Digte 1860/Steenbruddet
Steenbruddet
Ich selber sann oft Nacht und Tag,
und wieder Tag und Nacht.
so wundersamen Dingen nach;
doch hab’ ich nichts erdacht! —
Bürger.
I.
Jeg sad en herlig Sommerkveld og kjeded mig fortrinligt —
jeg taaler meget — men tilsidst blev det mig altfor pinligt
derinde i den kvalme Sal iblandt de mange Tanter.
Det surrede af Æsthetik fra alle fire Kanter:
Lord Byron, Shakspeare, Fru Carlén og Eugen
Sue med Flere
blev recenseret undereet — da kunde jeg ej mere! —
Jeg tog min Hat og min Cigar, og gav mig ud paa
Vandring —
at kjede sig alene var dog altid lidt Forandring.
Jeg valgte just en eensom Sti opover Fjeldets Toppe.
henad det gamle Steenbrud til; der er saa smukt deroppe,
og mellem Skiferblokkene er der saa mange Huler,
hvor altslags natligt Spøgeri sig sky for Lyset skjuler.
Og paa den største Klippes Top, hvor Uglen boer og Glenten,
jeg klavrede behændigt op, og satte mig ved Skrænten.
Men nede mellem Klipperne sig mange Stier snoede
i Kløfterne, og rundtomkring de grønne Birke groede,
og Klippens Vægge dannede saa mangt et lille Kammer,
belyst af et fordægtigt Skin fra Maanens blege Flammer.
Alt var saa tyst. Da syntes mig, jeg hørte Nogen tale —
Jeg tog ej fejl. Ved Klippens Fod, i en af disse Sale
der stod et Par Forelskede saa kjærligt hos hinanden;
Nysgjerrigt lænede jeg mig udover Klipperanden,
og fik — jeg kan ej nægte det — et heelt uventet Skue:
det var vor unge, smukke Præst — men mon det var
hans Frue? —
Hvorfor mon Ægteparret her sin Elskov vilde skjule?
Det fik man let at høre, om man lyttede en Smule —
og Fristelsen blev mig for stor: Jeg lukked ej mit Øre;
og det var Skam, skjøndt knapt jeg troer, at det er Synd
at høre.
„Kom Sa’ra! Sæt Dig kun hos mig!“ saa hvidsked Han
dernede —
„Henover Klippesædet her vil jeg min Kappe brede!“
Hun satte sig. Han tog et Kys, saa to, saa tre, saa flere —
jeg talte ikke efter, men jeg kan dog trygt parere,
at hundrede, ja flere vist, han røved Rosenmunden —
Da kom en Nysen paa mig — Htist! Og Parret var
forsvunden!
II.
Rundtom det kjære Kaffebord sad Søstre og Veninder,
Gudinden Famas hele Corps indviede Præstinder.
Det var en rigtig Offerfest, der her blev celebreret;
thi her blev digtet, her blev talt, og her blev profeteret;
der var — jeg troer, den hele Flok staaer endnu for mit
Minde —
først Byens kjære Tante, som den ypperste Præstinde,
saa fire unge Fruer „af de strengeste Principer“ —
ret smukke, men — Bevares vel! —— urørlige som Klipper;
saa trende Vestalinder, som man uden just at lyve
i Alder kunde anslaae til Lidt over „Sex og Tyve“;
endvidere Novicerne, som overvare Festen,
fem haabefulde Pigebørn — og hertil kommer Resten:
En Doctor og en Pensionist, Gudindens to Poeter,
og sluttelig — jeg selv tilsidst — en Saul iblandt Profeter.
Om Offer man ved denne Fest behøved ej at lede;
man offred sans façon Enhver, der ikke var tilstede.
Men værst af Alle gik det dog en stakkels lille Pige;
om hende vidste Hver og En de værste Ting at sige.
Hun var: forfængelig, coquet og snerpet og spidsfindig
extravagant og affecteert og yderlig letsindig;
og hendes Rygte, meente man, var i den største Fare —
.png)
„jeg mindes
vi har et Steenbrud tæt herved!“
Jeg meente just det Samme selv, og søgte at forsvare
det stakkels Barn. Jeg fordrede Beviserne i Sagen,
og det var Det, man vented paa, thi nu kom Alt for Dagen,
Alt hvad „Man siger“ og „Man troer“ og Alt hvad „Man
vil vide“,
Beviser, som en Advocat umuligt kan bestride.
Desuden var hun brødefuld, det tilstaaer jeg oprigtig —
thi hun var ung, og hun var smuk, og hun var uforsigtig.
Jeg synes derfor, bedre var at flye, end ilde fægte,
og jeg gav tabt, skjøndt nødig nok — det kan jeg ikke nægte.
„Ja hun er et forlorent Barn — det har hun været længe“;
saa sukked Tante, „men vi bør ej være altfor strenge!“
„Jo!“ svared Fruerne; thi de var strenge allesammen,
og Vestalinderne i Chor istemte strax et Amen.
„Naa,“ sagde jeg, „saa er hun dømt, den arme Synderinde!
Nu sattes kun den første Steen: men hvor er den
at finde?“
Det var et ubesindigt Ord og anbragt meget ilde.
Jeg angrede det ogsaa strax, men da var det for silde;
thi hele det vestalske Chor forsikkred mig i Vrede,
at, skjøndt de kjendte Skriftens Ord, de havde den tilrede!
Især var Frøken Sara strengt „Den Steen man sagtens
findes,
det har sandfærdig ingen Nød!“ „Nej,“ svared jeg, „jeg
mindes,
vi har et Steenbrud tæt herved!“ Men, som af Lynet truffet,
hun segnede paa Stolen ned, forvirret og forbluffet.
Alt Blod som ved et Trylleslag foer op i hendes Kinder,
og ligesaadan gik det med de andre Vestalinder,
de smaa Novicer — ja saagar de dydige Matroner,
de bleve Alle i et Nu saa røde som Pioner.
Den strenge Dommertone blev til en forvirret Stammen —
det var som Ordet „Steenbrud“ flux forstened Allesammen.
Tænk Allesammen, Store, Smaa, blev saa mærkværdig
tause! —
Ja, jeg har ofte grublet paa den Rødmen og den Pause.
See, Frøken Saras Rødmen kan jeg nok forstaae; men
Restens —
Nej, det gaaer over min Forstand og sikkert ind i —
Præstens.