En Hevn
En Hevn.
„Gaaer den naadige Frøken ikke med ned i Haugen?”
Det var en stor, velskabt Dame paa henved fyrretyve Aar, med mørkt Haar og bruun Teint, ildfulde, sorte Øine og regelmæssige, smukke Træk, der, idet hun for Speilet i Haugesalen tog en pailleguul Silkehat paa og ordnede sit Toilette, i en skjødesløs, spydig Tone henkastede dette Spørgsmaal.
Den Person, til hvem det var henvendt, var en ung Pige, som stod i Vinduesfordybningen, hvor hun, lænende sin lille, bøielige Skabning og støttet paa den ene Arm, som det syntes, tankeløst bladede i en opslagen Bog. En mørkebruun Silkekjole og en lille, fiin Snor af blodrøde Coraller forhøiede hendes Skuldres smægtende Hvidhed. Hun løftede hurtigt det blonde Hoved iveiret og svarede kort: „Nei!” medens de blaae Øine forskende og skarpt lode et Blik fare rundt i den elegante Salon.
Uden videre at fortsætte Samtalen gik Baronesse B., efterat have dreiet sig et Par Gange til Høire og Venstre for Speilet og med Velbehag seet det store Shawl drappere sig ned om hendes kraftige Figur, ud af Døren og ned ad Haugetrappen, hvor Baronen alt længe taalmodigen havde ventet paa hende, Hun modtog den lille, spinkle, bleggule Herres Arm, som han siirligen bød hende, og Begge forsvandt snart i den skyggefulde Castanie-Allee, der fra Herregaardens Façade førte ned mod en Sø.
Neppe vare de af Syne, før den unge Dame, ligesom naar man vaagner af en Drøm, med et dybt Suk lukkede Bogen i, hævede sin fine, men fyldige Figur og traadte et Par Skridt frem i Værelset, hvor hun endnu et Par Secunder blev staaende, som tvivlraadig og ubestemt. Pludselig vendte hun sig, som om en indre Kamp var endt, og ilede med rødmende Kinder og lette Fjed rask ind i et tilstødende Værelse. Hun saae sig forsigtigt om og aabnede endnu en Dør. Med speidende Blik og neppe dragende Aande nærmede hun sig et tredie Kammer. Det var Baronens Arbeids-Værelse. Sagte lukkede hun Døren efter sig og gik langsomt hen til en stor Mahogny-Secretaire, fremtog af Varmen en Nøgle og aabnede Klappen. En af de mange, med Perlemoer indlagte Skuffer trak hun ud og betragtede Indholdet. Det var kostbare Daaser, brillante Ringe og Bijouterier i couleurte Saffians Foutteraler Hun skød den ind og drog en anden frem. Her faldt store Ruller og Tutter Guld hende i Hænderne, et Syn der lod til at være hende nyt, og syntes at vække en meget naturlig, ungdommelig Nysgjerrighed. En vægtig Rulle Louisdorer tog hun og veiede den tankefuld i Haanden, smilende, som om det morede hende, i sin lille Haand at holde dette mægtige Drivhjul, denne uhyre Løftestang, der gjør saa mange Mirakler. Pludselig foer hun sammen.
„Hvad bestiller De her, Jeannette?” spurgte en mandlig Stemme temmelig barsk lige bag ved hende. Det var Joseph v. B., den unge Baron; fra en Tapetdør i Baggrunden var han ubemærket kommet ind i Værelset; Middagstaffelet syntes endnu at have efterladt et blussende Skjær paa hans brune Ansigt; bag ham stod hans skjæggede Jæger med høit opspilede Øine og Næsebore, og et dumt Smil om Munden. Til denne vendte Junkeren sig og sagde:
„Jørgen!”
„Ja, Herr Baron!”
„Du mindes vel, hvad Du har seet?”
„Ja, Herr Baron!”
„Saa gaa!”
„Ja, Herr Baron!”
Da Karlen var borte, vendte Baronen sig mod den unge Pige, som endnu stod der med Guldet i Haanden, bleg og forstenet, knappede sin Jagt-Uniform op, stak begge Tommelfingre ind i Vestens Ærmegab og betragtede hende nogle Øieblikke med — man kunde næsten sige — glubende Øine, medens et fælt Smil bævede Under de sorte Mustacher.
„Naa da! det kan jeg lide, min smukke Cousine!” begyndte han i en insolent Tone, „saa De holder nok af min Faders Louisdorer? De vilde saadan saa smaat forsyne Dem? Ikkesandt? — Men veed De nu ogsaa, hvad dette gjelder? Seer De, jeg lader nu strax spænde for; De maa gjøre en lille Sviptuur hen til Birkedommerens. Vær ikke bange! De reiser ikke alene; jeg følger med og Jørgen ogsaa. Vi To have jo seet Alt, og et Par Vidner ere saa aldeles rigtigt paa deres Plads ved et Tyvsforhør!”
Den unge Pige skjelnede ved dette Ord, men saae ikke op.
„Hvor snildt bar De Dem ikke ad i Eftermiddags for at faae denne Nøgle, hvor nemt fik de den ikke skilt fra det øvrige Knippe, som min Fader nu troer at bære fuldtalligt i sin Lomme, stakkels Mand! Men jeg saae det! De er ikke rigtig behændig!”
Som ved en fortvivlet Kraftanstrængelse vilde Frøkenen lægge Guldet fra sig paa Secretairens Klap; Rullen trillede paa Gulvet.
„Det er, som jeg siger,” vedblev Jagtjunkeren, „De er slet ikke behændig; men det kommer nok!”
Ved denne grusomme Spot kastede den Unge Dame et saa sønderknust Blik paa den ubarmhjertige, at det med Eet syntes at forvandle ham. Hans Ansigts Udtryk forblev alvorligt; men det Barske og Haanlige var forsvundet deraf, og hans Holdning antog en mere mild Characteer.
„Ja, jeg burde jo egentlig,” sagde han med rolig Stemme, „jeg burde jo angive Dem. Men,” tilføiede han med et sødligt Smil og i en øm Tone, „jeg er ikke saa haardhjertet, som De maaskee troer. Jeg vil tie, min egen lille Jeannette! men min Taushed fordrer Taknemlighed. Yndige Barn! jeg vil jo tie, vær rolig og hør mig! Min dumme Jørgen indbilder jeg, at det Hele var en Spads; og han troer, hvad jeg vil, han skal troe. Og paa mig selv kan De nu saa nydeligt lukke Munden, naar De vil — skal jeg sige Dem, hvorledes? — Jeg lover Dem at tie og glemme Alt,” gjentog Baronen forsikkrende, idet han forsøgte at lægge sin Arm om Pigens fine Taille, „men, Gud straffe mig! ogsaa kun under en eneste Betingelse, — at De min søde Unge!” — her sank hans Stemme ned til en næsten Uhørlig Hvisken, som om han selv bluedes ved at høre sine egne Ord.
Men Hun hørte dem. Hun hørte klart og tydeligt hvert enkelt Ord og fattede det Heles Mening; og de virkede paa hende som et Tordenslag, som et pludseligt, rasende Orkanstød. Hun hørte; og alle hendes Sjæls Strænge vibrerede krampagtigt, og deres vilde, rædsomme Dissonants vakte hende af den Forstenelse, hvori hun syntes hentryllet. Sammensunken, fortabt havde hun hidtil staaet; men det Afskyelige, som var traadt hende saa nær, havde ligesom en electrisk Virkning paa hendes hele Væsen. Hun hævede Hovedet stolt, hendes mørkeblaae Øine betragtede Ynglingen koldt og alvorligt, hendes Kinder blussede ikke; den lille, slanke Hebe stod nu der i dette Øieblik, streng og stor som en Juno.
„Lad spænde for, Herr Baron!” sagde hun med en fast Stemme, „angiv mig som Tyv! — tilintetgjør mig, paa hvad anden Maade De vil; jeg er beredt paa Alt, jeg er jo overbeviist ved Vidner og skal ikke benægte Factum. Men De — De troer det ikke selv! — De veed, at De feiler! Dem vil jeg her sige, for hvis Skyld jeg har foretaget mig et saa tvetydigt Skridt. De selv er Grunden. Men hvorledes? og til hvilket Maal? det nævner jeg Dem ikke! Kun dette maa og skal De vide — og jeg kan nu med kold Ro sige det — jeg har elsket Dem! min hele Sjæl har tilhørt Dem! Hemmeligt, som i et Bjergværks dybeste Schacht, laae min Kjærlighed skjult her! Jeg har elsket Dem, siger jeg; thi det er nu, som om det aldrig havde været. De studser? Min Tilstaaelse forbauser Dem? Det undrer Dem at see mig saa kold?” vedblev Frøkenen, idet hun mod sin Villie steg i Lidenskabelighed, „ah, De kjender mig ikke! Troe ikke, at jeg vilde frygtet — troe ikke, at jeg tilbeder en kold, beregnet Uskyldigheds Afgud — jeg foragter den! thi min Sjæl er fri og mit Hjerte varmt og stærkt. — O, De veed ikke — Hvad var det, De sagde? — O, for en Time siden — og De skulde ikke have kommet til at kalde det en Seier, — saalidt som jeg vilde kaldet det en Svaghed af mig, — ikke et Offer! Deri ligger Kjærlighedens Styrke! — Men nu — De har selv udslukket mit Hjerte — for evig! og jeg staaer nu saaledes, at jeg seer dybt ned paa Dem! — Lad spænde for, Herr Baron! jeg er beredt til at følge Dem og Jørgen! — Dog,” lagde hun til efter et Øiebliks Betænkning, som greben af en pludselig Tanke, idet hun sendte Junkeren et besynderligt Blik — „kjæmp ikke med mig! De seirer ikke! Det staaer klart for mig, hvad jeg har at gjøre — min Plan er lagt! og De skal komme til at mindes denne Stund! Men først vil jeg dog selv levere i Deres Herr Faders Haand denne Nøgle!”
Med disse Ord lukkede hun rask og determineret Secretairen, vendte Junkeren Ryggen og forlod Værelset.
Under stedse stigende Forbauselse, taus og ganske overvældet og kuet af en stærkere Personligheds sikkre Magt, hørte Junkeren med stirrende Øine og blegnende Pande paa den unge Piges Ord. Frækheden var lammet i sit inderste Væsen, og det faldt ham end ikke ind at afbryde eller modsige. Hvad han hørte, var ham saa nyt, saa vidunderligt, at det vækkede en heel Verden af Tanker i hans Sjæl, en Verden, hvori han befandt sig fremmed og forvildet. Og da hun nu var gaaet, stod han endnu maalløs stirrende paa Døren, som lukkede sig efter hende, Blodet steg ham til Hovedet, Aaren i Panden svulmede, han slog den knyttede Næve mod Brystet, som for at vække Noget, som slumrede derinde, greb med begge Hænder i sit sorte, krøllede Haar og forlod med et dybt Suk Værelset ad den Vei, han var kommet. I Gaarden kaldte han paa sin Jæger, sagde ham kort og barsk et Par Ord, lod sig bringe en Riffel, fløitede en Hund til sig og gik alene ud i Skoven.
Det var Aften. I Haugesalen brændte en Argandsk Lampe paa et stort, rundt Bord; Haugedøren stod aaben og Springvandets Pladsken hørtes i Aftenens Stilhed, hvergang den naadige Frue, der i et tilstødende, mørkt Værelse sad ved et Pianoforte, gjorde en Standsning i den Anstrængelse, hvormed hun forsøgte at tvinge sin stærke, men skingrende og tynde Stemme ind i den italiænske Musiks bløde og smigrende Svingninger. Langt fra Døren i den dunkleste Deel af Haugestuen sad den gamle Baron, mageligt henstrakt i en Lænestol; paa en broderet Skammel ved hans Fødder sad Frøken Jeannette, med begge Armene paa hans Knæe; medens disse To med hviskende Stemme førte en sagte Samtale, holdt han Pigens ene Haand i sin og lod den anden altimellem med Velbehag glide hen over hendes blonde Lokker.
„Som jeg siger Dig, Du havde virkelig gjort meget vel i at tage det Papir, lille Jeannette!” sagde Baronen med sagte Stemme, „og det var i Grunden saare velbetænkt, at Du vilde unddrage og dog opbevare mig dette Document. Kom det i hans Moders, min Kones, Hænder, saa vilde det være forbi med hans Fremtids hele Lykke. Hendes Broder har — Gud maa vide, hvorledes? — faaet Nys om dette Papirs Existents og lægger af al Magt an paa at faae fat derpaa; og Hun — er det nu af overdreven Kjærlighed til eller Sky for denne Broder, som altid har tyranniseret hendes Villie, — er det en unaturlig Stemning mod Joseph? — nok er det, hun vilde ikke tage i Betænkning at opoffre Denne for Hiin. Du veed selv, hvilke Hensyn der bevæge mig til at gaae lempeligt tilværks i en saa kilden Sag, som denne! — Een eneste Udvei, som vilde hæve al Ulempe og jævne Alt, veed jeg jo rigtig nok, men —” sagde Baronen nølende og med et Smil.
En Gysen foer over den unge Piges Legeme.
„Ja, mit kjære Barn!” vedblev Baronen alvorligere, „jeg har jo oftere tænkt over den Ting, men stedse forkasiet dette Middel. Kuns — maa jeg dog sige Dig — det forekom mig før, som Dine egne Yttringer i Begyndelsen af vor Samtale maatte, hvis der — med Din Tilladelse — skulde være nogen rigtig Mening deri, ene og alene føre til dette Resultat. Eller har jeg ganske misforstaaet Dig?”
Frøkenen taug.
„Jeg har i den Anledning, som sagt, havt mange Betænkeligheder. Den største og vigtigste var den, at I sagtens Begge vilde modsætte Jer og tilintetgjøre et saadant Arrangement. Du — ak! jeg er ikke blind for Josephs store Manglety og kunde ikke fortænke Dig deri — og Han, med sin ubændige Natur, vilde stride imod, fordi han, som et Barn, vilde betragte det som en Tvang, et Baand paa hans Frihed. Desuden — jeg har lovet min døende Søster at gjøre Dig Livet saa klart og jævnt, som det stod i min Magt. Og Middelet skulde være et Ægteskab? Gode Gud!” hviskede Baronen med et hurtigt Blik mod den aabne Salsdør, hvorfra de skingrende Toner kom. „Og et saadant Ægteskab!” Han taug.
Ogsaa Frøkenen vedblev længe i Taushed at fæste Øinene mod Gulvet. Med Eet reiste hun sig hurtigt, lagde sin Arm paa Baronens Skulder og hviskede ham et Par Ord i Øret.
„Du vil? — Du troer?” — udbrød Baronen med Forundring og Henrykkelse, „naa, Gud være lovet, hvis det kan skee! Men ak, jeg frygter for ham!”
„Hvis han vil,” sagde den unge Dame halvsagte, „saa underkaster jeg mig Deres Villie; men dog gjør jeg det til en ufravigelig Betingelse, at den Tid, som behøves til at forberede vor Forbindelse, maa være meget kort, og at vort ydre Forhold i ingen Henseende forandres, at det ikke antager en vis Characteer” — her standsede hun.
„Jeg forstaaer Dig! Vær uden Frygt, kjæreste Barn!” gjentog Baronen, „kjender jeg min Joseph ret, saa vilde han vel selv lade haant om Alt, hvad der betegner en Forlovelse — Alt dette — ja, jeg forstaaer Dig jo nok! Men vær rolig, Intet — Intet skal lægges Dig i Veien, — naar jeg først har talt med Hende!”
Og han gik ind i Sideværelset til Baronessen.
Frøkenen var traadt hen ved Lampen, hvis fulde Lys bestraalede hendes blege Ansigt. Hun stod der længe tankefuld og alvorlig; hvis man havde kunnet følge hendes Tankers Vandring, vilde man tydelig have sporet den Vei, ad hvilken hun tilsidst kom til den Slutning: „Jeg vil det, og jeg maa seire!” der saa malerisk udtalte sig i den kjække Bevægelse, hvormed hun gav sig til at gaae op og ned i Stuen.
Ved Aftensbordet samledes man. Baronessen blussede og hendes Øine bare Spor af Taarer; men hun var rolig og resigneret. Baronen saae tilfreds omkring sig, som Een, der gjerne ønskede Vidner til en vunden Seier.
Ogsaa Joseph indfandt sig. Stille og mod Sædvane indsluttet i sig selv, satte han sig, men nød intet. Med Forundring saae Moderen paa ham; den raae, støiende Lystighed, der ellers behagede og morede hende saa meget ved ham, var forsvundet; og den gamle Baron fik efter Bordet endogsaa Mod nok til at forelægge Sønnen sine Planer og Betingelser. Til begge Forældres store Overraskelse hørte Joseph vel uden Glæde, men ogsaa uden Uvillie paa deres Ord, gik med Sindighed ind paa ethvert Forslag og underkastede sig enhver Betingelse.
To Maaneder efter denne Dag boede Joseph og Jeannette paa en Gaard, der var dem indrømmet, og som den unge Kone selv havde ladet indrette aldeles efter sin Phantasie. Men — man kan ogsaa kun sige: de boede der sammen; thi de levede ikke. Med en Fiinhed og seig Conseqvents, som ingen Diplomat skulde have skammet sig ved, havde den Unge Baronesse fra første Øieblik af vidst at indrette sig saaledes, at Alt det, der ellers pleier lidt efter lidt at udspinde og væve et fortroligt Samliv, var fjernet mellem dem. Tidens Inddeling, hendes Sysler, deres Bolig — kort, Alt holdt dem strengt adskilte og hindrede dem i at sees alene. Kun i Selskab med Andre saaes de; men til ham henvendte hun end ikke da et Ord, ikke et Blik. Fra det Øieblik da deres Forældre paa Bryllupsdagen havde forladt dem, aabnede hun ikke sine Læber til ham, og paa enhver Tiltale, som han i Førstningen forsøgte, forblev hun stum som en Statue. Medens Joseph, der troede at forstaae hende, bar dette med den Art af Resignation, som har Haabet om bedre Tider i Baghaanden, og søgte ved alvorlige, anstrengende Beskjeftigelser at dæmpe sin Smerte og oprette, hvad han tidligere havde forsømt, fandt Jeannette Behag i at samle om sig en Sværm af aandrige Mennesker, saavel Damer som Herrer; hun viiste sig i Verden, som den, der til Grunden havde lært den tomme Kunst at leve i den, men interesserede sig paa den anden Side med lige Kraft og Varme for alt det Skjønne og Gode, som Videnskab og Kunst i deres høiere Sphære frembyde. Hun malede selv, musicerede, førte en vidtløftig Correspondence med de forskjelligste, men altid betydningsfulde Personligheder, bestyrede sin Huusholdning — saavidt de af hende selv satte Grændser naaede — med en saa stor Iver og Kraft, at hun alene derved vilde have gjort sig bemærket. Men til sin Mand talede hun aldrig, end ikke et Ord; hun var tilsyneladende som død for ham; men for Den, der havde havt mindste Kundskab om Familiens Hemmelighed, vilde det have været klart, at hun af al Magt, i Alt, hvad hun foretog sig, kun havde ham for Øie, at hun netop stillede sin hele Færd i det skarpeste Lys, for ret at falde ham i Øinene.
Hun bar hans Navn; men dette var ogsaa Alt! Hvorledes hun havde formaaet at stille sig saaledes, hvad det var for en indre, uovervindelig Magt, hvorved hun havde frigjort sig, hvorved hun havde kunnet, næsten uden Modsigelse, tilbagevise sin Ægteherre inden saa snevre Skranker, som hun havde sat ham, og hvilke han aldrig forsøgte eller vovede paa at overskride, det er et uopdaget Mysterium. Men hver den, som vil betvivle Muligheden heraf, kjender kun lidt til den ubøielige, dæmoniske Jernnatur, som en Qvindes Villie kan antage.
Joseph underkastede sig; han var som forvandlet. Det raae, vilde Væsen var veget for en vis tør Rolighed; men under denne glødede den stærkeste Lidenskab og ulmede den smerteligste Ild. Han gjennemgik alle en haabløs Kjærligheds bittreste Qvaler; Skinsygens Furier beleirede hans Hjerte. Naar hun i Selskab hengav sig til den livligste, næsten barnlige Munterhed, naar hun paafaldende udmærkede denne eller hiin blandt de Notabiliteter, der omgave hende, da leed han de udsøgteste Pinsler; men hans Udvortes forblev roligt og røbede Intet; thi han havde dog endnu eet Vaaben, hvormed han værgede sig mod Fortvivlelse — han havde Haabet.
Eet Aar var saaledes henrundet. Paa deres Bryllupsdag om Morgenen traadte Joseph ind i sin Kones Arbeidsværelse, hvor han forhen aldrig havde sat sin Fod. Han var bleg og med sørgmodigt Blik betragtede han den yndige, blomstrende Skabning, der sad for ham. Langsomt og beskedent nærmede han sig til hende og sagde med Taarer i Øinene og en usigelig Veemod i Stemmen: „Siig mig, Jeannette! kan jeg afsone min Brøde?”
Den unge Kone svarede ikke et Ord, men reiste sig fra Vergeren, hvori hun sad og betragtede Baronen med et eneste Blik. Det var et Blik, uden Kulde, uden Lidenskab, uden Vrede eller Had; men der var en Tomhed, et Øde, der laae en Ligegyldighed deri, det var som en Afgrund af Haabløshed, hvori han iisnende skuede ned; — og taus forlod hun Værelset.
Saaledes hengik fem Aar, og hvert Aar paa samme Dag gjentoges den samme Scene. Paa den unge Baronesse syntes imidlertid Livet at virke med al sin Styrkning og Opvækkelse; hendes Aand var frisk og livlig, hendes Kinders Purpur, hendes Øines Glands vedligeholdt sig ufalmet og usvækket. Baronens Udvortes forandredes; bleg og mager, syntes han afkræftet, og kun den rastløse Virksomhed, hvori han søgte at kappes med hende, røbede den Kraft, han endnu besad, og hans sorte Øines Glands den Ild, der baade bevægede og fortærede hans Væsen.
Den sjette Bryllupsdag kom. Jeannette stod just ved Vinduet i sit Værelse og indaandede med Velbehag den friske Morgenluft og Duften af en Mængde Blomster, som Gartneren nylig havde ladet bringe op. Da aabnedes Døren med Larm, hun vendte sig om og saae — sin Mand komme springende ind. Paa Hovedet bar han en stor, plump Krands af Eegeblade og i Haanden holdt han en Fløite. Han knælede først med comisk Ydmyghed for den forbausede Unge Dame, opramsede en lang latinsk Anraabelse til Pomona og gav sig derpaa til at dandse med de vildeste Spring og naragtigste Caprioler, medens han aflokkede Fløiten de afskyeligste Hviin.
Hendes Arbeide var standset — eller skal man rettere sige — hendes Værk var fuldendt: han var vanvittig.
Det Eneste, hvorpaa hun i saa lang Tid havde rettet alle sine Tanker, nemlig at hæve sig og staae over den, der havde villet fornedre hende saa dybt, ganske at beherske ham uden selv at vige et Haarsbred; dette Drivhjul, der havde sat alle hendes Kræfter i Sving; denne hemmelige Kraft, som idelig og udelukkende havde omspændt hendes Sjæl; dette eneste Maal, som hendes Øine uden at trættes uafladeligt havde stirret paa: Alt dette var nu fjernet, standset, slappet, forsvundet. Det var, som om alle Støtter, hvorpaa hendes Livskraft og hele Væren hvilede, paa een Gang vare dragne bort under hende. Hun sank, som tilintetgjort, sammen og i en utrolig kort Tid var hun ikke mere.