Digte 1860/Hvordan Caveline gjorde sin Lykke
Hvordan Caveline gjorde sin Lykke.
(En kjøbenhavnsk Romance).
Det var en Aften paa Tivoli
endnu i Carstensens Dage,
der skulde være Fyrværkeri,
og det var netop tilbage;
vi stod og vented paa Herligheden,
da kom en Byge, og hele Glæden
blev strax til Vand.
Og Regnen strømmede ned fra Sky,
der blev en Jammer at høre;
min Hat var blegrød og ganske ny,
tænk blot — Hvad skulde jeg gjøre!
Og skilt fra Tante jeg blev i Vrimlen,
da kom en Herre, som sendt fra Himlen,
med Paraply.
Han var jo fremmed, men Herregud!
man veed at Nød bryder Love.
Han saa saa god og saa ærlig ud,
og Noget maa man jo vove,
og Den, der kjender de røde Hatte,
hvor lidt de taale, kan sagtens fatte,
at jeg blev glad.
Han sagde: „Jomfru, det er saa vaadt!“
Jeg svarte kort: „Ja det er’et.“
Han sagde: „Undskyld, jeg mener blot
at De faaer Tøjet fordær’et —
men maa jeg laane Dem Paraplyen,
saa kan De dog komme tør til Byen.
Tillader De!“
Men strax at takke, det syntes jeg
var ikke rigtig anstændigt,
og derfor svarte jeg ogsaa Nej,
saalænge det var nødvendigt;
men saa forsikkred han, at vi ha’de
just begge hjemme i samme Gade —
tænk, hvilket Held!
Paa Vejen talte vi op og ned;
om Vejret først det sig drejed,
men siden blev det om Kjærlighed,
og om saa gruelig meget;
og da saa efter den Passiar vi
kom hjem til Porten, saa, ja saa var’ vi
Forlovede.