Forbryderen/1/15
XV.
Raskolnikow satte sig oprejst i Sofaen.
Han vinkede mat ad Rasumichin, og bad ham om at afbryde den Strøm af ivrige og usammenhængende Trøsteord, som han rettede til Moder og Søster, og saa tog han begges Hænder i sine og saa inderlig snart paa den ene, snart paa den anden.
Moderen forskrækkedes ved hans Blik. Der lyste i dette ikke alene en dyb Lidelse, men samtidig ogsaa noget vildt, ja næsten vanvittigt.
Pulcheria Aleksandrowna begyndte at græde.
Awdotja Romanowna var bleg, hendes Haand rystede i Broderens.
„Gaa hjem … med ham,” fik han frem med svag, skælvende Stemme, idet han hentydede til Rasumichin, … „til i Morgen … i Morgen tales vi ved om al Ting … Er det længe siden i kom?”
„Nu i Aften, Rodja,” svarede Pulcheria Aleksandrowna, „Toget var forsinket. Men, Rodja, nu gaar jeg ikke for nogen Pris fra Dig! Jeg bliver her i Nat —”
„Plag mig ikke!” sagde han lidt hæftigt og idet han afværgede med Haanden.
„Jeg skal blive hos ham!” raabte Rasumichin, „jeg skal ikke forlade ham et Minut; … Fanden i Vold med dem der hjemme hos mig, lad dem ærgre sig saa meget de vil. Min Onkel kan være Vært der.”
„Hvorledes skal jeg takke Dem!” begyndte Pulcheria Aleksandrowna atter og trykkede Rasumichins Haand, men Raskolnikow afbrød hende igen:
„Jeg kan ikke, jeg kan ikke!” gentog han hæftigt, — „plag mig ikke! Det er nok, gaa nu … jeg kan ikke mer!”
„Kom, Moder, lad os da bare gaa ud af Stuen et Minut,” hviskede Dunja forskrækket, „vi dræber ham jo, Du ser det!”
„Skal jeg da ikke en Gang have Lov at se paa ham nu, efter tre lange Aars Forløb,” begyndte atter Pulcheria Aleksandrowna grædende.
„Vent lidt!” afbrød Raskolnikow dem, „I gør mine Tanker forvirrede, jeg bliver ganske forstyrret … har I set Lushin?”
„Nej, Rodja, men han er allerede underrettet om vor Ankomst. Vi har hørt, Rodja, at Peter Petrowitsch var saa god at besøge Dig i Dag,” tilføjede Pulcheria Aleksandrowna sky.
„Ja … han var saa god … Dunja, jeg har sagt til Lushin, at jeg vilde kaste ham ned ad Trapperne … og at han kunde godt gaa Fanden i Vold…”
„Rodja, hvad har Du gjort! Du har vist … Du mener da vel ikke…” begyndte Pulcheria Aleksandrowna forskrækket, men holdt inde, idet hun kastede et Blik paa Dunja.
Awdotja Romanowna saa opmærksomt paa Broderen og ventede paa, hvad han mere havde at sige.
De havde allerede af Nastasia hørt det om Raskolnikows og Lushins Trætte, som hun havde forstaaet og kunde gengive; de led frygteligt under denne Uvished og Venten.
„Dunja,” vedblev Raskolnikow med Anstrængelse, „jeg ønsker ikke dette Giftermaal, og derfor maa Du, allerede i Morgen, naar Du taler med Lushin, afvise ham, jeg vil ikke mere se og høre tale om ham!”
„For Guds Skyld!” skreg Pulcheria Aleksandrowna.
„Kære Broder, betænk dog hvad Du siger!” begyndte Awdotja Romanowna opfarende, men fattede sig straks, Du er ikke nu i Stand til … Du er saa træt,” sagde hun blidt.
„Du mener, at jeg fantaserer? nej … Du gifter Dig med Lushin bare for min Skyld; men jeg vil ikke modtage noget Offer. Og derfor skriver Du i Morgen et Opsigelsesbrev til ham … i Morgen tidlig lader Du mig læse det, og dermed Basta!”
„Det kan jeg ikke!” raabte hun fornærmet, „med hvad Ret…”
„Dunetschka, Du er altfor hæftig, hold op!.. i Morgen … ser Du da ikke…” sagde Moderen forskrækket og tyssede paa Dunja. „Ak, lad os heller gaa.”
„Han fantaserer,” sagde den ikke ganske ædru Rasumichin, „hvorledes skulde han ellers vove!… I Morgen er alt dette Vaas fordunstet … men i Dag jagede han ham virkelig bort, det er sandt. Naa, og den anden blev ærgerlig … han gav sig min Salighed til at holde Taler her, at udkramme sin Visdom; men saa maatte han trække sig tilbage med Halen mellem Benene.”
„Altsaa er det dog sandt?” raabte Pulcheria Aleksandrowna.
„I Morgen, Broder,” sagde Dunja medlidende, „kom nu Moder … Farvel Rodja!”
„Hører Du, Søster,” raabte Raskolnikow efter hende, idet han samlede sine sidste Kræfter — „jeg taler ikke i Feber, dette Giftermaal — er en Gemenhed. Selv om ogsaa jeg er en Usling, saa skal dog ikke Du … en af os … og om jeg end er en Usling, saa vil jeg dog ikke anerkende en saadan for min Søster. Enten jeg eller Lushin!… Gaa nu…”
„Er Du bleven aldeles forrykt, din Tyran!” brølede Rasumichin; men Raskolnikow svarede ikke mere, eller hans Kræfter var maaske udtømte.
Han lagde sig paa Sofaen og drejede sig aldeles udmattet om mod Væggen.
Awdotja Romanowna saa opmærksomt paa Rasumichin; hendes sorte Øjne funklede; Rasumichin fo'r sammen ved dette Blik.
Pulcheria Alekaandrowna stod der som truffen af et Slag.
„Jeg kan ikke paa nogen Maade gaa!” hviskede hun fortvivlet til Rasumichin — „jeg bliver her — hvorsomhelst — Følg De med Dunja.”
„I saa Fald ødelægger De det Hele!” hviskede denne i største Bevægelse — „lad os i det mindste gaa ud paa Trappen; Nastasia, lys os ned. Jeg sværger Dem til,” vedblev han hviskende da de allerede var ude paa Trappen, „at han før nær havde pryglet os, mig og Lægen, forstaar De? endogsaa Lægen! Og det skønt denne Læge lod ham faa sin Vilje, bare for ikke at opirre ham, og gik sin Vej. Men jeg gik ned for at passe paa, og imidlertid klædte han sig paa og løb sin Vej. Hvis De nu opirrer ham mere, saa er han i Stand til at løbe bort, en Gang i Nat og gøre en Ulykke paa sig!”
„Ak!… hvor kan De sige sligt!”
„Awdotja Romanowna kan jo heller ikke blive alene der i de møblerede Værelser. Betænk bare, hvad det er for et Hus! Kunde da denne Usling Peter Petrowitsch ikke have lejet dem et bedre Logis … for Resten, ser De, jeg er lidt fuld, derfor .. er jeg lidt hidsig, bryd Dem ikke om det —”
„Jeg vil gaa ned til Værtinden her og bede hende om at faa Lov til at ligge i en Krog Natten over tilligemed Dunja”, mente Pulcheria Aleksandrowna egensindigt; „jeg kan ikke saaledes lade ham ligge alene, jeg kan ikke!”
Hun stod paa Trappen lige ud for Værtindens Dør; Nastasia stod et Trin højere og lyste for dem.
Rasumichin var meget ophidset; før, da han fulgte Raskolnikow hjem, var han endnu helt munter trods den Mængde, han havde drukket. Men hans nuværende Tilstand grænsede til Ophidselse, — det var som om alt, hvad han før havde drukket, endnu en Gang pludselig med dobbelt Kraft steg ham til Hovedet.
Han holdt begge Damerne ved Haanden, søgte med største Iver at overtale dem, forestillede dem alle mulige Fornuftgrunde, og for hvert Ord trykkede han derved for større Tydeligheds Skyld deres Hænder saaledes, at han nær havde klemt dem fordærvet.
Awdotja Romanowna slugte han med sine Blikke uden at genere sig det ringeste.
Af og til vristede de af Smærte deres Hænder ud af hans store, knoklede Labber, men han forstod ikke Aarsagen og trykkede dem bagefter kun endnu fastere til sig.
Hvis de nu havde forlangt af ham, at han skulde styrte sig hovedkulds nedad Trappen for dermed at gøre dem en Tjeneste, saa havde han uden Modsigelse og Nølen gjort det.
Pulcheria Aleksandrotvna følte vel, trods Bekymringen for sin Rodja, at den unge Mand var meget for eksentrisk og trykkede hendes Haand altfor slemt; men da han efter hendes Mening ogsaa tog sig af hende som et Forsyn, saa gjorde hun alt for at glemme disse Egenheder.
Awdotja Romanowna var lige saa bekymret som Moderen for Rodja, men skønt hun ikke af Naturen var ængstelig, indgød dog Rasumichins flammende Øjne hende en saadan Skræk og Rædsel, at kun den ubetingede Tiltro, som Nastasias Beretning havde vakt hos hende angaaende Rasumichin, afholdt hende fra at løbe sin Vej og trække Moderen med sig.
Hun indsaa for Resten, at hun dog alligevel ikke vilde kunne løbe fra ham, og iøvrigt havde hun efter en ti Minuters Tid allerede beroliget sig noget; Rasumichin forstod nemlig, trods sin ikke normale Tilstand, at gøre dem alt klart i et Nu, og begge forstod straks, med hvem de havde at gøre.
„Til Værtinden? — umuligt … Snak!” svarede han Pulcheria Aleksandrowna afgørende. „Om De aldrig saa meget er hans Moder — hvis De bliver her, fremkalder De et Anfald af Raseri, og da véd kun Fanden, hvad der kan ske! Hør nu, hvad jeg vil gøre; nu bliver Nastasia hos ham og jeg vil følge Dem hjem, for det gaar ikke an, at De her gaar ud paa Gaden om Natten; i den Retning er det hos os i Petersborg .... nok sagt! Saa løber jeg straks tilbage og bringer Dem — paa Æresord — Besked om et Kvarterstid; siger Dem, hvordan han har det, og om han sover osv. Derefter, ser De, løber jeg hjem til mig selv; derhjemme sidder Gæster — allesammen fulde — henter Sossimow, det er Lægen, som behandler ham; han sidder ogsaa hjemme hos mig, men er ikke fuld — han er aldrig fuld — jeg slæber ham med mig hen til Rod'ka og kommer saa straks igen hjem til Dem; inden en Time har De altsaa to Gange Besked — og det endogsaa fra Lægens forstaar De? fra Lægen selv, ikke alene fra ung. Skulde det staa daarligt til, saa lover jeg Dem højtideligt, at jeg skal bringe Dem her hen igen, men gaar det godt, saa lægger De Dem til at sove. Men jeg for min Part skal blive her hele Natten ude paa Gangen, saa at han ikke mærker noget; men Sossimow skal blive Natten over nede hos Værtinden, for at vi kan have ham ved Haanden. Naa altsaa: hvad mener De, der er bedst for ham, De eller Lægen? I ethvert Fald er dog Lægen nyttigere, ikke sandt? Naa, kom saa og gaa hjem! Til Værtinden kommer De ikke; jeg kan nok, men De ikke, hun vilde ikke slippe Dem ind, fordi … naa, fordi hun er et Fæ. Hun vilde blive skinsyg paa Dem, baade paa Awdotja Romanowna og paa Dem; … men ganske sikkert paa Awdotja Romanowna. Hun er en aldeles uberegnelig Karakter!… For Resten, jeg er ogsaa en Nar … lad os ikke tale mere om det! Kom nu! Har De Tillid til mig? … stoler De paa mig, eller ikke?”
„Kom nu, Moder,” sagde Awdotja Romanowna, „han holder nok, hvad han lover. Han har jo allerede en Gang frelst Rodjas Liv, og hvis Lægen virkelig beslutter sig til at blive her i Nat, hvad kan saa være bedre?”
„Ja, ja … De … De forstaar mig, for De er — en Engel!” raabte Rasumichin henrykt, — „lad os gaa; Nastasia, op med Dig og bliv hos ham med Lys; om et Kvarter er jeg her igen…”
Pulcheria Alekeandrowna var vistnok endnu ikke fuldstændig overbevist, men satte sig heller ikke mere imod hans Arrangement.
Rasumichin tog dem begge under Armen og trak dem med sig ned ad Trappen. Forøvrigt voldte han endnu Moderen en Bekymring: „… selv om han end var en flink Fyr, vilde han saa alligevel kunne holde sit Løfte? … i denne Tilstand!”
„Aha, jeg forstaar, De mener, fordi jeg er — saadan lidt…!" afbrød han hendes Tanker, som om han havde gættet dem, medens han tog saa lange Skridt, at Damerne knap kunde følge ham, hvad han forøvrigt ikke mærkede.
„Snak! Det vil sige … jeg er fuld som en Allike; men det gør ingenting; det kommer heller ikke af Drik, først da jeg saa Dem, steg det mig til Hovedet … Og hvad har det egenlig at sige med mig? Bryd Dem ikke om det; jeg vrøvler, jeg er Dem ikke værdig! Naar jeg har ført Dem hjem, saa gaar jeg hen til Kanalen, slaar et Par Pøse Vand over Hovedet og saa er jeg den gamle igen. Naar De bare vidste, hvor jeg holder af Dem begge … le ikke, og lad være at blive vrede! Vær De vrede over alt i denne Verden, bare ikke paa mig; jeg er hans Ven, altsaa er jeg ogsaa Deres Ven. Jeg vil det … jeg har anet det … allerede i Fjor, jeg havde saadan et Øjeblik … for Resten — ingenting anede jeg, De er jo pludselig faldet ned som fra Himlen. Men jeg kommer vel ikke til at sove hele Natten … denne Sossimow var i Dag bange for, at han kunde blive forrykt … derfor maa vi ikke opirre ham…”
„Hvad er det, De siger!” raabte Moderen.
„Har virkelig Lægen sagt det?” spurgte Awdotja Romanowna forskrækket.
„Han sagde det — men det er ikke sandt, slet ikke sandt, paa ingen Maade. Han gav ham ogsaa Medicin, et Pulver, jeg saa det selv — og da kom De lige paa engang … ak! Bare De dog ikke var komne før i Morgen! Det var alligevel godt, at vi gik vores Vej. Om en Time vil Sossimow selv give Dem Besked; han er ikke fuld … og da er jeg heller ikke fuld længer … Hvorfor skulde jeg nu ogsaa tylle saa meget i mig? Jo, fordi de begyndte at skændes med mig de fordømte Karle! Jeg havde besluttet mig til aldrig mer at disputere!… Men saa kom de med saadant noget Sludder … vi var nær komne op at slaas. Min Onkel blev der, nu kan han være Vært … Naa, tænk Dem bare, de holdt paa Individets fuldstændige Upersonlighed, og finder, at det er Idealet, det højeste Ideal! Man skal være sig selv saa lidt som muligt. Det holder de for det største Fremskridt. Og naar de saa endda læssede alt dette af deres eget Hjærte, men saadan…”
„Hør en Gang…” afbrød Pulcheria Alexandrowna ham ængstet; men dette gjorde ham kun endnu mere varm.
„Ja, og hvad mener De saa!” raabte Rasumichin endnu højere, „De tror kanske, at jeg forivrer mig, bare fordi de Folk vrøvler? dum Snak!… jeg holder endogsaa af, at de vrøvler. Sludder og Løgn er det eneste menneskelige Privilegium, det eneste, som vi har forud for alle andre levende Væsner. Den, som lyver, nærmer sig Sandheden! Jeg er et Menneske — thi jeg lyver. Ikke en eneste Sandhed blev funden, før man i Forvejen havde løjet mindst fjorten Gange … kanske hundrede og fjorten, — og det er i visse Maader rosværdigt. Her hos os kan vi dog ikke en Gang lyve selvstændigt, paa egen Haand! Den, som vil slaa mig en Plade, han maa dog i det mindste gøre det paa sin egen Maade, og da skal jeg gærne kysse ham for det. Den selvstændige, egenartede Løgn er i al Fald bedre end fremmed, efterabet Sandhed; i det første Tilfælde er man dog idetmindste et Menneske, men i det andet højst en Papegøje. Til Sandheden naar vi dog tilsidst, — bare ikke Livet bliver fornaglet for os; man har Eksempler paa det. Naa, og hvad er vi da egentlig nu? Vi er alle, uden Undtagelse — med Hensyn til Videnskab, Udvikling, Tænkekraft, Opfindelser, Idealer, Ønsker, Liberalisme, Fornuft, Erfaring og alt, alt — endnu kun i Forberedelsesklassen. Vi finder os i at lege med fremmed Forstand —— har gravet os ned i den! Har jeg ikke Ret?” raabte Rasumichin, idet han trykkede begge Damernes Hænder og rystede dem, — „ikke sandt.”
„O, min Gud!… jeg véd ikke,” sagde den stakkels Pulcheria Alexandrowna.
„Jo, jo skønt jeg ikke er enig med Dem i alt,” begyndte Awdotja Romanowna alvorligt, men pludselig maatte hun give et Skrig fra sig, saa stærkt klemte han denne Gang hendes Haand.
„Jo? De siger jo? Naa, da er De … De …” raabte han henrykt, „— Kilden til alt godt, alt rent, til al Fornuft … og al Fuldkommenhed! Ræk mig Deres Haand … De ogsaa, jeg vil kysse Deres Hænder, her, paa mine Knæ!”
Og han knælede ned paa Fortovet, som til alt Held paa det Tidspunkt ikke passeredes af Nogen.
„Hold op!… jeg beder Dem, hvad gør De?” raabte Pulcheria Alexandrowna, der var i højeste Grad urolig.
„Rejs Dem, rejs Dem!” sagde Dunja smilende, men ikke uden en stille Frygt.
„Ikke paa nogen Maade, før De rækker mig Hænderne! Saa, nu er det godt, nu rejser jeg mig og vi gaar videre! Jeg er en ulykkelig Tølper, jeg er Dem ikke værdig, jeg er fuld — jeg skammer mig … Jeg er ikke værdig at elske Dem … men at bøje sig for Dem, det er Enhvers Pligt, der endnu ikke er et fuldstændigt Fæ! Og jeg har bøjet mig! Her er det, at De bor … derfor havde ogsaa Rodion fuldkommen Ret, da han før kastede Peter Petrowitsch ud, — hvorledes kunde han vove at indlogere Dem her! Det er en Skandale! Véd De vel, hvem der plejer at komme her? Og De er hans Brud! hans Brud! ikke sandt? Vel, saa maa jeg sige Dem, at naar Alt kommer til Alt, er Deres Brudgom — en Usling!”
„Hør engang, Hr. Rasumichin, De glemmer…” begyndte Pulcheria Alexandrowna.
„Ja, De har Ret, jeg forglemte mig … jeg skammer mig!" afbrød Rasumichin angerfuldt, — „men … men … De maa ikke være vred paa mig, fordi jeg taler paa den Maade! Thi jeg taler oprigtigt, og ikke saadan fordi … hm! … Det vilde være gement; med et Ord, ikke fordi, fordi De har gjort mig … hm, hm, det er det samme, jeg vil ikke sige hvorfor, det tør jeg ikke … Men vi følte Allesammen, da han kom ind, at han ikke hørte til vore Folk. Ikke just fordi han havde ladet sig frisere, ikke fordi han skyndte sig med at lade sin Forstand lyse, men fordi han er en Lumskepotte, en Spekulant; fordi han er en Jøde, en Hykler; man ser det jo straks paa ham. De tror maaske, at han er fornuftig? Nej, en Nar er han, en Nar! Naa, og det skulde være en Mand for Dem? Aa, min Gud!… Ser De, mine Damer!” vedblev han staaende paa Trappen — „selv om alle de, som sidder hjemme hos mig, er fulde, saa er de dog allesammen ærlige; og om vi end lyver en Del sammen, for jeg lyver ogsaa, saa lyver vi os dog til Slut igennem til Sandheden, for vi er paa den gode, ædle Vej. Skønt jeg før skældte de Folk derhjemme dygtigt ud — saa agter jeg dem dog for det, selv Sametow, som jeg vel ikke agter, men dog holder af, fordi — fordi han endnu er en ung Køter! Og selv dette Bæst, Sossimow, fordi han er ærlig og dygtig i sit Fag … Men nok herom, og alt hvad jeg nu har sagt, det maa De tilgive mig altsammen. Har De tilgivet mig? Ja? Naa, kom saa! Denne Korridor kender jeg — her har jeg været før; akkurat her i Numer tre var der en Skandale … naa, hvor er Deres Værelse, hvilket Numer har De? Otte? Saa; luk Døren godt af og slip ingen ind. Om et Kvarter bringer jeg Besked, og saa, om en halv Time, kommer jeg igen med Sossimow; De skal faa at se, at jeg skal skynde mig, adieu, saa længe!”
„Min Gud, Dunetschka, hvad skal alt dette blive til?” sagde Pulcheria Aleksandrowna og vendte sig urolig og ængstelig til Datteren.
„Vær Du rolig, Moder,” svarede Dunja, idet hun tog Hat og Overstykke af sig, „Gud selv har sendt os denne Mand, skønt han lige kom fra et Sold. Vi kan stole paa ham, det forsikrer jeg Dig. Og hvad har han ikke allerede gjort for Rodja…”
„Ak, Dunetschka, Gud véd, om han kommer igen! Hvor kunde jeg ogsaa lade mig overtale til at gaa derfra! At jeg skulde genfinde ham saaledes, det havde jeg dog aldrig, aldrig kunnet tænke mig! Hvor han var surmulende, aldeles som om det faldt ham ubelejligt, at vi kom…”
Hun begyndte at græde.
„Nej, Du tager fejl Moder! Du saa ikke rigtig paa ham, Du græd jo hele Tiden. Han er endnu meget angreben og nervøs af den svære Sygdom — det er hele Sagen!”
„Ak, denne Sygdom! Gud véd, hvad det kan blive til med den!… og hvordan var det han talte til Dig, Dunja,” sagde Moderen og saa sin Datter sky ind i Øjnene, for at gætte hendes Tanker; hun havde forøvrigt allerede fundet at Dunja selv tog Broderen i Forsvar og altsaa havde tilgivet ham. „Jeg er vis paa, at han besindet sig til i Morgen,” føjede hun til, for endnu mere at udforske Datteren.
„Men jeg er vis paa, at han i Morgen siger det samme … om ham;” — mente Awdotja Romanowna; og det var nok for Moderen, thi hun var bange for at komme nærmere ind paa dette Anliggende.
Dunja omfavnede og kyssede hende, Moderen trykkede sin Datter stiltiende og inderligt til sit Hjerte.
Saa satte hun sig ned og ventede uroligt paa, at Rasumichin skulde komme tilbage, medens hun med ængstelige Blikke fulgte Datteren, der var hensunken i Tanker og gik op og ned med Armene over Kors. Denne tankefulde Gaaen op og ned var en Egenhed hos Awdotja Romanowna, og Moderen vogtede sig vel for at forstyrre hende i hendes Tanker.
Rasumichin var naturligvis latterlig i sin pludselige, af Drukkenskab optændte Lidenskab for Awdotja Romanowna, men naar man betragtede denne, især saaledes som hun nu bekymret og eftertænksom gik op og ned, kunde man maaske alligevel tilgive ham hans Følelse, helt bortset fra hans ophidsede Tilstand.
Awdotja Romanowna var en statelig Skønhed — stor, velvoksen, kraftig og selvbevidst — noget som tilkendegav sig i enhver af hendes Bevægelser, men ingenlunde betog hende Mildhed og Ynde. Hendes Ansigt lignede Broderens, og man kunde uden Overdrivelse kalde hende en Skønhed.
Hun havde mørkebrunt Haar, en lille Smule lysere end Moderens; hendes Øjne vare næsten sorte, ildfulde, stolte, men dog stundom yderst godmodige; skønt hun var bleg saa hun dog alt andet end sygelig ud, hendes Ansigt straalede af Friskhed og Sundhed.
Hendes Mund var temmelig lille, hendes friske, røde Underlæbe stod en Smule frem, Hagen ogsaa — den eneste Uregelmæssighed i dette skønne Ansigt, men netop dette gav Ansigtet en særlig Karakteristik, som havde noget af overlegen Stolthed ved sig.
Ansigtsudtrykket var eftertænksomt og mere alvorligt end glad; men hvor klædte ikke et Smil eller en ungdomsfrisk hjærtelig Latter dette Ansigt!
At den varmblodige, aabne, ligefremme, ærlige, kæmpestærke og drukne Rasumichin, som aldrig havde sét noget lignende, tabte Hovedet ved første Syn, det var let forklarligt. Dertil kom endnu den Omstændighed, at han havde sét hende i det skønne Øjeblik af Glæde over Gensynet med Broderen. Siden saa han, hvorledes hendes Underlæbe rykkede af Uvilje ved Broderes uretfærdige, haarde Befaling — dog han blev aldeles henreven ved Synet af hende.
Da han i sin Fuldskab plaprede ud med, at Raskolnikows eksentriske Værtinde, Praskowja Pawlowna, ikke blot vilde blive skinsyg paa Awdotja Romanowna, men ogsaa paa Pulcheria Alexandrowna, havde han forøvrigt ikke ganske Uret, skønt den sidstnævnte allerede var treogfyrretyve Aar gammel. Hendes Ansigt havde alligevel bevaret en Rest af fordums Skønhed, og hun saa egenlig meget yngre ud; det forekommer ofte hos Kvinder, der gennem Aarene bevarer en klar Aand, en frisk Følelse og ægte Hjærtevarme. I Forbigaaende bemærket er dette det sætte Middel til at bevare Skønheden gennem Aarene.
Hendes Haar begyndte vel allerede at graane og tyndes, smaa rynker omkring Øjnene var allerede synlige, Kinderne var tørre og udhulede af Sorger men desuagtet var hendes Ansigt dog endnu smukt.
Det var Dunetschkas Billede, kun tyve Aar ældre og uden Udtrykket ved Underlæben, der ikke stod saa meget frem.
Pulcheria Alexandrowna var i Besiddelse af megen Følsomhed, som dog intet havde med Hykleri at gøre; hun var sky og eftergivende, dog kun til en vis Grænse; hun kunde give efter i meget, gaa ind paa meget, selv mod sin Overbevisning, men altid holdt hun sig indenfor visse Grænser, og ingen Magt var i Stand til at drive hende udover disse og tvinge hende til at slippe sine Grundsætninger.
Præcis tyve Minutter efter at Rasumichin var gaaet, blev der banket to Gange sagte paa Døren; han var atter kommen tilbage.
„Jeg har ikke Tid til at komme ind,” sagde han hurtigt, da Døren blev aabnet; „han sover udmærket, dybt og roligt; Gud give, at han maatte sove saaledes i tolv Timer. Nastasia er ham; jeg befalede hende at blive der, til jeg kom igen. Nu henter jeg Sossimow og saa vil han bringe Dem Besked siden, og derefter kan De gaa til Sengs; De maa jo ogsaa være meget trætte…”
Han skyndte sig atter bort, ud igennem Korridoren.
„Hvad det dog er for en flink … og behagelig ung Mand!” raabte Pulcheria Alexandrowna overordenlig glad.
„Det lader virkelig til, at han er et prægtigt Menneske!” svarede Awdotja Romanow ivrigt og begyndte igen at gaa op og ned i Værelset.
Næsten en Time efter hørtes der atter Skridt i Korridoren, og atter blev der banket paa Døren.
Begge Damer havde denne Gang stolet fuldt ud paa Rasumichins Forsikring; og rigtig, han havde faaet Sossimow med sig. Denne havde straks vist sig villig til at forlade Selskabet og besøge Raskolnikow, men Damerne vilde han i Begyndelsen slet ikke se: han troede ikke paa den omtaagede Rasumichins Forsikringer. Men hans Egenkærlighed blev snart beroliget, og han følte sig ligefrem smigret, da han saa, at man virkelig havde ventet paa ham som paa et Orakels Svar.
Han blev akkurat ti Minuter hos dem, og det lykkedes ham fuldstændigt at berolige Pulcheria Alexandrowna.
Han talte med stor Deltagelse, men var tilbageholden og meget alvorlig, aldeles som en syvogtyveaarig Doktor ved en vigtig Konsultation; han veg ikke med et eneste Ord bort fra den Genstand, der havde bragt ham derop og ytrede heller ikke det ringeste Ønske om at træde i personligere og nærmere Forhold til Damerne.
Ved sin Indtrædelse lagde han straks Mærke til Awdotja Romanownas blændende Skønhed, men han gjorde alt for ikke at lade sig mærke med dette Indtryk og rettede sine Ord udelukkende til Pulcheria Alexandrowna. Dette var ham en særlig, indre Tilfredsstillelse.
Om den Syge ytrede han, at han nylig havde fundet ham i en særdeles tilfredsstillende Tilstand. Efter hans Iagttagelser var Sygdommens Aarsager at søge, bortset fra Patientens daarlige Forhold i de sidste Maaneder, i et vist moralsk Oprør; den var, saa at sige, et Produkt af mange i hinanden slyngede moralske og materielle Indflydelser, Uro, Bekymringer, Sorger, visse Ideer osv.
Da han lagde mærke til, at Awdotja Romanowna hørte særlig opmærksomt paa ham, indlod han sig i Enkeltheder vedrørende dette Tema.
Pulcheria Alexandrownas sky, urolige Spørgsmaal angaaende Mistanken om Sindsforvirring besvarede han med rolig og aaben Spot, og sagde, at hans Ord var blevne overdrevne, at den Syge vistnok syntes at have en fiks Ide, noget i Retning af Monomani — han, Sossimow sysselsatte sig just særlig med denne overordentlig interessante Del af den medicinske Videnskab — men at man maatte tage den Syges febrilske, fantaserende Tilstand i Betragtning. Den havde jo varet næsten lige til i Dag og … Slægtningernes Ankomst vilde i ethvert Tilfælde virke heldigt paa ham, styrke ham og adsprede ham — „forudsat at man kunde undgaa nye, overordentlige Rystelser” — tilføjede han betydningsfuldt.
Saa rejste han sig, anbefalede sig ærbødigt og gik, fulgt af Moderens Velsignelse og inderligste Taksigelser, samt lykkelig over de uden hans Initiativ fremkaldte Haandtryk af Søsteren. Han var yderst tilfreds med sit Besøg og endnu mere med sig selv.
Lad nu alt andet hvile til i Morgen; nu bør De straks gaa til Ro, ubetinget!” tilføjede Rasumichin, der fjærnede sig sammen med Sossimow, „i Morgen, saa tidlig som muligt, er jeg hos Dem for at bringe Oplysninger.
„Men hvad denne Awdotja Romanowna dog er for en henrivende Kvinde!” bemærkede Sossimow, da de kom ned paa Gaden.
„Henrivende? Du sagde henrivende?” brølede Rasumichin, styrtede løs paa Sossimow og greb ham i Struben. „Hvis Du nogensinde understaar … begriber Du? forstaar Du mig?” skreg han til ham, idet han rystede ham i Kraven og trykkede ham til Væggen … „hører Du?”
„Men saa slip mig dog, din drukne Satan!” sagde Sossimow, idet han værgede sig og betragtede ham derpaa opmærksomt, efter at Rasumichin havde sluppen sit Tag; saa lo han pludselig højt.
Rasumichin stod foran ham med sænkede Arme i mørk, alvorlig Eftertanke.
„Det er sandt jeg er et Asen”, sagde han mørk som en Uvejrssky, — „men Du … Du er ikke bedre!”
„Nej, min Ven, ikke jeg, slet ikke. Jeg plejer ikke at sætte mig slige Dumheder i Hovedet.”
De gik tavse videre og først da de naaede Raskolnikows Bolig, afbrød Rasumichin sin sorgfulde Tavshed.
„Hør,” sagde han til Sossimow, „Du er en prægtig Fyr, men bortset fra dine øvrige slette Egenskaber er Du ogsaa liderlig, og det i høj Grad, jeg ved det. Du er en nervøs Svækling, Du begynder at blive fed og er en Slave af dine Lyster — det kalder jeg gement, for det fører til det gemene. Du har forvænnet Dig selv i den Grad, at jeg aldeles ikke kan begribe, hvorledes Du med alt det dog kan være en god, endog en opofrende Læge. En Læge — og Du sover paa Dun, men staar alligevel op om Natten, naar Syge behøver Dig! Om tre Aar højst lader Du Dig ikke mere forstyrre i din Nattero! Naa, til Helvede med det, her er ikke Tale om den Ting, men om at Du i Nat skal sove i Værtindens Bolig; jeg har med Nød og næppe faaet hende overtalt; jeg sover i Køkkenet. I har altsaa Lejlighed til at blive nærmere Bekendte med hinanden, men ikke paa den Maade, som Du tænker! Ikke Spor…”
„Jeg tænker jo slet ikke paa noget saadant!”
„Her, min Ven, her finder Du Blyhed, Tavshed, Dyd — og saa alligevel — Sukke og Blødhed; hun er saa blød som Voks! Fri mig fra hende, for alle Djævle i Verden: Hun er saa mild af Sind! Jeg skal gengælde Dig det med Liv og Sjæl.”
Sossimow lo af fuld Hals, endnu værre end før. „Se, se, hvor Du er eksalteret! Hvad skal jeg da gøre med hende?”
„Jeg forsikrer Dig, Du behøver ikke at være bange, fortæl hende bare meget, om alt muligt som falder Dig ind, sæt Dig hen til hende og snak væk Du er jo Læge, begynd at kurere hende. Jeg sværger Dig til, Du skal ikke komme til at fortryde det. Hun har ogsaa et Fortepiano — jeg klimprer jo lidt, som Du véd; jeg kan en ægte russisk Vise: „Af hede Taarer vædet” — hun holder as saadanne ægte russiske Viser — naa, med den Vise kan Du begynde; Du er jo Virtuos paa Klaver, en sand Rubinstein … Jeg forsikrer Dig, Du kommer ikke til at angre det.”
„Har Du lovet hende noget? maaske med Navns Underskrift? Du skulde vel ikke have givet hende Ægteskabsløfte?”
„Slet ikke, ingen Ting! Hun er ikke af den Slags; Tschebarow vilde ogsaa —”
„Naa saa lad hende løbe.”
„Nej det gaar ikke an!”
„Hvorfor ikke?”
„Det er nu en Gang saaledes, og det gaar ikke an!”
„Men hvorfor har Du da narret hende til Dig?”
„Aa, jeg har slet ikke narret hende til mig, jeg er selv bleven tiltrukken ved min egen Dumhed; hende er det ganske det samme, om det er mig eller Dig, naar der bare sidder en og sukker hos hende. Hvad Du saa end snakker med hende om, selv om det er Mathematik, det er mig ganske det samme. Ved Gud, jeg spøger ikke; alvorligt talt, det er hende det samme, hun bare ser paa Dig og sukker, og det et helt Aar igennem. Blandt andet har jeg i hele to Dage talt til hende om det prøjssiske Herrehus — hvad skal man da finde paa at tale om? — hun hørte paa mig, sukkede og svedte Kun ikke et eneste Ord om Kærlighed — hun er saa frygtelig tilbageholden — men Du maa lade det se ud, som om Du ikke kan løsrive Dig fra hende — det er nok. Alt er meget bekvemt indrettet i hendes Bolig, man er ganske som hjemme — Du kan læse dér, sidde, ligge, skrive — kysse kan Du ogsaa gærne, men bare forsigtigt…”
„Men hvad skal jeg med hende?”
„Aa, det kan jeg ikke saa præsis forklare Dig! Sér Du, I har begge noget tilfælles! Jeg tænkte nemlig ogsaa før paa Dig! … Tilsidst naaer Du ogsaa Maalet! Er det altsaa ikke det samme, om det sker nu eller siden? Her, min lille Ven, finder Du noget saadant velbehageligt — ak! og ikke alene velbehageligt, man synker formeligt hen; det er som om man befandt sig ved Verdens Ende, som i et for Anker liggende Skib; det er et fredeligt Asyl ligesom i Jordens Midtpunkt; — Kvintessensen af de dejligste Pandekager, fede Fiskepostejer, Aftenté ved Ssamowaren, stille Sukke, varme Pelsjakker og opvarmede Kakkelovnsbænke — det er som om Du var død og dog levede — de gode Sider af begge forenede til ét! — Naa, Broder, nu har jeg jo fortalt Dig en hel Del, men nu er det vist ikke for tidlig at sove! Hør, om Natten vaagner jeg sommetider op, jeg maa i Nat hen og sé til ham. Endskønt det er vel ikke nødvendigt, al Ting gaar jo godt! Du behøver heller ikke at være videre urolig, men hvis Du vil, saa kan Du jo ogsaa sé hen til ham en Gang. Skulde Du mærke noget, Fantasier, Hede eller noget sligt, saa væk mig bare straks. For Resten er der vist ingen Fare…”