Digte 1860/De gyldne Dage
De gyldne Dage.
Ak, mindes Du endnu de glade Dage,
da vi som Byens skjønne Aander skred
fra Mini og til Pleisch og saa tilbage,
bestandig Øftergade op og ned.
Da havde hver en Dag sin egen Plage, —
Den Dag imorgen kom jo Ingen ved!
Nej, ned til Verden fra Cafeens Ruder
man smilte saligt som Olympens Guder.
Man leved flot og leved ugeneret,
var hjemme paa ethvert Conditori;
midt i Parquettet var man stationeret,
og man var Abonnent paa Tivoli,
og ude paa Alleenberg studered
man stadigt Folkelivets Poesi,
og saa hver Søndag gik det for det meste
til Bellevne paa Hippodromens Heste,
Ja hvor vi dreve! Vi havde vistnok bragt det
saa vidt som Guders Ætlinge kan naae.
Og de Philistre — hvor vi dem foragted,
hvor dybt vi ned paa deres Travlhed saae:
Dog deres Døttre naadigt vi betragted,
med ømme Blik husvaled vi de Smaa.
Et saadant Blik det maatte flux besvares,
vi var elskværdige — Ja Gud, bevares!
I os man saa to sande Cavallerer,
paa vore Handsker fandtes ingen Plet;
vi havde Skjæg, som Gardeofficerer,
og saa en Gjæld — Jo den var ganske net!
Jeg troer saamænd endnu der existerer
en lille Nest, ifald jeg husker ret!
Kun den og saa vort „Non“ staaer nu tilbage
fra hine gyldne, lykkelige Dage!