Det første Brodermord
DET FØRSTE BRODERMORD
ain og Abel ofrede til Jahve på den mørke
Uvejrsdag.
De havde rejst deres Altre i Ødemarken, midt i sortgraa Ørkner, fulde af Fjældblokke, overgroede af violette Tisler og Tjørnekrat. Lange Stenrygninger løb hid og did over Himlen, og ude langs den skysorte Horizont rejste sig Klippepig ved Klippepig. En Vildbæk hvislede gennem Kløfternes Skummelhed. Tislernes hvide Fnug kresede over den. Bag Bjærgene tudede den kommende Storm. Abel havde bygget sit Alter ved Foden af en Stenhøj og frembar Jahve et Lam som Offer. Det lå på en Dynge af Tjørnekvas og trak brægende i sine Reb, men Abel stod bøjet over det med Kniven draget i Hånden, han stødte den fast i dets uldne Bryst, Blodet flommede frem på Pelsens Sne, og Lammet forgik i et Gisp. Hurtigt fangede han sine Flintestens Gnister.
Kain havde rejst sit Alter længere oppe ad Højen bag et Klippeskår og ofrede Jahve sine Markers Grøde: rødkindede Frugter, blanktgult Korn og Dynger af Grønt. Han havde alt Ild på, og Røgen væltede frem, hidset af små, knitrende Flammespidser. Skæret brændte over hans mørke Ansigt med de buskede Bryn og det stride Skæg. Han pustede, så det svære Bryst gik, Heden sved hans Hud. I den truende Tavshed hørtes kun Bækken og Stormen.
Da jublede med Et Abels klare Stemme, Kain så hurtigt ned til ham over Klippekammen.
En høj, ilende Flamme stod ret op i Luften, blussende rød i Mørket, Røgen flagrede om den. Abel sprang omkring Altret, rank og let, det tætte Krøllehår funklede om hans Hoved. Han klappede i Hænderne af Fryd. Kain lugtede den brændte Uld.
Han vendte sig hastigt til sit Bål og skød Kvaset sammen. Som Øgler af en Rede vrimlede Flammerne frem.
Da tudede det pludselig op ude i Landet.
Kain så derud, Horizontens Klippepigge var forsvundne i Mulm, de blåsorte Skymasser havde sat sig i Gang. Bækken sprøjtede skummende op af sit Leje, Tidselfnuggene føg som et Snevejr. En bidende Kulde trak imod ham. Han sprang til for at værge sin Ild, men i samme Nu var Stormen over ham, så han tumlede om. Hylende fejede den hen over Altret, hvor Flammerne flygtede til Siden som flade Slanger, mens Røgen hvirvlede ned. Han rev den trevlede Ulvehud af sine Lænder, men han kunde næppe stå på Benene. Frugterne trillede ned, og de brændende Kviste fløj om ham. Sanseløst sprang han efter dem.
Et Skær luede i hans Øjne, det var Abels Bål, Flammerne steg og steg, Røgen rullede sig hvidere og hvidere op i en svulmende Søjle, Ildglansen funklede igen fra de blanksorte Klipper. Fortabt stod Kain og stirrede.
Et Bulder bragede bag ham, hans Alter var styrtet over Ende. Kvaset spredtes i Bunker over Jorden, omhvirvlet af Luer. Han foer op i et Skrig og rystede den knugede Næve mod Himlen.
„Jahve har Behag i mit Offer!“ jublede Abel og dansede i Flammernes Lys.
Med et Brøl var Kain over ham, han fik lige Tid til at vende sig om og skrigende løfte Hænderne for Ansigtet, før Køllen ramte ham, så Panden sprang, og Øjnene brast. Han styrtede bagover, sprællede op med de slanke Ben og rettede sig ud i et Suk.
Kain sprang til med Køllen, men pludselig var der en Røg, der sved ham i Øjnene, det var fra Abels Bål, den høje Flamme var knækket, den hvislede langs Jorden og slikkede efter det blodbesudlede Lig. Men oppe fra det sammenstyrtede Alter slog de lyse Luer i Vejret, jublende mod Himlen.
Vinden havde vendt sig.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧