Digte 1860/Den jeg venter paa
Den jeg venter paa.
Siig mig, hvis De ellers kan,
hvordan jeg skal faae en Mand,
som er net —
det er slet
ikke saa aldeles let!
Vistnok har jeg havt en Flok
Friere; men — sælsomt nok! —
Alle, som
hidtil kom,
syntes jeg kun daarligt om,
Der var ikke Een, der saae
ud som Den, jeg vented paa.
Hans Gestalt
har jeg alt
tænkt mig — saadan halvt om halvt.
Ja, jeg skal beskrive Dem
hans Person og give Dem
et complet
ligt Portrait
Ak, det falder mig saa let,
altid for mit Blik han staaer:
høi og rank, med kulsert Haar,
kjæk Profil,
trodsigt Smiil,
Næsen lidt i romersk Still,
hvælvet Pande, stolt og fri,
Øjne med Melancholi,
Poesi,
Sværmeri
og en heel Deel Andet i
Mandigt Væsen, mandig Gang,
og en Røst som Harpeklang;
fra hans Mund
strømmer kun
Viid og Linie hver en Stund;
men forresten troer jeg ej,
har er nogen Engel — nej,
Gud skee Lov!
han har dog
ogsaa Feil til Huusbehov:
snart er han saa grum og mørk,
vild og hidsig, som en Tyrk,
snart saa tam,
som et Lam,
derpaa kan De kjende ham,
Møder De paa Deres Vei
slig en Mand, saa glem mig ej;
men maaskee
De kan see
baade een og to og tre;
gjør mig saa en eneste
lille bitte Tjeneste:
Spørg blot hver
En især,
om han er Miljonær,
Gi’er saa Nogen „Ja“ til Svar,
saa er hele Sagen klar,
Resten maa
gjerne gaae,
han er Den, jeg venter paa.