En Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefrieheden

by Peter Andreas Heiberg

[1]

En Draabe

i det store Hav

af Skrifter

om

Skrivefrieheden,

tilegnet

Commissionen

af

P. A. Heiberg.

---

Hither, o hither, condescend,
Eternal Truth! They Steps to bend,
And favour him, who ev'ery hour
Confesses and obeys thy pow'r!

Churchill.

---

Kjøbenhavn, 1797.

Trykt hos Zacharias Breum.

[3]

Skrivefrieheden, og den af Kongen forordnede Commission, hvis Pligt det er at bestemme sammes Grændser, er Gjenstanden for alle Samtaler, hvor man har andet at tale om end Fornøjelser, Moder, dagligt Brød og Skilpadder. Hvad Under da, om enhver Mand, der anseer Skrivefrieheden for en Nations Palladium, for Menneskets uafhændelige Rettighed, og for een af de meest ømtfindtlige Ting paa Jorden, tilraaber Commissionen et velmeent caveto! Hvad Under, om den, der veed, at en Skrivefriehedslov er en Gjenstand, der allerede har forgjeves sysselsat fleere hundrede af de beste Hoveder i Verden, bærer en ikke saa aldeles ugrundet Frygt for, at de af Regieringen valgte fire Mænd ville, uagtet alle deres Kundskaber, Talenter og redelige Hensigter, dog ikke være dette Æmne aldeeles voxne! Hvad Under, om den der, forført af adskillige denne Tids Tildragelser, troer – maa-

[4]

ske urigtig – Regieringen at være Skribenternes Contrapart, anseer – maaskee ligesaa urigtig – de af samme valgte fire Mænd for at være eensidigen valgte; og at Nationen følgeligen ikke maae altfor meget lide paa dem! Hvad Under endelig, om een eller anden, ræd for dette Klenodie, fandt paa at frygte for at den Danske Regjering, forført af det frie Frankrigs Magthaveres Exempel, skulle falde paa at sætte Magt i Stedet for Fornuft, Villie i Stedet for Retfærdighed!

Skulle ingen af disse Betragtninger kunne retfærdiggiøre mig, fordi jeg, i en saa critisk Tidspunkt, hvor det næsten er en Forbrydelse at tie, optager min saa længe nedlagde Pen, da maae jeg tilstaae, at det Danske Publikum fortjener en Skrivefrieheds Anordning conciperet af en Schirach og den afdøde Folkevens nulevende Venner.

Jeg kjender alt for vel Ringheden af mine Philosophiske Kundskaber, til at jeg skulle indbilde mig at sige noget nyt i denne saa overmaade meget drøftede Materie. Jeg har blot i Sinde at sanke nogle Ax paa den Ager, hvor en Birckner, Collet, Schlegel *), Rah-

*) Jeg nævner denne Mand, ikke fordi jeg bifalder hans Skrift imod Birckner; men for- [note fortsættes næste side]

[5]

bek og fleere Landsmænd – uden at tale om Udlændinge – haver høstet saa rigeligen; - blot at igientage hvad mange have sagt før mig, og sikkerligen meget bedre, for nu at bringe det tilbage i Vedkommendes Erindring; - blot for at bringe Sandheden, og det jeg anseer for den gode Sag, ogsaa mit Offer; - blot at pege hen paa nogle Anomalier, der ville opkomme af enhver Indskrænkelse af Skrivefrieheden. Indholden af dette Par Blade er intet andet end min individuelle Meening, som jeg med Glæde skal forandre, naar man, som jeg vil vente paa, overbeviser mig med Grunde. Anonymers Grovheder, som jeg sikkert venter, har jeg lært at foragte; og at gaae min Vej ligefrem, uden at bekymre mig derom; og af Regieringen venter jeg mig uanfægtet, fordi jeg yttrer Meeninger, der maaskee kunne være urigtige; og hvis Urigtighed, i saadant Tilfælde, maae skrives paa min Forstands og ikke paa min Villies Regning.

Ligesom Forfatteren af den hos Bogtrykkerne Møller og Søn udkomne Piece: Er det Klogskab og Retfærdighed at sætte Grændser for Trykkefrieheden? erklærer jeg strax, at

[note fortsat fra forrige side] di jeg hylder den gamle Regel: audiatur & altera pars, og fordi jeg ærer Mandens Indsigter.

[6]

jeg taler i mit eget og ikke i Publici Navn; men jeg skal heller ikke – haaber jeg – forglemme dette Løfte, som han, der pag. 10 vil faae os til at troe at han veed, hvad alle veltænkende Borgeres Meening er. Heller ikke skal jeg som Axiomata forudskikke slige, i det mindste for en Deel modsigelige, Sætninger, som han, naar han, pag. 9 siger: at der i Dannemark findes ingen Bastiller, intet Hof, Ministre, Gunstlinger, Mætresser, der ved Ødselhed og Liderlighed have forsvendet – et tydsk Ord – Nationens Formue; ingen Adel og Præsteskab, som kunde udsue og undertrykke Folket; thi man vilde da vel spørge mig: hvor kan Landet, efter 80 Aars Fred, være nedsiunket i saa dyb og næsten bundløs Gield, som man siger at det skal være? Dog! jeg kiender kuns Danmarks Finance-Forfatning af Rygte. Maaskee man kunde bevise mig, med Pitts Argumenter, at det Land er det rigeste, der har den største Gield. Det kommer heller ikke min Hovedsag ved.

“Man maae” - sige iblandt andet de, der ønske en Indskrænkelse i Skrivefrieheden - “ikke have Tilladelse til at skrive imod Religionen og imod Regieringen.” Jeg vil giøre nogle faa Anmærkninger ved denne Paastand.

[7]

“Man maae ikke skrive imod Religionen.” - Vel! - men hvad flyder heraf? - Man maae skrive til Forsvar for den. Hvad vinder Religionen herved? Intet! meget meere taber den. Sæt at to Mennesker slaaes; Politiet kommer og holder den eene af dem, saa at han ikke faaer Lov til at forsvare sig imedens den anden tærsker paa ham af alle Kræfter. Hvo af dem er stærkest? - Sandelig! det vil Tilskuerne vanskeligen kunne bedømme. - Sæt at en Sag procederes i højeste Ret; den eene Part faaer Lov at lade læse sine Dokumenter; den anden ikke. - Den eene maae tale selv eller ved en Advokat; den anden ikke. Hvem af dem har Ret? - Det vil man vanskeligen sige. Hvem af dem vinder? - Ja det seer man lettelig. Og hvad maae Tilhørerne ved den Scene dømme? Umuelig andet, end at den Tabende maae have havt den retfærdigste Sag.

Denne vil Følgen blive af at forbyde Skrifter imod Religionen. Den eenfoldige, den saa kaldede simple Mand, der allereede har meere Oplysning ewnd mange troe, vil studse og sige: Det maae dog nok ikke hænge saa rigtig sammen med den herskende Religion, siden man ikke tør lade dens Fiender tale. Heraf vil flyde, at denne Klasse af Mennesker efterhaanden faaer Ringeagtelse for den eeneste Religion, som den kjender, og naar den ingen

[8]

har at sætte i Stedet derfor, vil den forfalde til slet ingen Religion at have. At dette vil skee, naar Skrivefriehed i Religionssager indskrænkes, er upaatvivleligt; og om Staten kan bestaae med en saadan Tænkemaade imellem Almuen, det giver jeg Statens Bestyrere at betænke. Følgerne kunne, efter Omstændighederne, komme hastigere eller langsommere, men de ere uudeblivelige. Ja stode vi paa det Oplysningstrin, hvorpaa Verden stod i Midten af det femtende Aarhundrede, før Bogtrykkerkonsten blev opfundet; eller var det mueligt med eet at udrydde alle Skrifter og Bøger af den heele Verden, da var det maaske endnu mueligt – skiønt vanskeligt – at hævde en herskende Religion sin Eeneret.

Hvortil den Tvang over Meeninger? Intet i Verden kan være meere hensigtsstridigt. Om en Tyv eller en Røver havde Magt til at tvinge nogen til at kalde ham en ærlig Mand, mon denne da ogsaa kan tvinges til at holde ham derfor? O nej! seent eller tidlig, naar han føler engang sin Lænke lidet slappet, vil han raabe højt: Du er en Tyv, en Røver! Man holde ham da stærkere i Lænken! siges der. Ja vel! men desto større Lyst og Kraft vil han faae til at bryde den, desto snarere vil han vorde frie. Tvinger altsaa ikke; men overbeviser! og hvorledes kan

[9]

dette skee, uden at Grundene fra begge Sider vejes? da først vil Sandheden triumphere; thi dristig tør jeg paastaae, at den menneskelige Fornuft aldrig antager Løgnen, hvor den kan skimte Sandheden. Denne er kuns een; er altsaa den Christelige Religion Sandhed, da vil, da maae Fornuften antage den; og alt hvad dens Fiender kunne sætte derimod, maae forsvinde som Mørket for Solen.

Dannemark har Love, der sætte betydelig Straf for den Lutheran, der gaaer over til den Jødiske eller Catholske Troe; derimod ansees det for en Fortjeneste at gaae over fra disse til den Lutherske Religion. Mon denne daarlige religiøse Egoisme, denne latterlige Stolthed, der siger: min Meening er den eeneste rigtige, har gavnet Religionen? langt fra! Saare faa ere de Proselyter, Luthers Kirke derved har vundet; og disse faa ere for meeste blevne det enten af Egennytte eller af Stolthed. Sandheden har en overvættes Kraft til Overbeviisning; og saare sjelden, ja maaske aldrig saae man en Sandhed, der behøvede Magt eller Kongebud for at blive troet. Langt snarere ville dette blive Middelet til at giøre den mistænkt.

Det bebreides Neologerne at de skrive imod Religionen i Flyveblade og smaae Piecer. Hvad

[10]

for en Skrivefrieheds-Anordning kan dog vel bestemme den Vægt eller det Alen-Maal, som et heterodoxe Skrift skal holde, for at kunne tolereres? Overalt naar Religionen forsvares i Flyveblade, ja selv i Aviserne, skulle man da ikke have Ret til at angribe den paa samme Maade? Selv i en Duel, der dog ikke er nogen ærefuld Handling, er det første Reqvisit, at Vaabnene skulle være lige; og i den hæderlige Strid, hvor det gielder om at erobre Sandheden, skulle det eene Partie have Lov til at bruge Kanoner, medens det andet er indskrænket til Pistolers Brug allene! O! de nedrige Konstgreeb, som man ikke skammer sig ved at bruge, der hvor man enten ikke kan finde eller ikke gider søge Grunde og Overbeviisning! Hvor meget skade ikke disse selv den beste, end sige, den mindre gode, Sag! Hvem skadede, for Exempel, Biskop Balles Bibellæsning meest, enten hans Modstandere, eller den saa kaldede Bibel-Dame, og den Mand, der, i sin hellige Iver, trak gode eenfoldige Borgere med sig paa Viinkieldere, og trakterede dem med Frokost, for at escamotere *) en Underskrift fra dem?

Min Meening er min Eiendom. Staten har ligesaa lidet Rettighed til at berøve mig den,

*) Jeg bruger dette Franske Ord, fordi det Danske klinger saa haardt.

[11]

som min Formue. Den Magt, der berøver mig den første, giør mig til en Slave; den der berøver mig den sidste, til en Tyv eller en Betler. Kuns da naar jeg misbruger een af Deelene til at forstyrre den offentlige Roelighed, har Staten Ret til at sætte Grændser for mig *). Om jeg erklærer det for min Meening, at man, under visse Omstændigheder, kan, med en frelst Samvittighed, bryde sin Eed, da kan jeg ikke troe at Staten har Ret til at straffe mig **) for denne Yttring; men den straffe mig efter Loven, det Øieblik jeg bryder samme til Skade enten for det offentlige eller nogen enkelt Medborger! Ved at straffe Meening, der ikke er bleven til Handling, vinder Staten intet andet end at den danner en Mængde Hyklere, der lure paa Leilighed til at udføre i Handling hvad de ikke vove

*) Ifald ellers den offentlige Roelighed kan forstyrres ved Meeninger; hvilket jeg ikke troer, førend Meeninger ere blevne til Handlinger.

**) Ovenmeldte Forfatter vil at det skal hedde benaade mig, vid. pag. 11. Om Ord bør man ikke stride. Jeg kjender ikke Regieringens Grunde i den Sag, hvortil her sigtes. Mueligt maatte jeg bifalde dem, om jeg kjendte dem. At min Forstand misbilliger en Virkning, hvortil den ikke kjender Aarsagen, er man vel billig nok at tilgive den.

[12]

paa at sige; den straffer mig, fordi jeg bruger min vel erhvervede Eiendom uden Skade for nogen. Om endog min Meening kan blive skadelig, bør jeg dog ikke, efter mine Tanker, straffes derfor, med mindre det er klart, at jeg har villet skade dermed; det var ligesom om man ville straffe den der brugte Ild, fordi den kan ødelægge Byen; og selv denne Straf var mindre uretfærdig, siden man har Exempel paa, hvad Ulykke Ilden har anrettet; da man derimod aldrig skal kunne bevise at nogen betydelig Ulykke er opkommet af privat Mands Meening, saa længe han ikke har været i Stand til at giøre den til Regentens og de Magthavendes Meening. - Salvo secus sentientium judicio.

Religionen maa ikke persifleres, og dens Bekjendere ikke haanes. Meget vel! jeg er sandelig ikke den, der skal giøre Indvendinger imod denne Sætning; men deels troer jeg, at det er en ufuldkommen eller moralsk, og ingen fuldkommen eller juridisk Pligt; deels holder jeg for, at denne Fordring ikke bør være eensidig. Fornuftreligionen er ogsaa en Religion, dens Bekjendere finde sig visseligen lige saa beroeligede ved den, som Lutheranen ved sin Troe. Hiin maae altsaa ligesaalidet forhaanes som denne; hiin Lære ligesaalidet persifleres som denne. Den der altsaa forhaaner Frietænkeren, ja selv Atheisten, eller forfølger dem for deres

[13]

Meeninger, er ligesaa strafværdig, som den der haaner den meest rettroende Lutheran. Og nu dømme man, om den offentlige Meening ikke har ligesaa mange at straffe af dem, der forsvare Balle, som af dem, der fægte for Horrebow?

“Man maae ikke skrive imod Constitutionen og Regieringen.” Heraf flyder, at man maae skrive for samme. Atter Eensidighed! En saadan Indskrænkning kan umueligen være fordeelagtig enten for Constitution eller Regiering. Her gjelder omtrent det samme, som ovenfor er sagt i Anledning af Religionen. Skulle vi alleene have Lov til at skrive for, og ikke mod, saa bort med Ordet Skrivefriehed! da bør de, der foreslaae en Lov med saadan Indskrænkning, tillige foreslaae et nyt Ord, der ikke indeholder meere end Begrebet om det lidet, man vil unde os. Hvor jeg blot har Lov til at rose og ikke til at laste, der er ingen Friehed. Vi regieres ikke, vi have ikke vores Constitution, gratis; vi betale derfor; dette maae, det bør saa være; og jeg skulde ikke have Ret til at sige, naar jeg tænker det: jeg regieres slet for mine Penge? Selv da, naar et Menneske taler saaledes imod sin Overbeviisning, af Ondskab og Skadefryd, kan en Reigiering, der er sig selv bevidst om sine redelige Hensigter, roe-

[14]

lig lade ham skraale. Tusende Borgere, der ere tilfreds med Regieringen, ville oversteme ham; og om endogsaa disse tie, om hiin endog skulle staae eene paa Torvet med sit Anhang, saa veed dog vel enhver Regiering, at det ikke er med Skraal man styrter Throner; og den gode Regiering vil føle, at den tause og fornøjede Borger aldrig laaner nogle uroelige Hoveder deres Hænder til et Vovespil, hvor der er meere at tabe end at vinde.

Men ikke nok hermed. Selv den onde Regiering, den der er sig bevidst sine Undertrykkelser, sine Forbrydelser imod Sandhed og Menneskerettigheder, handler aldeeles upolitisk, aldeeles imod sin egen Fordeel, ved at lægge Baand paa Tankens Yttring. Den tvungne Taushed er langt mere farlig end det meest højrøstede Misnøje. Der er en sand Lægedom i den Handling at yttre sin Vreede. Den hidsige Mand, der tør lade sin Galde frit Rum, bliver som oftest bag efter spag som et Lam; naar derimod den, der tvinges til at æde Vreden i sig, bliver saa meget meere forbittret. Hvorledes skal den onde Regent lære at kjende og vogte sig for sine Uvenner, naar ingen har Lov til at erklære sit Misnøje med ham? Hundrede aabenbare erklærede Fiender ere mindre farlige end en eeneste hemmelig. Ofte, naar en saadan Regent troer sig omringet af lutter

[15]

Venner, staaer hans arrigste Fiende bag ved hans Stoel, bevæbnet med en Dolk, og venter kuns paa et gunstigt Øjeblik til at gjennembore ham.

Dette er et Argumentum ab utili, som meget ofte virker, der hvor de skjønneste philosophiske Deduktioner intet udrette. Tidt er denne Argumentations-Maade misbrugt til ondt; gid den eengang maatte frembringe noget godt!

Er Regjeringen, er Constitutionen virkelig slet, eller ilde erhvervet, og jeg straffes fordi jeg sagde Sandhed, kan da, ved min Straf, den eene blive god og den anden vel erhvervet? har jeg sagt Usandhed, enten af en falsk Overbeviisning, Kaadhed eller Ondskab – og hvilken menneskelig Domstoel kan med Vished bestemme hvad der var min Bevæggrund! - saa lad en uudeblivelig Foragt vorde min eeneste Straf! paa det at ikke den mindre oplyste, der maaskee troer mig uskyldigen straffet, skal erindre sig hvad der staaer i Fabelen: Du har Uret Jupiter! thi du griber til dine Tordenkiler. Denne er og har altid været Følgen af Magtsprogs Anvendelse, selv imod en erkjendt Forbryder; og hvo tør vel ikke nægte at de Franske Magthaveres arbitrære Fremgangsmaade i sidste September, har faaet en frugtbar Sæd af Misnøje i mangfol-

[16]

dige Hierter, der forhen vare Regjeringen inderligen hengivne?

Er Fyrsten virkelig god; hvad hindrer det ham da at nogle faa enten dumme eller onde Mennesker ere misfornøjede med ham? Dræber man en Hund fordi den bjeffer ad Maanen? Kan al Hundens Tuden drage denne Planet need fra sit Sted paa Firmamentet? Men er Fyrsten intet andet end en malet Maane, da staaer han ikke højere paa Himlen, end at menneskelige Hænder kunne række til ham. Man glæder sig ved ham, naar han gjør godt; man lader ham sidde, saa længe han intet ondt gjør; men vee ham, midt iblandt alle sine Stjerner, naar hans Inflydelse virker Pest i Landet!

“Man maae ikke i Skrifter directe *) opfordre til Oprør.” Skulde jeg her følge min egen Overbeviisning, da vilde jeg, af Grunde, der letteligen kunne udledes af det foregaaende, oprigtig erklære mig for det modsatte. Men, vi leve i Tider, hvor ethvert frit Udtryk bærer Navn af Oprørsord; hvor man øjner Oprør

*) Den indirecte Opfordring til Oprør udfindes vel neppe uden ved et Consequensmagerie, som Regiering og Domstoelene ikke har Ret til at bruge, og som er dem uværdigt.

[17]

overalt, selv i de alleruskyldigste Handlinger; jeg veed desuden, at Philosopher for hvis Kundskaber og Dybsindighed jeg bøjer mig dybt ned i Støvet, endnu ikke ansee Begrebet om Oprør og sammes Tilladelighed for at være aldeeles afgjort; det ville altsaa være en utilgivelig Egoisme af mig, om jeg vovede mig til at erklære offentlig for Ret, hvad jeg, efter min individuelle Overbeviisning anseer for Ret, i en saa problematisk Sag. Jeg tier her, og nøjes blot med at erklære, at jeg, for min Deel, skal ikke finde mig misfornøjet med at en directe Opfordring til Oprør bliver i en tilkommende Skrivefrieheds Anordning erklæret for ulovlig. Jeg har aldrig opfordret, og skal aldrig opfordre til Oprør. Loven – slev den, om hvis Uretfærdighed jeg troer mog overbeviist – skal ikke finde nogen meere villig til at lyde sig end mig, naar man blot vil tillade mig at sige, i det jeg lyder Loven: “Den er uretfærdig.” Loven skal jeg lyde, fordi jeg vil og bør; Magtsprog, fordi jeg maae og skal.

Men i det jeg saaledes renoncerer paa egen Overbeviisning, maae man holde mig følgende Tanker tilgode: O! at dog Regentere, og de der omgive dem, ville eengang lære at erkjende denne evige Sandhed: Oprør og Revolution frembringes ikke af men ved Mennesker:

[18]

eller, for at forklare mig tydeligere: Oprør og Revolutioner frembringes ikke af Mennesker men af Ting. Menneskene ere blot Instrumenter derved. Først da, naar et Oprør eller en Revolution er udbrudt, blive Mennesker noget mere end Maskiner; da begynde de at lede sammes Gang. Af denne Anmærkning flyder, eller ved Siden af den gaaer, den ligesaa uimodsigelig Sætning: Alt Oprør og al Revolution udspringer ikke nedenfra hos Folket; men ovenfra hos Regieringen og de Magthavende. Politiken har saare ofte i Krigs-Manifester anbragt denne tredie ligesaa sande Sætning: Den er ikke altid den angribende, der slaaer først til, men som oftest den der nøder mig til at slaae. Saa sandt som dette Axioma er, i Oprørs-Sager, naar det bruges af Folket imod Regenten, saa falskt bliver det, naar Regenten anvender det imod enkelt Mand beskyldt for oprørske Hensigter. I første Tilfælde bruges det imod den, der er Despotaire af Magten, for at tilbagetage samme, der dog oprindeligen tilhører Nationen, i sidste Tilfælde anvendes det uhensigtsmæssig af den Stærkere imod den ulige Svagere; og selv Mekanikens Regler sige: at den Kraft er spildt og til ingen Nytte, der bruges, for at frembringe en Virkning, som kunde frembringes med ringere Kraft. O, at dog Regieringerne vilde betænke, at aldrig no-

[19]

get Folk lader sig forføre til at giøre Oprør imod en Bestyrelse, hvorunder det befinder sig vel; at intet Lastdyr er saa taaligt som en Nation; at denne villig bærer de Byrder, man læsser paa den, saa længe som den kan; og naar den nu ikke længere kan bære, hvo er da Skyld i Følgerne? O at dog Regentere ville betænke sig disse og fleere ligesaa dyrebare, ofte igientagne, Sandheder, og jage Slangerne bort, der hvidsle omkring dem, for at forgifte deres Hierter og sætte Spliid imellem dem og Nationerne. Disse Uhyrer, og ikke Folkene, afstedkomme Oprør og Revolutioner. De lee, naar uskyldige Mennesker bestige Skafotterne, for at bøde for deres og ikke egne Misgierninger.

“Man maae ikke skrive imod Embedsmænd og deres Embeds Handlinger.” Hvorfor ikke? Hvad er det for en Glorie, man vil trække om Embedsmandens Hoved? Han skulle være meere hellig, meere majestætisk end Majestæten selv? Regenten tillader at man bedømmer hans Anordninger, og Embedsmanden skulle være ovenfor Kritiken? Ligesom i næsten enhver Despotisk Stat Regenten selv er den mindst Despotiske, saaledes lærer en sørgelig Erfarenhed, at den ringeste Embedsmand ikke sjelden udøver den haardeste Despotisme. Og

[20]

hans Handlinger skulle ikke torde bedømmes! Sikkert vil Commissionen aldrig giøre et saadant Forslag. Meget meere stoler jeg paa, at dens Betænkning vil blive, at enhver Øvrighedspersons Erklæring imod en Klagende, bør sendes denne til Besvarelse, hvilket hidindtil sjelden, i det mindste ikke altid, er skeet. Hvo ønsker ikke dette, som veed hvor vanskeligt det er, at faae Ret imod sin Øvrighed? saalænge som denne ved hemmelige Erklæringer kan ustraffet beskylde Klageren for alt, endog for ubeviislige Hensigter, for Qvintessentsen af alle Forbrydelser, den at være et uroeligt Hoved, der dog sjelden betyder andet, end at man ikke roelig vil lade sig træde paa Hovedet. Et Beviis herpaa ere de bekjendte Eilschouske Affairer, hvorom jeg dog ikke vover mig til at dømme efter de mig bekjendte offentlige Data. Vist nok er det, at, naar man seer Resolutioner stridende saa meget mod de trykte Acter, som i disse Sager, saa nødes man til at troe, at de ubekjendte Erklæringer indeholde Argumenter, der maae give Tingen et andet Udseende; men, hvorfor ikke fremlægge samme offentlig til Ære for Sandheden og Beskiemmelse for Løgnen? især da Eilschou har, om jeg mindes ret, budet en anseelig Summa til offentlig Brug for en Afskrift af hans Contraparters Erklæringer. Jeg igientager,

[21]

hvad jeg nyelig sagde: Jeg dømmer ikke; jeg kan ikke dømme i denne Sag. Jeg kjender kuns Sagerne eensidigen; men det eeneste Argument jeg finder imod Eilschou, er det, der kan hentes fra Publikums Tillid til de Kongelige Collegiers Retfærdighed; men er det nok, saa længe som disse bestaae af Mennesker?

I Henseende til de private Injurier og Fornærmelser, hvortil Bogtrykkerpressen kan give Anledning, troer jeg det vil være best, at Lovgiveren overlader det til enhver, der anseer sig for injurieret og fornærmet, at søge sin Ret ved Lovene, om han behager, saaledes og paa den Maade, som disse tillade ham. Med mine huuslige Affairer har Staten og Regenten slet intet andet at skaffe, end at paasee, at jeg opfylder de Pligter, jeg skylder Staten, og at lade Loven vaage ved min Dør.

Overalt vil vel en god Criminel-Lov, hvortil vi saa højligen trænge, være det vigtigste, som Commissionen kan forskaffe os; og have vi først den, vil, efter mine Tanker, en speciel Skrivefrieheds-Lov, nok blive overflødig.

Til Slutning et Par Ord til Undskyldning, fordi jeg skriver i denne Sag, hvori jeg meget vel føler, at jeg ikke kan trænge til

[22]

Bunds, da den overgaaer mine Kræfter. De beste Talere tie. Sagen er af yderste Vigtighed. Den Lov, vi vente, kan bidrage til at bestyrke og til at opløse Staten. Har jeg end ikke – hvilket vel er mueligt – sagt Lov-Commissarierne noget, som de ikke vidste, som de ikke allerede havde tænkt, saa har jeg dog ofret min Skjerv paa Fædrelandets Alter. Det er enhver god Borgers Pligt, og jeg skal meget roelig høre, at man erklærer mit Arbeide for unyttigt, naar man kuns ikke miskjender mine Hensigter. Ingen ønsker mindre, end jeg, at ryste Dannemarks Constitution, uagtet alle de Feil jeg med Raynal *) og fleere troer at finde deri; ingen skal mindre modsætte sig de offentlige Authoriteter end jeg; og dette er vel noget nær alt, hvad man har Ret til at fordre af den, der, fra det Øieblik, da han greeb Pennen, for at fægte mod hvad han holder for Misbrug, ikke har vundet andet end Regieringens uforskyldte Unaade, og dens blinde Anhængeres Had og ondskabsfulde Forfølgelse. Dixi & liberavi animam meam.

*) Hist. philos. & polit. des establissements des Europèens dans les deux Indes. Livre 12.