Det sorte Indien/11
Ellevte Kapitel.
„Ild-Heksene“.
Otte Dage efter disse Begivenheder bleve John Starrs Venner grebne af en stor Uro. Ingeniøren var forsvundet, uden at man saa sig i Stand til at opdage nogen rimelig Grund dertil. Ved Forespørgsel hos hans Tjener erfarede man vel, at han ved Newhaven var gaaet om Bord paa en Damper, og af Dampskibets Kaptajn fik man at vide, at han atter var gaaet i Land i Stirling; men fra dette Øjeblik savnede man enhversomhelst Oplysning om John Starr. Denne var jo i Simon Fords Brev bleven anmodet om at holde sit Besøg hemmeligt, og derfor havde han heller ikke omtalt Maalet for sin Rejse til nogen.
I Edinburgh talte man overalt om Ingeniørens uforklarlige Forsvinden. Præsidenten for »Det kgl. polytekniske Selakab«, Sir Elphiston, meddelte sine Kolleger Indholdet af det Brev, som John Starr kort før sin Afrejse havde sendt ham, og hvori han bad undskylde, at han ikke kunde komme til Stede ved Selskabets næste Møde. Nogle andre Personer fremkom med lignende Skrivelser. Alt dette beviste vel, at John Starr havde forladt Edinburgh, — og det vidste man allerede uden dem, men det gav ingensomhelst Oplysning om, hvorhen han havde begivet sig. En saadan pludselig og uforklarlig Forsvinden, der aldeles ikke stod i Overensstemmelse med John Starrs Karakter, maatte ikke alene være paafaldende, men selvfølgelig ogsaa virke mere og mere foruroligende, jo længere den varede.
Det vilde aldrig være faldet nogen af Ingeniørens Venner ind, at han kunde have begivet sig til Aberfoyles Kulværker. Man vidste, hvor lidt Lyst han havde til at gense den sørgeligt øde Skueplads for sin tidligere Virksomhed. Han havde aldrig sat sin Fod der, siden det sidste Stykke Kul blev bragt op til Dagens Lys. Da det nu viste sig, at han dog var gaaet i Land fra Damperen ved Stirlings Landingsplads, satte man nogle Undersøgelser i Gang paa dette Punkt, men desværre uden Resultat: intet Menneske i Grevskabet havde set noget til Ingeniøren.
Den eneste, der kunde have givet en nogenlunde tilfredsstillende Oplysning, var Jack Ryan, der jo havde mødt ham paa en Trappeafsats i Yarow-Skakten; men denne unge Mand arbejdede, som vi véd, paa en Forpagtergaard, der laa henved en halv Snes Mil derfra, og han havde naturligvis ikke Anelse om, at man i Edinburgh var urolig over John Starrs Forsvinden. Otte Dage efter hans Besøg i Dochart-Gruben vilde Jack Ryan ved Festen i Irvine have foredraget sine glade Sange lige saa godt og fornøjeligt som han saa ofte tidligere havde gjort, hvis ikke ogsaa han paa den Dag var bleven grebet af en vis Uro, om hvilken vi snart skulle fortælle videre. —
Ikke alene i Hovedstaden, men i hele Skotland var John Starr en saa bekendt og almindelig agtet Mand, at hans Forsvinden umuligt kunde gaa upaaagtet hen. Edinburghs Overborgmester og Byraad, Embedsmænd og Raadmænd, der næsten alle vare Ingeniørens gode Venner og bekendte, lod nu i Forening anstille omfattende Undersøgelser, og Udsendinge rejste af Sted til alle Egne af Landet for at eftersøge ham… frugtesløse Anstrengelser!
Der var nu ikke andet at gøre end at indrykke en Bekendtgørelse og et Signalement af John Starr i alle Landets mest læste Blade og saa rolig afvente, hvad det vilde føre til. Ængstelsen og Spændingen voksede Dag for Dag. Englands lærde Verden begyndte allerede at tro, at den ved et Ulykkestilfælde var bleven berøvet et af sine mest fremragende Medlemmer.
Medens Offenligheden var urolig for John Starr, var Jack Ryan ikke mindre bekymret for Harry. Den i Bladene indrykkede Bekendtgørelse angaaende Ingeniørens Forsvinden var ganske vist endnu ikke kommen Jack for Øje; men man vil erindre, at han, da han paa Vejen op af Yarow-Skakten mødte Harry, indbød denne til om otte Dage at komme til Festen i Irvine.
Harry havde modtaget Indbydelsen og udtrykkelig sagt, at han skulde nok komme, og Jack vidste, at hans tidligere Kammerat var en Mand, der holdt Ord: hvad han lovede, det var allerede saa godt som sket.
Ved Festen i Irvine syntes Jack, at alt var fuldendt, som det skulde være, — men — Harry Ford kom ikke. Jack var først nær ved at blive vred paa ham; thi hans Barndomsvens Udeblivelse gjorde det helt af med hans gode Humør, saa at de Sange, han foredrog, langt fra gjorde den stormende Lykke, som de plejede. Den brave Fyr var i høj Grad optaget af at spekulere paa, hvad Grunden vel kunde være til Harrys Udeblivelse, for han kunde jo sige sig selv, at det maatte være særdeles alvorlige Omstændigheder, der havde tvunget Harry til at bryde sit Løfte. Jack Ryan foresatte sig derfor at tage med Jærnbanen til Glasgow næste Dag, den 13de December, for derfra at begive sig til Dochart-Gruben. Denne Plan vilde han uden Tvivl ogsaa have udført, hvis der ikke i den mellemliggende Nat var indtruffet noget, som nær havde kostet ham Livet. —
Den lille Søstad Irvine, der tæller omtrent syv Tusind Indbyggere, ligger tæt ved Mundingen af Clyde ved en skarpt indskaaren Bugt paa den skotske Kyst. Havnen, der ligger godt beskyttet mod Vinden fra Havet, er forsynet med et mægtigt Fyrtaarn, saa at en kyndig Sømand altid kan finde sig til Rette i Farvandet der omkring. Skibbrud ere da ogsaa meget sjældne paa denne Kyst.
Naar en By har en vis historisk Fortid, kan man være sikker paa, at den ogsaa har nogle Ruiner af en eller anden gammel Borg.
I Skotland er det en almindelig Folketro, at alle Ruiner ere beboede af Spøgelser.
De ældste og tillige de berømteste Ruiner paa denne Kyststrækning vare paa denne Tid Ruinerne af et Slot, som bærer Navnet Dundonald-Castle.
Dette Slot havde i mange Aarhundreder staaet ubeboet og tomt og tjente nu — ifølge gammel Overtro — kun som Tilflugtssted for Aander og Spøgelser. Ingen Skotte besøgte nogensinde den høje Klippe, hvorpaa Slottet laa derude ved Havet. Af og til faldt vel en rejsende paa at ville tage de gamle Slotsruiner i Øjesyn paa nært Hold, men han maatte da se at finde Vej derud alene: ingen af Irvines Indbyggere vilde indlade sig paa at føre ham derhen. Dette skyldtes navnlig Fortællingerne om visse »Ild-Hekse«, som efter Sigende skulde gøre Slottet usikkert.
De mest overtroiske, deriblandt Jack Ryan, paastod bestemt, at de med deres egne Øjne havde set disse Væsener.
Sandheden var, at der fra Tid til anden saas lange Flammer, snart over de halvt sammenfaldne Mure, snart oppe i det Taarn, som rager op over Dundonald-Castles Ruiner.
Disse Flammer kunde maaske nok undertiden for dem, der var i Besiddelse af en livlig Indbildningskraft, synes at antage Form af menneskelignende Skikkelser; men en sund, fornuftig Undersøgelse vilde snart have kunnet paavise den naturlige Aarsag til disse Flammers Fremkomst.
»Ild-Heksene« havde i hele Egnen Ord for hyppig at aflægge Besøg i det gamle Slots Ruiner, hvor de især i mørke Nætter opførte deres vilde Danse.
Man kan let tænke sig, at disse sælsomme Væsener vare det staaende Samtaleemne ved Aftensammenkomsterne i Irvine. Jack Ryan havde et helt Lager af Historier om Ildheksene.
Heller ikke ved Irvine-Festen om Aftenen den 12te December, hvor der blev drukket Masser af Ale, Brandy og Whisky, undlod Jack Ryan at fortælle nogle af disse Krøniker, ganske vist til stor Fornøjelse for de aandeløst lyttende Tilhørere, men dog ogsaa til disses hemmelige Rædsel.
Denne Sammenkomst fandt Sted i en stor Lade, som laa nær ved Bredden af Bugten. Selskabet sad i en Rundkreds omkring den lystigt flammende Ild, der var antændt paa en mægtig Jærn-Trefod.
Udenfor var det et meget haardt Vejr. Tykke Taagemasser jog hen over Bølgerne, og man skimtede kun nu og da hvidtskummende Søer, som piskedes ind mod Kysten af en stiv Sydvestvind. I den bælgmørke Nat, hvor man ikke kunde øjne en eneste Stjerne paa Himlen, flød Jord, Himmel og Hav sammen i et uigennemtrængeligt Mørke, der naturligvis i højeste Grad vilde vanskeliggøre enhversomhelst Landing i Irvinebugten i Tilfælde af, at et Skib vilde vove sig derind eller blev drevet derind af den heftige Paalandsvind.
Irvines lille Havn er aldrig stærkt besøgt, i det mindste ikke af store Fartøjer. Større Damp- og Sejlskibe anløbe Land noget nordligere, naar de skulle ind i Clydebugten.
Denne Aften havde imidlertid en Fisker til sin store Forbavselse bemærket et Fartøj, som holdt lige ind mod Land, med Vinden lige agterind og alle Klude oppe.
Hvis det forfejlede Indløbet til Bugten, var der ikke paa noget andet Sted af den farlige, klippefulde Kyst nogen reddende Havn at ty ind til, og Skibet vilde da uden Tvivl være redningsløs fortabt.
Det i Laden forsamlede Selskab skulde netop, efter en sidste Sang af Jack Ryan, til at bryde op. Tilhørerne, hvis Hoveder vare ret fortumlede af Drikkevarer og Spøgelsehistorier, vare just i en saadan Sindsstemning, at de i paakommende Tilfælde vilde handle ganske efter deres Overtros Indskydelser.
Pludselig hørte man høje, ængstelige Raab udenfor. Jack Ryan standsede midt i sin Sang, og alle ilede ud af Laden.
Natten var mørk, sludfulde, kolde Byger fór piskende hen over Strandbredden.
Nogle Fiskere, som havde lænet sig op mod en Klippe for bedre at kunne byde Vinden Trods, raabte uafbrudt, saa højt de kunde.
Jack Ryan og hans Kammerater ilede til.
Raabene gjaldt imidlertid ikke dem, men et Skibsmandskab, der sikkert uden at ane det, løb lige i Fordærvelsens Svælg.
Nogle Kabellængder fra Bredden viste der sig en mørk Masse. At det var et Sejlskib saae af Lanternerne, en grøn paa Styrbords- og en rød paa Bagbordssiden — et Dampskib maatte desforuden have ført en hvid Lanterne i Toppen af Fokkemasten. Man kunde intet Øjeblik være i Tvivl om, at Skibet, der havde alle Sejl oppe, styrede lige ind paa Kysten.
»Et Skib i Nød!« raabte Jack Ryan.
»Ja,« svarede Fiskerne. »Selv om det nu vilde vende, kunde det ikke mere gøre det.«
»Men saa lad os dog give Signaler!« raabte én.
»Hvad for Signaler skulde det være?« svarede en Fisker. »I denne Storm vil det være aldeles umuligt at holde Ild i en Fakkel«.
Under denne korte Ordveksling raabte de andre stadig, saa højt de kunde, ud mod Skibet. Men hvorledes skulde man derude kunne høre deres Raab i et saadant Vejr? Skibets Besætning var paa Forhaand afskaaret fra enhver Mulighed for at kunne undgaa den truende Stranding.
»Men hvorfor styrer de dog ogsaa netop den Kurs?« spurgte en Sømand.
»De vil maaske med Vilje sætte sig paa Grund her,« mente en anden.
»Rimeligvis kender Kaptajnen altsaa ikke noget til Irvine-Fyret«, sagde Jack Ryan.
»Man skulde næsten ikke tro det«, svarede en Fisker. »Med mindre han har ladet sig forlede af disse…«
Fiskeren havde endnu ikke talt ud, før Jack Ryan lynsnart vendte sig om og udstødte et højt Skrig. Hans Kammerater vendte sig ligeledes og stirrede alle skrækslagne op mod Dundonald-Slottets Ruiner. Oppe paa Tinden af det gamle Taarn saas nogle mægtige Flammer blusse stærkt i den heftige Vind.
»Ildheksene!« raabte de overtroiske Skotter som med een Mund.
Der hørte i Sandhed en ikke ringe Indbildningskraft til, for at kunne se en menneskelignende Skikkelse i denne Flamme. Flagrende urolig som et af Vinden bevæget ildluende Flag, syntes den ofte at flyve bort fra Spidsen af Taarnet, som om den skulde slukkes, men greb stedse i næste Øjeblik atter fat med sin nederste, blaaligtlysende Del.
»Ildheksene!« gentog Fiskerne og de forskrækkede Landboere.
Nu var Sagen let at forklare: Skibet var aabenbart i Taagen kommet ud af sin Kurs og havde antaget denne Flamme for Irvine-Fyret. Det maatte have troet at befinde sig lige ud for det en halv Mils Vej nordligere liggende Indløb til Bugten, og sejlede derfor nu sin visse Undergang i Møde.
Hvad kunde man gøre til dets Redning? Var der overhovedet endnu Tid dertil? Maaske skulde man have ilet op til Ruinerne og, om muligt, have slukket Flammerne og derved forebygget al videre Forveksling af dem og Irvine-Fyret.
Men selv om det var klart for alle, at dette var den eneste Udvej, hvilken Skotte vilde vel saa have vovet at byde Ildheksene Trods?
Maaske Jack Ryan, thi han var en modig Natur, og hvor stærk hans Overtro end var, formaaede den dog ikke, naar det kom til Stykket, at undertrykke en ædlere Drift i ham.
For sent!
Et frygteligt Brag overdøvede for et Øjeblik Elementernes Rasen. Skibet var stødt paa Grund, dets Signallanterner slukkedes, det krængede om paa den ene Side og laa nu indeklemt mellem nogle Klipper.
Netop i dette Øjeblik forsvandt ved et højst mærkeligt Sammentræf den lange Flamme over Slottet, som om et stærkt Vindstød havde slukket den. Hav, Himmel og Strandbred var atter indhyllet i et uigennemtrængeligt Mørke.
Men tabte de overtroiske Skotter end Modet, naar de stod overfor en indbildt Fare, genvandt de det paa den anden Side straks, saa snart der virkelig var nogen alvorlig Fare paa Færde, og især naar det gjaldt at redde Menneskeliv. Saa formaaede de oprørte Bølger ikke at skræmme dem tilbage. De sikrede sig, saa vidt muligt, ved at binde Tove om Livet og styrtede sig derpaa i Søen for at bringe den forulykkede Skibsbesætning Hjælp.
Deres Vovestykke lykkedes! ganske vist ikke uden, at en og anden — og deriblandt Jack Ryan — blev alvorlig kvæstet ved at blive slynget imod Klipperne; men Skibets Kaptajn og Besætning, der betod af sotte Mand, bleve dog alle bragte velbeholdne i Land.
Skibet, den norske Brig »Motala«, der førte en Ladning Tømmer fra Norge, var bestemt til Glasgow. Det forholdt sig ganske rigtig saaledes, som man havde formodet, at Kaptajnen havde ladet sig narre af Flammen paa Slotstaarnet og havde styret lige ind paa Kysten i den Tro, at han kom ind i Clydebugten.
Af »Motala« svømmede snart kun nogle enkelte Vragstumper omkring, hvilke Brændingen fuldstændig sønderslog imod Klipperne.