Jydsk Forlags-Forretning Aarhus


En Studie i rødt.pdf En Studie i rødt.pdf/9 95-111

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

ANDEN DEL




BLANDT DE SIDSTE DAGES HELLIGE

Første Kapitel.


Paa den store Saltslette.

Omtrent midt i det store amerikanske Fastland ligger der en nøgen og frastødende Ørken, der i mange Aar virkede som en Bom for den mod Vest fremskridende Civilisation. Fra Sierra Nevada til Nebraska og fra Yellowstone Floden mod Nord til Colorado Floden mod Syd breder sig den øde og tavse Landstrækning, der dog af Naturen er bleven skænket nogen Afveksling. Den fremviser baade høje, snedækte Bjærge og dybe, skumle Dale, vandrige Strømme, der brusende og skummende styrte frem gennem dybe, sønderrevne Canons, og uhyre Sletter, der om Vinteren ere hvide af Sne og om Sommeren graa af saltagtigt Alkali Støv. Men baade Bjærg, Dal og Slette bære dog det samme Præg af Ufrugtbarhed, Ugæstmildhed og Elendighed.

Der findes ingen Beboere i dette Haabløshedens Land. En Flok Pawneer eller Sortfødder strejfe maaske tilfældigvis hen langs dets Rande for at naa til andre Jagtgrunde, men selv de vildeste og dristigste af disse uforfærdede Naturens Børn føle sig lettede, naar de tabe hine skrækkelige Sletter af Syne og atter befinde sig paa deres hjemlige Prærier. Ørkenulven lusker omkring i det sparsomme Krat, Kondoren flyver langsomt og kredsende gennem Luften, og den klodsede graa Bjørn sjokker gennem de dybe Kløfter for at finde noget til Føden mellem Klipperne. Men disse ere ogsaa Ødemarkens eneste Beboere.

Paa hele Jorden har man ingen Steder en saa trøstesløs og afskrækkende Udsigt som fra Sierra Blancas nordlige Skraaning. Saa langt Øjet rækker, strækker sig den flade Ørken, overalt oversaaet med store, hvide, saltbedækkede Pletter, der veksle med Grupper af de dværgagtige Chapparel Buske. I Synskredsens yderste Rand fortoner sig en lang Kæde af Bjærgtoppe, hvis skarpe, sønderrevne Tinder ere bedækkede med Sne. Paa hele denne store Landstrækning vil man forgæves lede om selv det mindste Tegn til dyrisk Liv eller noget, der hører hertil. Der ses ikke en Fugl mod den staalblaa Himmel, ingen Bevægelse paa den triste, graa Jord — overalt hersker den dybeste Tavshed. Hvor skarpt man end lytter, vil man dog ikke opfange selv den svageste Lyd over denne vældige Ødemark — intet andet end Stilhed, fuldstændig, hjerteknugende Stilhed!

Der blev sagt, at intet, der hører til dyrisk Liv, var at opdage paa den vide Slette; der er dog een Undtagelse. Skuer man ned fra Sierra Blanca, vil man opdage en Sti, der er traadt hen over Sletten og bugter sig frem, indtil den tabes af Syne i det fjerne. Den er furet af Vognhjul og sammentrampet af mange Eventyreres Fødder. Hist og her ligge hvide Genstande spredte, som glimte i Solen og træde skarpt frem mod den graa Alkali. Træd nær­ mere og undersøg dem! Det er Skeletter: nogle store og klodsede, andre mindre og spinklere. De første have tilhørt Okser, de sidste Mennesker. Mange, mange Hundrede Mil kan man spore Karavaneruten ved Hjælp af disse gyselige, spredte Levninger af dem, der ere styrtede om paa Vejen.

— Den 4de Maj 1847 stod en ensom Vandrer paa Sierra Blancas Skraaning og stirrede ned over Sletten og Stien. Hans Udseende var saaledes, at man godt kunde have taget ham for Ørkenens Aand eller Dæmon. Selv en opmærksom Iagttager vilde have fundet det vanskeligt at afgøre, om han var fyrretyve eller tresindstyve Aar gammel; hans Ansigt var magert og udtæret, og den brune, pergamentagtige Hud laa stramt over de fremstikkende Kindben. Hans lange, brunlige Haar og Skæg vare tæt graasprængte, hans Øjne vare dybt indsunkne i deres Huler og brændte med en unaturlig Glans, medens hans Haand, der var knuget om Riffelløbet, var saa blottet for Kød som en Mumies.

Medens han stod og stirrede, lænede han sig mod Vaabenet for at finde Støtte, og dog forraadte hans høje Skikkelse og hans massive Knokkelbygning en usædvanlig sej og kraftig Konstitution. Men hans udtærede Ansigt og hans Klæder, der hang som en Sæk om hans indskrumpede Lemmer, fortalte tydelig, hvad det var, der gav ham den affældige og sammenfaldende Holdning. Manden var ved at dø af Hunger og Tørst.

Han havde med Møje slæbt sig frem gennem Kløften, der laa bag ved ham, og op paa den Klippe, han stod paa, i det forfængelige Haab, at det maatte blive ham muligt at opdage et eller andet Tegn paa, at der kunde være Vand i Nærheden. Nu strakte den store Saltslette sig for hans Blik, og bag ved den det fjerne Bælte af vilde Bjærge; men intet Sted var der den mindste Plante at opdage, der kunde forraade Tilstedeværelsen af lidt Fugtighed. Paa hele den vide Strækning gaves der ham ikke det ringeste Glimt af Haab, forgæves stirrede han med vilde, søgende Øjne mod Nord, Øst og Vest, alle Vegne traf hans Blik det samme trøstesløse Øde, og han forstod da, at han nu var kommen til Ende med sin Vandring, og at han maatte lægge sig til at dø her paa den nøgne Klippe. »Ja, hvorfor ikke lige saa godt her som i en rigtig Seng om en Snes Aar,« mumlede han, idet han satte sig i Læ af en stor Sten.

Før han satte sig, havde han lagt sin unyttige Riffel paa Jorden tillige med en i et graat Shawl indpakket stor Byldt, som han havde baaret paa Ryggen. Det lod til, at den havde været for tung for ham; thi da han lagde den fra sig, var den lige ved at falde fra ham og kom derfor til Jorden med et Stød. Straks hørtes der fra Byldten en svag, klynkende Graad, og et lille, forskræmt Ansigt med meget klare og brune Øjne stak frem af den tillige med to buttede Smaahænder.

»Aah, Du stødte mig saadan!« lød det bebrejdende fra en barnlig Stemme.

»Gjorde jeg det,« svarede Manden angrende, »jeg kunde ikke gøre for det, Du.« Medens han talte, løste han det graa Shawl op og afviklede der­ ved en nydelig lille 4 Aars Pige, hvis pæne Sko og smukke, røde Kjole med den hvide, krusede Lærredskrave og det rene, glatte Forklæde vidnede om en Moders kærlige Omsorg. Barnet var blegt og gustent, men hendes buttede Arme og Ben viste, at hun havde lidt mindre af Sult og andre Genvordigheder end hendes Ledsager.

»Hvorledes gaar det nu?« spurgte han blidt; thi hun stod endnu og gned sit Baghoved, der bedækkedes af purrede, gule Krøller.

»Blæs paa det saa gaar det over,« sagde hun med pudsig Alvor, idet hun vendte det saarede Sted hen til ham. »Det plejede Moder altid at gøre. Hvor er Moder?«

»Din Moder er rejst fra os; men jeg tror, at vi vil komme til hende inden ret længe.«

»Er hun virkelig rejst, hvad?« spurgte den lille. »Det var da sært, at hun saa ikke sagde Farvel; det gjorde hun altid hjemme, ogsaa naar hun bare gik over til Tante Emmy for at drikke Te; og nu har hun endda været borte i hele tre Dage. Aah, hvor jeg er tørstig — er Du ikke ogsaa? Er der slet ikke noget Vand eller noget at faa at spise?«

»Nej, der er slet intet, min lille. Du maa se at vente og være taalmodig lidt endnu, saa bliver det nok godt altsammen. Læg dit Hoved ind til mig — saaledes, saa skal Du se, saa bliver det bedre. Det er ikke godt at tale, naar ens Læber er ligesom Læder; men jeg tror alligevel, at det er bedst, jeg lader Dig vide, hvorledes Sagerne staar. Hvad er det, Du har der?«

»Aah, dejligt Legetøj, se, hvor smukke de er!« udbrød den lille Pige henrykt og holdt to smaa Glimmersten i Vejret. »Naar vi kommer hjem igen, saa vil jeg give lille Broder Bob dem.«

»Du skal snart faa smukkere Ting at se end dem,« sagde Manden tillidsfuldt, »naar Du er taalmodig og vil vente lidt. Men det var det, jeg vilde til at fortælle Dig — Du husker jo nok, at vi forlod Floden?«

»Oh, ja.«

»Nu, ser Du, vi gjorde Regning paa, at vi snart vilde komme til en anden Flod; men der var noget galt — enten det nu var Kompasset eller Kortet eller noget andet, for vi kunde ikke træffe nogen Flod. Saa slap vort Vand op, og vi havde kun en lille Smule tilbage til Dig og — og —«

»Og Du kunde slet ikke faa Dig vadsket,« afbrød hans lille Ledsagerske alvorlig og stirrede op hans snavsede Ansigt.

»Nej, og heller ikke noget at drikke. Og Mr. Bender han var den første, der bukkede under, og saa Indian Pete og saa Mrs. Mc. Gregor, Johnny Hones, og saa din Moder, min lille.«

»Er da Moder ogsaa død?« klagede den lille Pige, idet hun skjulte Ansigtet i Forklædet og græd bitterlig.

»Ja, de døde allesammen undtagen Du og jeg. Saa tænkte jeg, at der maaske kunde være Haab om at finde Vand i denne Retning, derfor tog jeg Dig paa Skuldrene og stavrede af Sted med Dig. Men det ser ikke ud til, at vi er bedre farne her. Der er vist ikke meget Haab tilbage for os.«

»Tror Du da, at vi ogsaa nu skal til at dø?« spurgte Barnet, idet hun holdt op at græde og løftede sit taarevædede Ansigt op mod ham.

»Ja, jeg er lige ved at tro det, mit Barn.«

»Men hvorfor sagde Du dog ikke det før?« udbrød hun og smilede glad. »Du gjorde mig saa bange; men naar vi nu dør, saa kommer vi jo sammen med Moder igen.«

»Ja, det gør Du, min lille.«

»Men Du skal ogsaa komme med, og saa vil jeg fortælle kende, hvor rar Du har været. Du skal se, hun møder os nok ved Himlens Dør med en stor Spand Vand og et helt Fad Boghvedekager, varme og ristede paa begge Sider ligesom dem, Bob og jeg holdt saa meget af. Men hvor længe tror Du, at det varer?«

»Det ved jeg ikke; men det bliver nok ikke ret længe.« Mandens Blik var rettet mod Nord. Mod den blaa Himmelhvælving der havde der vist sig tre Smaaprikker, der for hvert Øjeblik bleve større, saa hastig kom de nærmere. Til sidst viste det sig at være tre store, brune Fugle, der kredsede over de to Vandreres Hoveder i nogen Tid og derefter satte sig paa Klippen, som stejlt hævede sig bag ved dem. Det var Kondorer, Vestens Ørne, hvis Komme varsle om Død.

»Nej, se dog, hvilke store Haner!« raabte den lille Pige glad, idet hun pegede paa de ildevarslende Skikkelser og derefter klappede i Hænderne for at faa dem til at flyve. »Men sig mig en Gang, har Gud virkelig skabt dette her Land?«

»Ja, naturligvis har han det,« sagde hendes Ledsager, lidt forbavset over dette uventede Spørgsmaal.

»Jeg ved nok, at han har skabt Landet nede ved Illinois, og at han ogsaa har skabt Missouri,« fortsatte den lille Pige. »Men dette Land her har vist en anden skabt, for det er ikke nær saa godt lavet. Han har jo helt glemt baade Vand og Træer.«

»Hvad siger Du om at bede lidt til Vorherre?« spurgte Manden helt forsagt.

»Det er jo ikke Aften endnu,« svarede hun.

»Ja, det gør ingen Ting; det er nok ikke helt efter Reglerne, men det bryder han sig sikkert ikke noget om, kan Da tro. Kan Du nu ikke fremsige de Bønner, som Du plejede at sige hver Aften i Vognen, mens vi var paa Sletterne.«

»Hvorfor siger Du dem ikke selv?« spurgte Barnet med forundrede Øjne.

»Jeg kan ikke rigtig huske dem,« svarede han. »Jeg har ikke bedt selv, siden jeg var halv saa høj som denne Bøsse her. Men det er vist aldrig for sent at begynde paa at lære dem igen. Nu kan Du sige dem, saa skal jeg prøve paa at sige dem med, Slutningen kan jeg da altid sige, ved jeg.«

»Ja, men saa maa Du knæle ned, og det maa jeg ogsaa,« sagde hun og bredte Shawlet ud foran dem. »Og Du maa række dine Hænder op — saaledes; saa synes Vorherre bedre om det.«

Det var et sælsomt Syn, der nu saas midt paa den store Ødemark; men der var ikke andre end de tre Kondorer til at se paa det. Side om Side paa det smalle Shawl knælede de to vildfarne Vandrere, det lille pludrende Barn og den ældede barske Eventyrer. Hendes runde, barnlige Ansigt og hans udtærede, kantede vare begge hævede op mod den skyløse Himmel i inderlig Bønfaldelse til det frygtede Væsen, med hvem de her stod Ansigt til Ansigt; medens de to Stemmer — den ene spæd og klar, den anden dyb og grov, forenedes i Anraabelse om Barmhjertighed og Tilgivelse. Da Bønnen var endt, satte de sig atter i Læ af den store Sten, og her faldt Barnet til sidst i Søvn med Hovedet lænet op mod dets Beskytters brede Bryst. I nogen Tid vaagede han over hendes Slummer; men til sidst overvældedes ogsaa han af Søvnen. I tre Dage og Nætter havde han ikke undt sig hverken Søvn eller Hvile. Langsomt sænkede hans Øjelaag sig ned over de trætte, forvaagede Øjne, og Hovedet sank dybere og dybere ned paa hans Bryst, indtil hans graa Skæg blandedes mellem Barnets gyldne Lokker, og begge vare sunkne hen i den samme, dybe, drømmeløse Slummer.

Havde Vandreren holdt Øjnene aabne endnu en halv Time, vilde et sælsomt Syn have mødt hans Blik. Langt borte, i det fjerne, ved Saltslettens yderste Rand, hævede sig en lille Støvsky, fra først af meget ubetydelig og næppe at skelne fra Horisontens Dis, men efterhaanden højnende og bredende sig, indtil den fremtraadte som en tæt og skarpt afgrænset Taage. Denne Sky vedblev at tiltage i Størrelse, indtil det blev indlysende, at den kun kunde være bleven rejst af en vældig Blok fremdragende Skabninger.

Havde dette Syn vist sig paa et frugtbarere Strøg, vilde en Iagttager være kommen til den Slutning, at det, der nærmede sig, maatte være en af hine store Hjorder af Bisonokser, der græsse paa de udstrakte Prærier; men en saadan Formodning var helt umulig paa denne græsløse Ødemark. Alt som Støvskyen trak sig nærmere hen mod den ensomme Højde, hvorpaa de to vildfarne hvilede, fremtonede imidlertid de af Lærred overtrukne Vogne og Skikkelserne af væbnede Ryttere tydeligere og tydeligere gennem Stovtaagen, og Synet viste sig at være en stor Karavane, der drog ud mod det fjerne Vesten.

Men hvilken Karavane! Da det forreste af den havde naaet Bjærgenes Fod, var dens Bagtrop endnu ikke synlig i Horisonten. Tværs over den uhyre Slette strakte den sig som en bugtende Slange med sine Vogne og Kærrer, Ryttere og gaaende, utallige Kvinder, der stavrede af Sted under deres Byrde, og Børn, der løb ved Siden af Vognene, eller kiggede frem under disses hvide Lærredsdække. Det var tydelig nok ikke nogen almindelig Udvandrerskare, men snarere et helt Nomadefolk, der ved Omstændighedernes Magt var bleven tvungen til at søge sig et nyt Opholdssted.

Gennem den klare, stille Luft lød fra det vældige Tog en forvirret Larm af Hestevrinsken og Oksebrøl, Menneskestemmer og Vognrummel, Hjulknirken og Børneskrig; men saa stærk og gennemtrængende, den end lød, var den dog ikke tilstrækkelig til at vække de to sovende Mennesker deroppe paa Højen.

Et Stykke foran Karavanen red en Snes eller flere alvorlige Mænd med jærnhaarde Ansigter og klædte i mørke, hjemmelavede Dragter samt væbnede med Rifler. Da de vare naaede til Højens Fod, gjorde de Holdt og begyndte at raadslaa med hinanden.

»Kilderne maa være til højre, mine Brødre,« sagde en af dem, en tæt klippet, glat barberet Mand med graasprængt Haar.

»Til højre for Sierra Blanca — saa vil vi naa Rio Grande,« sagde en anden.

»Frygt kun ikke for Vandmangel,« udbrød en tredje, »han, der fik Vandet til at springe ud af Klipperne, naar hans Tjener slog paa dem med sin Stav, vil heller ikke nu forlade sit udkaarne Folk.«

»Amen. Amen!« svarede hele Flokken.

De stod netop i Begreb med at ride videre, da en af de yngste og mest skarpsynede udstødte et Raab og pegede op til den stenede Høj, der hævede sig tæt ved dem. Fra dens Top flagrede der noget ubestemmeligt rødt, som traadte tydeligt og skarpt frem mod de graa Klipper bag ved. Ved dette Syn strammede Rytterne Tøjlerne og fik travlt med at frigøre deres Rifler, medens andre Ryttere kom sprængende til for at bistaa Avantgarden. Ordet »Rødhud« lød fra alles Læber.

»Der kan ikke være Tale om Indianere her,« sagde den ældre Mand, som lod til at være deres Anfører. »Vi har passeret Pawneerne, og der findes ikke flere Stammer her, før vi er kommen over de store Bjærge.«

»Skal jeg gaa op og se, hvad det er, Broder Stangerson?« sagde en af Flokken.

»Og jeg! og jeg!« udbrød en fem—seks andre.

»Lad eders Heste blive tilbage her nede, saa vil vi vente paa jer,« svarede den ældre. I Løbet af et Par Minutter vare de unge Mænd sprungne af Hestene, havde bundet dem og vare paa Vej op ad den stejle Skraaning, der førte op til den Genstand, som havde vakt deres Opmærksomhed. Hastig og lydløst og med øvede Spejderes tilvante Dristighed og Behændighed stege de op. Deres Kammerater kunde nede fra Sletten se dem ile fra Klippe­ stykke til Klippestykke, indtil deres Skikkelser tegnede sig mod Himlen. Den unge Fyr, der først havde gjort Alarm, gik i Spidsen. Pludselig saa hans Fæller ham hæve Armene, som om han var helt overvældet af Forundring, og da de vare komne op til ham, bleve de lige saa forbavsede ved det Syn, der mødte dem.

Paa det lille Klippegulv, der kronede den nøgne Høj, hævede der sig en enkelt kolossal Rullesten, og op mod denne Sten laa der en høj Mand, langskægget og med haarde Træk, og saa mager at alle hans Knogler kom til Syne under Huden. Hans rolige Ansigt og regelmæssige Aandedrag viste, at han laa i dyb Søvn. Ved hans Side laa der et lille Barn med de runde, hvide Arme slynget om hans brune, senede Hals og det gullokkede Hoved hvilende paa hans grove Kappes Krave. Hendes røde Læber vare halvt aabne, saa at de smaa, snehvide Tænder kom til Syne indenfor, og et fornøjet Smil dvælede paa de barnlige Træk. Paa de smaa buttede Lodder havde hun pæne hvide Strømper og nydelige Sko med blanke Spænder, og dette tillige med hendes øvrige smukke og rene Dragt dannede en sælsom Modsætning til hendes Ledsagers grove, plettede Klædning. Paa det øverste af Stenen oven over dette underlige Par stod tre gravitetiske Kondorer, der ved Synet af disse ny Gæster udstødte vrede Skrig og derefter flagrede langsomt bort.

Disse uhyggelige Skrig vækkede de to sovende, der forvirrede stirrede omkring sig. Manden rejste sig vaklende og med Møje og saa ned paa Sletten, der havde været saa øde, da Søvnen overvældede ham, men som nu var bleven fuld af Liv ved denne vældige Skare Mennesker og Kvæg. Hans Ansigt antog et Udtryk af Tvivl og Vantro, idet han stirrede og gned sine Øjne med de knoglede Hænder.

»Dette her er nok, hvad Folk kalder Syner eller saadan noget,« mumlede han. Barnet havde ogsaa rejst sig op og stod og holdt ham i Kappen; hun sagde intet, men saa sig omkring med Barnets undrende, spørgende Nysgerrighed.

Den frelsende Flok fik imidlertid snart de to vildfarne overbevist om, at det ikke var noget Drømmesyn, de saa. En af dem tog den lille Pige og løftede hende op paa Skulderen, medens to andre støttede hendes udtærede og udmattede Ledsager og hjalp ham ned til deres Vogne.

»Mit Navn er John Ferrier,« forklarede Vandreren, »jeg og den lille dér er de eneste, som er tilbage af en og tyve Mennesker; alle de andre er døde af Hunger og Tørst der nede mod Syd.«

»Er det Deres Barn?« spurgte en af Mændene.

»Ja, nu er hun det vel, antager jeg,« svarede han lidt trodsig; »hun tilhører vel mig, fordi jeg hai fielst hende; ingen skal tage hende fra mig, fra i Dag af er hun Lucy Ferrier. Men hvem er ellers I?« fortsatte han og skottede med Nysgerrig­ hed til sine drabelige, solbrændte Redningsmænd; »det ser jo ud til at I er lige saa mange som et helt Folk.«

»Ja, lige ved ti Tusinde,« sagde en af de unge Mænd; »vi er Guds forfulgte Børn — de af Englen Merona udvalgte.«

»Dem har jeg aldrig hørt Tale om,« sagde Vandreren. »Det lader til, at han har udvalgt sig en svær Mængde.«

»Spot ikke med det, som er helligt,« sagde den anden strengt. »Vi er af dem, der tror paa de hellige Skrifter, indgravede med ægyptiske Skrifttegn paa Plader af drevet Guld, dem, der i Palmyra blev overgivet i den hellige Joseph Smiths Hænder. Vi er komne fra Nauvoo i Staten Illinois, hvor vi havde grundlagt vort Tempel: men vi er dragne derfra for at opsøge os et Tilflugtssted, hvor Voldsmanden og de ugudeliges Haand ikke kan naa os, selv om vi skal drage ind i Ørkenens Hjerte for at finde det.«

Navnet Nauvoo vakte tydelig nok John Ferriers Erindring. »Nu forstaar jeg jer,« sagde han. »I er altsaa Mormonerne.«

»Ja, vi er Mormonerne,« svarede de andre som med een Røst.

»Og hvor drager I nu hen?«

»Det ved vi ikke. Guds Haand, i Skikkelse af vor Profet, leder os af Sted. Ham maa Du nu føres frem for; han skal sige, hvad der skal gøres ved Dig.«

De havde nu naaet Klippens Pod og bleve der omringede af de forreste af Pilegrimene — blege Kvinder med ydmyge Lader, stærke, muntre Børn og strenge, alvorlige Mænd. Alle udstødte høje Raab af Forbavselse og Medlidenhed, da de saa det underlige Par. Imidlertid standsede deres Eskorte ikke, men red videre, fulgt af en stor Skare af de andre Mormoner, indtil de naaede en Vogn, der udmærkede sig frem for de andre ved sin Størrelse og sin flottere Udstyrelse. Den var ogsaa forspændt med seks Heste, medens de andre maatte nøjes med to eller højst fire.

Ved Siden af Kusken sad der en Mand, der ikke kunde være mere end tredive Aar gammel, men hvis svære Hoved og resolute Udtryk tydelig betegnede ham som Fører. Han sad og læste i en Bog med brunt Læderbind; men da Skaren nærmede sig, lagde han den bort og lyttede opmærksomt til Mændenes Beretning om, hvad der var hændet. Derpaa vendte han sig til de to vildfarne.

»Skulle vi tage eder med os,« sagde han med højtidelig Røst, »da kan dette kun ske, naar I ville antage den samme Tro, som vi have. Vi ville ikke taale nogen Ulve i vor Fold. Langt bedre vilde det være, at eders Ben laa og blegedes her paa Ødemarken, end at det skulde vise sig, at I bleve den lille Raaddenskabs Plet, der med Tiden ødelagde hele Frugten. Ville I drage med os paa disse Vilkaar?«

»Jeg er parat til at tage med jer, paa hvad Vilkaar I forlanger,« sagde Ferrier med et saadant Eftertryk, at de alvorlige Ældste ikke kunde undertrykke et Smil. Kun Føreren bevarede sit haarde, strenge Udtryk.

»Tag ham, Broder Stangerson,« sagde han, »giv ham Føde og Drikke og Barnet ligervis; lad det ogsaa blive din Gerning at lære ham vor hellige Tro. Vi have dvælet her længe nok. Fremad! Af Sted, af Sted til Zion!«

»Af Sted, af Sted til Zion!« raabte Mormonskaren, og Ordene forplantede sig ned gennem den lange Karavane, idet de gentoges fra Mund til Mund, indtil de døde hen i en svag, dump Mumlen i det fjerne. Med Piskesmæld og Hjulknirken satte de store Vogne sig atter i Bevægelse, og snart bugtede det lange Tog sig paa ny hen over Sletten. Den Ældste, til hvis Omsorg de to vildfarne bleve betroede, førte dem hen til sin Vogn, hvor et Maaltid allerede vente dem.

»Her maa I nu blive,« sagde han. »Om nogle faa Dage vil I nok være kommen til Kræfter igen efter jeres Genvordigheder. Men husk nu paa, at I fra nu af og i al Evighed tilhører vort Samfund og maa bekende jer til vor Tro. Brigham Young har sagt det, og han har talet med Joseph Smiths Stemme, som er Guds Røst!«