Digte 1860/Noahs Belønning
Noahs Belønning.
(Frit efter Kopisch.)
Da Noah ud af Skuden gik,
et grumme stort Besøg han fik:
Der kom en Engel til hans Ark
og sagde: „Hør, Hr. Patriark!
har De et Ønske, saa siig til —
De kan forlange, hvad De vil.“
Da svared’ Noah: „Reent ud sagt:
Lidt flaut har Vandet altid smagt;
og med min Tørst var det forbi,
da Pakket druknede deri.
Min Bøn er derfor ganske kort:
Skaf mig lidt Vaadt af bedre Sort.“
Og Englen havde heldigviis
En Nøgle med til Paradis,
derfra han hented’ Noah strax
en Ranke af den bedste Slags,
og lærte ham ihast, hvordan
man bli’er en dygtig Viingaardsmand.
Nu tog Hr. Patriarken fat:
Han planted’ baade Dag og Nat,
han bygged’ sig en Kjælderhal
og gjorde Tønder uden Tal —
Snart Arken blev med Kjøl og Top
til Tøndestaver hugget op.
Og Noah var en hellig Mand:
Han smagte aldrig mere Vand.
Nej, til Guds Ære Gubben sad
og drak af Vinen Fad paa Fad
endnu tre fire hundred Aar,
før man ham lagde paa sin Baar.
See, derfor siger jeg med Grund,
at Druesaft er god og sund,
og dernæst, at en hellig Mand
bør aldrig spæde Viin med Vand.
Thi Vandet er profant, fordi
Alt Pakket druknede deri.