Det gamle Apothek/2
II.
Kancelliraad Pramman tænkte flere Aar efter paa denne Sommerdag i Haven, naar han lagde sig til Hvile om Middagen eller om Aftenen. Thi han kunde ikke sove, før han havde sænket sig ned i noget rigtig Glad, noget rigtig Behageligt.
— Var jeg lige saa meget Digter, som jeg er en poetisk Natur, saa skulde jeg have lavet en Ode … en … Elegi … et Distikon … eller hvad Fanden de kalder det … jeg bryder mig ikke om Kategorier og Terminologier … Og … Vrøvl! … men saa skulde den Sommermiddag i Haven være bleven uforgængelig i mit kjære Fædrelands Literatur!
Der var ingen egentlig Strid mellem Fru Kamp og Kancelliraad Pramman angaaende Fannys Opdragelse. Naar Fru Kamp holdt igjen mod Apothekerens lyriske Apostrofer til sin Sønnedatter, blev Kancelliraad Pramman en moden Filosof og sagde:
— Det er et godt modererende Element mod min ungdommelige Begejstring. Syre og Base skal indgaa Forening. Jeg er lykkelig … og Fanny er og skal blive endnu lykkeligere. Og hvor er det rart, at Tanten kan være hendes Lærerinde indtil videre!… Saa bliver hun fri for Skolegang hos den Frøken Lorenzen … det Dyr, som er Grundtvigianer og endda skjæv i Ryggen! Uh, hvor det er mørsomt at grine ad Byfogdens og Postmesterens og Toldforvalterens Madamer, naar de med Bekymring spørger, om ikke Fanny skal i Skole? Hi, hi, hi! Lur den gamle Apotheker! Mesdames … hun skal komme i Skole. Og jeg skal gjøre en epokeagtig Skandale i dette Filisterhul … med Tiden. Gud ske Lov, at Vorherre … eller det Absolute … har givet mig Midler til at trodse hele Verden og Fanden og hans Oldemoder!
Han nikkede op mod Kastanietræernes tætte Kroner uden for Vinduerne. Han syntes, de nikkede igjen. Ja, der var en indre, en dyb Sammenhæng mellem Alt i det gamle Apothek. Det var en Verden for sig.
Da Fanny var mellem tolv og tretten Aar, sagde Fru Kamp en Dag til Apothekeren:
— Pramman … hvad bliver det til …? Jeg mener med Fannys Uddannelse. Skal hun til Kjøbenhavn i et Institut af første Rang?
Apothekeren blev misfornøjet, ja, han følte egenthg en Slags Forbitrelse koge i sig. Han havde tænkt paa, at det ikke længer kunde gaa, som det gik, i Morgentimerne, naar han var Alvorsmand; men Dagens stigende Sol og hans dermed stigende lette Humør havde stadig bragt ham til at opsætte at tage en Bestemmelse. Nu maatte, nu vilde han tage den. Thi Fru Kamp maatte paa ingen Maade komme ham i Forkjøbet. Han, Kancelliraad Pramman, var Herre i sit Hus og Familiens Chef. Som alle irresolute Mennesker samlede han brat sin Energi i Hidsighed og sagde: Imorgen tager jeg til V— (Latinskolebyen) — aftaler et Kursus med … fire … nej lad os hellere sige fem Adjunkter — og saa fra næste Maaneds Begyndelse tager Fanny hver Dag til V— med Morgentoget, læser tre Timer … saa kan hun være tilbage med Middagstoget … og … hun skal ogsaa lære Italiensk hos Adjunkt Købke.
— Skal vi ikke tage Tingen lidt roligere, Pramman?
— Nej, Energi, Energi, Energi! raabte Apothekeren.
— Ja, ja! Lad os prøve! … Men saa kommer jeg jo til at følge med … og …
— Tror Du, jeg er gjerrig, Agathe? Har Du nogensinde mærket smudsigt Fedteri hos mig?” Har jeg ikke Raad til at tage to Aarskort til anden Klasse paa Jernbanen?
— Men Huset?
— Saa tager vi en Husjomfru, kjære Agathe! Du er altfor betynget af huslige Forretninger. Det er mindre nobelt af mig, at jeg har ladet Dig rode i Kjøkken og Kjælder. Fra nu af er Du Fannys «instituteuse».
— «Institutrice», rettede Fruen.
— Ja vel, det mente jeg ogsaa: Det morer mig at tale galt Fransk for at drille Dig, Agathe. Hi, hi, hi.
— Men der er dog Betænkeligheder …
— Som ikke existerer for mig … mig, som hele mit Liv har sagt: Først Geni, saa Karakter! … Jeg siger Dig, Agathe, jeg taaler, jeg taaler ingen Indvendinger … Jeg gamle, stakkels Mand maa jo samle min Kraft, ene og forladt, som jeg er i Verden, siden min kjære Søn døde. Skaan mig for Modsigelse! Du véd, jeg kan ikke taale Modsigelse, Barn! Sæt, et apoplektisk Anfald ramte mig! Hvordan vilde I saa sidde i det allesammen?
Kancelliraad Pramman fik sin Villie sat igjennem. Fanny, ledsaget af Fru Kamp, tog hver Dag til Nabobyen, hvor Fanny blev oplært af Latinskolens Adjunkter.
De blev godt betalte i Forhold til den almindelige Markedspris for Undervisningstimer. Kancelliraad Pramman inviterede dem til gode Middage mindst en Søndag hver Maaned.
Fru Kamp fulgte Fanny fra Lærer til Lærer, og medens hendes Nièce fik Undervisning, holdt hun vedkommende Adjunkts Frue med Selskab. Kancelliraaden forsynede hende med den Chokolade, der behøvedes til at krydre disse Formiddagskonversationer med. Adjunkternes Fruer vare enige om, at Fru Kamp var sød, og at Fanny var sød. Hver Afsked i de forskjellige Huse var endeløse Kys, mange Kjæleord, og, naar Ferierne medførte en længere Skilsmisse, forhøjedes Afskedens Højtidelighed med Taarer og Forsikringer om evigt Venskab.
Det kunde hænde sig, at Fru Kamp var saa mæt af Kjærlighed og Venskab, at hun vrissede ad Fanny, naar Pigebarnet i Jernbanekoupeen vilde kysse hende — thi hun var ligefrem forfalden til Kys og Kjærtegn, trængte til at beruse sig i dem. Saa græd Fanny og paastod, at hende kunde Ingen lide. Men, naar hun kom hjem, gik hun i sig selv og sagde, at «Bedste» var den Eneste, som kunde lide hende.
Fanny lærte let og hurtig, uden at hun behøvede at være synderlig flittig. Der fordredes heller ikke strængt Arbejde af hende. Kancelliraad Pramman havde sagt til Overlærer Bonnesen, der var en Slags Forstander for Fannys Kursus:
— Gud fri mig for lærde Damer! Nej, en dannet Pige skal min Fanny være. Ikke et Gran af Sommerfuglestøvet paa … æ …
— He … hendes Psykevinge, supplerede Overlæreren.
— Ja vel, vedblev Apothekeren … ikke et Gran af det Støv maa opofres. En Kvindes skjønneste Pryd er Kvindelighed.
— Ægte Apothekerlogik … Tavtologi! sagde Overlæreren til sig selv, men til Kancelliraaden sagde han: Kancelliraaden har fuldkommen Ret.
Fanny lærte altsaa Tysk, Fransk, Engelsk, Historic og Geografi til Husbehov under frit udbrydende Spøg og Latter hos de Lærere, der havde Ungdommelighed nok til at gaa ind paa hendes barnagtig-ubevidste Koketteri, under tilbagetvungen Latter og Satire hos de Lærere, der fandt, at det stred mod deres Pligt at give en nogen som helst anden Rolle end den af sin pædagogiske Pligt dybt opfyldte Alvorsmands.
Thi for Fanny var Undervisningen en Leg som hendes Tagfat i Haven med Byens Honoratiores’s jævnaldrende Pigebørn og hendes Gyngen paa Havens Vippe eller «Bedstes» Fod.
Saaledes groede hun i Fryd og Gammen, værnet for ethvert ondsindet Vindpust fra uden og med «Bedste» som Skjærm mod hver Gnavenhed fra inden, det vil sige, fra Fru Kamp, som ikke kunde faa hende bibragt den mindste Sans for Livets Alvor. Den gamle Apotheker hviskede og tiskede i Krogene med sin Sønnedatter i Forbund mod hendes Tante. Bedstefader og Sønnedatter teede sig tit som to uvorne Tøse.
Fra Borneballerne og Undervisningen gled hun over i Konfirmationsforberedelsen. Hun lo ad den gamle Præst, men lærte Lektierne brillant til ham. Da hun gjorde Visit mellem Konfirmationen og Altergangen, græd den gamle Mand og kyssede hende paa Panden. Saa sød var hun! Hun bar Lykkens Segl under Pandehaaret.
Fanny fortsatte en Del af sin Sprogundervisning til sit 19de Aar.