nylig frygtede, — det var det, som i dette Øjeblik opfyldte hele hans Tanke. Det var et Øjeblik af umiddelbar, ren dyrisk Glæde.
Men i næste Øjeblik var det som alle vrede Elementer blev slupne løs i Kontoret. Løjtnanten, som endnu var ganske ophidset af den Ringeagt, han havde mødt, og som ønskede Oprejsning for sin saarede Egenkærlighed, kastede sig med al sin Energi over den ulykkelige „prægtige” Dame, der siden hans Ankomst havde siddet og gloet paa ham med sit dummeste Smil.
„Ak Du, — — — — — — — — —!” (Udtryk, som ikke lader sig gengive paa Tryk), skreg han pludselig af fuld Hals — dog først efter at den sørgeklædte Dame havde fjærnet sig — hvad er det, som er passeret hos Dig forleden Nat? Atter Skam, Skændsel og Skandale, saa det kunde høres i hele Gaden. Atter Svir og Slagsmaal! Kanske Du ønsker at komme i Arbejdshuset? Har jeg ikke sagt Dig, ja, har jeg ikke over ti Gange advaret Dig, at Du ikke kan vente nogen Naade den ellevte Gang! Og alligevel nu igen, Du din — — —!”
Papiret var næsten ved at falde ud af Haanden paa Raskolnikow, og han saa forundret paa den pyntede Dame, der fik saadan en Overhaling; snart forstod han dog, hvad det gjaldt, og Sagen begyndte at more ham. Han kunde gærne have givet sig til at le — le!
Det trak i alle hans Nerver.
„Ilja Petrowitsch!” begyndte Sekretæren beroligende, men han maatte afbryde og afvente det rette Øjeblik, thi den hidsige Løjtnant kunde blot tæmmes ved, at man holdt paa ham med begge Hænder; det vidste Sekretæren af Erfaring.
Den „prægtige” Dame begyndte først at skælve og bæve for dette Uvejr; men besynderligt nok, jo talrigere og utvetydigere Skældsordene blev, desto elskeligere blev hendes Udseende, og desto mere bedaarende hendes Smil lige over for den tordnende Løjtnant. Hun trippede paa Stedet, hvor hun stod, nejede uafbrudt og ventede utaalmodig paa det Øjeblik, da det skulde blive muligt for hende at komme til Orde.
Endelig blev det da hendes Tur.
„Det var slet ikke nogen Støj eller Slagsmaal hos mig, Hr. Kaptejn,” begyndte hun pludselig at plapre med udpræget tysk Akcent, men dog paa flydende russisk, „og ingen, slet ingen Skandale. De var drukne, da de kom, det siger jeg Dem, Hr. Kaptejn, og det er ikke min Skyld … Jeg har et anstændigt Hus, Hr. Kaptejn, og jeg vilde aldrig taale, aldrig selv taale nogen Skandale. Men de var fulde, da de kom og forlangte endda tre Flasker, og saa satte den ene af dem Benene til Vejrs og spillede Fortepiano med Fødderne, og det er da ikke pænt i et anstændigt Hus, og han ødelagde mig hele Fortepianoet, og han opførte sig alt andet end pænt, har jeg sagt. Og han tog en Flaske og saa slog han dem allesammen i Nakken med Flasken. Og da jeg saa raabte paa Portneren, og Karl kom, saa slog han Øjet sort og blaat paa Karl, og Henriette slog han ogsaa i Øjet, og mig slog han fem Gange paa Kinden. Og det er ikke fint i et anstændigt Hus, Hr. Kaptejn, og jeg skreg. Og saa lukkede han det Vindue, som vender til Kanalen, op og gav sig til at skrige og grynte ud ad Vinduet som en Gris; og det var da en Skam. At staa og grynte gennem Vinduet ud paa Gaden som en Gris? Fy, for en Ulykke! Og Karl trak ham bag fra i Frakken for at faa ham væk fra Vinduet, og — ja, det er sandt, Hr. Kaptejn — saa kom han til at rive Frakken itu paa ham. Og saa skreg han op om, at man skulde give ham femten Rubler i Erstatning. Og jeg har selv, Hr. Kaptejn, betalt ham femten Rubler for Frakken. Og det er en uanstændig Gæst, Hr. Kaptejn, og det var ham, som gjorde alt Vrøvlet. Og saa sagde han, at han vilde skrive i alle Aviser om os.”
„Det var altsaa en Avisskriver?”
„Ja, Hr. Kaptejn, og er det ikke en uanstændig Gæst, naar han i et anstændigt Hus…”
„Naa, ja, det er godt! Men jeg har jo sagt Dig, har jeg ikke sagt Dig…!”
„Ilja Petrowitsch!” sagde atter Sekretæren med Betoning i Stemmen. Løjtnanten saa hen paa ham, og Sekretæren nikkede let med Hovedet.
„… Altsaa siger jeg Dig, højstagtede Lawisa Iwanowna, og jeg siger Dig det for sidste Gang,” vedblev Løjtnanten roligere, „at hvis der hos Dig, i dit anstændige Hus, endnu en eneste Gang sker en slig Skandale, saa tager jeg Dig selv ved Vingebenet, som man plejer at sige. Altsaa en Journalist, en Avisskriver var det, som i et „anstændigt Hus” lod sig betale fem Rubler for sine Frakkeskøder? Ja, saadan er de, disse Herrer Journalister og Literater!” Her kastede han et foragteligt Blik hen paa Raskolnikow. „I Forgaars var der i Værtshuset samme Historie, — man spiser til Middag, men ønsker helst at slippe for at betale; jeg vil beskrive det altsammen i en Satire, siger Fyren. Paa Dampbaaden var der forrige Uge en anden, som udskældte en agtværdig Statsraads Familie, Moder og Datter, med de gemeneste Ord. Fra et Konditori blev en lignende Laban nylig kastet ud. Og saadan er de allesammen, disse Herrer Skribenter, Literater, Studenter og Journalister .... fy! Og Du, pak Dig! Jeg skal selv holde Øje med Dig … pak Dig; Har Du forstaaet mig?”
Luise Iwanowna begyndte med forøget Hurtighed at smile og neje til alle Sider, lige hen til Døren; men i Døren sendte hun sin Bagdel lige mod en statelig Officer. Han havde et frisk, aabent Ansigt, et tykt, lyst Kindskæg — det var Nikodim Fomitsch[1] selv, Politidistriktets Formand. Luise Iwanowna nejede hurtigt, næsten lige ned til Gulvet, og hoppede, trippede, fløj ud af Kontoret.
„Naa, atter Bulder, atter Torden og Lynild, Hvirvelvind og Orkan!” vendte Nikodim Fomitsch sig elskværdigt og venskabeligt til Ilja Petrowitsch, „er Deres Hjærte atter løbet over? Jeg hørte Spektakel helt nede paa Trappen.”
„Aa hvad!” sagde Ilja Petrowitsch med nobel Nonchalance og gik med Papirerne i Haanden hen til et andet Bord, idet han atter trak paa Skuldrene; „behag at se: her er en Hr. Skribent, en Student, det vil sige en forhenværende, han betaler ikke, udsteder Veksler, vil ikke flytte fra sin Bolig, bestandig Klager! … og saa bliver han fornærmet over, at jeg røger en Cigaret i hans Nærværelse! fører selv et lystigt Liv; gør Dem en Gang den Umage at se paa ham; saaledes ser den Slags Folk ud i deres yderst henrivende ydre Fremtræden!”
„Fattigdom er ingen Forbrydelse, min Ven … naa, jeg er iøvrigt med! Du er som Krudt, Du kan ikke lægge Baand paa Dig og er naturligvis paa en eller anden Maade bleven krænket af ham, og saa kunde Du ikke beherske Dig selv,” vedblev Nikodim Fomitsch og vendte sig elskværdigt til Raskolnikow. „Men det var urigtigt; jeg siger Dem, min Herre, at han er det elskværdigste Menneske i Verden, men som Krudt, som det bare Krudt! Futter, brænder af — og alt er forbi! Altsammen! Men Resultatet er — et Hjærte af Guld! Allerede i Regimentet kaldte de ham Løjtnant Krudt.”
„Og hvilket Regiment var det saa ikke!” udbrød Ilja Petrowitsch, meget tilfreds over, at hans Forfængelighed blev kildret, men endnu lidt surmulende.
Raskolnikow følte Trang til at sige dem alle noget behageligt.
„Jeg beder Dem, Hr. Kaptejn,” begyndte han utvungent, idet han pludselig vendte sig til Nikodim Fomitsch, „betænk min Stilling … Jeg skal med Glæde bede den Herre om Forladelse, hvis jeg skulde have fejlet. Jeg er en stakkels syg Student — nedtrykt af Fattigdom, og kun en forhenværende Student, da jeg nu ikke er i Stand til at fortjene mit Livsophold. Men jeg faar nok Penge … og saa skal jeg betale. Jeg har Moder og Søster i Guvernementet R … de vil nok sende mig Penge, og jeg vil betale. Min Værtinde er en god Kone, men hun er bleven saa vred, at hun ikke længer sender mig Mad, fordi jeg har mistet mine Timer og ikke har betalt hende i fire Maaneder … Jeg begriber ikke, hvad dette er for en Veksel! Hun forlanger nu Betaling af mig i Følge Veksel, men hvorledes skal jeg kunne betale, ja døm selv!…”
„Ja, men det kommer da ikke os ved…” begyndte Sekretæren.
„Jeg er ganske enig med Dem, men tillad mig dog at forklare Dem,” afbrød Raskolnikow ham, idet han stadig henvendte sig til Nikodim Fomitsch og om muligt ogsaa til Ilja Petrowitsch, skønt denne lod som om han rodede omkring i Papirerne og ringeagtede ham for meget til at skænke ham nogen Opmærksomhed; „tillad mig at bemærke, at jeg har boet hos hende i næsten tre Aar, lige siden min Ankomst fra Provinsen, og før … før … ja hvorfor skulde jeg nægte det, lige i Begyndelsen gav jeg hende det Løfte, at jeg skulde gifte mig med hendes Datter, et mundtligt Løfte, ganske frivilligt … Det var en kvik Pige … og forøvrigt syntes jeg godt om hende … skønt jeg ikke var forelsket i hende … med ét Ord, Ungdom; d. v. s. jeg mener, at den Gang gav Værtinden mig Kredit, udstrakt Kredit; jeg førte den Gang et saadant Liv … jeg var meget letsindig…”
„Man kræver slet ikke denne Fortrolighed af Dem, min Herre; vi har heller ikke Tid til sligt,” afbrød Ilja Petrowitsch ham grovt og højtideligt.
Men Raskolnikow var kommen i Aande og vedblev trods den Møje, det nu syntes at foraarsage ham:
„Men tillad mig, De vil da vel tillade mig, at jeg fremstiller Sagen fra min Side, saaledes som al Ting er gaaet for sig … skønt det kan være overflødigt at fortælle det, jeg er ganske enig med Dem. — For et Aar siden døde denne Pige af Tyfus, jeg derimod vedblev at bo til Leje dèr, og da Værtinden flyttede til sin nuværende Bolig, sagde hun venskabeligt til mig … at hun havde Tillid til mig … men om jeg ikke vilde udstede et Laanebevis til hende paa hundrede og femten Rubler, da jeg skyldte hende saa meget. Tillad mig, hun sagde udtrykkelig, at saasnart jeg havde underskrevet dette Papir, vilde hun kreditere mig saa meget det skulde være, og at hun aldrig, aldrig selv … det var hendes egne Ord … skulde gøre Brug af dette Papir, indtil jeg selv betalte hende … og nu, da jeg har mistet mine Elever, da jeg ikke véd, hvor jeg skal faa Mad fra, nu stævner hun mig … hvad skal jeg da sige til en saadan Behandlingsmaade?”
„Alle disse sentimentale Detailler vedkommer ikke os,” afbrød Ilja Petrowitsch kort. „De maa afgive en skriftlig Erklæring og Forpligtelse; om De var forelsket eller ikke, alle disse tragiske Floskler har vi ikke noget at gøre med.”
„Men De er ogsaa altfor haard,” brummede Nikodim Fomitsch og satte sig til Bordet for at underskrive Papirer. Han skammede sig formelig.
„Skriv altsaa,” sagde Sekretæren til Raskolnikow.
„Hvad skal jeg skrive?” spurgte denne.
„Jeg skal diktere Dem.”
Raskolnikow fik det Indtryk, at Sekretæren nu behandlede ham mere ringeagtende og affejende, siden han havde skriftet, — men besynderligt nok, det var ham nu fuldstændig ligegyldigt. Havde han kunnet tænke en Smule klart, vilde han vistnok have undret sig over, hvorledes det overhovedet havde været ham muligt at tale med disse Folk paa denne Maade og endog lægge sine Følelser blot for dem.
Hvorfra kom denne Sentimentalitet saa pludselig? Ja, selv om Stuen ikke havde været fuld af Politimænd, men af hans egne intimeste Venner, — nu vilde han sandsynligvis ikke have kunnet henvende et eneste fortroligt Ord til dem, en saadan Tomhed var der pludselig opstaaet i ham. En melankolsk Følelse af den mest pinende, uendelige Ensomhed og Forladthed fremstillede sig pludselig for hans Sjæl. Det var hverken en Følelse af Skam over at have spildt alle sine Hjærteudgydelser paa Ilja Petrowitsch, eller Følelsen af, at denne Løjtnant nu triumferede over ham, som paa engang foraarsagede denne Forandring. Hvad brød han sig vel nu om Skam, om Ærgærrighed, Løjtnanter, Gældsfordringer, Politikontorer osv.! Havde man nu dømt ham til Baalet, vilde han knapt have rørt sig, knapt hørt paa Dommen.
Noget ganske fremmed, nyt, uventet, som han aldrig havde kendt før, var pludselig opstaaet i hans Indre; det var ingen egenlig Erkendelse, — kun en klar, meget stærk Følelse af, at han ikke mere maatte komme med hverken saadanne sentimentale Udgydelser som før, eller overhovedet med nogensomhelst Slags Fortrolighed til disse Folk i Politikontoret, selv om her i Stedet for Politiofficerer stod lutter Brødre og Søstre.
Han havde aldrig nogensinde før havt en saa besynderlig, frygtelig Følelse; og det pinligste ved den var, at det her ikke galdt et klart Begreb, en Erkendelse, men en Følelse, som han endnu aldrig i hele sit Liv havde kendt noget pinligere.
Sekretæren begyndte at diktere ham efter Formularen for den i saadanne Tilfælde brugelige Erklæring: Jeg kan nu ikke betale, men lover at gøre det til den og den Termin, vil ikke fjærne mig fra Staden, vil ikke hverken sælge eller bortskænke osv.
„Men De kan jo ikke skrive, Pennen falder ud af Haanden paa Dem,” bemærkede Sekretæren og betragtede Raskolnikow opmærksomt; „er De syg?”
„Ja — jeg er svimmel!… diktér De bare videre!”
„Det er færdigt; underskriv!”
Sekretæren tog Papiret og gav sig i Lag med noget andet Arbejde.
Raskolnikow lagde Pennen bort, men i Stedet for at rejse sig og gaa, støttede han Albuerne paa Bordet og hvilede sit Hoved i Hænderne; det var, som om et Søm var slaaet ind i Hovedet.
En underlig Tanke foer gennem hans Hjærne: han vilde staa op straks, gaa hen til Nikodim Fomitsch og fortælle ham alt, hvad han havde gjort i Gaar, uden at fortie en eneste Enkelthed, — derefter faa ham med til sit Hjem, og vise ham Sagerne henne i Krogen bag Tapetet. Trangen til at gøre det var saa stærk, at han allerede havde rejst sig for at udføre det. Skulde jeg ikke i det mindste endnu overveje det et Minut? foer det ham dog gennem Hovedet. Nej, heller lade være at overveje, og dermed basta!
Men pludselig blev han staaende som fastnaglet. Nikodim Fomitsch talte ivrig med Ilja Petrowitsch, og han opfangede følgende Ord:
„Det er umuligt, man maa løslade dem begge to igen. For det første taler alt imod den stillede Formodning; ja døm bare selv: Hvorfor skulde de kalde paa Portneren, hvis de havde gjort det? For at angive sig selv? Eller af List? Nej, det var da altfor listigt igen! Og endelig, Studenten Pestrækow, ham saa begge Portnerne og en Kone, den Gang han gik ind i Porten; han gik sammen med tre Bekendte og skiltes fra dem lige ved Porten, hvorefter han spurgte Portneren efter Lejligheden, medens han endnu var sammen med sine Bekendte. Nu vil vil ingen være saa naragtig først at spørge efter Lejligheden, naar han har noget saadant for? Og Koch, — før han gik ind til den gamle, havde han siddet en halv Time hos Sølvarbejderen nedenunder, og han gik derop akkurat tre Kvarter til Otte. Sammenstil nu alt dette…”
„Men om Forladelse, hvoraf kommer da den Modsigelse: selv paastod de, at de har banket paa, og at Døren var lukket, — og tre Minuter efter, da de kommer derop med Portneren, finder de Døren aaben.”
„Forstaar De ikke det? Morderen sad naturligvis derinde og havde sat Krogen paa indenfor; De havde sikkert faaet Tag i ham, hvis Koch ikke havde begaaet den Dumhed ogsaa at gaa ned. Morderen har benyttet dette Øjeblik til at løbe ned og slippe forbi dem paa en eller anden Maade. Koch korser sig med begge Hænder og siger: „Var jeg bleven deroppe, saa havde han ogsaa slaaet mig ihjel med Øksen.” Han vil lade afholde en Takkebøn … ha, ha!”
„Og Morderen har ingen Mennesker set?”
„Hvorledes skulde det have gaaet til? Huset er en ren Noah's Ark,” bemærkede Sekretæren, der fra sin Plads havde siddet og hørt til.
„Det er klart, det er ganske klart!” gentog Nikodim Fomitsch ivrig.
„Nej, Sagen er alt andet end klar,” svarede Ilja Petrowitsch.
Raskolnikow tog sin Hat og gik henimod Døren, men kom ikke saa langt…
Da han atter besindede sig, saa han, at han sad paa en Stol; til højre understøttede nogen ham, og til venstre stod en anden med et Glas, der var fyldt med en gulagtig Vædske; foran ham stod Nikodim Fomitsch og saa opmærksomt paa ham. Raskolnikow vilde rejse sig.
„Hvad betyder dette, er De syg?” spurgte Nikodim Fomitsch temmelig skarpt.
„Allerede da han underskrev, kunde han knapt holde fast om Pennen,” bemærkede Sekretæren, idet han satte sig paa sin Plads og atter tog sine Papirer frem.
„Har De været syg længe?” spurgte Ilja Petrowitsch, som sad paa sin Plads og bladede i Papirer. Han havde ogsaa været henne og seet paa den Syge, medens denne var besvimet, men gik straks tilbage til sin Plads, da Raskolnikow kom til sig selv igen.
„Siden i Gaar…” stammede Raskolnikow.
„Gik De ud i Gaar?”
„Ja.”
„De var syg!”
„Ja.”
„Hvilket Klokkeslet?"
„Klokken otte om Aftenen.”
„Og hvorhen, om man tør spørge?”
„Paa Gaden.”
„Kort og tydeligt!”
Raskolnikow havde svaret skarpt og kort; han var kridhvid i Ansigtet, men slog ikke sine sorte, glødende Øjne ned for Ilja Petrowitsch's Blik.
„Han kan knap staa paa Benene, og Du…” forsøgte Nilodim Fomitsch at lægge ind.
„Gør ingen Ting!” … sagde Ilja Petrowitsch med særlig Betoning. Nikodim Fomitsch vilde endnu have sagt noget, men tav, da han saa Sekretærens Blik rettet paa sig. En almindelig Tavshed indtraadte pludselig; den var besynderlig.
„Naa, det er godt,” sluttede Ilja Petrowitsch, „vi skal ikke længer opholde Dem.”
Raskolnikow gik. Han kunde endnu høre, hvorledes Samtalen pludselig atter blev livlig, da han var gaaet, og at Nikodim Fomitsch's spørgende Stemme især lød højt fremfor de øvriges .... Først nede paa Gaden kom han helt til sig selv.
„De vil foretage en Husundersøgelse og det straks!” sagde han til sig selv og skyndte sig. „De Hallunker, de har faaet Mistanke!”
Og Angsten fra før greb ham paany.
- ↑ Nikodemus, Søn af Thomas.