Digte 1860/Svanen
Svanen.
Imod Vesten, hvor de spæde Bølger
rødmende sig brede ud,
hvor i rosenstrø’de Seng sig dølger
Himlens Dronning, Oceanets Brud,
Svanen tavs henover Havet iler,
stræber mat sit fjerne Maal at naae.
Ak, ved Bølgens Favn alt Solen hviler,
Haabet synker i det kolde Blaae!
Længe Svanen skred mod Lysets Stjerne,
vilde hvile i dens Ild —
altid lued Solen i det Fjerne,
lige fjern, men lige skjøn og mild.
Aldrig Svanen sang sin Lyst, sin Smerte,
stedse stum den svæved henad Sø,
naar den aabner sit bespændte Hjerte,
med sin sidste Tone, maa den døe.
Solen sank. Nu fylder haablos Længsel
Svanens pandserdækte Bryst.
Alle Toner svulme, fra sit Fængsel
iler Sang og Sjæl mod fjerne Kyst,
og det stolte Hoved langsomt dukker
ned i Havets dybe, dunkle Blaae.
Kolde Bølge! Siig hvorfor Du sukker —
kunde Du vel Svanens Sang forstaae?