Doktor Moreaus Ø/13. Menneskefabrikation
Trettende Kapitel.
Menneskefabrikation.
"Og nu, Prendick, skal jeg forklare Dem Sagen," sagde Doktor Moreau, saa snart vi havde spist og drukket. "Jeg maa tilstaa, at De er den fordringsfuldeste Gæst, jeg nogensinde har haft, og jeg vil sige Dem rent ud, at dette er den sidste Gang, jeg føjer Dem. Næste Gang De truer med at begaa Selvmord, vil jeg ikke gøre mig den mindste Ulejlighed for at forhindre Dem deri."
Han sad i min Lænestol med en Cigar mellem sine hvide, smidige Fingre. Lyset fra Hængelampen faldt paa hans hvide Haar; han stirrede gennem det lille Vindue ud paa de straalende Stjærner. Jeg sad saa langt borte fra ham som muligt, med Bordet imellem os og Revolverne ved Haanden. Montgomery var ikke til Stede. Jeg havde endnu ikke Mod til at være sammen med dem begge to i saadant et lille Værelse.
"De indrømmer altsaa, at det vivisekerede Menneske, som De kaldte det, alligevel ikke er andet end Pumaen?" spurgte Moreau. Han havde ført mig ind i det rædselsfulde indre Værelse, for at jeg kunde forvisse mig om, at der intet Menneske fandtes der.
"Det er Pumaen," svarede jeg, "endnu i Live, men saa sønderflænget og lemlæstet, at jeg haaber, jeg aldrig mere faar noget levende Væsen at se i en lignende Tilstand. Af alle de nederdrægtige —"
"Ja Tak, det kan være det samme," sagde Moreau. "Skaan mig i det mindste for Deres Uerfarenheds Forfærdelse. Der var en Tid, da Montgomery sagde noget lignende. De indrømmer altsaa, at det er Pumaen. Ti saa stille, mens jeg aflirer min fysiologiske Forelæsning for Dem." Og derpaa begyndte han straks at forklare mig sin Livsgærning i en Tone som en Mand, der keder sig inderligt, men efterhaanden talte han sig dog en Smule varm. Hans Fremstilling var særdeles letfattelig og overbevisende. Af og til fik hans Stemme en let sarkastisk Klang. Det varede ikke længe, førend jeg følte mine Kinder gløde af Skam over den Stilling, hvori jeg havde bragt baade ham og mig selv.
De Skabninger, som jeg havde set, var ikke Mennesker, havde aldrig været Mennesker. De var Dyr — menneskeliggjorte Dyr — Vivisektionens Triumf.
"De har slet ikke tænkt paa alt det, som en dygtig Vivisektor kan bringe ud af levende Væsenerm sagde Moreau. "Jeg for mit Vedkommende kan blot ikke forstaa, at det, som jeg har gjort her, ikke er bleven gjort tidligere. Smaa Forsøg har man naturligvis gjort — Amputationer, Afskæring af Tungen, Eksstirpationer. De ved selvfølgelig, at man ved en Operation kan kurere et Menneske for at skele — eller paa samme Maade frembringe en Skelen? Og saa er der alle mulige Bortskæringer, sekundære Forandringer, Forstyrrelser i Pigmentlagene, Modifikationer og Ændringer i Fedtvævenes Aflejring. De har utvivlsomt hørt Tale om den Slags Ting?"
"Naturligvis," svarede jeg. "Men disse modbydelige Skabninger, som De —"
"Nu kommer vi til det," sagde han og vinkede ad mig med Haanden, at jeg skulde tie stille. "Jeg er først lige begyndt paa min Forklaring. Alle de nævnte Tilfælde er nu rene Ubetydeligheder. Kirurgien formaar at gøre det, der er bedre. Den kan bygge op, ligesaa vel som rive ned eller forandre. De har maaske hørt om en ganske almindelig kirurgisk Operation, som man tager sin Tilflugt til i Tilfælde, hvor Næsen er bleven beskadiget. En Hudlap skæres løs fra Panden, bøjes ned over Næsen og vokser fast i denne nye Stilling. Det er, saa at sige, at indpode en Del af et levende Legeme paa et nyt Sted paa det samme Legeme. Man kan ogsaa indpode friskt Materiale fra et andet Legeme — for Eksempel Tænder. En saadan Indpoden af Hud eller Ben sker for at gøre Helbredelsen lettere. Kirurgen anbringer midt i Saaret et Stykke Hud, der er skaaret løs fra et andet levende Væsen, eller en Stump Knokkel fra et Dyr, der lige er dræbt. Hunter indpodede — som De maaske har hørt — en Hanespore paa en Tyrs Hals, og der voksede den nok saa prægtigt. Jeg maa ogsaa minde Dem om de algierske Zouavers "Rhinoceros-Rotter" — Uhyrer, som bliver fremstillede ved, at man flytter Spidsen af en almindelig Rottes Hale hen paa dens Snude og lader den gro fast der."
"Uhyrer, som bliver fremstillede!" gentog jeg. "Er det da Deres Mening at ville fortælle mig, at —"
"Ja. Disse Væsener, som De har set, er Dyr, som jeg har omarbejdet og givet nye Skikkelser med Operationskniven. Til dette — til at studere levende Skikkelsers Ævne til at lade sig forme — har jeg viet mit Liv. Jeg har studeret imange Aar og erhverver mig stadig nye Kundskaber paa dette Omraade. Ja, De sætter et forfærdet Ansigt op, og dog er det ikke noget Nyt, jeg her fortæller Dem. Det har altsammen i Aaringer ligget lige paa Overfladen af den praktiske Anatomi, men ingen har været dristig nok til at berøre det. Det er ikke blot et Dyrs ydre Skikkelse, som jeg kan forandre. Man kan ogsaa vedvarende ændre en Skabnings Fysiologi og kemiske Rhythme; Vakcination og andre Inokulationsmethoder med levende eller døde Stoffer er Eksempler herpaa, som utvivlsomt er Dem velbekendte. En lignende Operation er Blodtransfusion, med hvilket Æmne jeg i sin Tid begyndte. Den Slags Tilfælde kender jo enhver. Mindre bekendte, og rimeligvis langt mere omfattende, var hine middelalderlige Kirurgers Operationer, som frembragte Dværge, Tiggerkrøblinge og Vanskabninger, der lod sig fremvise; nogle Spor af disses Kunst findes endnu i den Behandling, der bliver de Drenge til Del, som uddannes til Gøglere eller Akrobater. Victor Hugo giver en Beretning derom i "L'homme qui rit"..... Men maaske det nu er Dem klart, hvad jeg mener? De begynder vel at indse, at det er muligt at overføre Væv fra een Del af et Dyrs Legeme til en anden, eller fra det ene Dyr til det andet, at ændre dets kemiske Reaktioner og Vækstmethoder, at forandre dets Lemmers Ledføjninger, kort sagt at foretage de mest indgribende Modifikationer i dets Bygning?
Og alligevel er der ingen moderne Videnskabsmænd, der har undersøgt denne ejendommelige Videnskabsgren systematisk og for dens egen Skyld, førend jeg kastede mig over den! Nogle af denne Slags Ting har Kirurgien kun grebet til som en sidste Tilflugt; de fleste Begivenheder af denne Art, som vil falde Dem ind, har saa at sige været Tilfældets Værk — er blevne fremkaldte af Tyranner, af Forbrydere, af Heste- eller Hundeavlere, af alle Slags uerfarne, ubehændige Mennesker, der kun har haft deres egne umiddelbare Formaal for Øje. Jeg var den første, der gav mig af med dette Spørgsmaal, væbnet med den antiseptiske Kirurgis Hjælpemidler og med et virkeligt videnskabeligt Kendskab til Biologiens Love.
Og dog skulde man tro, at en lignende Virksomhed maa være bleven udøvet tidligere i al Hemmelighed. Saadanne Skabninger som de siamesiske Tvillinger .... Og i Inkvisitionens Fængseler. Naturligvis var deres Hovedformaal at udvikle Torturen til en Kunst, men i det mindste nogle af Inkvisitorerne har dog sikkert haft en Gnist af videnskabelig Nysgærrighed ...."
"Men," sagde jeg. "disse Væsener — disse Dyr kan jo tale!"
Det var ganske sandt, svarede han, hvorpaa han gik over til at paavise, at Vivisektionen ikke blot indeholdt Muligheder for en Metamorfose i fysisk Henseende alene. Man kan opdrage en Gris. Den sjælelige Bygning er endogsaa endnu mere plastisk end den legemlige. Efterhaanden som vi kommer dybere til Bunds i den hypnotiske Videnskab, viser det sig, at det er muligt at erstatte gamle, medfødte Instinkter med nye Suggestioner, at ændre eller udrydde de nedarvede, fastslaaede Ideer. Saare meget af hvad vi kalder moralsk Opdragelse er i Virkeligheden en saadan kunstig Forandring eller Fordrejelse af Instinkter; Stridslyst forvandles til heltemodig Selvopofrelse, og undertrykt Kønsdrift til religiøs Grebethed. Og den store Forskel mellem et Menneske og en Abe ligger i Strubehovedet, sagde han, i Abens Mangel paa Ævne til den højtudviklede Frembringelse af forskellige Lydsymboler, som kan understøtte Tanken. Jeg var ikke enig med ham i saa Henseende, men paa en noget uhøflig Maade afviste han mine Indvendinger uden at indlade sig paa en Drøftelse af dem. Han gentog blot, at det forholdt sig, som han sagde, og fortsatte sin Beretning om sit Arbejde.
Jeg spurgte ham, hvorfor han havde taget den menneskelige Skikkelse til Mønster. Det forekom mig den Gang, og det forekommer mig endnu, at der var en ejendommelig Ondskabsfuldhed i dette Valg.
Han indrømmede, at det var et rent Tilfælde, at han havde valgt denne Skikkelse. "Jeg kunde akkurat ligesaa godt have lavet Faar om til Lamaer og Lamaer til Faar. Der er formodentlig noget i den menneskelige Skikkelse, der appellerer stærkere til ens kunstneriske Tilbøjeligheder, end nogensomhelst dyrisk Skikkelse er i Stand til. Men jeg har for Resten ikke indskrænket mig til Menneskefabrikation. Een eller to Gange ...." Han standsede og tav maaske et Minut. "Alle disse Aar! Hvor Tiden dog gaar! Og her har jeg spildt en Dag med at frelse Deres Liv og spilder nu en Time med at give Forklaringer!"
"Men," sagde jeg, "jeg forstaar det endnu ikke. Jeg indser ikke Deres Berettigelse til at forvolde alle disse Lidelser. Det Eneste, som i mine Øjne kunde undskylde Vivisektionen, skulde være en praktisk Nytte —"
"Ja netop," sagde han. "Men jeg ser nu anderledes paa Tingen, forstaar De. Vi staar paa forskellige Standpunkter. De er Materialist."
"Jeg er ikke Materialist," begyndte jeg hæftigt.
"I mine Øjne — i mine Øjne. Det er netop Spørgsmaalet om Smærten, der adskiller os fra hinanden. Saa længe De føler Dem ilde til Mode ved at se eller høre Smærter, saa længe Deres egne Smærter kan faa Dem til at gøre dette eller hint, saa længe Smærten ligger til Grund for Deres Anskuelser om Synd — saa længe, siger jeg Dem, er De et Dyr, og tænker kun en lille Smule klarere, hvad ethvert Dyr føler. Denne Smærte —"
Jeg trak utaalmodigt paa Skuldrene ad disse Sofisterier.
"Aa, Smærten er saadan en Bagatel! En Aand, der fuldstændigt har aabnet sig for, hvad Videnskaben har at lære, maa kunne indse, at Smærten er en Bagatel. Maaske undtagen paa vor lille Planet, dette lille Gran af kosmisk Støv, som vilde være usynligt for vore Øjne, længe førend vi kunde naa den nærmeste Stjærne — maaske, siger jeg, findes den Ting, vi kalder for Smærte, intetsteds undtagen her. Men de Love, som vi famler os frem imod .... Ja, hvilken Smærte gives der, selv her paa Jorden, selv iblandt levende Væsener?"
Med disse Ord tog han en lille Pennekniv op af Lommen, aabnede det mindste Blad og drejede sin Stol saaledes, at jeg kunde se hans Laar. Derpaa udvalgte han omhyggeligt et Sted, jog Knivsbladet ind i sit Ben og trak det ud igen.
"Det Kunststykke har De sikkert før set. Det gør ikke mere ondt end et Knappenaalsstik. Men hvad viser det os? Der behøves ingen Ævne til at føle Smærte i denne Muskel, og derfor findes der ikke nogen saadan Ævne; der behøves ikke meget af den i Huden, og derfor træffer vi kun hist og her paa Laaret et Sted, der er i Stand til at føle Smærte. Smærte er ganske simpelt vor indvendige lægevidenskabelige Raadgiver, som har at advare og anspore os. Det er ikke alt levende Kød, der er modtageligt for Smærte, heller ikke alle Nerver, ja ikke en Gang alle Følelsesnerver. Der er ikke Spor af Smærte — virkelig Smærte — i Synsnervens Følelser. Hvis man beskadiger Synsnerven, ser man blot et Lysglimt, akkurat ligesom en Sygdom i Hørenerven kun giver sig til Kende ved en Summen for Ørene. Planter føler ikke Smærte; og hvad de lavere Dyr angaar — det er meget muligt, at saadanne Dyr som Søstjærner og Krebs ikke kender til Smærte. Med Hensyn til Menneskene — jo mere intelligente de bliver, desto mere Intelligens vil de anvende til at sørge for deres eget Vel, og desto mindre vil de behøve Smærtens Svøbe til at holde dem borte fra Farer. Jeg har endnu aldrig hørt om en unyttig Ting, hvis Eksistens ikke før eller senere blev udslettet af Tingenes Udvikling. Har De maaske? Og Smærte bliver efterhaanden unødvendig.
Fremdeles er jeg en religiøs Mand, Prendick, som ethvert fornuftigt Menneske maa være. Maaske jeg bilder mig ind, at jeg kender mere til Skaberens Veje end De — thi jeg har søgt hans Love paa min Maade hele mit Liv, medens De, efter hvad jeg hører, har samlet Sommerfugle. Og jeg siger Dem, Glæde og Smærte har intet at gøre med Himlen eller Helvede. Glæde og Smærte — pyh! Hvad Forskel er der paa en Theologs Ekstase og en Mahomedaners Hurier — undtagen at disse er forstaaeligere? Den Vægt, som Mænd og Kvinder lægger paa Glæde og Smærte, Prendick, er Dyrets Mærke paa dem, Mærket af Dyret, fra hvilket de nedstammer. Smærte! Smærte og Glæde — de eksisterer kun for os, saa længe vi kravler i Støvet ....
Naa, ser De, jeg fortsatte altsaa mine Undersøgelser ad den Vej, som de selv førte mig ind paa. Jeg har aldrig hørt, at en Undersøgelse kunde fortsættes paa anden Maade. Jeg stillede et Spørgsmaal, udfandt en Methode til at faa et Svar, og fik — et nyt Spørgsmaal. Var dette muligt, og var hint umuligt? De kan ikke tænke Dem, hvad sligt har at betyde for en Videnskabsmand, hvilken Magt en intellektuel Lidenskab kan faa over ham. De kan ikke forestille Dem den sælsomme, rolige Fryd, som denne intellektuelle Attraa skænker ham. Det Væsen, der ligger foran ham, er ikke længere et Dyr, en Medskabning, men et Problem. Smærte født af Medlidenhed — alt hvad jeg kender dertil, er, at jeg mindes det som noget, jeg plejede at lide af for mange Aar siden. Jeg ønskede — og det var det eneste, jeg ønskede — at finde den yderste Grænse for levende Skikkelsers Ævne til at lade sig omforme."
"Men," sagde jeg, "dette er jo en Afskyelighed —"
"Jeg har aldrig skænket Sagens ethiske Side en Tanke. Studiet af Naturen gør tilsidst et Menneske ligesaa ubarmhjærtigt som Naturen. Jeg har fortsat, uden at tage Hensyn til andet end til det Spørgsmaal, som jeg stræbte at løse, og Materialet har .... efterhaanden opsamlet sig i Hytterne dernede .... Det er næsten elleve Aar, siden vi kom hertil, jeg og Montgomery og seks Kanakaer. Jeg mindes Øens grønne Tavshed og det øde Ocean omkring os, som om det var i Gaar. Det var, som om dette Sted havde ventet paa mig.
Vi bragte vore Forraad i Land og byggede vort Hus. Kanakaerne lavede sig nogle Hytter i Nærheden af Kløften. Jeg skred til Arbejdet her med det Materiale, jeg havde bragt med mig. Der hændte nogle ubehagelige Ting i Begyndelsen. Jeg gav mig i Lag med et Faar, og efter halvanden Dags Arbejde kom jeg til at dræbe det ved, at Skalpellen gled ud for mig. Saa tog jeg fat paa et nyt Faar, lavede et Væsen, der syntes at bestaa af lutter Smærte og Frygt, og lod det blive liggende indbundet i Bandager, for at det kunde komme sig. Jeg syntes, det saa helt menneskeligt ud, da jeg var færdig med det, men da jeg næste Gang traadte hen til det, var jeg ikke tilfreds med det; det kunde huske mig og var over al Beskrivelse forfærdet; det havde ikke mere Forstand end et Faar. Jo mere jeg betragtede det, desto mere klodset forekom det mig, indtil jeg tilsidst gjorde Ende paa Uhyrets Elendighed. Disse Dyr uden Mod, disse frygtsomme Væsener, hvem Smærten overvælder, og som ikke har en Gnist af stridslysten Energi til at møde Pinslerne med — de duer ikke til at lave Mennesker af.
Derefter tog jeg en Gorilla, som jeg havde, bearbejdede den med uendelig Omhu, overvandt den ene Vanskelighed efter den anden, og frembragte mit første Menneske. Jeg arbejdede paa ham hele Ugen, Dag og Nat. Hos ham var det især Hjærnen, der maatte tages under Behandling; meget maatte tilføjes, meget forandres. Da jeg var færdig med ham, og han laa indsvøbt i Bandager. bunden og ubevægelig foran mig, forekom han mig at være et ganske godt Eksemplar af Negertypen. Først da jeg var sikker paa, at han vilde overleve det, forlod jeg ham; da jeg kom ind i Værelset igen, fandt jeg Montgomery omtrent i samme Tilstand, som De nu er. Han havde hørt nogle af Skrigene, efterhaanden som Væsenet blev til et Menneske, Skrig ligesom dem, der foruroligede Dem saa meget. Jeg havde ikke straks indviet ham fuldstændigt i min Hemmelighed. Ogsaa Kanakaerne havde forstaaet noget af det. De var nær ved at gaa fra Vid og Sans af Forskrækkelse ved Synet af mig. Jeg fik Montgomery paa mit Parti — i det mindste til Dels — men jeg og han havde et drøjt Stykke Arbejde med at forhindre Kanakaerne i at desertere. Det gjorde de for Resten senere, og derved mistede vi vort Fartøj. Jeg tilbragte lang Tid med at opdrage den Skabning — jeg beholdt ham i det Hele i tre eller fire Maaneder. Jeg lærte ham Begyndelsesgrundene af Engelsk, gav ham et Begreb om at tælle, fik ham endogsaa til at kende Bogstaverne. Men den Slags Ting havde han vanskeligt ved at lære — skønt jeg har truffet Idioter, som havde endnu vanskeligere derved. Han begyndte, hvad hans Aand angik, paa fuldstændig bar Bund; han havde ingensomhelst Erindring om sin tidligere Tilværelse. Da hans Saar var fuldstændigt lægte, og han kun var øm og stiv i hele Kroppen og havde lært at snakke en Smule, bragte jeg ham derover og præsenterede ham for Kanakaerne som en interessant Kammerat.
I Begyndelsen var de gyseligt bange for ham, jeg ved ikke af hvilken Grund — og jeg følte mig temmelig fornærmet derover, thi jeg var stolt af ham — men hans Væsen var saa mildt, og han syntes at føle sin egen Underlegenhed saa stærkt, at de efter nogen Tids Forløb tog sig af ham og gav sig i Lag med hans Opdragelse. Han var lærenem og besad en hel Del Efterlignelsesævne og Perfektibilitet; han byggede sig for Eksempel et Skur, der forekom mig at være bedre end deres egne elendige Hytter. Der var en af Fyrene, som var lidt af en Missionær, og han lærte denne Skabning at læse eller i det mindste at stave og gav ham nogle rudimentære Ideer om Moral, men det lod til, at Bæstets Sædvaner ikke var aldeles, som man kunde ønske det.
Jeg holdt Hvil i nogle Dage og var til Sinds at skrive en Beretning om hele Sagen for at sætte lidt Liv i de engelske Fysiologer. Men saa traf jeg en Dag Skabningen siddende paa Hug oppe i et Træ og pludre ad to af Kanakaerne, som havde drillet ham. Jeg truede ham, sagde ham, hvor lidt det lignede et Menneske at opføre sig paa den Maade, vakte hans Skamfølelse, og gik tilbage hertil med den Beslutning at gøre et bedre Stykke Arbejde, førend jeg førte det til England for at fremvise det der. Jeg har gjort bedre Stykke Arbejde; men af en eller anden Grund glider disse Væsener bestandig tilbage igen — det er, som om Dyret i dem Dag for Dag vokser sig stærkere .... Men jeg tror, at jeg kan udrette noget endnu bedre. Jeg tror, at jeg kan overvinde ogsaa denne Vanskelighed. Pumaen her ....
Ja, det er min Historie. Alle Kanakaerne er døde nu. Een faldt over Bord fra Baaden, og een døde af et Saar i Hælen, som han paa en eller anden Maade fik noget giftig Plantesaft ind i. Tre deserterede med vor Jagt, og jeg antager og haaber, at de gik nedenom og hjem. Den sjette .... blev dræbt. Naa — jeg har frembragt andre Væsener i deres Sted. Montgomery tog paa Vej i Begyndelsen, omtrent ligesom De var tilbøjelig til, men siden ...."
"Hvad blev der af den sjette?" spurgte jeg skarpt — "den sjette Kanaka, der blev dræbt?"
"Ja — Tingen er, at efter at jeg havde fabrikeret et Antal menneskelige Skabningen lavede jeg et Væsen —" Han tøvede.
"Naa, og saa?" spurgte jeg.
"Det blev dræbt."
"Jeg forstaar ikke rigtigt," sagde jeg. "Mener De, at …"
"At det dræbte Kanakaen — ja. Det dræbte ogsaa forskellige andre Væsener, som det traf paa. Vi forfulgte det i et Par Dage. Det slap kun løs ved et Tilfælde — det havde aldrig været min Mening, at det skulde have sin Frihed. Det var blot et Eksperiment. Det var et Væsen uden Lemmer og med et gyseligt Ansigt, og det snoede sig henad Jorden paa Slangemanér. Det havde enorme Kræfter og var rasende af Smærte, og det foer af Sted med Bevægelser, der mindede om en svømmende Delfin. Det holdt sig skjult i Skovene i nogle Dage og gjorde alle, hvem det traf, Fortræd, indtil vi gik paa Jagt efter det; saa snoede det sig af Sted til den nordlige Del af Øen, og vi delte os for at kunne komme ind paa Livet af det. Montgomery vilde absolut ledsage mig. Kanakaen havde en Bøsse, og da vi fandt hans Lig, var et af Løbene krummet som et S og næsten helt gennembidt .... Montgomery skød Uhyret … Derefter holdt jeg mig til den menneskelige Skabnings Ideal — undtagen hvad smaa Væsener angaar."
Han tav. Jeg sad stiltiende og iagttog hans Ansigt.
"Saaledes har jeg drevet mine Studier i tyve Aar i det Hele — deri indbefattet ni Aar i England — og stadig er deri Alt, hvad jeg gør, noget, som skuffer mig, som gør mig utilfreds, som udfordrer mig til yderligere Anstrængelser. Stundom frembringer jeg noget bedre end sædvanligt, stundom noget daarligere, men aldrig naar jeg det Maal, som jeg drømmer om. Den menneskelige Skikkelse kan jeg nu fremstille, næsten med Lethed, saaledes at den bliver slank og yndefuld eller svær og kraftig; men ofte har jeg Ulejlighed med Hænderne og Kløerne — smærtefulde Legemsdele, som jeg ikke tør omdanne altfor stærkt. Men det vanskeligste Arbejde ligger i den omhyggelige Forbedring og Omdannelse af Hjærnen, som man nødvendigvis maa foretage. Intelligensen staar ofte paa et mærkværdigt lavt Standpunkt, har uforklarlige tomme Pletter og uventede Huller. Og allermest utilfredsstillende af det Hele er noget, som jeg ikke kan definere, et eller andet Sted — jeg kan ikke bestemt sige hvor — i Sædet for Sindsbevægelserne. Attraaer, Instinkter, Tilbøjeligheder, som gør Menneskeligheden Afbræk — ligesom en underlig, skjult Beholder, som pludselig kan sprænges og oversvømme hele Dyrets Eksistens med Harme, Had eller Frygt. Disse mine Skabninger forekom Dem sælsomme og uhyggelige, saa snart De begyndte at lægge Mærke til dem, men i mine Øjne synes de, naar jeg netop har frembragt dem, at være aldeles utvivlsomme menneskelige Væsener. Først bagefter forsvinder denne Overbevisning, alt som jeg iagttager dem. Først viser der sig eet og derpaa et andet dyrisk Træk paa Overfladen og stirrer mig ind i Ansigtet.... Men jeg vinder nok Sejr. Hver Gang jeg nedsænker et levende Væsen i de brændende Smærters Bad, siger jeg til mig selv: Denne Gang vil jeg brænde hele Dyret bort, denne Gang vil jeg virkelig skabe et fornuftbegavet Væsen. Naar Alt kommer til Alt, hvad er saa ti Aar? Mennesket har været hundredtusend Aar om at blive til."
Han grublede mørkt. "Men jeg nærmer mig den faste Borg. Denne Puma ...."
Efter en Pavse vedblev han: "Og de falder tilbage. Saa snart jeg slipper dem, begynder Dyret igen at liste sig frem, at vise sig i dem ...."
Paany en lang Pavse.
"De anbringer altsaa de Væsener, som De skaber, i hine Huler?" spurgte jeg.
"De tyr selv derhen. Jeg jager Dem bort, naar jeg begynder at mærke Dyret i dem, og saa vandrer de derhen. De er allesammen bange for dette Hus og for mig. Der Findes en Slags Travesti af det menneskelige Samfund derovre. Det kender Montgomery til, thi han blander sig i deres Sager. Han har oplært et Par Stykker af dem til at være vore Tjenere. Jeg tror, at han halvvejs er kommen til at holde af nogle af disse Dyr, skønt han skammer sig ved det. Men det er hans Sag og ikke min. Jeg væmmes kun ved dem og betragter dem som fejlslagne Forsøg. Jeg interesserer mig ikke for dem. Formodentlig følger de det Spor, som Kanaka-Missionæren anviste, og fører en Slags Parodi paa et fornuftigt Liv — de stakkels Dyr! Der er noget, som de kalder for Loven. Og de synger Hymner om, at "alt er dit". De bygger sig Hytter, plukker Frugter og indsamler Urter — de gifter sig endogsaa. Men jeg kan gennemskue det altsammen, jeg kan se helt ind i deres Sjæle, og jeg ser, at de kun er Sjæle af Dyr, Dyr som maa gaa til Grunde — Sjæle som ikke indeholder andet end Harme og Lyst til at leve og tilfredsstille sine Drifter .... Og dog er der noget mærkværdigt ved dem. De er komplicerede, ligesom alle levende Væsener. Der er en Slags Opadstræben i dem, som dels er Forfængelighed, dels overflødig Kønsdrift, dels overflødig Nysgærrighed. Jeg føler det som en Spot over mig .... Men jeg nærer visse Forhaabninger med Hensyn til den Puma; jeg har haft et strængt Arbejde med dens Hoved og Hjærne ...."
"Og nu," sagde han og rejste sig op efter en lang Pavse, under hvilken vi havde været fordybede hver i sine Tanker, "hvad mener De nu? Er De endnu bange for mig?"
Jeg saa paa ham og saa kun en Mand med blegt Ansigt, hvidt Haar og rolige Øjne. Naar undtages denne Ro, dette Anstrøg af noget, der næsten var Skønhed, og som havde sin Aarsag i hans bestemte Stilfærdighed og hans pragtfulde Legemsbygning, saa han ikke stort anderledes ud end en Mængde andre hyggelige gamle Herrer. Jeg gøs. Men som Svar paa hans andet Spørgsmaal rakte jeg ham Revolverne, een med hver Haand.
"Behold dem," sagde han med en let Gaben. Han blev staaende, stirrede paa mig et Øjeblik og smilede. "De har oplevet to Dage, der har været rige paa Begivenheder," sagde han. Han betragtede mig tankefuldt en kort Stund og forlod mig saa gennem Inderdøren. Jeg drejede øjeblikkeligt Nøglen om i Yderdøren.
Jeg satte mig ned igen og sad en Tidlang helt sløv, saa træt paa Sjæl og Aand og Legeme, at jeg ikke var i Stand til at tænke over, hvad jeg havde hørt. Den sorte Vinduesaabning stirrede paa mig ligesom et Øje. Tilsidst rejste jeg mig med en Kraftanstrængelse, slukkede Lampen, krøb op i Køjen, og faldt meget snart i Søvn.