C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu/5 116-135

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


X.

Vismann følte sig et Øjeblik iskold og dødningerolig, efterat hans Principal havde forladt ham i bengalsk Belysning. Han forundrede sig i samme Øjeblik over sig selv, over, at han hverken mærkede stingende Smerte eller flammende Vrede, bebrejdede sig selv, at han var saa dvask, saa lidenskabsløs.

Saa overvældedes han af den Fornemmelse, at han var en stakkels, fattig Fyr. Fra hvilken Hule var han gaaet ud? Bødkerværkstedet, den mørke Stue til Gaarden, Faderens, Moderens og tre Børns Opholds- og Soverum, stram Lugt af Træ, indelukket, usund Stank af Kaal eller sveden Mælk, Sengelugt, Urenlighed . . uh! Han havde som Barn kunnet lugte Apotheket over paa det modsatte Fortov. sSaadan maatte der lugte i Himmerige, syntes han den Gang. Og ved et Vidunder var han bleven løftet op i hin ambrosiske Atmosfære, da han blev Discipel paa Apotheket.

Hans yngre Broder var død af Kjertelsyge; hans ældre Søster var bleven Moder uden for Ægteskabet med en tysk Bogtrykkersvend, var løbet fra Hjemmet, og Ingen havde senere hørt Noget til hende. Hvad han selv, Frederik Vismann, var bleven til, skyldte han gode Menneskers, nærmest Kancelliraad Prammans Godgjørenhed.

Men han havde jo dog selv stræbt ud over, hvad han havde læst til farmacevtisk Examen. Burde han have gjort det? Var det at være Cand. pharm. ikke for ham som for Fiskekonen i Æventyret at blive Pave? Var det større Ønske om at komme videre, om at forstaa det store Aandsliv ikke blevet for ham, hvad Ønsket om at blive «den kjære Gud» blev for Fiskerkonen, det Ønske, som slyngede hende i Muddergrøften igjen?

Det var nu to Aar siden, han var bleven farmacevtisk Kandidat. Da syntes han, han var et ret dannet Menneske. Men, da han var kommen tilbage til Apotheket og Gang efter Gang i Læseselskabet havde hørt Kaptejn Frick til Borgerskabets store Beundring tale snart om de forskjellige geologiske Perioder, snart om Byron og Heine, snart om Forholdet mellem Hansestæderne og de første Oldenborgere, snart om S. Kierkegaard og Forholdet mellem Tro og Viden, og i den sidste Samtale sætte to Seminarister, Frederik Vismanns forrige Lærere i Byens Realskole, rent til Vægs, ja da havde Frederik Vismann hver Dag følt et Stik af Kundskabsbraadden. Som mange sky og ubehjælpsomme Ærgjerrigheder satte han sin Mentor Kaptejnen under skarp kritisk Kikkertkontrol. Han opdagede snart, at Kaptejnen egentlig ikke forstod noget andet nyere Sprog end Tysk, at han var en Modstander af de nyere Literaturbevægelser herhjemme, og at han var stærkt paa Nakken af, hvad han kaldte fransk Væsen.

Gjennem Byens Lejebibliothek fik Farmacevten fat paa nogle nyere Digterværker og kritiske Arbejder. De tiltalte ham egentlig ikke. Men han vilde nok kjende dem. Han kom til det Resultat, at det var fornødent at kunne Fransk, naar man vilde være med i Nutidens Kulturstrøm. Han vilde desuden nok have det forud for hin militære Docent, hvis tavse Tilhører han var i Læseselskabet. Fra Skolen havde han kun elendige Brokker. Om Natten stjal han sig til at læse en fransk Grammatik; han kjøbte et brugt Exemplar af Borrings «Études littéraires», ved Hjælp af en Tauchnitzer-Lommeordbog hutlede han sig gjennem det Udvalg af Montesquieus «Lettres persanes», som findes i hin Skolebog, og det var han et halvt Aar om. Han kom tidt til at gjentage den latinske Brokke: «Ars est longa, sed vita est brevis», opgav Fransken som uoverkommelig, tog fat paa S. Kierkegaard; og han gav ham lige saa mange Nødder at knække. Men det Uforstaaede i den evig spillende Dialektik blev ved at lokke ham. Han anede, at det var Umagen værd at bore sig ind til Tankekjærnen, han sled derfor som en Orm i Skallen.

Og han havde en Musa, fjern og uopnaaelig, skjønt han saâ hende hver Dag fra Foraarets Begyndelse færdes i Haven, naar han arbejdede i Laboratoriet. De fine Lemmers vævre Bevægelser, Solens Leg paa det rige Haar, Latterens Sølvklokketoner betog ham først. Saa fantaserede han ind i hende alle skjønne og store Egenskaber: kvindelig Blyhed og Ømhed, Sans for alt Stort i Liv og i Tanke; hans Hjerte kom i Bevægelse, naar han hørte hendes Klaverspil lyde i det Fjerne; han elskede — ulykkelig, det vidste han — men det var en vellystig Smerte. Den eggede ham til selv at stige op mod den Højde, hvor han forudsatte, at hun stod.

Efter langvarig Frygt og Bæven listede han sin første Buket ind til hende gjennem Stupigen, som han bestak med to Kroner om Maaneden til at fortsætte denne daglige Bekransning af Fannys Serviet. Siden havde Kaptejn Frick hjulpet ham og sagt: «Hæng i!»

Aldrig havde han nævnet et Ord om sin søde Smerte, før nu i Aften. Men Apothekeren havde stukket en Naal i den modne Drue, og Saften var sprøjtet ud til alle Sider.

Pludselig, da denne lange Defilering af Minder var ophørt, mærkede han, at han nu laa forslaaet under sit nedstyrtede Fantasitempels Ruiner. Hans rugende, grublende Ro svingede hastig over i en tærende Sjæleangest.

Han syntes, han havde begaaet en Helligbrøde, en Vanhelligelse af det ubesmittede Madonnabillede i sin Sjæls Helligdom ved at trække Sløret bort for profane Øjne. Aldrig før i Aften havde han nævnet Fannys Navn højt. Det havde mistet sin fuldlødige musikalske Klang for hans Øre.

Det ringede paa Apothekets Dør ude fra Gaden. Det gav et Choc i Laboranten, som om han blev kastet ned paa Hovedet i koldt Vand. Men den kvægende Klarhed fulgte ogsaa strax derpaa. Han saâ sig om. Der var dog en anden Verden end Minde- og Taageverdenen, de fængslede Taarers, de vingeløse Længslers Verden i hans Indre.

Han gik ud, tog mod Recepten, lavede Medicinen og følte en Slags Beroligelse, saa længe den Pige stod der nedenfor med Ansigtet klistret mod den lille Dørluge. Han trak endog sit Arbejde i Langdrag. Han vilde ønske, at denne ubekjendte, ham uvedkommende Pige ikke vilde gaa sin Vej, at den for almindelige Lugteorganer infame Dyvelsdræk til evige Tider vilde udbrede sine Stankbølger i Apotheket.

Han blev længe ude i det store, lavloftede Rum. Kancelliraad Pramman havde fulgt med Tiden ogsaa i Apothekets Dekoration: i Loftet Porcellænsrhomboider, omsluttede med forgyldte Lister og overdækkede med nogenlunde kongruente Glasplader; ioniske Pilastre med forgyldt Kannelering som Grænseskjel mellem Reolerne, umulige Medailloner af Hippokrates og Galenos med Navnene i græske Initialer følgende Indramningens Cirkellinie. Vismann havde i sin Tid kunnet omfavne Kancelliraad Pramman for den ideale Tanke. Nu, ved Haandlampens matte Skjær, nu, med Fortvivlelsens Atmosfæretryk paa Hovedet, nu, med Mindet om Kaptejn Fricks Grin hin Nytaarsdag, da han pegede op mod de malede Medailloner og sagde: Er det Rasmus Nielsen og den gamle Sibbern med paaklistret Skjeg? — nu syntes Vismann, at det Hele var en nederdrægtig Humbug fra først til sidst.

De sidste Stykker af Templet, Søjlesoklerne, smuldrede. Alt, Alt var fortabt uden Redning.

Nu drev Dagnyet brede, dvaske Lysdønninger ind i det hvidkalkede Værelse gjennem det aabne Vindue. Hanerne galede, Hønsene kaglede i lidt morgengnaven Tone ude i Gaardens Hønschus; Bindehunden gabede og raslede smaat med Lænken, en sort Kat spaserede over den lave Sidebygnings Tag i den graahvide Morgen.

Vismann saâ sløvt paa alle Fænomener, som om Forbindelsen mellem hans ydre og indre Sans var slappet og løsnet.

Tæt neden for Vinduet, som laa lavt ud mod Gaarden, saâ han et Par Bøger. Den dovne Luftning løftede Bladene let. Vismanns Hænder kunde naa dem. Mekanisk tog han Kierkegaards «Stadier paa Livets Vej» og Georg Brandes’s Bog om Kierkegaard op. Det var to Relikvier, to smaa Stumper af det sammenstyrtede Tempel.

Efter en uharmhjertig Ildebrand redder jo stundum Husets Ejer et Par Støvler eller Sligt, noget rent unyttigt, men han synes, det er hans Pligt at redde Noget.

Vismann svøbte de halv ruincrede Bøger ind i en Avis.

Dumpe Lyd hørtes allevegne fra i Huset. Vismanns Vagt var færdig. Han strøg forbi et Par Kolleger, som han mødte paa Trappen; han maatte helt op paa Kvisten. Det var dog sært, saa let han kom op ad Trapperne. Det var, som om han gled ad en glat, jævn Isfade, saa nemt gik det. Sin lille Haandkuffert fik han pakket i en Fart. Med den i Haanden listede han sig over Gaardens morgenfugtige Stenbro ud i Havens i Lyset smaagnistrende og under Trinene smaaknitrende Grusgange.

Ja dér … foran det Træ dér saâ han i Gaar, hvad der havde bragt ham til Bevidsthed om, at han var ulykkelig. Han syntes, det var mange Aar siden.

Han vilde saa gjerne ud af den Have … og dog klæbede hans Fodsaaler fast til Gruset. Hver skrattende Lyd af hans Trin gjorde ondt i hans Hjerte.

En lille Bænk uden Rygstød stod lænet med Stammen mod en gammel Hyldebusk. Paa den havde han set hende sidde mange Gange, uden at hun anede hans fortærende Blik bag Jernstængerne i Laboratoriets Vindue. Hendes Nakkehaar havde strøjfet denne ru, nu fugtige Stamme; hendes smalle fine Haand havde ligget henslængt langs det grønlige Sædebræt.

Farmacevten omfavnede Hyldebuskens Stamme, trykkede sin Kind tæt ind imod den; kyssede den lidenskabelig og aandeløs. Uvilkaarlig saâ han sig om, og, som om han havde foretaget en halsløs Gjerning, løb han gjennem en tilgroet Sidegang, hvor Bladene strejfede hans Ansigt, ud paa Marken og trak sit Vejr dybt. Han hentede det fra det skovløse Landskabs store Rum med de svaje Bakkelinier, hvor Øjet først standsede ved det fjerne Havs hvide Stribe. Han drak Luften, som en Febersyg drikker Vand, saa umaadeholdent, saa graadig, at det formelig gjorde ondt i ham, samtidig med at det læskede ham.

Saa fandt han sig selv staaende midt i hele dette Rum med samt sin Haandkuffert. Hans Øje og Sind fandt ikke det, de kunde hæfte sig til. De maatte glide op og glide ned ad disse Hævninger og Sænkninger … og hvad saa? Det ubarmhjertige Hav fangede Alt. Der laa det og lo saa koldt, langt, langt borte.

Jo, nu fandt Øjet et fast Hvilepunkt i alt det Aabne, der altsammen laa saa ensformig mellemgrønt i den matte, graa Morgen. Hvilepunktet var et sort Krat, som gik under Navn af Præstekrattet, fordi det hørte til Præstens Jord.

Vismann maatte dog tage en Bestemmelse om, hvad han vilde gjøre, hvor han vilde hen. Men det sig meldende Krav var ham modbydeligt; han skød det fra sig med Væmmelse. Nej, der ud i Krattet! Der var ensomt, der var stille, der var lukket til.

En Sti førte lige dertil, en Spaseresti, anlagt af Byens «Forskjønnelses-Komité?». Nogle hurtig opløbne Poplers lysegraa, holdningsløse Stammer med en kjedelig utrivelig Bladdusk i Toppen angav dens Retning. Vismann skød en Gjenvej over Marken til midt paa denne Sti. Naar han kom derud … ja saa vilde han vist først føle, hvor fortvivlet han var; men han havde et Slags Haab om, at han kunde leve et Liv med sin Fortvivlelse, naar han og den vare alene, naar han laa i Græsset under de purrede unge Ege, de bredbladede Elme, de viftende Akacier og de to gamle Asketræer.

Men det fik Vismann ikke Lov til. Strax paa den anden Side de to Bomme, der dannede Indgangen til Præstekrattet, hørte han først en nynnende Sang og opdagede strax efter en lille, gammel Dame komme langsomt gaaende, med hvide Krøller under en tarvelig «Helgolænder», i Bomulds Morgenkjole med «Thehandsker» paa de smaa rynkede Hænder. Hendes Smaanynnen standsede, da hun blev ham vâr, som han stod stille mellem Bommene, tvivlsom, om han skulde vende tilbage eller gaa videre.

Det var en kjøn gammel Dame. De lyseblaa Øjne saâ paa ham, saa ærlig, saa uforbeholdent, som om der bag ved dem ikke var Noget, der behøvede at fordølges, saa underlig venlig, som om det aldrig kunde falde deres Ejerinde ind at tro Andet end det Allerbedste om den Første den Bedste, hun mødte.

Vismann var nødt til at se paa hende igjen, og trods sin Vanskelighed for i sin daværende Stemning at føle Sympathi med Mennesker følte han sig underlig bevæget. Han opdagede, at hun holdt i den ene Haand en Bog, hvori hendes Tommelfinger sad som Mærke, og i den anden en Buket frisk plukkede Markblomster. Den unge Farmacevt var en af de troende Naturer. Han trængte til at have Noget at klynge sig til, nu, da han følte sig drivende om for Vind og Vove paa Verdenshavet.

Han og den gamle Dame standsede i den smalle Indgang mellem Bommene paa Stien. Uvilkaarlig rev han Hatten af og traadte tilbage for at give Plads. Damen saâ studsende ned paa hans Haandkuffert, vilde lige til at passere forbi ham; men pludselig faldt Noget hende ind, som gjorde hende det til en Pligt at tiltale det fremmede unge Menneske.

— Det er slet ikke Vejen til Jernbanen … det er den helt modsatte Vej, De er gaaet. De kan ikke en Gang naa Morgentoget.

Vismann gjorde en Kompliment, som baade hans Sindsstemning og Kufferten gjorde mere kejtet, end den ellers vilde være bleven.

Den gamle Dame havde nu en Gang brudt Isen ved at aabne Munden. Da hun havde hørt sin egen Stemme lyde, gik det hende, som det ofte gaar hendes. Kjøns- og Aldersfæller; hun fölte en indre Nødvendighed til at gaa videre ligesom Spilledaasen i gammeldags Taffeluhre, naar den er trukket op. Hun kunde jo heller ikke sinke den unge Mand, da han ikke paa nogen Maade kunde naa at komme med Morgentoget.

— Hvor saadan en Sommermorgen er velsignet, sagde hun. En Spaseretur i den er en Styrkedrik for gamle Folk … Se dér … der til den Side ligger Stationen … Kan De se . . den gule Bygning med det blaa Tag? . . Kan De høre Toget? Nu kommer det! Se, hvor Røgen ligger tung og sort i det graa Vejr! Kan De nu se, at De ikke kan naa det?

— Jeg skulde heller ikke til Jernbanen, mumlede Vismann.

— Naa, De skulde ikke til Jernbanen? . . Naa — aa—h. De er … De er maaske her fra Byen (Vismann svarede ikke, men bukkede endnu mere kejtet end før) . . Jo, vist, De er jo her fra Byen. Jeg har set Dem gaa forbi mit Vindue, men jeg gaar aldrig ud uden om Morgenen, saa De kan ikke kjende mig. Men jeg kan ogsaa kjende Deres Stemme. Min Søn har havt Dem hjemme hos os en Søndag Aften sent.

Et Lys gik op for Vismann. Det maatte være Kaptejn Fricks Moder, hvem Sønnen vel kun sjelden nævnede, men, naar det skete, var det med en dæmpet, halv ærbødig, halv sentimental Stemmeklang. Og engang i Klubben, da en værdig Borger, Agent og Kjøbmand Sivertsen, havde forarget sig lidt over Kaptejn Fricks flotte Omtale af Kvinder og Elskov og sagt: Man skulde tro, Hr. Kaptejn, at De ingen honnette Kvinder havde kjendt, havde han faaet til Svar: Jeg vil svare med et Citat af en eller anden berømt Forfatter — Jo, for jeg har kjendt min Moder. Et Gjenskjær af den Glorie af Kundskab, Intelligens og Idealitet, hvormed Vismanns Fantasi havde omgivet Forstærkningskaptejnens Hoved, faldt over paa den lille fine gamle Dame, mens hun talte videre. Kaptejnen var den dæmoniske Natur, der skjulte stærke Længsler og dybe Alvorstanker bag sit ud mod den frivole Verden vendte satiriskkyniske Væsen; hun var den skjære, sarte Kvinde, der med moderlig Forstaaelse saâ tydeligst i hans Sjæls Dyb. Vismann fattede en exalteret Interesse for hende i dette Øjeblik. Hvor det maa være dejligt at have en intelligent og fin Moder! Han tænkte med Gysen paa sin egen, der i sin Tid havde brugt Sprogets ækleste Ord imod ham, naar han bad om lys til at læse sine Lektier ved. Det tænkte han paa, mens han med det Samme halv lyttede til den gamle, Frues Tale.

— Jo, ser De, min Søn sover somme Tider daarlig om Natten, og jeg har kun det eneste Barn, saa jeg kan ikke taale, at han har det daarlig. Ja, saadan er Mødrene! Og saa har jeg et Par Gange listet mig ud og kjøbt Nafta. Det beroliger ham. Og saa bliver han saa kjærlig imod mig. Det vil sige, han skjælder mig ud og siger, at det er taabeligt af saadan en gammel Kone at løbe ud om Natten; men det lindrer mig, fordi han ellers aldrig siger Noget, naar han er hjemme. Og saa har det altid truffet sig, at det er Dem, som har leveret mig Nafta; men ser De, jeg kan saa godt forstaa, at De ikke kjender mig, for jeg stod jo uden for og saâ Dem i Lyset gjennem den lille Laage. Men Deres Stemme kan jeg kjende; naar jeg har hørt en Stemme én Gang … Men hvorfor staar De med den Kuffert?

Vismann mumlede noget uforstaaligt Noget om, at han skulde ud paa Landet for et Par Dage. Fruen blev ved:

— Naa saadan! Ja det kan De vist trænge til. Men skal vi ikke sætte os inde paa Bænken under de to Kastanietræer, hvis De har Lyst til at snakke med en gammel Kone, som sjælden snakker et Ord den hele udslagne Dag, og som virkelig har saadan Interesse for unge Mennesker som min Søn og hans Venner. Jeg kan godt lide at tale med Dem. De taler saa fornuftig og … saa … poetisk, og saadan har min Søn ogsaa kunnet tale med mig i gamle Dage, men nu snakker han kun om det Højere, naar han er sammen med andre unge Mennesker … Naa, ja … De ler … men min Søn er da en ung Mand.

Vismann lo slet ikke, havde slet ikke svaret, lod sig føre hen til Bænken og satte sig ned ved Fru Fricks Side uden ret at vide, hvad han gjorde. Da det var besørget, gik Fru Frick videre, forudsættende, at Vismann havde svaret Et eller Andet:

— Ja ser De, det har De Ret i. Det er jeg enig med Dem i. For, naar unge Mennesker ikke tror paa Idealerne, saa … Ja, min Søn har havt flere unge Mennesker oppe hos sig om Natten … aa, han er nu saadan en Natteravn … og jeg sover daarlig. Men jeg har ligget og glædet mig over, hvor han ildner dem op til at stræbe efter Idealerne . . og han siger det Samme til dem Allesammen.

— Til dem Allesammen? .. det Samme til dem Allesammen? spurgte Vismann lidt studsende.

— Ja. Det er jo Bevis paa, at han ingen Forskjel gjør, men mener, at alle Mennesker er forpligtede til at stræbe efter Idealerne.

Siden den gamle Apotheker samme Nat havde taget dette Ord i sin Mund, frembragte Ordet Ideal en sødvammel Bolchersmag i Farmacevtens Mund.

— Han mener Kvinderne, mumlede han.

— Ja, ikke sandt! Gud, hvor De har forstaaeet ham, Hr. Vismann! Men det er det Sørgelige ved ham, at han har saa dejlige, saa ophøjede Forestillinger om Kvinden — ikke Kvinderne … den Pluralis brugte De forkert — Hr. Vismann! For han har nu saa længe søgt efter det Ideal … at jeg er bange for, at en Anden en Dag tager det fra ham. Og han er jo nu i den Alder … ja det er latterligt at sige det … at han virkelig maa skynde sig lidt. Ja, han maa jo være en Del ældre end De. Hvor gammel er De?

— Fire og tyve Aar.

— Gud … ja han er … Naa, ja … han er ikke saa lidt ældre … virkelig ikke saa lidt ældre … Aa, bare han havde faaet sin Embedsexamen i sin Tid! Men han skrev hjem til mig, at der ikke var noget Idealt i det theologiske Studium, og saa blev hans afdøde Fader vred, og saa blev han Huslærer paa en Gaard i Jylland — ja, jeg taler til Dem, som jeg gjør, fordi jeg véd, at De er en af min Søns fortrolige, rigtig gode Venner. Og saa kunde han jo tale med de Damer … netop om Idealerne! Har han aldrig fortalt Dem om de to Proprietærfruer, de to Svigerinder, som … ja, det er latterligt … de to, som sloges om ham? Jo, det har han vel. Mig har han ikke fortalt om det. Men, da han kom hjem fra Krigen som Lieutenant og laa i Garnison i Aarhus … ja, da var hans Fader død, og jeg flyttede til ham, og siden har jeg bestandig fulgt ham, … ja, saa kom den ene Frue med Ænder, Gæs og Kalkuner til os, og den Anden forærede ham en violet Fløjels Slaabrok og en dejlig Jernseng med — uh … saadan nogle store Fjermatrasser i … og … det var saa komisk … ja, det vil sige, … jeg synes nok, det var Synd, at han var saa grov imod dem begge og ikke talte til dem … og de har begge to grædt for mig og spurgt mig, hvorfor han var saadan. Det kunde jeg ikke forklare dem, fordi de ikke havde Begreb om, hvad Idealet var. Men jeg maatte give Julius Ret i, at, naar han søgte et Ideal, saa kunde hverken Fru Marie eller Fru Karoline Jansen være den Rigtige. Men Julius er vist ogsaa for overlegen. Tror De ikke Hr. Vismann? Og jeg er bange for, at han bliver ved at være for overlegen … Ja, jeg snakker og snakker, fordi Julius er min eneste Søn, og De er hans fortrolige Ven.

Vismann hørte mindre Ordene end Stemmeklangen, der lød som en evindelig Kvidder med liden Mening og megen Stemning midt i Krattets Bladsusen og Fuglepip. Han lod sig dysse hen af den. Han syntes, at det var som en Forbinding, som standsede den langsomt rislende Blødning.

— Ja, jeg mærker, De er enig med mig, vedblev den gamle Fre ufortrødent … Hør, De er jo paa Apotheket og maa kjende Frøken Fanny Pramman … Ja, ja … De synes, hun er dejlig … det kan jeg se paa Dem.

Hun saâ, at Vismanns store Øjne gloede paa hende som et Par stillestaaende Ildkugler, og at hans store Skjæg bævede.

— Ja, snakkede Fruen videre, naar jeg sér hende gaa forbi, saa synes jeg, der straaler Ynde og Poesi ud fra hendes Øjne, ud fra det dejlige Haar, ud fra hendes hindeagtige slanke Figur … ja … og jeg tror, at min Søn egentlig holder af hende … og, Herre Gud! Han er jo ikke mere et ungt Menneske, … han er jo en ung Mand … og, naar man kan finde saa meget af et Ideal, som der er i Frøken Pramman, saa maa man være fornøjet … for det hele Ideal … Gud véd, om noget Menneske kan finde det her paa Jorden, Hr. Vismann!

Farmacevten mærkede Noget i sig som en bælgmørk Sky, der hang rugende ned, han hørte et dumpt Bulder, saa et Lyn. Og ved dets Glimt saâ han et Djævelsfjæs grine mod sig. Knevelsbarterne var Kaptejn Fricks.

Fru Frick kunde af hans stive forvildede Blik slutte, at der foregik noget Usædvanligt i ham. Hun sagde:

— Jeg kan se, det gjør Indtryk paa Dem. Det beviser mig, hvor meget De holder af min Søn. Ja, han er egentlig saa god, om han ogsaa kan være noget vanskelig i det daglige Liv, men det er saamænd kun af disse ideale Grunde. De skulde virkelig se lidt tiere op til ham … men De har vel saa daarlig Tid?

Vismann lo fjollet og sagde:

— Fra i Dag af har jeg netop saa udmærket Tid.

— Det var jo dejligt. Hvis De nu vil følge med, saa vil han være oppe, naar vi kommer hjem … Ja … det er sandt. Det var maaske bedre, De ventede et Par Timers Tid … for …

— For? sagde Farmacevten.

— Ja, for han er lidt vanskelig om Morgenen.

Vismanns Stemning var slaaet over i en kold, sikker Bevidsthed om hans Styrke. Han fægtede lidt med Armene som for at lade Musklerne spille; hans Haand gjemte sig i hans mægtige Skjægvæxt. Der kom Varme i hans Blod. Han mærkede det rulle i sikre og fulde Bølger gjennem Aarerne. Han sagde:

— Vær De rolig, Frue! Jeg tror, jeg skal faa Liv i Kaptejnen.

— De har maaske nogle … nogle morsomme Historier at fortælle ham. Ja … det er nu ikke Historier for mig, men min Søn har en saadan stor Sans for det Komiske.

— Ja, Frue! Jeg har en meget, meget morsom Historie til ham.

— De skal ret have Tak. Han tænker for meget over sig selv … ja, ogsaa over Verden, og det tager Humøret fra ham.

— Han skal komme i Humør, Frue! Han skal komme i Humør, sagde Vismann i en højrøstet, lystig Tone.

Fru Frick betragtede ham paa Skraa. Det var en løjerlig Overgang fra generet Forknythed til en næsten ubeskeden Sikkerhed hos den unge Mand. Hun vidste ikke, hvad hun skulde tænke om ham. Før var han hyggeligere, og den gamle Dame havde ogsaa følt sig hyggelig til Mode i en beskyttende Følelse over for en Svagere. Nu dæmrede der en Mistanke op i hende, at han var stærkere end hun.

Hun blev ængstelig under deres lange Vandring til Byens Jernbanegade. Ingen talte. Men af og til mumlede eller nynnede Vismann uforstaaelig. Fru Frick fandt, at han egentlig saâ glubsk ud.

Bare hun ikke havde bedet ham om at gaa med hjem!