Ellens Hjem

by Cornelia Levetzow

ELLENS HJEM AF CORNELIA LEVETZOW FORF. TIL „EN UNG PIGES HISTORIE" M. M. KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) FR. BAGGES BOGTRYKKERI 1899

---

„Stille Børn, eller kan I ikke være stille, saa ud med Jer!" Peter Hansen en kraftig og temmelig høj, yngre Arbejdsmand med lyst Haar og alvorlige, graablaa Øjne, aabnede den lave Dør, der fra det lille Kjøkken førte ud i en indelukket Gaard og skubbede lempeligt to Smaadrenge og en noget ældre Pige ud i Gaarden. Derpaa gik han ind i Stuen, satte sig ned, nippede til et Glas Øl, der stod paa Bordet og spiste saa videre paa et stort Rundenom Fedtebrød og en Spegesild.
„Naar Børnene støje, og Du saadan hoster, er det ikke til at udholde," sagde han i en modløs Tone og saae halv bebrejdende hen til den store Seng med det blaastribede Omhæng, hvorfra et smalt, blegt Ansigt tittede frem.
„Hosten er ogsaa bleven værre", lød det klagende.
„Er den nu bleven værre igjen? — Det er da ogsaa farligt saa længe den Sygdom varer."
„Den kan være forbi før Du tror, Peter."
Manden satte hurtig Glasset fra sig og saae paa den Syge, der kom Liv og Udtryk i Ansigtet.
„Du mener da ikke, Ane Marie?"
„Jeg mener Ingenting, Far, men naar man hoster Nat og Dag og hverken spiser eller sover, gaa Kræfterne jo, som rimeligt er."
Han rejste sig hurtig og sagde ivrigt:
„Nu rører jeg en Æggeblomme og varmer lidt Øl, det vil nok hjælpe, skal Du se."
„Lad bare være, jeg kan ikke faa det ned, jeg kan ikke engang lide at se det. Men hvis Du vil rette Puden lidt?"
„Saadan, lad mig rigtig ryste den," han holdt hende oppe med den ene Haand og rystede Puden af al Magt med den anden.
„Aa, nej, hold op, jeg kan ikke taale det, — lad mig hellere ligge."
Hvor saae hun mat og bleg ud, Peter Hansen forstod, at der var Fare.
„Hanne," han kaldte den lille Pige ind, „det er bedst, Du løber efter Doktoren. — Jo, Moder, jeg tør ikke Andet."
I Stedet for den stærke Modsigelse, han havde ventet, lød et svagt: „Naa ja, ellers vilde Du maaske i Tiden angre, at Du ikke havde kaldt ham."
I de fem Uger den trofaste Husmoder havde været syg, var den Mulighed, at det kunde gaa mod Døden aldrig før kommen Peter Hansen i Tanke. Der var et opskræmmet, uroligt Udtryk i hans Ansigt da Doktoren kom.
„Min Kone er syg, rigtig ussel. Jeg vil gjøre for hende, hvad der kan gjøres."
Doktoren nikkede fast, som skrev han Ordene op indvendig, hilste saa venligt paa den Syge og skred til at undersøge hende.
„Hvorfor har De ikke hentet mig før?"
„Det faldt os aldrig ind, at det behøvedes, Forrige Aar havde hun ogsaa Hoste, men den gik af sig selv. — Er det for sent?"
„Det vil vi da ikke haabe, men hun maa straks paa Hospitalet.
„Paa Hospitalet! Det vil hun vist ikke. Vi skal nok pleje hende godt herhjemme."
„Lov ikke, hvad De umulig kan holde, men hold, hvad De lovede før og gjør for hende, hvad der kan gjøres. Arme Kone, Luften er jo fuld af Kulos; det blev nok en net Pleje.
Om en Time kommer Vognen for at hente Dem."
„Jeg vil helst blive herhjemme," hun rystede hjælpeløs paa Hovedet, „jo, for Børnenes Skyld. Selv om jeg ligger, har de dog En at spørge og ty til, naar Fader er paa Arbejde. — Min Mand vil nok pleje mig godt, nu han veed det er Alvor."
„Han kan det ikke med sin bedste Villie.
Lig nu kjønt ganske stille til De bliver hentet. De er en ordentlig Kone, ser jeg paa Alt, Deres Tøj er rent og helt, og De maa paa ingen Maade trætte Dem med Omklædning. Hospitalet sørger jo desuden for Munderingen. — Naa, Mand, se dog ikke saa fortabt ud!"
„Jo, for det er ligesom" — han ledte efter et betegnende Udtryk — „ligesom Støtterne reves fra Taget, naar Moder forlader os."
Den Syge sukkede dybt, men var for mat til at gjøre Modstand, og da Lægen var gaaet, sagde hun sagte:
„Det gaar nok Altsammen, skal Du se. For Dig Peder, bliver det nu alligevel en Lettelse at faa mig af Vejen, saa Du kan sove i Fred."
Han svarede ikke, men stønnede: „At jeg ikke kom i Tanker om at hente ham før!"
Børnene vare nu komne ind. De to Smaa stode forskræmte i Krogen ved Dragkisten, og den tiaarige Hanne lyttede grædende til Moderens Anvisninger og Formaninger. Det var en lille Vildkat med lyst, krøllet Haar og Smilehuller i Kinder og Hage, men i Øjeblikket var Smilet langt borte. Skulde hun nu være som Moder, sørge for de Andre og holde sig fra Legepladsen? —
Til den fastsatte Tid kom Vognen, hvori et blødt, bekvemt Leje var redt til den Syge. Peter Hansen bar hende varsomt ud.
„Gud hjælpe os nu Allesammen," sagde han med brudt Stemme og saa nikkede han til hende.
„Du ser vel til mig i Morgen, Peter?"
„Ja det tænker jeg da," lød det ganske tørt, men Ane Marie saae og forstod, hvad der rørte sig i ham.
De smaa Drenge raabte: „Moder, Moder!" Men Faderen bød dem haardt, tie stille og være ordentlige.
Saa kjørte Vognen langsomt bort. Peter Hansen blev staaende i Døren og stirrede efter den, men da den drejede om Hjørnet, gik han ind i den tomme Stue — aa hvor var den tom — satte sig ned, lagde Armene paa Bordet og hulkede af Hjertensgrund.
Han havde ikke altid været god mod sin Hustru, følte han, tidt havde han sagt haarde, uskaansomme Ord. Han huskede en Nat, da han halvsovende spurgte: „Er det ikke snart nok med den Hoste? Kan en anden En ikke faa Lov til at sove i Fred?" Hun blev ikke vred, men sagde undskyldende: „Holder jeg den tilbage, er det som skulde jeg kvæles." — „Saa host bare væk," svarede han mildere, men det var dog tungt at tænke paa alligevel. —
Hvad kunde han nu gjøre for hende? Der kom en hel ny Tanke og den kom med Magt. Han rejste sig og kaldte paa Børnene.
„Vil I gjerne have Moder hjem igjen?" Spurgte han kjærligt.
„Ja, aa ja," raabte de i Munden paa hverandre.
„Skal vi saa knæle ned og bede om det? Fold Hænderne, I Smaa, saadan det var ret." Han tav et Øjeblik, saa kom det:
„Fader i Himlen giv os vor Moder igjen, skjøndt vi ikke har fortjent det, Amen!"

Samme Eftermiddag gik en slank, pyntelig klædt, femtenaarig Pige og rev Gangene i Haven foran en smuk, lille Villa, der laa i Byens Udkant op til en stor Tømmerplads. Foraaret meldte sig tidligt; Vintergjækkene, der indhegnede et Par af Bedene, vare fuldt udsprungne og paa de solrigeste Steder saas gule Krokus og smaa røde Anemoner. En høj, atten-nitten-aarig Knøs gjennemgravede Græsplainen. Han saae lidt muggen ud, men havde store, smukke Øjne og et viljefast Ansigt. Det var Husets Søn. Pigebarnet var en fjern Slægtning og behandledes af Husmoderen halv som Datter, halv som Tyende. At hendes Moder i denne Stund førtes til Hospitalet ahnede Ellen ikke, og hun smaasang nok saa glad, medens hun arbejdede.
Det var over to Aar siden hun kom her, og Ellen kjendte grundigt sin Stillings Lys- og Skyggesider. Onklen var altid venlig og overbærende, og Tanten ogsaa god imod hende, paa sin Vis, men hun fordrede en saa ubetinget Lydighed og saa fuldkommen Opgiven af Barnets egen Villie, at det tidt faldt svært. Saa maatte hun lidt hjem og udøse sit Hjerte for Moderen, hvis milde Ord gjerne fik Magt over det brusende Sind.
God Kost, gode Klæder, god Undervisning, daglig Indøvelse af Orden og Renlighed, — Moder havde Ret, der var meget at takke for.
Fru Stub stod i det aabne Vindue og betragtede de Arbejdende. Hun var Tømmerhandler Stubs anden Hustru og Stedmoder til Sønnen, selv havde hun ingen Børn. Det valen middelhøj, fyldig Smaakjøbstadsfrue. En lidt brusende Kniplingskappe sad paa Toppen af det temmelig svære, graasprængte Haar. Kjolen, der sluttede fast og tæt om den spændte Figur, viste, i Forening med det regnbueskinnende Silkeforklæde, at hun yndede levende Farver. Tyk Guldkjæde, ualmindelig stor Brystnaal og mange Ringe fuldstændiggjorde Dragten. At hendes Mand, trods stigende Velstand og stigende Anseelse, forsmaaede Grosserertitlen og ikke heller ønskede Agentværdigheden, var hende en Kilde til Sorg.
„Ellen! — Du maa ikke paa nogen Maade rive i Alleen udenfor. Det er Pigens Arbejde og passer ikke for Dig."
„Om Forladelse," sagde Ellen straks. Det var undertiden vanskeligt for hende at finde Rede i, hvad der var Pigens Arbejde, og hvad der var hendes.
Idet hun forlod Alleen gik en Arbejdsmand forbi og nikkede ind til hende.
„Nu blev din Moder kjørt paa Hospitalet," sagde han halv hviskende, „jeg mødte Sygevognen og hørte hende hoste."
Ellen slap Riven og fløj ind.
„Tante, Moder er bragt paa Hospitalet, maa jeg gaa hjem og høre hvordan hun har det?"
„Kom dog ikke saadan farende, Pigebarn!" Jeg kan godt faa min slemme Hjertebanken, naar Du saadan buser løs. I Aften kan Du ikke gaa, vi vente jo Photographens til The. Jeg veed, i det Hele, ikke, — maaske er det noget Smitsomt, og det har Du ingen Ret til at føre over os."
„Det er vist Brystsyge. Moder har længe været haardt forkjølet, og Manden, der fortalte mig det, havde hørt hende hoste. — Saa maa jeg da nok gaa i Morgen?"
„Ingen kan forbyde Dig at gaa," Husets Søn stod foran Vinduet støttet til Spaden, han saae næsten truende op til Moderen.
„Ti dog, Valdemar, og bland Dig ikke i vore Sager. — At den, der gaar uden Tilladelse, vil finde Døren lukket ved Tilbagekomsten, ved Ellen godt."
„Ja, men i Morgen maa jeg jo nok?"
„Ja, hvis det da ikke er Diphteritis, Typhus eller noget andet Skrækkeligt. — Tør nu Øjnene, Ellen, og vær en god Pige. Photographens har Børnene med, og Du maa se at more Dem det Bedste, Du kan. — At Du ogsaa skal spille lidt for os, er en Selvfølge."
„Hun kan jo endnu ikke spille noget Ordentligt, Moder, saa lad hende dog være fri."
„Ellen gjør som jeg siger."
Pigebarnet bøjede Hovedet og ilede saa op i sin egen lille Stue, et Gavlværelse med Udsigt over Tømmerpladsen helt hen til Stranden. Der var saa fint og hvidt, saa fredeligt og stille derinde. Et kort Hulkeudbrud, fulgt af en ivrig Badning af Øjnene, saa maatte hun ned igjen, ordne Thebordet, lege med Børnene og lade den ubetydelige Smule, hun lige havde lært, lyde fra Fortepianoet.
Tømmerhandleren, en svær, noget undersætsig Mand med et velvilligt, rødladent Ansigt, et muntert Sind og et varmt Hjerte, klappede Ellen paa Hovedet og nikkede i Aftenens Løb gjentagene Gange opmuntrende til hende. Sønnen havde fortalt ham, at Ellens Moder var syg, og han var fast bestemt paa at staa Barnet bi, hvis der lagdes Hindringer paa hendes Vej.

Det var en lang Nat for Ane Marie, men hun nød Stilheden og den friske Luft. Der var højt til Loftet; naar Øjet maalte Afstanden, var det næsten som lettedes Aandedraget. Hjemme havde det sommetider været, som om det svære Bjælkeloft rugede tyngende over Brystet. Underlig befriende var det ogsaa, at her havde man Lov til at hoste, og her var det i sin Orden, at man var syg.
Da Hospitalet i Øjeblikket var forholdsvis tyndt besat, havde Lægen givet hende en Enestue. Det var mere for de andre Patienters Skyld, end for hendes, men hun nød den uvante Ro i fulde Drag. — Dog, hvordan gik det dem derhjemme? Ja, nu fik de da en uforstyrret Nat, men saa, hvad saa? — Hun vaandede sig, saa den venlige Sygeplejerske hørte det og kom ilende. —
Den ellers saa opmærksomme Ellen var denne Morgen adspredt ved Konfirmations-Forberedelsen.
Præsten mærkede det godt, men kjendte ikke Grunden, dog sagde han ved Afskeden:
„Hvem der har noget paa Sinde og ønsker Raad eller Vejledning er altid velkommen."
„Tak," sagde Ellen ganske højt, og saa løb hun forbi de andre Unge lige hen paa Hospitalet. Bare der nu var Adgang? Jo, Moderen laa paa Enestue, hun maatte gjerne komme ind.
Nej, hvor saa Moderen dog bleg og underlig forklaret ud, egentlig saa kjøn.
„Aa Moder, min Moder!"
„Tys, lille Ven, ikke saadan," Sygeplejersken holdt hende blidt tilbage.
„Det er min ældste Pige, Søster Elise, jeg maa nok tale med hende?"
„Ja gjerne, naar hun vil være rolig. — Men naar De har saa stor en Datter, behøver De da ikke at ængstes saa meget for de Smaa derhjemme."
Den Syge rystede paa Hovedet, og der gik et smerteligt Træk over det indfaldne Ansigt.
„Hun er ude mellem Fremmede, har allerede tjent sit Brød i over to Aar, det lille Skind."
Ellen blev purpurrød.
„Jeg er hos Slægtninge," sagde hun ivrigt, men Søster Elise saae alvorligt ind i det unge, blussende Ansigt og sagde mildt og stille:
„Det er ingen Skam at tjene, lille Pige. „jeg er iblandt Eder som den der tjener", med disse Ord har Herren, vor Frelser, adlet Tjenergjerningen.
Ellen blev endnu rødere eg skammede sig.
„Naa, Barn, sæt Dig nu hos mig. — Hvordan staar det til hjemme?"
„Tante var ikke meget for" —
„Det er ikke det, jeg bryder mig om," Stemmen lod utaalmodig, „jeg spurgte om, hvordan de havde det hjemme, Fader og Børnene."
„Der har jeg ikke været, Moder, jeg løb lige fra Præstegaarden herhen."
„Du kunde dog gjerne gaaet der først," den Syge saae bebrejdende paa hende, „alle mine Tanker dreje sig jo om dem hjemme, det maa Du da kunne forstaa. Jeg har hele Tiden tænkt: naar Ellen kommer, vil jeg da kunne faa ordentlig Besked — og saa har Du ikke engang været der," hun var lige ved at græde.
„Jeg har ikke tænkt paa Andet end Dig, Moder, men i Morgen skal jeg nok gaa der først."
„Ja, det maa Du endelig, — og mon Du dog ikke ogsaa kan være en lille Smule til Hjælp for din Fader og dine Sødskende i denne svære Tid?"
„Du veed hvordan Tante er, Moder."
„Ja det er ogsaa sandt. — Nu hører Du jo hjemme der, og synes vel, Du har større Pligter mod dem, end mod os. Forvænt er Du jo ogsaa bleven, det har tidt været min Sorg, Græd nu ikke, Ellen, jeg veed godt, at Du holder af os Alle, dette var bare Tankeløshed. I Morgen faar jeg nok rigtig Besked."
„Aa, Moder, jeg er saa bedrøvet. Maaske jeg kan se herind i Eftermiddag."
„Nej det skal Du ikke; Hanne kommer efter Skoletid, og Fader naar han gaar fra Arbejde, og saa kan jeg ikke mere." Hun lukkede synlig udmattet Øjnene, og Sygeplejersken betydede Ellen, at hun helst maatte gaa.
Saa gik hun da stille bort fra Hospitalet. Aa, hvad skulde hun dog gjøre? Jo, allerførst vilde hun løbe hen til det gamle Hjem.
Døren var lukket, da hun kom, og Nøglen laa ikke, hvor Moderen plejede at lægge den, naar hun gik ud. Ellen løftede sig op paa Taaspidsen og tittede ind over de rødprikkede Trækgardiner. Der saae slet ikke ud som ellers derinde, paa Bordet var spildt Vand, og der laa afgnavede Brødskorper ved Siden af en iturevet Barnebluse. Kakkelovnen røg ogsaa, og bag det blaastribede Omhæng saas en uredt Seng.
Nej, det kunde ikke gaa! Bare hun dog havde havt Nøglen og kunnet ordne lidt, før Faderen kom hjem til Middag. Hun gik rundt om Huset og ledte i Baggaarden om Nøglen, men fandt den heller ikke der. Saa gik hun igjen, skuffet og lettet paa engang. Ja ogsaa lettet, bedre var Ellen ikke. Hjemme hos Tanten holdtes Alt saa rent og mønsterværdig ordentligt. Pigen udførte alt det grovere, besværlige Arbejde, og Ellens Haand maatte ikke røre Gulvklude, Skurevisk, Koste og Børster. Og saa at tage fat her! — Hun syntes det var uoverkommeligt.
Idet Ellen skraaede over Gaden saae hun Børnene mylre ud af Skolen. Hanne, der havde en større Pige under Armen, svingede leende sin Pose. Alle Bekymringer vare i Øjeblikket glemte.
„Goddag, Hanne! — Hvad har Du dog gjort ved din Kind?"
„Jeg brændte den i Morges, da jeg tændte Ild i Kakkelovnen."
„Kom Du Petroleum paa?
„Ja, bare et Par Draaber, men der var i Forvejen Ild i Tørvene, og saa slog det op i iys Lue og brændte min Kind. Skolefrøkenen sagde, at det var godt, jeg beholdt Øjet. — Nu skal jeg hjem og lave Mad, stege Flæsk og koge Kartofler, til Fader kommer. Du maa ikke sinke mig." Skjælmen spillede i Øjet, og Smilehullerne viste sig.
„Vær endelig forsigtig, Hanne!" — Skulde hun gaa efter Barnet? — Nej, hun kunde da ikke saadan, uden videre, forsømme sine egne Pligter.
Der kom Faderen langt henne i Gaden; hun ilede hen til ham.
„Har Du været hos din Moder, Ellen?"
„Ja, aa Fader, tror Du, at hun kommer sig?"
„Jeg haaber det, men for hende selv var det vel bedst, om hun slap. Har Du nogensinde tænkt paa, hvad din Moder har været for Dig, fra Du var lille af, Ellen? — Naa, det har Du. Saadan gaar det ikke mig, jeg har aldrig før forstaaet, hvordan hun i Stilhed har baaret det Tunge og jevnet Vejen for os Alle i Stort som i Smaat. Hvor har hun vadsket, stoppet, lappet og holdt sammen til det Yderste. Hele, tørre Strømper til os Allesammen hver Morgen. Og saadan en Forvalter over Pengene; god, nærende Mad Dagen igennem. — Der hænger mit nye, ordentlige Tøj og fylder op i Skabet hjemme, medens Moders tyndslidte, forstoppede Kjoler krybe sammen i Krogen paa de bageste Sideknager. Jeg saae det i Morges og lovede i mit stille Sind, at det skulde faa en anden Gænge, hvis hun kommer tilbage. — Nu skal Hanne være Husmoder, arme, lille Kryb! Drengene har jeg sendt til Asylet og vil nu hente dem paa Vejen. — Ja, Du har det godt, Ellen."
„Jeg er saa bedrøvet, Fader, bare jeg kunde hjælpe Dig."
„Det kan Du ikke, min Pige, vi har jo selv valgt for Dig, og Du maa nu gaa din Vej og vi vor."
Han nikkede til hende og gik saa langsomt hen ad Vejen til Asylet. Hvor saae han modløs og bekymret ud! Det var ikke til at udholde, hun maatte tale med Tanten og faa Lov til at gaa hjem et Par Timer om Dagen i det Mindste. —
„Hvor bliver Du dog af, Ellen?" Tante Konradine saae opbragt ud, „Bordet er ikke dækket endnu, og Klokken vil straks slaa."
„Jeg skal skynde mig, Tante," Bordet dækkedes i Hast, der fyldtes Vand i Glaskanden og sattes Stole om. Hun var lige færdig, da Onklen og Fætteren traadte ind.
„Naa, hvordan havde din Moder det saa?" spurgte Tømmerhandleren ivrigt.
„Hun hoster slemt og saae saa mat og bleg ud, at jeg næsten ikke kjendte hende."
„Og hvordan stod det til hjemme?"
Fru Stub faldt hurtig ind: „Ellen havde ikke faaet Lov til at gaa hjem."
„Jeg gik der forbi, Tante, og havde Døren været aaben, var jeg rigtignok ogsaa gaaet ind og havde ordnet lidt derinde. Fader skal paa Arbejde Klokken seks, og Hanne er kun ti Aar, Niels fem og lille Ole tre, saa kan Enhver nok vide, at de trænge til Hjælp og en Smule Tilsyn. — Jeg maa nok gaa lidt derhen siden, maa jeg ikke?"
„Nej, maaske i Morgen, ikke i Dag. — Taarer nytter intet, Ellen, Du maa beherske Dig, eller gaa fra Bordet."
„Hvorfor i Alverden maa hun ikke se ind til sin Fader i Eftermiddag?" Herr Stubs Øjne lyste skarpt og hvast.
„Jeg har mine Grunde, Stub."
„Det har Ellen ogsaa, og hendes Grunde er da indlysende nok. — Velbekomme Allesammen! — Naar Du handler, som en Datter bør handle, skal jeg altid støtte Dig, min Pige. At din Fader i denne Tid trænger mere til Dig, end vi gør, er klart."
„Mener Du, jeg helst skulde være der, Onkel?" Blikket var ængsteligt, for det havde hun dog ikke tænkt sig.
„Det var jo det Bedste, og driver dit Hjærte Dig dertil, skal der ingen Modstand gøres. — Naa, Valdemar, gaar Du med ud paa Tømmerpladsen?"
„Ikke lige nu, Fader," han greb en Avis og satte sig ved Vinduet.
Ellen tog af Bordet, hentede saa Kaffetøjet og dækkede igjen.
„Din sorte Kjole er kommen," begyndte Tanten i en mildere Tone, „den ligger oppe i dit Værelse. Tag den paa og kom saa ned og lad mig se Dig."
Martssolen skinnede ind i den lille Stue. Stærene pippede og fløjtede udenfor, og der laa den fine, sorte Kjole paa Kurvestolen ved Sybordet. Saa smuk en Kjole havde hun aldrig ejet, og saa yndig havde den lille Stue aldrig forekommet hende. Bagkamret, hvor hun havde ligget derhjemme, stod pludselig for hende i al sin skumle Uhygge, og saa Arbejdet! — Men hvor saae Moderen dog sørgmodigt og bebrejdende paa hende, fordi hun ikke bragte Tidende fra Hjemmet, de Øjne kunde hun slet ikke glemme. Faderens Skikkelse saae hun ogsaa for sig og lille Hanne med den brændte Kind. — „Aa, hvad skal jeg dog gøre," lød det igjen. —
„Kjolen sidder jo, som var den støbt," sagde Tante Konradine fornøjet, og saa drejede hun Pigebarnet rundt, men Valdemar løftede Hovedet og bemærkede:
„Det ser ud, som bar Ellen allerede Sorg for sin Moder."
„Fy, ti dog, vil Du ødelægge hendes Glæde? — Bryd Dig ikke om ham, Ellen, Du skal nok faa Lov til at besøge din Moder i Morgen. Jeg har nu den Tro, at hun snart kommer sig og Fader klarer sig saamænd nok uden din Hjælp. Som jeg har været og er imod Dig, min Pige, kan Du nok forstaa, at din Plads er her og din første Pligt at gøre, hvad jeg ønsker. — Se her, Ellen," hun aabnede en Skuffe og udtog et Etui, „dette er noget, Tante har bestemt for Dig. Vil Du se, hvad det er?" Hun lod et smukt lille Sølvuhr med Kæde svinge frem og tilbage for Ellens beundrende Øje. „Det er endnu ikke dit, men Du har det i Vente."
„Den Sang er snart totusinde Aar gammel," Valdemar rejste sig heftig, „alt Dette vil jeg give Dig, hvis — ja, jeg skal ikke fortsætte."
Fru Stubs Øjne bleve ganske stive og udtryksløse af Harme.
„Dette er over Grændsen," Stemmen var halvkvalt.
„Nok muligt, Moder, men Ellen har hørt Ordene, og jeg haaber, De skulle blive hende til Hjælp." Han bøjede sig henimod den unge Pige og hviskede: „Du husker jo Svaret: vig fra mig."
Ellen trak sig tilbage.
„Det er saa kjærligt af Tante," sagde hun, „der er ikke Noget, jeg hellere vilde have end et Uhr. — Men Tante kan nok indse, at jeg bør staa min Fader bi i denne svære Tid, og saa vil Du ogsaa tillade, at jeg deler mig."
„Deler Dig? — Synes Du, at der er Noget at dele? Synes Du, jeg fordrer for meget af Dig? — Skal jeg maaske, stakaandet som jeg Stakkel er, tørre Støv af Stoleben og Lister, vaske Glas og Kopper af og gøre alt det Pilleri, Pigen ikke maa røre, grov og klodset som hun er. Dele Dig! Som om der ikke allerede gik Tid nok fra mit Arbejde til Præstelæsning og Spillefrøken. Jeg vilde skamme mig i dit Sted." Uhret lagdes i Etuiet og sattes ned i Skuffen med haard Haand.
„Jeg er ikke utaknemmelig, Tante."
„Saa det synes Du ikke, Du er." Blikket var foragteligt, og hun tilføjede strengt: „Tag straks Kjolen af, Ellen, og hæng den ind i mit Skab, endnu er den min."
Da Ellen kom ned igen, mødte hun Fætteren.
„Veed Du, hvad jeg vil gøre, Valdemar? Jeg vil tale med Præsten."
„Naa, det vil Du. — Jeg synes ellers, Vejen maa ligge saa soleklar for dit Øje, at Du ingen Vejviser behøver."
„Jeg vil dog helst høre, hvad Præsten raader."
„Ja, gaa saa bare, Du faar nok ren Besked af ham, tør jeg sige."
Valdemar saae underlig haard ud, syntes hun, han maatte da kunne forstaa, at Valget var svært. —
Præsten modtog Ellen med et venligt Nik. Han havde lige hørt, at hendes Moder laa paa Hospitalet og gættede derfor Anledningen til hendes Komme.
„Sæt Dig ned mit Barn og tal ud. Hvad har Du paa Sinde?"
Saa kom det da Alt, men det kom afbrudt og sammenblandet. Selv kunde hun ikke finde ud af, hvad der burde gøres, han maatte hjælpe hende. Det lød næsten som et Nødraab.
Præsten tav en Stund, derpaa spurgte han stille.
„Hvad vilde Du nu helst jeg skulde raade Dig til?"
Ellen blev blussende rød, for hun vidste det i ikke selv. Det vilde være svært at blive fra Hjemmet, men ogsaa svært, umaadelig svært at miste sin Plads i det andet Hjem. Hvad skulde hun svare?
Præsten ventede en Stund, saa begyndte han igjen.
„Er det ikke ligesaa meget din egen Ulyst til at forlade din Onkels Hus og tage den alvorlige Gjerning op derhjemme, som din Tantes Trusler og Bebrejdelser, der holder Dig tilbage? Prøv Dig selv, Barn, stil Dig frem for Guds Ansigt og se Sandheden ærligt i Øjet. — For mig synes det, som ligger den smalle Vej og den brede Vej lige foran Dig, og saa gælder det om ikke at svigte."
Ellen græd stærkt, men var ikke længer i Tvivl.
„Saa vil jeg i Morgen gaa hjem og blive hjemme."
„Ja, gjør det, mit Barn, Gud velsigne Dig!" —
Da Ellen ved Hjemkomsten kom ind i Entreen, hørtes høje Stemmer fra Dagligstuen. Tømmerhandlerens lød, som var han vred og gav Ordre.
„Naa, Ellen, hvad sagde Præsten saa?"
„Han mente, at jeg burde være hjemme hos Fader, — og saa maa jeg vel ogsaa nok gaa i Morgen og blive der indtil videre?" Det bedende Blik søgte uvilaaarlig hen til Onklen.
„Ja vel, min Pige. — Det er tusindfold bedre at gøre sin Pligt, selv om den er streng, end at gaa med en ond Samvittighed. Gid din Moder snart maa blive rask, saa Du kan komme her tilbage, for vi ville savne Dig."
Han tog hendes lille, lyse Hoved mellem sine kraftige Hænder og kyssede hende paa Panden. Men Fru Stub, der først var bleven rød og saa bleg raabte:
„Indtil videre, siger Ellen, og Du taler om Tilbagekomst, det er som jeg ikke var til. Men det skal Ellen vide, at den Plads, der engang er vraget, kan ikke indtages igen. — Naar jeg tænker paa hvordan jeg havde sørget for hende, en ny Kommode hel fuld af det dejligste Lintøj, og at alt det Arbejde nu er til ingen Nytte!"
„Men Kone dog, det vil Barnet jo altid kunne have Brug for."
„Du synes maaske, at jeg skulde give hende det med?"
„Ja, jeg ikke alene synes det," han talte lavere end ellers og saae ud som en Selvhersker, „men vil det. — Styr nu dit Sind, Konradine, for det bliver ikke anderledes."
„Jeg har kjøbt Uhret for mine egne private Penge," hun dirrede af Vrede.
„Saa behold det kun. En flittig Pige har Uhr i Hovedet og klarer sig nok. — Nu ikke et Ord mere; her skal være Fred i Huset saa længe jeg staar for Styret."
Fru Stub sendte den grædende Ellen et forbitret Blik og da Manden havde lukket Døren udbrød hun lidenskabeligt:
„En smuk Afsked maa jeg sige. Saadan en lille Slange, der ikke skammer sig for at sætte Splid mellem Ægtefolk."
Men Valdemar gik hen til Ellen og hviskede ganske sagte: „Husker Du hvordan det endte? — Da Fristeren havde faaet Nej, kom Englene og tjente ham." —
Medens dette gik for sig, vandrede Peter Hansen efter fuldendt Dagsgjerning til Hospitalet, hvor Ane Marie laa tællende Minuterne og regnende ud naar Manden kunde komme.
„Naa, Mor, hvordan gaar det? — Du ligger jo fint her."
„Ja, der er ikke Noget at klage paa, — men hvordan staar det til derhjemme?"
„Ja, hvordan staar det til," lød det vemodige Svar.
„Du er da fri for at høre min Hoste, veed jeg."
Han rystede paa Hovedet: „Den lyder nu alligevel for mig Dag og Nat."
Der blev en lille Pavse, saa spurgte hun ivrigt: „Har Du set Ellen?"
„Ja, jeg mødte hende, da hun gik herfra. Saadan en kjøn, stor Pige, hun er bleven og saa ligner hun sin Moder."
„Nu havde Du havt Brug for hende, Peter."
„Aa ja, men Barnet har slaaet Rod i en anden Jordbund, og det er bedst, vi lade hende blive der. Dig kunde hun dog ikke erstatte, Mor." Han standsede et Øjeblik og hviskede saa: „Jeg tænker Du er bleven syg, fordi Gud vilde lære os, hvad Du var. Lad mig tale ud — Du blev ikke paaskønnet, som Du skulde have være paaskønnet," en halvkvalt Hulken endte Tilstaaelsen.
„En anden En har ogsaa sit at angre," lød det ydmyge Gjensvar. Derpaa sagde hun Fast og dog ligesom bedende: „Jeg stoler paa Dig, Peter!" En svag Angst for, at Sorgen skulde friste ham til Nydelse af stærke Drikke, ulmede i hendes Sind.
„Ja," han forstod, hvad hun mente, og saae hende aabent og frit ind i Øjet, „hvad det angaar, kan Du være rolig,"
Saa nikkede de til hinanden og han rejste sig for at gaa.
Ude i Gangen mødte Peter Hansen Sygeplejersken.
„Bliv lidt", sagde han ivrigt og stak hende en i Avispapir vel indsvøbt Krone i Haanden, „vær god mod Konen derinde, saa skal det ikke blive ved denne ene Gang."
„Nej, nej, paa ingen Maade, jeg tager ikke mod Penge, men skal nok være god imod hende. Vi ere gode mod alle vore Syge, og hun er nu saa sjelden rar og taalmodig."
„Ja, det er hun, har hun altid været." Halv skuffet puttede han Pengene til sig igjen.
Der var koldt og uhyggeligt i Hjemmet. Hanne havde faaet de Smaa i Seng og sat Brød, Fedt og Øl frem til Faderen. Da han havde taget Plads kom hun ogsaa med den lille, flade Brændevinsflaske, hvoraf han hver Aften plejede at skænke sig en Snaps, men han stødte til hendes Haand.
„Gaa med den, min Unge, og sæt den ikke frem før vor Mor kommer hjem. — Nu kunde en Mundfuld varm The smage, men det kan Du vel daarlig overkomme? — Naa ja, saa holder vi os til Øllet.

Haglen piskede paa Ruderne og Træerne i Haven bøjede sig under Blæstens Tag, da Ellen tidligt om Morgenen lavede sig til at gaa. Det var svært at tage Afsked med den lille Stue. Hun lagde sig paa Knæ derinde og befalede sig Gud i Vold.
„Farvel, Onkel, og mange, mange Tak! Du har altid været saa ejegod imod mig."
„Naa, naa, det er jo ingen Adskillelse. Frisk Mod, min Pige, det gaar nok. — Har Du sagt Farvel til din Tante?"
„Nej, men nu vil jeg." Hun bankede sagte paa Sovekammerdøren.
„Farvel, Tante, og Tak for alt Godt."
„Farvel, Ellen Hansen, gid Du aldrig maa fortryde det Skridt Du gjør." Men Meningen var egentlig: gid Du grundig maa fortryde det.
„Naa, skal det nu være?" Valdemar rejste sig. „Se dog ikke saa modfalden ud, Ellen, jeg tror nu, det er en ren Lykke, at Du kommer herfra. Man gaar jo her og bliver saa smaaskaaren i Tankegang og Alt, jo, Ellen, det smitter, dit Hoved er blevet fyldt med tusinde Smaating, der ikke er en Bønne værd. Og saa Maden, rigtig Kræseri, Alt af bedste Skuffe; det er jo en Ødelæggelse for saadanne to Unge som os. — I næste Maaned haaber jeg, at min Englandsrejse bliver til Alvor. Saa skal jeg ogsaa ud at døje, for paa de store Maskinværksteder begyndes altid nedefra. — Hvor er dit Tøj?"
„Jeg har blot denne lille Bylt, det jeg havde med mig, da jeg kom."
„Det er ogsaa ligemeget, Fader sørger nok for dig. — Farvel, Ellen, og glem, at jeg tidt har været en Drillepind." Han rystede hendes Haand og i hans Hjerte lød et varmt: Gud velsigne og bevare Dig, men det udtaltes ikke. —
Hvor var det underligt at aabne Hjemmets Dør med den Tanke, at nu skulde hun blive her.
Hanne stod og fejede, da hun kom, det lyse, krøllede Haar struttede til alle Sider og hele Stuen var i en Støvsky.
„Godmorgen, Hanne!"
„Godmorgen, Ellen, men hvorfor kommer Du dog saa tidligt, længe før jeg er færdig."
„Jeg vil selv gjøre det færdigt herinde. Sæt Dit Haar, lille Hanne, og klæd Dig paa, Du skal jo snart i Skole. Jeg bliver her nu og hjælper Fader, medens Moder er syg?
„Nej, gjør Du virkelig? Det er rigtignok godt, for jeg er ordentlig kjed af det Hele." Hun smed Kosten og hoppede i Vejret af Glæde.
„Du vil nok hjælpe mig for Alvor, Hanne, løbe Ærinder og gjøre mange andre Ting. — Har vi Sand i Huset?
„Ja, en lille Bunke, men den skal holde Ugen ud, sagde Fader, derfor strøede jeg ikke Sand, før jeg fejede. — Aa, her ligger saa mange Strømper, der skal stoppes. Fader rimpede et Par af sine egne sammen i Aftes, men han var ked af det. Moder stoppede ogsaa mens hun laa syg, men de sidste Dage faldt Arbejdet hende ud af Haanden. — Naa, nu vaagner Drengene kan jeg høre. Niels og Ole, Ellen er her."
„Ellen!" — De to Smaafyre kom springende paa bare Fødder og klyngede sig opad hende. Saa tog hun dem i Favn, de savnede vist Moderens Kjærtegn.
„Jeg er saa sulten," raabte lille Ole, „faar vi snart Noget."
„Ja, men I skal først klædes paa. Hanne, Du maa hjælpe dem lidt."
Arbejdet kom alt paa engang, syntes Ellen, og det snurrede næsten rundt for hende. Dog det gjaldt at begynde. Saa fik hun da allerførst Ilden til at brænde og den lille, gamle forbrændte Kjedel sat over. Børnene joges lempeligt ind i Bagkamret, Vinduerne kom op og Sengen redtes. Det kneb med at pusle og vende den store landlige Underdyne, men hun fik det da gjort. Da hun havde fejet Gulvet og tørt Møblerne af med en fugtig Klud, som Moderen plejede at gjøre, begyndte Kjedlen at dampe og Laaget at løfte sig.
Ellen lukkede nu Vinduerne og fremtog den lille, grove Dug, eller rettere store Serviet, der altid laa i Bordskuffen. Den var ganske ren og havde vist ikke været brugt i Sygdomstiden. Thedaasen fandt hun ogsaa, den var næsten tom, men indeholdt dog mer end nok til dette Maaltid. Rugbrødet laa ved Siden af Fedtkrukken, paa Hylden i Madskabet. „Mon jeg kan holde den Kost ud", tænkte Ellen medens hun smurte Mad til Børnene.
„Er I nu færdige derinde?"
Nej, det havde lange Udsigter. Niels gjorde Modstand hver Gang Hannes Haand, bevæbnet med den store Kam, nærmede sig hans krøllede Hoved.
„Ingen Snak, lad mig komme til. Hvem der vil have The maa være ordentlig."
De smaa Urostiftere lode sig imponere og Hanne fuldendte sin egen Paaklædning. Derpaa sagde hun glad: „Nu gaar jeg efter Hvederne, fader har givet mig Penge."
„Faa vi Hvedetvebakker, det er jo dejligt. Se saa, nu er I to pæne Drenge. Dog nej, der er jo Huller paa dine Strømper, Niels, og ogsaa paa dine, lille Ole, dem maa jeg stoppe, mens I spise."
„Her er jo ligesaa fint inde, som da Moder var rask." Niels saae sig fornøjet om mens han nød sin Morgenmad, men Hanne raabte utaalmodig:
„Skal jeg følge Børnene til Asylet, maa Du give dem Strømperne, Ellen, for det er snart min Skoletid."
„Oles er i Stand og Niels ene, men dette skrækkelig store Hul paa Hælen maa gøres færdigt."
Det var en sand Lettelse, da Børnene omsider drog af. Ellen kastede sig paa Knæ og gav Taarerne frit Løb.
„Bare jeg maa kunne holde det ud. Aa, Herre, hjælp mig at holde det ud!"
Spanden var tom og Kjøkkenbordet opfyldt af brugte Kopper og Skaale, Stegepanden og Kartoffelgryden vare heller ikke rensede. — Naa, der laa Klipfisk i et Fad med Vand, en Lerskaal med raa Kartofler og et Potmaal med Byggryn stod ved Siden, det havde Faderen vist selv ordnet til Middagsmaden.
Ellen postede Spanden fuld og skruppede saa løs, først paa Bordet saa paa det skrækkelig tiltrampede Kjøkkengulv. Derefter kom Turen til Bagkamret. Nej, hvor der saae ud! Børnetøj, gamle Billedbøger, Papir og Klude flød mellem hverandre. Hvor skulde hun begynde og naar kunde hun blive færdig?
„Tag bare fat, saa gaar det," hvor tidt havde hun ikke hørt dette opmuntrende Tilraab nede paa Tømmerpladsen. Nu gjaldt det hende. Saa tog hun fat med ærlig Villie og det gik ogsaa. Rigtig renset og vasket blev der jo ikke, men fejet, tørt Støv af, ordnet og stillet til Rette. Tilsidst eftersaa hun med en vis Tilfredsstillelse hele den lille Lejlighed. Men der i Krogen stod Kurven med Strømpebunken, den havde hun rent glemt. Nej, det var for meget, hun brast i Graad.
Dog, det kunde ikke gaa an, Moderen længtes vist efter hende. — Saa badede Ellen da Øjnene — hendes gamle Raad — og tog Hatten paa og den kjønne, lille Trøje med Perlemorsknapperne. Den passede ikke rigtig til hendes nuværende Forhold, syntes hun.
Medens hun gik til Hospitalet lysnede det for hende. I Dag kunde hun da bringe Moderen Tidende fra Hjemmet. Hvad mon hun vilde sige?
„Naa, Ellen, har Du saa været hjemme?"
„Ja, Moder, jeg ikke alene har været der, men er der, bliver der, mener jeg."
Moderen sagde ikke et Ord, men hendes Hænder foldedes og hendes Blik søgte opad, medens et Udtryk af Fred og Hvile gik hen over det blege Ansigt. — Det var Løn nok for Alt, mer end Løn nok. Ellens Hjerte fyldtes af Tak og Glæde.
„Søster Elise! — Min Datter bliver hjemme hos Faderen og de Smaa."
Min Datter, saadan havde Moderen aldrig før kaldt hende, det lød som en Ærestitel.
„Naa det glæder mig," Sygeplejersken saae venligt paa Ellen, „det er da ogsaa det naturligste."
„Ja, men jeg havde ikke ventet det, og Faderen vilde ikke forlange det, — men saadan styrer Gud Hjerterne." Hun laa igen ganske stille.
„Fader skal have Vandgrød og Klipfisk til Middag, saa jeg maa vist snart gaa."
„Ja, sørg godt for Din Fader og de to Smaa. Hanne maa Du bruge, hvor Du blot kan, holde ordentligt til Arbejde, det har hun bedst af. — Og tag saa ikke altfor ivrigt fat fra begyndelsen, min Pige for dette bliver vist langvarigt. Farvel, Ellen, Gud velsigne Dig, Sig til Din Fader, at nu tror jeg nok, jeg kommer mig."
Foden løb let hjem og det varede ikke længe før Kartoflerne vare skruppede og Fisken skrabet. At Vandforbruget var meget større, end nødvendigt, gik kun ud over hende selv.
Da Faderen kom hjem med Niels og Ole, en i hver Haand, var Maden færdig og Bordet dækket. Ellen, der havde taget et af Moderens store Forklæder paa, lukkede Døren op.
„Velkommen hjem, Fader! — Jeg skal hilse fra Moder og sige, at nu tror hun nok, hun kommer sig."
„Saa hun har det bedre! — Kan I høre, Niels og Ole, Moder har det bedre." Han nikkede til de Smaa, som vilde han sige: ser I, det hjælper at bede. Derpaa tog han de store med Halm vel forede Træsko af og Drengene fulgte Eksemplet.
„Naa, Listeskoene staa ved Kakkelovnen, det er næsten som var vor Moder kommen hjem. — Saa Du har faaet Lov til at hjælpe os, Ellen?"
„Ja, Fader, jeg bliver her for det Første, og Moder er glad over det."
„Jeg ogsaa, om Du nu kan holde det ud. — Gud velsigne Maden! Lang kun til, Børn, vi behøve ingen Tallerkener."
Ellen gøs lidt, men turde ikke sige Faderen imod, dog det var Hanne ikke bange for.
„Moder vil helst, vi skal bruge Tallerkener, for ellers bliver det, der levnes, ikke saa godt, siger hun."
„Ja saa gør vi, som Moder synes. Jeg vilde bare skaane Ellen for al den Opvaskning."
Grøden fik rivende Afsætning og det tomme Fad viste, at Omhu for Levningerne i dette Tilfælde havde været overflødig, Ellen satte dog dristig Tallerkener om igen og Ingen gjorde Indvending.
„Tak for Mad, Fader."
„Selv Tak, min Pige. I Aften skal jeg fortælle din Moder, at Du kan koge en ordentlig Grød. — Hanne, hvor vil Du hen? Hvis Du ikke hjælper Din Søster med alt hvad Du kan, vilde jeg nødig være Dig! — Vær nu stille, smaa Drenge, at Fader kan faa sin Middagshvil." Han lagde sig, som han plejede, ovenpaa Sengen.
Efter en Timestids Forløb havde de to Søstre faaet Alt afvasket og sat paa Plads. Saa skyndte Ellen sig at lave en Kop Kaffe til faderen, Fløde var der ikke i, men et stort Stykke Kandis til.
„Du maa ikke gaa, Fader, før Du har drukket dette."
„Moder har nok været i Lag med Dig, kan jeg mærke, men saa god som den Drik, hun brygger, er den nu alligevel ikke. Du har taget Bønner nok, men hun har altid havt sit eget Greb, jeg kender ingen Kone, der laver saa god Kaffe, som din Moder. — Drik selv en Kop, Ellen, Du har ærlig fortjent den."
„Nu skal jeg til Syskolen," meldte Hanne glad, „hvad vil Du saa bestille?"
„Stoppe Strømper, først Faders saa Drengenes. Du maa selv sørge for dine, Hanne."
Den Tiltalte satte et saa bedrøveligt Ansigt op, at Ellen leende udbrød:
„Kan jeg blive færdig med dine ogsaa, skal jeg nok," og saa kyssede hun sin lille Søster, der højlig forbavsedes over den uvant blide Medfart.

Aftensolen kastede Guldglans over Ellens lyse Fletning og spillede henad den store Strømpefod, som hendes spinkle Haand søgte at udspile, for at Stopningen — det var som en hel Væv — kunde blive jevn og ordentlig. Hun saae ikke op, og lagde heller ikke Mærke til, at Rumlen af en forbikjørende Trækvogn pludselig ophørte.
„Godaften Ellen", Valdemar stak Hovedet ind, „naa, hvordan gaar det? Her ser jo ganske hyggeligt ud. — Din Kommode holder udenfor, og saa vilde Fader gjerne vide om der var Plads til din Seng."
„Nej, dog, hvor Onkel er god! Aa jeg havde saadan gruet — men det var bare stygt at mig. Jeg tror nok der er Plads, for Bagkamret er egentlig en stor Stue, men den er saa skummel. — Her er slet ikke pænt inde, men inden tre Dage skal der nok se anderledes ud."
Valdemar nikkede blot, tog saa Maalet frem og undersøgte Pladsen.
„Den kan staa her, lige netop, ikke en Tomme Væg tilovers. Kommoden maa stilles under Vinduet. Tag Skufferne ud, Ellen, saa bærer jeg den ind."
„Hvad siger Tante?"
Hun har allerede faaet sig en anden Hjælper, en lille, fiks Frøken; Du kjender hende, Thora Hansen, Apothekerens Datter. Nu skal vi se, hvor længe det gaar. — Lad mig nu sætte kufferne i, saadan, der har Du Nøglen. Farvel, Ellen! Fader kommer vist selv med Sengen." Han nikkede opmuntrende og rullede saa afsted med den tomme Vogn.
„Hvad var det for en Fyr?" Peter Hansen kom hurtig ind af Døren, „hvad vilde han herinde?"
„Det var Fætter Valdemar, Fader, han bragte min Komode. Se dog, hvor den pynter! Det er en Gave fra Onkel, Skufferne ere helt fulde af dejligt Tøj."
„Det maa jeg sige! — Og saa er det da ogsaa Tegn paa, at Du har opført Dig ordentligt! — Jeg skal hilse fra Moder, hun har det bedre. Naa Du har nok hele Strømper til os, det kan jeg lide." Han tog Plads.
„Men", udbrød han et Øjeblik efter, idet han rynkede de buskede, lyse Bryn, „der er Ost og Pølse paa Bordet, hvad skal det sige?"
„Moder plejede jo altid at sørge for Paalæg til Dig, Fader."
„Har Du taget det paa Borg, eller selv kjøbt det?"
„Jeg har selv kjøbt det. — Du er da ikke vred, Fader?"
„Nej, men en anden Gang spørger Ellen mig om hvad der skal kjøbes og faar Pengene hos mig. Nu veed Du det! — Naa, smaa Kammerater, skal I hen til Fader og have Mad? Ikke brænde sig, Ole, vi hælder lidt i Underkoppen og puster paa, saadan. — Har Hanne været ordentlig?"
„Hun hjalp mig rigtig godt og har siden været i Syskolen."
„Ja til Klokken fem, men fra den Tid af har hun nok spillet om paa Gaden, Du maa passe bedre paa hende, Ellen, og klage til mig, om det behøves. Det hjælper for lang Tid, naar jeg faar hende under Behandling, kan Du tro. Vi vil ikke en have en Gadetøs af hende." Han strøg Barnet halv kjærligt, halv truende henad det krøllede Haar.
Da Maaltidet var endt og Niels og Ole puttede i den store Seng, holdt Trækvognen igen udenfor Huset.
„Godaften, Hansen", Tømmerhandler Stub traadte tøvende ind.
„Godaften, Herr Stub! — Og Tak for hende der. Havde der ikke været Nødstand herhjemme, var hun blevet, hvor hun var."
„Ja, det stoler jeg ogsaa paa, hun er jo saadan, halvt om halvt, vor egen. — Har Ellen talt med sin Fader om Sengen?"
„Ikke et Ord," Peter Hansen rynkede Brynene og saae utilgængelig ud.
„Jo ser De, Hansen," Stemmen var hensynsfuld og overtalende, „Pigebarnet er jo vokset i Længde, og det ikke lidt, siden hun tog fra Hjemmet, og saa mente jeg, at De ikke vilde have noget imod, at jeg bragte Seng og Sengetøj herhen. Synes De ikke om det, triller jeg Sengen tilbage igjen og vi er lige gode Venner. — De kan nok forstaa at jeg ikke vil saare Dem."
„Det forstaar jeg godt, Hr. Stub, og jeg veed, hvad min Kone vilde sige. ,Det er dit haarde, stolte Sind, der ømmer sig ved at tage imod,' vilde hun sige."
Skjøndt denne Udtalelse nu egentlig ikke var en Indrømmelse, slog Tømmerhandleren Ellens Fader hjerteligt paa Skulderen og sagde: „Det var Ret, Hansen, saa er vi altsaa enige. — Tjen mig nu i at tage en Haand med i Sengestedet, Karlen, der trak Vognen, har jeg sendt hjem. — Saadan, der staar det jo som skruet ind paa Pladsen. — Madrats og Puder er i Sækken, Ellen, og dine daglige Klæder i denne Pakke. — Maa jeg tale lidt med Pigen?
„Bevares dog, hvad tror De om mig?" — Han lukkede selv Døren.
„Her er ti Kroner, min Unge, og naar de ere brugte, veed Du, jeg er at træffe paa Tømmerpladsen. Dette er ikke din gamle Seng, Ellen, men en jeg lige har kjøbt med alt Tilbehhør. Værelset staar, som da Du forlod det i Morges, og venter paa Dig. Ja, Andet var det ikke. — Farvel, Hansen, og hils Deres Hustru, jeg er jo hendes Fætter."
„Det Slægtskab maa nok regnes ud med Ærter, Hr, Stub."
„Der behøves kun tre Ærter, Hansen, den ene for Sødskende, den anden for Sødskendebørn, den tredie for Næstsødskendebørn, som Ane Marie og mig."
De to Mænd vekslede leende Haandtryk og det tilbageholdne, lidt stikne Udtryk svandt helt bort fra Peter Hansens Ansigt.
„En brav Mand," udbrød han varmt, da Tømmerhandleren var gaaet, „han forstaar, at en anden En ogsaa har Lov til at være Herre i sit eget Hus."

Ellen sov dejligt i den nye Seng; da hun vaagnede næste Morgen puslede Faderen allerede ude i Kjøkkenet. Hun kom op i en Fart.
„Godmorgen, Fader, — ellers skal jeg nok være før paa Færde. Lad mig nu lave Kaffen og smøre din Mad, aa, jo, hvad?" Hun dristede sig til at liste Kniven ud af hans Haand.
„Naa, ja, ja, saa faa din Villie. Det er Synd at sige Andet, end, at Du gjør hvad Du kan, dit lille Skind. Men Et er mig det Vigtigste, og det lægger jeg paa din Samvittighed. Det er Hanne. Moder kan nu vikle hende om en Finger, men for mig er hun bange og saa kan saadan En gjerne finde paa at gaa Krogveje. Hun holder Venskab med to Pigebørn, jeg ikke er glad for. De lokke hende med Bolcher og Lakritsstænger og det duer ikke. Hold hende ved Hjemmet saa meget Du kan." Han kastede et Blik ind i Kamret, hvor Hanne laa i dybeste Søvn. Smilehullet var fremme paa den friske, røde Kind.
„Sikken En!" sagde han mildt, derpaa gik han hen til den store Seng, hvor Niels og Ole laa i hinandens Arme og trak Vejret dybt og sundt.
„Lad dem bare sove. — Stakkels smaa Rotter!" Han lod sin Haand ligesom velsignende stryge hen over Lejet.
Ellen følte Lyst til at kysse den store, brune, arbejdshaarde Haand. Hun havde ikke kjendt sin Fader før, tænkte hun, slet ikke forstaaet ham. —
Arbejdet faldt lettere, end Dagen forud, men grundigt fik hun det alligevel ikke gjort, da hun allerede Klokken otte skulde møde i Præstegaarden.
Kammeraterne hviskede lidt til hverandre, da hun kom, men Postmesterens Jutta gjorde hurtig Plads og vinkede til hende.
„Er det sandt, at Du ikke mere er hos Stubs?"
„Ja, for Moder er paa Hospitalet og saa maatte jeg hjem til Fader."
„Uha, din Stakkel!"
„Jeg er glad, at jeg kan hjælpe dem derhjemme." Graaden holdtes med Møje tilbage.
Bor Du saa nu i det lille lave Hus i Strædet?" spurgte en Anden nysgjerrigt.
„Ja, det er jo mit Hjem."
„Jeg veed det godt, men Du regnedes som var Du Stubs eget Barn."
„Maa Du lave Mad og gjøre rent, spurgte Jutta, men afbrød sig selv med et: „tys, der er han!"
Ellen var ikke saa godt forberedt som hun plejede at være, kunde ikke Salmen og gav stammende Svar.
„Naa, naa, mit Barn, tag det med Ro. Du er lovlig undskyldt i Dag, jeg regner det slet ikke. — Nu Du?" —
Da Timen var endt lagde Præsten sin Haand paa Ellens Hoved.
„Der følger en Forjættelse med det fjerde Bud, veed Du nok. — Og husk saa, mit Barn, at tage Livet en Dag ad Gangen, altid kun en Dag! Kaster al Eders Sorg paa Gud, thi han haver Omsorg for Eder. Ja, lille Ellen, det er godt at vide det." —
Da Børnene kom ud af Præstegaarden mødte de Borgmesterens unge Frue.
„Goddag Jutta", sagde hun venligt og tilføjede „er det ikke den lille Frøken Stub, Du gaar med?"
„Nej, hun hedder Ellen Hansen og hendes Fader er Havnearbejder."
„ Men jeg synes saa vist" —
Ellen hørte ikke den nærmere Forklaring, men skyndte sig til Hospitalet. Hun følte sig skuffet og ydmyget, misfornøjet med Kammeraterne og med sig selv.
Moderen saae kjærligt paa hende og klappede hendes Kind med sin blege, afmagrede Haand.
„Gud ske Lov, for Dig, Ellen! Fader er glad over Dig, Alt gaar med Orden, siger han."
„Fader er saa rar."
„Ja, det kan Du stole paa han er, og glem det nu ikke, min Pige, selv om hans Væsen imellem er lidt haardt og strengt, men bøj Dig og gjør altid som han siger. — Har Du Noget paa Hjerte?"
Ellen rystede paa Hovedet og smilede, saa godt hun formaaede. Det vilde være stor Synd at lægge sine Sorger paa Moderen, men naar hun kom hjem saa —
„Nu tror jeg nok, at jeg maa gaa, Moder."
„Hvad giver Du Fader til Middag?"
„Stegt Flæsk og Kartofler, har jeg tænkt og Rugbrødstærner i kogt Mælk."
„Det er dejlig Mad. — Hvem der kunde sidde imellem Eder!" De klare Øjne saae længselsfulde hen for sig. —
Da Ellen kom hjem, gik hun ind i Bagkamret, drejede Døren om og bad til den Fader, der ser i Løndom. Hun begyndte med at græde, men endte med at takke.
Hvor havde Herren ikke allerede hjulpet, Moderen var beroliget ved at vide hende i Hjemmet, Faderen og Børnene vare glade over hende. Og saa Onklens Godhed, den dejlige Seng og Kommoden med alt Tøjet. Bagkamret saae helt anderledes ud, ikke nær saa mørkt, nu det hvide Sengetæppe og den lysegule, lakerede Kommode livede op derinde.
— Aa, hun var vist rigtig storagtig og styg, ellers havde hun ikke følt sig saa krænket. Næste Gang vilde hun have Forklæde paa og ingen Handsker, det passede sig bedst for Havnearbejderens Datter.
Da lille Hanne den Eftermiddag kom ud fra Syskolen stod Ellen og ventede paa hende.
„Hvad vil Du, Ellen!"
„Mente Dig. — I kan gjerne gaa, smaa Piger, Hanne skal hjem med mig. — Kom nu straks, Du vil vel ikke, at jeg skal klage til Fader?"
„Nej, nej, nej. — Fy, Ellen, slip min Haand, det er ligesom jeg var en Fange. — Hvad skal jeg derhjemme? Sidde inde i den mørke Stue, maaske, og stoppe Strømper, nu jeg har syet hele Eftermiddagen? — Bare Du var bleven hos Stubs!"
Ellen havde ondt af Barnet. Solen skinnede udenfor, Kammeraterne løb jublende forbi Vinduerne, det var som en lille sprællende Fugl i Bur. Hvad kunde hun gjøre for hende?
„Vil Du se i mine Skuffer, Hanne, men Du maa ikke rode op! — Her er Kommodenøglen."
Det var et godt Indfald, Hanne var endnu ikke færdig, da Faderen kom hjem.

Og Dagene sneg sig hen. Ellen syntes næsten det var Aar siden hun forlod den lille Villa ved Tømmerpladsen. Arbejdet gik nu lettere fra Haanden, men mange Ting faldt dog svært og da Moderen skulde skaanes havde hun ikke en Sjæl at betro sig til. Men netop derfor fandt hun Vej ind i Lønkamret, lærte at lægge Byrden fra sig derinde og hente ny Kraft.
Det var strengt at sætte Tøj i Blød og vaske første Vask. Tantens fine Kapper og Kraver og hendes egne Smaastrimler, var den Vask, hun havde været vant til.
„Jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Hun slap flere Gange det store, grove Tøj og lod Hænderne synke, men saa skammede hun sig og tog igjen fat, Moderen kunde altid, hun vilde ogsaa holde ud.
Da Hanne kom hjem, maatte hun hjælpe for Alvor med Skylning og Ophængning. Det gik med Munterhed og Iver. Naar Barnet sattes til Fællesarbejde kjedede hun sig ikke, mærkede Ellen og fra den Dag af holdtes Kjøkkenet, ved forenede Kræfter, som et Dukkeskab selv den lille, gamle Kjedel skinnede med Sølvglands.
At Faderen af og til var kort for Hovedet, utaalmodig og bydende af Væsen bedrøvede Ellen. Tømmerhandler Stub plejede at smile nikke til hende. Sommetider roste han ogsaa hendes Arbejde, gjorde Løjer og klappede hendes Kind. Det var som bragte han Glæde og Solskin med ind fra Tømmerpladsen. Den dejlige Tømmerplads, hvor hun og Valdemar sloges med Sneboldte og, naar der var flere Unge samlede, legede Skjul.
En Aften sendtes Hanne efter Ø1, det varede temmelig længe før barnet kom tilbage og Faderen fulgte lige bag efter hende. Hans Pande var rynket og Minen mørk.
„Det bliver nok bedst jeg taler et Ord med Hanne," Tonen var truende, „hvad skulde Du paa Gaden, om jeg maa spørge?"
„Fader," Ellen lagde sin Haand paa hans Arm.
„Vil Du have med?" Han skjød hende haardt til Side.
„Ja," svarede hun kjækt, „for det var mig, der sendte hende ud efter Øl,"
„Fordi hendes Søster sender hende efter Øl, behøver hun ikke at løbe med en Flok Gadeunger, der hujende og støjende forfulgte en halvfuld og halvfjollet Fyr, Men jeg skal ogsaa nok lære hende. — Du gaar ud med Drengene, Ellen!"
Lille Ole græd og Niels spurgte sagte: „Hvad vil han gjøre ved hende?"
„Fader vil ikke gjøre Andet, end hvad godt er," svarede Ellen, men Stemmen rystede og hun var bleg.
Peter Hansen hørte hendes Ord og de dæmpede hans oprørte Sind, som Olie de brusende Bølger, men den berettigede Vrede blev tilbage og tvang ham til at straffe. Saa tog han det skjælvende Barn fast i Armene, løftede hende højt op og rystede hende, og det tre Gange i Træk. Det var altid hans Maade at tugte paa; egentlig gjorde det ikke ondt, men den Skyldige følte sin Afmagt og hans Magt paa en ydmygende, ja, ligefrem knusende Maade. —
„Naa, Ellen, kom saa med Theen. — Sæt Jer ned, smaa Drenge, I har jo ikke gjort noget Ondt."
„Fader," Ellen talte blidt og sagte, „jeg vilde blot forklare, at jeg havde sendt Hanne ud. — Du maa endelig ikke tro, at jeg ellers vilde blande mig i Sagen."
„Det vilde heller ikke have bekommet Dig godt." Han spiste videre uden at tale.
„Moder havde det meget bedre i Dag," vovede Ellen at sige.
„Ja, Moder er virkelig bedre, det sagde Doktoren selv. Gud være lovet!" — Han foldede Hænderne.
Et Øjeblik efter raabte han: „Hanne, hvor er Du? — Kom kun ind. Jeg tænker, der er Noget, Du gjerne vil sige til din Fader."
Det lille af Graad ophovnede Ansigt saae skræmt i Vejret, idet hun stammede:
„Om Forladelse!"
„Har Du ikke mere at sige? — Du husker nok det Andet, det, Moder sagde var ligesaa vigtigt.
„Jeg skal aldrig gjøre det mere," hulkede Barnet.
„Lad mig se det," han drog hende kjærligt hen til sig, strøg de purrede Krøller bort og saae hende ind i Øjet. „Hundrede Gange hellere vilde jeg, at Du skulde dø, end blive en daarlig Pige."
„Jeg skal nok være god, Fader," lille Hanne havde ikke den fjerneste Lyst til at dø.
Da Børnene vare komne i Seng, kaldte Faderen paa Ellen.
„Du ser daarlig ud, Barn, blev Du bange?"
„Ja, men det var jo bare dumt af mig."
„Du ligner din Moder, Ellen! hun har ogsaa altid været saa blød. — Aa, hvor har jeg vist mange Gange saaret og kyst hende, din kjære Moder," Han saae hel angerfuld ud.
Hvor holdt Ellen af ham, i dette Øjeblik.
Denne Gang kunde hun ikke lade være, men tog den store, barkede Haand, der hang saa modfalden ned, løftede den op og kyssede den.
„Hvad gaar der af Dig, Barn, er Du fra Samling?" — Der var Graad i Stemmen og han skjød hende lempelig fra sig.

Konfirmationsdagen nærmede sig nu med stærke Skridt. Ellen havde i Vintrens Løb havt mange Tanker med Hensyn til Dagen. Hun vidste, at Onklen vilde indbyde hendes forældre og Sødskende til Middag, men hun vidste ikke, hvem der skulde føre hende frem i Kirken. Naar Onklen kjørte hende derhen, og det vilde han gjøre, var det jo egentlig naturligst, at hun fulgte med ham. Og Ellen saae sig selv med den svære, anselige Onkel under Armen og den i brusende Silke klædte Tante ved Siden. Bagefter kom Forældrene, Faderen i sin ordentlige, men grove Dragt og Moderen med det tyndslidte Shawl og den lille snullede Hat, hun selv havde pyntet. Nej, hun vilde dog helst gaa med dem, men saa passede hendes egen Dragt rigtignok ikke. Og Barnet tænkte frem og tilbage, men nu laa Vejen klar for hende. Ikke for nogen Pris vilde hun vælge en anden Arm, end Faderens og Slæbekjolen maatte gjerne faa Lov at blive hængende i Tantens store Skab. —
„Naa Ellen, hvordan gaar det?" Valdemars Ansigt viste sig i det aabne Kjøkkenvindue. Da Døren var aflaaset gik han rundt om Huset og nikkede nu med et underlig varmt, mildt Blink i Øjet ind til Ellen."
„Moder er bedre," svarede hun glad, „kom dog ind, Valdemar,"
„Nej, Tak, jeg staar godt, hvor jeg staar."
„Det er rart at se Dig," hun rakte ham Haanden," for jeg længes jo efter Eder Alle,"
„Ogsaa efter Moder?" Han saae ud som en Skjælm.
„Ja, tænk, ogsaa efter Tante. Hun var egentlig saa god imod mig, naar jeg blot rettede mig efter hende. Du kan tro, jeg er glad, at jeg har lært at lyde for ellers kunde jeg ikke bjerge mig her."
„Her er Du jo Kommandant."
„Nej, det er Fader rigtignok selv, men det er paa en ganske anden Maade, saadan mere i det Store. I alt det Smaa kan jeg gjøre, som jeg synes, og det er jeg glad for. — Jeg vilde ønske Du kjendte Fader, Valdemar."
„Jeg lærer ham vel nok at kjende i Tiden. Han ser ud som en Mand og det kan jeg lide Men nu maa Du høre hvordan det staar til hjemme. Moder har efterhaanden laant tre unge Piger, hvoraf de to gik bort i Taarer. Den hun nu har er ganske flink, men rap i Munden, rigtig et lille Jern, og Moder er begyndt at tale om hvordan hun savner Dig og længes efter Dig. Hun savnede Dig nu første Dag, Du var rejst, men det Mærkelige er, at hun nu taler om det og kalder Dig vor kjære lille Ellen og andre kjønne Navne."
„Aa, hvor det glæder mig!"
„Gjør det virkelig?" Han lo lidt og vedblev, „hun har nu ogsaa hørt, at din Moder var bedre og fattet Haab om at faa Dig tilbage."
„Moder er ogsaa en hel Del bedre."
„Ja, det veed jeg, men Du kan da nok forstaa," han saae alvorligt paa hende med sine mørke Øjne, „at naar din Moder kommer fra Hospitalet vil hun og hele Hjemmet trænge dobbelt til din Omsorg."
Det havde Ellen slet ikke tænkt sig og hun spurgte ivrigt:
„Tror Du da ikke, Moder kan blive hel rask?"
„Hvor kan jeg dømme herom, men at hun i lang Tid kan trænge til Pleje og Hjælp, regner jeg for en Selvfølge. — Hvad er det Du laver?"
„Kjødsuppe paa et Oksehjerte, det smager saa udmærket."
„Maa jeg smage?"
Hun kom lidt i en Kop og han drak det med Velbehag. I det Samme bankedes der paa Indgangsdøren og Ellen fløj ud for at lukke Faderen ind.
„Farvel, Ellen", raabte Valdemar idet han gik, men Peter Hansen saae efter ham med bister Mine og spurgte vredt:
Hvad vil den Fyr her? — Der kommer han luskende fra Gaardsiden. Det er nok bedst jeg taler med ham."
„Men, Fader, det var Valdemar, Fætter Valdemar."
„Ja jeg kjendte ham godt. — Det er maaske ikke første Gang, han saadan kommer?"
„Jo, naar jeg fratager den Aften, han bragte Kommoden, har han ikke været her; jeg har netop undret mig over, at han slet ikke kom. Da Døren var laaset, gik han rundt om Huset og vi talte sammen gjennem Vinduet. Det saae jo ogsaa underligt ud, at han ikke gik ind, men han vilde ikke.
Der var Noget i Ellens frimodige Væsen, som mildnede Faderens Vrede, men han mumlede dog, at saadanne unge Lømler gjorde bedst i at holdt sig paa deres egne Enemærker.
Ellen hørte ikke efter saa optaget var hun af Valdemars Ord om Moderen. Ja, han havde vist ret, Moderens Hjemkomst vilde ikke løsne de Baand, der bandt hende til Hjemmet, men tvertimod knytte dem fastere. — Og Tanken paa Fremtiden lagde sig tyngende over det unge Hjerte.
„Naa Pusling," sagde Faderen upmuntrende. Hun saae bleg ud, han havde vist skræmmet hende. —
Da Ellen et Par Dage efter sad og lappede Børnenes Lintøj, som hun havde vasket Dagen i Forvejen, bankede det paa Døren og Fru Stub i højstegen Person traadte ind.
„Nej, er det Tante!" Ellen fløj hende i Møde.
Den paatænkte Tale døde paa Fru Stubs Læber og hun tog Pigebarnet i sine Arme.
„Det er Altsammen glemt og tilgivet, Ellen, vi vil ikke tale mere derom. — Jeg synes Du ser daarlig ud, min Pige, ja Du har rigtig tabt Dig, men nu er din Moder nok ogsaa snart rask."
„Det vil vist vare en Tid endnu. — Hvor det var kjønt, at Du kom, Tante. Nu maa Du se hvordan vi har det. Jeg er saa glad for Alt hvad Du har lært mig og gjør mig altid Umage for at have det ordentligt. — Rigtig pænt er her nu ikke.
„Jo, jeg kan ikke sige Andet, end her er pænt naar man tager Hensyn til, hvor ussel Lejligheden i sig selv er."
Det skar Ellen i Hjertet da Tanten sagde dette, saa slemt var her virkelig ikke.
„Det fornøjer mig," begyndte Fru Stub igjen, „at Du skjønner paa hvad Du har lært.
Er det Suppe, der staar i Krukken? — Jeg synes ikke den ser ud til at være siet."
Vi har ingen Si, kjære Tante," hun lo.
„Saa er Du undskyldt. — Naa der staar Kommoden og den Seng, Stub kjøbte. Han har fortalt mig det, og nu er jeg enig med ham, at det var rigtigt. — Sæt Dig ned Ellen og lad mig se dit Haandarbejde. Jeg synes den Stopning kunde være pænere."
Ja, det kunde den rigtignok, men der er saa meget itu, Tiden kan ikke slaa til."
„Det maa jo være din Sag, jeg siger det blot — Egentlig kom jeg for at indbyde Jer Alle til Konfirmationsdagen."
„Tusinde Tak, men jeg er vis paa, at Fader helst vil være herhjemme."
Fru Stub, der egentlig følte sig lettet, nikkede et Par Gange og sagde saa venligt:
„Naa, ja, det var jo for at glæde Jer, ikke for at gjøre Jer imod. Men Et siger jeg, Du skal ikke gaa og kokkerere den Dag, mit Barn. Maden skal blive sendt herhen, varm og god.
Hvor er Du bleven mager, Ellen, det er bestemt Kosten."
„Vi faar rigtig god Mad, Tante. Fader giver mig altid rigelig Penge; han er saa umaadelig rar."
„Jeg vil saamænd ikke sætte ham ned, Barn. — Men nu maa vi tale om din Kjole. Hvordan har Du tænkt Dig?"
„Der hænger en sort Nederdel af Moders, den er ren og ordentlig, og saa mente jeg at kjøbe et Jerseyliv."
„Nej, det synes jeg ikke om, men den Kjole, vi har hjemme, er vel igjen for fin?"
„Ja, den kan slet ikke gaa an."
„Naa det indser Du selv. Var Du bleven hos os, Ellen, saa — men det vil vi ikke tale om. Jeg skal nok sørge for, at Du faar en net, sort Kjole, naturligvis uden Slæb og alle andre Kunster."
„Tak, Tante!" — Ellen lagde sin Arm om Tantens Hals og græd, hun trængte saadan til at græde.
„Min søde Pige, — men Ellen dog! — Du har bestemt længtes efter mig, og jeg vil ærlig tilstaa, at jeg ogsaa har længtes, saa det er gjensidigt. Din Stakkel, det maa rigtignok være drøjt for Dig."
„Nej, nej", Taarerne tørredes hurtig bort, „jeg er saa glad over at kunne hjælpe min Fader."
„Men jeg vil være glad, naar Du igjen kan hjælpe mig. Den lille Frøken, jeg nu har, skal bort, saasnart Du kommer, det er Aftalen. Hun ligger i sit eget Hjem og dit Værelse staar ubenyttet og venter paa Dig. — Farvel, Ellen, Kjolen skal nok komme i rette Tid." —
Peter Hansen hørte rolig og betænksom paa Ellens Beretning om Tantens Besøg, Indbydelsen, Tilbudet om Kjolen og Festmaaltidet. Han havde altid holdt mest af at hjælpe sig selv, men som Sagerne stode, følte han, at den fremrakte Haand ikke burde skydes tilbage, men modtages med Tak. Det vilde ogsaa glæde den syge Moder at høre, hvor godt Alt ordnede sig, for deres Barn.

Aprilsolen skinnede varmt og klart og Vinden førte Lyden af de kimende Klokker lige ind i det lille Bagkammer, hvor Ellen laa paa Knæ og helligede Gud Herren sit svage, fattige Barnehjerte. Hun havde hørt den gode Hyrdes Røst, han kjendte hende og hun vilde følge ham, og saa vidste hun, at Ingen kunde rive hende af hans Haand.
Det lille Hjem skinnede af Renlighed og Børnene havde nye Klæder paa, de skulde alle Tre med i Kirken. De to smaa Drenge stode stive som Soldater paa Vagt og øvede sig i at være stille. Den, der ikke kunde være stille, skulde jo blive hjemme.
Peter Hansen, der havde sit bedste Tøj paa, snehvidt Lintøj og spejlblanke Støvler, saae hel smuk ud, ret en mandig, fribaaren Skikkelse. Dog var Øjnene ikke fri for at være en Smule røde, men Tankerne havde ogsaa dvælet hos den syge Hustru paa Hospitalet og senere fordybet sig i Daabspagtens hellige Ord.
Saa gav de sig paa Vej. Ellen saae meget yndig ud i den nye, sorte Kjole med den svære, guldglinsende Haarfletning slynget i en blød Knude. Hun gik stille ved Faderens Side. Hanne fulgte efter med Niels og Ole, hvis Ansigter skinnede af nysgjerrig Forventning.
Havnearbejderen bøjede Hovedet dybt, da han traadte ind i Guds Hus, derpaa rettede han sig og førte Datteren med militæragtig Anstand til hendes Plads. Tømmerhandler Stubs, der allerede sad i Stolen, rykkede sammen, saa Faderen kunde sidde nærmest ved Konfirmanden.
Men ude paa Hospitalet laa Ane Marie og bad for sit Barn.
I Tankerne fulgte hun hele Tiden med. Nu talte Præsten vist til de Unge — nu skulde Ellen vist sige Ja og give ham Haanden, hendes egne Hænder foldedes igjen til Bøn.
„Søster Elise, er det Ellen, der kommer, jeg hørte Døren gaa."
„Det er nok hele Familien. — Bare det ikke bliver for meget."
Men det blev ikke for meget.
„Gud velsigne Dig, lille Ellen, til Lykke, Barn! — Og Fader, Du ser næsten ud som en Brudgom, Peter, Og mine smaa Drenge, som Moder saadan har længtes efter, og Hanne i den nye Kjole! — Men nu skal I hjem og spise, jeg vil ikke holde paa Eder. Det er rigtignok en dejlig Dag."
„Saalænge din Plads staar tom derhjemme, Mor, er Savnet dog til Huse."
„Du har jo Ellen, Peter."
„Hun kan være god nok, men er ikke Dig. Det bliver en Glædesdag, naar vi kan hente vor Mor. — Ned af Sengen, Ole, og det straks. Og Du Niels, vaer Dig for at krølle Lagerne. — Ja, saa vidt kom vi, Ane Marie," han lagde Haanden paa Ellens Skulder.
Konen nikkede og hviskede:

„Han som har hjulpet hidindtil,
Han hjælper nok herefter."

„Ja, det stoler jeg ogsaa paa. — Farvel, Mor."
„Farvel, Far, og I andre." —
En af Onklens Karle stod udenfor Hjemmets Dør og ventede. Han bragte to store Kurve paa en Trillebør.
„Til Lykke! Jomfru Ellen. — Jeg skulde hilse saa mange Gange fra Fruen og saa skulde jeg sige, at dette maatte pakkes ud med stor i Forsigtighed. Herren kom tilsidst med to Flasker Vin, dem har jeg her — og saa skulde jeg hilse dem Alle og sige: Velbekomme."
„Nej, hvor Tante dog har tænkt paa Alt, saadan en nydelig Dug og der er ogsaa Blomster. Men Vinen vil jeg helst gjemme, Fader, til Moder kommer hjem."
„Vi mødes, Ellen, for det var lige min Tanke."
Hanne hjalp til det bedste hun kunde, men gik dog Tid til mangt et lille Glædeshop.
„Smaa Krukker med Syltetøj og Agurker, og Glasskaale til at lægge det paa, har Nogen set Mage! — Og saa den dejlige, store Kalvesteg og en Lagkage!"
„Gud velsigne Maden", sagde Faderen efter Sædvane og tilføjede, „jeg tror næppe Kongen faar det bedre. — Ja, havde Moder nu siddet Imellem os!" —
Ud paa Eftermiddagen traadte Onklen, Tanten og Valdemar ind, den lille Stue blev næsten overfyldt.
„Tak for Mad, Hr. Stub, Tak for Deres store Godhed mod Pigebarnet. — Det gjælder ogsaa Dem, Frue."
Fru Stub nikkede huldsaligt og saa trak hun Ellen hen i en Krog.
„Smagte det? — Naa, det glæder mig. Levningerne kan vel ogsaa lette Dig de første Dage?"
„Mange Dage, Tante."
„Lad mig nu se paa Dig. — Kjolen sidder jo rigtig godt. Du ser ikke ilde ud, min Pige, men en lille Sølvkjæde vil nu alligevel live op paa den sorte Kjole, og saa tænker jeg ikke Du er kjed af, at der hænger et Uhr ved." Hun lo højt af sin egen Spøg.
„Jeg bliver saa overvældet og har slet ikke fortjent det."
Valdemar stod ret op og saae ud af Vinduet, men pludselig vendte han sig og gik hen til Ellen.
„Dette lille Sølvkors har tilhørt min egen Moder," han talte hviskende, vil Du have det?"
„Om jeg vil, Tak!" —
Da Familien igjen var ene spurgte Havnearbejderen i en myndig, næsten barsk Tone:
„Hvad var det, han stak til Dig, den lange Fyr?"
„Dette Sølvkors, Fader, det har været hans Moders."
„Saa skulde han helst have beholdt det selv, synes jeg, men da Forældrene stode ved, vilde jeg ikke forbyde Dig at tage det. — Naa, Ellen og Hanne, ryd nu til Side herinde og lad os komme i de gamle Folder. Jeg er ikke rolig før Glasskaalene og alt det andet Stads velbeholdent er pakket ned igjen." —
Da Ellen et Par Dage senere dækkede Aftenbordet, bankede det paa Døren og Valdemar kom ind.
„Jeg maa da sige Dig Farvel, Ellen, før jeg rejser."
„Skal det nu være Alvor?"
„Ja en af de første Dage."
„Og hvor længe bliver Du borte?"
„To, tre Aar, tænker jeg."
„Saa længe!"
„Den Tid gaar nok — for os Begge. Farvel, Ellen, og hils Din Fader." Han fik pludselig Hastværk.
„Farvel, Valdemar, og hav det rigtig godt."
„Iligemaade", han lagde Haanden paa Dørlaasen, men vendte igjen om.
„Glem mig ikke, Ellen, Du maa ikke glemme mig!"
„Som om jeg kunde," hun vilde række ham Haanden, men han var allerede borte.
Et Øjeblik efter kom Faderen.
„Hvem var det, der gik ud af Huset før? Hvad render han her for, den Laban, jeg vil ikke vide af det!"
„Men, kjære Fader dog, Valdemar kom for at sige Farvel. Han skal rejse til England og bad mig hilse Dig."
„Naa, han skal rejse, det glæder mig."
„Veed Du noget Ondt om Valdemar, Fader?"
„Ikke det Mindste, men jeg ser helst, han holder sig herfra."
„Han har jo været som min Broder."
„Men han er ikke din Broder, Ellen. Han er Søn af en Rigmand og hans Vej gaar opad, mens din bliver i det Lave. — Mange Taarer kan spares, naar Sandheden ses ærligt i Øjet. — Du er ikke mere et Barn, Ellen, Du er en ung Pige."
Ellen rødmede dybt, var det saadan Faderen mente, var det derfor han altid blev vred, naar Fætteren viste sig. Aa, han kjendte hverken hende eller ham! Hun søgte at slaa det hele af Tankerne, men det var dog som havde Valdemars Ord: „Glem mig ikke, Du maa ikke glemme mig," faaet en ny og dybere Betydning.

Peter Hansen havde en lang Samtale med Præsten Aftenen før Altergangen, og der var et mildt, næsten ydmygt Udtryk i det alvorlige Ansigt, da han med Ellen ved Haanden traadte Ind i Kirken. Efter Gudstjenesten gik de lige til Hospitalet.
Den Syge laa og ventede paa dem.
„Til Lykke og Velsignelse," sagde hun stille.
„Næste Gang gaar Du med, Moder."
„Ja det haaber jeg ogsaa. — Doktoren sagde i Gaar, at jeg snart skulde udskrives. Det vil dog ikke rigtig gaa med at være oppe.
En Time ad Gangen, videre er jeg ikke kommen, og det er som gik jeg paa Kugler, ikke paa mine egne Ben."
„Det giver sig nok, naar vi først faa Dig hjem."
Hun rystede lidt paa Hovedet, men sagde saa i en oprømt Tone:
„Kan Du huske, hvor tidt jeg var kjed af de ugentlige Afdrag til Sygekassen? Vi var jo raske dengang og saa syntes jeg det var spildte Penge, men Du holdt ud og det kan ikke siges, hvad for en Beroligelse det har været for mig, at jeg laa her frit. Begravelsen sørges der jo ogsaa for, om Herren kalder En af os. — Ja, Du har altid havt dine Sager i Orden, Peter."
„De smaa Sager, Mor, men ikke den store, den vigtigste, og hvad hjælper det Andet saa?"
„Nej, det er sandt! — Men nu har Du jo, ved Guds Naade faaet Øjnene op."
„Ja, Du kan tro det. — Trøsteordet fik vi i Dag: ,Den der kommer til mig vil jeg ingenlunde kaste hen ud'."
De tav alle Tre en Stund, saa begyndte Moderen igjen.
„Veed Du, hvem der var her i Gaar, Peder? Ingen Anden end Valdemar, Du veed nok Poul Stubs Søn. Saadan et nydeligt Menneske han er bleven! — Han fortalte mig, at han skulde rejse og saa sagde han ligesaa tillidsfuldt, idet han saae paa mig med sine dejlige, velsignende Øjne: ,Min egen Moder er jo død og saa tænkte jeg, at Tante maaske vilde give mig et Ord med paa Rejsen. Fader vil vist sige: skik Dig vel min Dreng, men det er ikke nok.' Da han havde sagt det, faldt han paa Knæ her ved Sengen, ja hvad synes Du? Og saa vidste jeg ikke bedre, end at lægge min Haand paa hans Hoved og sige: Gud Herren velsigne Dig i al Evighed. — Saa sagde han ganske stille: ,Tak, Tante, det var
det, jeg trængte til'. — Men jeg syntes der skulde siges endnu Et og saa gjentog jeg det Ord, Præsten skrev i Ellens Salmebog: Hvormed skal en Ung holde sin Sti ren? Derved,
at han holder sig efter dit Ord. — Tak, Tante', sagde han igjen, nikkede saa og skyndte sig bort. — Det var en stor Glæde for mig, og jeg har saadan længtes efter at fortælle Dig det."
Peter Hansen saae temmelig udeltagende ud.
„Du taler for meget, lille Mor, nu kom Hosten igjen, jeg tænkte det nok. — Kald paa Søster Elise, Ellen, og saa er det nok bedst, vi To gaa hjem."
Der blev ikke vekslet Ord paa Hjemvejen, men der var Tak og stille Jubel i Ellens Hjerte.
Faderen havde taget sig en hel Fridag og efter Middagsmaaltidet foreslog Ellen, at de skulde gaa en Tur.
„Aa ja", raabte Hanne og Drengene i Kor.
Peter Hansen havde ikke stor Lyst men han overvandt sig.
„Naa ja, det var vel en Skam at sige Nej, nu er man jo ogsaa i Tøjet. — Saa gaa vi henad Strandbankerne, Børn, der kan I anderledes tumle Jer, end henne i Anlæget."
Vejen til Strandbankerne gik forbi Onklens Villa og Tømmerpladsen. De to høje Kastanietræer, der stode paa den ene Side af den store Plads, havde allerede udsprungne Blade og Ellen kunde mærke Duften af Violerne, der pippede frem hist og her mellem Grønsværet.
Mon Valdemar var rejst? Der saaes ikke et Menneske.
Hanne, Niels og den lille kortbenede Ole strittede op ad de høje Strandbanker og foer saa ned igjen med glade Udraab og Smaahyl, men Ellen gik adstadigt ved Faderens Side.
Stranden laa foran dem i Solglands, de lyse, hvidblaa Bølger krusede sig svagt, et Sejlskib og nogle faa Baade, der saas i Afstand, syntes at hvile paa Vandet. — Mon Valdemar allerrede var ude paa den store Damper? Hendes Tanker gik uvilkaarlig den Vej. —
„Ellen", Faderen saae mildt og dog alvorlig paa hende, „jeg maa tale med Dig."
Hun nærmede sig lyttende.
„Ser Du, min Pige, naar din Moder nu kommer hjem, indser Du nok, at hun ikke kan tage Arbejdet op som før. Hun har altid tjent os, nu maa vi tjene hende. Moder maa plejes."
„Ja, naturligvis, og vi ville pleje hende rigtig godt, Du og jeg, Fader."
„Men det kan vare længe, — og, ja, jeg vil nødig bedrøve Dig, men det staar nu for mig, som er det kun et Laan," det bæved om hans Læber og der var undertrykt Graad i Stemmen, „at vi faa hende hjem, som tager Gud hende fra os igjen, og saa, ja, hvad saa Ellen?"
„Du kan da nok vide, Fader, at jeg bliver hos Dig saa længe Du har Brug for mig." Det unge Ansigt lyste; hun var til Mode, som aflagde hun et Løfte paa Knæ ved Guds Alter.
„Det er en tung Byrde for saa unge Skuldre, men jeg tænkte nok, at Du ikke vilde svigte os. Naa, vi vil haabe det Bedste. Tør Dine Taarer, Ellen, og mor Dig med de Andre, Du er jo dog kun et Barn."
Men Ellen kunde ikke more sig med de Andre i Dag; stille og betænksom vedblev hun at gaa ved Faderens Side. —
Da Peter Hansen næste Aften kom hjem fra Arbejdet, bar han en stor Pakke.
„Se, hvad jeg har her, Børn, det er Tapeter, lysegraa og hvide, rigtig kjønne til femogtyve Øre Stykket. Her maa jo da pyntes lidt op til Moder kommer hjem. Jeg har ogsaa Øje paa en Kurvestol, den er ikke ganske ny, men har høj Ryg, og et mageligt Sæde. Og saa skal Moder have et godt, tykt, uldent Tørklæde, det har hun trængt til i mange Aar. — Og hvad synes Du, Ellen, om at kjøbe en Høne?" Dette Forslag, der forekom Peter Hansen som Topmaalet af Luksus, udtaltes halv tvivlraadigt.
„Det synes jeg godt om, Fader, men det maa endelig være en ung En. — Vi skal ogsaa have nye Gardiner, dem kjøber jeg, Du veed ikke hvor mange Penge jeg har." —
Og Tapeterne bleve paasatte, Gardinerne ophængte og Kurvestolen anbragt med Ryggen op til den store Seng. En Sivskammel med pynteligt Overtræk stod udenfor og paa Sædet laa det tykke, bløde, uldne Tørklæde lige parat til at svøbes om Moderen.

Saa oprandt Dagen da endelig. Den lille, gamle Vase stod midt paa Bordet fyldt med Engblommer og Forglemmigejer og Hønsekjødsuppen, der kogte ude paa Skorstenen over en jevn Glødeild, udsendte en indbydende Duft. Doktoren mente, det var bedst, at Peter Hansen kjørte den Syge hjem i Hospitalets Rullestol og Ellen stod nu i Døren og spejdede efter dem. Der kom de! Hanne løb bagefter med Drengene, som hun havde hentet paa Asylet.
„Støt Dig til mig, Ane Marie, saadan. Naa, saa fik vi Dig da hjem, Mor, Gud, Herren ske Tak!" Han ledte hende vaersomt hen til Lænestolen.
„Nej, hvor jeg sidder godt! — Tak, Far." Hun tav lidt, men begyndte igjen da hun var kommen rigtig til Aande. „Her ser saa forandret ud, rigtig saa kjønt, men det er dog det gamle Hjem, hvor vi har levet sammen de mange Aar."
„Og hvor Du har døjet Dit, havt mange mørke Timer for en anden Ens Skyld."
„Ogsaa mange gode Timer. Du har været en trofast Mand og stræbt ærligt for Børnene og mig, men vi kjendte jo ikke Herren, som han er, og saa maatte han jo sende mørke Tider, for at vi skulle længes efter Lys. Da vor første Lille døde, syntes jeg næsten ikke det var til at bære, men nu forstaar jeg godt, at det var en Dragelse og veed, at vi ikke har mistet Barnet, men skal se ham igen."
Lidt efter sagde hun glad: „Sikken en dejlig Modtagelse, og hvad er det, Ellen kommer med der? — Men Peter dog, hvor kan det falde Dig ind?"
„Skulde jeg ikke kunne arbejde et Par ekstra Timer for at skaffe vor Mor en Høne? — Vin er her ogsaa, den er fra Poul Stubs Kjælder og Ellen trakterer. Gud velsigne Maden, — og vær saa stille, I smaa Fyre, at Moder kan spise i Fred."
Efter Maaltidet lænede Ane Marie sig tilbage i Stolen. Hun var træt og overvældet af Sindsbevægelse og Glæde.
„Læg Dig paa Sengen, Mor, siden kan Du jo staa op igjen. Jeg har slaaet et Par Brædder sammen paa Loftet og der har Ellen redt Seng til mig, saa Du har Stuen for Dig selv. — Pigebørnene gjøre Orden i Kjøkkenet og Drengene gaa straks til Asylet. Nu ikke en Lyd, høre I? — Og ingen Klirren derude i Kjøkkenet, I to Store, Moder skal have Ro."
„Tak, Peter, jeg ligger dejligt." — Lidt efter rettede hun sig op paa Albuen og sagde: „Naar jeg bliver raskere, vil vi en Dag gaa sammen til lille Mortens Grav, ikke sandt?"
„Jo, det vil vi," — Det gik underligt igjennem ham, hvor saae hun dog svag og bleg ud og saa disse dybe, klare Øjne. —
Næste Dag følte Ane Marie sig kraftigere og Kjøkken og Bagkammer bleve grundig eftersete. Ellens Kommode og alt dens Indhold betragtedes ogsaa med beundrende, paaskjønnende Blikke.
„Ja, Du er et Lykkebarn, Ellen. Hvad andre Unge maa arbejde sig til i mange Aar, falder lige i dit Skjød."
I det Lys havde Ellen ikke set Tingene før, men hun forstod, at Moderen havde Ret og følte sig meget ydmyg, lille og takskyldig.
Det var en stille, fredfuld Tid, der paafulgte. Ellen havde nok faaet mere Arbejde, men det faldt Alt saa let, nu Ansvaret var taget bort og Moderen selv havde Styret. Det var ikke mere nødvendigt at passe paa Hanne, der altid higede efter at komme hjem til Moderen og hvor var det ikke godt, at kunne faa Raad og Anvisning i alle Forhold.
„Gud ske Lov, for Dig," lød det jevnligt fra den Syges Læber, naar Ellen puslede om hende, men en Gang spurgte hun mildt og stille: „Du vil ikke lade din Fader staa ene med de umyndige Smaa, vil Du vel?"
„Nej, Moder, jeg bliver her, og er glad og taknemmelig over at maatte være i Hjemmet." —
Naar Peter Hansen, før han gik paa Arbejde, ømt og stilfærdigt spurgte: „Naa, Mor, hvordan gaar det Dig i Dag?" Lød Svaret gjerne: „Jeg synes det gaar fremad," men det gik ikke fremad, og efter nogle Ugers Forløb Forstod baade Faderen og Ellen, at det gik tilbage. Sengen søgtes oftere og Madlysten tog af.
En Eftermiddag, da Ellen sad ved Vinduet med sit Haandarbejde, kom Fru Stub gaaende og betød hende med ivrige Tegn, at hun bragte Noget i en Taske, men ikke vilde ind. Saa skyndte Ellen sig da ud til hende.
„Det er et Par Duer, min Pige, og en Snes Æg og her er en Flaske hvid Portvin, din Onkel bad mig tage med. Det er Altsammen til din Moder. Det gjælder jo at styrke hende, saa hun snart kan blive hel rask."
„Det bliver hun vist aldrig, Tante."
„Er hun daarlig igjen, Stakkel!" Fru Stub tænkte: gid det snart maa være forbi, naar hun dog ikke kan komme sig, men hun nænnede ikke at sige det.
„Ja, saa gaar jeg; Din Moder har bedst af Ro, og jeg taaler ikke godt at se syge Mennesker, Du veed, jeg har et Hjerteonde. — Farvel, min egen Ellen, pas godt paa Dig selv; jeg længes efter Dig."
Et Par Dage efter kom Onklen. Han traf Moderen oppe og hilste hjerteligt paa hende, men da hun begyndte at takke, afbrød han hende kort:
„Du har givet os Del i Ellen, Ane Marie, og saa falder alt det Andet af sig selv. Jeg skal hilse fra Valdemar, han er glad derovre og er kommet ind i en Forening af unge Mænd. Præsten her gav ham Anbefaling med og han modtoges med aabne Arme, og har nu et hyggeligt Sted, hvor han kan tilbringe sine Aftner og Fridage i godt Selskab. Dette skulde jeg fortælle hans Tante, men til Ellen skulde jeg sige, at hver Gang han saae noget rigtig Smukt, ønskede han at kunne vise det til Dig. Ja, nu har jeg udrettet mit Ærinde og gaar igjen. God Bedring, Ane Marie!"
Da Ellen fulgte ham ud, hviskede han: „Send os kjønt de tomme Flasker, at Du kan faa fulde tilbage."
„Vi har ingen tomme Flasker, Onkel, Moder nyder Vinen i Theskevis."
Han saae kjærligt og forstaaende paa hende, og lagde saa hendes Hoved op til sit brede Bryst.
„Gud velsigne Dig, Du Lille! — Naa, naa, det bliver nok godt tilsidst skal Du se." —
Da Ellen ved Nattetid postede et Glas friskt Vand til Moderen, saae hun op paa den lyse, klare Stjernehimmel, saae helt ind i den, og hun tænkte paa Valdemar og hans Hilsen, og glædede sig over, at dette Syn, det dejligste af alle, kunde de dele med hinanden, trods Adskillelsen.

„Jeg er lidt træt i Dag, Far, ikke syg, bare træt."
Saa bliver Du kjønt liggende, Mor. — Jeg har ellers ikke hørt Dig hoste i Nat."
„Nej, det er ligesom jeg ikke mere har Magt til at faa Hosten frem. — Saa Du synes, jeg skulde blive liggende?"
„Ja, det er det ene Rigtige. — Du passer paa, at her er stille, Ellen, Din Moder er træt. Naar Børnene komme hjem, maa I helst alle blive i Kjøkkenet." —
„Peter læs et Ord for mig før Du gaar. — Slaa bare lige op."
Biblen aabnede sig paa sidste Side og han læste:
„Og de skulle se hans Ansigt og hans Navn skal være i deres Pander," saa kunde han ikke mere, Graaden var lige ved at bryde frem.
„Det var et godt Ord, Tak! — Men, Far, Du glemmer jo at sige Farvel."
„Sikken En, jeg er. — Farvel Mor og Ellen derude."
Opad Dagen kom Doktoren, Havnearbejderen havde bedt ham om at se til den Syge. Ellen sad ved Sengen og strikkede og Moderen laa med lukkede Øjne, dog uden at sove, da Lægen traadte ind.
„Naa hvordan gaar det?"
„Nedad, tror jeg nok. — Græd ikke, Ellen, Du maa jo da have mærket det. Men jeg har ikke mange Smerter og god Hvile paa Lejet. — Kan det vare længe?"
„Jeg tror det næppe."
„Det er jeg glad for. — Min Mand læser hver Dag for mig i denne Tid, — Doktoren forstaar nok, det er i Biblen han læser. Der er saa mange Løfter og dem klynger jeg mig til."
„Deri gjør De Ret," han klappede venligt hendes Haand og ønskede i sit stille Sind, at han havde samme urokkelige Tro.
Da Peter Hansen kom hjem til Middag, bad Ane Marie ham hente Præsten.
„Du sagde selv, Far, at jeg næste Gang skulde gaa med Eder til Herrens Bord og saa tror jeg nok at det er høj Tid nu. — Kan Du slippe fra Arbejdet?"
Det koster mig kun et Ord. — Sæt Maden bort, Ellen. Du og Børnene maa spise i Kjøkkenet. Jeg vil lige gaa."
Et Par Timer efter knælede Ellen og Faderen ved Moderens Seng, medens Præsten stille og højtidsfuldt uddelte de hellige Gaver.
Da han var gaaet, gled et lyst Smil over Moderens Ansigt.
„At det var saa nær havde jeg dog ikke troet. — Aa, Peter, græd ikke, Du maa unde mig at gaa hjem."
„Det gjør jeg ogsaa, Mor, men Herren veed, hvad Du er for mig, og han vredes ikke over min Sorg."
Lidt efter sagde hun: „Hvad var det, jeg tænkte paa før? — Aa, nu veed jeg det, hils Valdemar Stub, Du maa ikke glemme det, Peter!"
„Nej, Ane Marie, jeg skal hilse ham."
Hun laa nu ganske stille, saa stille, at Manden angstfuld bøjede sig over hende.
„Kald paa dine Sødskende, Ellen! — Læg Jer paa Knæ her, smaa Drenge, Hanne ogsaa, og Du Ellen. Velsign dem, Mor, velsign Dine Børn!"
Hun aabnede Øjnene: „Du maa føre min Haand, Peter, jeg kan ikke selv."
Saa lagde han blidt og vaersomt den matte Haand paa hver af de bøjede Hoveder. Der gik en Lysglands over det blege Aasyn og hun hviskede: „De skulle se hans Ansigt og hans Navn skal være i deres Pander, i din, Far, og i min og i alle vore Børns, ja, Jesu velsignede Navn!"
Det var hendes sidste Ord. Kræfterne vare udtømte og Dødskampen let og kort.

De smaa Drenge forstode ikke rigtig hvad der var sket, men græd dog med de Andre.
„Hvad skal vi nu bede om, Far," spurgte Niels, da han skulde i Seng.
„At vi engang maa komme derop, hvor Moder er."
„Aa, Fader," Hanne gik lige hen til ham og hulkede, „jeg har tidt været saa styg, ikke nu i den sidste Tid, men før. Moder har mange Gange grædt over mig. Hvad skal jeg dog gjøre?"
Peter Hansen tog hende paa Skødet og trykkede hende tæt op til sig.
„Alt det, Du siger, Hanne, passer paa din Fader. Jeg har ogsaa været styg og Moder har grædt Taarer for min Skyld. — Vi maa begge gaa til Herren, Du og jeg, han har betalt ogsaa vor Skyld, og han vil hjælpe os til at blive gode."
Tror Du, jeg kan blive god, Fader?" Hun puttede hulkende sit Hoved ind ved hans Bryst.
„Ja, Herren vil gjøre os gode, det var jo ham, der gjorde Moder god."
De sade ganske stille og græd sammen, men i den Stund lagdes Grunden til en dyb og varig Forstaaelse mellem Fader og Barn.
Ellen laa paa Knæ inde i Kamret og bar sin egen Sorg og de Andres Sorg frem for den himmelske Fader. Naar hun tænkte paa Moderen blandede en uforklarlig Følelse af Fred, ja næsten af Lykke sig dog i Smerten over Tabet, Moderen var nu fri og frelst, bjerget for al Evighed. Midt i Taarerne takkede og prisede Ellen Gud.
Saa kom Dagen da Kirkeklokkerne ringede over Ane Marie, og den med et Mylr af Kranse dækkede Kiste sattes ned i Jorden, paa samme Plet, hvor for mange Aar siden en lille Barnekiste nedsænkedes under bitre Taarer.
Præstens Tale lød næsten som en Lovsang over Frelserens Kjærlighed og Naade og over den Lykke det var at høre ham til.
Peter Hansen stod med bøjet Hoved og indsugede Ordene. Lille Hanne holdt fast paa hans Haand. Hver Gang hendes Graad blev hørlig Hulken, tyssede han kjærligt paa hende. Niels og Ole klyngede sig til store Søster. De smaa Ansigter vare underlig spændte, halv forskrækkede. Ellen selv stod mild og stille, et fredens Billede.
„Kom nu Alle hjem til os," bad Hr. Stub indtrængende. Stemmen var lidt tyk, for ogsaa han havde grædt.
„Nej, Tak, vi kan ikke, — ikke i Dag."
Saa gik de langsomt hjem, efter at have vekslet Haandtryk og sagt Tak til den lille Skare, der havde fulgt.
Aa, hvor var der tomt hjemme! Da hun førtes til Hospitalet, var der ogsaa tomt, men ikke som nu. Peter Hansen lod uvilkaarlig sin Haand glide hen over Lænestolen, hvor hun havde siddet og over Lejet, hvor hun havde hvilet.
„Han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes, thi ham leve de Alle, — er det ikke saadan vor Frelser siger?"
„Jo, Fader, jeg skal vise Dig, hvor det staar."
Lidt efter sagde han: „Saadan en Mængde kjønne Kranse, mange flere end jeg havde ventet. Ja, stille og bramfri som Moder var, har hun været agtet og afholdt af ikke Faa." —
Opad Eftermiddagen bragte Postbudet en stor, rund Æske.
„Den er langvejs fra," sagde han og stirrede nysgjerrig paa de fremmede Frimærker. Faderen betragtede den ogsaa undrende, men Ellen gjættede straks hvorfra den kom. 
„Nej, se dog en Lyngkrans! Eders Moder holdt saa meget af Lyng, for den mindede hende om Barndomshjemmet derude paa Heden. — Der er en Seddel med. Hvad staar her?"
„Hilsen fra Valdemar," læste Ellen.
„Valdemar? — Naa Valdemar Stub, saa det er fra ham. Vil Du løbe tilbage og lægge den paa Graven, Hanne, saa maa Du."
Ellen havde gjerne gaaet det Ærinde, men hun sagde ikke Noget, derimod bøjede hun sig og optog Sedlen, der var falden paa Gulvet.
„Giv mig den, Barn, den gjælder jo Moder, og jeg vil lægge den ind i Bibelbogen." —
Om Aftenen kaldte Peter Hansen Børnene sammen og sagde:
„Nu har I ingen Moder at ty til, stakkels Smaa, men I har en god og trofast Søster og hende maa I holde af og lyde, som var hun Eders Moder. Ellen kunde have det meget bedre, end hun har det her, skal I vide, men hun nænner ikke at forlade os. Gud velsigne hende!"
Han lagde sin Haand paa hendes Hoved,
men Ellen syntes, at hun kunde gaa i Ilden for sin Fader.

Og Tiden gik, men det var næsten som Savnet voksede og Følelsen af hvor meget Moderen havde været for dem Alle, blev stærkere.
En Aften kom Peter Hansen senere hjem, end ellers, han saae mørk ud.
„Din Tante har været i Lag med mig, Ellen," sagde han i en nedslaaet Tone, „hun talte stærke Ord om Alt, hvad Du døjede herhjemme, og saa foreholdt hun mig, hvor egenkjærligt det var, at jeg beholdt Dig."
„Det er hende, der er egenkjærlig, Fader, det er for sin egen, ikke for min Skyld, hun vil have mig hjem. Saa er Onkel Poul rigtignok anderledes, han forstaar godt, at det er min første Pligt at være her, og han veed ogsaa godt, at det er min største Glæde."
„Naa, naa, Du Smaa, ikke saa ivrig," skjændte han spøgende, men Ellen saae med Glæde, at Skyen veg fra hans Pande.
Et Par Dage efter kom Tanten selv, men det var en forgjæves Gang, Ellen stod fast, trods alle Tilbud og Løfter. Tilsidst blev Fru Stub vred og sagde, at Utaknemmelighed var en bitter Løn for udviste Velgjerninger. Men da hun saa igjen saae paa den unge Pige, der stod saa blid og stille foran hende, slog Sindet sig og hun aabnede Armene.
„Ja, ja, dit Værelse staar nu alligevel og venter paa Dig, Du slemme Pige."
Saa gik hun mismodig bort, der var ingen Udvej at øjne, syntes hun. Jo, dog maaske en, Ellens Fader var jo en yngre Mand, han kunde gifte sig igjen, ja, naturligvis han vilde gifte sig igjen og saa var Pigebarnet fri.
Fru Stub blev hel oplivet ved denne Tanke og fik travlt med at udfinde de Enker og ældre Piger, der kunde egne sig til Stillingen. Men hun kjendte ikke Peter Hansen! —
Undertiden, naar Børnene havde været mer end almindelig urolige, eller Arbejdet mer end almindelig anstrengende, kunde Ellen gribes af Længsel efter den rolige, yndige Stue med Udsigt til Stranden. En og anden Gang længtes 
hun ogsaa efter sine Bøger og den afbrudte Musikundervisning, dog det var farlige fristende Tanker, der kastede Skygge over det Liv og den Gjerning, Gud havde beredt for hende, og hun sagde et ærligt: „vig fra mig", naar de meldte sig. —
Somren var varm og smuk med Natteregn og klare Solskinsdage. Haver og Marker bugnede af Frugtbarhed. Hver Søndageftermiddag vandrede hele Familien til Graven, „Moders Have", som den lille Plet kaldtes. Bagefter gik Vejen til Strandbankerne. Børnenes Jubel gjorde Peter Hansen godt, dog var der ogsaa Øjeblikke, da den skar ham i Hjertet, for det var jo saa kort siden. —
„Ellen, min kjære Pige, løb med de Andre. Det passer ikke for Dig altid at gaa med din Fader, som et gammelt Menneske."
„Er Du kjed af mig, Fader?"
„Vist ikke nej."
„Ja, saa bliver jeg." Hun tog hans Haand og saa fulgtes de ad, men Tankerne gik hver sin Vej. — 
Af og til kom Onkel Poul med Hilsen fra Valdemar.
„Du maa sende Gjenhilsen, Ellen. Husk, han sidder derovre alene i det fremmede Land. Jeg faar ikke et Brev, uden han spørger til Dig og Jer Alle."
„Fader har skrevet, bragt ham Moders Hilsen og takket for den skjønne Krands."
„Men der var ingen Hilsen fra Dig, klagede fyren."
„Var der ikke? — Ja saa maa Du rigtignok hilse ham mange Gange, Onkel. — Jeg var saa glad over hans dejlige Krands." —
Saa Valdemar havde savnet en særskilt Hilsen fra hende. Aa, han skulde blot vide, hvor mange Hilsner hun sendte ham i Tankerne. —
„Er Drengene rigtig lydige," spurgte Peter Hansen en Dag, „jeg synes Du maa gjentage dine Ord, naar Du forbyder dem Noget."
„Saadan er Børn vist altid."
„Det kan nok være, men derfor trænge de ogsaa til at aves, og jeg har kun daarlig gjort min Pligt i den sidste Tid, er jeg bange for.
Tanken paa deres Moder lægger sig underlig lammende over mig, naar jeg burde revse, men det er rent galt, for Moder vilde netop, at de skulde holdes til Lydighed. For Hanne frygter jeg ikke mere, hun kommer selv til mig, det lille Skrog, skrifter og er angerfuld og saa er der jo ingen Grund til at straffe. Men Niels er bleven noget kjæphøj, synes jeg, og trænger til at bukkes."
Lejligheden lod ikke længe vente paa sig; endnu samme Dag vægrede Niels sig, da store Søster forlangte, at han skulde tage Blusen af. Han vilde ikke sidde inde medens Albuhullet blev stoppet, paastod han, hun kunde godt vente med at gjøre den i Stand til han var i Seng.
Tonen var opsætsig og den lille Fyrs hele Mine æggende. Ole betragtede ham med en Blanding af Uvillie og Beundring.
„Vil Du ikke lyde din Søster?" Faderen viste sig uventet, „saa bliver det nok bedst, at jeg taler med Dig. Blusen af og det straks, og saa beder Du din Søster om Forladelse.
Naa, det har Du ingen Lyst til, ja, ja. — Gaa ud I Andre."
Ole og Hanne klyngede sig til Ellen og da et lille Hvin trængte gjennem Døren, begyndte de at græde, Ellen tyssede paa dem.
„Stakkels Fader, der er saa god, det er Synd for ham! — Naa, nu er det nok forbi."
Niels saae ud som en slagen Helt, da han viste sig afført Blusen og med forgrædte Øjne.
„Nu skal I lade ham staa, til han bliver god igjen," formanede Faderen, „saadan en lille Hvalp, der vover at gjøre Indvendinger, men jeg tænker nok det bliver sidste Gang!" —
Da Ellen havde lappet Bluseærmet gav hun sig til at dække Aftensbordet, og saa kom Niels, der hidtil kun havde givet sig tilkjende ved smaa afbrudte Hulkelyde, listende ind. Kopperne klirrede saa fristende og han var sulten.
„Om Forladelse, Fader!"
„Gaa til Ellen."
Det kneb lidt, men han kom dog.
„Om Forladelse, Ellen!"
„Og Du vil aldrig —
„Lad ham dog selv sige det, Ellen."
„Jeg skal aldrig mere være saadan."
Hun klappede kjærligt hans lille lyse, krøllede Hoved og tænkte paa, hvor højt Moderen havde elsket ham.
Efter Theen tog Peter Hansen, som han plejede, Plads i Kurvestolen og Hanne paa Skamlen ved hans Fødder. Lille Ole saae et Øjeblik frygtsomt op paa Faderen, af hvis Kraft og Magt han havde faaet et vældigt Indtryk, saa fattede han Mod og entrede op paa Skjødet, som hans Vane var.
„Jeg synes der mangler En," Peter Hansens Stemme lød blid og kjærlig, „hvor bliver min anden Dreng af?"
„Maa jeg?"
„Ja, kom Du bare."
Den kjække, lille Gut lod sig det ikke sige to Gange. Saa meget havde han aldrig holdt af sin Fader og saa inderlig havde han aldrig bedt: „lad os komme derop, hvor Moder er," som den Aften.

Dagene toge stærkt af og Rønnebærrenes koralrøde Klaser skinnede mellem de allerede gulgrønne Blade. Ellens sekstende Fødselsdag nærmede sig. Den faldt paa en Søndag og hele familien var indbudt til Eftermiddags Chocolade hos Tømmerhandlerens. Peter Hansen var helst bleven hjemme, men saa var Ellen ogsaa bleven hjemme, vidste han, og derfor modtoges Indbydelsen.
Det tiltalte ikke Fru Stub, at en almindelig Arbejdsmand — for det var Peter Hansen jo dog, trods Slægtskabet — skulde bænkes ved hendes pyntelige Bord, men Manden gav sine Ordre i den lave Tone, hun ikke godt vovede at modsige og saa blev det, som han ønskede. Der var Blomster paa Bordet og den store Kringle var mærket med et hvidglaseret Ellen.
Deres Fællesgave var en Symaskine af nyeste og bedste Sort. „Den kan i Tiden komme os selv til Gode," mente den betænksomme Frue og gav gjerne sin Del.
Husets unge Hjælpefrøken fik mange Anvisninger med Hensyn til de to Smaadrenge. Ellen var Gjæst og skulde mores, Aurelia maatte passe paa Børnene og staa inde for, at der ikke spildtes Chocolade paa Dugen.
„Det kan jeg ikke, Frue."
Husmoderen rynkede Panden. „Før Aurelia vænner sig af med at sige: ,det kan jeg ikke', blive vi aldrig gode Venner. — Naa, der har vi dem."
Herr Stub aabnede Fløjdørene paa vid Gab og modtog Gjæsterne med et rungende Velkommen.
Ellen havde sin Konfirmationskjole paa og bar for første Gang det lille Sølvkors. Hun saae meget yndig ud, lidt ældre end hun var, men det kom vist af det moderlige Forhold hvori hun stod til Børnene.
Onklen slog Armen om hendes Liv og betragtede hende med Velbehag.
„Til Lykke, Ellen, Gud give Dig et godt Aar, Barn! — Hvor hun dog ligner sin Moder."
„Ja, ikke sandt," Peter Hansens Ansigt opklaredes, „men Moderen var nu alligevel kjønnere."
Tømmerhandleren svarede med et lunt Nik, han var nu af en anden Mening, men vilde ikke saare.
Saa blev Kringlen skaaret itu og Chocoladekopperne fyldte. Frøken Aurelia passede i Begyndelsen omhyggeligt paa Drengene, men da Oles Theske først havde væltet sit Indhold ud over Dugen, opgav hun Vagten og nød sin egen Chocolade med uforstyrret Ro.
„De bor smukt, Herr Stub!" Peter Hansen saae sig om i Stuerne.
„Ja, ikke sandt. — Vi har det jo, i det Hele, godt paa alle Maader, men De kan ikke tro, Hansen, hvor jeg savner min Dreng. Han er nu gaaet ind i Ingenieurfaget og drømmer om at udvide Havnen her og om nye Jernbaneanlæg, men det ligger jo langt ude i Fremtiden. — Før om tre, fire Aar faar jeg ham næppe hjem."
„Og saa bringer han maaske en engelsk Svigerdatter med."
„Nej, Hansen, det frygter jeg ikke," han talte dæmpet, men Ellen hørte dog hvert Ord, „jeg tror, at min Dreng, saa ung han end er, bærer en usynlig Ring paa sin Finger og det er mig en stor Glæde og Trøst. — Mener De, at jeg ønsker ham en Hustru af fin Familie, et forvænt Pigebarn med mange Penge og mange Fordringer. Nej, jeg ønsker ham en god og kjærlig, flink og dygtig Hustru. Hvad gjør det, at Hænderne ere tomme, naar de ere vante til at arbejde for Andre og ogsaa — for saadan er jo Valdemar — til at folde sig i Bøn."
Hvorfor lagde Onklen sin Haand paa hendes Faders Skulder medens han sagde alt dette? Ellens Hjerte slog stærke Slag.
Fru Stub hørte ikke efter, hvad der blev talt, men havde travlt med at tilhviske Frøken Aurelia Befalinger og Bebrejdelser.
„Naa, nu er det sagt, og saa ikke et Ord mere. — Har min søde Ellen ikke Lyst til at se din lille Stue?"
„Aa jo, Tak, Tante, maa jeg løbe derop." Det var en hel Befrielse, hun trængte til at være ene.
En usynlig Ring? — Det var som et fjerntliggende Haab, en Tanke, der i de sidste Maaneder havde dæmret i hendes Sjæl, pludseligt kom hende nær. Men hvis det nu var en Anden, der mentes? — Nej, nej, hun saae paa det lille Sølvkors og følte, at en usynlig Ring ogsaa omsluttede hendes egen Finger. Var det muligt!
Ellen faldt paa Knæ og lagde Alt i Guds Haand, sig og ham, hele Fremtidslivet. Sin Post i Hjemmet vilde hun aldrig svigte, gjorde hun det, vilde han heller ikke holde af hende mere, det var jo netop ham, der havde vist hende Vej, og saadan vilde han altid gjøre. —
Aftensolen skinnede ind og Stærene, der havde kvidret Foraarssange, da hun sidst stod herinde, vare nu vendte tilbage fra Sommerrejsen og pippede og smaafløjtede i de gamle Træer. Stranden var mørkeblaa, og kraftige skumkrandsede Bølger slog op mod Bredden.
Ellen bøjede sig ud af Vinduet. Aa, der løb Hanne og Drengene jo nede paa Tømmerpladsen og samlede de neddryssede Kastanier up. Hvor var her dejligt og saa hjemligt, saadan havde hun aldrig følt det før.
Hanne var krøben op paa en af de store Bjelkebunker og nu skulde Drengene ogsaa til det.
„Vær forsigtige, I Smaa," raabte hun ned til dem, „og pas ogsaa paa Tøjet, nu er I saa pæne."
„Kom ned til os, Ellen," bad Hanne, „aa hvad?" Og et Øjeblik efter stod hun imellem dem.
Naar var hun her sidst? Var det den Gang, hun og Valdemar legede med Sneboldte, medens Onklen stod ved og raabte: „Bravo, Ellen, dæng ham ordentlig til." — Eller var det den Aften Fætteren spurgte hende — hvor hun huskede det tydeligt — om hun ikke havde løjet. Tanten havde ved Middagsbordet sagt: „Jeg kan da være rolig for, at Du altid, Ellen, før Du gaar til Ro, ser efter om Yderdørene ere aflaasede." Hun svarede et frejdigt Ja, for hun plejede altid at gjøre det. „Gjorde Du det ogsaa i Aftes?" spurgte Tanten videre og saa sagde hun igjen ja, skjønt det i samme Øjeblik gik op for hende, at hun havde glemt det. — „Eftersaa Du virkelig Dørene i Aftes?" Valdemars Tone var bedrøvet og streng, „Du saae saa underlig ud, da Du svarede ja."
„Jeg gjør det altid ellers."
„Men ikke i Gaar? Saa var det altsaa en Løgn. — Jeg synes Du, jo før, jo heller, skulde skynde Dig ind og sige det."
Det var en drøj Gang, men hun gik den og skriftede. Tanten blev opbragt.
„Saa man kan ikke engang stole paa Dig, det er en smuk Historie, maa jeg sige."
Men saa tog Onklen Ordet: „Herefter stoler jeg dobbelt paa Dig, min Pige, nu veed Du det." —
„Hvad grunder Du dog paa, Ellen?" Hanne trak i hende, „jeg troede, Du vilde lege med os."
„Det vil jeg ogsaa."
„Saa fang mig om Du kan!" Hanne styrtede afsted med det lyse Haar flagrende for alle Vinde, men Ellen løb den modsatte Vej og fangede hende i sine Arme. Saa kom Turen til Drengene, de klatrede om mellem Brædderne og skjulte sig. Ellen lo, skjændte og lo igjen, tilsidst legede hun med af ganske Hjerte.
„Se, det kan jeg lide," Herr Stub traadte pludselig frem, han og Havnearbejderen havde været skjulte Tilskuerne.
Ellen standsede og saae hen paa sin Fader. Han smilede til hende, men hvor var der alligevel et vemodigt Udtryk i hans Ansigt. Hun skyndte sig derhen.
„Vi maa vist gaa, kjære Onkel, Klokken er mange. — Og saa tusinde Tak for i Dag, vi har moret os saa dejligt. Nu løber jeg ind, siger Tak til Tante og henter min Gave."
Men Fru Stub erklærede, at hun ikke maatte røre Maskinen, en af Karlene skulde bringe den.
Paa Hjemvejen tog Ellen, som hun plejede, Faderens Haand.
„Den unge Frøken, der hjælper Tante, har det ikke let," sagde hun fortroligt, „jeg kjender det saa godt. ,Saadan skal det være, for saadan har jeg sagt og nu ikke mere derom.' Enhver Undskyldning eller Forklaring afskjæres. — Nej, saa har jeg det rigtignok anderledes frit, naar Du blot lydes i det Store og Hele, kan jeg jo skalte og valte som jeg vil, i vort kjære, lille Hjem."
„Saa Du fortryder ikke?"
„Men Fader, dog!"
„Nej, jeg veed det nok. — At Livet der havde sin mørke Side, kan jeg ogsaa indse, men Goderne var dog langt overvejende. Naa, det kommer ikke an derpaa, hvor Gud vil have os, er det bedst at være. — Se, nu er vi ved Hjemmet, og Hovedet maa igjen bukkes ind under den lave Dør, Ellen."
Peter Hansen iagttog sin Datter medens hun ordnede Aftensbordet og senere da hun bragte de Smaa til Sengs. Var det Legen, der havde farvet hendes Kind og faaet Øjet til at straale, eller havde hun hørt Onklens Ord og udlagt dem?

„Naa Ellen", sagde Faderen en Aften, lad nu Symaskinen hvile, jeg vil tale med Dig. — Konen derovre i det lille Hus paa den anden Side Gaden er ikke rask, hvad mener Du om at lave en god Skaal Havresuppe til hende i Morgen?"
„Det gjør jeg gjerne, naar Du ønsker det."
„Ja, ser Du min Pige, man skulde da nødig leve bare for sig selv. Din Moder fandt altid Vej til at gjøre Folk Tjenester og her er nu en særlig Grund." Han betænkte sig lidt og vedblev saa næsten højtideligt: „Manden er begyndt at synes bedre om Krostuen, end om sit Hjem, og ham vil jeg i Lag med og advare. — Skal jeg betro Dig Noget, Ellen? — Dengang vor lille Søn var død, sørgede din Moder og jeg begge, men hendes Sorg varede længere end min, og jeg blev træt af altid at se hende græde. Saa kom der et Par lystige Fyre og lokkede mig til at slaa Følge, og jeg gik ogsaa med dem, — ja, det gjorde jeg, ikke hver Aften, men saadan af og til i et Par Maaneder, og de stærke Varer smagte bedre og bedre for hver Gang, men hel beruset var jeg dog ikke. En Aften kom jeg mere omtaaget hjem, end ellers, jeg lo dumt og begyndte at synge. Moder sad der, hvor Du nu sidder, Hovedet var bøjet og hun syede flittigt, men jeg saae Taare efter Taare falde ned paa Arbejdet. Det gik igjennem mig, men jeg lod haard og sagde utaalmodigt: Er det nu ikke nok, vi kan jo dog ikke kalde ham tilbage. ,Jeg græder ikke over vor lille Dreng, Peter,' hun slog sine klare Øjne op og saa paa mig, ,jeg græder over Dig, for naar Du er saadan, er Du slet ikke Dig selv.' Stemmen var saa kjærlig og sorgfuld paa engang og det kunde jeg ikke staa for. Taagen veg, og jeg gik ud til Posten og skyllede Hovedet over Gang efter Gang. Da jeg kom ind igjen var Aftensbordet dækket og jeg spiste min Mad i Tavshed, men da Kammeraterne lokkede næste Dag, sagde jeg et kort Nej. ,Naa Du vil heller hjem til din lille Grædekvinde', spottede den Ene, men havde han ikke veget til Side, vilde min knyttede Haand have ramt ham lige i Synet, samme Øjeblik Ordet var ude af hans Mund. Moders Ansigt klarede op, da hun saae mig komme. ,Jeg har en stegt Rødspætte til Dig, Peter, og Du skal faa en Kop Kaffe ovenpaa,' raabte hun mig i Møde. Men jeg bøjede min Stolthed og hviskede, at nu skulde jeg nok være mig selv igjen, og det troede hun paa. Selv kjendte jeg ikke Herren dengang, men han holdt paa mig alligevel. Moder har nu ogsaa bedt for mig Dagen igennem, tør jeg nok sige. — Nu kan Du forstaa, Ellen, at jeg gjerne vil hjælpe Andre. Den unge Kone derovre ser uordentlig ud og Hjemmet er, det jeg tror, alt Andet end hyggeligt, men naar Du nu kommer med en kvægende Drik, kan Du fortælle om din Moder, hvordan hun var paa alle Maader mod Jer Børn og mod mig, det kan ikke saare, men dog mulig vække til Eftertanke. Det kunde vel ogsaa være, Du fik Naade til at vidne om ham fra hvem Moder fik sin Kraft. — Naar jeg gaar forbi Værtshuset og hører dem støje derinde, synge, le og kives, bløder mit Hjerte, for det er jo dyrekjøbte Menneskesjæle. Da jeg i Aftes gik fra Mødet i Præstegaarden kom Bengt derovre dinglende ud af Kroen. Han kunde daarlig klare sig selv og saa tog jeg ham under Armen og ledte ham hjem. Det er En, Gud Herren har lagt for min Dør, tror jeg, og saa vil det jo ogsaa lykkes at hjælpe ham." Peter Hansens Ansigt lyste af en stille og ydmyg Kraft.
Næste Dag bankede Ellen frygtsomt paa den fremmede Kones Dør. Modtagelsen kunde ikke kaldes hjertelig og den velkogte Havresuppe gjorde ikke synderlig Lykke, men Isen var dog brudt, og tredie Gang hun saae derind, erklærede Konen, at hun havde længtes efter hende. Saa arbejdede Fader og Datter i al Stilhed til samme Maal. —
Og Vintren gik sin rolige Gang, Hanne begyndte allerede at tælle Dagene til Jul.
Da Ellen en kold, klar Formiddag var paa Vej til Rullekonen med en stor Pakke Tøj, saae hun en Flok unge, pyntede Piger komme gaaende paa den anden Side Gaden, og huskede saa pludselig, at der var Fødselsdag hos Amtsforvalterens. Forrige Aar havde hun været bedt med.
„Se, Jutta, er det ikke Ellen Stub, hende derovre? — Nej dog, hvor hun er vokset."
„Tys", lød Juttas kolde, tynde Stemme, „lad os bare gaa."
Ellen følte et lille Stik i Hjertet, men et Øjeblik efter laa en Haand paa hendes Skulder og et mildt, kjærligt Pigeansigt vendte sig imod hende.
„Goddag, Ellen, jeg kjendte Dig ikke straks. — Hvordan har Du det?"
„Tak, rigtig godt. — Frøken Bruhn har det vel ogsaa godt?"
„Frøken Bruhn kjender jeg ikke. Jeg hedder Ida og vi sige jo Du til hinanden, ikke sandt? — Min Moder taler saa tidt om Dig, jo, for den Gang Du blev konfirmeret var Moder i Kirken og saae Dig komme med din Fader og dine Sødskende og siden tror jeg nok" — hun hviskede — „at Moder har bedt for Dig hver Dag." Saa lagde Oberst Bruhns Datter sine Arme om Ellens Hals og kyssede hende.
Det var Hilsen fra to forskjellige Lejre, men den sidste tog al Bitterheden fra den første.

Før Klokkerne ringede Juleaften gik Havnearbejderen med sine Børn ud paa Kirkegaarden. Han bar selv en stor, kostbar Krands, — kunde Noget være for godt — men Ellen havde bundet fire, smaa Krandse af Vedbend og Gran, saa hvert Barn bragte sin.
Faderen stod ganske stille og stirrede paa den snedækte Grav, saa nikkede han et Par Gange og pegede opad. Han sagde ikke et Ord, men selv lille Ole forstod, at Moder ikke var her, men deroppe i Himlen.
Ellen havde pyntet et ganske lille Juletræ, det stod midt paa Bordet og ventede paa at blive tændt. Peter Hansen saae sig om i Stuen, tog saa Kurvestolen, hvor Moderen plejede at sidde, og stillede den hen ved Vinduet.
„Den skal staa tom i Aften, Børn, her er en tom Plads, det føle vi Alle." — Han hulkede et Øjeblik og saa klyngede Børnene sig grædende op til ham.
„Det er ikke Meningen, I Smaa, vi skal være glade i Aften og takke Gud, at han har aabnet en Vej, ogsaa for os, til det Hjem, hvor kjære Moder nu hører Englene synge."
„Synger hun ikke selv med, Fader?" Niels saae spørgende op til ham.
„Jo, det gjør hun vist, og nu vil vi ogsaa synge. Tænd Træet, Ellen, og slaa Bibelbogen op. — Forrige Aar læste Moder for os, kan I huske det? Og bagefter talte hun om Alt, hvad Jesusbarnet havde at bringe os. Kan Nogen huske Ordene? — Ja, Ellen var her jo ikke, men Du, Hanne?"
„Ikke rigtig, men vi fik da Gud Faders Kjærlighed og Syndernes Forladelse."
„Ja, det sagde Moder og hun vidste, at det var sandt, for hun havde jo selv faaet Gaverne."
Saa læste Peter Hansen Juleevangeliet og Børnene sang hver med sit Næb, som de smaa Fugle. Senere dækkedes Aftensbordet. Det var pyntet med Gran og der sattes Flæskesteg, Rødbeder og et Fad dampende Kartofler frem.
Faderen lagde Armen om Ellens Liv og sagde samme Ord, Moderen plejede at sige: „Gud ske Lov for Dig," men Savnet var alligevel i Stuen og i hans Hjerte. —
Da Peter Hansen og hans Børn første Juledag vare komne hjem fra Kirken bankede det paa Døren og Onkel Stub, som de Smaa kaldte ham, traadte ind.
„Glædelig Jul, Allesammen! Ingen Tak, Ellen, blev Du glad, er jeg glad. — Vor Juleaften var jo lidt trist i Aar. Egentlig havde jeg haabet at faa et Glimt af Pigebarnet der, for vi lod hende jo i Fjor løbe herhjem en Timestid. — Dog dette er noget Andet, jeg forstaar saa godt, Hansen at det er noget Andet. Men savne hende gjorde man, og saa min Dreng, det er ikke til at sige, hvor jeg savnede ham. Men Brev fik vi da og der laa Noget indeni, som jeg skulde give Dem, Hansen, og saa bede Dem om igjen at give det til Ellen. — Er det ikke den snurrigste Fyr i hele den vide Verden," — han lo saa Taarerne stod ham i Øjnene — „begge Fædre skal sættes i Gang for at bringe det lille Pigebarn hans Hilsen."
Havnearbejderen lo ikke, men han trak dog paa Smilebaandet og saa stirrede han paa det Photographi, Herr Stub havde rakt ham.
Sikken et kjønt Billede! — Ja, jeg kjender ham næsten ikke, men det ligner vist godt. Det er jo til Dig, Ellen, vil Du have det?"
Hun nærmede sig en Smule tøvende, men da hun saae Photographiet lød det friskt og naturligt, næsten jublende:
„Nej, det er jo, som man ser ham selv! Hvor jeg er glad over det. Tak, Onkel, tusinde Tak."
„Men der følger en Betingelse med, min Stump, dog det gjælder nok ogsaa din Fader. Jeg skulde bede Valdemars Onkel, om han ikke nok vilde give Ellens Billede til Gjengjæld?"
„Det maa hun selv om. — Tag Plads Herr Stub. Ja, vi tør vel ikke byde Dem en Kop Kaffe?"
„Jo, Tak, jeg siger ikke Nej," han satte sig godt tilrette ved Bordet og tog en Dreng, paa hvert Knæ.
„Fløden og Julekagen er fra Tantes dejlige Julekurv, saa jeg behøver ikke at gjøre Undskyldninger." Ellens Ansigt straalede, og det fine Rosenskjær paa Kinden havde en stærkere Farve, end ellers.
Onklen saae først paa hende og saa paa Faderen, men Peter Hansen besvarede ikke rigtig det lune Forstaaelsens Blink i Tømmerhandlerens Øje.
Lidt efter gik Onkel Stub og Havnearbejderen fulgte ham ud. Da han kom tilbage stod Ellen fordybet i Beskuelsen af Photographiet.
„Naa, kan det nu ikke være nok, Barn? — Giv mig kjønt Billedet, saa vil jeg gjemme det."
„Men, Fader, det er jo mit!"
„Jeg veed det nok, derfor sagde jeg ogsaa kjønt. — Giv mig det saa, Du maa faa Lov til at se det, hver Gang Du beder derom." Han rakte sin Haand ud, men hun stod tvivlraadig.
„Du vil ikke?"
„Jo, Fader," hun gav ham det, men der stod en Taare i Øjet.
„Tak, Ellen, — Jeg lægger det her i den øverste Skuffe, indeni et lille Skrin, din Moder har gjemt fra den Tid vi vare unge. — Vil Du saa sende ham dit Billede?"
„Ja, det vil jeg rigtignok gjerne, men Du maa med paa Photographiet, Fader, og Børnene ogsaa. Du vil da nok?"
„Ja, vel."
Peter Hansen syntes godt om Tanken og da Helligdagene vare endte, begav hele Familien sig til Photographen.
Ellen bar sin daglige Dragt, en mørkegraa Hvergarnskjole, hvidt Forklæde og hvid Strimmet om Halsen. Hun havde Faderen under Armen, Ole i Haanden og Niels ved sin Side. Hanne, der holdt Faderen under den anden Arm, mødte i ny Kjole, nye Sko og ny sort Baandsløjfe paa den lange Fletning. Krøllerne, der med Magt vare redte tilbage, struttede alligevel frem og Smilehullerne kom til Syne trods Øjeblikkets Alvor.
„Udmærket vellykket", lød Photographens Dom, og da Billedet et Par Dage senere tilsendtes Peter Hansen, erklærede denne, at det ikke kunde være bedre.
„Se her, Ellen, her er vi. Hvad synes Du om det?"
„Nej, hvor det ligner Dig, Fader, og os Alle. Det er rigtignok dejligt!"
„Og Du synes virkelig, at jeg skal sende ham det?"
„Ja, kjære Fader, det var jo derfor —
„Du misforstaar mig, Ellen, jeg under ham det gjerne, men som Du staar der og holder saa fast paa min Arm, medens Børnene igjen holde fast paa Dig, saa — ja hvordan skal jeg sige det — saa tager han det maaske som et Svar."
Hun tav et Øjeblik, løftede saa Hovedet og sagde fast, medens et næsten ophøjet Udtryk bredte sig over det unge Ansigt:
„Det er ogsaa et Svar, Fader." —
Om Aftenen tog Havnearbejderen Blæk og Pen frem og lavede sig til at skrive. Konvoluten gjordes først i Stand og det tog lidt Tid, da Adressen var temmelig indviklet. Ordene paa Bagsiden af Photographiet nedskreves derimod hurtigt.
„Vil Ellen se, hvad her staar?"
Det vilde hun gjerne og saa læste hun: „Tak for Billedet og kjærlig Hilsen fra os Alle.
Peter Hansen."
Takkebrevet lod ikke vente længe paa sig, Havnearbejderen læste det to Gange i Stilhed og sagde saa smilende:
„Jeg veed ikke hvordan det er, men den Krabat har nu alligevel listet sig ind i mit Hjerte, skjøndt jeg ikke havde Stort i Sinde med ham fra først af. — Det er intet langt Brev, vil I høre det?"
Ellen saae ned og Hanne op medens han læste:

„Tak, kjære Onkel, jeg er gladere over det Tilsendte end over et Kongerige. Sig til Ellen, at jeg læser hvad det svundne Aar har bragt af Velsignelse i hendes Aasyn. At Hanne er bleven saa stor, og ser ud til at være en dygtig, fornuftig Pige, var mig en i høj Grad opmuntrende Overraskelse. Hjemlængslen vaagnede rigtignok ved Synet af Billedet, men tager jeg mig en kort Ferie og kommer bag paa Fader, i Somrens Løb, slaar han mig vel heller ikke ihjel.

Gud bevare os Alle.
Eders Valdemar."

„Men, Fader," Hanne nærmede sig spørgende, „hvor kan det være ham en opmuntrende Overraskelse, at jeg er bleven stor og ser fornuftig ud?"
„Det skal Du ikke spekulere paa, min Unge. Forstaa det, hvem der kan. Gjem Brevet, Ellen, og saa synes jeg vi skal kjøbe en kjøn, lille Ramme til hans Photographi og hænge det under Moders Billede.

„Naa, Ellen, sagde Faderen en Dag, lad nu Sytøjet hvile. Hvad er alt det for Kram?"
„Jeg syer for Tante, hun er godt fornøjet med Arbejdet og lønner det rigeligt."
„Og saa kjøber Du Tøj til Børnene, Æg og Rullepølse til din Fader, jo, Du er mig en dejlig En!"
„Rullepølsen laver jeg selv."
„Det gjør ingen anden Forskjel, end at den smager bedre. — Du er ligesom din Moder, Ellen; hun tjente ogsaa af og til Penge ved at hjælpe Folk med Slagtning og Rengjøring og saa lod hun dem ganske stille sive ind i de daglige Indtægter."
Ellen svarede ikke, men tog kjærligt hans Haand.
„Du er saa god imod os, Fader, vi har det saa godt."
„Men saadan havde Moder det ikke, for jeg er nu alligevel, hvor smaat det endnu staar til med mig, ved Guds Naade bleven en anden Mand og har aflagt den haarde Tone og det bydende Væsen. — Jeg holdt inderligt af Moder og det vidste hun, men jeg bar ikke Byrderne med hende. Arbejdslønnen gav jeg hende jo, og saa syntes jeg, at Mit var gjort. De første Aar læste jeg for hende om Aftenen, og det var hende til stor Glæde, men senere gad jeg ikke være over det, og nøjedes med selv at se Avisen igjennem. Det var kun sjeldent jeg meddelte hende, hvad der stod. Jeg postede ikke Vand, splintrede ikke heller Brænde, hun maatte hjælpe sig selv med Alt."
Han sukkede dybt og vedblev saa:
„Nu leve vi med hverandre, som Moder gjerne vilde have levet. Naa, Angeren maatte vel til, før mit haarde Hjerte kunde bøjes og det hun saaede i Kjærlighed faa Tid til at vokse. — Men vi kom bort fra det, jeg tænkte paa før, da jeg bad Dig lægge Sytøjet. Du har jo gaaet i en god Skole, Barn, og det er ikke rigtigt, at den Tid skal være spildt. Læs og skriv lidt hver Dag, Du kan faa Brug for det i Fremtiden. Han saae betydningsfuldt paa hende.
En anden Dag kom Hanne springende og spurgte:
„Du tænker da ikke paa at rejse fra os, Ellen?"
„Nej, nej, hvor falder det Dig ind?"
„Jo, Fader siger sommetider, at jeg rigtig skal stræbe og se at blive den anden Ellen. Saa Du forlader os virkelig ikke?"
„Nej, hvor skulde jeg ogsaa gaa hen!"
„Stubs vil heller end gjerne have Dig tilbage. I Gaar kyssede den underlige Frue paa Fingren ad mig, og det synes jeg var et slemt Tegn."
Ellen lo og saa tog hun sin lille Søster i Favn. — Men da Barnet var gaaet blev hun staaende i dybe Tanker. —
Engang imellem kom Peter Hansen hjem med Bengt. Saa maatte Ellen sætte det Bedste frem, Huset formaaede og lave stærk Kaffe i Stedet for The. Naar Maaltidet var endt tog Faderen, som han plejede, Biblen frem, læste et kort Ord og saa blev en Aftensalme sunget, hvorpaa de smaa Drenge afklædtes og puttedes i den store Seng. Havnearbejderen fulgte selv sin Gjæst hjem og naar han ved Afskeden sagde: „glem ikke at hilse din Hustru fra os," var det som Petronelle steg i Bengts Agtelse og hans: „Godaften i Stuen", lød næsten venligt, ligesom han ogsaa skænkede de i Vuggen slumrende Tvillinger et faderligt Blik. Salmetonerne lød endnu i hans Øre og Lysten til at begynde et nyt Liv rørte sig i hans Hjerte. Men der var et langt Stykke Vej tilbage endnu.

„Det undrer mig, at Valdemar sender saa mange Hilsner til Ellen i sine Breve og altid beder Dig fortælle hende saa det Ene, saa det Andet," Fru Stub saa spørgende paa sin Mand.
„Naa, saa det har Du ikke før lagt Mærke til?"
„Mener Du?" Tanken slog ned som et Lyn.
„Jeg mener, at bedre Valg kunde han ikke gjøre."
„Men Stub dog, det svimler næsten for mig, lille Ellen, vor Ellen! Hvor har jeg dog været dum!"
„Men Du ser da ikke bedrøvet ud, Konradine?"
„Aa, nej, men saa faar jeg hende jo ikke mere igjen paa den gamle Maade. — Nu har jeg aldrig kjendt Mage!" Hun slog Hænderne sammen.
Saa Ellen skulde blive den unge Fru Stub, hun saa tidt havde gruet for. Den fine, højlærde Dame, hun havde tænkt sig, en stolt, ung Kvinde, der vilde gjøre hende selv til gamle Fru Stub og efterhaanden feje hende til Side, som et Meubel, der ikke mere var Brug for. Og saa, at det blev Ellen, det Barn, hun havde skænket alle de moderlige Følelser hendes stakkels indsnevrede Hjerte rummede.
„Jeg har ikke røbet Sagen til Nogen og Du maa ogsaa holde Tand for Tunge, Konradine, og det ikke mindst, naar Du taler med Ellen. Det er Valdemars Ret selv at sige første Ord."
„Tror Du jeg vil fri for ham? Nej bevares. — Men skal hun dog ikke, jo før, jo heller, ud af de jammerlige Forhold hun lever i?"
„Jammerlige Forhold! Du taler om, hvad Du slet ikke kjender, Kone. Det er er rigtig gode, karakterudviklende Forhold, Ellen lever i. — Men det fornøjer mig, at Du er glad."
„Jeg er overvældet, Stub. — Hvornaar skal det være?"
„Nej, Konradine, det er for galt! Før Forlovelsen taler man da ikke om Brylluppet. Jeg tænker der vil gaa en tre, fire Aar."
„Det kan jeg forstaa. Saa er der da ogsaa Tid til at ordne Et og Andet." I Tankerne indkjøbtes Dækketøj og Lærredsruller, men Ellen skulde ikke ahne, at det var sit eget Udstyr hun arbejdede paa.
„Jeg veed, hun vil respektere mig og rette sig efter mig," laa som en sporende Tanke paa Bunden af alle Fru Stubs Planer.

Junisolen skinnede og og Sommervinden viftede medens Ellen trak Snore og hængte Tøj op i den lille, indelukkede Gaard. „Du vil nu altid have Tøjet hvidere end Sne," paastod Hanne og denne Gang var det næsten lykkedes. Den unge Pige tørrede Hænderne og betragtede sit Arbejde med Fornøjelse og saa, ja, saa faldt hun i Tanker.
„Goddag, Ellen! — Kjender Du mig ikke?"
Nej, der stod han jo lige foran hende, ham hun havde tænkt paa.
„Velkommen hjem! Du er god at kjende, Valdemar."
Hvor saae han mandig og kjæk ud og dog var der, i dette Øjeblik, noget ydmygt, næsten frygtsomt i Blik og Mine.
„Jeg har været nede ved Havnen og talt med din Fader, han gav mig Lov til at gaa herhen."
Hun svarede ikke, hvad skulde hun sige. Saa begyndte han da igjen.
„Du har jo forstaaet mig, Ellen, har Du Ikke?"
„Jo, Valdemar."
„Og Du tør nok?" — Først nu tog han hendes Haand.
„Ja, jeg tør godt," han fik ogsaa den anden Haand og saa kyssede han ømt og ærbødigt de smaa af Arbejde og Vask lidt rubbede Hænder.
„Min Herre er ogsaa din Herre, Ellen, det veed jeg. Vi og vort Hus ville tjene ham alle Dage, ikke sandt? — Den Morgen Du forlod vort Hjem, og jeg saae Dig gaa bort med din lille Bylt, og vidste, hvor svær den Byrde var, Du skulde tage op, blev det mig allerede klart, at Du var mere for mig, end nogen Anden. Jeg gik straks til Herren med det, saa han har lige fra først af været min Fortrolige."
„Hvor det er underligt," begyndte han lidt efter, „at være her igjen. Husker Du, da jeg sidst stod her i Gaarden og Du rakte mig Oksehjertesuppen ud gjennem Vinduet derhenne?"
„Aa, saa godt, — og ogsaa den anden Gang, da Du kom for at sige Farvel og gik uden at række mig Haanden."
„Jeg turde ikke, Ellen, da jeg først havde bedt Dig om ikke at glemme mig, maatte jeg flygte for ikke at sige mere. Du var jo kun et Barn. — Naa, der kommer din Fader allerede. — Hvorfor vilde Du ikke tage mig i Favn dernede ved Havnen, Onkel?"
„Jeg undsaa mig, hvad maatte Folkene tro, naar saadan en ung Herre, der saae ud som en Prinds, faldt mig om Halsen."
„Ser jeg ud som en Prinds, Ellen?"
„Nej, det synes jeg ikke, — men nok som en Officer."
De lo alle Tre hjerteligt og saa bad Valdemar om han maatte blive der og spise til Middag med Familien.
„Hvad har Du at byde paa, Ellen?"
„Ølost, Fader, og Spegesild med Kartofler. Det er jo Vadskerdag."
Da Ølost og Spegesild imidlertid viste sig at være Valdemars Livretter, ordnedes Alt til gjensidig Tilfredshed.
Børnene saae med Forundring paa den unge, fremmede Herre, der sad i Kredsen, som følte han sig fuldkommen hjemme og rigtig vel tilpas. Men pludseligt gik det op for dem, at det var den samme Valdemar, der hang paa Væggen og saa begyndte de at blive fortrolige.
„Maa Ellen følge med mig hjem, Onkel, og blive hos os hele Eftermiddagen. Jeg rejser jo snart igjen."
„Ellen maa, hvad hun selv vil. Gaa I kun, Børn, Gud velsigne Jer!"
Men Hanne gjorde store Øjne.
Da Aftentheen var drukket og Solen gaaet ned, gik Valdemar og Ellen Haand i Haand derude paa Tømmerpladsen, vekslede Tanker og lagde Planer. Tilsidst blev Huset bygget.
„Hvor skal det ligge, Ellen, hvor synes Du!"
„Kan det ikke ligge paa den anden Side Tømmerpladsen, her lige ved, paa den dejlige, grønne Banke?"
„Du siger Noget, og det er oven i Kjøbet Faders Grund, som han heller end gjerne overlader os. Skal vi gaa derhen og vælge Pladsen?
Aa, her er jo storartet smukt, Udsigten endnu videre og friere, end fra Villaen hjemme. — Synes Du det skal være et stort Hus?"
Nej, helst et lille, men Haven maa gjerne være stor."
„Ja, og den skal anlægges endnu i Aar. „Det vil more Fader at pusle og pille med den, og Du, og alle Dine, vil ogsaa have Glæde af at se Træer og Buske fæste Rod i vor Have."
„Men Du veed nok, Valdemar." —
„Ja, jeg veed godt, at Hanne endnu ikke er skikket til at være Husmoder, og jeg veed ogsaa, at min Læretid langtfra er udløben. Men derfor kan Fader da gjerne plante Frugttræer. Er det her Du mente?"
„Nej, lidt nærmere Tømmerpladsen, jeg synes her." —
Og Nattergalen slog sine Triller i Villaens Have og Maanen kastede Sølvskjær over Banken, Stranden og den gamle Tømmerplads, medens Valdemar og Ellen bøjede Knæ paa det Sted hvor Fremtidshjemmet skulde bygges. — Men før Valdemar rejste, omskiftedes de usynlige Ringe med synlige.

Og Dagene gik deres Gang, Uger, Maaneder, Aar. Buskene og de nyplantede Træer voksede og Hanne voksede, ja, hun voksede Ellen over Hovedet. Og saa kom Valdemar tilbage, Grundstenen blev lagt og Huset rejst.
„Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd.«