Forbryderen/1/18

by Fjodor Dostojevskij

XVIII.

I dette Øjeblik aabnedes Døren sagte, og en Pige, der saa sig sky om, traadte ind. Alle stirrede forundrede og nysgærrige paa hende.

Raskolnikow kendte hende ikke straks ved første Blik. Det var Sofia Semjonowna Marmeladowa.

I Gaar havde han for første Gang set hende, men i et saadant Øjeblik, i en saadan Omgivelse og i et saadant Kostyme, at Billedet af en hel anden Person havde indpræget sig i hans Erindring.

Nu var det en tarveligt klædt Pige, endnu meget ung, næsten et Barn, med beskedne og anstændige Manerer og et klart men noget forskræmt Ansigt. Hun havde en meget tarveligt Klædning af Kattun paa og paa Hovedet en gammel Hat af ældre Mode; kun Parasollen var den samme som Dagen i Forvejen.

Da hun uventet saa Stuen fuld af Folk, blev hun ikke alene forlegen, men tabte endog Fatningen. Hun blev forsagt som et Barn og gjorde en Bevægelse for at gaa igen.

„Aa … er det Dem?…” sagde Raskolnikow meget forbavset og blev pludselig selv forlegen.

Det faldt ham ind, at Moderen og Søsteren efter Lushins Brev allerede vidste noget om en vis Pige „af almen kendt Opførsel”. For et Øjeblik siden havde han protesteret mod Lushins Bagvaskelse og nævnt, at han havde set denne Pige for første Gang, og nu traadte hun pludselig selv ind.

Han tænkte ogsaa paa, at han ikke havde protesteret mod Udtrykket „af almen kendt Opførsel”.

Alt dette foer ham lynsnart og uklart gennem Hovedet.

Da han imidlertid saa nøjere paa hende mærkede han straks, at dette stakkels Væsen stod der saa sønderknust og elendig; da hun derfor gjorde en Bevægelse for frygtsom at fjærne sig — følte han Medlidenhed med hende.

„Jeg ventede Dem slet ikke,” sagde han hurtigt og holdt hende tilbage med sit Blik. „Sæt Dem dog, vær saa god. De kommer vist med nogen Besked fra Katerina Iwanowna. Nej, ikke herhen: jeg beder Dem om at sætte Dem der henne.”

Da Sofia kom ind, rejste Rasumichin, der sad paa en af de tre Stole tæt ind til Bordet, sig for at gøre Plads for hende.

Først vilde Raskolnikow anvise hende det Sofahjørne, hvor Sossimow havde siddet, men han kom hurtigt i Tanker om, at denne Sofa, der tjente ham til Seng, dog var for familiær; han anviste hende altsaa Rasumichins Stol.

„Sæt Du Dig herhen,” sagde han til Rasumichin, idet han anviste ham Pladsen i Sofahjørnet, hvor Sossimow havde siddet.

Næsten skælvende af Angst satte Sofia sig og saa frygtsomt paa begge Damerne. Man saa paa hende, at det var hende selv ufatteligt, hvorledes hun havde kunnet sætte sig ned. Da dette faldt hende ind, blev hun saa bange, at hun atter rejste sig og aldeles forvirret vendte sig til Raskolnikow.

„Jeg … jeg … bare for et Øjeblik … undskyld, at jeg forstyrrer,” begyndte hun stammende, „jeg kommer fra Katerina Iwanowna, hun havde ingen anden at sende … Katerina Iwanowna sagde, at jeg skulde bede Dem saa meget, om De vilde komme i Morgen tidlig til Messen, til Sjælemesse, og saa … til os … til Begravelsen, hvis De vilde vise hende den Ære … skulde jeg bede.”

„Jeg skal gøre alt muligt for at komme … ganske bestemt,” svarede Raskolnikow, der ogsaa havde rejst sig og heller ikke kunde fuldende Sætningen, „… sæt Dem dog,” sagde han derpaa, „jeg maa tale med Dem. Værsgod … De har da ikke saadan Hast?… bare et Par Minuter.”

Og han rykkede Stolen hen mod hende.

Sofia satte sig, saa atter sky og forlegen paa de to Damer, og sænkede saa sit Blik.

Raskolnikows blege Ansigt flammede op; han var som forvandlet, hans Øjne lyste.

„Moder,” sagde han fast og beslutsomt, „det er Sofia Semjonowna Marmeladowa, Datter af den ulykkelige Hr. Marmeladow, som jeg i Gaar saa blev overkørt, og som jeg har fortalt Dig om.”

Pulcheria Alexandrowna saa hen paa Sofia og blinkede en Smule med Øjnene. Trods sin Uro for Rodjas faste og udfordrende Tone, kunde hun ikke nægte sig den Tilfredsstillelse.

Dnnetschka saa den stakkels Pige alvorligt og stivt i Ansigtet og betragtede hende forundret.

Sofia slog ved denne Præsentation atter Øjnene op, men blev endnu mere forvirret.

„Jeg vilde spørge Dem”, vendte Raskolnikow sig til hende, „hvorledes alt er blevet ordnet hjemme hos Eder. Har man gjort Dem nogen Ulejlighed — Politiet for Eksempel?”

„Nej, det gik godt altsammen … det var jo saa tydeligt … Dødsaarsagen; vi fik Lov at være i Ro, og kun de andre Lejere, Naboerne, er vrede.”

„Hvorfor?”

„Fordi Liget bliver der saa længe … det er varmt nu, Uddunstningen … i Aften maa det flyttes til Kirkegaarden, til Kapellet … til i Morgen. Katerina Iwanowna vilde først ikke vide noget af det, men nu indser hun selv, at det ikke kan gaa paa anden Maade…”

„Altsaa i Dag?"

„Hun beder Dem vise os den Ære at komme i Morgen til Sjælemesse i Kirken og derfra hjem til os til Gravøl.”

„Hun vil altsaa holde Gravøl!”

„Ja, bare koldt Køkken; hun bad mig takke Dem saa meget, for at De hjalp os i Gaar … uden Dem havde vi ikke haft noget til Begravelsen.” Læberne og Hagen bevægede sig krampagtigt, men hun beherskede sig og slog atter Øjnene til Jorden.

Under Samtalen betragtede Raskolnikow hende opmærksomt.

Det var et magert, elendigt og blegt Ansigt, temmeligt uregelmæssigt og spist, med en lille spids Næse og lignende Hage. Man kunde ikke en Gang kalde hende net, men hendes blaa Øjne var saa klare, og naar hun blev livlig var Ansigtsudtrykket saa godmodigt og trohjærtigt, at man uvilkaarlig følte sig tiltrukken.

I hendes Ansigt, i hendes hele Figur, var der forøvrigt endnu et særlig karakteristisk Træk; trods sine atten Aar syntes hun næsten endnu at være Barn, og derved kom af og til nogle af hendes Bevægelser til at se lidt komiske ud.

„Har da Katerina Iwanowna med saa smaa Midler kunnet indrette sig, saa hun endogsaa vil holde Gravøl?” spurgte Raskolnikow, der vedholdende vilde fortsætte Samtalen.

„Ligkisten bliver jo simpel … saa simpelt som muligt, saa det ikke bliver dyrt … vi har paa Forhaand regnet det ud med Katerina Iwanowna; der bliver endda lidt tilovers til Gravøl. Katerina Iwanowna lægger saa stor Vægt paa det. Man kan da ikke … det er hende en Trøst … hun er nu en Gang saadan, det véd De nok.”

„Jeg forstaar det … begribeligt!… Hvorfor ser De saadan paa mit Værelse? Moder siger ogsaa, at det ligner en Ligkiste.”

„De gav os vist i Gaar alt hvad De havde!” sagde pludselig Sofia, hurtigt og sagte, og slog skyndsomt Øjnene ned igen; men hendes Læber og Hage skælvede atter. Hun var allerede forlængst bleven berørt af de tarvelige Omgivelser hos Raskolnikow, og disse Ord undslap hende uvilkaarligt.

Der indtraadte et Øjebliks Tavshed; Dunetschkas Øjne blev venligere og Pulcheria Alexandrowna saa næsten mildt paa Sofia.

„Rodja,” sagde hun og rejste sig, „… vi spiser naturligvis til Middagsammen. Kom Dunetschka … men Du, Rodja, skulde spadsere lidt og derefter hvile Dig, lægge Dig lidt, saa kan Du siden komme til os; jeg er bange for, at vi har gjort Dig træt.”

„Ja, ja, jeg skal komme,” svarede han og rejste sig. „… Jeg har ellers en Forretning …”

„Du vil da ikke spise alene?” raabte Rasumichin og saa forbavset paa Raskolnikow, „det kan da ikke falde Dig ind?”

„Jo, jo, jeg skal komme, naturligvis … Bliv Du her. Du behøver ham dog ikke straks, Moder, eller…?”

„Ak nej, nej! Og De, Dmitrij Prokofjitsch, De kommer vel ogsaa hjem til os til Middag, gør os den Fornøjelse!”

Rasumichin bukkede og straalede. Alle blev forlegne et Øjeblik.

„Adjø, Rodja, det vil sige: paa Gensyn; jeg holder ikke af dette „Adjø”. Adjø, Nastasia… ak, der siger jeg jo igen Adjø!”

Pulcheria Alexandrowna vilde ogsaa tage Afsked med Sofia, men det synes ikke at ville lykkes hende, og hun forlod hurtig Værelset.

Men Awdotja Romanowna ventede, til Turen kom til hende, og da hun fulgte efter Moderen, hilste hun opmærksomt, høfligt og udtryksfuldt paa Sofia.

Sofia blev forlegen, hilste hastigt og ængsteligt, og en næsten smærtelig Følelse prægede sig i hendes Ansigt, som om Awdotja Romanownas Høflighed og Opmærksomhed var hende pinlig og besværlig.

„Farvel, Dunja!” raabte Raskolnikow efter hende. „Ræk mig dog Haanden!”

„Jeg gav Dig den jo, har Du glemt det?” svarede Dunja og vendte sig venligt om.

„Naa, hvad gør det; ræk mig den en Gang til.”

Og han trykkede hendes smaa Fingre fast sammen.

Dunetschka smilte til ham, blev rød og rev sin Haand ud af hans for at følge efter Moderen; ogsaa hun følte sig lykkelig.

„Nuvel!” sagde han, idet han vendte sig til Sofia og saa oprømt paa hende, „lad os ønske de Døde den evige Salighed og de Levende skal leve! Ikke sandt? Saaledes er det dog!”

Sofia betragtede forundret den pludselige Oprømthed over hans Ansigt; han saa et Øjeblik gennemtrængende og tavs paa Hende; hendes afdøde Faders Beretning om hendes Skæbne sysselsatte hans Tanker.

^* _* ^*

„Min Gud! Dunetschka,” begyndte Pulcheria Alexandrowna straks, da de var komne ned paa Gaden, „nu er jeg ordentlig glad, at vi er borte igen; jeg synes næsten, jeg føler mig lettere. Det havde jeg ikke drømt om i Waggonen i Gaar, at dette skulde glæde mig?”

„Jeg gentager det, Moder, han er endnu meget syg. Ser Du det da ikke? Maaske er hans Helbred ødelagt af Bekymring for os. Bare lidt Overbærenhed, og meget, meget kan tilgives.”

„Men Du har dog ikke selv været overbærende,” afbrød Moderen ivrig, „véd Du, Dunja, da jeg saadan saa paa eder begge, fandt jeg, at Du fuldstændig ligner ham, ikke saa meget i det ydre, men mere i Temperament: I er begge Melankolikere, begge mørke og opfarende, begge stolte og begge højhjærtede … Det er dog utænkeligt, at han skulde være en Egoist, Dunetschka, hvad?… Men naar jeg tænker paa i Aften, paa det, der endnu forestaar, saa krymper Hjærtet sig sammen paa mig.”

„Vær ikke urolig, Moder; det, som skal ske, det sker.”

„Men Dunetschka, betænk dog i hvilken Stilling vi nu befinder os. Sæt nu, at Peter Petrowitsch skulde sige sig løs fra os?” sagde den stakkels Pulcheria Alexandrowna pludselig uden Overlæg.

„Og hvad tabte vi saa med ham?” svarede Dunetschka skarpt og foragteligt.

„Men det var for Resten godt, at vi gik nu,” afbrød Pulcheria Alexandrowna hende hurtigt, „han skulde skynde sig et Sted hen; lad ham bare gaa ud og trække frisk Luft … der er saa kvalmt hos ham … men hvor skal man egenlig kunne indaande Luft her? Gaderne her i Byen er jo som Stuer, der ikke kan luftes ud. Herre Gud, hvad er det for en By! Vent dog lidt, gaa en Smule afvejen, de løber Dig jo overende; der bærer de et Fortepiano … hvor de puffet til Folk her!… Denne Pige er jeg ogsaa meget bange for…”

„Hvilken Pige, Moder?”

„Denne Sofia Ssemjonowna, som var der.”

„Hvorfor?”

„Det er saadan en Anelse, Dunja. Du maa nu tro det eller ikke, da hun kom ind, kom jeg straks paa den Tanke, at dér, hos hende, skal vi søge Hovedsagen.”

„Nej, vi skal slet ikke søge noget dér,” raabte Dunja ærgerlig, „Du er mærkværdig med dine Anelser, Moder! Han stiftede først hendes Bekendtskab i Gaar, og nu genkendte han hende ikke engang, da hun kom ind.”

„Ja, ja, Du skal faa at se!… Hun gør mig urolig, pas paa, Du skal faa at se! Jeg var ligefrem bange, da hun saa saadan paa mig med disse Øjne; jeg kunde knapt nok blive siddende rolig, forsikrer jeg Dig, den Gang han forestillede hende for os. Og det er mig ogsaa saa paafaldende — Peter Petrowitsch skriver om hende paa en saadan Maade … og Rodja forestiller hende for os, og det endog for Dig? Han maa altsaa dog sætte Pris paa hende?”

„Der siges og skrives saa meget! Om os blev der ogsaa skrevet og sagt meget, men maaske Du har glemt det? Jeg for min Del er overbevist om, at hun … er en god Pige … og alt andet er noget Snak!”

„Jeg vilde ønske, det var saa vel!”

„Peter Petrowitsch er en Rænkesmed og en Nar til at løbe omkring med Snak…” plumpede det pludselig ud af Dunja.

Pulcheria Alexandrowna saa paa sin Datter, men svarede intet. Samtalen standsede af sig selv.

^* _* ^*

„Hør engang, der er en Sag, som jeg …” sagde Raskolnikow og førte Nasumichin hen til Vinduet.

„Jeg kan altsaa sige til Katerina Iwanowna, at De kommer…” sagde Sofia hastigt og vilde fjærne sig.

„Jeg skal straks være til Tjeneste, Sofia Ssemjonowna, vi har ingen Hemmeligheder, De forstyrrer os ikke … jeg vilde gærne tale et Par Orde med Dem … Altsaa,” vendte han sig atter til Rasumichin, „… Du kender jo denne … hvad er det nu han hedder … Porphyrius Petrowitch?”

„Det forstaar sig, vi er jo i Familie! Hvorfor det?” tilføjede han nysgærrig og ivrig.

„Jo, angaaende denne Affære … om dette Mord … i Gaar talte I jo om det.”

„Ja!… naa, og …?” stammede Rasumichin, idet han pludselig gav sig til at stirre paa Raskolnikow.

„Han har forhørt Pantelaaneren; jeg har ogsaa Panter der, vistnok Ubetydeligheder, men dog værdifulde for mig; en Ring fra min Søster, som hun gav mig som Erindring ved Afskeden, og et Sølvuhr, som er efter Fader. Det hele er vel til fem eller seks Rublers Værdi. Hvad skal jeg nu gøre? Jeg ønsker ikke at miste Sagerne, især ikke Uhret. Jeg var før bange for, at Moder skulde spørge efter det, da Talen kom paa Dunetschkas Uhr. Det er det eneste, som jeg har arvet efter Fader. Hun bliver syg, dersom det bliver borte! Du véd jo — hvorledes Kvinderne er! Altsaa, hvad skal man gøre? Giv mig et Raad! Jeg ved nok, at der maa gøres en Anmeldelse paa Politikammeret, men var det ikke bedst at vende sig direkte til Porphyrius! Hvad mener Du! Jeg vilde gærne have Sagen afgjort saa hurtigt som muligt. Du skal se, at Moder spørger efter Uhret ved Middagsbordet.”

„Du skal paa ingen Maade gaa til Politikammeret, men direkte til Porphyrius!” raabte Rasumichin med særlig spændt Interesse. Naa, men hvor jeg er glad! Hvorfor skal vi vente, lad os gaa derhen straks, det er bare et Par Skridt herfra; vi træffer ham sikkert!”

„For mig gærne … kom…”

„Og han vil glæde sig meget, ja meget, meget over at gøre dit Bekendtskab. Jeg har fortalt ham adskilligt om Dig, til forskellige Tider … sidst i Gaar. Lad os altsaa gaa! De kendte altsaa den Gamle? ja saa! Men det gaar jo fortræffeligt nu! … Ak ja … Sofia Iwanowna…”

„Sofia Ssemjonowna,” berigtigede Raskolnikow. „Sofia Ssemjonowna,” ser De, det er min Ven Rasumichin, et godt Menneske…”

„Hvis De vil gaa nu…” begyndte Sofia atter, uden at se paa Rasumichin, og blev endnu mere forlegen.

„Ja, lad os altsaa gaa!” sagde Raskolnikow, „jeg skal endnu i Dag komme hen til Dem, Sofia Ssemjonowna, sig mig bare, hvor De bor.”

Han undlod at se paa hende og syntes at have Hastværk.

Sofia nævnte sin Adresse og rødmede. De fulgtes derpaa ad.

„Skal Du ikke lukke Døren?” spurgte Rasumichin, da han fulgte efter dem ned ad Trappen.

„Aldrig!… i hele to Aar er jeg ikke naaet saa vidt at faa købt mig en Laas. Lykkelige Mennesker, som ikke har noget at laase af for; sagde han, idet han leende vendte sig om til Sofia.

De blev staaende i Porten.

„Deres Vej gaar tilhøjre, Sofia Ssemjonawna. Men hvordan fandt De mig?” spurgte han. Det syntes imidlertid som om han havde noget ganske andet paa Hjærte. Han vilde saa gærne endnu en Gang se ind i hendes klare, rolige Øjne, men det vilde aldrig rigtig lykkes for ham.

„De opgav jo i Gaar Deres Adresse til Poletschka!”

„Polja, ak ja, Poletschka! Den lille … det er jo Deres Søster? Rigtig, til hende sagde jeg altsaa, hvor jeg boede?”

„Har De glemt det?”

„Nej nu husker jeg det.”

„Jeg har hørt Tale om Dem før … jeg vidste kun ikke Deres Navn … Fader fortalte os … men han vidste heller ikke Navnet … da jeg nu i Gaar fik Deres Navn at vide saa spurgte jeg i Dag, bor Hr. Raskolnikow her? Jeg vidste ikke, at De ogsaa bor til Leje … ja, Farvel, da saa siger jeg til Katarina Iwanowna…”

Hun var meget glad over endelig at slippe bort, og for hurtigere at komme ud af Syne, skyndte hun sig med nedslagne Øjne den korte Vej til næste Hjørne, for derefter, ubemærket af enhver, at tænke efter, at erindre sig det oplevede; tænke efter hvert talt Ord og genkalde i Erindringen enhver Omstændighed.

Aldrig, endnu aldrig havde hun havt en lignende Følelse. En helt ny Verden var ubevidst gaaet op i hendes Sjæl.

Pludselig faldt det hende ind, at Raskolnikow i Dag selv vilde komme hen til hende, maaske kom han allerede i Løbet af Formiddagen, ja maaske straks.

„Bare ikke i Dag, nej, nej, bare ikke i Dag!” stammede hun med beklemt Hjærte, som om hun bønfaldt nogen som et ængsteligt Barn. Herre Gud, han vil besøge mig … i den Lejlighed … O Gud!”

Hun lagde I dette Øjebliks Stemning ikke Mærke til en fremmed Herre, der ivrig forfulgte hende, og som havde fulgt hende i Hælene lige fra det Øjeblik, hun gik ud af Porten

Samtidig med, at de alle tre stod paa Fortovet, var denne Forbigaaende faret sammen, da han hørte Sofias Ord: „og spurgte, bor Hr. Raskolnikow her,” og han vendte sig for at betragte dem alle, men især Raskolnikow, til hvem Sofia havde rettet sine Ord; derpaa saa han paa Huset og mærkede sig det.

Alt dette skete i et Nu, i forbigaaende, og den Ubekendte gik videre, uden at nogen lagde særlig Mærke til ham, men hans Skridt blev langsommere, og der var noget lurende i hans Bevægelser.

Han ventede paa Sofia, da han saa, at hun tog Afsked, og formodede, at hun vilde gaa hjem.

Hvor mon hun gaar hen? jeg har dog set dette Ansigt før, tænkte han og grundede; det maa jeg dog se at faa at vide.

Da han var kommen til Hjørnet, gik han over paa den anden Side af Gaden, vendte sig om og gaa, at Sofia uden at mærke noget fulgte efter ham.

Han slap hende ikke af Syne, gik atter over paa den samme Side som hende, og indrettede det til sidst saaledes, at han fulgte hende i fire-fem Skridts Afstand.

Det var en Mand paa omtrent halvtrede Aar, over Middelstørrelse, kraftig, med brede Skuldre og en noget kejtet Holdning. Han var elegant klædt uden at være lapset, og saa ud som en solid, velstaaende Herre.

Sin smukke Spadserestok stødte han ved hvert Skridt mod Fortovet, hans Handsker var nye og hans bredtknoklede Ansigt ikke ubehageligt; Ansigtsfarven var frisk, ikke petersburgsk.

Det tætte Haar var helt blondt, kun med et svagt Anstrøg af graat, og det brede, tætte Streg var lysere end Hovedhaaret.

Øjnene var blaa og havde et koldt Blik, stivt eftertænksomt.

Overhovedet syntes han at være en meget vel konserveret Herre, der saa meget yngre ud, end han virkelig var.

Da Sofia var kommen til Kanalen, befandt de to sig alene paa Fortovet. Han kunde iagttage hendes Grublen og Adspredthed.

Ankommen til Huset vendte Sofia sig mod Trappen tilhøjre paa Gaarden i Hjørnet.

„Ah ha! — mumlede den Ubekendte og steg opad Trappen efter hende.

Nu først bemærkede Sofia ham. Hun gik op til tredje Etage og ringede paa ved Nr. 9, hvor der paa Døren stod skrevet med Kridt: Kapernaumow, Skræder.

„Ah ha! — gentog den Ubekendte forundret over det ejendommelige Sammentræf, og han ringede paa ved Siden af paa Nr. 8. De to Døre var omtrent seks Skridt fra hinanden.

„De bor hos Kapernaumow?” spurgte han Sofia smilende; „han syede en Vest om for mig i Gaar. Jeg bor her ved Siden af hos Madam Røslich, Gertrude Karlowna … hvor det er et ejendommeligt Træf!”

Sofia saa opmærksomt paa ham.

„Vi er altsaa Naboer”, vedblev han muntert, „jeg har ikke været mere end tre Dage i Byen. Naa, paa Gensyn indtil videre!”

Sofia svarede ikke; Døren blev aabnet og hun smuttede ind i sit Værelse.

Paa Vejen til Porphyrius var Rasumichin ganske usædvanlig oprømt.

„Det er prægtigt, Broder,” gentog han nogle Gange, „jeg glæder mig! Jeg er glad!”

Hvad er det egentlig Du er glad over? tænkte Raskolnikow.

„Jeg vidste jo slet ingen Ting om, at Du ogsaa havde pantsat noget hos den gamle. Er det da længe siden Du sidst var hos hende?”

Hvad er det for en naiv, enfoldig Fyr! tænkte Raskolnikow.

„Hvornaar jeg var der? …” Raskolnikow blev staaende og syntes at tænke efter; „ja rigtig … saadan en tre Dage før hendes Død, tror jeg. For Resten, nu kan jeg ikke indløse Sagerne,” tilføjede han hurtigt og ligesom bekymret for Tingene, „nu har jeg desværre kun en Rubel tilovers … det kan jeg takke det fordømte Feberanfald i Gaar for!…”

Feberanfald nævnte han med særlig Betoning.

„Naa ja, ja!” mente Rasumichin, „altfaa derfor var det, Du den Gang blev … saa ilde berørt! … Ved Du, at Du under Feberen altid talte om Ringe og Kæder? Nu er alt forstaaeligt og klart.”

Aha! altsaa denne Tanke havde dog listet sig ind hos ham! Dette Menneske dér, han vilde lade sig korsfæste for mig, og dog er han nu glad, at alt er opklaret. At jeg fantaserede om Ringe og sligt, det har altsaa gjort dem bekymrede!

„Mon vi ogsaa træffer ham ?” spurgte han højt.

„Ganske vist, ganske vist,” sagde Rasumichin, „det er en prægtig Fyr, Broder, det skal Du faa at se! Lidt stiv, det vil sige ikke i Omgang — jeg mener stiv paa anden Maade. For Resten en flink Fyr, alt andet end dum, han har bare saadan en ganske ejendommelig Tankegang … Han er meget mistroisk, en Skeptiker, en Kyniker … han vil gærne dominere andre, det vil sige ikke netop dominere, men mere saadan trække dem om ved Næsen … men sin Affære, den forstaar han grundigt .. I Fjor opdagede han et Mord, det var et Tilfælde, hvor næsten alle Spor var tabte! Han ønsker meget at gøre dit Bekendtskab.”

„Hvorfor det?”

„Det vil sige, ikke netop at … ser Du, i den sidste Tid, siden Du blev syg, har det ofte truffet sig saa, at jeg har nævnt Dig … naa, og da fik han saa meget at høre om Dig … og da han saa fik at vide, at dine Forhold ikke tillod Dig at fuldende dine juridiske Studier, saa sagde han: Hvilken Skade! Deraf sluttede jeg … det vil sige af alt tilsammen, ikke det alene … endnu i Gaar sagde Sametow … véd Du, Rodja, hvad jeg fortalte Dig i Gaar i Fuldskab, da vi gik hjem … jeg er nemlig fælt bange for, at Du kunde tænke Gud véd hvad, ser Du…”

„Hvad mener Du? At de tager mig for forrykt? Maaske de har Ret.”

Han lo tvungent.

„Ja, ja … fy! det vil sige … naa, jeg vrøvlede om det og om alt andet, det var bare noget Vaas og en Følge af min Omtaagethed.”

„Hvorfor undskylder Du Dig egentlig? Naar Du vidste, hvor det er mig imod!” raabte Raskolnikow med overdreven Ømfindtlighed. Han forstillede sig iøvrigt en Smule.

„Jeg véd det, jeg begriber. Jeg forsikrer Dig, at jeg begriber det. Det er virkelig en Skam at tale saadan…”

„Naa, naar det altsaa er en Skam, saa tal heller ikke mere om det!”

Begge tav.

Rasumichin var for Resten fornøjet; Raskolnikow følte det og følte Væmmelse; hvad Rasumischin netop havde fortalt om Porphyrius foruroligede ham.

Hos ham maa man ogsaa beklage sig, og det saa naturligt som muligt, — hans Hjærte bankede, og han var bleg. — Aller naturligst var det, naar man slet ikke behøvede at udtale sig: haardnakket undgaa alt … nej, haardnakket vilde ikke være naturligt … naa, lad det komme som det vil … vi faar at se … nu just … mon det er rigtigt, at jeg gaar derhen? Flyver jeg ikke som en Møl i Lyset? Hvor Hjærtet banker — det er heller ikke heldigt!

„I det graa Hus derhenne bor han,” sagde Rasumichin.

Det vigtigste er, om Porphyrius véd, at jeg i Gaar var i denne Heks Bolig … og at jeg talte om Blod? Det maa jeg se at faa Underretning om straks, straks ved det første Ord, naar jeg kommer ind; jeg maa læse det i hans Ansigt, ellers … og skulde det end styrte mig — jeg vil vide det!

„Véd Du hvad,” sagde han pludselig til Rasumichin med et skælmsk Smil, „hør nu, kære Ven, siden i Morges har jeg mærket, at Du er saa mærkværdigt urolig. Ikke sandt?”

„Hvad for noget, urolig? Aldeles ikke, jeg er slet ikke urolig.” Rasumichin foer sammen.

„Jovist, Broder, jovist; det er tydeligt at mærke paa Dig. Du sad før paa Stolen saaledes, som Du aldrig plejer at sidde, helt ud paa Kanten, og Du rystede hele Tiden, som om Du havde Krampe. — Somme Tider sprang Du op uden Aarsag, snart var dit Ansigt mørkt, snart igen saa sødt som det reneste Kandissukker. Du blev endog saa rød … især da Du blev buden til Middag, da blev Du forfærdelig rød!”

„Hvilken Snak; Du lyver!… Hvad er det egentlig, Du mener?”

„Naa, hvorfor vender og drejer Du Dig som en Skoledreng? Fy for Fanden! Se, nu er han rød igen.”

„Du er da et rigtigt Bæst!”

„Ja, men hvorfor bliver Du egentlig saa forlegen?… Romeo! Vent bare, jeg skal nok fortælle det i Løbet af Dagen, kan Du tro, ha, ha, ha! Saa faar jeg Moder til at le … og endnu en…”

„Hør nu, saa hør da, men det er nu for fuldt Alvor … det er jo … Ja, hvad Fanden skal dette betyde!” Rasumichin blev ganske konfus, og det krøb i ham af Skræk. „Hvad er det, Du vil fortælle Zi3snr?' Jeg, min Ven … Fy, hvad Du er for et Asen.”

„Naar Du vidste, hvor det klæder Dig godt! En Romeo in folio! Og hvor renvasket Du er i Dag, endogsaa Neglene er pudsede, ikke sandt? Naar har det været Tilfældet! Ved Gud! Du har endogsaa Pomade i Haaret, tror jeg? Buk Dig lidt ned, saa jeg kan se!”

„Din Svinehund!”

Raskolnikow lo i den Grad, at det syntes, som om han ikke kunde holde det ud for Latter, og saaledes traadte han ind i Porphyrius Petrowitsch's Bolig.

Han gjorde dette med Hensigt; inde i Stuen kunde man høre, at han kom leende ind, og at han endnu lo ude i Entreen.

„Ikke et Ord her, eller jeg … knuser Dig!” hviskede Rasumichin og greb Raskolnikow rasende i Skulderen.

---