Digte 1860/Til en norsk Skandinav

Th. Gandrup Kjøbenhavn


E Bøgh Digte 1860.djvu E Bøgh Digte 1860.djvu/7 171-174

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Til en norsk Skandinav.
(Christiania i Maj 1849.)




Min ædle Ridder! For Guds Skyld styr
Din skandinaviske Iver!
Det hjælper dog ej mine Landsmænd et Gran,
hvor vakkert endogsaa Du skriver.

Hvis jeg var Normand, som Du, min Ven,
Saa vilde jeg først og fremmest
bevise, at Tydsken igrunden har Ret —
Da slipper man Striden nemmest.

Saa gjorde jo nylig en Storthingsmand,
og det just en af de ægte,
Ideen er ganske fortrinlig — det kan
man ikke med Billighed nægte.

Og dersom det skortende lidt paa Beviis
og Sligt er jo før arriveret,
saa holdt jeg en Tale, som heldigviis
iforvejen er conciperet.


See, Talen er vistnok af Orvar Odd
og findes i Øresundsposten;
men: Leve af Rov var Normannens Lod —
Thi vil vi bemægtige os den!

Og Originalen er ubekjendt her,
det har jeg alt efterforsket;
og det er umuligt at kjende den meer
naar den bliver rigtig „fornorsket“·

Paa Forhaand har jeg alt oversat
den hele herlige Tale,
og den er bleven saa god som ny
med Hensyn til det Locale.

Den lyder som saa „Børnlille hør!“
Naar Talen er om Politiken,
saa jager man altid Moralen paa Dør
og lader sin Nabo i Stikken.

Opoffrelse, Ære og Venskab og Ret
er Ting, som jeg ikke fordømmer;
de klæde Studenter, men slet ikke Folk,
der handle med Sild og Tømmer.

Vi bør, som forstandige, praktiske Mænd,
kun holde os til det Solide.
Hvad kommer vel Jøder og Inder os ved?
Det gad jeg da rigtignok vide,


Vist blandede Dansken og Normanden Blod
til Fostbrødrelag under Striden;
da kæmpende Side ved Side de stod.
— Men det er saalænge siden!

„At Gubben i Nord var Fru Danas Ven,
hans bedste Affairer har skadet;
derfor han betakker sig nu“, som der staaer
saa vittigt i Morgenbladet.

Og hvad er vel Lønnen og Takken, man faaer,
naar Livet for Dansken man vover?
Med Knaphullet tomt hjem fra Striden jo gaaer
Hveranden, som rejser derover!

Herhjemme har vi fra gammel Tid
et Oplag af Hæder og Ære,
og alle de Laurbær, som sendtes hid
fra Rolf og Normannernes Hære.

Med dem om Panden vi sidde kan
saa trygt paa det evige Dovre,
og spille vor Polskpas, mens Ild og Sværd
husere bag Sundet derovre.

Lad det kun brænde! Det bør Dig ej
forstyrre i Middagsluren.
Føl blot paa Væggen, og tak Din Gud,
at Svensken staaer først for Touren!


Lad Russen kun sluge Alt, hvad han formaaer,
og Tydsken Fadene slikke —
Det bliver en Sag mellem Dansken og dem,
og rager os Andre slet ikke!

Er dette ej ridderligt, ædelt og stort,
og hævder vor Ære og Manddom —
Nu, saa er det dog diplomatisk gjort: —
Qvod erat demonstrandum!