Enten — Eller. Første Deel/7
Vexel-Driften.
189....... ἐστὶ πάντων πλησμονή.
190. ἔϱωτος.
ἄϱτων.
μουσιϰῆς.
τϱαγημάτων.
191. τιμῆς.
πλαϰούντων.
ἀνδϱαγαϑίας.
ἰσχάδων.
192. ϕιλοτιμίας.
μάζης.
στϱατηγίας.
ϕαϰῆς.
Cfr. Aristophanis Plutus v. 189 sqq.
...... an Allem bekommt man endlich Ueberdruß.
An Liebe,
Semmel,
Musenkunst,
und Zuckerwerk.
An Ehre,
Kuchen,
Tapferkeit,
und Feigenschnitt.
An Ruhm,
an Rührei,
am Kommando,
am Gemüs'.
Cfr. Aristophanes Plutos efter Droysens Oversættelse.
At gaae ud fra en Grundsætning paastaae erfarne Folk skal
være meget forstandigt; jeg føier dem og gaaer ud fra den Grundsætning, at alle Mennesker ere kjedsommelige. Eller skulde der være Nogen, der vilde være kjedsommelig nok til at sige mig imod heri? Denne Grundsætning har nu i allerhøieste Grad den frastødende Kraft, man altid fordrer hos det Negative, der egentlig er Bevægelses-Principet; den er ikke blot frastødende, men uendeligt afskrækkende, og Den, der har denne Grundsætning bagved sig, maa nødvendigviis have en uendelig Fart til at gjøre Opdagelser med. Naar nemlig min Sætning er sand, saa behøver man blot i samme Grad som man vil dæmpe eller fremskynde sin impetus, mere eller mindre tempereret at overveie med sig selv, hvor fordærvelig Kjedsommelighed er for Mennesket, og vil man næsten med Fare for Locomotivet drive Bevægelsens Hurtighed til det Høieste, saa behøver man blot at sige til sig selv: Kjedsommelighed er en Rod til alt Ondt. Det er besynderligt nok, at Kjedsommelighed, der selv er et saa roligt og adstadigt Væsen, kan have en saadan Kraft til at sætte i Bevægelse. Det er en aldeles magisk Virkning, Kjedsommeligheden udøver, kun at denne Virkning ikke er tiltrækkende, men frastødende.
Hvor fordærvelig Kjedsommelighed er, det anerkjender nu ogsaa alle Mennesker i Forhold til Børn. Saalænge Børn more sig, saalænge er de altid artige, det kan man sige i allerstrengeste Forstand, thi blive de endog i Legen stundom ustyrlige, saa er det egentlig fordi de begynde at kjede sig; Kjedsommeligheden er allerede i Anmarsch, kun paa en anden Maade. Naar man derfor vælger en Barnepige, saa seer man altid væsentlig paa, ikke blot at hun er ædruelig, trofast og skikkelig, men man tager tillige et æsthetisk Hensyn til, om hun veed at more Børnene, og man vilde ikke tage i Betænkning at give en Barnepige Afsked, naar hun befandtes ikke at have denne Egenskab, om hun end havde alle andre fortrinlige Dyder. Her anerkjendes jo tydeligt nok Principet, men saa besynderligt gaaer det til i Verden, i den Grad har Vane og Kjedsommelighed taget Overhaand, at Barnepige er det eneste Forhold, i hvilket Æsthetiken skeer sin Ret. Naar En vilde fordre Skilsmisse, fordi hans Kone var kjedsommelig, eller man vilde fordre en Konge afsat, fordi han var kjedsommelig at see paa, eller en Præst jaget i Landflygtighed, fordi han var kjedsommelig at høre paa, eller en Minister afskediget, eller en Journalist straffet paa Livet, fordi han var rasende kjedsommelig, saa vilde man ikke være istand til at trænge igjennem. Hvad Under da, at Verden gaaer tilbage, at det Onde mere og mere griber om sig, da Kjedsommeligheden tiltager, og Kjedsommeligheden er en Rod til alt Ondt. Dette kan man forfølge lige fra Verdens Begyndelse. Guderne kjedede sig, derfor skabte de Menneskene. Adam kjedede sig, fordi han var alene, derfor skabtes Eva. Fra det Øieblik af kom Kjedsommeligheden ind i Verden, og voxede i Størrelse paa det Nøiagtigste alt eftersom Folkemængden voxede. Adam kjedede sig alene, derpaa kjedede Adam og Eva sig i Forening, derpaa kjedede Adam og Eva og Kain og Abel sig en famille, derpaa tiltog Folkemængden i Verden, og Folkene kjedede sig en masse. For at adsprede sig fattede de den Tanke at bygge et Taarn, der var saa langt, at det ragede op i Skyen. Denne Tanke er ligesaa kjedsommelig som Taarnet var langt, og et forfærdeligt Beviis paa, hvorledes Kjedsommeligheden havde taget Overhaand. Derpaa bleve de adspredte over Verden, ligesom man nu reiser udenlands, men de vedbleve at kjede sig. Og hvilke Følger havde ikke denne Kjedsommelighed. Mennesket stod høit og faldt dybt, først ved Eva, saa fra det babyloniske Taarn. Hvad var det paa den anden Side, der opholdt Roms Undergang, det var panis og circenses. Hvad gjør man i vor Tid? Er man betænkt paa noget Adspredelses-Middel? Tværtimod, man forkynder Undergangen. Man tænker paa at sammenkalde en Stænderforsamling. Kan der tænkes noget Kjedsommeligere saavel for de Herrer Deeltagere, som for Den, der skal læse og høre om dem? Man vil forbedre Statens Finantser ved Besvarelsen Kan der tænkes noget Kjedsommeligere? Istedetfor at forøge Gjelden, vil man afbetale den. Efter hvad jeg kjender til de politiske Forhold, vil det være Danmark let at aabne et Laan paa 15 Millioner. Hvorfor tænker Ingen derpaa? At et Menneske er Geni og ikke betaler sin Gjeld, det hører man dog af og til, hvorfor skulde en Stat ikke kunne gjøre det Samme, naar der blot er Enighed? Man aabne da et Laan paa 15 Millioner, man anvende det ikke til Afbetaling, men til offentlig Forlystelse. Lader os feire det tusindaarige Rige med Fryd og Gammen. Som der nu overalt staaer Bøsser, hvori man kan lægge Penge, saa skulde der da overalt staae Skaale, hvori der laae Penge. Alt vilde blive gratis; man gik gratis i Theatret, gratis til de offentlige Fruentimmer, man kjørte gratis til Dyrehaugen, man blev begravet gratis, gratis blev der holdt Tale over En; jeg siger gratis; thi naar man altid har Penge ved Haanden, saa er paa en Maade Alt gratis. Ingen maa eie fast Eiendom. Kun med mig skulde der gjøres en Undtagelse. Jeg forbeholder mig 100 Rbdlr. om Dagen fast i Londoner Bank, deels fordi jeg ikke kan have Mindre, deels fordi det er mig, der har givet Ideen, endelig fordi man ikke kan vide, om jeg kunde hitte paa en ny Idee, naar de 15 Millioner ere forbrugte. Hvad vilde Følgen af denne Velstand blive? alt Stort vilde strømme til Kjøbenhavn, de største Kunstnere, Skuespillere og Dandserinder. Kjøbenhavn vilde blive et andet Athen. Hvad vilde Følgen blive? Alle Rigmænd vilde nedsætte sig i denne Stad. Blandt Andre vilde vel Keiseren af Persien og Kongen af Engelland ogsaa komme hertil. See her er min anden Idee. Man bemægtiger sig Keiserens Person. Maaskee vil En sige: der bliver Oprør i Persien, man sætter en ny Keiser paa Thronen, det er skeet saa ofte før, og den gamle Keiser falder i Prisen. I saa Fald er det min Idee, at man sælger ham til Tyrken; han vil nok vide at gjøre ham i Penge. Dertil kommer endnu en Omstændighed, som vore Politikere ganske synes at oversee. Danmark er Ligevægten i Europa. Der kan ikke tænkes nogen lykkeligere Existents. Jeg veed det af egen Erfaring. Jeg var engang Ligevægten i en Familie, jeg kunde gjøre lige hvad jeg vilde, det gik aldrig ud over mig, men altid over de Andre. O, maatte min Tale trænge hen til Eders Øren, I som ere satte paa de høie Steder, til at raade og raade, I Kongens og Folkets Mænd, vise og forstandige Statsborgere af alle Classer! Seer Eder dog for! Gamle Danmark gaaer under, det er fatalt, det gaaer under af Kjedsommelighed, det er det Allerfataleste. I Oldtiden blev Den Konge, der skjønnest besang den afdøde; i vor Tid burde Den være Konge, der sagde den bedste Vittighed, Den Kronprinds, der gav Anledning til, at den bedste Vittighed blev sagt.
Dog, hvor river Du mig hen, skjønne, følsomme Sværmeri! Skulde jeg oplade min Mund saaledes for at tiltale Samtiden, for at indvie den i min Viisdom? Ingenlunde; thi min Viisdom er egentlig ikke zum Gebrauch für Jedermann, og Klogskabsregler er det altid det Klogeste at tie med. Disciple ønsker jeg derfor ikke, men dersom En stod ved mit Dødsleie, da vilde jeg maaskee, naar jeg var sikker paa at det var forbi med mig, i et Anfald af philanthropisk Delirium, hviske ham min Lære i Øret, uvis, om jeg havde gjort ham en Tjeneste eller ikke. Man taler saa meget om, at Mennesket er et selskabeligt Dyr; i Grunden er det et Rovdyr, Noget man ikke blot forvisser sig om ved Betragtning af dets Tænder. Den hele Snakom Selskabelighed og Samfund er derfor deels et nedarvet Hykleri, deels en udspekuleret Lumskhed.
Alle Mennesker ere da kjedsommelige. Ordet selv viser Muligheden af en Inddeling. Det Ord: kjedsommelig kan ligesaa godt betegne et Menneske, der kjeder Andre, som et, der kjeder sig selv. De, der kjede Andre, ere Plebs, Hoben, Menneskets uendelige Slæng i Almindelighed; de, der kjede sig selv, er de Udvalgte, Adelen; og saa besynderligt er det, de, som ikke kjede sig selv, kjede i Almindelighed Andre, de derimod, der kjede sig selv, underholde Andre. De, der ikke kjede sig, ere i Almindelighed de, der paa en eller anden Maade have travlt i Verden, men disse er netop derfor de allerkjedsommeligste, de utaaleligste. Denne Dyreclasse er vistnok ikke en Frugt af Mandens Begjær og Qvindens Lyst. Den udmærker sig som alle lavere Dyreclasser ved en høi Grad af Frugtbarhed, og formerer sig i det Utrolige. Ubegribeligt var det ogsaa, om Naturen behøvede ni Maaneder for at frembringe saadanne Væsener, der vel snarere lod sig frembringe i Sneseviis. Den anden Classe Mennesker, de Fornemme, er de, som kjede sig selv. Som ovenfor bemærket, more de i Almindelighed Andre, paa en vis udvortes Maade stundom Pøbelen, i dybere Forsstand de Medindviede. Jo grundigere de kjede sig selv, desto kraftigere et Adspredelses-Middel frembyde de for disse, ogsaa naar Kjedsommeligheden naaer sit Høieste, idet de enten (den passive Bestemmelse) døe af Kjedsommelighed, eller (den aktive Bestemmelse) skyde sig af Nysgjerrighed.
Lediggang, pleier man at sige, er en Rod til alt Ondt. For at forhindre det Onde anbefaler man Arbeide. Man seer imidlertid let saavel af den befrygtede Anledning som af det anbefalede Middel, at den hele Betragtning er af meget plebejisk Extraktion. Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod, den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke kjeder sig. Ja Lediggang kan give Anledning til at man taber sin Formue o. s. v.; men den adelige Natur frygter ikke Sligt, men vel at kjede sig. De olympiske Guder kjedede sig ikke, de levede lykkelige i lykkelig Lediggang. En qvindelig Skjønhed, der hverken syer eller spinder eller stryger eller læser eller musicerer, hun er lykkelig i Lediggang; thi hun kjeder sig ikke. Lediggang er da saa langt fra at være Roden til det Onde, at den snarere er det sande Gode. Kjedsommeligheden er Roden til det Onde, den er det, der maa holdes borte. Lediggang er ikke det Onde, ja man maa sige, at ethvert Menneske, der ikke har Sands derfor, derved viser, at han ikke har hævet sig til det Humane. Der gives en utrættelig Virksomhed, som udelukker et Menneske fra Aandens Verden og sætter ham i Classe med Dyrene, der instinktagtig altid maae være i Bevægelse. Der gives Mennesker, som have en overordentlig Gave til at forvandle Alt til Forretning, hvis hele Liv er Forretning, som forelske og gifte sig, høre en Vittighed og beundre et Kunststykke med samme Forretnings-Iver som den, med hvilken de arbeide i Contoiret. Det latinske Ordsprog otium est pulvinar diaboli er ganske rigtigt; men Djævelen faaer ikke Tid til at lægge sit Hoved paa denne Pude, naar man ikke kjeder sig. Da imidlertid Folk troe, at det er Menneskets Bestemmelse at arbeide, saa er Modsætningen rigtig: Lediggang — Arbeide. Jeg antager, at det er Menneskets Bestemmelse at more sig; min Modsætning er derfor ikke mindre rigtig.
Kjedsommelighed er den dæmoniske Pantheisme. Bliver man staaende ved den som saadan, da bliver den det Onde, saasnart den derimod ophæves, saa er den sand; men den ophæves kun ved at more sig — ergo bør man more sig. At sige, at den ophæves ved at arbeide røber Uklarhed; thi Lediggang kan visselig hæves ved Arbeide, da dette er dens Modsætning, men Kjedsommelighed ikke, som man jo ogsaa seer, at de allertravleste Arbeidere, de i deres emsige Brummen mest snurrende Insekter, ere de allerkjedsommeligste; og naar de ikke kjede dem, saa kommer det deraf, at de ingen Forestilling have om, hvad Kjedsommelighed er; men saa er Kjedsommeligheden ikke ophævet.
Kjedsommelighed er deels en umiddelbar Genialitet, deels en erhvervet Umiddelbarhed. Den engelske Nation er i det Hele den paradigmatiske Nation. Den sande geniale Indolents træffer man sjeldnere, i Naturen sindes den ikke, den tilhører Aandens Verden. Man træffer undertiden en reisende Englænder, der er som en Incarnation af denne Genialitet, et tungt ubevægeligt Murmeldyr, hvis hele Sprog-Rigdom gaaer op i et eneste Eenstavelsesord, en Interjektion, hvormed han betegner sin høieste Beundring og sin dybeste Ligegyldighed, fordi Beundring og Ligegyldighed har indifferentieret sig i Kjedsommelighedens Eenhed. Ingen anden Nation end den engelske frembringer saadanne Naturmærkværdigheder; ethvert Menneske, der tilhører en anden Nation, vil altid være lidt mere livlig, ikke saa absolut dødfødt. Den eneste Analogi, jeg kjender, er den tomme Begeistrings Apostle, der ligeledes reise Livet igjennem paa en Interjektion, Mennesker, der overalt gjøre Prosession af at være begeistrede, overalt ere tilstede, og hvad enten der skeer noget Betydeligt eller noget Ubetydeligt, raabe: Ei! eller Oi!, fordi det Betydeliges og det Ubetydeliges Differents for dem har indifferentieret sig i den blindt larmende Begeistrings Tomhed. Den senere Kjedsommelighed er gjerne en Frugt af en misforstaaet Adspredelse. At saaledes det, der er Midlet mod Kjedsommelighed, kan fremkalde den, synes betænkeligt; men det kan ogsaa kun forsaavidt fremkalde den, som det bliver urigtigt anvendt. En forkeert, i Almindelighed exentrisk Adspredelse har ogsaa Kjedsommeligheden i sig, og det er paa den Maade den arbeider sig frem, og viser sig som det Umiddelbare. Som man med Hensyn til Heste skjelner mellem Død-Kuller og Flyve-Kuller, men dog kalder begge Dele Kuller, saaledes kan man ogsaa gjøre Forskjel mellem to Arter af Kjedsommelighed, som dog begge enes i Bestemmelsen af Kjedsommelighed.
I Pantheismen ligger i Almindelighed Bestemmelsen af Fylde; med Kjedsommelighed er det omvendt, den er bygget paa Tomhed, men er netop derfor en pantheistisk Bestemmelse. Kjedsommelighed hviler paa det Intet, der slynger sig gjennem Tilværelsen, dens Svimmelhed er som den, der fremkommer ved at skue ned i en uendelig Afgrund, uendelig. At derfor hiin excentriske Adspredelse er bygget paa Kjedsommelighed, kan man ogsaa see deraf, at Adspredelsen gjenlyder uden Efterklang, netop fordi der i Intet end ikke er saa meget, at en Gjenlyd bliver mulig.
Naar nu som ovenfor udviklet Kjedsommelighed er en Rod til alt Ondt, hvad er da naturligere end at man søger at overvinde den. Det gjælder imidlertid hersom allevegne fornemlig om roligt Overlæg, at man ikke dæmonisk besat af Kjedsommelighed, idet man vil undflye den, arbeider sig ind i den. Paa Forandring raaber Alle, der kjede sig. Heri er jeg ganske enig med dem, kun gjælder det om at handle efter Princip.
Min Afvigelse fra den almindelige Anskuelse er tilstrækkeligt udtrykt ved det Ord: Vexeldrift. I dette Ord kunde synes at ligge en Tvetydighed, og naar jeg i dette Ord vilde finde Rum for en Betegnelse af den almindelige Methode, saa maatte jeg sige, at Vexeldriften bestod i bestandig at vexle Jordbund. Saaledes bruger Landmanden imidlertid ikke dette Udtryk. Jeg vil dog et Øieblik benytte det saaledes, for at tale om den Vexeldrift, der beroer paa Forandringens grændseløse Uendelighed, dens extensive Dimension.
Denne Vexeldrift er den vulgaire, den ukunstneriske, og ligger i en Illusion. Man er kjed af at leve paa Landet, man reiser til Hovedstaden; man er kjed af sit Fødeland, man reiser udenlands; man er „europamüde”, man reiser til Amerika o. s. v.; man hengiver sig til et sværmerisk Haab om en uendelig Reisen fra Stjerne til Stjerne. Eller Bevægelsen er en anden, men dog extensiv. Man er kjed af at spise paa Porcellain, man spiser paa Sølv; man er kjed heraf, man spiser paa Guld; man brænder det halve Rom af for at se Troias Ildebrand. Denne Methode hæver sig selv og er den slette Uendelighed. Hvad opnaaede ogsaa Nero? Nei da var Keiser Antonin klogere, han siger: ἀναβιῶναί σοι ἔξεστιν· ίδε πάλιν τὰ πϱάγματα, ὡς ἑώϱας· ἐν τούτῳ γαϱ τὸ ἀναβιῶναι. (Βιβλιον Z., β.)
Den Methode, jeg foreslaaer, ligger ikke i at forandre Jordbunden, men som den sande Vexeldrift i at skifte Drifts-Methoden og Sædearter. Her ligger strax det Begrændsnings-Princip, som er det ene frelsende i Verden. Jo mere man begrændser sig selv, desto meer opfindsom bliver man. En eensom Livsfange er saare opfindsom, en Ædderkop kan være ham til stor Moro. Man tænke paa sin Skoletid, da man er indtraadt i den Alder, hvor der intet æsthetisk Hensyn tages i Valget af dem, der skal belære En, og disse desaarsag ofte ere meget kjedsommelige; hvor opfindsom er man da ikke? Hvor kan det ikke more En, at have fanget en Flue og holde den fangen under en Nøddeskal, og see, hvorledes den kan løbe om med denne; hvor kan det glæde at have skaaret et Hul i Bordet, at spærre en Flue ind deri, og gjennem et Stykke Papir at kigge ned paa den? Hvor underholdende kan det ikke være at høre det eensformige Tagdryp? Hvilken grundig Iagttager bliver man ikke, ikke den mindste Larm eller Bevægelse undgaaer En. Her er Yderspidsen af det Princip, der ikke ved Extensitet men ved Intensitet søger efter Beroligelse.
Jo opfindsommere et Menneske kan være i at forandre Drifts-Methoden, desto bedre; men enhver enkelt Forandring ligger dog indenfor den almindelige Regel af Forholdet mellem at erindre og at glemme. Det er i disse to Strømninger at hele Livet bevæger sig, og det gjælder derfor om ret at have dem i sin Magt. Først naar man har kastet Haabet overbord, først da begynder man at leve kunstnerisk; saa længe man haaber kan man ikke begrændse sig. Det er ret smukt at see et Menneske stikke i Søen med Haabets Medbør, man kan benytte Leiligheden til at lade sig tage med paa Slæbetouget, men selv bør man aldrig have det ombord paa sin Skade, allermindst som Lods; thi det er en troløs Skibsfører. Haabet var derfor ogsaa den ene af Prometheus's betænkelige Gaver; istedetfor de Udødeliges Forudvidenhed gav han Menneskene Haabet.
Glemme — det ville alle Mennesker; og naar der møder dem noget Ubehageligt, saa sige de altid, hvo der dog kunde glemme. Men det at glemme er en Kunst, som maatte være indøvet iforveien. At kunne glemme beroer altid paa, hvorledes man husker; men hvorledes man husker, beroer atter paa, hvorledes man oplevet Virkeligheden. Den der med Haabets Fart løber sig fast, han vil erindre saaledes, at han ikke formaaer at glemme. Nil admirari er derfor den egentlige Leveviisdom. Ethvert Livs-Moment maa ikke have mere Betydning for En end at man kan, hvad Øieblik man vil, glemme det; ethvert enkelt Livs-Moment maa fra den anden Side have saa megen Betydning for En, at man hvert Øieblik kan huske det. Den Alder, der husker bedst, er tillige den glemsomste, det er Barnealderen. Jo mere poetisk man husker, jo lettere glemmer man, thi det at huske poetisk er egentlig blot et Udtryk for at glemme. Naar jeg husker poetisk, saa er der allerede foregaaet den Forandring med det Oplevede, hvorved det har tabt alt det Pinlige. For saaledes at kunne erindre, maa man være opmærksom paa, hvorledes man lever, især hvorledes man nyder. Nyder man frisk væk indtil det Sidste, tager man bestandig det Høieste med, som Nydelsen kan give, saa vil man hverken være istand til at erindre eller til at glemme. Man har da nemlig intet Andet at erindre end en Overmæthed, som man kun ønsker at glemme, men som nu plager med en ufrivillig Erindring. Naar man derfor mærker, at Nydelsen eller et Livs-Moment for stærkt river En hen, da holder man et Øieblik inde og erindrer. Der er intet Middel, der bedre giver Afsmag for at vedblive for længe. Man holder fra Begyndelsen af Styr paa Nydelsen, sætter ikke alle Seil til for enhver Beslutning; man hengiver sig med en vis Mistro, først da er man istand til at gjøre det Ordsprog til Løgner, der siger, at man ikke paa eengang kan have baade i Sæk og i Pose. Vel forbyder Politiet at bære hemmelige Vaaben, og dog er intet Vaaben saa farligt som den Kunst at kunne erindre. Det er en egen Følelse, naar man midt i Nydelsen seer paa den for at erindre.
Naar man saaledes har perfektioneret sig i den Kunst at glemme og den Kunst at erindre, saa er man istand til at spille Fjæderbold med hele Tilværelsen.
Paa Kraften til at glemme kan man egentlig maale et Menneskets Elasticitet. Den, der ikke kan glemme, ham bliver der ikke Meget af. Om der nogensteds skulde sprudle en Lethe, veed jeg ikke, men det veed jeg, at denne Kunst kan udvikles. Den bestaaer dog ingenlunde i, at det enkelte Indtryk skulde sporløst forsvinde; thi Glemsomhed er ikke identisk med den Kunst at kunne glemme. Man seer ogsaa let, hvor liden Forstand Folk i Almindelighed have paa denne Kunst; thi de ville som oftest kun glemme det Ubehagelige, ikke det Behagelige. Dette røber en fuldkommen Eensidighed. Glemsel er nemlig det rette Udtryk for den egentlige Assimilation, der nedsætter det Oplevede til Resonantsbund. Derfor er Naturen saa stor, fordi den har glemt, at den var Chaos, men denne Tanke kan fremkomme naar det skal være. Da man som oftest kun tænker sig Glemsel i Forhold til det Ubehagelige, saa forestiller man sig den oftest som en vild Magt, der overdøvet. Men Glemsel er tværtimod en stille Syslen, og den bør være ligesaavel i Forhold til det Behagelige som til det Ubehagelige. Ogsaa det Behagelige har som forbigangent, netop som forbigangent, en Ubehagelighed i sig, hvorved det kan vække Savnet; denne Ubehagelighed hæves ved Glemsel. Det Ubehagelige har en Braad, det tilstaae Alle. Ogsaa den tages bort ved Glemsel. Bærer man sig imidlertid ad som Mange af dem, der fuske i den Kunst at glemme, slaaer det Ubehagelige aldeles bort, saa vil man snart see, hvad det hjælper til. I et ubevogtet Øieblik overrasker det En ofte med det Pludseliges hele Magt. Dette er aldeles stridende mod den velordnede Indretning i et forstandigt Hoved. Ingen Ulykke, ingen Gjenvordighed er saa lidet affabel, saa døv, at den ikke lader sig smigre lidt; selv Cerberus tog mod Honningkager, og det er ikke blot Pigebørn, man bedaarer. Man besnakker den og berøver den derved sin Skarphed, og ønsker ingenlunde at glemme den, men glemmer den for at erindre den. Ja selv med Minder af den Natur, at man skulde synes evig Glemsel var det eneste Middel mod dem, tillader man sig slig Underfundighed, og Falskneriet lykkes den Behændige. Glemsel er den Sax, med hvilken man klipper bort, hvad man ikke kan bruge, vel at mærke under Erindringens allerhøieste Opsyn. Glemsel og Erindring ere saaledes identiske, og den kunstnerisk tilveiebragte Identitet det archimediske Punkt, med hvilket man løfter hele Verden. Naar man siger at skrive Noget i Glemmebogen, saa antyder man jo paa eengang at det glemmes og at det dog opbevares.
Den Kunst at erindre og at glemme vil da ogsaa forebygge, at man ikke løber sig fast i noget enkelt Livsforhold og sikkre En den fuldkomne Svæven.
Man vogte sig da for Venskab. Hvorledes defineres en Ven? En Ven er ikke hvad Philosophien kalder det nødvendigt Andet, men det overflødige Tredie. Hvilke ere Venskabs Ceremonier? Man drikker Duus, man aabner en Aare, man blander sit Blod med Vennens. Naar dette Øieblik kommer er vanskeligt at bestemme; men det forkynder sig selv paa en gaadefuld Maade, man føler det, man kan ikke mere sige De til hinanden. Naar denne Følelse har været tilstede, saa kan det aldrig vise sig, at man har taget feil som Geert Vestphaler, da han drak Duus med Skarpretteren. — Hvilket er Venskabets sikkre Kjendetegn? Oldtiden svarer: idem velle, idem nolle, ea demum firma amicitia, og tillige yderst kjedsommeligt. Hvilken er Venskabets Betydning? Gjensidig Assistance med Raad og Daad. Derfor slutte to Venner sig nøie sammen, for at være Alt for hinanden; og det uagtet det ene Menneske slet ikke kan være Andet for det andet Menneske end være i Veien for ham. Ja man kan hjælpe hinanden med Penge, hjælpe hinanden i og af Frakken, være hinandens ydmyge Tjenere, møde til en oprigtig Nytaars-Gratulation, item til Bryllup, Varsel og Begravelse.
Men fordi man afholder sig fra Venskab, derfor skal man ikke leve uden Berøring med Menneskene. Tværtimod, disse Forhold kunne undertiden ogsaa antage et dybere Sving, kun at man altid, skjøndt man en Tid lang deler Bevægelsens Fart, dog har saa meget mere Hurtighed, at man kan løbe fra det. Man mener vel, at en saadan Adfærd efterlader ubehagelige Erindringer, at det Ubehagelige ligger i, at et Forhold fra at have været Noget for En svinder hen til at være Intet. Dette er dog en Misforstaaelse. Det Ubehagelige er nemlig en pikant Ingredients i Livets Tværhed. Desuden kan det samme Forhold atter faae Betydning paa en anden Maade. Det, man skal passe paa, er, aldrig at løbe fast, og til den Ende altid at have Glemselen bag Øret. Den erfarne Landmand brakker af og til, den sociale Klogskabslære anbefaler det Samme. Alt kommer nok igjen, men paa en anden Maade; hvad der eengang har været optaget i Notationen bliver deri, men varieres ved Drifts-Maaden. Man haaber derfor ganske conseqvent at træffe sine gamle Venner og Bekjendtere i en bedre Verden, men man deler ikke Mængdens Frygt for, at de skulde have forandret sig saa meget, at man ikke kunde kjende dem igjen; man frygter snarere for, at de skulde være aldeles uforandrede. Det er utroligt, hvad selv det ubetydeligste Menneske kan vinde ved en saadan fornuftig Drift.
Man indlade sig aldrig i Ægteskab. Ægtefolkene de love hinanden Kjærlighed for evig. Det er nu nemt nok, men har heller ikke stort at betyde; thi bliver man færdig med Tiden, Evigheden bliver man nok færdig med. Naar derfor Vedkommende, istedetfor at sige for evigt, sagde til Paaske, eller til førstkommende Maidag, saa var der dog Mening i deres Tale; thi baade sagde man Noget, og Noget, man maaske kunde holde. Hvorledes gaaer det ogsaa i Ægteskabet. Efter kort Tids Forløb mærker først den ene Part, at det er galt, nu klager den anden Part og raaber høit i Sky: Troløshed, Troløshed. Efter nogen Tids Forløb kommer den anden Part paa det samme Punkt, og der tilveiebringes en Neutralitet, idet den gjensidige Troløshed qvitter til fælles Contentement og Fornøielse. Imidlertid er det dog bag efter; thi en Skilsmisse er forbunden med store Vanskeligheder.
Naar det forholder sig saaledes med Ægteskabet, saa er det ikke forunderligt, at man paa saa mange Maader maa stive det af med moralske Støtter. Naar En vil skilles fra sin Kone, saa raaber man: han er et nedrigt Menneske, en Skurk o. s. v. Hvor taabeligt, og hvilket indirekte Angreb paa Ægteskabet. Enten har Ægteskabet Realitet i sig selv, og saa er han jo straffet tilstrækkeligt ved at gaae Glip af denne; eller det har ingen Realitet, og saa er det jo urimeligt at udskjælde ham fordi han er visere end Andre. Naar En blev kjed af sine Penge, og kastede dem ud af Vinduet, saa vilde Ingen sige, han var et nedrigt Menneske; thi enten har Penge Realitet, og saa er han jo tilstrækkelig straffet ved at berøve sig dem, eller de have ingen Realitet, og da er han jo viis.
Man maa altid vogte sig for at contrahere et Livsforhold, hvorved man kan blive til Flere. Derfor er Venskabet allerede farligt, end mere Ægteskabet. Vel siger man, at Ægtefolkene blive til een; men dette er en saare dunkel og mystisk Tale. Naar man er Flere, saa har man tabt sin Frihed og kan ikke bestille Reisestøvler, naar man vil, kan ikke flakke ustadigt om. Har man Kone, er det vanskeligt, har man Kone og maaskee Børn, er det besværligt, har man Kone og Børn, er det umuligt. Vel har man havt Exempel paa, at en Zigeunerinde har baaret sin Mand paa Ryggen gjennem Livet, men deels er dette en Sjeldenhed, deels ogsaa i Længden trættende — for Manden. Ved Ægteskabet geraader man desuden i en høist fatal Continuitet med Skik og Brug, og Skik og Brug er ligesom Veir og Vind noget aldeles Ubestemmeligt. I Japan er det, saavidt jeg veed, Skik og Brug, at ogsaa Mændene ligge i Barselseng. Hvorfor kunde den Tid ikke komme, da Europa vilde indføre fremmede Landes Stille.
Venskabet er allerede farligt, Ægteskabet er det endnu meer; thi Qvinden er og bliver Mandens Ruin, saasnart man contraherer et vedvarende Forhold med hende. Tag et ungt Menneske, fyrigt som en arabisk Hest, lad ham gifte sig, han er tabt. Først er Qvinden stolt, saa er hun svag, saa besvimer hun, saa besvimer han, saa besvimer hele Familien. En Qvindes Kjærlighed er kun Forstillelse og Svaghed.
Fordi man ikke indlader sig i Ægteskab, derfor behøver Ens Liv ikke at være uden Erotik. Det Erotiske bør ogsaa have Uendelighed, men poetisk Uendelighed, der ligesaa godt kan begrændses i een Time som i en Maaned. Naar to Mennesker forelske sig i hinanden, og ane, at de ere bestemte for hinanden, da gjælder det om at have Mod til at bryde af; thi ved at vedblive er kun Alt at tabe, Intet at vinde. Det synes et Paradox og er det ogsaa for Følelsen, ikke for Forstanden. Paa dette Gebeet gjælder det især om at kunne bruge Stemninger; kan man det, da kan man tilveiebringe en uudtømmelig Afvexling af Combinationer.
Man paatage sig aldrig nogen Kaldsforretning. Gjør man det, saa bliver man en slet og ret Peter Flere, en lille bitte Tap med i Statslegemets Maskine; man ophører selv at være Drifts-Herren, og da kan Theorien kun lidet hjælpe. Man faaer en Titel, og heri ligger Syndens og det Ondes hele Conseqvents. Den Lov, man da træller under, er lige kjedsommelig, enten Avancementet er hurtigt eller langsomt. En Titel bliver man aldrig af med igjen, det skulde da være ved en Forbrydelse, der paadrog En Kagstrygning, og selv da er man ikke sikker for, at man jo kan blive benaadet ved en kongelig Resolution og faae sin Titel igjen.
Om man end afholder sig fra Kaldsforretninger, bør man dog ikke være uvirksom, men lægge Vægt paa al den Beskjæftigelse, der er identisk med Ørkesløshed, man maa drive allehaande brødløse Kunster. Dog bør man i denne Henseende ikke udvikle sig saa meget extensivt som intensivt, og, skjøndt ældre i Aar, vise Rigtigheden af det gamle Ord, at det er Lidet, der kan fornøie Børn.
Som man nu, ifølge den sociale Klogskabslære, til en vis Grad varierer Jordbunden — thi dersom man kun vilde leve i Forhold til eet Menneske, saa maatte Vexeldriften falde slet ud, ligesom hvis en Landmand kun havde een Tønde Land, hvoraf Følgen vilde blive, at han aldrig kunde brakke, noget, der er saa yderlig vigtigt — saaledes maa man ogsaa bestandigt variere sig selv, og dette er egentlig Hemmeligheden. Til den Ende maa man nødvendigt have Stemningerne i sin Magt. I den Forstand at have dem i sin Magt, at man skulde kunne frembringe dem, naar man vilde, er en Umulighed, men Klogskaben lærer at benytte Øieblikket. Som en erfaren Sømand altid forskende seer hen over Vandet, og seer en Kastevind længe forud, saaledes bør man altid see Stemningen lidt forud. Man maa vide, hvorledes Stemningen virker paa En selv og efter Sandsynlighed paa Andre, førend man ifører sig den. Man stryger først for at fremkalde rene Toner og see, hvad der stikker i et Menneske, senere følge Mellemtonerne. Jo mere Praxis man har, jo lettere vil man overbevise sig om, at der ofte er meget i et Menneske, som man aldrig tænker paa. Naar følsomme Mennesker, der som saadanne ere yderst kjedsommelige, blive arrige, saa ere de ofte morsomme. Drilleri er især et ypperligt Explorations-Middel.
I Vilkaarligheden ligger hele Hemmeligheden. Man troer det er ingen Kunst at være vilkaarlig, og dog hører der et dybt Studium til at være vilkaarlig saaledes, at man ikke selv løber vild deri, at man selv har Fornøielse deraf. Man nyder ikke umiddelbart, men noget ganske Andet, som man selv vilkaarligt lægger ind. Man seer Midten af et Theater-Stykke, læser tredie Deel af en Bog. Derved faaer man en ganske anden Nydelse end den, Forfatteren har været saa god at tiltænke En. Man nyder noget aldeles Tilfældigt, man betragter hele Tilværelsen fra dette Standpunkt, lader dens Realitet strande derpaa. Jeg vil anføre et Exempel. Der var et Menneske, hvis Passiar et Livsforhold gjorde det nødvendigt for mig at høre paa. Han var ved enhver Leilighed tilrede med et lille philosophisk Foredrag, der var yderst kjedsommeligt. Nær ved at fortvivle opdager jeg pludselig, at han svedte ualmindellg stærkt, naar han talte. Denne Sved tildrog sig nu min Opmærksomhed. Jeg saae, hvorledes Sved-Perlerne samlede sig paa hans Pande, derpaa forenede sig i Bælte, gled ned ad hans Næse, og endte i et draabeformigt Legeme, der blev hængende paa Næsens yderste Spidse. Fra dette Øieblik af var Alt forandret, jeg kunde endog have min Glæde af at anspore ham til at begynde sin philosophiske Belæring, alene for at iagttage Sveden paa hans Pande og paa hans Næse. Baggesen siger etsteds om en Mand, at han vist er et meget skikkeligt Menneske, men at han har den Ting at indvende imod ham, at Intet rimer paa hans Navn. Det er yderst velgjørende, saaledes at lade Livets Realiteter indifferentiere sig paa en saadan vilkaarlig Interesse. Man gjør noget Tilfældigt til det Absolute og som saadant til Gjenstand for absolut Beundring. Dette virker især ypperligt, naar Gemytterne ere i Bevægelse. I Forhold til mange Mennesker er denne Methode et ypperligt Pirrings-Middel. Man betragter Alt i Livet som et Væddemaal o.s.v. Jo mere conseqvent man veed at fastholde sin Vilkaarlighed, desto morsommere blive Combinationerne. Conseqventsens Grad viser altid, om man er Kunstner eller Fusker; thi til en vis Grad gjøre alle Mennesker det Samme. Det Øie, hvormed man seer Virkeligheden, maa bestandig forandres. Neo-Platonikerne antoge, at de Mennesker, der havde været mindre fuldkomne i Verden, bleve efter Døden til meer eller mindre fuldkomne Dyr, alt efter deres Fortjenester; de, der f. Ex. havde øvet borgerlige Dyder efter en mindre Grad (Detaillisterne), bleve til borgerlige Dyr, f. Ex. til Bier. En saadan Livs-Betragtning, der her i Verden seer alle Mennesker forvandlede til Dyr eller til Planter (ogsaa dette meente Plotin at nogle bleve forvandlede til Planter), frembyder en riig Mangfoldighed af Afvexling. Maleren Tischbein har forsøgt at idealisere ethvert Menneske til et Dyr. Hans Methode har den Feil, at den er for alvorlig, og stræber at udfinde en virkelig Lighed.
Med Vilkaarligheden i En selv corresponderer Tilfældigheden udenfor En. Man bør derfor altid have et aabent Øie for det Tilfældige, altid være expeditus, hvis Noget skulde tilbyde sig. De saa kaldte selskabelige Glæder, til hvilke man forbereder sig otte eller fjorten Dage forud, have ikke stort at betyde, derimod kan selv den ubetydeligste Ting ved et Tilfælde blive et rigt Stof til Morskab. At gaae her i Detail lader sig ikke gjøre, saavidt kan ingen Theori naae. Selv den udførligste Theori er dog kun Fattigdom imod hvad Geniet i sin Ubiqvitet let opdager.