Digte 1860/Paa Fredag
Paa Fredag.
Hele Verden kalder
Barndomstiden skjøn og blid —
Hu, den Barnealder
er en rædsom Tid!
Bøgor, Lectier, Skolegang,
Præk og Skjænd og Tvang —
Gud skee Lov! Jeg veed da,
at det snart en Ende faaer,
thi paa næste Fredag
er jeg fjorten Aar.
Kan der tænkes værre
Plage end at høre paa,
at en voxen Herre
kalder En: „den Smaa“?
Ja, der er saagar endnu
dem, der sige: „Du“
Sligt er jeg nu kjed af,
og, ved Gud, det siger jeg:
længer end til Fredag
taaler jeg det ej.
Andre conversere
jeg faaer aldrig talt et Ord,
og jeg veed dog Mere,
end de Fleste troer.
Vil jeg stundom tale med,
har jeg strax Fortred —
Synes De maaskee da
ikke det er Tyranni?
Men lad gaae! paa Fredag
saa er det forbi.
Tænk jeg var i Vinter
paa et Bal og klædt i Blaat.
og min Dragt var splinter-
ny og sad saa godt.
Men der inclincerte ej
fleer end Tre for mig!
Gud, hvor blev jeg vred, da
det var Drenge alle Tre —
Men pas paa! Paa Fredag
skal De bare see.
Til min Søster Dorthe
gjør jo alle Herrer Cour,
og naar hun er borte,
hvem staaer saa for Tour?
Tiden løber — tænk hvor rart:
Paaske kommer snart!
Jo vi skal da vel see da
Frøknen, som i Kirken staaer!
Gud skee Lov, paa Fredag
er jeg fjorten Aar!