Det gamle Apothek/18
XVIII.
Det var Pastor Brinckmanns første Skuffelse. Han var virkelig bedrøvet og skamfuld, da han kom tilbage til sin Hustru, som, syg af Sindsbevægelse, havde lagt sig til Sengs. Han standsede et højt Raab i Struben paa Sovekammerets Dørtærskel, thi Fanny laa stille og syntes at sove haardt.
Endnu stod det dækkede Bord og frøs i Spisestuen. Pastor Sofus Brinckmann frøs ogsaa. Han gik fra Stue til Stue uden at kunne blive varm. Hjemmet var lunet med Tæpper og Portièrer, Stolenes Rygge vare polstrede og havde tykt Fløjelsbetræk. Koldt var alligevel Alt; og det triste Dagslys var uden Evne til Leg og Spil paa de farvede Stoffer og det blanke Træ.
Han tog en Vinterfrakke paa og satte sig paa en Stol. Han kom til at græde og blev forundret over, at han var saa bedrøvet.
Han havde jo vundet den skjønne Kvinde, Maalet for hans romantisk luftige Drømme. Hun var jo hans ægteviede Hustru, hans lovmæssige Besiddelse. Og dog! Havde hun ikke været kold, da han var hedest? Det var slet ikke det, han havde ventet? Han begyndte at foremumle sig Noget om Kjødets Lyst og Øjnenes Hoffærdighed, men blev undselig ved de Minder, der begyndte at overdøve de bibelske Ord. Derfor sprang han bort fra dem over i andre Tanker.
Han havde jo dog tidlig naaet sit Livs Maal og høstet Løn for sin Flid. Begejstret var han gaaet til sin Gjerning, han mente jo alle Mennesker det godt. Han havde begyndt med at besøge en Koppesyg, havde vovet sit Liv og et Liv til, der . . ja . . det var ham . . jo, det var ham virkelig kjærere end hans eget; han vilde give de fattige Mennesker det Bedste, han ejede . . det, som stod paa Bordet derinde, og Spot havde mødt ham … og han maatte give Spotteren Ret.
Han stirrede ud i et stort tomt Rum, som slugte hans gode Villie, hans ideale Begejstring. Han havde jo hidtil bestandig været begejstret. F. Ex., hvor var han bleven begejstret, da han saâ det skjønne Hjem, man havde beredt ham. Og nu laa det koldt og skummelt. For første Gang i sit Liv følte han sig dybt ulykkelig, og han kunde ikke holde ud at være ulykkelig. Han turde og burde ikke være uartig mod Vorherre, men paa forkjælede Børns Vis maatte han være uartig mod Nogen, naar Noget gik ham imod.
Det gik ud over «Tilværelsen». Sofus Brinckmann blev enig med sig selv om, at den var nederdrægtig. Han satte sig snart paa én, snart paa en anden Stol. Aa — de kjønne fløjelsbetrukne Stole! Fløjel! Fløjel! Mon han dog ikke var den eneste Kapellan paa Sjælland, som havde Fløjelsbetræk paa Stolene? Mon dog Tilværcelsen var saa nederdrægtig?
Se, hvor det livner udenfor? Skyerne skilles. Et hvidt Mellemrum øjnes deroppe. Aa, det lysner en lille Smule! Det opslaaede Fortepianos Klaviatur faar sin Del deraf. Klaveret!
Sofus Brinckmann løb fra Fløjelssædet paa Rygstolen hen til det rygløse Fløjelssæde paa Klavertaburetten, slog an og sang:
Du, som har Sorg i Sinde,
gak ud i Mark og Lund,
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund.
Han sang sig ind i «Hjortens Flugt» gjennem Skovene, sang sig over Hindringerne og kom til det Resultat, at han burde være en lykkelig Mand.
Da han havde sunget Chr. Winthers Romance igjennem, følte han, at han, Sofus Brinckmann, havde overvundet værre Hindringer end Hjorten paa Flugten. Han havde været i et koppebefængt Hus. Han blev igjen bange for at have Smitten i Kroppen. Men nej … hvorfor skulde Smitten angribe en Præst mere end en Læge, Aandens Læge fremfor Legemets Læge?
Sofus Brinckmann vilde være glad, vilde finde Tilværelsen harmonisk … Fanny! Der laa hun inde! Aa, hun kom sig nok og vilde mindes Ringspillet, Mødet i Havens Udkant, sin unge opvaagnende Elskovs Romantik … jo, det maatte hun. Hans letnemme Hukommelse for Melodier bragte ham til at nynne udenfor Sovekammerdøren:
Opp Amaryllis! Vakna min lilla!
Vädret är stilla,
Luften sval.
Regnbågen prålar
Med sina strålar,
Randiga målar
Skog och dal.
Amaryllis, lät mig utan våda
I Neptuni famn dig fred bebåda!
Sömnens gud får icke mera råda
I dina ögon, i suckar och tal!
Hans Sangstemme var kjøn ligesom hans Talestemme, det kunde han selv høre, og, ligesom han ubevidst kom til at græde over sin Talestemmes Lyd lige saa meget eller mere end over Indholdet, naar han prædikede, saa satte Klangen af hans Sangstemme ham i Humør, beroligede ham, stemte ham i Harmoni med Tilværelsen i det Hele, saa han blev human og fuld af sund Fornuft og samtidig aaben for alskens Indtryk.
Da hans bellmanske Serenade ikke lod til at gjøre noget Indtryk inde i Sovekamret, hvorfra ikke en Lyd hørtes, blev den halv uheldige Ægtemand-Elsker ikke fortvivlet. Nej han fandt det meget fornuftigt, at hans Hustru maatte hvile sig efter en Tur som den, hun havde gjort. Den kjære Fanny! Ja, han maatte takke Gud, som ene havde kunnet give hende Mod til dette Besøg. Det var dog egentlig en Heltegjerning baade fra hans og Fannys Side. Ja, hvorfor skulde der «evig sjunges om Spartaner, der gjorde Fjenden Passet trangt?»
Sofus Brinckmann gik hen i et Vindue og takkede Gud, der havde indblæst ham og Fanny Heltemodet.
Pastor Sørensen var egentlig ogsaa en rar Mand. Herregud! Alderen gjør os alle noget prosaiske. Der var dog en mild Livsvisdom, en elskværdig Ironi i hans Protest mod at sende Strasburger Gaaseleverpostejer til Jens Knudsen. Verden var dog viselig indrettet. Den gamle Præsts Besindighed og den unge Kapellans Begejstring maatte kunne frembringe en Harmoni, der kom Sognet til Gode.
Se, hvor Solen vandt Sejr derude! En bred, hvidt straalende Lysvej midt paa Himlen! Paa hver Side de graablaa Skyer med revne Rande! Fra dem løsrev der sig hvert Øjeblik flossede Fnug, som muntert svømmede ud i den blinkende Lysstrøm og opløste flød hen i den.
Det store flade Landskab laa nu klart for, med hvide Huse, med rankt opstruttende Trægrupper, med Firkanter af den lave blaagrønne Vintersæd, med kjørende Vogne spredte paa alle Veje — de løftede sig saa kjønt op med Omrids saa skarpe som udskaarne Silhouetter. Levende og dog lydløse bevægede de sig, idealiserede af Lyset og Afstanden. De hvide Kirketaarne, aa, de hvide Kirketaarne! Sofus Brinckmann kunde tælle en syv, otte Stykker fra sit Vindue. Hans Takkeben bredte sig fra det Individuelle til det Almene. Den blev til Jubel over, at han levede i et kristeligt Land.
Ja, her var Noget at virke. Han lovede Gud og sig selv, at han skulde virke med Begejstring, prædike Ordet, besøge Syge, Enker og Faderløse.
Han løb over til Skolelæreren og fik en Liste opskrevet paa en Del af den Slags Existenser i Sognet.
Da han kom hjem, lyttede han ved Sovekammerdøren. Intet hørtes. Han velsignede sin Fannys søde Søvn, mens de fjerne Kirkeklokkers Klang sagte spillede om hans Øren.