En Stum Beretning om et Forlis

by Holger Drachmann

Hvis nogensinde Haabløsheden havde løst Næringsbevilling for at nedsætte sig i en Kommune, saa maatte det være i dette Strandsogn. Sørgelige Sandmiler, langstrakte og ensformige som Sorgen selv; halvtudviskede Klitter ud imod Havet; Vragstumper som Vejvisere, hvor ingen Vej var; - en idelig nervøst svingende Maage til Oplivelsesmiddel; en ustadig Himmels evige Regnbyger, der græd ligesaa ofte paa Dagen, som et skrantende Barn; hist og her mellem Milerne nogle Huse og Halvgaarde af et inderlig forknyt Udseende; Antydninger af Græsgange med en Genganger af en Ko og to Faar, saa magre som Mynder; en syrlig eller hel sur Lugt fra stillestaaende Vandsamlinger inde mellem Klitterne - og svingede man saa ud igennem Klitten og kom ned paa den flade Strand, saa var der denne Dønning, som løb og løb over Revlerne ind imod Sandet, og brusede, og trak Vejret, som en Mand, der har gaaet for hastig, og som vil fortælle en Begivenhed, en meget alvorlig Begivenhed - rent ud sagt en slem Historie; men han kan ikke komme til det; der er dette, som stopper. Og han vender Øjnene i Hovedet, og sukker, og fremmumler: Aa.. aa Gud hjælpe mig.. Gud hjælpe mig!..

Vognen var uden Fjére - naturligvis; men den brede Agestol hang i sine Læderremme, og der var god Plads til Landdoktoren og mig. Der var for god Plads, og vi kom oftere i mere nær Berøring med hinandens Skuldre og Kasketskygger, end en Kørsel under almindelige Omstændigheder plejer at foranledige.

Undskyld... aa undskyld... det er dog ogsaa..!

Og saa maatte vi smile, men blev straks alvorlige igen.

Og saa skulde vore Piber tændes paany.

Det var, da vi drejede af ned paa Stranden. Jeg glemte at tænde min Pibe, men Doktoren lod sig ikke genere.

De ikke vant til det! sagde han og smækkede Dækslet til igen. Ja jeg indrømmer, at her er trist, forbandet trist, især en Efteraarsdag. Men naar man næsten daglig færdes her - og Nætterne med - saa - der gik den ud igen - bak, bak, bak - saa De forstaar - Vanen er den halve Natur - og desuden - hvad sløves vi ikke for i Længden?

Har De nogensinde set en Stranding - med egne Øjne? spurgte jeg.

Masser! Det vil da sige - hm! egenlig talt - jeg er næsten altid kommen bagefter - til Ligsyn og saadan noget.

Ja jeg ogsaa! svarede jeg.

Vi kørte videre i Tavshed. Vognen blev hevet igennem Sandet af de stakkels Heste; vor Kusk slog paa dem, uden at sige noget; det faldt mig ind, at han med samme Resultat kunde have ladet være at bruge Pisken, men jeg kunde ikke faa bragt de fornødne Ord frem; jeg var trykket, dump, irriteret, lidende, men tavs, fremfor alt tavs, karrig paa Mæle. Og evigt skyllede denne Dønning ind imod os med denne stakaandede Lyd, der tabte sig mellem Klitternes Gravstumhed. Som langs med en Kirkegaards halvt sammensunkne Vold kørte vi; og paa den modsatte Side dette Hav med sit uforanderlige: aa Gud hjælpe mig..

Naa, sidder De og bearbejder Stoffet? lød det fra min Sidemand.

Hvilket Stof?

Strandinger!

Jeg har ingen set, siger jeg Dem; og De heller ikke.

Ellers kunde De i det mindste fortælle mig en!

Intet er lettere. Jeg har hørt nok derom i disse fire Aar - man hører jo kun derom. Man spiller sin L'hombre og taler om Strandinger hos os. Lad se, der var denne sidste.

Hestene var gaaet i Staa. De trængte til at trække Vejret. Den sidste Byge var gaaet hen over os, og vi havde hver for sig stukket Piben ind. Havet var begyndt at rejse sig; det mumlede ikke længer, det raabte noget højt ind til mig; men jeg forstod det ikke.

Ud igennem Klitten, ud fra Gravene, tæt foran Vognen, kom en Skikkelse med en opskudt Rulle Tov over Skuldren. Hestene stod, og Skikkelsen stod. Det var en høj, mager, kraftigudseende Mand, noget fremduvende, saaledes som Kystboeren nemt bliver det paa denne Strand. Han gjorde Linen klar, da han var traadt helt ned i Havstokken, hvor han saa ud imod Søerne, som om han syntes at have noget at sige dem - eller som om han lyttede til, hvad de raabte. Saa hvirvlede han Linens Bugter fra sig ud i det sydende Vand, halede atter til sig, syntes at studse, løb lidt tilbage, kastede atter, og udstødte under denne sære Leg en Grynten, der i Grunden ikke havde meget menneskeligt ved sig.

Han gebærdede sig som et Barn under denne Leg; jeg saa paa ham; hans Haar var snarere hvide end graa, og dog tydede intet hos ham paa Oldingen. Han stirrede paa os, saa temmelig ligegyldig for vor Nærværelse. Saa begyndte han sin Leg forfra.

Dér har vi jo Mads! sagde Doktoren. Og han fortsatte, mere direkte henvendt til mig: Se, Mads, det var netop Manden for Dem. Han var alene her paa dette øde Strøg i Klitten en Aften, da et stort Skib forliste. Han overværede hele Forestillingen fra først til sidst. Det var nok et ganske ekstra Forlis. Han kunde have fortalt Dem derom. Desværre...

Desværre? spurgte jeg.

Doktoren skottede til mig, og hældte derpaa Saucen af sin Pibe.

Han blev smaafjantet efter den Nat - som De ser. Og, mærkeligt nok, Mælet mistede han ogsaa. Jeg vil slet ikke tale om Haarets Kulør; - det var ildrødt i Forvejen.

Han blev gal? spurgte jeg sagte.

Ja ligefrem - og stum. Han maa vel have haft Dispositioner... sagde Landdoktoren.