Det haver så nyligen regnet

Det haver så nyligen regnet
Klik for at forstørre
Navn	Det haver så nyligen regnet
Forfatter	Johan Ottosen 1890
Komponist	Folkemelodi
Midi	Lyt her
Ogg	-
Lilypond	Se Lilypond koden
Noder for begynder-violin	Se her
Wikipedia-link	Det haver så nyligen regnet

Udgave fra 1890

Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.

Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, -
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.

Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror,
- viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.

Tidligere sønderjysk version ved Svend Grundtvig

Det haver så nyligen regnet,
og de træer, de dryppe endnu.
Hvasse vind, tjørnen stind har dig såret,
de har revet din kåbe itu.
Men trods regn og trods blæst
og trods storm af nordvest
stander jeg dig dog alle tider næst!

Jeg kan se på de øjne så klare,
at du haver for nyligen grædt.
Regn på kind, sorg i sind, hvasse tjørne
i dit hjerte så lyst og så let!
Hver en tåre på kind
som hver fryd i mit sind
haver du jo alene udi vold!

For din fod ved hvert fjed vil jeg sprede
hver en blomst, hvert et duftende blad,
hver en fugl fra sit skjul vil jeg kalde,
de skal kvæde og kvidre dig glad.
Lad dem blomstre i ly!
lad dem svæve ved sky!
de kan ej få min angest til at fly!

Nu i morgen, når solen står højest,
for din moder jeg stedes med bøn,
mæler blidt, spørger frit: Kære moder!
må jeg være din trofaste søn?
Se, det lysner i sky!
hør, det ringer fra by!
du er min, som for evig jeg er din!