Det sorte Indien/18
Attende Kapitel.
En mærkelig Tildragelse.
Med Nelly i sine Arme steg Harry, fulgt af John Starr og Jack Ryan, atter ned af Arthur-Seat's Skraaninger. Det var Hensigten, efter nogle Timers Ro og efter at have indtaget en styrkende Frokost i et Hotel, at ende Udflugten med en Fodtur gennem Søernes skønne Land.
Nelly havde snart genvundet sine Kræfter. Nu kunde hun, uden at det generede hende, holde sine Øjne helt aabne og lade sine Lunger i dybe Aandedrag indsuge den oplivende, velgørende Luft. De grønne Træer, de brogede Planter, den blaa Himmel, kort sagt: alt udfoldede sin Farvepragt for hende.
Paa Jærnbanestationen steg hun og hendes Ledsagere ind i en Kupé og vare snart efter i Glasgow. Derefter gik de til Ro og laa den Nat i Hotellet.
Den næste Morgen tidlig tog de med Eksprestoget og befandt sig i Løbet af kort Tid ved den sydlige Ende af Lomondsøen.
»Det er Rob Roy's og Mac Gregor's Land!« sagde John Starr; den Egn, som Walter Scott har besunget saa poetisk. Du har ikke tidligere gjort Bekendtskab med disse Landskaber, Jack?
»Jeg kender dem kun af de talrige Sange, som taler om dem, Hr. Starr,« svarede Jack Ryan, »og naar et Land bliver besunget saa meget, maa det vel være skønt.«
»Det er det sandelig ogsaa,« forsikrede Ingeniøren, »og vor kære Nelly vil herfra kunne bringe de smukkeste Minder hjem med sig.«
»Med en Fører som Dem, Hr. Starr,« bemærkede Harry, »er vi dobbelt heldig stillede; thi jeg haaber da, De vil fortælle os Landets Historie, medens vi betragter de forskellige Egne af det.«
»Gerne,« lovede Ingeniøren, »for saa vidt min Hukommelse slaar til, — men kun paa den Betingelse, at den lystige Jack kommer mig til Hjælp. Bliver jeg træt af at fortælle, saa maa han synge.«
»Det behøver De ikke at bede mig om to Gange,« svarede Jack øjeblikkelig og istemmede nogle muntre Strofer.
Toget passerede Dumbarton, hvis Slot har en højst malerisk Beliggenhed paa Toppene af to høje Basaltklipper.
Dumbarton ligger paa det Sted, hvor Clyde og Leven flyde sammen. Her mindede John Starr sine Ledsagere om forskellige Begivenheder af Maria Stuarts Historie. Fra denne Borg afrejste hun til Frankrig for at ægte Frants den Anden og blive Dronning af Frankrig. Her havde den engelske Minister i 1815 haft i Sinde at sætte Napoleon i Fangenskab; men tilsidst blev Øen St. Helena foretrukket for dette Slot, og Englands Fange kom derfor til at henleve Resten af sine Dage paa hin ensomme Klippe i Atlanterhavet.
Kort efter standsede Toget i Balloch nær ved et Bolværk, som førte ned til Søen.
Der laa en Dampbaad, som bar Navnet »Sinclair«, og ventede paa at modtage de Turister, som i stort Antal plejede at besøge den skønne Sø. Nelly og hendes Selskab indskibede sig her og tog Billetter til Inversnaid, der ligger ved den nordlige Ende af Lomond.
Dagen begyndte med smukt Solskinsvejr, som i Dag sejrrig fortrængte de brittiske Taager, der ofte plejer at formørke det. Selv ikke de mindste Enkeltheder i det Landskab, som her lidt efter lidt paa en Strækning af henved en halv Snes Mil ruller sig op for den rejsendes Øjne, kunde undgaa Sinclair-Passagerernes Blik. Nelly havde tilligemed John Starr og Harry taget Plads paa Agterdækket og glædede sig med hele sin modtagelige Sjæl over den overordentlige poetiske Ynde, med hvilken dette Skotlands Landskab i saa høj Grad er forlenet.
Jack Ryan gik op og ned ad Dækket og rettede utrættelig det ene Spørgsmaal efter det andet til Ingeniøren, som iøvrigt langt fra behøvede nogen Opfordring for at fortælle, og som, alt eftersom de mere og mere saa' Landet ligge udstrakt for deres Blik, paapegede dets Skønhed og beskrev dets Fortidsminder med en saadan Varme, som kun en ivrig Beundrer kan gøre det.
Først traadte den Mængde smaa Øer frem, der ligge saaede omkring i Lomondsøen. »Sinclair« berørte næsten deres stejle Bredder.
»Se, Nelly,« begyndte Ingeniøren, »enhver af disse Øer har sit Sagn- og maaske sin Folkesang, ligesom Bjergene, der taarner sig op rundt omkring Søen.«
»Ved De, Hr. Starr,« sagde Harry, »hvad denne Del af Lomondsøen i høj Grad minder mig om? — Om de tusinde Øer i Ontariesøen, som Cooper beskriver saa vidunderligt. Du, kære Nelly, maa lige saa vel som jeg kunne føle denne Lighed; thi det er jo kun ganske kort Tid siden, at jeg sammen med dig læste Coopers Roman«.
»Ja, du har Ret, Harry,«. svarede den unge Pige, »dette her er ganske det samme Billede!«
»Ja,« sagde Ingeniøren, »jeg kender ikke Ontariesøens tusinde Øer, Harry, men jeg betvivler, at de yder et saa yndigt og afvekslende Syn som dette Lomonds Øhav, vi her har for Øje. Betragt blot dette Landskab! Der ligger Øen Murray med sit ældgamle Slot, her har vi Øerne Clar, Cro, Torr og hvad de hedder alle sammen; nogle er klipperige og vilde og har ikke Spor af Plantevækst, andre er prydede med det frodigste grønt. Her møder Øjet mørke Lærketræer og hvidstammede Birke, der guldagtigt, halvhentørret Lyng. Dér begynder vore ægte skotske Bjergegne. De Ruiner, som du ser der, hører til et tidligere Nonnekloster, og hine spredte Grave dækker over Levningerne af lige saa mange Medlemmer af Familien Mac Gregor, hvis Navn endnu ofte nævnes i hele Omegnen.«
»Ja, paa Grund af det meget Blod, som denne Familie udgød,« bemærkede Harry.
»Du har Ret,« svarede John Starr; »desværre maa man indrømme, at den Navnkundighed, som vindes paa Valpladsen, stedse er den, der holder sig længst. Saadanne Fortællinger om Kampe forplanter sig gennem mange Menneskealdre…«
»Og bliver endog forevigede i Folkesangene,« føjede Jack til.
Til Bekræftelse af sine Ord istemte han øjeblikkelig første Vers af en gammel Krigssang, som forherligede de Heltebedrifter, Alexander Mac Gregor havde udført.
Nelly lyttede opmærksomt til; men disse Sange om tidligere Tiders Fejder gjorde kun et sørgmodigt Indtryk paa hende. Hvorfor skulde der udgydes saa meget Blod paa disse Marker, som dog forekom den unge Pige saa store, at de kunde lade alle faa Rum og Plads nok.
Snart efter nærmede man sig Bjerget Ben-Lomond, som rager omtrent tre Tusind Fod op over Søens Overflade.
»Aa, se det dejlige Bjerg!« udbrød Nelly, »hvor dog Udsigten fra Toppen deroppe maa være smuk!«
»Ja,« sagde John Starr, »se blot, hvor stolt denne Bjergtop knejser over den Krans af Ege, Birke og Lærketræer, der omgiver dens Fod. Fra dens Top har man fri Udsigt over de to Tredjedele af vort gamle Kaledonien.«
Ben-Lomond, den største Højde i Crampian-Bjergene, fortjener tilfulde at besynges af den store skotske Romandigter. Ganske vist gives der, som Ingeniøren bemærkede, langt højere Bjerge, hvis Toppe ere bedækkede med evig Sne, men der findes næppe nogetsteds i Verden noget mere romantisk.«
Imidlertid ankom »Sinclair« til Tarbet, en Landsby paa den modsatte Bred af Søen, hvor de Passagerer, som agtede sig til Inverray, gik i Land. Set herfra viste Ben-Lomond sig i hele sin Skønhed. Dets Sider, der vare gennemfurede af Bjergstrømmenes Lejer, glimredei Solen ligesom smeltende Sølv.
Jo mere »Sinclair« nærmede sig Foden af Bjerget, desto vildere og mere romantisk blev Landskabet. Kun hist og her fandtes nogle Træer, hvoriblandt enkelte af disse Piletræer, hvis tyndeste Grene i fordums Dage brugtes som Strikker til at hænge Folk i.
»For at spare Hampereb,« forklarede John Starr. Imod Nord blev Søen smallere og smallere, idet Bjergene nærmede sig mere og mere til hinanden. Endelig forenede begge Bredderne sig, og »Sinclair« lagde bi ved Inversnaid.
Medens Frokosten blev tillavet, besøgte Nelly og hendes Ledsagere en Bjergstrøm, der i Nærheden af Landingsstedet fra en betydelig Højde styrtede sig ned i Søen. Over Bjergstrømmen førte en vaklende Bro, der var halvt indhyllet i Vandstøv. Herfra havde man Udsigt over en stor Del af Lomondsøen, paa hvilken den bortsejlende »Sinclair« nu kun viste sig som et lille sort Punkt.
Efter Frokosten vilde man begive sig hen til Katrinesøen. Flere Vogne stod til de rejsendes Disposition og frembød alle de Bekvemmeligheder, som udmærke de skotske Køretøjer.
Harry skaffede, saaledes som det var Skik og Brug, først Nelly en Plads paa Forsædet; derpaa tog han og hans Ledsagere Plads ved Siden af hende. En strunk Kusk i rødt Liberi greb Firspandstøjlerne i venstre Haand, og man begyndte nu Farten op ad Bjerget, følgende den omtalte Strøms bugtede Løb.
Vejen gik stejlt opad. Efterhaanden som den blev stejlere, syntes de omkringliggende Bjergtoppe at forandre Udseende. Det var, som om Bjergkæden hensides Søen voksede. Til venstre ragede Ben-Lomond op mod Himlen, saa de stejle Skraaninger paa Bjergets Nordside ret kunde tages i Øjesyn af de rejsende.
Det mellem Lomond- og Katrinesøen liggende Landskab havde en udpræget vild Karakter. Dalen, gennem hvilken de kørte, begyndte med smalle Kløfter, som strakte sig lige indtil Terrainsænkningen ved Aberfoyle.
Her hævede sig mørke, med Kisel isprængte Kalkklipper, som Tiden og Luften havde sammensmeltet til fast Cement. Elendige Hytter, der mere lignede lige fremme Huler, laa spredte hist og her.
Gennem en snæver Dal rullede Vognen videre ad en stærkt skraanende Vej, der førte til Katrinesøen.
Her laa en lille Damper, »Rob Roy«, fortøjet. Den skulde netop til at afgaa, og de rejsende maatte derfor skynde sig at gaa om Bord.
Paa Dækket sad en Højskotte, der, saa snart Skibet lagde fra Land, begyndte at spille paa en Sækkepibe, hvis klare Toner lød smukt. Han spillede en af disse simple, barnlig kønne Folkemelodier, som man skulde tro vare opstaaede ved at efterligne Vindens Susen, Bølgernes Skvulpen og Bladenes Hvisken.
Nu kom Jack Ryan rigtig i sit Es. Han kendte Sangen lige saa godt som sit Fadervor, det var den, der besynger de skotske Indsøer. Han skyndte sig at stemme i til Sækkepibens Akkompagnement og lod sin klare, velklingende Stemme lyde til det gamle Kaledoniens Pris.
Klokken var nu bleven tre om Eftermiddagen. Katrinesøens Østkyst begyndte at træde tydeligt frem. I en halv Fjerdingvejs Afstand saa' man allerede det snævre Indløb, i hvilket »Rob Roy« skulde ind for at landsætte de Passagerer, der agtede sig over Callander til Stirling.
Nelly var efterhaanden bleven temmelig træt ved den uafbrudte Aandsanspændelse, hvori den overvældende Mængde nye Indtryk havde holdt hende. Men nu greb Harry hendes Haand, og med et inderligt Blik saa' han den unge Pige ind i Øjnene, idet han sagde:
»Kære Nelly, om kort Tid er vi atter nede i vort mørke Kulværk! Er du vis paa, at du nu ikke vil føle Smerte ved Savnet af alle de Ting, som du har set her oppe i det fulde Dagslys?«
»Nej, Harry « svarede den unge Pige. »Jeg vil altid bevare Erindringen om det, men det er med ublandet Glæde og Tilfredshed, at jeg atter følger dig ned til vort kære Kulværk.
»Nelly«, spurgte Harry med stærkt bevæget Stemme, »vil du.... vil du være min Hustru?«
»Ja, Harry, det vil jeg«, svarede Nelly, idet hun saa' paa ham med sit rene, uskyldige Blik; »saafremt du da tror, at jeg vil kunne være dig…«
Nelly var midt i denne Sætning, i hvilken Afgørelsen af hele Harrys Fremtid laa, da der pludselig skete noget højst mærkeligt.
Skønt »Rob Roy« endnu befandt sig i nogen Afstand fra Kysten, fik den med ét et meget stærkt Stød. Skibets Køl borede sig fast i Bunden af Søen, og dets Maskine formaaede, uagtet man satte fuld Kraft paa, ikke at bringe det flot igen.
Den eneste Maade, paa hvilken man kunde forklare sig denne uventede Begivenhed, var, at den østlige Del af Katrinesøen næsten i Løbet af et Øjeblik maatte have udtømt sig, som om der pludselig havde aabnet sig en umaadelig Revne i dens Leje. Saaledes forholdt det sig i Virkeligheden ogsaa: inden faa Sekunders Forløb laa hele denne Del af Søen tør ligesom en meget flad Strandbred paa det Tidspunkt af Døgnet, da Ebben er stærkest. Saa godt som hele dens Vandmasse var forsvunden i Jordens Indre.
»Mine Venner,« udbrød John Starr, »nu holde Gud sin Haand over Ny-Aberfoyle!«