Dybt hælder året i sin gang

Noder
Klik for at forstørre
Navn
Forfatter Caspar Johannes Boye, 1833
Komponist Johann Crüger 1653
Ogg Lyt her



Denne melodi bruges også til: Min Jesus, lad mit hjerte få.

Teksten

redigér

Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund,
farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund!

Snart sukker vinterstormens røst:
Alt visner og forgår!
Lad visne kun, jeg ved den trøst,
som ligefuldt består.

Lad solen korte af sin vej
og natten vokse til,
Guds vældes arm forkortes ej,
hans visdom for ej vild.

Lad gulne hvert et blad på kvist,
lad falme alle strå,
Guds kærlighed, jeg ved for vist,
omskiftes ikke så.

Jeg ved, hvor glæden har sit hjem,
når øde mark står hvid,
hint frydekor fra Betlehem
forstummer ingen tid.

Jeg ved, hvor håbet grønnes da,
når alting falmer her,
min frelsers træ på Golgatha
en evig krone bær'.

Lad synke kun med løvets fald
hver markens blomst i rad,
min tro på ham bevare skal
sit friske hjerteblad.

Han lover mig en evig vår
trods vinterstorm og død,
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød.


  Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.