Digte 1860/Gulddaasen
Gulddaasen.
Det timas myket i kongens gård,
som ej seijs for hans drengie.
Svensk Kæmpevise.
Der var engang en Mand,
og det en af de Største,
han var endogsaa Fyrste
derovre i vort Naboland,
og Manden hed Kong Carl Johan.
Om denne Mand og hans Bedrifter,
er der i Snak og Sang og Skrifter
fortalt saameget Ondt og Godt
og Smukt og Stygt og Stort og Smaat,
at Ingen veed til Punkt og Prikke,
hvad der er Sandhed eller ikke.
Snart faaer man hans Portrait at see
i Helgenglands og hvidt som Snee,
og snart man seer, hvorledes han
er afmalt à la Morian:
men da jeg holder lige lidt
af Djævlesort og Englehvidt,
saa troer jeg, at man nok saa godt
kan male ham med Graat i Graat —
— Ja saadan troer jeg, men ifald
min Mening støder Nogen, skal
jeg være rede til at tage
den strax tilbage;
og Det, jeg vil fortælle, kan
paa ingen Maade hindre;
det gjør ham ej til større Mand
og heller ej til mindre.
Det var en dejlig Sommerdag,
da Solen paa sin Trone sad,
og smilte ned til Land og Stad
med allernaadigst Velbehag —
og Skoven bar sin største Pragt,
sin nye grønne Galladragt,
broderet i moderne Smag
med Blomster baade for og bag —
og Søens Bølger havde skyndt
sig frem i deres bedste Pynt;
de havde nemlig Alle faa’t
en Uniform af Sølv og Blaat —
og Himlen var saa klar og høj,
og smaa og store Fugle fløj
i Luften om med fuld Musik —
og rundtomkring paa Marken fik
selv Gedebukke, Faar og Køer
sig en Svingom til Dagens Ære,
kort, Verden syntes ret at være
i sit fortrinligste Humeur.
Men netop naar den lille Verden
— den Verden nemlig, som bestaaer
af simple Folk og Køer og Faar —
er allerlykkeligst, saa er den
saakaldte store tidt beklemt
og ilde stemt.
Og ilde stemt var den just nu.
Det Var en Gru
at titte ind i Slottets Sale!
Den store Verdens Personale:
Ministre, Grever og Baroner
og selv de mindste Rangspersoner
med ganske smaa Decorationer
og ganske smalle Guldgaloner,
ja Tjenerskabets hele Flok,
fra Livlaquai og Overkok
ned til den yngste Functionair
i Staldetaten — kort: Enhver —
endogsaa Dyrene deroppe,
fra Marchalindens største Poppe
til Portnerfruens mindste Moppe —
tog sine Uvejrsminer paa
og skelede til hvem han saae,
men lod, som om han Ingen kjendte —
man kunde lige strax forstaae,
at der var noget Ondt ivente.
Nu spørge De mig sagtens om,
hvorfra der kom
slig Uro ind i Hoffets Atmosphære,
og hvilke stemme Ting, der var igjære?
Velan, saa hør:
Hans Majestæt behagede at være
i ondt Humeur;
og hertil, mener jeg, han kunde
som Konge have gode Grunde —
Husk bare paa:
hvormeget maa
et stakkels Menneske ej faae
at see og høre og bestille,
naar han er tvungen til at spille
Vorherres Rolle Nat og Dag,
og tage sig af Hvermands Sag,
og skaffe Hjelp for Millioner
uhjelpelige Smaapersoner,
der daglig storme mod hans Hal
med dumme Bønner Uden Tal —
Nok sagt: Kong Carl Johan var vred;
et Tordenvejr i Luften svæved;
og det var ej omsonst man bærved —
Hør nu, hvorledes det slog ned!
I dene Stund var Forgemakket
befolket — næstendeels bepakket —
med Folk af høist forskjellig Stand:
Her stod en Fuldblods-Adelsmand
og drejede sit bløde, tynde,
nyfødte Skjæg med arvet Ynde,
og der en spinkel Diplomat
sig snoede frem behændigt,
hist stod en smilende Prælat,
kulsort, men blot udvendigt;
hans Fromhed — den var vidt bekjendt:
hans Sind og Hu var stadig vendt
fra denne Jammerdals Elende
til Himlen og — et fedt Præbende;
her stod en pyntet Militair,
han har endnu et ubrugt Sværd,
men i hans Hjerte Modet ulmed,
og Brystet var med Kors besat,
og det var højt; man saa, det svulmed
af Kæmpekraft og — Silkevat;
og her og der, paa alle Kanter,
man saa en Flok Solicitanter,
hvis Huld kun altfor klarligt viste,
at de var Aar og Dag bespiste
med Haabets tarvelige Kost;
men troligt stode de paa Post
og tænkte paa den velbekjendte
Sentents: „Hvis Du har lært at vente …“
Men Naadens Time slog tilsidst.
En højvelbaarn Evangelist
med Stjerne paa sit Bryst og med
en Nøgle paa et andet Sted,
lod sig tilsyne og forkyndte
at Audiencen nu begyndte.
Den første Mand paa Listen var
en vis Baron, hvis Navn jeg har
forglemt. — Jeg tilstaaer Sagen ærligt!
Men da det her er uundværligt
og da min Saga kun er Skjæmt,
og da man kan saa grumme nemt
„gi’e ham et Navn og la’e ham løbe“,
saa vil jeg døbe
ham strax, og Navnet Gyllenstam
kan han vel bære uden Skam.
Altsaa Herr Baron Gyllenstam,
som Nummer Et paa Naadens Liste,
betraadte nok saa glad og let
det skjæbnesvangre Cabinet,
for Øjeblikkets Gunst at friste.
Han gjorde først en dyb og lang
ret underdanig Compliment,
og vilde saa i Ydmyghed
begynde paa en høj og bred
Parentation, som nok saa færdigt
han havde lært sig udenad;
men pludselig — tænk hvor mærkværdigt! —
hvert Ord ham fast i Halsen sad.
Dog, Alting har sin gode Grund —
selv det, at Herr Baronens Mund
gik saa forunderligt aflave.
Vi maae erindre: Carl Johan,
der var en usædvanlig Mand,
besad en usædvanlig Gave:
Han kunde sende Folk et Blik,
saa Sands og Samling reent forgik,
ja stod man ikke rigtig fast,
saa kunde det endogsaa hænde,
at man af sligt et Øjekast
blev seet aldeles overende.
Og det var just et saadant Blik
Baronen fik
i samme Stund, han aabned Munden,
og derfor var det ligefrem,
at den blev staaende paaklem,
mens Tungen laa, som lænkebunden,
og alle Tanker flygted væk ———
en saadan Skræk
er ikke just saa let forvunden.
Der stod den stakkels Gyllenstam
et Par Minutter stum og lam
som falden i magnetisk Dvale.
Omsider han sin Skræk betvang,
og prøvede for anden Gang
at tage Tilløb til en Tale;
han retted sig og sank sin Skræk,
.png)
slog ud med Haanden, sagde, „Hem!“
og „Hem!“ og „Hem“ igjen, men mere
var det umuligt at præstere
han sagde til sig selv: Vær kjæk!
og for at sætte sig i Tridt
han tog et Skridt
tilbage og et andet frem,
slog ud med Haanden, sagde: „Hem!“
og „Hem!“ og „Hem“ igjen, men Mere
var det umuligt at præstere.
Hans Kval var stor, hans Angst var svær;
men, hvad der ærgred ham især,
var dog det ynkelige Skjær,
hvorpaa hans Rethorik var strandet:
Han kunde Talen Ord til andet,
blot paa en lumpen Sætning nær,
og denne Sætning var tilfældigt
den første — Tænk blot hvor uheldigt!
Han gjennemsøgte hver en Vraa
i sin Erindrings Pulterkammer,
hver Lædike han eftersaa,
og var paa Nippet til at faae
sin Sætning fat, da — Skræk og Jammer! —
der lød et tordnende: „Hvad saa?“
Og strax derpaa et vældigt: „Naa —
tal ud!“ — og idetsamme fik
Baronen et af hine Blik,
der er det Samme for en svag
Person, som et electrisk Slag.
Det var som Døden gjennemfoer
hans hele Krop ved disse Ord;
og dertil dette Øjekast —!
Nu gik de sidste Kræfter tabte,
det var en dobbelt Overlast,
hvortil hans Nerver ej var skabte.
Først blev han hvid, faa blev han rød,
saa vakled han, men Kongen bød
ham jo at tale, og i panisk
Forfkrækkelse han lød mechanisk.
Men ak, hvad hjalp det Munden gik! —
Hvad hjælper alslags Mechanik,
naar Tanken først er løben fra os!
Hvert Ord blev stillet reent forkeert,
hver Sætning ynkelig spoleert,
den hele Tale blev et Chaos;
og nu var Kongen ilde stemt
til Fjas og Skjæmt,
og, da i Talens Løb Baronen
tog fejl og satte sig paa Tronen,
og tituleerte Fyrsten blot
„En stakkels ringe Undersaat,
der ikke var hans Naade værdig“ —
See, da var Majestæten færdig!
Da brast de allersidste Baand,
som holdt hans Heftighed tilbage:
Han gav ham med højstegen Haand
en allernaadigst Sandsekage.
Og Kongens Haand har altid havt
en magisk Kraft
Saasnart den rører ved os Stakler,
skeer der Mirakler.
Tre Slag af den — og En, To, Tre:
Paa Øjeblikket kan man see
den allerstørste Klodrian
forvandlet til en Adelsmand
Eet Slag af den — og strax paa Stunden
kom vor Baron til sine Fem.
Al hans Forvirring var forsvunden,
han indsaa, at det nu igrunden
var allerbedst at komme hjem;
og hurtigt samled han sit Med,
tog Afsted, bukkede og lod,
som Ingenting var foregaaet,
og gik med Det, han havde faaet.
I Forgemakket hvisted man —
Hvorom? Det vidste han vel ikke,
men Et og Andet troede han
at læse i de Flestes Blikke.
Imidlertid — han holdt sig kjæk.
og ingen Mine, intet Træk
forraadte hvad det burde skjule.
Nej, han beholdt sit glatte, hule,
officielle Hofmandssmil,
og passed paa
at Den, der saa
hans Ansigt, saa det en profil;
thi seet en face var Coloriten
nøjagtigt deelt paalangs i Midten:
Den venstre Side stod i Glød,
og blussed næsten purpurrød,
den højre bar endnu som før,
fin noble gustne Hofcouleur —
Det var en sær Decoration;
men vor Baron
bar den forsigtig til Karethen,
og haabed Ingen havde seet den.
Og nu foer Heftene afsted
og Vognen og Baronen med;
men neppe var han hjemme, førend
han smed sit søde Smil paa Døren,
og tog sit Hverdagsansigt paa.
Nu lod han sine Folk forstaae,
at han var stor, og de var smaa,
nu gav han selv de samme Scener,
som Kongen før — Det gik saa vidt,
at baade Staldkarl, Kudsk og Tjener
blev decoreert med Rødt og Hvidt. —
Derefter tog han sig en Luur,
men vaagned strax, gif ud at jage,
skjød fejl, kom ærgerlig tilbage,
drak saa Champagne, fandt den suur,
gav Audients, var tvær og trumpen,
skrev saa et Brev, flog Klat paa Klat,
svor paa, at Alting var besat,
og kaldte hele Verden lumpen,
forbanded Skjæbnen, Livet, Tiden,
drak Toddy først og Theevand siden;
men, da han nu til Slutning saa,
at Intet vilde slukke Sorgen,
saa tog han ind at svede paa,
og sov i Ro til næste Morgen.
Og Morgenstund
har Guld i Mund! —
Jeg troer, at Klokken knap var meer
end tre Qvarteer
til Elleve, da Hr. Baronen
med Velbehag slog Øjet op,
og følte sig til Sjæl og Krop
som luttret ved Transpirationen.
Nu stod han op, tog Slobrok paa
gik hen til Spejlet og besaa
sit mandige Physiognomi
en Stund deri;
og med en kjendelig Tilfredshed
kom han til Vished,
saavel om Formens Symetri
som om Couleurens Harmoni.
Og da han havde vendt og drejet
sig længe nok og overvejet
den hele Sag i Ro, han fandt,
at den igrunden var pikant,
men at der ikke her var Tale
selv om den ringeste Skandale.
Deels var det en privat Affaire —
var han tilfreds og Kungen med
kom den jo ingen Anden ved! —
Deels skadede den ei hans Ære;
thi det var Verden ubekjendt,
hvad der var hændt —
Deels stemte det med Hoffets Lære
og gammel adelig Logik,
at hvad en ærlig Ridder fik
i et fortroligt Øjeblik,
af slig en Haand, paa slig en Maade,
var at betragte som en Naade.
Og nu til Syvende og Sidst:
Blot Det, at være sig bevidst
at have staaet i saa nær
familiair
og ugeneert Berørelse
med Kongens hellige Person, —
alene det var vor Baron
fuldstændig Fyldestgjorelse.
Al Frygt og Daddel var han kvit,
med Heltemod og Helteskridt
han ind i Riddersalen gik,
og kastede et freidigt Blik
paa sine Ahner, som i lang
og broget Rad paa Væggen hang,
— Ja, det vil sige i Portraitter! —
„Glæd Eder Mænd fra svunden Old!“ —
udbrød han — „Eders Adelsskjold
og Ære er i god Behold
og jeg skal vogte dem for Pletter.
Jeg lover her …“ — Men midt i Talen
steg Tjeneren just ind i Salen;
en kongelig Laquai blev meldt,
og Hr. Baronen kaldt tilhove.
Nu taug naturligviis vor Helt,
og glemte, hvad han vilde love.
Han tænkte: Sidst var Kongen hed;
nu kan jeg slutte mig til Resten.
Var det da sært, at Hjertet gled,
med Permission at sige, ned
i dem, der bæres under Besten?
Var det vel heller sært, han led
ved Tanken paa den næste Scene?
Var det vel sært, at han blev hed
om Ørene — især det ene?
Nej, det var simpelt at forstaae.
Jeg vilde fundet det forklarligt
var han end ogsaa faldet paa,
at Pokker nu var løs skinbarligt.
Dog raisonneerte han som saa:
Tilhove vil jeg vistnok nødig,
men da jeg baade skal og maa,
er jo min Vilje overflødig.
„Hovbud er Lovbud“, har man sagt,
og hver en Adelsmand i Landet
bør holde disse Ord ved Magt.
— for Bondens Skyld, om ej for Andet!
Velan — skal end det Værste skee —
skal end i mig Alverden see
et Offer for Loyaliteten: —
Spænd alle Fire for Karethen!
Og hurtigt lød
man, hvad han bød.
Knap havde Tjeneren forføjet
sig bort med Ordren, før som sagt,
de fire Brune stod i Tøjet
og dandsede i lystig Takt,
Og Herren saa
man strax derpaa
i Galladragt
fra Top til Taa —
Vips! Op i Vognen med et Hop! —
Nu Døren i og Porten op —
og saa afsted i fuld Gallop!
Det gnistred under Hestesko,
det buldred over Møllebro,
og med en vældig Støvsky tæt
i Sporet, rulled Vognen let
ned ad det stejle Bakkehæld
igjennem Enge, Marker, Skove,
mens Hestetrav og Pidskesmæld
i Gjenlyd fløj fra Fjeld til Fjeld,
saa hver en Fugl med Støj og Spræld
foer op, og skreg: Gud frie os vel —
der kjørte en Baron tilhove!
Men oppe paa det høje Slot
var Veiret godt.
I hvert Physiognomi man læste
det inderligste Velbehag.
Man mærked strax, at Vinden blæste
just fra den bedste Kant idag. —
Sligt maatte vor Baron forstaae;
thi Hofmænd er Physiognomister.
Saasnart han blot i Afstand saa
de præsenterende Gardister,
udbrød han lettet: „Gud skee Lov!
nu veed jeg, hvad jeg har behov!“
Og Equipagen han forlod
med frejdigt Mod.
Han havde allerede sagt sig,
hvorledes Barometret stod,
og seet, at Stormen havde lagt sig.
Og snart han kom
til Vished om
Ufejlbarheden af sin Dom —
Gardistens Ansigt var sandfærdigt:
Det var mærkværdigt,
hvor naadig Kongen var idag.
Det syntes, som han fandt Behag,
i hvert et Ord, Baronen sagde,
og selv da denne forelagde
Hans Majestæt et nyt Project
af største Vægt
for Kongen, for hans hele Slægt,
for Land og Folk — kort for Enhver
og Baron Gyllenstam især,
saa laante Fyrsten naadigt Øre
og svarte: „Ja, det la’er sig høre.
Ialtfald — bedste Hr. Baron! —
saa har De nu min Protection,
og jeg skal see, hvad jeg kan gjøre!“ —
See, det var Ord at høre paa!
Men, da Baronen skulde gaae,
blev Kongens Naade først fuldstændig:
Han skjænkte ham højstegenhændig:
sit Billed en miniature,
indfattet i en smuk og dyr
Gulddaase, som paa alle Kanter
var velbesat med Diamanter.
En saadan Gunst, en saadan Ære,
en saadan Daase fremfor Alt,
var meer, end Manden kunde bære, —
det saa man strax paa hans Gestalt,
da han steg ud af Cabinettet.
Nu Var hans Blik mod Loftet rettet,
hans Sjæl var voxet, og hans Krop
var svulmet til en dobbel Drøjde,
hans Knebelsbart var strøget op,
og Næsen viste Poli-Højde,
ja, hver en Mine, hvert et Skridt
forraadte Lykkens Favorit!
Og det var ikke saa mærkværdigt;
thi Storhed var kun lidt bevendt
ifald man skjulte den blufærdigt,
Nej, man maa gjøre den bekjendt,
den maa betragtes, den maa æres,
den maa beundres, og især
maa den misundes; derfor bæres
den jo tilskue for Enhver.
Er ikke hver en Ridder kommen
til at begribe og forstaae,
at, selv om der er Plads i Lommen,
bør Korset bæres udenpaa —?
Jo ganske vist, og vor Baron
fandt det for sin Person
urimeligt og uforsvarligt
ja uforklarligt
og dumt, at det var ham formeent,
at bære et saa vel fortjent
og velvalgt Tegn paa Kongens Naade,
som Daasen, just paa samme Maade.
Et Hæderstegn, der altid laae
nedsænket i den mørke Vraa
der bagved i hans Kjolelomme,
var jo til liden Fryd og Fromme.
Det burde derfor frem at sees,
og da der netop stod en Kreds
af Hofmænd udenfor i Salen,
saa gav han sig i Snak med dem,
og vidste snart ved en beqvem
Anledning at faae drejet Talen
paa usædvanlig Fyrstegunst,
og siden var det ingen Konst
for slig en Diplomat at snoe
sig til sit lille Apropos:
Han fik sin Daase frem, og Alt
blev nu fortalt.
Dog gjorde han ej Tiden lang,
men afbrød selv: „Al denne Naade
og denne prægtige Præsent
er mig en uforklarlig Gaade!“
Men midt i Kredsen stod desværre
en gammel munter Kammerherre,
der kjendte lidt til Alleslags —
Han kunde løse Gaaden strax,
han svarte tørt: „Jeg synes Sagen
er klar som Dagen!
Det er jo altid velbekænkte
Præsenter, man fra Kongen faaer,
naar han idag en Daase skjænkte,
saa gav han sikkert Snuus igaar!“
Man loe — Baronen stemte i
og gav ej mindste Harm tilkjende;
men hans Courage var forbi —
og min Fortælling er tilende.