Det sorte Indien/22
Toogtyvende Kapitel.
Sagnet om den gamle Silfax.
Seks Maaneder efter de nys fortalte Begivenheder blev Harrys og Nellys Vielse, der var bleven afbrudt paa en saa forfærdelig Maade, fuldbyrdet i Coal-City's lille Kirke.
Efter at den ærværdige, gamle Præst havde lyst Velsignelsen over de unge Ægtefolk, vendte de tilbage til deres Hjem.
John Starr og Simon Ford, der nu vare befriede for enhver Bekymring, førte muntert an ved Bryllupsfesten, der fulgte umiddelbart oven paa Vielsen og varede ved lige til den næste Dag.
Ved denne mindeværdige Fest fandt Jack Ryan Lejlighed til, klædt i sin Uniform som skotsk Sækkepiber, paa een Gang at danse, synge og spille under hele Forsamlingens stormende Bifald.
Det er overflødigt at sige, at Harry og Nelly vare lykkelige.
Hvad Simon Ford, Ny-Aberfoyles Æresformand, angaar, saa følte han sig overbevist om, at han og Mary vilde komme til at opleve deres Guldbryllup. Dette var nemlig et af deres højeste Ønsker.
»Hvorfor ikke Guldbryllup een Gang til?« sagde Jack Ryan. »To Gange halvtredsindstyve Aar vilde da ikke være noget at tale om for Dem, Hr. Ford.«
»Du har Ret, min Søn,« svarede den gamle Formand roligt. »Hvad mærkeligt vilde der vel være i, om man i Ny-Aberfoyle's Klima, der aldeles ikke kender til Oververdenens raa Vejrforandringer, naaede at blive et Par Hundrede Aar gammel?«
Om Coal-City's Indbyggere virkelig skulle komme til at overvære denne anden Højtidelighed — det vil Fremtiden vise.
I ethvert Tilfælde viste det sig jo, at en Fugl, gamle Silfax's Harfang, her opnaaede en usædvanlig høj Alder.
Den blev ved at kredse om under de mørke Hvælvinger. Men nogle Dage efter Oldingens Død fløj den bort, uagtet Nelly havde gjort alt for at holde den tilbage.
Foruden at den aabenbart, ligesom dens tidligere Herre, ikke holdt af Menneskeselskab, syntes det ogsaa, som om den endnu stadig nærede et særligt Had til Harry. Den skinsyge Fugl har vel stadig i ham set den, der røvede Nelly, og hvem den paa Farten op gennem Klippetragten forgæves havde søgt at fravriste hans Bytte.
Senere saa' Nelly kun Harfangen fra Tid til anden svinge i store Kredse hen over Malcolmsøen.
Var det mon for at gense sin fordums Veninde? Eller mon den med sine skarpe Øjne vilde trænge til Bunds i den Afgrund, hvori Silfax havde styrtet sig?
Begge Anskuelser fandt deres Tilhængere; Harfangen vedblev at leve i Sagnene og gav Jack Ryan Stof til mangen en eventyrlig Fortælling.
Takket være denne livsglade Fyr synger man endnu i Skotlands Dale Sagnet om Aberfoyle-Værket's tidligere Pønitent, den gamle Silfax, og hans Fugl.
