Doktor Moreaus Ø/3. Ved Skonnertens Ræling
Tredje Kapitel.
Ved Skonnertens Ræling.
Den Aften efter Solnedgang fik vi Land i Sigte, og Skonnerten lagde bi. Montgomery gav mig at forstaa, at dette var hans Bestemmelsessted. Det var imidlertid for langt borte til, at jeg kunde faa Øje paa Enkeltheder; det forekom mig simpelthen som en lavtliggende, utydelig, mørkeblaa Plet i den ubestemte, blaagraa Sø. En næsten lodret Røgsøjle hævede sig fra Landet op mod Himlen.
Skipperen var ikke paa Dækket, da vi fik det i Sigte. Efter at have givet sin Vrede Luft imod mig var han dinglet nedenunder, hvor han nok havde lagt sig til at sove paa Gulvet i sin egen Kahyt. Imidlertid overtog Styrmanden fuldstændigt Kommandoen om Bord. Det var den magre, tavse Mand, som vi havde set ved Rattet. Han stod øjensynligt ogsaa paa en daarlig Fod med Montgomery og tog ikke mindste Notits hverken af ham eller af mig. Vi spiste til Middag sammen med ham i en gnaven Tavshed, efter forskellige forgæves Anstrængelser fra min Side for at indlede en Samtale. Det slog mig ogsaa, at Folkene betragtede min Kammerat og hans Dyr paa en mærkelig fjendtlig Maade. Montgomery viste sig meget tavs angaaende sine Hensigter med disse Dyr og angaaende sit Bestemmelsessted, og skønt jeg følte min Nysgærrighed vokse, trængte jeg dog ikke ind paa ham.
Vi blev staaende agterude paa Dækket og talte sammen, indtil Himlen var helt oversaaet med Stjærner. Natten var meget stille; der hørtes kun af og til en Lyd fra den oplyste Bak og nu og da en Bevægelse af Dyrene. Pumaen havde rullet sig sammen og laa som en sort Klump i en Krog af sit Bur og betragtede os med skinnende Øjne. Hundene syntes at sove. Montgomery tog nogle Cigarer frem.
Han talte til mig om London i en Tone, som røbede en halvt smertelig Erindring, og gjorde mig en Mængde Spørgsmaal om, hvilke Forandringer der havde funden Sted der. Han talte som en Mand, der havde elsket Livet der, men som pludseligt og uigenkaldeligt var bleven afskaaret fra det. Jeg snakkede om dette og hint, saa godt jeg kunde. Men hele Tiden grublede jeg over hans Særhed, og mens jeg talte, betragtede jeg hans løjerlige, blege Ansigt ved det svage Skær fra Lanternen i Nathuset bagved mig. Og derefter saa jeg ud over det skumrende Hav, hvor hans lille Ø skjulte sig i Mørket.
Det forekom mig, at denne Mand var traadt ud af Uendeligheden blot for at frelse mit Liv. I Morgen vilde han forlade Skibet og igen forsvinde ud af mit Liv. Selv under almindelige Omstændigheder vilde dette have gjort mig lidt tankefuld. Men her var for det første den Mærkelighed, at en Mand med en god Opdragelse boede paa denne ubekendte lille Ø, og i Forbindelse dermed Usædvanligheden af hans Rejsegods. Jeg greb mig i at gentage Skipperens Spørgsmaal: Hvad vilde han med de Dyr? Og hvorfor havde han ladt, som om de ikke tilhørte ham, da jeg gjorde min første Bemærkning om dem? Fremdeles var der ved hans Tjener noget Bizart, som havde gjort et dybt Indtryk paa mig. Disse Omstændigheder lagde en mystisk Taage over Manden. De lagde Beslag paa min Fantasi og lammede mine Talegaver.
Henimod Midnat døede vor Samtale om London hen, og vi stod Side om Side lænet til Skanseklædningen og stirrede drømmende ud over det tavse Hav, der blinkede i Stjærnernes Skær — hver af os optaget af sine egne Tanker. Der laa Stemning i Luften, og jeg begyndte paa min Taksigelse.
"Hvis De tillader mig at sige det," sagde jeg efter en Stunds Forløb, "saa har De frelst mit Liv."
"Tilfældighed," svarede han. "En ren Tilfældighed."
"Jeg foretrækker at rette min Tak til Tilfældets Redskab, som er lettest tilgængeligt for mig."
"De skal slet ingen takke. De trængte til Hjælp, jeg havde de fornødne Kundskaber til at yde denne Hjælp, og derfor gav jeg Dem Indsprøjtninger og madede Dem, paa samme Maade som jeg vilde have opsamlet et naturhistorisk Studieobjekt. Jeg kedede mig og trængte til noget at bestille. Dersom jeg havde været træt den Dag, eller Deres Ansigt ikke havde tiltalt mig — ja, saa er det vanskeligt at sige, hvor De nu vilde have været."
Disse Ord slog lidt koldt Vand i Blodet paa mig. "I ethvert Tilfælde —" begyndte jeg.
"Jeg siger Dem, det er en Tilfældighed," afbrød han mig, "ligesom alt andet i et Menneskes Liv. Det er kun Fæhovederne, der ikke vil indse det. Hvorfor er jeg for Øjeblikket her, jaget bort fra al Civilisation, i Stedet for at jeg kunde være en lykkelig Mand og nyde alle Londons Fornøjelser? Simpelthen fordi jeg en taaget Aften for elleve Aar siden tabte Hovedet i ti Minutter."
Han standsede. "Naa, og saa?" sagde jeg.
"Ja, det er det Hele."
Vi tav paany. Lidt efter lo han. "Der er noget ved dette Stjærneskær, som faar en til at lade Munden løbe. Det er dumt af mig, men alligevel kunde jeg paa en Maade have Lyst til at fortælle Dem det."
"Hvad De end fortæller mig, kan De stole paa, at jeg vil beholde det for mig selv ..... Dersom det er det, De mener."
Han var paa Nippet til at begynde, men saa rystede han tvivlende paa Hovedet. "Nej, lad saa hellere være," sagde jeg. "Mig kan det være aldeles ligegyldigt. Naar alt kommer til alt, gør De bedst i at bevare Deres Hemmelighed. De vinder jo ikke andet ved at betro Dem til mig, end en Smule Lettelse, dersom jeg agter Deres Tillid. Og dersom jeg ikke gør det — ja, hvad saa?"
Han brummede paa en Maade, som om han ikke kunde bestemme sig. Jeg følte, at han ikke kunde sige noget hertil; jeg havde grebet ham i at mistro mig. Men sandt at sige, var jeg ikke nysgærrig efter at faa at vide, hvad der kunde have drevet en ung medicinsk Student bort fra London. Jeg har en tilstrækkelig stærk Indbildningskraft til at kunne forestille mig det. Jeg trak paa Skuldrene og vendte mig bort. En tavs, sort Skikkelse stod, lænet til Hakkebrættet, og stirrede ned i Vandet. Det var Montgomerys sælsomme Tjener. Da jeg rørte mig, saa han hurtigt over sin Skulder og vendte saa igen Øjnene bort.
Det vil maaske synes Læseren en Ubetydelighed, men mig ramte det som et pludseligt Slag. Det eneste Lys i Nærheden af os var en Lanterne ved Rattet. Væsenets Ansigt vendtes eet eneste kort Øjeblik bort fra Agterstævnens Halvmørke og henimod dette Lysskær, og jeg saa, at Øjnene, der skottede til mig, skinnede med et bleggrønt Lys.
Den Gang vidste jeg ikke, at i det mindste en rødlig Lysglans ikke er saa ualmindelig i Menneskeøjne. Fænomenet forekom mig som noget fuldstændig Umenneskeligt. Den sorte Skikkelse med sine glødende Øjne ophævede et Øjeblik alle mine Tanker og Følelser som voksen Mand, og Barndommens forglemte Rædsler stod lyslevende for min Sjæl. Denne Virkning forsvandt imidlertid ligesaa hurtigt, som den var kommen. En klodset, sort Menneskeskikkelse — en Skikkelse, som der ikke var noget særlig Betydningsfuldt ved — stod lænet til Hakkebrættet og aftegnede sig mod den stjærneklare Himmel, og jeg hørte Montgomery tale til mig.
"Ja, nu gaar jeg til Køjs," sagde han, "med mindre De har Lyst til at blive staaende her længere."
Jeg svarede, at det havde jeg ikke. Vi gik ned, og ved Døren til min Kahyt ønskede han mig god Nat.
Den Nat havde jeg nogle meget ubehagelige Drømme. Maanen, der var i Aftagende, stod sent op. Dens Lys kastede en spøgelseagtig, svag, hvid Stribe tværs over min Kahyt og dannede en uhyggelig Figur paa Bræddevæggen ved Siden af min Køje. Derefter vaagnede Jagthundene og begyndte at tude og glamme, saa at jeg drømte uroligt og næppe fik sovet førend henad Morgenstunden.