Digte 1860/Mette og Herremanden
En ny Kjærlighedsvise
om den dydige Mette og den pæne Herremand.
(Synges i sjællandsk Dialect.)
Kom nu og lad sætte os Allesammen ned,
Saa synger jeg om Mette og saa om Kjærlighed,
Om hvordan hun haandtered en fornem Ungersvend
Og hvordan de skal ha’ det, de pæne Herremænd.
See: Hun var Bondepige, og han var Herremand,
Men ellers var hun lige saa gjæv og god, som han.
Han gjorde Nar ad hende, og hun ad ham igjen,
Og saadan skal de ha’ det, de pæne Herremænd.
Han sagde: „Søde Mette, om Du gaaer hjem med mig,
Saa kan Du aldrig gjætte, hvad Godt jeg har til Dig.“
Hun svarte: „Ja, om Præsten Vil følge mig derhen,
For man tør inte troe dem, de pæne Herremænd.“
„Aa“, sa’e han, „hvorfor ska’ vi nu byde ham til Gjæst?
Vil Du som jeg, saa ka’ vi holde Brøllup uden Præst!“
Men Mette sa’: „Aa rejs Han …“ — Ja, nu har jeg
glemt hvorhen,
Og saadan skal de svares, de pæne Herremænd.
Men Junkeren var tradsig, han rejste ej som sagt.
Han blev blot meer kurradsig og tog et Kys med Magt.
Men lige med det Samme fik han En med venstre Hand,
Saa det svop’ og smald’ og kladsk’ i den pæne Herremand.
Det Svar var just det rette! med Taarer i sit Qværk
Han sagde: „Søde Mette, din Dyd er stor og stærk!
Mit Hjerte staaer i Flamme, mine Øren staae i Brand,
Vill Du ha’ mig, naa saa ta’ mig til Din pæne Ægtemand.“
Det kunde Mette bru’e, det var en anden Snak:
„Vil Han ha’ mig til Frue, ja saa skal Han ha’ Tak.
Vil Han elske mig oprigtig, skal jeg elske Ham igjen,
Jeg har altid holdt saa meget af de pæne Herremænd.“
Saa holdt de deres Brollup, Sikket Gilde — Hilledød!
De drak otte Tonder Øl op og en Mængde Viin og Mjød.
Saa blev Mette gjort til Frue blot for det, hun ga’ ham Den,
Jo, saadan skal de ha’ det, de pæne Herremænd!